udddemoDa Nikolai Wammen tidligere i dag præsenterede Finansloven, fremstillede han det som om, at besparelserne på uddannelsesområdet blev stoppet. Men trods Wammens forsikringer og Socialdemokratiets løfter under valgkampen, fremgår det, at Socialdemokratiets finanslovsudspil i realiteten indeholder massive besparelser på en række uddannelser.

I valgkampen fremstillede Socialdemokratiet sig selv som forkæmpere for bedre uddannelse, med et løfte om at fjerne de forhadte omprioriteringsbidrag, der årligt pålægger besparelser på to procent på de videregående uddannelser. Det er hvad der ligger bag Wammens påstand om, at regeringen vil investere i uddannelserne. Det er bare langt fra hele sandheden. Af finanslovsforslaget fremgår det at regeringen vil fjerne det såkaldte taxameterløft.

Taxameterløftet blev indført i 2010, for at højne kvaliteten af de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, der var relativt underfinansierede. Fjernelsen af taxameterløftet, betyder at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser nogle steder skal spare, hvad der svarer til ti procent fra den ene dag til den anden. Det er stik imod, hvad Socialdemokratiets daværende ordfører og nuværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye, lovede under valgkampen, nemlig at Socialdemokraterne ville fastholde taxameterløftet.

Afskaffelse af taxameterløftet vil betyde en videre forringelse på de uddannelser, der de sidste mange år er blevet mødt af de hårdeste nedskæringer på baggrund af omprioriteringsbidraget. Disse uddannelser har ingen videre interesse for Danmarks erhvervsliv. Under kapitalismen eksisterer uddannelse kun for at kunne sikre senere økonomisk afkast. Alt der ikke ses som økonomisk rentabelt, bliver set som ubrugelig dødvægt, der koster kapitalisterne.

Flere repræsentanter fra universiteterne og akademikernes fagforeninger udtaler, at fjernelsen af taxameterløftet vil sætte dem og de studerende i en yderst prekær situation. Regeringens egne beregninger viser, at de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser står til at miste 290 mio. KU alene skal, i følge HUM-rådet finde 70 millioner kroner. De 70 millioner på KU svarer til 130 ansattes årsløn. Dette betyder, at det bliver noget nært umuligt at tilrettelægge den fremtidige undervisning på disse uddannelser.

Socialdemokratiets lovede ”investering i uddannelse”. Men det modsatte bliver tilfældet på en række uddannelser. Det er ikke det eneste løfte, de er løbet fra på uddannelsesområdet. I 2018 udtalte Mette Frederiksen, at hun ønskede at fjerne uddannelsesloftet, hvilket alle støttepartierne ligeledes havde et ønske om. Alligevel fremgår det af finanslovsudspillet, at dette ikke er en del af Socialdemokratiets plan.

Regeringen læner sig op ad de røde partier i Folketinget og forsøger at fremstå som en velfærdsregering. De har svært ved at holde til pres fra arbejdere og studerende. De studerende og deres organisationer må lægge et maksimalt pres på regeringen for at stoppe besparelserne. Uddannelserne er blevet mødt med konstante nedskæringer i årtier. Det er på tide, at vi rejser os og siger: nok er nok!

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.