SAF demo cropVenstreregeringen har erklæret krig mod de danske unge. Fra folkeskolen til universiteterne skærer politikerne ikke blot ind til benet, men igennem. Der skal spares 8,7 mia. i uddannelsessektoren. Historisk store nedskæringer med vidtrækkende konsekvenser.

Regeringens erklærede mål er, at færre unge skal have en uddannelse. Mens uddannelsessektoren bløder, sidder den etablerede studenterbevægelse, samlet i Uddannelsesalliancen (et bredt samarbejde mellem 40 ungdomsorganisationer inklusiv DGS, DSF, Metal Ungdom og mange flere), på hænderne. Det førte til, at der på Københavns Universitet og RUC opstod græsrodsinitiativet S.A.F (De Studerendes Aktivistforening) for at kæmpe mod nedskæringerne.

S.A.F. og nedskæringerne

Efter demonstrationen 29. oktober, indkaldt af Uddannelsesalliancen med 40.000 deltagere, var der ringe aktivitet på den studenterpolitiske front. Men kort efter årsskiftet 2016 begynde det så småt at dæmre for folk, hvilke konsekvenser nedskæringerne ville få. 500 ansatte blev fyret eller ”frivilligt” fratrådt fra KU og 80 på RUC. På nuværende tidspunkt er nedskæringerne ikke blevet endeligt udmøntet, men de er af en sådan størrelsesorden, at katastrofen virker uundgåelig. RUC skal f.eks. spare over 100 mio. Uanset hvordan nedskæringerne bliver endeligt implementeret, er RUC's fremtidsudsigter dystre. Oveni i det diskuterer politikerne i øjeblikket at fjerne SU'en på kandidatuddannelserne – et frontalangreb på retten til en uddannelse til alle (som i praksis heller ikke er gældende nu, men som forringes massivt hvis SU'en skæres).

Marxistiske Studerende sendte derfor et åbent brev til Studenterrådet på RUC med en opfodring til, at de øjeblikkeligt begyndte at mobilisere de studerende til kamp mod nedskæringerne. En kamp Marxistiske Studerende selvfølgelig ville deltage i. Men der kom ingen reaktion fra Studenterrådet. Også på Københavns Universitet var Studenterrådet passivt.

Studenterrådene blev skabt som de studerende fagforeninger, for at kæmpe for de studerendes forhold. De sidste år er de dog sumpet helt til i passivitet. De burde gå forrest, men når de ikke gør det, vil de studerende finde andre veje til at udtrykke deres utilfredshed. På et tidspunkt vil det få et udtryk i studenterbevægelsen, og ledelsen vil blive skiftet ud med nogen, der vil kæmpe. Men der er vi ikke endnu.

På KUA dannede en flok uafhængige studerende S.A.F. d. 10. februar. På opstartsmødet deltog der over 100 studerende. Igen spillede de etablerede studenterpolitiske organisationer ikke den bedste rolle, da det kun blev til en meget passiv støtte fra Humrådet. S.A.F. bestemte sig for at gennemføre en 24 timers sit-in på KUA den 3. marts.

Kort efterfølgende besluttede Marxistiske Studerende også at tage initiativ til en S.A.F. gruppe på RUC. Blandt andet belært af erfaringer fra Et Andet Universitet sidste år, besluttede S.A.F. på RUC, at det vigtigste var at komme så bredt ud til de studerende og gøre beslutningerne så demokratiske som muligt. Der blev derfor lagt en plan for at komme ud i flest mulig huse og hold og fortælle om nedskæringerne og derefter gennemføre en demokratisk afstemning om det pågældende hold kunne støtte op om forslaget om at overtagelse RUC 3. marts. De fleste steder det blev taget op, blev det vedtaget at gå med (7 bachelorhold og 7 kandidatfag) med massive støtte fra de ansatte.

Både på KUA og RUC deltog omkring 100 personer d. 3. marts. For at følge op på Sit-in og overtagelse var der den 9. marts demonstration i København, hvor S.A.F fra KU og RUC gik sammen forbi blandt andet ministeriet for videregående uddannelser, Vor frue plads og ud til Kommunernes landsforening hvor Velfærdsalliancen afholdte demonstration mod nedskæringerne i kommunerne. I alt deltog omkring 120 personer, men hvad der manglede i antal gjorde blev der gjort op for i stemning. Demonstrationen var præget af en stemning af, at det ikke er nok blot at vise utilfredshed, som demonstrationerne organiseret af studenterbevægelsen har gjort, men at nedskæringerne må stoppes.

Kampen forsætter

Det er dog tydeligt, at det kræver noget helt andet end en bevægelse på nogen hundrede studerende, at stoppe nedskæringspolitikken. S.A.F bevægelsen har været en lille bevægelse, der kun har involveret en lille minoritet blandt de studerende. En lille bevægelse som langt fra var nok til at stoppe nedskæringerne.

Regeringens nedskæringspolitik er ikke bare et spørgsmål om manglende forståelse eller politisk ideologi. Over hele verden føres den samme nedskæringspolitik, dikteret af kapitalismens krise. I en sådan situation er det først, når politikerne for alvor føler sig presset på deres positioner, at indrømmelser kan presses igennem. Det kræver en massebevægelse.

En massebevægelse er ikke noget, der kommer ud af god vilje. Den opstår, når nok mennesker har fået nok på samme tidspunkt, når en eller anden dråbe får bægeret til at flyde over. Der er ingen tvivl om, at der eksisterer frustration under overfladen blandt de studerende. Den frustration fik sit udtryk blandt de mest radikaliserede lag i S.A.F. Vi kan ikke forudse, hvornår en massebevægelse opstår, kun at den vil komme på et tidspunkt, fordi presset opbygges som i en trykkoger blandt landets unge.

Derfor har S.A.F. langt fra været forgæves, selvom nedskæringerne stadig er på bordet. Bevægelsen må bruges til at bygge videre på, så vi står stærkere i de kommende kampe og den massebevægelse, der uundgåeligt vil komme. Første opgave er at fortsætte med at informere de studerende om nedskæringerne, og hvordan de konkret udmøntes. Derudover må der bygges videre på det netværk, der blev opbygget under bevægelsen. Allerede nu er der på RUC kontaktpersoner til S.A.F. på en lang række hold, det netværk må udbygges.

Denne bevægelse var ét slag i en lang kamp. Nedskæringspolitikken har stået på i mange år, fordi kapitalismen som system befinder sig i en blindgyde. De fleste kampe vil ende i nederlag, men så længe de nederlag bruges til at øge bevidstheden, lære af erfaringerne og udbygge organiseringen vil de ikke være endelige nederlag, men blot forberedelse til næste stadie i kampen.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 18, april 2016. Tegn abonnement og få bladet i et år fra 100kr.

[Følg med på Marxistiske Studerendes facebook-side]

Yderligere information