blokade kvalitetsudvalget"Et andet universitet" gennemfører blokade af kvalitetsudvalgets konference i København d. 28. november 2014.De seneste uger har vi set en opblusning af kampen på universiteterne, med blokader i København, Århus og Roskilde. De studerende, der har været involveret fra gruppen Et andet universitet, udgør et lille mindretal af de studerende, men udtrykker en underliggende frustration blandt et langt større lag af studerende, som den traditionelle studenterbevægelse indtil nu ikke har været i stand til at forbinde sig med. En frustration der er symptom på et system, der er havnet i en blindgyde.

Studenterorganisationernes svigt

Et andet universitet, navnet på det netværk af studerende, der har stået bag blokaderne på KUA, AU og RUC, er en reaktion på studenterorganisationernes svigt de seneste mange år. Særligt sidste år så vi med mobiliseringerne imod Fredriftsreformen, at studenterkampen på universiteterne er tilbage. Det kommer efter årevis med fuldstændig stilstand blandt universitetsstudenterne. Men indtil nu har studenterrådene og deres landsdækkende organisation, Danske Studerendes Fællesråd (DSF), kun stillet sig i spidsen for de studerendes kampe, når de er blevet presset til det og har udelukkende indkaldt til demonstrationer for at ”vise utilfredshed” for derefter at lukke kampen ned og gå tilbage til forhandlingsbordet. Her har de så forsøgt at medvirke til en så effektiv og smertefri implementering af de forhadte reformer og besparelser, som muligt.

Bevægelsen sidste år startede, da det stod klart, hvad regeringens fremdriftsreform ville betyde på KU. De studerende afholdt stormøder og en demonstration med 9000 deltagere, hvilket er den største universitetsdemonstration i mange år. Studenterrådene gik ind i kampen, men kun under pres fra de studerende og lukkede bevægelsen ned, næsten inden den var begyndt.

eau POLITIPolitiet fjerner blokade af kvalitetsudvalgets konference i Aarhus den 26. november.Nu er de universitetsstuderende på gaden igen. Men under de seneste ugers blokader har de forskellige studenterråd, fakultetsråd, DSF osv. forholdt sig ambivalent. På den ene side har ledende folk fra studenterorganisationerne bakket op i ord, som da formanden for DSF fx talte til blokaden på RUC. Men studenterorganisationerne har officielt afholdt sig fra at gå ind i bevægelsen. Argumenterne har været forskellige: ”Det står stærkere, når det kommer fra de studerende selv,” over: ”det skal ikke ind over alt det bureaukrati” til ”Vi kan ikke gå ind i det, for det svækker os som seriøs forhandlingspartner”.

Disse argumenter udtrykker en helt forkert opfattelse af, hvad studenterorganisationerne er og bør være. Studenterorganisationerne er dannet af de studerende, fordi man gennem historien har indset, at studerende kun kan kæmpe for deres interesser og forhold kollektivt – gennem organiseret kamp på masseskala. Som isoleret individ er man magtesløs. En bevægelse som den omkring Et andet universitet, som kommer ”fra de studerende selv”, burde derfor ikke være nødt til at udtrykke sig udenom de etablerede organisationer. Tværtimod bør det være studenterorganisationernes opgave at udtrykke de studerendes vrede og vilje til at kæmpe.

Argumentet om, at det vil blive for bureaukratisk, hvis studenterorganisationerne gik ind i kampen, kan (hvis det skal tages for pålydende) kun betyde, at der er noget galt i studenterorganisationerne: Hvis strukturerne betyder, at de ikke kan kæmpe, så må strukturerne laves om. Ligeså forfejlet er argumentet om, at det vil svække studenterorganisationernes forhandlingsposition. Det bedste udgangspunkt for forhandlinger er en styrkeposition. Hvis forhandlerne ikke har en massebevægelse i ryggen, men bare forhandler som individer, så kan politikerne være ligeglade, som de har demonstreret gang på gang.

Mange af de mest radikaliserede studerende spørger i dag sig selv, om man ikke helt skal afvise de etablerede organisationer? Til hverdag ænser de studerende knap nok deres organisationer, få stemmer ved valgene og endnu færre er medlemmer. Men hvis man, som os, mener, at massekamp er det eneste effektive kampmiddel, vil en sådan konklusion være fatal. De brede lag af studerende ser nemlig udmærket, at små aktioner, isoleret og i sig selv, er utilstrækkelige. Derfor ser de til deres traditionelle organisationer; de eneste der gennem tiden har bevist, at de er i stand til at samle de studerende i tusindtal. Derfor har de traditionelle organisationer en helt anden autoritet, end en gruppe nedsat til formålet, og derfor er de uundværlige. De studerende har allerede et apparat til studenterkamp med stærke traditioner blandt studerende og et kendt navn. Det ville være omsonst at opbygge et nyt, i stedet for at tilbagekæmpe det eksisterende.

Det betyder ikke, at studerende der ønsker at kæmpe, skal sidde på deres flade indtil studenterorganisationerne gør noget – så kan de komme til at sidde meget længe! Tværtimod: Vil ledelsen for studenterorganisationerne ikke tage kampen op, så må de studerende selv gøre det. Men enhver kamp må udbredes til at indbefatte så mange som muligt. Derfor må man rette et pres ind mod studenterorganisationerne for at få dem til at mobilisere. Man må presse dem til at blive det, de er skabt til: kamporganisationer.

Det betyder heller ikke, at vi mener, at alle beslutninger skal overlades til ledelsen i studenterorganisationerne. Tværtimod! Jo mere de studerende inddrages demokratisk, jo stærkere bliver bevægelsen: Gennem stormøder, valg af blokadekomiteer osv. må de studerende selv demokratisk diskutere og beslutte, hvordan kampen skal føres. Men det er studenterorganisationerne, der bør indkalde møderne og her fremlægge en plan for, hvordan de mener, kampen kan fortsættes.

demonstranter-stopnu2gråStop-Nu bevægelsen samlede 100.000'er af elever og studerende i 2004. Men også her blev bevægelsen lukket ned, næsten inden den var gået igang.

Markering eller kamp

De seneste mange år har protester mod nedskæringer mere haft karakter af en markering af utilfredshed end en egentlig kamp for at vinde. Efter den første markering med indignerede taler, paroler og kategoriske afvisninger, har DSF og studenterrådene typisk uden videre lukket bevægelsen ned. I stedet har de slået ind på forhandlingens vej for at implementere forringelserne ”bedst muligt”. Det var præcis denne strategi, der i nullerne førte til en demoralisering blandt ungdommen: År efter år stod titusindvis, endda 100.000, på gaden. Fra talerstolene rasede lederne af elev- og studenterbevægelsen imod nedskæringerne og advarede politikerne om, at kampen ville fortsætte. Men intet skete.

Studenterorganisationernes ledelse bør lære af Et andet universitets beslutsomhed og selvsikkerhed: Hav modet til at fremlægge en kampplan for hvordan man rent faktisk vinder. Stå fast! Hvis kravene ikke bliver opfyldt efter den første demonstration, så må kampen eskaleres og spredes bredere ud. Ender kampen alligevel i nederlag, må det forklares grundigt og ærligt hvorfor, så erfaringerne kan bruges konstruktivt til at hæve de studerendes forståelse af deres situation. Kun sådan kan man stå stærkere næste gang. Den største bjørnetjeneste, man kan gøre bevægelsen, er at udråbe nederlag som sejr, som det skete efter kampen mod Fremdriftsreformen sidste år. Den naturlige konklusion for de, der har været aktive, er følgende: ”Det var ikke dette, jeg kæmpede for. Hvis det er målet for vores kamp, så står jeg af”. Det er den sikre vej til desillusion.

"Stemningen er ikke til det"

Revolutionære er udmærket klar over, at der ikke altid er stemning for en bevægelse. En massebevægelse er ikke noget, der kan tændes og slukkes som en stikkontakt. Men toppen i studenterorganisationerne bruger gang på gang den manglende ”stemning” som undskyldning for ingenting at gøre, uden at de på nogen måde har testet stemningen. Det bliver hurtigt en selvopfyldende profeti: Man indkalder fx til en aktion, udelukkende over Facebook, uden klar dagsorden, uden plan for videre skridt, og når der så dukker få op, konkluderer studenterorganisationerne, at der ingen stemning er.

Der er særlige tidspunkter, hvor ”dråben får bægeret til at flyde over”. Hvor frustrationerne har nået bristepunktet, og en massebevægelse bryder ud spontant: I en sådan situation kan titusindvis samles relativt nemt. Men til hverdag har studerende rigeligt at se til. Presset er stort: opgaver, eksaminer, CV, arbejde osv. Under normale omstændigheder kaster man sig ikke bare ud i en kamp, uden organisation og perspektiv. Det betyder ikke, at frustrationerne ikke er til stede under overfladen. De kan bare ikke omsættes i handling gennem et facebook event. Skal frustration blive til handling, kræver det, at studenterorganisationerne kommer ud og taler med de studerende, informerer dem om situationen og fremlægger en plan for konkret handling, der virker realistisk for de studerende, og derefter på stormøder eller lignende tester, om der er flertal for handling. Før det er gjort, er det umuligt at afgøre, om ”der er stemning”.

Studerende har brug for arbejderklassen

Ligesom arbejderne har studerende styrke via sit antal og enhed. Politikerne vil forsøge at spille grupper af studerende ud mod hinanden, fx over uddannelser (humanister mod naturvidenskabelige, gymnasieelever mod lærlinge osv.). Men de studerende har fælles interesser på tværs af faggrænser. Nederlag for én sektor bruges som rambuk mod de andre. Det er derfor afgørende, at de studerende går sammen i en fælles og solidarisk kamp.

De studerende har dog rimelig begrænsede pressionsmidler. Når de studerende strejker, blokerer administrationen eller lignende, rammer det i virkeligheden mest af alt dem selv, i og med de ikke får noget undervisning. Derfor må de studerende appellere til den eneste gruppe i samfundet, der har reel magt at sætte bag deres ord: arbejderklassen. Arbejdere og studerende er naturlige alliancepartnere. Det har altid været arbejderbevægelsen, der har gået forrest i kravet om gode og gratis uddannelser, da det er den eneste vej til at sikre gode uddannelser til arbejderklassens børn.

Man kan starte med at tage kontakt til de ansatte på universiteterne, både videnskabeligt og teknisk-administrativt personale, der alle rammes lige så hårdt af besparelserne som de studerende. Ved blokaden i Århus udtalte undervisere sympati og holdt ganske radikale taler til de forskellige blokadearrangementer. På RUC har 119 ansatte (undervisere og PhD’ere)  skrevet under på en solidaritetsmeddelelse der støttede helhjertet op om Et universitets blokade af RUC-rektoratet. Denne solidaritet fra de ansatte giver en enorm vægt til protesterne, fordi det gør klart for alle, at der ikke bare er tale om ”forkælede studenter”, men en legitim kamp. Disse episoder fra den seneste bevægelse viser hvor stort potentiale der er for yderligere samarbejde og enhed. Men ligesom de studerende har de offentlige ansatte også begrænset magt. Deres arbejdsgivere; kommuner, regioner og staten sparer penge, når der er konflikt, som under lærerlockouten sidste år. De privatansatte er den eneste gruppe der kan ramme landets virkelige magthavere; arbejdsgivere, aktionærer og direktører, direkte på pengepungen - gennem strejke, og dermed tvinge politikerne til at handle.

mai68 etudiants ouvriers smallParis, maj '68. Banneret siger: Arbejdere, studerende, forenet vi sejrer.Ungdommen er det mest følsomme barometer for, hvad der foregår under overfladen i samfundet. Bevægelser blandt studerende er derfor ofte en forløber for større bevægelser blandt arbejderklassen, og studenterkampe fungerer ofte som inspiration for arbejderne: ”Hvis de unge kan, så kan vi også”. Udsigten til sådan en alliance får det til at løbe koldt ned ad ryggen på politikere og arbejdsgivere. Borgerskabets mareridt er en situation som maj 1968 i Frankrig. Bevægelsen startede som en bevægelse blandt de studerende, men spredte sig hurtigt til arbejderklassen med besættelser af fabrikker, og den indtil da største generalstrejke i historien. Arbejderklassen stod reelt med magten i hænderne i Frankrig. Den side hører vi af gode grunde sjældent om. I medierne præsenteres ’68 altid bare som et ungdomsoprør. Men det var langt mere, og ’68 blev begyndelsen til en revolutionær bølge, der varede mere end et årti.

Vi er på vej ind i en lignende periode igen. Det betyder, at der er brug for at skifte kurs i studenterbevægelsen så de afspejler den nye situation. De nye lag, der i dag bliver aktive, må føre kampen videre indeni deres studenterorganisationer og vinde dem tilbage som kamporganisationer.

Socialisme

De sidste mange år er der blevet skåret ned på uddannelserne uanset hvilken regering, der har været ved magten. Under kapitalisme repræsenterer parlamentet, retsvæsnet, statsinstitutionerne osv. i sidste ende kapitalisternes interesser. Og de har ikke interesse i at bruge penge på uddannelse, ud over hvad de skal bruge for at sikre den arbejdskraft, de har behov for. Erhvervsretningen har stået på i årevis. Allerede i 2003 indskrænkedes demokratiet på universitetet, så rektor ikke længere skulle vælges, men udpeges oppefra. Her fik bestyrelserne også eksternt flertal (dvs. primært fra erhvervslivet). Dimensioneringsplanen er bare det seneste tiltag i en lang proces.

Erhvervsretningen drejer sig dog ikke bare om flertal i bestyrelserne eller dimensionering, men i høj grad også om indhold. Da den revolutionære bølge i 1970’erne led nederlag og ikke mindst efter østblokkens sammenbrud skyllede en ideologisk reaktionær bølge over universiteterne hvor man forsøgte at gøre op med kritisk, selvstændig tænkning. De ”røde lejesvende” skulle fordrives, hvor end de befandt sig. Denne tendens er fortsat de seneste år, hvor der bl.a. er sket en kraftig afpolitisering af uddannelsesinstitutionerne: Politiske organisationer er nu forment adgang til gymnasierne, og politiske plakater osv. fjernes på flere universiteter. Samtidig betyder de mange nedskæringer, at universiteterne i større og større grad er afhængig af penge fra det private erhvervsliv til forskning, bygninger osv. Således bygges ”Mærsk”-bygningen lige nu ved Panum. Forskningen sker ikke frit, men efter sponsorat.

Studenterorganisationerne har hidtil haft en tendens til at gå med på politikernes præmisser. Blokaderne de seneste uger har derfor også været et nybrud i den forstand, at Et andet universitet ikke ”kun” har handlet om kamp mod besparelser. Et andet universitet har krævet, at universiteterne igen bliver et sted for fordybelse og kritisk tænkning.

I efterkrigsopsvinget var der et vist råderum til at opbygge en velfærdsstat, herunder gratis uddannelse til relativt mange. Men der er ikke længere det råderum. Ikke mindst efter 2008, hvor krisen satte ind, er budgetterne blevet strammere og strammere.

Kapitalismen befinder sig i en blindgyde og er ikke i stand til at udvikle samfundet, men kun skære ned. Kampen for kvalitetsuddannelser og universiteter kan ikke adskilles fra kampen for et socialistisk samfund. Det gælder både i forhold til finansieringen, men også indholdet. Et samfund baseret på markedsøkonomiens usynlige hånd, konkurrence og profit, som det kapitalistiske system i sagens natur er, former universiteterne i sit billede. Skal forskning være fri og til flertallets gavn kræver det, at samfundet, dvs. økonomien, er indrettet efter flertallets interesser. Også her har de studerende sammenfaldende interesser med arbejderklassen. Det vil sige et opgør med den private ejendomsret til de vigtigste dele af økonomien og indførslen af en demokratisk planlagt økonomi.

politi slaeber vaekPoliti fjerner en blokadevagt fra Et andet universitets blokade af kvalitetsudvalgets konference i København den 28. november.Kapitalismen skaber frustration og utilfredshed i alle dele af samfundet. Bevægelsen omkring et andet universitet er et forvarsel om hvad der vil komme. Det er et forvarsel om et nyt ungdomsoprør, men på en anden basis end i 1968, der kom på baggrund af et opsving. I dag er der ingen fremtid for det store flertal, og der er ingen sejre uden hårde, hårde kampe. Det faktum, at politiet er blevet brugt mod de fredelige blokader, er et usvigeligt tegn på, at staten er parat til en hård kamp. Der er ingen vej uden om en revolutionær kamp for at ændre samfundet grundlæggende for det store flertal, og her kan studenterbevægelsen spille en vigtig rolle.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.