trygve talerEt stort banner med teksten: BLOKADE, hænger nu foran RUC’s rektorat. Mandag morgen kl. 7:00 gik studerende i aktion gennem netværket Et andet universitet. Rengøringspersonale lukkede de studerende ind, og advarselstape og møbler blev placeret foran indgangen. Rektor havde inden fået nys om aktionen og havde bedt det administrative personale om at blive hjemme, så dagen forløb gnidningsfrit. RUC's rektorat er nu blokeret 24 timer i døgnet som protest imod regeringens reformer og erhvervslivets stigende indflydelse på universiteterne.

Stor opbakning

Stemningen har været god. Men alle RUC’ere ved, at denne tid er projekt-tid. Meget få RUC’ere opholder sig på campus, og der er ikke flere kurser i år. Derfor siger det meget om utilfredsheden blandt de studerende, at der dette til trods har været omring 50 studerende forbi i løbet af dagen.De aktionerende har uddelt løbesedler til deres medstuderende, og Rasmus Jeppesen, som har været en af drivkræfterne i blokaden og oprettelsen af Et andet universitet på RUC, fortæller, at blokaden er blevet modtaget overordentligt positivt af RUC’erne:

”Alle, jeg har snakket med, synes, det er fedt, at der endeligt sker noget, og at vi siger fra overfor de gentagne forringelser og strømlining fra ministeriets side. Mange var ved at blive lidt ærgerlige over, at der var blokader i København og Århus, men at RUC ikke var med på vognen. Nu har vi taget det første skridt.”

For Rasmus Jeppesen er den nuværende blokade ikke et mål i sig selv men del af en større kamp og diskussion af, hvilken studenterbevægelse vi skal have.

Wake up call

”For mig at se, bør det her være et wake up call for studenterbevægelsen. Hundreder af studerende har landet over taget sagen i egne hænder og taget kampen op. Initiativet Et andet universitet er netop startet på grund af frustration over, at den etablerede studenterbevægelse ikke har stået fast på sine krav, men i stedet er gået ind i implementeringen af de reformer, som vi alle er imod.”

Derfor stillede Rasmus Jeppesen også forslag til Studenterrådet på RUC’s generalforsamling den 22. november om, at SR skulle støtte blokaderne og arbejde for deres udbredelse. Et forslag der dog blev stemt ned. Men det får ikke Rasmus Jeppesen til at tabe modet om en mere aktiv kurs for studenterbevægelsen:

Jakob Ruggård taler small”Jeg mener, at det burde være vores studenterorganisationer, der stod i spidsen for at mobilisere landets studerende til fælles kamp. Derfor er det også fedt, at formanden for DSF Jakob Ruggaard og Khristian Bruun fra Studenterrådet på RUC kom ud og talte til blokaden. Det er derfor, vi har vores organisationer som Studenterrådene og DSF. Fordi organisation, enhed og samlet kamp er det, der giver os styrke. Men de senere år har der været for meget parlamentarisk fiksering på lobbyarbejde og for lidt på massekamp. Studenterbevægelsen bør vende tilbage til de aktivistiske rødder.”

Blokade smallBlokaden fortsætter

På et blokademøde mandag besluttedes det at fortsætte blokaden, der også vil være bemandet natten over. Hver dag til blokademødet vil man tage stilling til, hvad der skal ske. Men Rasmus Jeppesen gør det også klart, at en blokade på det nuværende niveau kun kan være et skridt i en større kamp:

”50-100 mennesker kan ikke stoppe regeringens offensiv mod kritisk tænkning og demokrati i uddannelsessystemet. Men det er et skridt på vejen til at få inddraget flere studerende i studenterpolitik; i kampen for fri uddannelse og ordentlige forhold. Derfor lægger vi også meget vægt på komme bredere ud, mens vi blokerer, gennem løbesedler, facebook og mund til mund. At acceptere i stilhed er ikke længere en mulighed. Bevægelsen omkring Et andet universitet må være begyndelsen til en ny kurs i studenterbevægelsen og det allerførste skridt til et nyt ungdomsoprør.”

 

Se blokadens facebook-begivenhed

Går du på RUC eller vil du bare støtte op? Tilmeld dig facebook-gruppen Et andet universitet på RUC

 

Læs blokadens pressemeddelelse herunder:

Blokade på RUC: “Politikerne glemmer, hvordan anoreksi fører til kannibalisme”

Studerende på RUC har her til morgen indledt en blokade af rektoratet på RUC i protest mod det seneste omgang reformer på uddannelserne. “Fremdriftreformen er udtryk for en helt forkert måde at drive uddannelse fremad. Nu tvinges man til at indhente ekstra kurser, en slags maskeret ekstra chance– inden de så bliver smidt ud.” Frederik Storm, studerende på Naturvidenskabelige bachelor.

For få dage siden fremlagde kvalitetsudvalget deres anden runde forslag. Her får demokratiet endnu engang kniven, hvor bl.a studienævns kompetence indskrænkes, så disse organer ikke længere har ansvar for uddannelsernes kvalitet. “Vi oplever, at politikere dikterer – uden hensyn til studerende og ansatte på universiteterne – hvordan vores institutioner skal slankes og klædes i henhold til deres idealer.” Udtaler Trygve Voetmann. Han har været med fra morgenstunden. Han uddyber sin kritik: “Problemet er imidlertid, at politikerne ifølge min overbevisning fuldstændig glemmer, hvordan anoreksi fører til kannibalisme! Universiteterne vil som konsekvens langsomt æde sig selv op indefra. Hvis du spørger mig, så skal politikerne træde ud af deres sandkasse og lægge syn på virkeligheden, hvor dårlige konstruktioner har virkelige konsekvenser. Vi blokerer for at få forandring” udtaler Trygve Voetmann.

Initiativet Et andet universitet på RUC er en protest mod den markedsgørelse, ensretning og udvanding af kvaliteten, der er realiteten på universiteterne. Det er nødvendigt med et radikalt brud med den nuværende uddannelsespolitiske linje – samt at give studerende og ansatte demokratisk indflydelse tilbage. De seneste reformer, fremdriftreformen og dimensioneringsforslaget, bidrager ikke til bedre uddannelser, men er nedskæringer, der har store konsekvenser for kvaliteten af uddannelserne. Fyring af forskere, manglende feedback og krav om gennemførsel på rekordtid er konsekvenser af de konstante besparelser på universitetsområdet. Derfor mener initiativet, at regeringens fremdriftsreform og dimensioneringsforslag bør trækkes tilbage! Viden og dannelse bør være mål for universiteterne. Dannelse er selve grundlaget for demokratiet, men når regeringens nedsatte udvalg for kvalitet og relevans omdefinerer kvalitet til at handle om egnethed til erhvervslivet, er der tale om en farlig diskurs, der er med til at undergrave grundlaget for fri og kritisk viden. Derfor skal erhvervslivet ud af universiteternes bestyrelser!

Frederikke Veirum Høgsgaard, der er startet på den samfundsfaglige bacheloruddannelse i sommers forklarer: "Hele grundpillen i universitetet er viden, at stille sig kritisk og styrken i at ville lære, grave dybere og ikke mindst at tænke selvstændigt. Jeg synes, det er dybt problematisk at alt dette glemmes idet universiteterne bliver masseproducenter, der spytter kloge hoveder ud, med fokus på kvantitet frem for kvalitet. Hvis ikke der er tid til at stille sig kritisk overfor sig selv og sin omverden, står vi pludselig som nikkedukker og CV-ryttere, der reciterer teorier uden sammenhæng med virkeligheden. Jeg tager del i blokaden fordi jeg vil lære, jeg vil blive klogere og fordi jeg ikke vil lade min uddannelse forringe eller definere ud fra en vejrhane af politikere, der peger hvor vinden blæser."

 

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.