demo 14maj beskaaret red lille2Ulighedens kile skærer sig for tiden gennem det danske land. Alt hvad generationer af arbejdere har kæmpet for af velfærd og lighed, ryger bid for bid ned i den afgrund, som kilen efterlader sig. Frem vokser i stedet en kløft, som truer med at dele generationer mellem sig: De ældre, som nåede at nyde godt af efterkrigstidens økonomiske opsving, og de yngre som blandt andet står med de massive konsekvenser opsvinget har haft på vores klima og uden en reel fremtid under kapitalismen. Vi må ikke lade os narre: Kampen om en fremtid for det store flertal er ikke en kamp mellem generationer men en kamp mod kapitalistklassen.

Den forsømte ungdom

Ugebladet A4 har foretaget en undersøgelse, som konkluderer, at uligheden mellem de yngre og ældre generationer øges, og at velstanden, som Danmark oplevede gennem de brølende 00’ere, ikke er smittet af på de yngre. Undersøgelsen viser, at velstanden for de +40 årige i perioden 2000 - 2012 er steget +20%, mens den for dem under 25 år er faldet med 6,4%.

Vi oplever således en ungdom i frit fald, og Arbejderbevægelses Erhvervsråd (AE) tøver heller ikke med at udpege de unge som krisens store tabere. Deres analyser viser, at arbejdsløsheden for unge under 30 år er 12,4%, hvilket er højere end andre aldersgrupper. Derudover er der 40.000 ikke-arbejds- eller uddannelsesparate unge, som står uden for arbejdsløshedsstatistikkerne.

Disse tal er dog ikke ligeså voldsomme som i andre lande i Europa. I Danmark har vi trods alt et gratis uddannelsessystem, som har oplevet et markant influx af unge. En udvikling som skal ses i lyset af en krisepolitik, der har presset unge i uddannelse, hvis de bare ville have et nogenlunde forsørgelsesgrundlag, med bl.a. dagpengereform, kontanthjælpsreform osv. En politik der, som konsekvens, har ført til overbelastning på uddannelsesinstitutionerne, og rektorer som klager over for ringe faglighed blandt de unge. Men så længe de unge er under uddannelse, så fremgår de ikke i arbejdsløshedsstatistikkerne; om der er et job til dem på den anden side, er en anden sag. Eller som et godt gammelt dansk ordsprog siger: ”det giver altid en stakket varme at pisse i bukserne”.

Generationskamp er ikke klassekamp

Kristian Weise fra CEVEA påpeger, at den øgede ulighed mellem unge og gamle også skal ses som konsekvens af de mange skattereformer: ”(...) alle har de sænket marginalskatten på de højeste indtægter, og dermed tilgodeset den ældre del af befolkningen”.

Dette har øget skellet mellem generationerne i Danmark og de forskellige interesseorganisationer tøver ikke med at trække fronterne op. Anders Andreasen fra Yngresagen beskylder således Ældresagen for virkelighedsfjern lobbyisme: ”Nogle gange synes jeg ikke, Ældresagen har fingeren på pulsen. Det er jo os, der skal tjene penge til dem”. Martin Stabel fra Ældresagen er ikke sen til at svare igen. Han mener ikke, de ældre stjæler jobs fra de unge, han synes derimod, det er glædeligt, at flere af de ældre bliver længere på arbejdsmarkedet.

Denne konflikt er blot endnu et af utallige eksempler på, hvordan kampen om kapitalen forsøger at tvinge arbejdere fra forskellige grupper af samfundet til at bekæmpe hinanden, i stedet for solidarisk at stå sammen og gøre krav på de samme rettigheder og ydelser.

Hinsides kapitalismens luftkasteller

De unges nuværende og fremtidige udsigter afspejler ikke ligefrem et samfund i udvikling, men tværtimod et velfærdssamfund i indre opløsning: Og hvad er et samfund værd, som giver ens børn og unge ringere vilkår end man selv havde?

Set i et længere historisk perspektiv er de velfærdssamfund, vi har opbygget i Danmark og andre vestlige lande ikke andet end stråhytter i orkanens øje; Små læskure bygget på ruinerne af anden verdenskrig: En krig hvis ufattelige ødelæggelser gødede jorden for en voldsom ’vækst’, der varede i næsten 30 år. Det gav arbejderbevægelsen mulighed for at kæmpe en række arbejds- og velfærdskrav igennem, og som kapitalisterne i deres eufori over deres egen succes var villige til at give. Men ligeså snart kapitalismens indre modsætninger igen gav sig til udtryk i kriser og konkurrencen på verdensmarkedet blev tilspidset endte velfærdsfesten: Og de sidste 30 år har vi kun oplevet tilbagerulninger af velfærden.

Forestillingen om, at et kapitalistisk samfund kunne give lige velfærdsydelser for alle, har ikke været andet end et luftkastel; ligeså bastant, som at bygge et sandslot under vand.

Årsagen skal findes i kapitalismens grundlæggende konkurrencedynamikker: Det er ikke muligt for en globaliseret verden at rumme små velfærdsøer. De vil blive opslugt af det utæmmelige kapitalistiske hav.

Socialismen er det eneste system, der kan sikre vore børn og unge en sikker fremtid. Socialismen er det eneste system, som har solidaritet, lighed og velfærd indbygget som grundlæggende præmisser. Socialisme er det eneste system, der kan gøre op med det kapitalistiske monster, som øger skellet mellem rig og fattig og som med sin hensynsløse profitjagt ødelægger planeten for os og for fremtidige generationer.

Denne artikel har været bragt i maj-nummeret (Nr. 93) af Socialistisk Standpunkt. Tegn abonnement HER

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.