Den voksende krise har om noget bevist det kapitalistiske systems utilstrækkeligheder. Arbejdsløsheden er steget, efterløn og dagpenge er blevet voldsomt forringet, arbejdstempoet er eksploderet og lønnen presses. Den nye S-SF-RV regering har svigtet næsten alle deres valgløfter og besparelserne fortsætter. At vi har fået en ny regering, har desværre ikke løst problemerne for unge, tværtimod. Forringelserne af uddannelserne fortsætter og de heldige, der får en uddannelse, kan alt for ofte se frem til arbejdsløshed, når de er færdige. Boligmanglen fortsætter og indholdet i uddannelserne er ofte meningsløst. Fremtidsudsigterne er uklare: hvad skal man uddanne sig til? Kan man få en praktikplads? Hvad skal man bruge sin uddannelse til? Kan man få et arbejde? Får man råd til et ordentligt sted at bo? osv. Det er spørgsmål, der står på dagsordenen for den første generation i efterkrigstiden, der kan se frem til dårligere leveforhold end deres forældre.

Ungdomsarbejdsløsheden er voksende og de unge, der har jobs, bliver mødt med helt absurde krav om ulønnet praktik, ulønnet overarbejde og dårlige arbejdsforhold.

Enhver bør spørge sig selv: kan dette virkelig være rigtigt? Er besparelser, forringelser og arbejdsløshed det eneste fremtiden kan tilbyde? Socialistisk Standpunkt, den marxistiske tendens i arbejder- og elevbevægelsen, stiller sig direkte imod alle forringelser af unge og arbejderes tilværelse. Vi afviser, at ungdommen og arbejderklassen skal betale for en krise, som spekulanter og virksomhedsejere har skabt. Hvis kapitalismen ikke kan tilbyde et anstændigt liv, er vores svar meget enkelt: Fjern kapitalismen! Vi kæmper for et socialistisk samfund, hvor de største virksomheder og banker er underlagt arbejderklassens demokratiske ledelse og kontrol. Ved at gøre det vil man kunne bruge de kæmpemæssige overskud, som i dag tilfalder en lille gruppe ekstremt rige, til at forbedre arbejdsforhold, SU, uddannelser og velfærd. Det vil kunne sikre alle job, uddannelse og bolig.

Dette program er vores bud på, hvad elev, studenter- og fagbevægelsen, samt arbejderpartierne (S, SF og Ø) bør kæmpe for. Vi opfordrer alle til at gå med i kampen for at vinde arbejderbevægelsen til et socialistisk kampprogram!

Skoleelever

Folkeskolen er blevet kraftigt forringet de sidste 25 år. Der har været en massiv bølge af skolelukninger, som er blevet forstærket efter den borgerlige regering indførte udgiftsstop i den offentlige sektor. En politik der desværre er blevet fortsat af den nuværende regering. Sammen med de mange skolelukninger er folkeskolerne blevet rene fabrikker, hvor eleverne må rette ind – eller ryge ud. Lærernes forberedelsestid er blevet kraftigt beskåret, hvilket har betydet dårligere undervisning og at mange skolelærere går ned med stress, hvilket igen betyder dårligere undervisning. Lærernes forberedelsestid må sættes op. I takt med at der er mindre tid til den enkelte elev, får også ting som mobning større grobund. De mange elever i klasserne, og lærernes forringede vilkår, betyder også, at eleverne ikke får den støtte, de har brug for. Ved siden af det kommer forældet undervisningsudstyr og faldefærdige lokaler.

Der er stadig en opdeling af eleverne i dem, der er såkaldt gymnasieegnede og dem, der ikke er. Denne opdeling betyder, at elevernes fremtid bliver lagt fast alt for tidligt. Mange falder fra efter folkeskolen og får aldrig en ungdomsuddannelse. Vi mener, at 12 års undervisning ikke kun bør være forbeholdt dem, der kunne tilpasse sig folkeskolens krav om at sidde stille og lære mere eller mindre udenad. Eleverne bør ikke sorteres og tvinges til at vælge livsretning, allerede som 15-årige. Men det kræver, at uddannelserne kraftigt forbedres og laves om i forhold til nu. De dårlige forhold i skolerne og en fuldstændig adskillelse af det ”boglige” og ”praktiske” betyder, at mange er total skoletrætte efter folkeskolen og 3 år mere på skolebænken føles som helt uoverskueligt. Der må langt flere ressourcer til uddannelserne, så undervisningen reelt kan forbedres markant og tilpasses alle elevers forskellige måder at lære på. De seneste år er akademiseringen kun taget til med stigende nedskæringer, pisa-tests, undervisningen tilrettelægges i stigende grad som udenadslære med det ene formål at klare sig godt i tests og til eksamen. Det må stoppes – vi mener, der må at adskillelsen mellem teori og praksis må ophæves, at karaktererne bør afskaffes og der på den baggrund må indføres 12 års undervisningspligt.

Maks 20 elever pr. klasse
Byg flere skoler og renover de gamle
Udvid 2 lærerordningen til alle klassetrin
Ordentlige og moderne undervisningsmidler
Udvid lærernes forberedelsestid
Afskaf karakterer
Undervisningen skal tilrettelægges så alle elever, der ønsker det, kan gennemføre en gymnasieuddannelse
Skolerne skal styres af elever, forældre og ansatte i fællesskab

Lærlinge, ungarbejdere og fagbevægelsen
Som ung hører man ofte, at det skulle være så sundt at have et arbejde. Men unge på arbejdsmarkedet i dag må stille spørgsmålstegn ved den antagelse. Arbejdsgiverne presser overalt arbejdsforholdene – ikke mindst for unge. Lærlinge, der er så heldige at have fået en læreplads, oplever stadig at blive sat til det dårligste arbejde til en løn, der på ingen måde er til at leve af. Ordentlig uddannelse bliver tit ofret for, at lærlinge i stedet kan arbejde som arbejdsmænd, bare til det halve i løn. De lærlinge, der pga. de manglende lærepladser står i lære gennem SKP, kan også fortælle om en alt for ringe uddannelse, der ikke i høj nok grad ruster SKP-lærlingene til livet som svend. De tekniske skoler er blevet forringet de sidste 20 år og forringelserne fortsætter. Forældet uddannelsesudstyr og lærerfri undervisning er mere reglen end undtagelsen.

Hvis man ikke bliver fyret, når man er udlært, vil man ofte erfare, at man må gå til lavere løn og stadig bliver sat til dårlige opgaver.

Unge i arbejde oplever tit arbejdsgivere, der bryder overenskomster og presser unge til gratis overarbejde og selvopfundne ulønnede praktikperioder. Hvis man brokker sig, er konsekvensen ofte en fyreseddel. Unge, der arbejder i det offentlige, kan bevidne, at de mange nedskæringer har skabt utålelige arbejdsforhold, som både går ud over kvaliteten, men også betyder, at mange bliver syge af at gå på arbejde!

Fagbevægelsen må kæmpe imod de unges dårlige forhold. I stedet for at tilbyde unge go-cart ture og fester, må de samle de unge i lærlingeklubber og ungdomsudvalg, koordineret gennem LO-Ungdom og igangsætte en kampagne for de unges løn- og arbejdsforhold. Lærlingeklubberne skal have retten til at have selvstændige holdninger og stille selvstændige krav.

Flere ressourcer til de tekniske skoler – afskaf lærefri undervisning
Strejkeret til lærlinge – lærlinge skal ikke arbejde under konflikt
Nej til løntrykkeri - Lærlingeløn må svare til mindsteløn – mindsteløn på 160 kr. i timen
Ordentlig SKP uddannelse til ordentlig løn – lærlingeuddannelserne må underlægges kontrol fra fagbevægelsen
For demokratiske og kæmpende lærlingeklubber og ungdomsudvalg
Gør LO Ungdom til en koordinerende landsdækkende kamporganisation

De gymnasiale uddannelser

Landets gymnasier drives som store fabrikker. Fra 2007 til 2011 er antallet af gymnasieskoler med mere end 750 elever fordoblet. Taxameterordningen betyder, at eleverne ses udelukkende som et indkomstgrundlag i stedet for mennesker. Gymnasierektorerne er i løbet af det sidste årti blevet ophævet til eneherskere på gymnasierne. Rektors ord er lov. Uddannelse er et samfundsspørgsmål og derfor bør driften af gymnasierne også være underlagt demokratisk kontrol fra elever og ansatte.

Den nye regering har indført et ”fleksibelt loft” over klassekvotienten på 28 elever i klasserne. Det er et skridt i den rigtige retning, men mange lokaler er stadig kun lavet til 24 elever. Derudover er loftet gjort ”fleksibelt”, dvs. at der i snit skal være 28 elever i klasserne på en årgang. At de i en klasse er 24, hjælper jo så absolut ikke den klasse, hvor de så kan sidde 32. Klassekvotienten burde som første skridt sættes ned til 24 her og nu, med mål om at sætte det endnu længere ned og loftet bør ikke være fleksibelt. På den måde får lærerne tid til at undervise den enkelte elev på deres niveau og hjælpe alle til at lære bedst muligt.
Siden gymnasiereformen af 2005, som blev indført af den borgerlige regering, er presset på eleverne steget. Bonusordninger for at tage højniveaufag har øget fokus på karakterer og præstationspresset.

Karaktersystemet er en byrde for fællesskabet mellem eleverne og øger spændet mellem arbejderbørn og børn af akademikere, i det at arbejderbørn ofte står alene uden den samme støtte fra akademisk trænede forældre.

Gymnasieelever går ned med stress op til eksamener, af frygt for at ruinere sin fremtid eller ikke at kunne leve op til forventningerne. Ens gymnasiekarakter siger imidlertid intet om ens potentiale som jordmoder, psykolog eller skovridder. En karakter er et ubrugeligt tal, der kun splitter eleverne ud i intern konkurrence.

Samtidig tvinges nye elever til fra start, lige efter folkeskolen, at vælge meget specifikke studieretninger, der sætter meget klare grænser for det senere studievalg. Gymnasieuddannelsen ses som et led i samlebåndet, der skal spytte de studerende ud på arbejdsmarkedet så hurtigt og så strømlinet som muligt. Den samme fokus på form i stedet for indhold kan ses i et fag som AT eller ”Almindeligt Tidsspild”, som det går under blandt mange elever. Et fag som er fuldstændigt indholdsløst. Vi mener, at ungdomsuddannelserne skal være almene uddannelser, der giver eleverne generelle færdigheder, der kan bruges videre i livet, i stedet for ensretning fokuseret på at blive færdig hurtigst muligt til gavn for erhvervslivet. Det kræver også et opgør med de forældede undervisningsformer, der eksisterer på gymnasierne, hvor det meste undervisning foregår som tavlebaseret udenadslære, med en skarp adskillelse med de forskellige fag. Lærerne må have tid til at forberede både indhold og undervisningsmetode, langt bedre end i dag.

Gymnasieeleverne er i årevis blevet hetzet som forkælede café-latte drikkende unge, der brugte hele SUen på cafe-besøg. En fuldstændig absurd påstand. De unge får SU, når de bliver myndige og dermed ikke længere burde være afhængige af deres forældre. Forældrene får ikke længere børnepenge når børnene fylder 18, og der er, som ethvert tænkende menneske ved, udgifter forbundet med at have teenagere i huset: mad, tøj, transport osv. Derudover er der en række udgifter forbundet med at gå på gymnasiet, hvor man selv skal betale lommeregnere, ordbøger, studieture osv. Det er muligt, at minister-børn har råd til at bruge hele deres SU til cafe-besøg, men for langt størstedelen af gymnasieeleverne er SUen vigtig for at få økonomien til at hænge sammen. Vi mener, at SU’en burde være langt højere, så unge rent faktisk er uafhængige af deres forældre, når de fylder 18 år. Alle begrænsningerne for hvem der kan få SU hvornår, må ophæves, ikke mindst må alle udeboende få fuld SU.

Nej til eneherskere på gymnasierne! Demokrati for elever og lærere på gymnasieskolerne.
Nationale regler for klassestørrelser, ressourcer osv.
Gymnasiet er ikke en produktionsvirksomhed – afskaf taxameterordningen
Elever er ikke burhøns - 24 elever i klasserne nu, mål om max 20
Stop præstationspresset og intern konkurrence – afskaf karaktersystemet
Afskaf brugerbetalingen
En SU til at leve af,
Uddannelse for livet – ikke erhvervslivet – afskaf de snævre uddannelsesretninger

Universiteter
Universiteterne er blevet groft beskåret de sidste 20 år. Det er i dag mere reglen end undtagelsen, at der er et minimum af forelæsninger i lokaler, der til gengæld er fuldstændigt overfyldte. For mange fags vedkommende er universitetsuddannelsen reduceret til mere eller mindre at være et selvstudium. Dette er absurd. Uddannelserne forringes voldsomt og det er med til at skabe en yderligere social skævhed i uddannelsessystemet.

En uddannelse med kun få timer om ugen i en to tredjedele af året er selvfølgeligt langt fra nok til et universitetsstudie. Når undervisningen desuden gives af kandidat- eller Phd-studerende, forsvinder hvert link til det seriøse studie, som universitet burde være. Dette smitter af på de studerende, der føler, at deres indsats er ligegyldig og deres tilstedeværelse uønsket. I stedet for vejledning og evaluering bliver man spist af med en enkelt karakter, der skal opsummere tre års arbejde. Og i stedet for en vurdering af den studerendes indsats bliver han eller hun mødt af fordømmelse fra presse og politikere, der konsoliderer forestillingen om den dovne studerende. Afregningen gennem taxameterordningen gør, at universiteterne bekymrer sig mere om at få de studerende gennem uddannelsen og ud på den anden side, end selve indholdet og hvad de studerende rent faktisk lærer - det kan føles mere som en pølsefabrik end et studie.

Oven i dette følger angreb på angreb på administrationen, der ingen steder på universiteterne fungerer tilstrækkeligt. Det fører til, at det bliver sværere og sværere at finde vej gennem de regler og paragraffer, studiet også er opbygget af. Alt dette fører, som en nylig undersøgelse fra DJØF har påvist, til at 72 procent af de studerende føler sig stressede. Langt de fleste studerende starter med at læse med en ægte interesser for at lære noget nyt. Langsomt drænes denne nysgerrighed og energi af nedskæringer, manglende undervisning, manglende indflydelse på undervisningen og bureaukrati i administrationen.

De samme problemer eksisterer på andre videregående uddannelser, fx er antallet af undervisningstimer på lærerstudiet halveret siden slutningen af firserne fra krav om 2.500 undervisningstimer på læreruddannelsen over 1700 timer i 1998 til sølle 1300 timer i 2010, samtidig med at tilskuddet fra staten er faldet med en tredjedel.

Den forringede undervisning og den lave SU betyder, at studerende, der ikke har støtte hjemmefra, må tage ekstra arbejde og ekstra undervisning for at kunne følge med. Dette er med til yderligere at lukke universiteterne for især unge fra arbejderhjem. Den lave SU betyder også, at mange både må arbejde ved siden af samt optage studielån. Men disse lån kan have fatale konsekvenser. Med den tårnhøje arbejdsløshed for nyuddannede akademikere, vil mange have svært ved at kunne betale lånene tilbage og uanset hvad er lånene et dræn på økonomien for den færdiguddannede mange år ud i fremtiden.

Lige nu luftes ideen, i visse kredse omkring regeringen, om at fjerne SU\'en på kandidatdelen af uddannelserne og i stedet lade de studerende klare sig med lån, hvis de ikke er af rig familie. Vi afviser på det kraftigste et sådan angreb på arbejderklassens og studenternes tilkæmpede rettigheder og leveforhold! Universiteterne skal ikke være lukket land forbeholdt overklassens børn.

Universitetsdemokratiet blev afskaffet for år tilbage, så der nu er eksternt flertal i bestyrelserne og så indflydelsen fra ansatte og studerende er kraftigt minimeret. Erhvervslivet er i stigende grad blevet lukket ind på universiteterne, hvilket betyder at uddannelserne bliver styret efter erhvervslivets interesser, i stedet for samfundets. Dette er et kæmpe tilbageskridt. Det er med til yderligere at fremmedgøre de studerende fra undervisningen og fjerne universiteterne fra at opfylde et samfundsbehov. Uddannelse og forskning skal ikke underlægges kapitalisternes profitjagt.

Uddannelse er fuldtidsarbejde – SU til at leve af
Gratis offentlig transport
Private firmaer ud af universiteterne og ud af bestyrelserne
Universiteterne skal styres demokratisk af de ansatte, de studerende og staten i fællesskab
Mere undervisning i ordentlige lokaler
Undervisere med tid til forskning og kvalitetsundervisning
Studerende og arbejdere - fælles kamp!

Ungdomsarbejdsløshed
Krisen har betydet en eksplosion i arbejdsløsheden for de unge mellem 15 og 29 år. Siden krisens start er ungdomsarbejdsløsheden mere end fordoblet med 30.000 flere unge arbejdsløse, så der i dag er 50.000 uden job. Samfundet har altså kastet mere end hver tiende unge (næsten 12 procent) ud i ”lediggang”. Og det er de officielle tal, i virkeligheden er ungdomsarbejdsløsheden langt højere: knap 150.000 unge unge mellem 15 og 29 år er hverken er under uddannelse eller har et job. (Kilde: AE rådet 12. 03.12)

Hertil bør lægges alle dem, der lige nu er under uddannelse, fordi de er tvunget til det, hvis de fortsat ville have en indtægt. Plus alle dem, der forlænger deres uddannelser lige nu, fordi der ingen grund er til at uddanne sig til arbejdsløshed.

I 2010 blev hver tredje nyuddannet arbejdsløs, en fordobling siden 2008, og antallet at folk, der har været ledige mere end et halvt år efter endt uddannelse, er næsten tredoblet siden 2008.
Arbejdsløsheden rammer uanset uddannelse. Af de 62.000 nyuddannede fra erhvervskompetencegivende uddannelser i 2010 har hver
tredje oplevet mindst en måneds ledighed, mens hver syvende har været ledige i mindst et halvt år. Således var mere end 8.000 af de nyuddannede fra 2010-årgangen ledige i mindst 6 måneder, svarende til at 13,5 procent, mens det tal lå på 4,9 procent i 2008.

Det at gå direkte ud i arbejdsløshed koster dyrt senere i livet både på chancen for at få et job og pengepungen, selv ti år efter endt uddannelse oplever dem, der var ledige efter eksamen at få mellem 13 og 17 procent mindre i løn. (AE rådet 21.02.12)

Politikerne har i en lang årrække kørt hetz mod unge arbejdsløse. Allerede tilbage i 1990’erne begyndte den daværende Socialdemokratiske regering at forringe forholdene for unge arbejdsløse – en politik som den efterfølgende borgerlige regering ikke har holdt tilbage for, og som den nuværende regering desværre fortsætter.
Det virker som om, at politikerne tror, at man kan sulte ungdommen i arbejde.
Kontanthjælpen for unge under 25 år er halveret.
For unge under 25 år får man som udeboende 6.660 kr. før skat om måneden i kontanthjælp de første 6 måneder. Er man over 25 år er satsen 10.335 kr. (med mindre man har børn).

Betingelserne for aktivering af arbejdsløse er også forskellige afhængig af, om du er under eller over 30 år. Er man under 30 år skal man aktiveres senest efter 13 uger. For dem under 25 år er reglerne endnu strammere, og man pålægges at tage en uddannelse med det samme, med mindre man allerede har en kompetencegivende uddannelse. Indtil man kan starte på en uddannelse, skal man aktiveres. Er man under 20 år går der kun 4 uger, før man sendes i aktivering eller i uddannelse. Det er åbenbart ikke nok for de borgerlige. I februar forslog Venstre, at de strammere regler for unge under 25 skulle gælde for alle unge under 30 år.

Aktivering er intet andet end underbetalt tvangsarbejde med det formål at presse de generelle løn og arbejdsforhold og de arbejdsløse ud i desperation. Loven siger, at aktivering ikke må erstatte reelt arbejde, men det er jo absurd: enten erstatter de aktiverede reel arbejdskraft og gør altså en anden arbejdsløs eller også er det meningsløst tidsspilde. Imens skolerne forfalder, børnene bliver dårligere til at læse og ventelisterne vokser på landets hospitaler går bygningshåndværkere, lærere og sygeplejersker i tusindvis ledige. Dette alene burde være beviset for kapitalismens fuldstændige fallit: et system der kaster tusinder og atter tusinder ud i lediggang, er forældet og overflødigt.

Den nyvalgte regering fortsætter med at fremstille problemet, som om det er de unge selv, der har valgt arbejdsløsheden.
Den Socialdemokratiske beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og den Radikale uddannelsesminister Morten Østergaard mistænkeliggjorde de nyuddannede arbejdsløse akademikere som ”snobber”, der bare skulle søge bredere og ikke skulle se sig for fine til at tage et job i Netto. Men end ikke job i Netto hænger på træerne, tværtimod! I 2011 ansatte Dansk Supermarked 11.000 nye medarbejdere, men de havde 114.000 ansøgere at vælge mellem!

Arbejdsgiverne, både de private og offentlige, udnytter den desperate situation, som mange unge nyuddannede står i. De kræver, at unge tager et halvt års ulønnet praktik, før de overhovedet vil overveje at ansætte dem, hvilket risikerer, at gældssætte de unge endnu mere end SU-lånet allerede har gjort. Rigtige faste stillinger nedlægges og i stedet bruges vikarer, der er langt dårligere stillet end fastansatte, eller arbejdsløse i løntilskudsjobs, hvor staten reelt betaler arbejdsgiveren for billig arbejdskraft. Løntilskudsjobs, vikarer og ulønnet praktik betyder på den ene side et tab af reelle arbejdspladser og presser samtidig løn- og arbejdsforhold for alle.
Brugen af praktikanter, vikarer og folk i løntilskudsjobs viser, at der er brug for arbejdskraften – arbejderbevægelsen må kræve, at der i stedet skabes rigtige arbejdspladser og at ulønnet praktik og løntilskudsjobs afskaffes og at brugen af vikarer ophører som erstatning for fastansættelser.

En udsultning af de unge arbejdsløse skaber ikke arbejdspladser. Problemet er IKKE den enkelte unge, men manglen på arbejdspladser. Udsultningen af arbejdsløse unge skaber ikke andet end et øget pres på løn og arbejdsforhold. Arbejderbevægelsen må bekæmpe hetzen mod unge og at unge presses ud i løntrykkeri af desperation.

Afskaf alle særlige regler for unge arbejdsløse
Nej til aktivering
Faste stillinger – nej til vikarer, løntilskud og ulønnet praktik
Arbejdsløshedsunderstøttelsen må svare til en fuld løn
Udbyg den offentlige sektor så der kan skabes ordentlige arbejdsforhold
Stop udnyttelsen af unge på arbejdsmarkedet – fagbevægelsen må sikre overenskomstmæssige rettigheder
Afskaf arbejdsløsheden - 30 timers arbejdsuge med fuld løn og personalekompensation
Arbejde til alle!

Boligspørgsmålet
Det er enormt svært at få en betalelig lejebolig i studiebyerne. I København stod der 6.000 på venteliste til en ungdomsbolig ved studiestart efter sommerferien 2011. I Århus var der 8.000 og 4.000 i Ålborg.

Noget helt andet er om de heldige, så rent faktisk har råd til at bo i den bolig, de bliver tilbudt. Den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ungdomsboliger i København er 127 kroner. Det vil sige, at en 40kvm lejlighed i gennemsnit koster over 5000 kroner.

Mange er tvunget til at leje et lille værelse eller kammer af mangel på ordentlige boliger, med mindre man har forældre der er rige nok til at lave forældrekøb. Desperationen har ført til absurd høje lejepriser. Et tjek på hjemmesiden boligportal.dk, udført af avisen.dk i august 2011 viste, at værelser ned til 10 kvm i København stod til 3.500/md. Det er højere kvadratmeterpriser end i københavnske luksuslejligheder.

Som tallene illustrerer, rækker SU\'en ikke engang til huslejen. Og alternativet for unge og studerende er enten gæld eller arbejde, der tager tid fra studiet - med mindre man har rige forældre, der kan støtte en økonomisk.

På trods af boligmanglen står tusinder af dyre prestige-boliger fra boligboblens gyldne dage tomme. Det hænger ikke sammen.

Bolig til alle – byg billige og gode ungdomsboliger
Lad ikke boliger stå tomme – staten må overtage tomme boliger og omdanne dem til billige lejeboliger.
Sænk lejen på kollegie- og ungdomsboliger. → max 10% af indkomsten

National minimumsløn på 160,-!
Socialistisk Standpunkt kæmper for indførelsen af en national minimumsløn. Men hvad vil det sige?
Normalt er det fagbevægelsen, der forhandler en mindsteløn inden for de forskellige fag så man kan spørge, hvorfor det skulle være nødvendigt. Men sagen er den, at den mindsteløn, som fagbevægelsen forhandler, ikke gælder for en lang række områder og at den varierer fra fag til fag. Derudover er lærlingenes mindsteløn omkring 40-50 kr. i timen. Krisen har betydet, at titusinder er blevet fyret. For mange betyder det store økonomiske problemer, at miste sit arbejde. Men dette er ikke rimeligt. Det er kapitalisterne, der skaber arbejdsløshed ved at fyre folk, ikke de arbejdsløse. Derfor bør de arbejdsløse også dækkes af en høj national minimumsløn. Studerende må ofte arbejde ved siden af deres studier, hvilket gør, at der går tid fra at studere, derfor bør SUen også hæves til den nationale mindsteløn, det samme gælder for lærlinge.

Vi har set utallige eksempler på at unge, der er desperate efter et arbejde, accepterer dårlige løn- og arbejdsforhold, hvilket presser lønnen og arbejdsforholdene for alle. Lærlinge, studerende, arbejdsløse bruges som billig arbejdskraft og gør det muligt for arbejdsgiveren at fyre endnu flere med det ene formål at øge indtjeningen. Kun ved en nationalt fastsat mindsteløn for alle, kan man gå imod, at ungdommen bruges som løftestang for generelle angreb på lønnen.

Kampen for en national mindsteløn vil kunne samle ungarbejdere, lærlinge, studerende, unge med fritidsjobs, arbejdsløse osv. i en fælles kamp for et anstændigt levegrundlag. Nogle vil indvende, at det er et højt krav. Men er sagen ikke den, at det er umuligt at leve et anstændigt liv af SU, lærlingeløn og kontanthjælp? Med høje udgifter til transport, husleje, mad o.l. er 160,- kun et rimeligt beløb. Ser man i forhold til de millionbonusser, som overklassen tildeler hinanden, er det faktisk et beskedent krav.
Kravet om en national minimumsløn bør støttes af arbejderpartierne og deres ungdomsorganisationer, LO, LO Ungdom, DSE, DGS, DSF osv.

For en socialistisk løsning på kapitalismens problemer
Den danske ungdom viste efter årtusindeskiftet gang på gang, at den var parat til at kæmpe, mod forringelser af uddannelserne, for et loft over klassekvotienten, for billige boliger og generelt for bedre velfærd. Det startede som protester mod nedskæringer og udviklede sig til protester mod angreb på velfærden generelt, i samarbejde med fagbevægelsen, og kulminerede bl.a. i 3 demonstrationer med mere end 100.000 deltagere i 2006/07.

Kampene pressede elev- og studenterbevægelsen til at gå forrest. Desværre havde det også sine begrænsninger; demonstrationerne blev begrænset til en-dags protester, hvor de studerende fik vist deres utilfredshed, men ikke ændret noget grundlæggende. I bedste fald blev nedskæringerne midlertidigt bremset op. Det havde en demoraliserende effekt på mange unge: hvad skulle det nytte? I stedet for kamp, blev håbet lagt i en ny regering. Den fik vi endelig i efteråret 2011. Men forhåbningerne er desværre blevet gjort til skamme. De borgerliges nedskæringspolitik fortsætter. Hetzen mod ungdommen er fortsat.

Der er brug for at lære af historien. Den første lektie er: Kampene må samles på tværs af uddannelser; det nytter ikke noget at forskellige grupper spilles ud mod hinanden. Elev- og studenterorganisationerne samt ungdomsfagbevægelsen må gå forrest i kampen for forsvar af ungdommens forhold og krav. Ungdommen har ikke brug for snakkeklubber, der kan sende velformulerede høringssvar til politikerne. De har brug for virkelige kamporganisationer, der kan samle ungdommen i fælles kamp! Dernæst må der dannes en alliance med underviserne, der presses i uhørt grad. Det samme gælder for hele velfærden: bedre forhold for studerende må ikke komme på bekostning af fx de ældre.

Ungdommen er det mest følsomme barometer i samfundet; de er ofte den første gruppe, der går i kamp. Men ungdommen alene har begrænset styrke. De har ikke reel magt at sætte bag ordene. Den eneste gruppe i samfundet, der har reel magt at sætte bag kravet om god og gratis uddannelse, er arbejderklassen, fordi de gennem strejker kan lamme produktionen og dermed ramme kapitalisterne på pengepungen. Det er arbejderbevægelsen, der hidtil, udover elev- og studenterbevægelsen, har været de eneste, der har kæmpet for bedre SU og uddannelser til alle. De studerende alene har ikke magt til at gennemtvinge deres krav. Kun i en alliance med arbejderklassen vil de studerende være stærke nok til at få deres krav igennem.

Vi kæmper for, at arbejderpartierne tager konsekvensen: smider det Radikale Venstre på porten og mobiliserer arbejderklassen og ungdommen til støtte for reelle forbedringer: for afskaffelse af arbejdsløshed, for ordentlige løn- og arbejdsforhold, for en SU til at leve af, for god og gratis uddannelse og et sted at bo, der er til at betale. Kort sagt; for en socialistisk politik.

”Men”, indvender de kloge hoveder, ”der er krise, der er underskud på statsbudgettet”. Og ja det er jo rigtig nok. Men der er ikke krise i profitterne for de store virksomheder, der tjenes stadig milliarder på Nordsøolien, i bankerne osv. Bankerne får redningspakker, millionærskatten bliver droppet, vi bruger milliarder på bombetogter i Libyen og Afghanistan og de rigeste loves skattelettelser, mens nedskæringerne fortsætter.

I Socialistisk Standpunkt forsøger vi ikke, at stikke nogen blår i øjnene. Kapitalismen er i krise. Nedskæringer er på dagsordenen. Derfor er vi heller ikke blege for at tage konsekvensen. Skal den danske ungdom have ordentlige forhold, er det nødvendigt at bryde med den politik, som den nuværende S-R-SF-regering og toppen af arbejderbevægelsen fører. Det er nødvendigt at tage livtag med et system, hvis eneste hensyn er kapitalisternes profitter.

Et sådan livtag kan kun tages af den organiserede arbejderklasse og ungdom i fælles klassekamp på skoler, universiteter, på arbejdspladser og på gaden. Erfaringerne fra Grækenland og Italien – hvor teknokrater er blevet sat på magten for at gennemføre kapitalens diktater – viser, at parlamentet, isoleret set, er en snakkeklub uden reel indflydelse på hvilken vej landet bevæger sig. De virkelige beslutninger tages i korridorerne og på direktionsgangene i de største banker og virksomheder.

Vi opfordrer alle unge til at kæmpe inde i arbejderpartierne, fagbevægelsen og elev- og studenterbevægelsen for at program til forsvar for velfærden. For at forbedre velfærden mener vi, at en regering bestående af arbejderpartierne må nationalisere Nordsøolien, bankerne og resten af de vigtigste dele af økonomien under arbejderklassens egen demokratiske kontrol. Der er brug for et fuldstændigt brud med kapitalismen, der er brug for en socialistisk revolution. Kun på den måde kan der gøres fuldstændig op med et system, hvor profitjagt styrer, hvad der undervises i, hvem der kan få job og at samfundet kastes ud i massive kriser. Kun på den måde kan vi sikre, at samfundets enorme ressourcer udnyttes til flertallets bedste og ungdommen selv kan være med til at skabe og bestemme, hvilken fremtid de skal have.

Gå med i Socialistisk Standpunkt og vær med i kampen for et socialistisk program i S, SF og Ø, fagforeningerne og elev- og studenterbevægelsen.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.