De 16 største ungdomsorganisationer for elev-, studenter- og fagbevægelsen havde indkaldt til et stormøde i Nørrebrohallen onsdag d. 28. marts. De ca. 70 repræsentanter og interesserede der var til stede havde på forhånd fået tilsendt et udkast til en ”Ungepagt” (som man snart vil kunne læse i sin færdige form på diverse hjemmesider for organisationerne), der i hovedtræk går ud på at advare regeringen om at nedskæringer på uddannelse ikke er vejen frem for Danmark. Efter to indledende taler uden det store nye indhold eller kampvilje fra uddannelsesminister Morten Østergaard (RV) og Mathias Bredde fra LO, diskuterede de fremmødte udkastet til ”Ungepagten”.

Ønsket i den var at forhindre nedskæringer på uddannelsessektoren, finanspagten til trods. Pagten indeholder fælles mål for de 16 organisationer (bl.a. DGS, DSF og mange fagbevægelsesorganisationer). Der er en del konkrete forslag til tekniske løsninger på flere af de overordnede problemer, men også store krav som praktikplads til alle, sikring af SU’en, en generel kamp mod brugerbetaling og sidst men ikke mindst kampen mod ungdomsarbejdsløshed.

Sidstnævnte forslag var ikke specielt uddybet i den oprindelige tekst, der var kun nogle mindre reformforslag, en slags ”damage-control” på den ekstremt høje ungdomsarbejdsløshed, der blev nævnt og kritiseret mange gange på mødet. Det sørgede et ændringsforslag fra Studenterrådet på Københavns Universitet for at rette op på, ved at kræve at politikerne påtager sig et ansvar for at skabe nye arbejdspladser. Dette blev straks vedtaget enstemmigt af salen, hvilket viser en stærk vilje fra organisationerne til at handle på områder der ligger efter endt uddannelse.

Stemningen på mødet var generelt for at stille kraftige krav til politikerne, bl.a. blev der i debatten tilføjet en linje om, at kampen mod brugerbetaling også indbefatter kampen mod at studerende og lærlinge selv skal betale for at købe bøger, værktøj og værnemidler (f.eks. sikkerhedssko), for at gøre uddannelserne tilgængelige for alle, uanset økonomisk baggrund. De eneste, der strittede imod at gøre kampen så konkret, og faktisk ligge handling bag ved ordene, var DJØF Studerende og DM Studerende.

Det sidste ændringsforslag, der blev behandlet til Ungepagten, var det klart mest debatterede af dem alle. Spørgsmålet om ”gå på gaden” blev taget op af Studenterrådet på Københavns Universitet, og blev mødt af stor opbakning fra næsten alle organisationer, bortset fra de to nævnte akademikerfagforeninger. Især DGS, DSF, 3F Ungdom og Dansk Elforbunds Ungdom gjorde det klart at de ville gøre, hvad de kunne for at kæmpe for ordene i pagten. Formændene fra disse organisationer mente, at den eneste måde at vinde en forhandling på, var at vise at deres medlemmer var bag dem i mere end blot ord. For at gå fra mødet enige, valgte man dog at ændre formuleringen til at man skulle ”gøre hvad der var muligt for at få vores samlede stemme hørt”, ellers ville DJØF og DM ikke være med. Der herskede dog ingen tvivl om kampviljen fra de fleste af organisationernes side.

Det er også tiltrængt. Regeringen har haft sine hvedebrødsdage. Som beskrevet i flere artikler i denne avis er der nok problemer at tage fat på. Hvis kampen skal vindes må og skal der mobiliseres så bredt som muligt. Det er ikke nok at man, som DJØF argumenterede for, blot benytter gode argumenter og lobbyisme. Politikere forstår kun folkeligt pres, når det er store ting som brugerbetaling, praktikpladser til alle og ungdomsarbejdsløshed, man bekæmper. Selvom taleren fra LO ikke viste skyggen af kampvilje, må de unge LO-organisationer sammen med resten af studenter og elevbevægelsen vise at vejen frem er gennem kamp. Som formanden for Dansk El-forbunds Ungdom, Jonathan sagde: ”Vi går i kamp uanset om DJØF vil med eller ej. Det er det eneste, vi kan tage med til forhandlingsbordet: Mobiliseringen af vores medlemmer til protester!”

Det er et virkelig positivt skridt at samle hele elev-studenter og den unge fagbevægelse til stormøde for at diskutere ungdommens problemer. Hvad der er brug for nu, er at de selv samme organisationer opstiller klare krav til regeringen, og en klar og konkret plan for at sætte handling bag ordene, og ikke mindst en plan for at mobilisere de tusinder af medlemmer, disse organisationer har til sammen. Under overfladen eksisterer en udbredt utilfredshed i ungdommen, den må kanaliseres ind i handling og organisering.