Vi har i snart mange år hørt på den borgerlige regerings tomme snak om at styrke de danske universiteter. Men hvad er der i realiteten sket?
Efter hver finanslov er det blevet fremlagt, som om at universiteterne var sikret guld og grønne skove. Man må som forventet konstatere, at dette ikke er tilfældet. I stedet er det blevet sværere for bestyrelserne og rektorerne at administrere de slunkne budgetter uden at løbe ind i problemer. Det er klart, at det ikke er muligt at få de færre midler til at slå til på længere sigt, og nu, hvor en større nedskæringsoffensiv står for døren, er grænsen nået.

Der er ingen grund til at tro, at det er småting, som er på tegnebrættet. Både RUC og Københavns Universitets bestyrelser har valgt at ansætte nye, knapt så nedskæringskritiske rektorer, som vil kunne føre nedskæringspolitikken ud i livet.

Den 15. december besatte de RUC-studerende deres universitet i protest mod regeringens planer om at afskaffe gruppeeksamen.




På Københavns Universitet har nedskæringerne bevirket, at budgettet er blevet slanket med 3 % om året de sidste 10 år, men de enkelte fakulteter har indtil nu kunne undgå store ”forstyrrelser” ved at tære på deres opsparinger. Disse er imidlertid ved at være brugt op, og nu må nedskæringerne finansieres ved egentlige forringelser så som færre undervisnings- og vejledningstimer, større undervisningshold og færre og dårligere bygninger.

Konkret er man tvunget til at skille sig af med ca. 55.000 m2 bygninger de næste par år, og på flere fakulteter har der været dikteret ansættelsesstop, som sandsynligvis kommer til at omfatte hele universitetet. Disse besparelser afslører Fogh-regeringens snak om at forbedre forskning og uddannelserne som tom snak.

Forringelse af SU’en og brugerbetaling
Men det er ikke kun universiteterne som institutioner, der bliver presset økonomisk. De studerende har gennem flere år været vidne til en debat blandt borgerlige politikere og erhvervslivet, om at de studerende har haft det for godt, og at SU’en har været for høj, og at de unge så hurtigt som muligt skal komme igennem uddannelsessystemet. Nu ser det imidlertid ud til, at det ikke mere kommer til at blive ved tale, men at det bliver ført ud i realiteten. Med regeringens Velfærdskommissionen, bestående af reaktionære økonomer og erhvervsledere, og deres anbefalinger, har de nu et ”værktøj” til at bedrive storhugst i de studerendes i forvejen urimeligt lave SU. Konkret kommer det til at betyde, at man får en lavere SU, hvis ikke man fortsætter på en videregående uddannelse straks efter en endt gymnasial uddannelse.
Ikke nok med at man risikerer at få en lavere SU. Regeringens velfærdskommission ønsker tillige at øge brugerbetalingen for at studere ved universiteterne drastisk. Brugerbetalingen er i dag på et helt uacceptabelt niveau. De fleste studerende bruger hvert år flere tusinde kroner på undervisningsmaterialer, men med kommissionens forslag vil de studerende komme til at betale 170.000 kr. for kandidatuddannelsen (de sidste to år) på universiteterne, og man vil efterhånden overveje at hæve dette beløb yderligere.

I dag er de fleste studerende nødsaget til at have et arbejde ved siden af fuldtidsstudiet for at få den slunkne studenterøkonomi til at hænge sammen. Dette skyldes blandt andet de grotesk høje priser på både værelser, kollegier, ungdomsboliger og anden husly, studerende kan komme i nærheden af. Hvis forringelserne af SU’en og den øgede brugerbetaling bliver ført ud i livet, hvilket alt tyder på, er det et frontalangreb på alle studerende. De fleste vil blive tvunget til at tage store studielån for at kunne gennemføre deres studie, og disse vil følge dem mange år efter endt uddannelse.

Det er også klart, at dem det kommer til at ramme hårdest, er dem, der ikke har forældre med akademisk baggrund, eller som ikke har mulighed for at yde økonomisk støtte. For denne gruppe vil det selvfølgeligt blive sværere at tage beslutningen om at påbegynde på et universitetsstudie, hvis man nærmest skal lægge penge på bordet for at starte.
Uddannelse kommer med disse nedskæringer udelukkende til at være for dem, som selv kan betale. Dette er ren klassekamp!

De studerende og deres organisationer må protestere
Selv om der i mange år er blevet serveret nedskæringer i universiteternes budgetter, har studerende og de ansatte ved de danske universiteter været bemærkelsesværdigt stille og har ikke protesteret. De sidste par måneder har der dog været optræk til at utilfredsheden med forringelserne har nået en grænse.

På Københavns Universitet er der startet et initiativ, som har til hensigt at får trukket nedskæringerne på 3 % tilbage, og Studenterrådet ved Københavns Universitet har igangsat en underskriftindsamling mod forringelserne af SU’en. På RUC har der tillige været protester, men disse har været rettet imod afskaffelsen af gruppeeksaminerne, som Bertel Haarder har ønsket skulle føres ud i livet.

Der er ingen tvivl om, at man vil se flere protester, men for at undgå at disse ikke bare dør ud, og at folk bliver desillusionerede over at der ikke sker noget, må kampen samles og koordineres. Det nytter ikke noget og have spredte protester, når det grundlæggende problem er det samme, nemlig de borgerliges konstante angreb.

Men nu hvor angrebenes konsekvenser begynder at kunne mærkes, og hvor det begynder at stramme til for både ansatte og studerende, må deres organisationer samarbejde og få rettet en effektiv protest mod de borgerlige og deres forringelser af universiteterne. Derfor må Studenterrådene og Magisterforeningen, som organiserer akademikerne, kæmpe en aktiv kamp og stille de samme krav som modsvar til nedskæringerne:

  • For en god og gratis uddannelse
  • En SU man kan leve af
  • Billige ungdomsboliger
  • Flere økonomiske midler til universiteterne
  • Studenterrådene og Magisterforeningen må kæmpe sammen mod forringelserne

Hvis kampen skal vindes må de studerende også alliere sig med resten af elev- og arbejderbevægelsen. Nedskæringerne er ikke bare et angreb på de studerende, men på hele arbejderklassen som har finansieret uddannelsessektoren i Danmark, men som nu ikke længere får mulighed for at kunne sikre deres børn en universitetsuddannelse. Kun en alliance mellem de studerende og arbejderklassen vil kunne sikre uddannelse for alle i stedet for kun de rige.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.