Skoleåret 2004-2005 vil uden tvivl komme til at stå som et afgørende år for elevkampen i Danmark. Efter 1980’ernes voldsomme elevkampe uden sejr, lå elevbevægelsen stort set død i det meste af 1990’erne. Først i slutningen af årtiet blomstrede elevkampen op igen. Specielt gymnasieeleverne, men også bl.a. folkeskoleeleverne, var på gaden igen. Gymnasieeleverne protesterede bl.a. i forbindelse med gymnasielærernes overenskomst i 1999 og dernæst mod nedskæringer rundt omkring i amterne. I 2003 var de tekniske skoleelever så også på gaden, men det var først i 2004 at det egentlige gennembrud kom.
STOP NU-bevægelsen samlede 2.500 elever, lærlinge og studerende til en fælles konference og op mod 100.000 på den fælle aktionsdag. Bevægelsen var ikke dog bare kvantitativt større, men kvalitativt var den også på et langt højere niveau. For det første fordi det ikke bare var en afgrænset gruppe af elever og studerende der kæmpede, men alle under uddannelse der stod sammen. For det andet fordi kampen ikke var rettet mod enkeltstående nedskæringer, men mod nedskæringer på uddannelse generelt. For det tredje havde bevægelsen en lidt mere radikal karakter end tidligere, hvilket bl.a. kunne ses i den klare erkendelse af at støtte fra fagforeninger var afgørende og i parolen om at ”vores uddannelse er fremtiden velfærd!”, som blev vedtaget på STOP NU-konferencen.
STOP NU opstod dog ikke ud af den blå luft, men var et resultat af den vrede og de frustrationer, der var blevet ophobet hos almindelige elever, studerende og lærlinge over mange år, ved gang på gang at blive trådt på af de respektive regeringer. Både direkte i forbindelse med nedskæringer på deres uddannelse, men for størstedelen også i forbindelse med specielt den borgerlige regerings generelle angreb på al velfærd. At det lykkedes at give den vrede et så klart udtryk kan man kun takke de mange kampvillige aktive .
ucces eller fiasko?
På trods af denne udvikling står eleverne dog stadig tomhændede tilbage. Ingen nedskæringer er blevet trukket tilbage. Man har ikke en gang vundet små forbedringer som dem det er lykkedes at få ved tidligere aktioner. I stedet for Tosse Tørnæs har man bare fået Sorte Bertel, der i 80’erne var ferm med sparekniven.
Der er stor fare for at manglen på sejre kan desillusionere ikke bare de aktive, men også brede lag blandt almindelige elever og studerende. Ingen vil kæmpe, hvis de ikke kan se hvad det nytter. Spæde tegn på desillusioneringen er bl.a. DGS’ nye arbejdsplan, som blev vedtaget på DGS’ Landsmøde d. 8.-10. april og den begynde højredrejning (se boks ”Situationen i DGS” på næste side).
Flere og flere elevorganisationer sætter for tiden også fokus på det organisatoriske. Principielt er der intet galt i dette, men det giver ingen mening hvis det er på bekostning af udadvendte aktiviteter. Det er lige præcis sådanne aktiviteter der skal danne grundlag for den organisatoriske udbygning.
Argumentet for denne politik er typisk, direkte eller indirekte, at eleverne ikke gider at aktionere mere. Dette er dog direkte i modstrid med STOP NU’s massive mobiliseringer. At STOP NU forholdsvis hurtigt løb ud i sandet skyldes ikke manglende kampvilje blandt eleverne, der ikke havde udsigt til at få det bedre. STOP NU bevægelsen ebbede først og fremmest ud fordi ledelsen, desværre, førte en forkert politik. Demonstrationen blev holdt op til efterårsferien og der blev først holdt opfølgningsmøder 2-3 uger efter. Her var de eneste aktiviteter man igangsatte en underskriftsindsamling og en indsamling til en uvildig undersøgelse. Fine aktiviteter, bare ikke hvis de står alene. Alt i alt var det der manglede en plan. En plan for hvordan kampen kunne videreføres og vindes. At ledelsen, på trods af meget godt arbejde, ikke tilbød de aktive masser en sådan plan var intet mindre end en katastrofe.
STOP NU var altså alt i alt to skridt frem og et tilbage.
Men hvad er vejen frem for elevbevægelsen? Alle er enige om at målet er god og gratis uddannelse, som det blev vedtaget på STOP NU konferencen den 5. oktober. Spørgsmålet er hvorledes dette mål nås?
En del af klassekampen
Det er ikke muligt at givet et svar på dette spørgsmål uden at se på det samfund vi lever i. At vi lever i et klassesamfund har stor betydning for muligheden af god og gratis uddannelse. Som alle kampe under kapitalismen er kampen for god og gratis uddannelse, en klassekamp. En kamp mellem kapitalister og arbejdere. Kapitalisterne er ikke interesseret i god og gratis uddannelse. De er interesseret i elite uddannelser, rettet mod erhvervslivet og er ellers ligeglade med almendannelse, lige muligheder og bred uddannelse overordnet set. Arbejderklassen, og dens organisation, har de sidste 100 år kæmpet for det stik modsatte. De har kæmpet for en uddannelse for livet og ikke for erhvervslivet, for alles lige muligheder for uddannelse og imod den sociale arv. De har kæmpet imod uddannelse som et klasseprivilegium.
Rent økonomisk står elever og studerende uden for klassekampen – de hverken udbytter eller udbyttes. Alligevel falder deres interesser for god og gratis uddannelse sammen med arbejderklassens. Derudover er det kun arbejderklassen der har magten til varigt at kunne skaffe god og gratis uddannelse. Ligeledes står langt de fleste elever og studerende overfor et liv som arbejder. Dette gør at kampen ikke kan være upolitisk. God og gratis uddannelse er direkte i modstrid med kapitalisternes (og derfor de borgerliges) interesser. Man må være åben om hvilken side man står på i klassekampen. Det er en nødvendighed hvis der skal ligges en plan for sejr. Bare forbi man lukker øjne for klassekampen, eksisterer den stadig i lige så høj grad. Vælger man ikke aktivt side, står man ufravigeligt på kapitalisternes.
At STOP NU var en kamp mod den siddende regering var en konklusion mange af de aktive allerede havde draget og til demonstrationerne rundt omkring i landet kunne man bl.a. høre råb som ”Say hey, say ho - Anders Fogh has got to go" og "Dem som ikke hopper, de elsker Ulla".
Arbejderpartierne
Samtidig så vi dog også de nedskæringer den socialdemokratiske regering lavede på uddannelse i 1990’erne. Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten er dog i bund og grund socialistiske partier, der specielt traditionelt set, har en stærk forbindelse til resten af arbejder- og elevbevægelsen. Den socialdemokratiske regering skar rigtignok også ned på uddannelse, men det skete fordi at højrefløjen i Socialdemokratiet førte en besparelsespolitik. Men det betyder ikke at der ikke er forskel på Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten og så de borgerlige partier. Forskellen er at de tre førstnævnte partier stadig er partier som er meget lettere at presse fordi de har en forbindelse til fagbevægelsen. Hvis elevbevægelsen fremsætter en parole om en ny regering, en arbejderregering, bestående af disse partier, og samtidig fremsætter nogle klare krav til denne regering og truer den med kamp hvis ikke kravene opfyldes, kan det være en effektiv måde gennemtvinge forbedringer på. At undlade skarpt at kritisere en regering der fører en horribel uddannelsespolitik hjælper på ingen måde kampen for god og gratis uddannelse.
I sidste ende er gode intentioner og interessefællesskaber dog ikke nok. Så længe kapitalismen eksisterer vil politikkerne være bundet af de økonomiske konjunkturer. Er økonomien i krise er der kun to muligheder: Kapitalismen må opgives som økonomisk system eller der må skæres på velfærden og herunder sandsynligvis uddannelse.
En plan for god og gratis uddannelse
De næste fire år vil den borgerlige regering uden tvivl skærer på uddannelse - som de skærer på al velfærd. Det vil uden tvivl føre til nye kampe. Det er dog nødvendigt med en ny politik hvis bevægelsen skal vinde:
· Kampen må bredes ud til endnu flere elever og studerende. Kun i flok kan kampen vindes.
· Kampen må ses som en del af klassekampen. Uden denne erkendelse vil kun små (om end nok så vigtige) sejre være mulige. For at ændre i samfundet, må man forstå hvordan samfundet hænger sammen. Kravet må være en arbejderregering på et socialistisk program. Kun således kan retten til god og gratis uddannelse sikres.
· Kampen må bredes ud til almindelige arbejdende mennesker. Elever og studerende kan ikke selv vinde kampen – dette er kun muligt i alliance med arbejderklassen. Samarbejde med toppen af fagbevægelsen er ikke nok, man må have fat i arbejderne på lokalt plan og direkte på arbejdspladserne.
God og gratis uddannelse – hellere i dag end i morgen!
Boks: Situatione i DGS
Den 8. - 10. April blev der afholdt Landsmøde i DGS, hvor der var flere fra Socialistisk Standpunkt der aktivt deltog som delegerede. Landsmødet markerede på den ene side de enorme fremskridt DGS har gjort og den stagnation og højredrejning, der for tiden lurer i bevægelsen.
Sammenlægningen med GLO
Juridisk set har GLO (den borgerlige elevorganisation) bare nedlagt sig selv. I DGS’ arbejdsplan blev det dog vedtaget at GLO bl.a. har ret til tilforordnede i DGS ’s bestyrelse, at medlemskab af GLO gratis overføres til medlemskab af DGS o. lign. I sig selv ikke noget der giver direkte indflydelse til GLO og deres borgerlige politik. Dette har medført at flere på venstrefløjen har negligeret sammenlægningen og kun har fokuseret på det positive der selvfølgelig er i at der nu kun er én organisation for gymnasieeleverne. Dette er meget farligt. Indirekte har GLO og den politik de stod for nemlig allerede fået en stor indflydelse i DGS. Fx blev der næsten vedtaget en udtalelse, som store dele af ledelsen støttede op bag, om at strejker og demonstrationer nu kun skal bruges i ”ekstraordinære situationer” (se www.dgsnet.dk). Dette beviser, at der er tale om en politisk sammenlægning. DGS skal være demokratisk og åben for alle, men ikke give indrømmelser til et lille mindretal af borgerlige elever. DGS er blevet stor og GLO er endt på randen af sammenbrud, fordi gymnasieeleverne har valgt DGS’ kamp imod nedskæringer frem for GLO’s borgerlige linje.
Kampform
Ligeledes var planen sidste år at indkalde til en stor konference, hvor eleverne selv kunne diskutere deres situation og planlægge den videre kamp (det der blev til STOP NU konferencen). Nu er planen at ”afholde en konference med regionsdelegationer og relevante folketingspolitikere i løbet af skolestarten, hvor gymnasiernes situation diskuteres og DGS’erne kan fremsætte kritikpunkter.”(kilde: www.dgsnet.dk). Et tiltag der tyder på at den katastrofale neddæmpning af STOP-NU ikke bare var en tilfældighed, men bevidst politik. At gå bort fra at aktivere almindelige elever er borgerlig politik og den sikre vej til nederlag. Enhed i elevbevægelsen er ingenting værd, hvis ikke det er en enhed om en reel kamp for god og gratis uddannelse ført med de midler, der er til rådighed.
Formandsvalg og bureaukrati
Meget utraditionelt havde formanden for DGS valgt at genopstille. I den forbindelse var det dybt problematisk at det ekstraordinære i situationen ikke var blevet meldt ud til de enkelte skoler og at argumenterne for genvalg var bureaukratiske og baserede sig på at der var nogle (personlige) projekter der skulle afsluttes. Derudover er det underligt, at det ikke er muligt at finde én eneste ny kandidat til formand - det virkede som om det var blevet mere eller mindre aftalt i ledelsen. Alt i alt et tegn på at der uheldigvis er ved at opstå et bureaukrati i DGS, som på ingen måde gavner kampen for god og gratis uddannelse.
Det er positivt, at DGS vil samarbejde med fagbevægelsen, men det er vigtigt, at det ikke bliver et samarbejde med bureaukratiet i toppen af fagbevægelsen, men med fagbevægelsens aktive medlemmer, tillidsfolk og faglige klubber. Hvis kampen for uddannelse for alle skal vindes er det nødvendigt at alliere sig med arbejderklassen, som kan sætte reel magt bag sine ord med strejker.
For endeligt at kunne vinde kampen for god og gratis uddannelse er det nødvendigt bevidst at vælge side i klassekampen. Man kan nå langt med kampvilje og kampgejst, men det er nødvendigt med et plan for samlet national kamp imod de borgerliges nedskæringer, hvis sejren skal i hus.
