Stop Nu bevægelsen blev kort tid efter den store konference i KB Hallen angrebet af Venstres Ungdom for at være en politisk bevægelse med tilknytning til fagbevægelsen og arbejderpartierne (Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten). Når VU angriber bevægelsen for at være politisk, gør de det blandt andet fordi, at de ønsker en upolitisk bevægelse. På den måde behøver man ikke at gøre den regering, der forringer forholdene ansvarlige for nedskæringerne, men kan bare snakke om, at der er brug for en bedre uddannelse.

Men ønsker man en bedre uddannelse må man tage politisk stilling. Den borgerlige regering er finansieret af den rigeste del af samfundet, mens de tre arbejderpartier er finansieret af især arbejderklassen (blandt andet gennem fagbevægelsen). Det er der en meget klar årsag til. Kapitalisterne har brug for politiske partier, der fører deres sag i folketinget, ligesom arbejderne også har.

Skal eleverne vælge side?
Kampen for en uddannelse til alle har altid været en del af arbejderbevægelsens kamp. Før i tiden var det kun de riges børn, der fik en videregående uddannelse. I dag har flere mulighed for at tage en universitetsuddannelse, selvom det stadig er de riges børn, der er stærkt overrepræsenterede på de uddannelser. Kampen for uddannelse til alle er på ingen måde upolitisk. Tværtimod går det direkte imod højrefløjens interesser.

Derfor har man også set den borgerlige regering gennemføre nedskæringer, blandt andet store forringelser af SKP uddannelsen, forringelser af demokratiet på universiteterne samt forsøg på at gøre uddannelserne selvejende. Derfor bør Stop Nu bevægelsen også gøre klart, at den støtter de kræfter, der kæmper for uddannelse til alle. Dette kan kun være de tre arbejderpartier og fagbevægelsen.

Stop Nu er politisk!
VU har sådan set ret når de siger at bevægelsen er politisk. Stop Nu bevægelsen får allerede støtte fra LO og Socialdemokratiet, ligesom at det har været repræsentanter fra Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten, der har talt for elevernes krav i folketinget. Blandt andet har Pernille Blach Hansen fra Socialdemokratiet sagt, at Socialdemokratiet vil arbejde for at forbedre uddannelserne, når de kommer til magten, blandt andet ved at genindføre SKP uddannelsen. Men ledelsen for Stop Nu bliver ved med at påstå, at kampen er upolitisk. I stedet burde de stå ved deres egne handlinger (tæt samarbejde med arbejderbevægelsen) og forklare eleverne, at kampen for bedre uddannelser er en politisk kamp.

For et politisk program
At isolere kampen til kun at dreje sig om uddannelse, og hævde at den er upolitisk er en fejl. Hvis man isolerer kampen risikerer man, at pengene til bedre uddannelser bliver taget fra de ældre, daginstitutionerne, de arbejdsløse og andre områder, som har lige så hårdt brug for pengene. På den måde vil man ødelægge opbakningen til eleverne. I stedet må man vise, at der er masser af penge i det danske samfund. Hvis man trak tropperne tilbage fra krigen i Irak, ville adskillige millioner kunne frigøres til gavn for uddannelserne. De multinationale firmaer, der er i Danmark, betaler så godt som ingen skat. Også olien i Nordsøen kunne sikre alle en god uddannelse i stedet for som nu, at falde i lommen på at par store olieselskaber blandt andet Mærsk. En god uddannelse bør være en menneskeret. Men hvis man får den ved, at der skæres ned på andre grupper, bliver det pludselig til kamp mellem grupper, som har for lidt. I stedet bør kampen udvides til en kamp for et ordentligt velfærdssamfund, der sikrer, at alle får en god barndom, uddannelse, arbejdsliv og alderdom. Dette kan kun ske ved, at Stop Nu bevægelsen kæmper for en arbejderregering på et program, der bruger samfundets ressourcer på alle, i stedet for nu hvor overskuddene ryger i lommen på en lille privilegeret gruppe, som tilfældigvis ejer produktionsmidlerne.

Kampen mod forringelser kan kun vindes ved at opstille det politiske krav om en ny regering. Det er klart, at bevægelsen må kæmpe mod nedskæringer fra en hvilken som helst regering, men det er også klart, at med en borgerlig regering vil nedskæringerne aldrig stoppe.

Lederne af Stop Nu må igangsætte en kampagne på alle uddannelsessteder, hvor de forklarer, hvem der støtter dem, og hvem de kæmper imod. Nemlig at arbejderbevægelsen er de eneste, der støtter dem, og at det er den borgerlige regering, der er fjenden. Og at kampen for bedre uddannelse er et led i kampen for en arbejderregering, der kæmper for et generelt bedre velfærdssamfund. Ved at gøre det vil de ikke alene vise vejen frem for eleverne men for arbejdere, ældre, arbejdsløse osv.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.