Klassekampen i kvindekampen bliver ofte glemt i de populære fremstillinger af kvindebevægelsen. Men klassekampen både var og er afgørende i kampen for lige rettigheder.
De seneste år er markeringen af kvindernes internationale kampdag blevet en stor begivenhed efter i mange år at have ligget mere eller mindre i dvale. Det er et tegn på de processer, der foregår under overfladen: at flere og flere bliver bevidste om undertrykkelse og ulighed. Det rejser naturligt spørgsmål om, hvordan vi kæmper for frigørelse, og fortællingen om de tidligere kampe og sejre spiller her en vigtig rolle.
I den fortælling fremhæves den selvstændige kvindebevægelses rolle, mens arbejderkvinderne og klassekampens andel negligeres. Man får fornemmelsen af, at historien fortælles af dem, der var med i kvindebevægelsen, og som i dag har fået vigtige poster i samfundet: forskere, forfattere, journalister, osv. Men klassekampen og arbejderkvinderne har spillet, spiller stadig og vil spille den afgørende rolle i kampen for ligestilling og kvindernes befrielse. For det er, når kvindekampen forbindes med klassekampen, at den for alvor kan true de magtfulde og selve samfundets undertrykkende strukturer.
Kampen om ligeløn
Spørgsmålet om ligestilling og kvinders frigørelse er blevet rejst i perioder med generel røre og klassekamp i samfundet. Det er i kølvandet på disse kampe, at vigtige fremskridt er vundet: kvinders stemmeret blev vundet i mange europæiske lande i den revolutionære periode omkring første verdenskrig og den revolutionære bølge, der fulgte den russiske revolution. Nye store fremskridt blev taget i den revolutionære bølge, der ramte verden efter 1968. Herhjemme blev der f.eks. indført ret til abort og ligeløn i 1970’erne. Men som det sker med det meste historie, er historien om kvindekampen blevet omskrevet til en ufarlig fortælling om nogle få modige individer i stedet for de undertryktes kamp mod undertrykkerne.
Når vi for eksempel i dag præsenteres for fortællingen om 1970’ernes kvindekamp i Danmark, er det historien om rødstrømperne og kvindebevægelsen, der fortælles. F.eks. er historien om rødstrømpernes første aktion i 1970, hvor de brændte deres BH’er på Strøget, velkendt. Men at rødstrømperne samme dag som deres aktion på Strøget tog ud til de kvindelige arbejdere på Tuborg og uddelte løbesedler med krav om ligeløn nævnes aldrig. Arbejderkvindernes afgørende rolle i kampen for ligeløn og ligestilling er skrevet ud af historien, og rødstrømpernes samarbejde med arbejderkvinderne er ligeså.
Kvindeligt Arbejderforbund, KAD (en fagforening der eksisterede for de ufaglærte kvinder, som senere fusionerede med resten af fagbevægelsen), havde i mange år rejst krav om ligeløn og havde i 1971 fået lovning fra resten af fagbevægelsen på, at det ville være et hovedkrav i overenskomstforhandlingerne. Men i sidste øjeblik blev de snydt, og fagtoppen underskrev en aftale uden ligeløn.
Det skabte udbredt vrede blandt de kvindelige arbejdere, og op til overenskomstforhandlingerne i 1973 krævede KAD, at kravet om ligeløn blev taget seriøst. Sammen med rødstrømperne nedsatte kvinder fra KAD en initiativgruppe for at organisere en ligelønskampagne. Der blev indkaldt til demonstration, hvor tusindvis af kvinder deltog, og flere steder gik kvindelige arbejdere i strejke for at deltage i demonstrationen. Det fik kravet om ligeløn indført i overenskomsterne, og i 1976 blev der, efter massivt folkeligt pres, indført en ligelønslov.
Ikke fortid
Kvindekamp og klassekamp er ikke noget, der bare hører fortiden til. Ligesom i 1960-70’erne gennemlever vi nu en ekstremt turbulent og kriseplaget periode i kapitalismen. Det er derfor heller ikke overraskende, at vi ser en opblomstring i kampen mod kvindeundertrykkelse overalt i verden.
I Polen og Spanien har der været store strejkebevægelser og demonstrationer imod kvindeundertrykkelse og til forsvar for et værdigt liv for kvinder. Da Trump blev indsat som præsident, så vi en af de største bevægelser i USA’s historie med millioner på gaden i Women’s March, og senere har der været massive protester til forsvar for retten til abort. I Argentina, Mexico og Storbritannien har tusindvis demonstreret mod vold og mord på kvinder (“femicides”).
I lande som Sudan, Libanon og Irak er det i særdeleshed kvinder, der har stået i forreste linje i kampen mod undertrykkende regimer. Senest er bevægelsen imod det brutale diktatur i Iran blevet ledt af unge kvinder.
Men over hele verden er spørgsmålet om kvindeundertrykkelse kommet på dagsordenen de seneste år. Der er en enorm interesse for at forstå, hvor kvindeundertrykkelsen kommer fra, hvordan den kan bekæmpes, og hvordan der kan skabes reel ligestilling. Og det bliver ikke blot ved snakken.
I flere lande, også Danmark, har grupper af arbejdere inden for de traditionelle kvindefag, såsom sygeplejersker, og jordemødre, har været på barrikaderne i kampen for løn og ordentlige forhold. Det så vi blandt andet med sygeplejerskernes strejke i 2021, som har været en af de vigtigste faglige kampe de seneste år, hvor kravet om ligeløn blev rejst. Her stemte sygeplejerskerne deres forhandleres elendige forslag til overenskomst ned to gange og gik i strejke.
Mette Frederiksens socialdemokratiske regering greb ind for at stoppe konflikten, men det stoppede ikke sygeplejerskerne. Imod deres egne fagforeningslederes formaninger fortsatte de strejkerne rundt om i landet. Selvom kampen for ligeløn langtfra er vundet, så har strejken tvunget den nuværende regering til at sætte flere penge af til de ansatte i sundhedsvæsenet.
Det er et glimrende eksempel på, hvor stor effekt kollektiv klassekamp kan have. Det satte en skræk i livet på den danske overklasse, at lederne af sygeplejerskernes fagforening mistede kontrollen med deres medlemmer. Der er ingen tvivl om, at sygeplejerskernes kamp har været en kæmpe inspiration for resten af arbejderklassen og samtidig gør andre faglige ledere nervøse for, især i forbindelse med OK23, at det samme kan ske for dem. Klassekampen i kvindekampen lever i bedste velgående.
Arbejderkvindernes kampdag
På samme måde som kvinders klassekamp glemmes, så bliver oprindelsen til 8. marts også meget belejligt glemt, når vi i dag markerer kvindernes internationale kampdag. Det var den socialistiske arbejderbevægelse, der i 1910 på en kongres i København besluttede, at der skulle være en dag, der markerede kvindernes kamp for befrielse og fastsatte 8. marts som den dag. Men de lagde stor vægt på, at det var arbejderkvindernes kampdag. De socialistiske kvinder så ikke sig selv som en del af den borgerlige og småborgerlige feministiske kvindebevægelse. De så kvindekampen som en uadskillelig del af klassekampen og derfor den generelle arbejderbevægelse.
Disse pionerer lagde vægt på, at det afgørende skel i samfundet var klasseskellet mellem kapitalister og arbejdere. Nok har alle kvinder nogle fælles interesser, såsom retten til at stemme eller retten til abort, men klasseskellet går også ned mellem kvinder. Når først borgerskabets kvinder har fået opfyldt deres krav, så vil arbejderkvindernes kamp for reel ligestilling og frigørelse true deres magt og privilegier som del af den herskende klasse.
I dag er den analyse blevet bekræftet på bedste vis: I Danmark har vi fuld ligestilling for loven, men uligheden lever i bedste velgående – f.eks. er der ikke ændret nævneværdigt på lønforskellen mellem mænd og kvinder siden ligelønsloven i 1976. I stedet bruger borgerlige kvinder 8. marts til at rejse krav, der går direkte imod arbejderkvindernes interesser,
Et godt eksempel på det var da underdirektør i Dansk Industri, Charlotte Rønhof, på 8. marts i 2017 krævede lavere topskat, fordi det ville give “råd til nødvendig hushjælp, så kvinderne kan komme ud af hjemmet”. Altså underforstået så den kvindelige direktør kan underbetale en kvindelig rengøringshjælp, så hun kan komme ud af hjemmet og undertrykke andre (kvindelige) arbejdere. For arbejderkvindernes befrielse er det altså ikke nok med formel ligestilling for loven: så længe kapitalismen består, vil deres undertrykkelse bestå.
Marxisters kamp mod undertrykkelse omfatter alle former for undertrykkelse, hvad enten det er på baggrund af køn, etnicitet, seksualitet, religion eller andet – det vi fastholder er, at klasseskellet går gennem alle disse undertrykkelsesformer, at klasseskellet er det afgørende skel i samfundet, og at kampen mod undertrykkelsen derfor kun kan opnås gennem en kamp mod kapitalismen.
Luxemburg og Marx
Ligesom borgerlige og småborgerlige feminister i dag forsøger at tage patent på kvindekampen, gør de det samme med de kvindelige ikoner som f.eks. Rosa Luxemburg og Eleanor Marx, som de præsenterer som “feminister”. Men disse kvinder så ikke sig selv som feminister. De så sig selv som forkæmpere for arbejderkvindernes befrielse, men ikke som en del af den daværende kvindebevægelse, der var ledet af borgerlige og småborgerlige kvinder. For datidens revolutionære kvinder i den internationale arbejderbevægelse kunne kampen for ligestilling og kvindernes befrielse kun ske som en del af arbejderklassens kamp for befrielse.
Da Rosa Luxemburg levede, var det især spørgsmålet om kvinders stemmeret, der var på dagsordenen. Hun beskrev kampen for stemmeret således:
“For hundrede år siden skrev franskmanden Charles Fourier, en af de første store profeter for de socialistiske idealer, disse mindeværdige ord: I ethvert samfund er graden af kvinders frigørelse det naturlige mål for den generelle frigørelse. Dette er fuldstændigt sandt for vores nuværende samfund. Den nuværende massekamp for kvinders politiske rettigheder er kun et udtryk for og en del af proletariatets generelle kamp for befrielse. Heri ligger dens styrke og fremtid.”
Kravet om stemmeret var et krav, som også borgerskabets kvinder rejste, men Rosa Luxemburg påpegede at på trods af det fælles krav, så havde borgerskabets kvinder og arbejderkvinderne ikke fælles interesser.
“Hvis det var et spørgsmål om at lade de borgerlige damer stemme, kunne den kapitalistiske stat ikke forvente andet end effektiv støtte til reaktionen. De fleste af de borgerlige kvinder, som optræder som løvinder i kampen mod ‘mandlige prærogativer’, ville traske som føjelige lam i den konservative og kirkelige reaktions lejr, hvis blot de havde stemmeret. De ville utvivlsomt være en god del mere reaktionære end den mandlige del af deres klasse. Bortset fra de få, der har job eller erhverv, deltager borgerskabets kvinder ikke i den sociale produktion. De er intet andet end med-forbrugere af den merværdi, som deres mænd udpresser fra proletariatet. De er parasitter på det sociale korpus. Og forbrugere er sædvanligvis endnu mere fanatiske og grusomme i deres forsvar af ‘retten’ til et parasitisk liv end klasseherredømmet og udnyttelsens direkte agenter.” (“Women’s suffrage and Class Struggle”)
Eleanor Marx (datter af Karl Marx) beskrev forholdet mellem arbejderkvinderne og borgerskabets kvinder således:
“Et gammelt ordsprog siger: ‘Vejen til helvede er brolagt med gode intentioner.’ Kvindelige arbejdere kan godt forstå kravene fra den borgerlige kvindebevægelse; de kan og bør endda tage en sympatisk holdning til disse krav; det er bare målene for arbejderkvinderne og de borgerlige kvinder, der er meget forskellige.
Jeg vil gerne, en gang for alle, præsentere mit synspunkt klart, og jeg tror, at jeg taler for mange kvinder. Som kvinder har vi bestemt en livlig bekymring for, at kvinder vinder de samme rettigheder som mændene, herunder de mandlige arbejdere, allerede har i dag. Men vi mener, at dette ‘kvindespørgsmål’ er et vigtigt element i det generelle spørgsmål om arbejderklassens frigørelse.
[…]
Hvis alle de krav, som rejses af disse kvinder, i dag blev gennemført, ville vi arbejderkvinder stadig være præcis, hvor vi var før. De kvindelige arbejdere ville stadig arbejde infamt lange timer for ufatteligt lave lønninger under ekstremt helbredsskadelige forhold; de ville stadig kun have valget mellem prostitution og sult. Det ville være mere sandt end nogensinde, at arbejderkvinderne i klassekampen ville finde disse “gode” kvinder blandt deres bitre fjender; at de ville være nødt til at bekæmpe disse kvinder lige så bittert som deres arbejderbrødre må bekæmpe kapitalisterne.” (Eleanor Marx “Women’s Trade Unions in England”).
Den herskende klasse bliver rige af arbejderklassens ubetalte arbejde og det i en grad i dag, som Luxemburg og Marx end ikke kunne have forestillet sig. Ifølge Oxfam ejede bare 8 mennesker i 2017 det samme som halvdelen af jordens befolkning. Hvilket køn disse 8 personer har, er fuldstændig underordnet for resten af jordens befolkning – selv hvis de alle var kvinder, ville det ikke ændre en tøddel. Kampen for kvinders befrielse handler ikke om nogle få kvinders ret til at udbytte resten, og det vil blive en kamp mod disse kvinder i toppen af samfundet – den herskende klasse har til fulde bevist, at de ikke opgiver deres magt og privilegier frivilligt. Kampen for kvinders befrielse kan kun vindes, hvis vi finder denne glemte del af kvindekampen – klassekampen – frem igen og fører den til enden til den socialistiske revolution!
