Billede: public domain

Dette dokument, med den originale titel ”Marxistisk teori og kampen mod fremmede klassers idéer”, blev efter en grundig diskussion på alle niveauer i den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) enstemmigt vedtaget af IMT’s Verdenskongres i juli 2018. Dokumentets formål er at optegne grænsen mellem marxisme og et sæt af idealistiske og postmoderne ideer, der er fremmede for arbejderklassen, og som igennem et stykke tid har vundet indflydelse blandt et lag af aktivister i akademiske cirkler, og som ydermere bliver brugt på en reaktionær måde i den internationale arbejderbevægelse.

Dette dokument er et kald til at intensivere den teoretiske og politiske kamp mod disse ideer og metoder.

Kapitalismens krise har afsløret mange dybtliggende oppositionsstrømninger imod det nuværende samfund, dets moral og dets utålelige uretfærdigheder og undertrykkelse. Den centrale modsætning i samfundet forbliver modsætningen mellem lønarbejde og kapital. Men undertrykkelse antager mange former, nogle af dem væsentligt ældre og dybere rodfæstet end lønslaveriet.

Blandt de mest universelle og pinefulde former for undertrykkelse er kvindeundertrykkelsen i en mandsdomineret verden. Kvinders oprør mod denne uhyrlige undertrykkelse er af allerstørste vigtighed i kampen for en socialistisk revolution, som ikke kan opnås uden kvinders fulde deltagelse i kampen mod kapitalisme.

I århundreder har klassesamfundets stabilitet haft en fast støttepille i familien: Altså gennem kvinders slavebinding til mænd. Denne form for slaveri er langt ældre end kapitalismen. Som Engels forklarede, repræsenterer den patriarkalske families opståen ”kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.”

Der bliver nu stillet spørgsmålstegn ved denne mandlige dominans og kvindens underordnede position i samfundet og familien, såvel som ved alle de andre barbariske institutioner, vi har nedarvet fra fortiden. Hvorfor skal kvinder fortsat tolerere positionen som andenrangsborgere? Spørgsmålet om kvindernes rolle i samfundet og familien har vigtige revolutionære implikationer og kan føre til en revolutionær stillen spørgsmål til selve det kapitalistiske samfund.

Billede: Lucha de Clases

Kapitalismens senile forfald medfører en alvorlig forværring af alle arbejderes forhold. Men det fører til særligt barske forhold for kvinder og unge. Mange befinder sig i en situation, hvor de nægtes adgang til tilstrækkelige jobs og boliger. Enlige forældre og deres børn bliver dømt til fattigdom og elendighed. For mange er blot det at få et tag over hovedet blevet svært eller endda umuligt. På arbejdspladsen lider kvinder under alt fra uligeløn til alle mulige former for chikane og overgreb. Situationen er blevet fuldstændig utålelig.

Det er muligt at bedømme en given kulturs civilisationsniveau ud fra dens behandling af kvinder, børn og ældre. Ud fra dette synspunkt er kapitalismen langt mindre civiliseret og langt mere inhuman og grusom end tidligere former for menneskelige samfund. Graden af fremmedgørelse og nedværdigelse, indiffenrecen overfor menneskelig lidelse og afskyelig egoisme har nået højder, der hidtil har været historien ukendt.

Det kapitalistiske samfunds forfald viser sig i dets mest anstødelige form i en epidemi af vold mod kvinder. I Indien, Pakistan, Argentina, Mexico og andre steder har det fundet udtryk i et hidtil uset antal kidnapninger, voldtægter og mord. Men i samfund der beskriver sig selv som civiliserede, ser man lignende rædsler begået mod kvinder og børn. Disse er frastødende symptomer på et sygt samfund, der er helt overmodent og parat til at blive omstyrtet.

En stigende følelse af fremmedgørelse, uretfærdighed og undertrykkelse nærer en bred modstandsbevægelse blandt kvinder mod den eksisterende tilstand. Opvågningen af millioner af kvinder, især blandt den yngre generation, som føler en brændende indignation over for den diskrimination, undertrykkelse og ydmygelse, de bliver udsat for af et uretfærdigt system, er et dybt progressivt og revolutionært fænomen, som vi bør prise og støtte med den højeste grad af entusiasme.

Det siger sig selv at marxister hundrede procent støtter kvindernes fuldkomne frigørelse. Der kan ikke eksistere den fjerneste tøven, uklarhed eller tvivl om det spørgsmål. Vi må kæmpe imod undertrykkelse af kvinder på alle niveauer ikke bare i ord, men i handling. Under ingen omstændigheder kan vi tillade at give indtryk af, at det på den ene eller anden måde er et sekundært spørgsmål, der kan underordnes klassekampen som generel kategori. Det ville være fatalt for den marxistiske sag, hvis kvinder troede, at marxister var villige til at udskyde kampen for deres rettigheder til efter socialismens sejr. Det er fuldstændig forkert og en forkastelig karikatur af revolutionær maxisme.

Mens det er sandt, at den fuldstændige frigørelse af kvinder (og mænd) kun kan opnås i et klasseløst samfund, er det i samme grad sandt, at sådan et samfund kun kan opnås gennem den revolutionære omvæltning af kapitalismen. Det kan ikke forventes af kvinder, at de lægger deres presserende krav til side og venter til socialismens komme. Den socialistiske revolutions sejr er utænkelig uden den daglige kamp for forbedring under kapitalismen.

Marxister må kæmpe for selv den mindste reform, der kan forbedre livet for arbejdere under kapitalismen af to grunde. For det første kæmper vi for at forsvare arbejdere mod udbytning; for at forsvare deres levestandard, demokratiske rettigheder og de mest elementære betingelser for en civiliseret eksistens; og for at forsvare kultur og civilisation imod barbari. For det andet, og allervigtigst, er det kun gennem erfaringerne i den daglige kamp, at arbejderklassen kan tilegne sig en forståelse for sin egen magt, udvikle organisatorisk styrke og hæve sin kollektive bevidsthed til det niveau, som historien påkræver.  

At kræve, som sekterikere og dogmatatikere har gjort det, at arbejdere skal tilsidesætte deres daglige krav “i revolutionens interesse”, er topmålet af tåbelighed. Det ville fordømme os til fuldkommen steril isolation. På den kurs ville den socialistiske revolution  forblive en håbløs luftspejling til evig tid. På samme måde er kampen for fremskridt for kvinder, imod reaktionær, mandlig chauvinisme, for progressive reformer og fuldstændig lighed på socialt, politisk og økonomisk plan, en fundamental pligt for alle oprigtige revolutionære marxister.

Den 8. marts 2018 så vi i Spanien en anskuelig indikator på kvindebevægelsens kolossale revolutionære potentiale, da 5,3 millioner mennesker (både kvinder og mænd) imødekom opfordringen til strejkeaktion. Hundredetusindvis deltog i demonstrationer over hele Spanien. Denne storslåede mobilisering blev arrangeret under feminismens banner, skønt den også afspejlede en enorm stemning af utilfredshed over en lang række andre spørgsmål, som eksempelvis blandt pensionister, der arrangerede demonstrationer samtidig. 

Billede: CANVALCA

De centrale spørgsmål var imidlertid specifikt relateret til undertrykkelsen af kvinder: Løngabet, vold og chikane mod kvinder i familien, på arbejdspladsen, i uddannelsessystemet, husholdningsbyrden osv. Det blev eksemplificeret af den uhyrlige sag om en gruppevoldtægt i Pamplona, og den skandaløse måde den højreorienterede dommerstab håndterede den på. Det var et klart bevis på hele den spanske stats, politis og retsvæsens rådne og reaktionære karakter, som er direkte nedarvet fra Francodiktaturet efter forræderiet under den såkaldte demokratiske overgang.

Det er en grundlæggende kendsgerning i marxismen, at det i alle massebevægelser er nødvendigt at skelne mellem de reaktionære og progressive elementer. At der var et enormt progressivt element i denne ekstraordinære bevægelse er åbenlyst. Vi ikke blot støttede den,  vi gjorde det energisk og entusiastisk.

Men det ville være fuldstændig forkert og ensidigt blot at lægge fokus på dette aspekt af bevægelsen og ignorere den anden side. Hvilken rolle spillede bevægelsens ledere? De krævede, at strejkens blokadevagter kun skulle bestå af kvinder, og at der skulle være blokke i demonstrationen for kvinder alene, og de ønskede kun at tillade lilla flag. Det var meningen, at strejken kun skulle gælde for kvinder, og at mænd skulle gå på arbejde – altså agere som skruebrækkere!

Det ville i allerhøjeste grad have begrænset bevægelsens omfang d. 8. marts, og det ville have gjort en generalstrejke fuldstændig umulig. Det var direkte i strid med bevægelsens interesser, og afspejlede på tydelig vis de borgerlige og småborgerlige feministers snævre udsyn og deres reaktionære og splittende politik.

Vores spanske kammerater intervenerede energisk i massebevægelsen og fik en meget positiv respons. Selvom vi ikke kalder os selv for feminister, gør vi det meget tydeligt, at vi helhjertet går ind for kampen for kvindefrigørelse, og kæmper skulder ved skulder med alle, som kæmper mod undertrykkelse. I alle demonstrationerne og de møder, der blev afholdt, fandt vi intet spor af fordomme mod os, i det mindste ikke fra det store flertal af de kvinder, som ser sig selv som feminister.

Er det sandt, at feminisme ikke er en bestemt form for tænkning eller teori? Det afhænger af hvordan man ser på det. Det er fuldstændig korrekt at de millioner, der deltog i strejker og demonstrationer i Spanien den 8. marts under feminismens banner, overhovedet intet havde med ledelsens feministiske fordomme at gøre. De kæmpede instinktivt mod reaktionære fænomener, der fyldte dem med berettiget indignation. Det er udgangspunktet for revolutionære udviklinger.

Imidlertid var bevægelsens ledelsen i hænderne på borgerlige og småborgerlige feminister, der uden tvivl repræsenterer en bestemt form for tænkning og en definitiv ideologi, som er fundamentalt i strid med ikke blot marxisme, men i sidste ende også med selve kampen for kvindefrigørelse.

Nu til dags er konceptet feminisme blevet så bredt, at det basalt set er meningsløst. Lige pludseligt er alle ”feminister”. Selv de reaktionære politikere fra PP [red: Partido Popular, Spaniens konservative parti] kalder sig selv feminister, fordi de, må vi forstå, har kvindelige ministre – der alle som én er lige så reaktionære og korrupte som deres mandlige modparter.

Især den nye og afdankede version af PP, Ciudadanos  [red: liberal-konservativt parti stiftet i 2006] insisterer på at de naturligvis er ”feminister”. Men denne borgerlige feminismes virkelige ansigt blev afsløret af det faktum, at selve partilederen, Albert Rivera, ikke støttede den feministiske strejke den 8. marts, ”fordi den var antikapitalistisk”. Vi må også pointere, at de Ciudadanos-politikere, som til sidst valgte at dukke op til demonstrationerne, blev buh’et ud af demonstranterne og forvist fra bevægelsen.

Selv blandt de mest avancerede dele er der alle mulige former for forvirring og illusioner, som bevidst bliver reproduceret af borgerlige og småborgerlige feministiske ”teoretikere”. En anden idé, som er vidt udbredt, handler om bevægelsens ”tværgående” karakter, hvilket vil sige, at bevægelsen bør indeholde alle kvinder uafhængigt af klasse, politisk ideologi, osv.

Med en venlig og tålmodig tilgang kan vi bekæmpe disse fordomme og afklare forvirringen. Men vi må undgå at blande vores faner sammen. For at vinde de bedste elementer, er det nødvendigt at stå for en klar og tydelig marxistisk position til hver en tid.

Er det nødvendigt for os at kalde os feminister for at kunne forbinde os med dette vigtige lag? Al vores erfaring peger på, at dette ikke er tilfældet. Det følgende eksempel er af stor symptomatisk interesse. I Antequera (Málaga) organiserede vi et møde om den feministiske 8. marts-strejke med adskillige kvindelige talere fra venstrefløjsorganisationer og fagforeninger. En af vores kvindelige kammerater talte til mødet. Hun forklarede, at hun lavede fagforeningsarbejde og var revolutionær marxist, og fremsatte vores program. Ved slutningen af mødet gik en gruppe unge kvinder med det samme hen til hende og sagde, at de ville involveres. Disse unge kvinder ville naturligvis anse sig selv som feminister. Men de havde intet problem med at identificere sig med det marxistiske program.

Hvis vores kammerater havde haft en sekterisk og dogmatisk attitude til bevægelsen, ville de uden tvivl have skabt en barriere mellem sig selv og kvinder som disse. En så tåbelig tilgang skal vi naturligvis ikke have. Men samtidig må vi også have en principiel attitude, der gør det tydeligt, at vi er marxister, der kæmper for kvinders rettigheder, og at vi betragter denne vigtige kamp som en, der kun kan kæmpes succesfuldt som del af en generel revolutionær klassekamp for en grundlæggende forandring af samfundet.

Billede: Fri afbenyttelse

Her har vi en meget klar analogi, nemlig marxisters position på det nationale spørgsmål.  Støtter vi Cataloniens krav om selvstændighed fra den spanske stat? Ja, det gør vi. Men vi gør det, samtidig med at vi forklarer, at på basis af kapitalismen vil uafhængighed ikke løse noget. Vi går ind for den Catalanske Arbejder-republik, som i fremtiden ville kunne udgøre en del af en socialistisk føderation af det iberiske folk.

Men kalder vi så derfor os selv for marxistiske nationalister? Bestemt ikke! Vi er ikke nationalister, men proletariske internationalister. Det er netop en del af vores revolutionære internationalistiske program, at støtte det catalanske folks kamp for løsrivelse fra den reaktionære spanske stats formynderskab, den rådne PP-regering og det udemokratiske monarki nedarvet fra Franco. “Marxistisk nationalist” er en selvmodsigelse.

Igen viser vores erfaring i Catalonien, at det ikke er nødvendigt at bruge så forvirrende et sprog for at overbevise de bedste og mest revolutionære elementer blandt arbejdere og unge, hvoraf mange er begyndt at få øjnene op for den borgerlige og småborgerlige nationalismes snævre og reaktionære karakter og leder efter mere radikale, revolutionære og klassebaserede alternativer.

I sidste ende har alle spørgsmål – det nationale spørgsmål, kampen for kvinders frigørelse, kampen mod racisme – en klassekarakter. Dette er den fundamentale skillelinje, der adskiller marxismen fra nationalisme, feminisme og alle andre manifestationer af kampen mod undertrykkelse.

Bevægelsen omkring 8. marts i Spanien understreger kun disse pointer. Massebevægelsen mod kvindeundertrykkelse har et enormt revolutionært potentiale. Men dette potentiale kan kun nå sit fulde omfang, hvis bevægelsen når ud over den borgerlige og småborgerlige feminismes snævre grænser og forbinder sig med arbejderklassens generelle kamp for at ændre samfundet. Vores opgave er at hjælpe bevægelsen med at gennemføre den nødvendige overgang.

Mens vi aktivt deltager i sådanne bevægelser og forsøger at vinde de bedste elementer, må vi til alle tider på skarpeste vis fremhæve den klassedeling, der findes i alle disse bevægelser og basere os på, hvad der er progressivt i bevægelserne og afsløre og kritisere de borgerlige og småborgerlige elementer blandt lederne.

Teoriens vigtighed

Engels understregede vigtigheden af teori i den revolutionære bevægelse. Han påpegede, at der ikke var to former for kamp (politisk og økonomisk) men tre, og han satte den teoretiske kamp på niveau med de første to. Lenin var fuldstændig enig med Engels’ synspunkt, da han skrev følgende i Hvad må der gøres?:

”Uden revolutionær teori kan der heller ikke gives nogen revolutionær bevægelse. Man kan ikke betone denne tanke stærkt nok i en tid, da opportunismens modeevangelium optræder arm i arm med begejstring for de mest indsnævrede former for praktisk virksomhed.”

Forudsætningen for at bygge en virkelig marxistisk internationale er forsvaret for marxismens basale principper. Det indebærer en uforsonlig kamp mod alle former for revisionistiske ideer, der i deres essens afspejler presset fra fremmede klasser på arbejderbevægelsen.

Marx og Engels kæmpede en uforsonlig kamp mod alle forsøg på at udvande bevægelsens ideer ved nådesløst at afdække falske teorier, først hos de utopiske socialister, dernæst hos følgerne af Proudhon og Bakunin og endeligt hos de opportunistiske kateder-socialister, Dühring og de “smarte” universitetsprofessorer som, under påskud om at ”modernisere socialismen”, forsøgte at fjerne marxismens revolutionære essens.

Helt fra begyndelsen af sit revolutionære virke erklærede Lenin krig mod “de unge”, der ligesom Dühring mente, at nogle af Marx’ ideer var forældede og måtte revideres og forlangte “frihed til kritik”. Han viste hvordan denne såkaldte “opposition mod dogmatisme” blot var et påskud for folk, der ønskede at erstatte marxismens revolutionære indhold med “de små gerningers” opportunistiske politik, en tendens som senere krystalliserede sig i mensjevisme.

Billede: offentligt tilgængeligt.

Senere i den reaktionære periode, der fulgte 1905-revolutionens nederlag, fandt middelklasse-intelligentsiaens pessimistiske udsyn et ekko hos Bolsjevikkerne, hvor en del af ledelsen (Bogdanov og Lunatjarskij) begyndte at reflektere den på det tidspunkt moderigtige subjektive idealistiske filosofi (nykantianisme), såvel som mysticisme.

Det er ikke tilfældigt, at Lenin skrev et af sine vigtigste filosofiske værker, Materialisme og Empiriokriticisme, for at bekæmpe disse ideer. Det bør også tilføjes, at Lenin var klar til at bryde med flertallet af de bolsjevikiske ledere over disse filosofiske spørgsmål, der også var forbundet med ultravenstrepolitik.

Før sin død var Trotskij optaget af en intens kamp mod en småborgerlig tendens i det amerikanske Socialist Workers Party (Burnham og Shachtman) over spørgsmålet om Sovjetunionens klassenatur. Trotskij forklarede at deres forkerte position, hvor de nægtede at forsvare Sovjetunionen, på den ene side var en afspejling af fremmede klassers (de småborgerlige intellektuelles) pres på SWP, og på den anden side en afvisning af marxistisk filosofi (dialektik).

Gennem disse få eksempler kan vi se den vigtige rolle, som den teoretiske kamp altid har spillet i vores bevægelses historie. Det, der adskiller den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) fra alle andre tendenser, er frem for alt vores omhyggelige tilgang til teori. Over halvandet århundrede har marxismen bygget et videnskabeligt program omkring de love, som styrer det kapitalistiske samfunds bevægelse. Dette er en kolossal sejr, som vi må forsvare mod alle angreb – uanset om de kommer fra højre- eller “venstrefløjen”.

IMT har en stolt tradition i den forbindelse. I en periode, hvor mange opgav de marxistiske ideer, inklusiv mange tidligere “kommunister”, forsvarede vi uforsonligt Marx’, Engels’, Lenins og Trotskijs fundamentale ideer. Hjemmesiden marxist.com har opnået et fremragende omdømme på grund af dens teoretiske klarhed. Det er, hvad der har adskilt os fra andre tendenser i arbejderbevægelsen.

Vi har altid nægtet at give indrømmelser til revisionister, der afspejler presset fra borgerskabets og småborgerskabets ideologi. Vi forbliver fuldstændig upåvirkede over for det øredøvende kor, som skriger efter “nye ideer” i stedet for Marx’ angiveligt “gammeldags”, som i virkeligheden er de mest moderne: De eneste ideer, der kan forklare den nuværende krise, og vise os vejen ud af den.

Kulturens forfald

Der er perioder i historien, som er karakteriseret af en pessimistisk stemning, tvivl og håbløshed. I sådan en periode, hvor folk har mistet tiltroen til det eksisterende samfund og dens ideologi, leder de efter et levedygtigt alternativ, som af nødvendighed er revolutionært. Men det gamle samfund udøver stadig, på trods af at det er døende, en stærk indflydelse. Nu, hvor det ikke længere kan finde opbakning, afgiver det negative stemninger, som et lig afgiver en dårlig lugt.

I sin ungdom troede borgerskabet på fremskridt, fordi, kapitalismen trods alle dens brutale og udbyttende kendetegn spillede en enormt progressiv i rolle i at udvikle produktivkræfterne og dermed lægge det materielle grundlag for et højere stadie af det menneskelige samfund: socialisme.

I fortiden, da borgerskabet stadig kunne spille en progressiv rolle, havde det en revolutionær ideologi. Det producerede store og originale tænkere: Locke og Hobbes, Rousseau og Diderot, Kant og Hegel, Adam Smith og David Ricardo, Newton og Darwin. Men borgerskabets intellektuelle frembringelser i den nuværende periode kendetegnet af tilbagegang er alle sammen bevis for systemets fremskredne senile forfald.

Den postmodernistiske forvirring, som regnes for filosofi i vores tid, er i sig selv en indrømmelse af den mest fuldkomne form for intellektuel bankerot. De intellektuelle snobber, der spankulerer omkring på universiteterne med en aura af stor overlegenhed, ser på fortidens filosoffer med foragt. Men elendigheden i indholdet af denne såkaldte filosofi er så tydelig, at de postmodernistiske kværulanter omgående viger tilbage i ubetydelighed, når de sammenlignes med enhver af de store tænkere.

Postmodernisme afviser generelt historisk fremskridt som koncept, af den simple grund, at det samfund, som har affødt filosofien, selv er ude af stand til at skabe fremskridt. Alene det faktum, at dette postmoderne “narrativ” kan blive taget seriøst som en ny filosofi, er i sig selv en knusende fordømmelse af kapitalismens og den borgerlige intelligentsias bankerot i imperialismens forfaldsepoke. Som Hegel skrev: ”Med så lidt der skal til for at tilfredsstille den menneskelige ånd, kan vi man måle omfanget af, hvor meget den har tabt.”

Dette er ikke et tilfælde. Den nuværende periode er karakteriseret af ideologisk forvirring, apostasi, disintegration og splittelse. Under disse omstændigheder gribes intelligentsiaen, der i går så kapitalismen som en uudtømmelig kilde til karrierer og en garanti for en komfortabel levestandard, af en pessimistisk stemning.

For at redde bankdirektørerne er kapitalismen klar til at ofre resten af samfundet. Millioner af mennesker står over for en usikker fremtid. Den generelle fallit påvirker ikke kun arbejderklassen, men også middelklassen, studerende og professorer, forskere og teknikere, musikere og kunstnere, forelæsere og læger.

Der er et udbredt røre i middelklassen, som finder sit mest kritiske udtryk i intelligentsiaen. Dette er en klasse, som, knust mellem de store kapitalister og arbejderklassen, akut mærker deres egen prekære situation. Mens nogle radikaliseres til venstre, er flertallet, især i den akademiske verden, domineret af pessimisme og usikkerhed.

Når det siges, at “sådan noget som fremskridt ikke findes”, menes der i virkeligheden, at det nuværende samfund på ingen måde er garanti for, at morgendagen ikke bliver værre end i dag. Og det er fuldstændig korrekt. Men i stedet for at drage den konklusion, at det er nødvendigt at kæmpe for at omstyrte det nuværende system, der har ledt menneskeheden ind i en historisk blindgyde og truer selve civilisationens og kulturens fremtid, hvis endda ikke hele menneskeheden som art, gemmer de sig i et hjørne, trækker sig ind i sig selv, og slikker deres urolige samvittighed som var det et sår, med en beroligende tanke om, at ”der jo alligevel ikke er noget, der hedder fremskridt.”

Ud af denne snæversynede fordom, mangel på vision og intellektuel usselhed, udspringer andre mere praktiske konklusioner: En forkastelse af revolution til fordel for ”små gerninger” (som kævleriet over ord og ”narrativer”), en retræte ind i subjektiviteten, en benægtelse af klassekampen, ophøjelsen af “min” særlige undertrykkelse over “din”, hvilket atter leder til en stigende adskillelse og i sidste ende atomisering af bevægelsen.

Der er selvfølgelig nogle forskelle på situationen i dag og de idéer, som Lenin kæmpede så indædt imod i 1908. Men forskellen er blot form. Indholdet er meget ens, hvis ikke fuldstændig identisk. Og de praktiske konsekvenser er hundrede procent reaktionære.

Apostasiens tidsalder

Lenin var altid ærlig omkring problemer og udfordringer. Hans motto var: Sig altid det, som er. Af og til er sandheden ubehagelig, men vi bliver nødt til altid at sige sandheden. Virkeligheden er, at den revolutionære bevægelse som følge af en kombination af forhold, både objektive og subjektive, er blevet kastet tilbage, og den virkelige marxismes kræfter er blevet reduceret til et lille mindretal. Det er sandheden, og dem, der benægter det, narrer blot sig selv og andre.

I de seneste årtier er de skingre krav om en revision af marxismens fundamentale teser blevet øresønderrivende. Marxisme, bliver vi fortalt, er synonymt med “dogmatik” eller sågar stalinisme. Den desperate søgen efter “moderne ideer”, der angiveligt skal erstatte marxismens “gamle og miskrediterede ideer”, er ikke tilfældig.

Arbejderklassen lever ikke isoleret fra andre klasser og vil uundgåeligt komme under fremmede klassers og ideologiers indflydelse. Vi arbejder og lever også i samfundet, og vi bliver konstant udsat for dets pres og stemninger. Samfundets generelle stemning kan også trænge ind i arbejderklassen og dens organisationer. I perioder, hvor klassen generelt ikke er i bevægelse, bliver presset fra borgerskabet og især småborgerskabet intensiveret.

Efter en lang periode hvor arbejderklassen midlertidigt var inaktive, vandt de småborgerlige elementer frem i arbejderbevægelsen ved at skubbe arbejderne til side. Arbejdernes stemme bliver overdøvet af koret af ”begavede” mennesker, der har mistet al vilje til selv at kæmpe, og som er opsatte på at overbevise arbejdere om at revolution kun bringer tårer og skuffelse med sig.

Efter stalinismens fald var der en generel stemning af forvirring og ideologisk tilbagefald. Mange mennesker meldte sig ud af den kommunistiske bevægelse, og kynisme og skepticisme kom på mode. Kommunist- og socialistpartiernes forræderier desillusionerede intellektuelle på venstrefløjen, som reagerede, ikke ved at bryde med stalinisme og reformisme, men ved at bevæge sig væk fra marxisme og revolutionær socialisme i det hele taget.

Mange, især tidligere stalinister, opgav marxismen og kampen for socialisme, og tog afsted på en Don Quijote’sk søgen efter ”nye metoder” (som de ligesom guldkrukken ved regnbuens ende aldrig finder). Alle disse aldrende kynikere ser nu deres ungdommelige drømme om revolution som tåbelige (“ungdommens synder”, som ærkerevisionisten Heinz Dieterich holder af at kalde dem). Og disse mennesker føler en stærk trang til at gøre op med deres fortid; at korrigere deres ungdommelige forseelser og dermed afskrække den nye generation fra at følge syndens vej.

Fagbevægelsens organisationer blev gradvist skubbet til højre. Arbejderne blev skubbet til side af karrieremagere fra middelklassen, der indtog de ledende positioner. Det førte atter til, at mange arbejdere endte i inaktivitet, der så på ny førte til en endnu større styrkelse af det småborgerlige element.

I sådanne perioder bliver arbejderens stemme overdøvet af det reformistiske kor, der kræver “innovationer” såsom Tony Blairs “nye realisme”, ”nye Labour” og så videre. Småborgerskabets ideer bliver dominerende. Klassepolitikkens og den revolutionære socialismes ideer bliver stemplet som ”gammeldags”. I stedet for “dogmatisk marxisme” får vi mange, mange forskellige idéer: Pacifisme, feminisme, miljøaktivisme – faktisk enhver “isme” man kan forestille sig bortset fra socialisme og marxisme naturligvis.

Billede: Dolores Luxedo

Trotskij beskæftigede sig med et sådan et fænomen, da han skrev Overgangsprogrammet i 1938:

”De tragiske nederlag, verdensproletariatet har lidt gennem en lang årrække, har dømt de officielle organisationer til endnu større konservatisme og har samtidigt sendt desillusionerede småborgere på jagt efter “nye veje”. Som altid i perioder med reaktion og forfald dukker kvaksalvere og charlataner op fra alle sider – ivrige efter at revidere hele den revolutionære tænknings udvikling. I stedet for at lære af fortiden “forkaster” de den. Nogle opdager marxismens mangel på konsekvens, andre forkynder bolsjevismens undergang. Der er nogle, som giver den revolutionære doktrin skylden for de fejl og forbrydelser, som blev begået af dem, der svigtede den, der er andre, som forbander medicinen, fordi den ikke garanterer øjeblikkelig og mirakuløs helbredelse. De mere dristige lover at finde et universalmiddel, og i forventning herom anbefaler de, at man indstiller klassekampen. Adskillige profeter for en “ny moral” forbereder sig på at genrejse arbejderbevægelsen ved hjælp af etisk homøopati. Det er lykkedes størstedelen af disse apostle selv at blive moralske invalider, før de når frem til slagmarken. Under etiketten “nye veje” tilbydes proletariatet således gamle opskrifter, som for længst er blevet begravet i den før-marxistiske socialismes arkiver.” – Leon Trotskij, Overgangsprogrammet.

Tingene står ikke bedre til med de ultra-venstre-sekter, der lever en miserabel eksistens i arbejderbevægelsens periferi. Selvom de nævner Marx, Lenin og Trotskij i hver anden sætning, gider de ikke engang at genoptrykke deres værker. De foretrækker mere “moderne” (eller “postmoderne”) ideer, som de ukritisk har overtaget fra borgerskabet og småborgerskabet. Den mandelistiske sekt (det såkaldte Fjerde Internationales Forenede Sekretariat, [SAP i Danmark]) er det tydeligste eksempel på dette.

I den anden ende af skalaen falder sekter som den ledet af Peter Taaffe (CWI), SWP i Storbritannien og Lutte Ouvrière i Frankrig tilbage i “økonomismens” sump, som Lenin på skarpeste vis fordømte. “Arbejderismens” demagogiske maske, og afvisningen af studerende og intellektuelle i sin helhed, er blot en facade for at skjule en foragt for teori og erstatning af revolutionær politik med en såkaldt ”praktisk politik” og problemer, der vedrører “det daglige brød”. Det er svært at se hvilken afvigelse fra den virkelige marxisme, der er værst.

Nye ideer i stedet for gamle

I eventyret om Aladdin forklæder en gammel troldmand sig som en gadesælger, der tilbyder nye, skinnende lamper gratis i bytte for gamle. Aladdins prinsesse accepterer i dårskab dette tilbud og mister derved lampeåndens kræfter. Det er en underholdende fortælling, men den indeholder et vigtigt budskab: det er dumt at bytte ting, der har en dokumenteret værdi for skinnende guld, der viser sig at være illusorisk.

Det er ironisk, at der netop nu, hvor kapitalismens krise fuldstændig har bekræftet marxismens idéer, nærmest er et kapløb på “venstrefløjen” om at kaste marxismen overbord, som om det var ubrugelig ballast. De tidligere “kommunister” taler ikke engang længere om socialisme og har kastet Marx’ og Engels’ skrifter i skraldespanden.

Den revolutionære marxismes ideer præsenteres som gammeldags og irrelevante. Middelklassens intellektuelle og “progressive” falder over hinanden i deres forsøg på at miskreditere marxismen. Denne generelle atmosfære af ideologisk forvirring, anfægtelsen af marxistisk “ortodoksi” og afvisningen af teori kan have en skadelig effekt selv i vores egne rækker.

Det er ikke første gang, vi har set den slags ting. Anti-revolutionære reformistiske tendenser som disse har altid været til stede i vores bevægelse. Som vi har set, har både Marx, Lenin, Engels og Trotskij været nødt til at konfrontere den samme kampagne for “nye ideer”, som altid har været alle revisionisters salgsord, lige fra Dühring til Bernstein og frem. Vi har behandlet nogle af disse “nutidige alternativer” i bogen Reformism or Revolution, Socialism of the 21st Century, Reply to Heinz Dieterich af Alan Woods.

Hvad denne uophørlige stræben efter at revidere marxismen reflekterer, er modløsheden hos det ældre lag, som har tabt viljen til at kæmpe for revolutionær forandring i praksis på baggrund af fortidens nederlag og fejl. Samtidig ønsker de at berolige deres samvittighed ved at fremstille sig selv som marxister, der er blevet “ældre og klogere” og har forstået, at de “gamle ideer” i sidste ende bare var utopiske drømme uden nogen praktisk relevans for verden i dag.

Det eneste formål med disse argumenter er at aflede ungdommens opmærksomhed, skabe maksimal forvirring og agere som en barriere, der skal afholde den nye generation fra at få adgang til marxisme. Det er blot et spejlbillede af borgerskabets kampagne mod socialisme og kommunisme. Men det er langt mere farligt og skadeligt end denne, fordi det er en kampagne, der bliver ført under et falsk flag.

Dens fortalere er indædte modstandere af revolution og socialisme, men de vover ikke at indrømme dette – måske endda over for sig selv (hvorvidt de tror på det nonsens, de selv skriver, er noget, som kun en dygtig psykolog kan afgøre). De forklæder deres reaktionære, anti-revolutionære og antisocialistiske budskab under et tykt lag “venstreorienteret” og “progressiv” fraseologi, hvilket gør det sværere for de fleste mennesker at identificere det. Socialismens ideer bliver udvandet, revideret eller ganske simpelt droppet.

Den marxistiske tendens er ikke immun overfor kapitalismens pres. De forvirrede og pessimistiske stemninger hos middelklassens intellektuelle kan nogle gange finde et ekko inden for den marxistiske bevægelse, hvor de manifesterer sig selv som et konstant angreb på “fordummende ortodoksi” og en konstant appel for “noget nyt”, som i den grad minder os om troldmandens sirenesang i eventyret om Aladdin.

Faren ved studenterarbejde

Revolutionære socialister er vant til de rasende angreb mod socialisme og kommunisme – ikke kun fra kapitalismens og imperialismens åbne forsvarere men også fra reformisterne (både højre- og venstrefløjsvarianten) – såvel som fra den såkaldt radikale småborgerlige intelligentsia, hvoraf nogle ønsker at kæmpe mod kapitalismen, men uden at have den ringeste idé om hvordan.

Vi har lagt meget vægt på vigtigheden af studenter- og ungdomsarbejde, og dette giver os yderst vigtige resultater ikke kun i Storbritannien men også i mange andre lande, herunder USA og Canada. Vi bliver nødt til at fortsætte med den orientering i den nærmeste fremtid, men vi må også nøje overveje måden hvorpå den udføres.

Det er sandt, at arbejdet blandt studerende giver enorme muligheder for os. Men det er lige så sandt, at det indeholder mange risici og farer. Vi må altid være opmærksomme på disse farer for at forhindre deres yderst alvorlige konsekvenser. Det er vigtigt at huske, at universiteter er et fremmed miljø fyldt med mennesker fra fremmede klasser, og under kraftig indflydelse fra borgerlige og småborgerlige ideer.

Billede: Pixabay

Studentermiljøet forbliver overvejende borgerligt og småborgerligt, hvilket også har en effekt på studerende med en arbejderbaggrund. I mange tilfælde er de enormt ivrige efter at kravle op ad den sociale rangstige, for derefter at sparke den væk, og efterlade deres klasse langt bag sig i deres iver efter at blive læger, advokater og politikere. Dette er muligvis ikke altid tilfældet, men alt for ofte er det.

Universiteterne er et drivbælte for udbredelsen af reaktionære borgerlige ideer i samfundet. De er veritable drivhuse, hvor de borgerlige udvikler hundrede og sytten underlige og vidunderlige ideer for at forvirre og vildlede ungdommen og lede dem væk fra revolution. Universiteterne er ikke “templer for læring”, fabrikker der masseproducerer kapitalismens ideologiske forsvarere.

I denne epoke af det kapitalistiske samfunds senile forfald er universiteterne blevet en giftig sump, hvor reaktionære ideer blomstrer, og ingen lader til at have modet til at takle dem direkte.

Det er marxistiske studerendes primære pligt at bekæmpe disse ideer – ikke kun det borgerlige akademiske etablissements direkte reaktionære ideer men også det utal af forvirrede forestillinger, der kommer fra det “progressive” og ”radikale” småborgerskab, som foregiver at være mod systemet, men i virkeligheden begrænser sig selv til sterilt at rase mod det ene og det andet symptom.

Et reaktionært ideologisk våben

Det er heller ikke et tilfælde, at tilhængerne af disse ideer vandt frem på universiteterne i slut 1980’erne eller 1990’erne. Mens klassekampen var i tilbagegang, blev en omfattende anti-marxistisk kampagne iværksat på universiteterne. Individer, der havde været involveret i de revolutionære bevægelser i 1970’erne og de tidlige 1980’ere, blev hevet ind på universiteterne og fik magelige jobs med det formål at angribe marxismen.

Disse angreb var dels af en utilsløret og åbent pro-kapitalistisk variant, andre var mere indirekte og snu. Intersektionalitet og identitetspolitik tilbød “venstre”-intellektuelle en bekvem måde at forkaste klassekampen og opgive socialismen på samtidig med tom snak om “progressive formål”.

Det er ikke et tilfælde, at disse ideer bliver forfægtet bredt i uddannelsessystemet af den herskende klasse i dag. Tag for eksempel queer-teori, der kan spores tilbage til bølgen af postmodernisme og andre idealistiske og subjektivistiske ideer, der gennem de seneste årtier udviklede sig som en reaktion mod marxismen. En tidligere hemmeligholdt CIA-rapport fra 1985 med titlen France: Defection of the Left Intellectuals afslører efterretningstjenestens glæde over højredrejningen i universitetsverdenen:

”Mitterands mislykkede politik og hans kortvarige alliance med kommunisterne har muligvis accelereret utilfredsheden med hans regering, men venstreorienterede intellektuelle har distanceret sig selv fra socialisme – både på partifronten og ideologisk – i hvert fald siden begyndelsen af 1970’ere. Anført af en gruppe unge, der er faldet fra de kommunistiske rækker og har kaldt sig selv de Nye Filosoffer, har mange intellektuelle fra den nye venstrefløj afvist marxismen og udviklet en dybtliggende antipati mod Sovjetunionen. Anti-sovjetisme er rent faktisk blevet prøvestenen for legitimitet blandt venstreorienterede grupper, som svækker den traditionelle anti-amerikanisme, og tillader amerikansk kultur – og endda politiske og økonomiske tiltag – at komme på mode igen.” [Vores kursivering].

Rapporten fortsætter:

”Den marxistiske ideologis bankerot. Utilfredshed med marxisme som et filosofisk system – en del af en bredere tilbagegang fra ideologi blandt intellektuelle af alle politiske afskygninger– var kilden til den særligt stærke og udbredte intellektuelle desillusion med den traditionelle venstrefløj. Raymond Aaron arbejde i mange, lange år på at miskreditere Sartre, sin gamle bofælle på kollegiet, og gennem ham hele den franske marxismes intellektuelle bygningsværk. Endnu mere effektive i undermineringen af marxismen var dog de intellektuelle, der startede som ægte troende og begyndte at anvende marxistisk teori på socialvidenskaberne, men i processen endte med at gentænke og afvise hele traditionen.”

“Blandt efterkrigens franske historikere har den indflydelsesrige tankegang, som er associeret med Marc Bloch, Lucien Febvre og Fernand Braudel, overvældet de traditionelle marxistiske historikere. Annales-skolen, opkaldt efter deres væsentligste tidsskrift, vendte det franske studie af historien på hovedet i 1950’erne og 1960’erne, primært ved at udfordre og senere afvise de hidtil herskende marxistiske teorier om historisk fremgang. Selvom mange af dens følgere holder fast ved, at de er “fra den marxistiske tradition”, mener de blot, at de bruger marxismen som et kritisk udgangspunkt i deres forsøg på at finde den sociale histories virkelige mønstre. Overordnet set har de konkluderet at den marxistiske forestilling om fortidens strukturer – i forhold til sociale forhold, begivenhedernes mønstre og deres indflydelse på den videre udvikling – er forsimplede og ugyldige. Inden for antropologien har den indflydelsesrige strukturalistiske tankegang, som er associeret med Claude Levi-Strauss, Foucault og andre, gennemført den stort set samme mission. Selvom både strukturalismen og Annales-skolens metodelære er kommet i modvind (kritikere anklager dem for at være for svære at forstå for de uindviede), mener vi, at deres kritiske nedbrydning af den marxistiske indflydelse i socialvidenskaberne vil blive et vigtigt bidrag til moderne forskning både i Frankrig og resten af Vesteuropa.” [Vores kursivering.]

På samme måde var CIA involveret i at finansiere en række ”antiautoritære” venstreorienterede magasiner, såsom Partisan Review, Der Monat (der udgav artikler af blandt andre Adorno og Arendt), Mundo Nuevo og så videre. Den gennemgående røde tråd for alle disse var et forsvar for det “intellektuelle” i modsætning til klassekampen.

Billede: Abode of Chaos

Det var netop gennem disse intellektuelle, at de borgerlige og småborgerlige ideer, der dominerer universiteterne i dag, kom. Foucault bliver set som faderen til queer-teori. Som klassekampen ebbede ud i kølvandet på utallige forræderier fra dens ledere, konkluderer disse damer og herrer, at det var klassekampen og arbejderklassen, som var ubrugelig og ikke dens ledelse. De tilpassede blot deres ”filosofi” til borgerskabets og arbejderbureaukratiets interesser. For dem var klassekampen opløst til fordel for en uendelig række af små individuelle kampe uden nogle fællestræk.

Hvis de overhovedet anerkendte klassekampen, talte de om arbejderklassens påståede “tilbageståenhed”, og de krævede et skift i “diskursen”, i stedet for at bevægelsens kujonagtige ledere førte dristig an. Som vi kan se af CIA-rapporten, følte den herskende klasse sig alt andet end truet af nogle af disse moderne ”radikale” ideer, den bød dem tværtimod velkommen med åbne arme, som vigtige redskaber i den ideologiske kamp mod marxismen.

“Intersektionalitet” og “identitetspolitik”

En af de nyeste former for identitetspolitik, der har bredt sig hos det radikale småborgerskab, er ideen om intersektionalitet. Dette er ikke blot et mindre afvigelse eller forvirring blandt velmenende unge mennesker, men en fuldstændig bagudskuende, reaktionær og kontrarevolutionær ideologi, som vi må bekæmpe med alle de midler, vi har til rådighed.

Den herskende klasser har altid søgt at så splid i arbejderklassen og brugt den ældgamle del og hersk-taktik. De bruger alle midler for at vende en del af arbejderne mod en anden: Racisme, det nationale spørgsmål, sprog, køn eller religion – alle disse er blevet brugt, og de bliver stadig brugt til at splitte arbejderklassen og fjerne opmærksomheden fra klassekampen mellem rige og fattige, udbyttere og udbyttede.

Dette faktum er velkendt og forstået af næsten alle på venstrefløjen. Men i kampen mod racisme, sexisme og andre former for undertrykkelse i samfundet, kan man komme til at ende i det andet ekstrem, opgive et klassebaseret udgangspunkt og dermed spille den herskende klasses spil. Ved at lægge al vægt på, hvad der adskiller os og dermed ignorere rødderne til undertrykkelse i klassesamfundet, ender man i stedet med at kæmpe for den ene eller anden gruppes sekteriske interesser til skade for den forenede klassekamp.

De fleste der fokuserer på særlige former for undertrykkelse, har en tendens til at ignorere eller bagatellisere undertrykkelsens egentlige grundlag, nemlig selve klassesamfundet. De er imod ethvert forsøg på at forene arbejderklassen i revolutionær kamp mod kapitalen, og insisterer i stedet på, at vi koncentrerer os om det ene eller andet konkrete problem. Resultaterne er i ekstrem høj grad negative.

I et stigende antal sager har autoriteter på universiteter og i studenterforeninger, mens de har skjult sig bag ”politisk korrekthed”, identitetspolitik og det påståede ønske om ikke at såre visse folks følelser praktiseret en politik, der er decideret diskriminerende og censurerende, der forbyder visse folk at tale – ikke kun racister og fascister, men i stigende grad også folk på venstrefløjen.

Det følgende eksempel fra Canada er tilstrækkeligt til at vise disse gruppers kontrarevolutionære aktiviteter. Efter præsidentvalget i USA i 2016 forsøgte en gruppe unge fra Toronto spontant at arrangere en anti-Trump demonstration gennem Facebook. Disse unge blev øjeblikkeligt udsat for en strøm af angreb fra den identitetspolitiske skare, der på den mest ondskabsfulde vis fordømte dem for ikke at have en sort taler, og så videre, og så videre. Resultatet af dette var, at disse unge blev skræmt, demoraliseret og fordrevet fra bevægelsen. Dette er ikke et isoleret eksempel, men fuldstændig typisk for denne tendens’ reaktionære taktikker.

Tiden er inde til at sige tingene, som de er: Det vil sige at forklare tydeligt, at identitetspolitik og alt det relaterede nonsens, som har vundet frem i de senere år, repræsenterer en tydelig reaktionær tendens, som skal bekæmpes med vores fulde kraft.

Det nationale spørgsmål

Det er muligt at drage visse analogier mellem såkaldt identitetspolitik og det nationale spørgsmål. Selvfølgelig har alle analogier deres begrænsninger, men i dette tilfælde er analogien slående, og den kan udtrykkes simpelt: Marxister er imod og kæmper mod enhver form for undertrykkelse eller diskrimination, uanset om det er på baggrund af nationalitet, køn, etnicitet, sprog, religion eller noget som helst andet. Mere behøves der sådan set ikke at siges.

Marxister forsvarer undertrykte nationer mod stærke og aggressive imperialistiske stater. Vi er imod undertrykkelse i alle dens former. Dét er vores udgangspunkt. Men disse basale udtalelser er på ingen måde fyldestgørende til at forklare den marxistiske position på det nationale spørgsmål. Efter A, B og C kommer der flere bogstaver i alfabetet.

Marx forklarede, at klassespørgsmålet altid er det vigtigste spørgsmål, og at det nationale spørgsmål altid er underlagt det. Nationernes ret til selvbestemmelse er ikke en absolut ret uden for tid og sted. Den er altid underlagt den internationale proletariske revolutions generelle interesser. Også Lenin understregede ofte dette. Arbejderklassens kamp mod kapitalismen kræver fuld solidaritet og den tætteste enhed blandt alle landes arbejdere.

I kampen mod alle former for national undertrykkelse eller diskrimination, er det nødvendigt samtidig at modstå de borgerlige og småborgerlige nationalisters forsøg på at underlægge arbejderne deres særlige synspunkter og politikker. I Om nationernes selvbestemmelsesret fra 1914 skrev Lenin følgende:

“For lønarbejderen er det ligegyldigt, om han hovedsagelig bliver udbyttet af det storrussiske bourgeoisi fremfor det ikke-russiske, eller af det polske bourgeoisi fremfor det jødiske osv. Lønarbejderen, som er blevet sig sine klasseinteresser bevidst, er lige så lidt interesseret i de storrussiske kapitalisters statslige privilegier som i de polske og ukrainske kapitalisters løfte om at skabe et paradis på jorden, så snart de selv har opnået statslige privilegier. På den ene eller den anden måde vil kapitalismens udvikling fremdeles skride frem, både i en broget enhedsstat og i separate nationalstater.”

Det er almindeligt kendt, at Lenin konsekvent støttede kravet om nationernes ret til selvbestemmelse, op til og inklusiv retten til separation. Men det er kun den ene side af ligningen. Lenin forsvarede også arbejderklassens og dens organisationers enhed, og var uforsonligt imod at opsætte arbejderorganisationer baseret på nationale linjer (vover vi at sige på ”identitetspolitiske” linjer?).

I Lenins værker om det nationale spørgsmål, insisterede han ikke bare på nationernes ret til selvbestemmelse helt op til og inklusiv separation, men også på behovet for at marxister tegnede en klar demarkationslinje mellem dem selv og de småborgerlige nationalister og demokrater:

”For det andet foregår den uundgåelige kamp [i vores land, Rusland] for at udskille det proletariske demokrati fra det alment borgerlige og småborgerlige – en kamp, der inderst inde er den samme, som den alle lande har gennemgået – under forhold, hvor marxismen teoretisk har sejret fuldstændigt i Vesten og hos os. Derfor er denne kamps form ikke så meget en kamp for marxisme som en kamp for eller imod småborgerlige teorier, der dækker sig bag »næsten marxistiske« fraser.” (Om RSDAP’s nationale program, 1913).

Vi vil altid forsvare undertrykte nationers rettigheder mod deres undertrykkere. Men det betyder ikke, at vi skal acceptere den undertrykte nations borgerskabs påbud eller underlægge arbejderklassens interesser deres krav. Tværtimod er det en undertrykt nations arbejderes første opgave før alt andet at føre en uforsonlig kamp mod deres eget nationale borgerskab og afsløre dets demagogiske påstande og modstå ethvert forsøg på at underlægge den undertrykte nations arbejdere ”deres” borgerskab.

I Om nationernes selvbestemmelsesret skrevet i februar-marts 1914, skriver Lenin: ”Bourgeoisiet stiller altid sine egne nationale krav i forgrunden. Og gør det kompromisløst. For proletariatet er kravene underordnet klassekampens interesser.”

Jøderne led under den mest forfærdelige undertrykkelse i tsar-Rusland. De jødiske arbejdere var dobbelt undertrykt – som arbejdere og som jøder. Bolsjevikkerne gik ind for fulde rettigheder til jøderne, og kæmpede hånd i hånd mod de antisemitiske pogrommagere. Alligevel afviste Lenin eftertrykkeligt det jødiske Bunds forsøg på at kræve en særlig status i det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti. Han nægtede dem retten til at være det eksklusive talerør for de jødiske arbejdere. Han sagde, at det, at acceptere sådanne krav, ville afvige fra den proletariske politik og underlægge arbejderne borgerskabets politik. Bundisterne var forargede og angreb Lenin for hans påståede mangel på følsomhed over for det jødiske folks problemer, men Lenin trak blot på skuldrene. Den proletariske klasseenheds og internationalismens principper måtte have forrang over det nationale spørgsmål.

Lad os drage en analogi mellem Lenins holdning til national undertrykkelse og spørgsmålet om ”identitetspolitik” generelt og feminisme især. Ligesom de borgerlige nationalister kræver de borgerlige og småborgerlige feminister kompromisløst, at kønsspørgsmålet må gå forud for ethvert andet, og at arbejderklassens kvinder skal identificere sig selv først og fremmest med alle andre kvinder, især de ”kloge” borgerlige og småborgerlige kvindelige intellektuelle, der hersker over den feministiske bevægelse.

Vi besvarer deres insisterende krav med følgende: Mens vi vil kæmpe for at forsvare kvinders rettigheder, er vi ikke parate til at underlægge os selv de borgerlige og småborgerlige kvinders ledelse, der under dække af at kæmpe for ”alle kvinder”, jagter deres egne interesser. De kvindelige arbejderes interesser er fundamentalt set de samme som de mandlige arbejderes. De bliver alle udbyttet af bankdirektører og kapitalister, og det gør for dem ingen forskel om disse bankdirektører og kapitalister er mænd eller kvinder.

Billede: Fri afbenyttelse

De kvindelige arbejdere undertrykkes ikke blot som arbejdere, men også som kvinder, og står overfor specifikke spørgsmål, der må besvares i vores programmatiske krav. Men vi kan ikke stole på at de borgerlige og småborgerlige elementer vil kæmpe for de kvindelige arbejderes krav, eftersom deres interesser i sidste ende ikke er sammenfaldende, men gensidigt modstridende.

I forhold til det nationale spørgsmål blev modsætningen mellem arbejdere og bønder og det nationale borgerskab ofte udtrykt i form af borgerkrig. Hvad var bolsjevikkernes holdninger i sådanne tilfælde? Lad os kigge på et specifikt eksempel fra den russiske revolution. Var den nationale bevægelse i Finland progressiv eller reaktionær? Bolsjevikkerne gav undertrykte nationaliteter retten til selvbestemmelse, inklusiv finnerne og polakkerne. Men det er kun den halve fortælling. I Finland var der en borgerkrig mellem bolsjevikkerne og de hvide styrker, hvor sidstnævnte kæmpede under den finske selvstændigheds banner.

Der er absolut ingen tvivl om, at hvis bolsjevikkerne havde haft en tilstrækkelig militær styrke, ville de have interveneret i Finland for at knuse de borgerlige nationalister og støtte arbejderne, og de finske arbejderes sejr ville ikke have ført til selvstændighed, men til Finlands indtræden i Sovjetrepublikken.

Trotskij skrev engang, at de undertryktes nationalisme kan være en ”ydre skal af en umoden bolsjevisme”. Denne udtalelse er fuldstændig korrekt – i visse tilfælde. Men det er ikke sandt i alle tilfælde. Undertrykte minoriteters nationalisme kan måske være en umoden bolsjevismes ydre skal; men det kan ligeså vel være den ydre skal af en spirende fascisme. Det afhænger af de konkrete omstændigheder.

Hvis styrkeforholdene for eksempel havde været anderledes, ville finnernes ret til selvbestemmelse være blevet fuldstændigt underlagt den internationale proletariske revolution. Desværre besad Sovjetrepublikken endnu ikke den røde hær, og den finske revolution blev knust af de hvide styrker. I dette tilfælde ville det have været fuldstændig reaktionært at argumentere for, at finsk nationalisme var den ”ydre skal af en umoden bolsjevisme”. Og man kunne komme med mange lignende eksempler.

Racisme og identitetspolitik

USA er et utrolig diverst land, ikke mindst på grund af landets lange og brutale historie med krige, erobring og slaveri. Da den unge amerikanske kapitalisme var fuld af selvtillid, og havde et positivt syn på fremtiden, stod der indskrevet på frihedsgudinden: ”Giv mig dine trætte, sultende masser, der længes efter frihed.” Det er skiftet til sin modsætning. Den amerikanske kapitalismes senile forfald kommer til udtryk gennem Donald Trumps reaktionære, snæversynede og xenofobiske politik. Hans ide om ”Amerika først” betegner et forsøg på en tilbagevenden til den gamle isolationistiske politik på et tidspunkt, hvor det er umuligt for USA at frigøre sig fra resten af verden og derfor fra kapitalismens verdensomspændende krise.

Trumps reaktionære demagogi har som mål at forvirre de amerikanske arbejdere ved at skyde skylden for arbejdsløshed og fattigdom på immigranter og udlændinge. Der er en intensivering af racisme og en stemning af frygt blandt immigranter og ikke-hvide. Blandt disse lag kan ideen om ”identitetspolitik” finde sympatisk genlyd. Dette er meget forståeligt. Men som med alt andet vil en korrekt idé, når den tages til sin ekstrem, vende sig til sin modsætning.

I USA har “identitet” en lang historie, der strækker sig længere tilbage end den mere nutidige ”identitetspolitik”. Konceptet om identitet, altså det at identificere sig som irsk-amerikaner, italiensk-amerikaner, jødisk amerikaner og så videre, blev brugt til at promovere ideen om, at irsk-amerikanske arbejdere burde identificere sig med irsk-amerikanske chefer, jødisk-amerikanske arbejdere med jødisk-amerikanske chefer, og senere sorte og latinamerikanske arbejdere med sorte og latinamerikanske chefer. Det blev brugt til på reaktionær vis at splitte arbejdere langs deres etniske oprindelse, og derigennem svække arbejderklassen som en helhed.

Billede: Johnny Silvercloud, Flickr

På trods heraf er det en forståelig og retfærdig reaktion, hvis en ung sort person ønsker at hævde sin identitet og føle sig stolt af den overfor den institutionaliserede racisme, som i generationer har foragtet den sorte befolkning og nægtet dem en plads i det lands historie og kultur, som de er født i. En lignende følelse eksisterer i Latinamerika blandt nogle indfødte grupper, som er trætte af udbytning og undertrykkelse, og føler sig stolte af deres indfødte arv og ønsker at forsvare deres sprog og kultur.

På samme måde er det åbenlyst, at marxister aktivt må kæmpe mod enhver form for diskrimination og undertrykkelse af mennesker på baggrund af deres seksuelle orientering, etnicitet eller kønsidentitet. Vi må kæmpe for at fjerne alle reaktionære love omkring ægteskab og lignende. Det er en fast bestanddel af den generelle kamp mod højrefløjen og den herskende klasse. Marxister fordømmer al den undertrykkelse og uretfærdighed, som kapitalismens fremprovokerer, uanset hvem der lider under den. Alle kapitalismens plager, fra kvindeundertrykkelse til klimakatastrofer eller undertrykkelsen af små nationer, fylder os med vrede mod systemet. Vores parole er: ”Et slag mod én, er et slag mod alle”.

Marxisme er en altomfattende teori for kampen for menneskehedens befrielse, og den sætter arbejderklassen forrest i kampen, fordi det er den mest revolutionære undertrykte sociale klasse, der har en særlig rolle i produktionen og samfundet, og fordi den er et direkte produkt af det kapitalistiske system. Arbejderklassens ledende rolle i kampen mod alle former for undertrykkelse kommer også fra dens egne livs- og arbejdsvilkår, som i kimform indeholder de fremtidige elementer i et socialistisk samfund, der fjerner al inddeling i sociale klasser, én nations undertrykkelse af en anden nation eller folk og, selvfølgelig, mænds undertrykkelse af kvinder.

Denne aktive solidaritet er fuldstændig uforenelig med ideen om ”allierede”, som stammer fra identitetspolitikkens insisteren på den subjektive erfarings forrang. Fordi, argumenteres det, det kun er dem, der har levet under en form for undertrykkelse, der kan forstå den, og er i stand til at bekæmpe den, bliver de, der er sympatisk indstillede overfor de undertrykte og marginaliserede grupper, forvist til en sekundær rolle af passiv støtte.

Men den såkaldte ”identitetspolitik” er faktisk skadelig for kvinders, sorte amerikaneres, immigranters, indfødtes og LGBT folks sag. Den forværrer splittelser på racelinjer, selvom den påstår at bygge bro mellem dem, lægger låg på ytringsfrihed og gør en rationel politisk debat umulig. Politiske demagoger og småborgerlige fanatikere, der erstatter argumentation med skingre fordømmelser, overdøver skrigende enhver, der vover at sætte spørgsmålstegn ved deres ”politiske korrekthed”. En atmosfære af hysteri bliver skabt.

Disse folk antager, at politiske og sociale problemer kan reduceres til undertrykte gruppers problemer. De synes at tro, at krav om etnisk og kønsmæssig retfærdighed vil løse alle problemer. I virkeligheden er de undertrykte minoriteters problemer en afspejling af kapitalismens dybe modsætninger, – ikke årsagen til dem. På denne måde afleder disse krav opmærksomheden fra de virkelige problemer, og skaber en endeløs strøm af forvirring og splittelse. Disse folk anklager marxisterne for at ignorere de undertryktes kamp. De siger, at vi venter på en revolution, der vil løse alle problemer, og ikke har nogle svar her og nu. Intet kunne være længere fra sandheden. Vi fremsætter klassekampens metoder til at bekæmpe undertrykkelse. Vi fremsætter en militant taktik med massekamp mod alle uretfærdigheder. Det er tilhængerne af den reformistiske identitetspolitik, der roder rundt med kvoter og paragrafrytteri, mens de efterlader kapitalismens struktur intakt. De sår forvirring og inddeler folk i mindre og mindre grupper, der efterlader dem magtesløse i kampen mod den virkelige årsag til undertrykkelse og udbytning. Vi forklarer blot, at de undertryktes problemer er en afspejling af klassesamfundets dybe modsætninger, og at det er utopisk at tro, at disse problemer kan løses fuldstændigt, så længe klasseslaveriet stadig består. Kun den bredeste enhed mellem alle grupper af undertrykte og udbyttede kan kæmpe mod undertrykkelse i dag og bane vejen for det kapitalistiske systems omvæltning.

Opsplitningens politik

Der er overhovedet ingen tvivl om, at racisme er et vigtigt spørgsmål i det kapitalistiske samfund. Den har altid været brugt af den herskende klasse til at splitte og svække arbejderklassen, ved at spille en social gruppe ud mod en anden på baggrund af etnicitet, hudfarve, sprog osv. Derfor er kampen mod racisme i alle dens afskygninger en prioritet for marxister, som altid vil stræbe efter at opnå maksimal enhed i arbejderklassen i dens kamp mod kapitalen.

I ingen andre udviklede kapitalistiske lande har kampen mod racisme så stor betydning som i USA. Fremkomsten af Black Lives Matter er udtryk for millioner af sorte amerikaneres ønske om at kæmpe mod politivold, diskrimination og racisme. Dette er helt igennem progressivt og må støttes.

Men tendensen til at ”teoretisere” dette fænomen har ført til overdrivelser, som kan have negative resultater, især for sorte amerikaneres retfærdige kamp for deres rettigheder. Marxister kæmper mod racisme og politivold, men vi er på ingen måde forpligtet til at acceptere en ensidet og falsk ideologi, som intet gør for at hjælpe denne kamp, men som gør alt for at hindre og svække den.

Der er uden tvivl flere former for undertrykkelse ud over klasseundertrykkelse såsom racisme, sexisme, homofobi, transfobi og så videre. Som marxister anerkender vi og kæmper mod alle former for undertrykkelse. Problemet med ideen om intersektionalitet er, at den understreger, hvad der splitter os, fremfor hvad der forener os. Den fokuserer på det uendelige antal kombinationer af forskellige former for undertrykkelse og såkaldte ”privilegier”, som hver person oplever, og argumenterer, som et resultat af dette for, at vi alle har modstridende interesser. Det sætter forskellige undertrykte grupper og lag i arbejderklassen op imod hinanden i stedet for at promovere den form for kollektiv, militant klassekamp, som er nødvendig for at kæmpe mod undertrykkelse og gøre en ende på klasseudbytning.

Ifølge den fremtrædende intersektionelle feminist, Patricia Hill Collins, ”besidder alle grupper forskellig grader af undertrykkelse [penalty] og privilegier” og ”afhængigt af konteksten kan et individ være en undertrykker, et medlem af en undertrykt gruppe eller på samme tid undertrykker og undertrykt”. Hun bruger eksemplet hvide kvinder, som undertrykkes [being penalised] på grund af deres køn, men er privilegerede på baggrund af deres etnicitet. Problemet med dette synspunkt er, at det antyder, at hvis en person ikke oplever en form for undertrykkelse, så er de selv undertrykkere, der har en interesse i at opretholde denne form for undertrykkelse over andre. Dette fokus på individet som den primære gerningsmand til undertrykkelse tjener kun til at atomisere de undertryktes kamp yderligere. Derudover har intet lag af arbejderklassen nogen interesse i at undertrykke et andet. Tværtimod.

I stedet for at forene alle undertrykte folk i en fælles kamp mod kapitalisme og den borgerlige stat, ønsker “intersektionalisterne” at dele kampen op i dens mindste komponenter: at sætte sorte kvinder mod sorte mænd, sorte handicappede kvinder mod sorte raske kvinder, osv. Ved bryde tingene ned og opdele dem på denne måde, splitter de bevægelsen, fjerner opmærksomheden fra hovedproblemet og spiller de forskellige undertrykte grupper ud mod hinanden.

På den måde opfordres hvert separat gruppe til at hævde vores rettigheder mod jeres. Bevægelsen bliver dermed brudt op i mindre og mindre dele. I mellemtiden gnider de sande undertrykkere; bankfolkene og kapitalisterne, mediemogulerne og politicheferne, de reaktionære og racisterne, sig i hænderne, og ser med fryd på, at bevægelsen bruger al sin energi på et utal af ligegyldige skænderier og konflikter.

Billede: Edward Kimmel

Det fører til at nogle aktivister angriber andre aktivister på grund af deres angivelige placering i ”privilegiehierarkiet”. På den måde påstås det at sorte mænd er mere ”privilegerede” end sorte kvinder og så videre. Der er ingen ende på listen, og det uundgåelige resultat er, at bevægelsen atomiseres i tusindvis fragmenter. I stedet for at kæmpe mod den fælles fjende, bliver hvert gruppe af de undertrykte opmuntret til at fokusere på deres egen form for undertrykkelse, og skændes med alle andre segmenter af undertrykte.

I stedet for massekamp kæmper små, isolerede grupper af aktivister deres egne isolerede kampe over specifikke problemer. Men det slutter ikke her. Hvis man følger denne tankegang til sin logiske konklusion, er enhver organisering umulig, eftersom hvert individ er unikt, og har deres egen unikke erfaring med kapitalismen. Snakken om ”allierede” og at stå sammen er blot et røgslør, der skal dække over den splittende tilgang, som de taler for.

Et eksempel på de absurde ekstremer som disse ideer leder til, er den nylige furore over transfobi hos radikale feminister som Julie Bindel, Germaine Greer og andre, som er kommet med en del provokerende udtalelser om transkvinder, hvori de basalt set anklager dem for ”ikke at være rigtige kvinder”. Det er et udtryk for den besættelse, som identitetspolitik har med at definere hvilken kategori, man passer ind i. Ud over dette responderer ingen af siderne med at udfordre de andres ideer politisk, men med boykots, no-platforming, protester og hooliganisme, der lukker begivenheder og forhindrer debat.

Hvis det er sandt, at alle segmenter af undertrykte folk erfarer undertrykkelse forskelligt, kan det med lige så meget validitet argumenteres, at hvert separat individ også erfarer tingene forskelligt, og derfor kan ingen anden person forstå mine problemer, der er min personlige ejendom. Dette argument leder os direkte tilbage til den subjektive idealismes filosofiske sump, som Lenin destruerede så velformuleret i Materialisme og empirio-kriticisme. Intersektionalismens iboende subjektive idealisme bliver afsløret i sin mest rå form af i de følgende sætninger skrevet af Patricia Hill Collins: ”den overordnede matrix af dominans indeholder adskillige grupper, alle med hver deres forskellige erfaringer med undertrykkelse [penalty] og privilegier der producerer tilsvarende partielle perspektiver… Ingen enkelt gruppe har en klar vinkel at se tingene fra. Ingen enkelt gruppe råder over den teori eller metodologi, der lader den opnå den absolutte ’sandhed’.”

Klassestandpunktet forladt

I taler og artikler fra tilhængere af intersektionalitet nævnes klasse sjældent, og endnu sjældnere arbejderklassen.

De få steder hvor klasse bliver nævnt, bliver det ikke brugt på en marxistisk måde, men som en form for diskrimination (klassisme) – blot én af mange, og bestemt ikke den vigtigste. Arbejderklassen er ikke længere den, der producerer al samfundets rigdom, og udbyttes i den produktive proces, men blot endnu en kategori af folk, som der ”diskrimineres mod”: endnu et trist tilfælde af tidligere venstreorienterede, der fuldstændig har opgivet ideen om kommunisme og en socialistisk revolution.

I stedet for at finde roden til undertrykkelse i klassesamfundet, og under kapitalismen i bankfolkenes og kapitalisternes økonomiske dominans, forsøger intersektionalisterne at finde det i folks sociale adfærd og i det sprog vi bruger. Efter deres opfattelse er kvindeundertrykkelsen i dag ikke et produkt af kapitalistisk lønslaveri, men et produkt af diskriminerende sprogbrug eller diskriminerende strukturer i organisationer.

Som resultat af stalinismens ideologiske bankerot ledte forskellige grupper eller tendenser i tidligere koloniale lande, ovenpå den kinesiske og den cubanske revolutions sejr, efter en ny mere original form for frigørelsesfilosofi uden for den ”marxistiske ortodoksi”. Denne angivelige filosofi argumenterer for, at nøglen til frigørelse i de ekskoloniale lande er at komme eurocentrisk tankegang og sprog til livs, og at dette vil føre en epistemologisk- og tankemæssig afkolonisering. Dette vil være grundlaget for at forstå disse lande på en ’original’ måde, og der vil deres befrielse begynde. Denne reformistiske og reaktionære tankegang inviterer os ikke til at kæmpe mod borgerskabet og dets brutale former for udbytning, men til at finde, rent epistemologisk set, nye veje frem.

Ud fra dette synspunkt er der ikke behov for en revolution, der har som mål at forandre samfundet grundlæggende fra top til bund, men at reformere og ændre folks mentalitet og adfærd. Målet er ikke at ændre samfundet, men at stræbe efter individuel selvrealisering i det abstrakte – glem alt om at så længe kapitalismen fortsat eksisterer, vil udbytning og undertrykkelse fortsat bestå.

Det revolutionære parti er et redskab for arbejderklassen til at tage magten og forandre samfundet. Det er ikke en miniatureudgave af det nye samfund, men katalysatoren for at skabe det. Naturligvis bekæmper vi enhver form for undertrykkelse i vores rækker og politiske aktiviteter. Men intersektionalisterne forestiller sig, at de kan bygge en ren organisation, der er renset for diskriminerende adfærd, der kan skabe et frit samfund uden diskrimination. De forstår ikke, at alle organisationer vil være under pres fra det samfund som de er bygget i. For eksempel vil kvindeundertrykkelsen i kapitalismen gøre det usandsynligt, at vi vil få en lige repræsentation af mænd og kvinder i de fleste organisationer, så længe kapitalismen eksisterer. Vi må fjerne enhver barriere for at kvinder og andre undertrykte grupper kan deltage, men vi kan ikke fjerne klassesamfundets pres, så længe selve klassesamfundet består. Intersektionalisterne ender med at bruge al deres energi på at bygge denne utopiske prototype på et fremtidigt samfund inden for det gamles rammer, i stedet for at bygge en organisation der rent faktisk kan gøre en ende på dette samfund og dets diskrimination. Denne idealistiske forestilling er en fuldstændig afvisning af den materialistiske og dialektiske opfattelse af samfundet. Den idealistiske forestilling kommer også til udtryk i de forskellige former for ”reformer”, som en del af denne bevægelse fremsætter: ”kønsneutralt sprog”, ”kønsneutral børneopdragelse” osv. Gennem sådanne metoder forestiller intersektionalisterne sig, at roden til undertrykkelse findes i dårlige ideer, der blot kan ”uddannes væk” – en fuldstændig reformistisk og utopisk forestilling.

”Forskellige feministiske retninger”?

I løbet af de sidste par år har vi set massebevægelser mod undertrykkelse og diskrimination i adskillige lande. Fra den første Black Lives Matter-bevægelse mod politiets drab på unge sorte, til folkeafstemningen vedrørende ægteskab mellem homoseksuelle i Irland, bevægelsen til forsvar for abortrettigheder i Polen og bevægelsen mod vold mod kvinder i Argentina, Mexico og andre lande. Disse bevægelser afspejler en progressiv stemning, som vi skal forbinde os med, og indeholder et element af mistillid til systemet som helhed.

I Spanien involverede 8. marts-strejken og bevægelsen mod ”La Manada”- (ulveflokken) gruppevoldtægtsforbryderne – hundredtusinder og endda millioner under feminismens banner. I massernes øjne har ordet fået betydningen ”kamp for kvinders ligestilling”. Men lederne af de organisationer, der arrangerede den ”feministiske strejke” 8. marts, er feminister i den forstand, at de er tilhængere af feministisk teori. De argumenterer for, at kampen for kvinders frigørelse må være ”tværgående” (altså gå på tværs af klasse- og politiske linjer), at mænd højst kan være ”allierede”, og ikke burde have deltaget i strejken, men at deres rolle skulle have været at erstatte de strejkende kvinder på deres arbejdspladser, og de fremsætter ideen om, at udbytningen af kvinder under kapitalismen foregår i forbindelse med reproduktionen af arbejdet, og at vi derfor burde kæmpe for ”løn for husarbejdet”. Eftersom bevægelsen blev en massebevægelse, var de fleste af bevægelsens deltagere ikke klar over hovedparten af disse ideer.

Billede: Garry Knight

Under disse omstændigheder har nogle kammerater fremsat den idé, at vi burde tage ordet ”feminist” til os til at beskrive os selv. Vi mener hverken, det ville være korrekt eller nødvendigt. Naturligvis ville det være en alvorlig politisk fejl at starte vores argumenter på skrift og i interventioner med en polemik omkring betydningen af ordet ”feminisme”. Hvad vi bør gøre, er, som vi gør i alle interventioner i en massebevægelse, at bruge de mest revolutionære aspekter og fremsætte vores eget program og strategi på en positiv måde. Vi må, på en kammeratlig måde, argumentere mod de forkerte og kontraproduktive ideer, som bliver fremsat af bevægelsens ledere, mens vi forbinder os med den revolutionære ånd, der inspirerer de, der deltager i bevægelsen. Det er, hvad vi indtil nu har gjort i bl.a. Mexico, Italien (hvor der var en massebevægelse omkring 8. marts i 2017) og Spanien. Det faktum, at vi ikke kalder os selv ”feminister”, har ikke været en hindring for vores interventioner.

Mange unge mænd og kvinder kalder sig selv feminister uden faktisk at være det fra et marxistisk synspunkt. De begynder at blive klar over den ulighed, der eksisterer i samfundet, og det de mener, når de kalder sig feminister er, at de er mod kvindeundertrykkelse og vil have et lige samfund. Dette kan være et udgangspunkt for at blive vundet over til revolutionære marxistiske ideer.

Feminister skyder ofte skylden for de fleste af samfundets problemer på ”patriarkatet”. Det er sandt, at kvindernes slavebinding er den ældste form for slaveri, der opstod ved siden af klasseundertrykkelsen, og har eksisteret i tusindvis af år. Kun en grundlæggende forandring af samfundet kan gøre en ende på dette modbydelige slaveri én gang for alle. Men en sådan grundlæggende forandring kan kun ske gennem arbejderklassens forenede og revolutionære handlen. Dette forudsætter enhed i aktion blandt mandlige og kvindelige arbejdere, der kæmper for deres frigørelse som klasse. Feminister har en tendens til at se patriarkatet som en struktur, der er adskilt fra klassesamfundet, hvilket fører til den uundgåelige konklusion, at kampen for kvindefrigørelse er en kamp, der er adskilt fra kampen for arbejderklassens frigørelse. Det er en reaktionær og splittende idé, som også er til stede, omend i en udvandet udgave, blandt mange af dem, der kalder sig marxistiske feminister og socialistiske feminister.

En fuldstændig kvindefrigørelse kan kun opnås gennem en social revolution, der ophæver den udbytning, som kvindeundertrykkelse er baseret på. Betyder det, at vi ignorerer kampen for fremskridt for for eksempel kvinder under kapitalismen? Naturligvis ikke! Vi vil kæmpe mod selv det mindste udtryk for diskrimination og kvindeundertrykkelse. Det er en forudsætning for at opnå militant enhed blandt alle arbejdere.

Der bliver nogle gange argumenteret for, at der eksisterer flere forskellige feministiske retninger, og det er uden tvivl sandt. Det er også sandt, at der eksisterer mange forskellige anarkistiske retninger, og at nogle af disse er tættere på marxismen end andre. Men det ændrer ikke på, at der er en fundamental skillelinje mellem ægte marxisme og anarkisme.

Selvom der er forskellige former for anarkisme, har de alle til en vis grad de samme slags fordomme. Måden man vinder de anarkister, der er tættest på kommunisme, over, er ikke ved at lade som om, disse forskelle ikke eksisterer, eller ved at sige til anarkisterne: ”Der kan du bare se! Vi kæmper faktisk alle for den samme ting!” Tværtimod er måden, man fjerner en ærlig anarkists forvirrede ideer på, at forklare forskellen mellem anarkismens forvirrede og uvidenskabelige ideer og den revolutionære marxismes klare og videnskabelige ideer.

I tiden omkring den russiske revolution var der nogle, der beskrev sig selv som ”kommunistiske anarkister”. På baggrund af erfaringerne fra revolutionen bevægede de bedste proletariske elementer fra anarkismen sig nærmere bolsjevismen og kæmpede side om side med bolsjevikkerne i revolutionen og borgerkrigen. Mange af dem gik med i kommunistpartiet. Den ”anarko-kommunistiske” tendens repræsenterede en slags halvvej eller overgangsfase i bevægelsen hen imod kommunisme.

På samme måde kan det være tilfældet, at visse former for feminisme er mere progressive end andre. Marxister må kæmpe med alle tilgængelige midler for den fuldstændige kvindefrigørelse. Man kan spørge: ”hvad er feminisme?” Dette er et spørgsmål, der er fuldstændig umuligt at svare klart på. Det er et begreb, der bliver brugt af både konservative og liberale, progressive og venstreorienterede. Det har været brugt til at legitimere invasionen af Afghanistan for at beskytte kvinders rettigheder, og samtidig bruger folk, der kæmper for lighed og menneskehedens frigørelse, det. Rent faktisk brugte det højreorienterede regeringsparti i Spanien også lilla feministiske sløjfer den 8. marts for at vise, at de ”også er feminister”! Oxford-ordbogen definerer det som ”Fortale for kvinders rettigheder på baggrund af lighed mellem kønnene.” Denne definition viser os kerneproblemet med begrebet: At det overhovedet intet siger fra et klasseperspektiv.

Feminisme er måske bedst defineret gennem hvad, det ikke er: Den giver os ikke et klart svar på, hvordan undertrykkelse opstod, og derfor heller ikke noget på, hvordan den kan bekæmpes og udryddes. Alle de forskellige former for feminisme har deres egne svar, hvis de har nogle overhovedet. Feminismen antyder, at det på en eller anden måde er muligt at fjerne kvindeundertrykkelse uden at fjerne årsagen til denne undertrykkelse: Kapitalismen og klassesamfundet generelt. I stedet for at tydeliggøre dem slører den klasselinjer. Alle de forskellige former for feminisme kigger kun på symptomerne og ikke årsagerne. Som marxister må vi sige tingene, som de er. Vi bliver nødt til at have en tydelig afgrænsning til feminisme. Ikke fordi vi ikke kæmper for ”kvinders rettigheder på baggrund af lighed mellem kønnene”, hvilket vi naturligvis gør, men fordi selv den ”bedste” slags feminisme kun skaber forvirring og en falsk følelse af enhed henover klasselinjer.

Derfor giver det ingen mening at erklære os som marxistiske feminister. Det er faktisk direkte kontraproduktivt, og det hjælper ikke med at klargøre spørgsmålet for de unge klassekæmpere, der kalder sig selv feminister. Tværtimod bliver vi nødt til at forklare åbent, hvorfor vi ikke er feminister, som en måde at hjælpe disse folk på vej mod marxismen, så vi ikke danner en bro, der tillader småborgerlige ideer uden klasseperspektiv og filosofisk idealisme at trænge ind i marxisternes rækker.

Selvom vi ikke kan erklære os selv feminister, må vi ikke give indtryk af, at vi på nogen måde er ligeglade med den dybtliggende følelse af indignation, som massen af arbejderkvinder, der lider under kapitalismen på grund af deres position som arbejdere og kvinder, føler. Vi må heller ikke give nogen grund til at tro på den falske idé om, at marxismen underordner kampen for kvinders frigørelse til en fjern socialistisk fremtid. Under feminismens banner, trods alle dens modsætninger og begrænsninger, bevæger en ny generation af kvinder sig ind i kampen mod tingenes nuværende tilstand. Med udgangspunkt i denne konkrete situation, og ved at anerkende dens revolutionære potentiale, må vi finde en vej til at forbinde den ældgamle kvindeundertrykkelse med de konkrete betingelser i kapitalismens senile forfaldsperiode.

På samme måde deltager vi, når vi arbejder som revolutionære i fagforeninger, i arbejdernes daglige kampe, mens vi også stiller krav om at fagforeninger skal blive kamporganisationer og føre en socialistisk politik. Ligeledes må vi deltage i alle massebevægelser blandt kvinder og stræbe efter at give dem den mest militante karakter, og forbinde de umiddelbare krav med behovet for en grundlæggende forandring af samfundet. Det er vores pligt at forbinde overgangen mellem kvinders demokratiske stræben og deres kamp for lighed med ideen om en fælles kamp blandt alle arbejdere mod et undertrykkende system, mens vi understreger behovet for at forene os for at slå et endeligt slag mod kapitalismen, der altid søger at opsplitte den undertrykte klasse for at sikre sin dominans.

Ved at kalde dig selv for ”marxistisk feminist”, ender du med indirekte at antyde at marxismen ikke indeholder kampen for lighed. Det er sandt, at stalinismen ikke gjorde det. Men præcis som vi kæmper en kamp mod stalinisme for at genvinde den marxistiske arv, må vi gøre det samme på dette område. Vi argumenterer for at stalinisme ikke er marxisme, og at det stalinistiske bureaukratiske regime ikke var socialisme, og på samme måde må vi argumentere for, at det stalinistiske syn på kvinder, homoseksuelle osv. ikke har noget at gøre med marxisme.

Per definition indeholder kategorien ”kvinder” kvinder fra alle klasser – klasser, som har uforenelige interesser. Eftersom den slører disse afgørende klasseforskelle og -modsætninger, kan feminismen ikke forenes med marxismen, som starter med klasseanalysen. Hvis vi skal vinde de feminister, der bevæger sig mod marxismen, kan dette kun gøres ved at være fuldstændig principfaste. Vi må konsekvent understrege, at en fuldstændig kvindefrigørelse kun kan ske gennem klasseenhed og en socialistisk revolution. Der er nogen, der kalder sig feminister, fordi de forsvarer kvinderettigheder. Marxister forsvarer også kvinderettigheder, selvom vi ikke er feminister. Uanset hvad bliver vi nødt til på kammeratlig vis at forklare, at vi ikke er imod deres kamp, men at vi tværtimod går ind for kvinderettigheder, og at vi  mener, de kun kan opnås gennem kampen mod kapitalisme, og ikke opsplitning. Samtidig må vi gå i forreste linje i alle kampe mod diskrimination og ulighed og kæmpe for selv det mindste krav, der fremmer lighed og gå imod enhver form for undertrykkelse eller diskrimination, så som:

• Universel beskæftigelse med lige løn for lige arbejde.
• Kamp imod nedskæringer (der rammer kvinder uforholdsmæssigt hårdt, da den skærer i deres lønninger og tvinger dem til at udføre mere husligt arbejde ved at skulle tage sig af unge og gamle, i takt med at det offentlige tilbud forsvinder)
• Retten til abort
• Gratis sygesikring af høj kvalitet til alle, inklusiv uindskrænket adgang til gratis centre for familieplanlægning, aborter og krisecentre
• Fuldt betalt barsel
• Et massivt program for bygning af almene boliger
• Et udbredt netværk af gratis børnehaver og vuggestuer af høj kvalitet, som rent faktisk dækker arbejdstiden
• Gratis ældrepleje af høj kvalitet, både i centre og i eget hjem
• Adgang til gratis måltider- og vaskeriservice
• Gratis kantiner på arbejdspladser og i uddannelsesinstitutioner af høj kvalitet
• Modstand og kamp mod vold mod kvinder

Men forudsætningen for en succesfuld kamp på arbejdspladsen er enhed mellem mænd og kvinder, som arbejdere. Den fundamentale forskel er, at marxismen forklarer samfundet ud fra klasse og ikke køn. Den mest fundamentale splittelse i samfundet er mellem arbejdere og kapitalister, de udbyttede og de udbyttende. At der er andre former for undertrykkelse, er også sandt. Men i sidste ende kan ingen af disse løses på en kapitalistisk baggrund.

Som med ethvert andet spørgsmål (lønninger, pension, boliger, sundhed, arbejdsforhold) er de daglige kampe for fremskridt under kapitalismen den eneste måde at mobilisere og organisere arbejderklassen til at omstyrte kapitalismen, hvori kvinder vil spille en fuldstændig uvurderlig rolle.

Vi byder naturligvis det faktum velkommen, at der er feminister, som er begyndt at forstå feminismens begrænsninger. Men denne positive tendens kan kun få betydning som et skridt, der fører til et konsekvent revolutionært klasseperspektiv. Den fuldstændige kvindefrigørelse vil blive opnået gennem den socialistiske revolutions sejr, ellers vil den ikke blive opnået overhovedet.

”Terminologisk radikalisme”

I stedet for en virkelig kamp for lighed, får vi tilbudt kunstige kvoter. I stedet for kampen for frigørelse gennem en revolutionær forandring af samfundet, får vi tilbudt ”politisk korrekthed”. Dette kan koges ned til et endeløst, småligt skænderi over ord og semantik: Det utilladelige i at bruge visse ord, behovet for at ændre på ”kønsbaseret sprog” og så videre og så videre.

I det postmodernistiske ”narrativs” virkelige ånd, hvor Handlingen erstattes med Ordet, er uendeligt meget tid i visse lande blevet spildt af folk, der beskriver sig selv som ”venstreorienterede” og sågar ”marxister”, på at udføre verbal akrobatik for at fordreje sproget, neutralisere maskuline og feminine ord, så man ender med mutationer som ”compañe@s” på spansk, ”compagn*” på italiensk og så videre. Denne slags legen med sproget gør overhovedet intet for at fremme kampen for frigørelsen af kvinder, sorte eller nogen som helst andre. Det er symbolpolitik i sin mest primitive og latterlige form.

I Den tyske ideologi behandlede Marx og Engels allerede ideen om, at man, ved at ændre individers bevidsthed, kan ændre de materielle omstændigheder, og at man først skal ”uddanne” folk, før man kan have en revolution:

”For at skabe denne kommunistiske bevidsthed i massemålestok og for at føre selve sagen igennem, er en forandring af menneskene i massemålestok nødvendig, og den kan kun foregå i en praktisk bevægelse, i en revolution, følgelig er revolutionen nødvendig, ikke kun fordi den herskende klasse ikke kan styrtes på nogen anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan komme til at skaffe sig alt det gamle skidt fra halsen og blive skikket til at lægge et nyt grundlag for samfundet.”

Den postmodernistiske besættelse af sprog vender hele spørgsmålet på hovedet. At ændre på sproget vil ikke ændre den mindste smule på at undertrykkelsen findes. At tro det afslører ens fuldstændige idealistiske tilgang. Sproget forandrer og udvikler sig som en afspejling af forandringer i den virkelige verden, men det modsatte er åbenlyst usandt.

Mundhuggerier over ord er en tendens, som er typisk for universiteterne, hvor folk kan dedikere al tid i verden til endeløse argumenter, der ikke handler om noget særligt; som en hund der jagter sin egen hale. Den tyske digter, Goethe, skrev: ”I begyndelsen var Handlingen.” Hvad der er nødvendigt for at gennemføre kvindefrigørelse, er en kamp mod undertrykkelse og diskrimination. Men den forudgående betingelse for succesfuld militant aktion på masse skala er netop arbejderkvinder og -mænds militante enhed mod kapitalisterne, hvis styre er baseret på alle arbejderes generelle slaveri.

Det lader til, at det “radikale” småborgerskab altid må have et eller andet at gøre et stort nummer ud af, såsom såkaldt queer-teori. Dette er ikke stedet for at undersøge denne teori i detaljer. Dette kan gøres i separate dokumenter og artikler. Her er det tilstrækkeligt at sige, at det er et helt igennem reaktionært koncept, der har rødder i filosofisk idealisme i dens mest primitive form. Det sår splittelse, der underminerer kampen mod undertrykkelse, og ender uundgåeligt med at spille direkte ind i hænderne på reaktionen uafhængigt af intentionerne hos dem, der går ind for disse ideer.

Marxismen er baseret på filosofisk materialisme – den eneste sande videnskabelige metode til at analysere naturen, samfundet og menneskelig adfærd. Uanset om man bryder sig om det eller ej, er sex i dyreverdenen (inklusiv menneskedyrenes) den normale metode til reproduktion. Aseksuel reproduktion eksisterer i dyreverdenen for eksempel hos regnorme og visse fisk. Men den forsvinder med evolutionens udvikling, og er fuldstændig fraværende hos pattedyr.

Biologisk køn er ikke noget, som nogen bevidst har bestemt eller opfundet. Det var et produkt af evolutionen. Ideen om at ens biologiske køn kan bestemmes kunstigt af menneskelig viljekraft er både arbitrær og filosofisk og videnskabeligt forkert.

Den fundamentale deling mellem biologiske køn er mellem mænd og kvinder. Det er naturligt determineret af den reproduktive proces. Det indebærer i sig selv kimen til arbejdsdelingen, hvilket på et vist stadie bliver grundlaget for klasseskellene i samfundet. Kvindernes undertvingelse under mænd, udtrykt i de patriarkalske familieforhold, falder sammen med klassesamfundets begyndelse, og kan kun endegyldigt fjernes når selve klassesamfundet er fjernet.

Marxister kæmper for den virkelige frigørelse af kvinder og alle andre undertrykte lag i samfundet. Men frigørelse kan ikke opnås ved blot at forestille sig, at der ikke eksisterer noget der hedder køn. Man kan forestille sig at være lige det, man vil. Men i sidste ende må man acceptere den materielle virkelighed over den filosofiske idealismes intellektuelle væven.

Blandt de utallige varianter af queer-teori (vi burde i virkeligheden slet ikke værdige dette betegnelsen teori) synes der at være en rød tråd: først og fremmest præsenterer den socialt køn (og endda biologisk køn) som en ren social konstruktion, og afviser alle biologiske og materielle aspekter. Det næste trin er i fantasien at skabe en næsten uendelig variation af sociale køn, hvorfra alle frit kan vælge.

Vi benægter på ingen måde at udover det mandlige og det kvindelige, eksisterer der mellemliggende former, der har været kendte i meget lang tid. I det præcolumbianske Amerika blev disse folk set som en særlig gruppe og behandlet med respekt.

Moderne videnskab tillader folk at skifte biologisk køn, og dette burde være tilgængeligt for enhver person, der kræver det. Vi er naturligvis helt og aldeles imod enhver form for diskrimination og intolerance over for transkønnede personer. Og vi har heller intet imod nogen, der identificerer sig som de vil. Men hvis man fremsætter det som en måde til at ændre samfundet, ender vi med ideen (som er meget belejlig for den herskende klasse) om, at frigørelse blot er et spørgsmål om personlige valg af levevis.

Vi kan se de negative effekter af denne forestilling gennem de grimme split og bitre kampe mellem nogle radikale feminister og nogle trans-rettighedsaktivister. Sådanne udviklinger kan ikke siges at tjene kampen mod undertrykkelse på nogen måde. De er fuldstændig reaktionære og må bekæmpes.

”Identitet” i arbejderbevægelsen

Marxister kæmper for kvinders frigørelse, og vi vil forsvare ethvert progressiv tiltag, uanset hvor småt det er, så længe det leder til bedre forhold for kvinder selv indenfor rammerne af det nuværende kapitalistiske system. Men vi vil kæmpe denne kamp med vores egne metoder, det vil sige den proletariske klassekamps metoder.

Vi påpeger, at i sidste ende kan den reelle og fulde kvindefrigørelse kun blive virkelighed på baggrund af en grundlæggende forandring af samfundet, altså gennem en socialistisk revolution. Men forudsætningen for dette er, at arbejderklassen må være forenet og bevidst om dens revolutionære opgaver.

Marxister er imod og kæmper mod enhver form for undertrykkelse eller diskrimination. Men i vores modstand og kamp mod undertrykkelse og diskrimination, må vi aldrig glemme at vores overordnede mål er kampen for socialisme, og det betyder frem for alt at forsvare arbejderklassens enhed. Vi går ind for arbejderklassens fuldstændige enhed, på tværs af køn, etnicitet, sprog eller religion. Hvad der end bevarer arbejdernes enhed og hæver deres klassebevidsthed er progressivt. Hvad der end har splittende effekt på arbejderne, uanset årsagen, er reaktionært og skal bekæmpes. Det er et punkt, vi må stå fast på. Kvindeundertrykkelsen – og især undertrykkelsen af arbejderkvinder – samt kapitalismens andre plager, såsom ødelæggelsen af miljøet eller national undertrykkelse, er en integreret del af kapitalismen. Du kan ikke have kapitalisme uden det slaveri i hjemmet eller den ”dobbelte byrde”, som arbejderkvinder oplever; du kan ikke have kapitalisme uden planetens ødelæggelse, der sker på baggrund af de store multinationale virksomheders hungren efter profit; og du kan ikke have kapitalisme uden de små nationers slavebundethed til de imperialistiske magter, der plyndrer deres ressourcer og sikrer deres herredømme mod andre stormagter. Derfor er den eneste måde at gøre en ende på alle disse plager en socialistisk omdannelse af samfundet under arbejderklassens ledelse.

Billede: Chris McAndrew

Arbejderbevægelsens bureaukrati har lært at spille forskellige grupper arbejdere ud mod hinanden ved at tillade lønforskelle blandt forskellige lag af arbejderklassen. Fagforeningslederne sælger visse grupper af arbejdere til gengæld for indrømmelser til andre grupper i jagten på et nemt liv og et kompromis med arbejdsgiverne. I flere og flere lande bliver ”positiv diskrimination” systematisk brugt af bureaukratiet til at fylde de ledende pladser i arbejderbevægelsen med karrieremagere, der med hjælp og tilskyndelse fra højrefløjsbureaukratiet bruger deres køn eller etnicitet til at mase sig selv frem, mens de skubber venstrefløjens kandidater til siden.

Bureaukraterne vil med glæde etablere ”reserverede pladser” til kvinder, sorte osv. af deres egne årsager. Fagbureaukratiet især bruger dette kneb til at udvande sammensætningen af demokratisk valgte organer. De læner sig op ad karrieremagere, der angiveligt repræsenterer ”særlige grupper” og på den baggrund kravler op ad rangstigen gennem disse politiske vennetjenester. Og disse folk støtter med glæde ledelsen, så længe de får nok frihed til at fremsætte deres ”sager”. I stedet for at give disse ”særlige grupper” ”repræsentation” opnår man blot en endnu mindre repræsentativ ledelse, der ikke er blevet valgt på baggrund af deres politiske holdninger men blot for at fylde nogle kvoter og så videre.

Insisteren på køn eller etnicitet har en tendens til at splitte folk ikke på baggrund af klasse, men på baggrund af andre hensyn. Konsekvenserne af dette er ekstremt negative for arbejderklassen. Det er ikke tilfældigt, at den faglige højrefløjsledelse og reformisterne – og her især venstrereformisterne – overalt bruger ”politisk korrekthed” og ”identitetspolitik” til at fjerne opmærksomheden fra klassekampen og fra de virkelige udfordringer, som arbejderklassen står overfor. De fokuserer på spørgsmål om sprog i stedet for at bekæmpe undertrykkelse med militant klassekamp.

Disse skadelige ideer er våben i hænderne på det mest reaktionære lag af fagbureaukratiet, hvis hovedrolle er at kontrollere arbejderklassen og begrænse klassekampens omfang og effektivitet. Der er nu blevet tilføjet en ny metode til bureaukratiets traditionelle arsenal af kontrolmidler såsom trussel om disciplinære tiltag, fjernelse af militante tillidsmænd, eksklusioner osv.; intimidering og heksejagter fra “identitetspolitiske” fanatikere.

Ved en fagforeningskongres i Storbritannien fremsatte tilhængerne af identitetspolitik en resolution, der sagde, at fagforeningen automatisk måtte anskue enhver anklage om chikane, der blev fremsat af en kvinde mod en mand, som sand uden videre bevis end den berørte kvindes udsagn. En mandlig delegeret udfordrede dette: ”Jeg er tillidsmand,” sagde han, ”forestil dig, at jeg havde en kvindelig leder, der gerne ville af med mig. Det ville være meget let for hende: Bare anklag mig for chikane, og så ville jeg øjeblikkeligt blive smidt på porten, og fagforeningen ville ikke kunne forsvare mig.” Ved denne kongres blev resolutionen ikke vedtaget, men faren ved denne politik er åbenlys.

Årsagen til, at tilhængerne af identitetspolitik ikke for alvor bliver udfordret, er ikke fordi de har vundet diskussionen, men fordi folk er bange for at blive tyranniseret af dem. Enhver, der vover at modsætte sig deres intriger, bliver øjeblikkeligt stemplet som racist, mandschauvinist eller ethvert andet farverigt skældsord, der falder dem ind. Dette har ført til en hooliganadfærd og ondsindede sladderkampagner mod fagligt aktive venstreoreinterede, der bliver jaget på baggrund af opdigtede anklager. Klager bliver øjeblikkeligt druknet i råb og skrål fra identitetspolitikkens tilhængere, der ikke tøver med at kaste de mest skandaløse fornærmelser mod deres modstandere.

Ideen om kvoter er i virkeligheden den mest åbenlyse form for svindel. Adskillige højrefløjsfolk er blevet valgt på baggrund af, at de repræsenterer den ene eller anden minoritetsgruppe. Men alle tier i frygt for at blive fordømt for angiveligt at forsvare diskrimination.

I Storbritannien var Tony Blair ivrig efter at bruge særlige lister med ene kvindelige kandidater til at vælge karrieremagere som parlamentsmedlemmer og derigennem presse venstrefløjen ud. Ironisk nok var det den trendy ”venstrefløj”, der oprindelige talte for disse ideer som en del af deres dagsorden om positiv diskrimination. På den måde spillede de direkte ind i højrefløjens hænder. Højrefløjen i Labour-partiet brugte det nationale spørgsmål til at underminere Jeremy Corbyn, ved at foreslå to ekstra pladser i NEC [den nationale eksekutivkomite], en fra Wales og en fra Skotland, da de argumenterede for, at disse ”nationer” burde repræsenteres. Helt tilfældigt er både det skotske og walisiske Labour-parti kontrolleret af højrefløjen.

Venstrereformisterne, der altid er ivrige efter at bevise, at de er de mest feministiske, insisterer endnu hårdere på dette. De insisterer på kvoter og særbehandling af kvinder og andre. Podemos, Momentum og andre går til langt større yderligheder på disse spørgsmål end den traditionelle fagbevægelse, hvilket afspejler den småborgerlige indflydelse på disse organisationer. En af de reaktionære konsekvenser ved kvoter er, at de fører til større inddeling og konkurrence inden for arbejderklassen. I den nuværende periode hvor kapitalismens krise tilspidses, hvor nedskæringer gennemføres af alle regeringer, kan en lang række reaktionære ideer fange visse tilbagestående dele af arbejderklassen, der kan drage den reaktionære konklusion, at vores problemer ikke stammer fra kapitalismen som sådan, men fra tilstedeværelsen af nationale minoriteter og indvandrere, fra kvinder, der vil have lige rettigheder osv.

Dette er grundlaget for propaganden fra fascistiske og de mest reaktionære højreorienterede bevægelser: Vi har ikke nok arbejds- eller vuggestuepladser, eller vi har begrænset adgang til universiteter eller velfærdsydelser osv. på grund af kvoter, der tildeles på baggrund af nationalitet, køn osv. Alt dette hjælper med at sprede racismens og splittelsens gift i arbejderklassen. Derudover vil alle de, der er blevet valgt på baggrund af kvoter, altid blive anset som andenrangskandidater, og de kan let fejes af vejen ved at sige, at de ikke har noget mandat, men blot er valgt fordi de er kvinder/sorte/homoseksuelle, eller hvilken kvote de nu blev valgt igennem.

I Brasilien er situationen endnu værre. Næsten hele venstrefløjen har kapituleret til det frygtelige forslag om at opdele hele befolkningen på baggrund af ”etnicitet”, for at man så kan introducere kvoter på universiteter osv. – noget som vores brasilianske kammerater har taget en uforsonlig position imod. De har argumenteret for, at vi burde kæmpe for uddannelse, adgang til sundhedsvæsenet, boliger osv. for alle – et opnåeligt mål med al den rigdom, der eksisterer i samfundet – i stedet for at se disse ressourcer som knappe og som resultat af dette kæmpe for deres proportionale fordeling.

Vi er uforsonlige modstandere af såkaldt positiv diskrimination, kvoter, repræsentation og alt det andet. Måden, man sikrer deltagelse fra kvinder og minoriteter i arbejderbevægelsen, er ved at vise, gennem handling og ikke ord, at vi kæmper mod alle former for undertrykkelse og diskrimination, for arbejde til alle, lige løn for lige arbejde osv. Kun gennem et kampprogram kan vi inddrage de mest undertrykte lag af samfundet. Men det betyder, at ledelsen må være i hænderne på de bedste kæmpere, uanset om de er mænd eller kvinder, sorte eller hvide, heteroseksuelle eller homoseksuelle.

Denne tomme symbolpolitik blev først introduceret i arbejderbevægelsen gennem fagforeninger for funktionærer baseret på middelklassens professioner. De var tættest på middelklassens intellektuelle og studerende. Som et resultat af afindustrialiseringen og fagforeningssammenlægninger har disse lag skubbet arbejderne til side. Middeklassetyperne som var mere velformulerede (eller i hvert fald råbte højere), var i stand til at inficere bevægelsen med deres ”trendy” ideer, som de har etableret som en accepteret norm.

Dette har påvirket fagforeningerne i mange lande til en vis grad. Derfor har vi reserverede pladser til kvinder, LGBT-folk, sorte, handicappede og uden tvivl også andre. De har deres egne separate konferencer, komiteer, osv. Hver af disse med deres egne små bureaukratier. De insisterer på, at kun de kan bestemme hvad angår disse områder. Og så længe de ikke stikker en kæp i hjulet på resten af det faglige bureaukrati, får de lov til at regere i deres egne små kongeriger. Venstrereformisterne og sekterikerne accepterer denne tilstand, fordi deres ideer og politikker også er småborgerlige i deres karakter.

Reaktion mod liberal feminisme

Middelklassekvinder forlanger højlydt nye karrieremuligheder: At blive kvindelige bankfolk, direktører, biskopper – eller  USA’s præsident. Dette er en ny variant af reformisternes gamle sang, der lyder: ”Jeg går ind for at forbedre arbejderklassens forhold – en ad gangen, startende med mig selv.”

Præcis hvordan kvinders indtræden i bankernes bestyrelseslokaler skal hjælpe kvindelige arbejdere bliver ikke forklaret. Er kvindelige chefer venligere overfor deres arbejdere end deres mandlige ækvivalenter? Erfaringerne giver ikke grund til optimisme i den henseende. Og præcis hvordan Margaret Thatchers, Angela Merkels og Theresa Mays succeser har hjulpet deres ”søstres” kamp på fabriksgulvet forbliver et mysterium.

Flere og flere politisk bevidste kvinder er gradvist begyndt at forstå feminismens negative aspekter. De ser, at i stedet for at bekæmpe kapitalismen som et udbyttende og undertrykkende system opfordrer ”lean in-feminismen” kvinder til kun at tænke på bevægelsen, så længe den fører til individuelle sejre for et særligt lag af kvinder.

I hendes bog Hvorfor jeg ikke er feminist har Jessa Crispin beskrevet feminisme som et egoistisk varemærke, der er blevet populariseret af direktører og skønhedsproducenter, som en ”kamp der tillader kvinder at deltage ligeligt i undertrykkelsen af de magtesløse og fattige.” Det er ikke dårligt formuleret, men på trods af bogens titel, beskriver Jessa Crispin sig stadig som… feminist.

Billede: Pennstatenews

The New Yorker skriver: ”Hvorfor jeg ikke er feminist kommer på et tidspunkt, hvor en del af de liberale kvinder i USA måske er klar til et markant skift – pludselig hælder de mod et trossystem, der ikke helliggør ’succesmarkørerne i den patriarkalske kapitalisme… penge og magt’, som Crispin formulerer det. Det lader til, at der er en stigende higen efter en feminisme, der bekymrer sig mere om de lavtlønnede kvinders liv end med antallet af kvindelige direktører”.

“Det modsatte synspunkt – at feminisme ikke bare generelt set er foreneligt med kapitalismen, men faktisk har gavn af den – har så sandelig været fremherskende. Det er det budskab, der er videregivet fra langt størstedelen af de selvudnævnte feministiske forbilleder i løbet af de sidste ti år: At feminisme er, hvad man kalder det, når en individuel kvinde får nok penge til at gøre, hvad hun vil. Crispin er nådesløs i sit angreb på denne form for feminisme. Hun argumenterer for, at det blot betyder, at man kan købe sig ud af undertrykkelse for derefter at kunne være med til at opretholde den. Den omfavner den patriarkalske model for lykke, der afhænger af at ’have nogen andre underlagt din vilje.’ Kvinder, der har været udbyttet i århundreder, er underbevidst blevet ivrige efter at udbytte andre, mener Crispin. ’Så snart vi er en del af systemet og drager fordel af det på samme niveau, som mænd gør, er vi som gruppe, ligeglade med hvis tur det er til at lide’.”

Feminismens krise afspejler sig i en hurtig venstredrejning af politik i USA i retning af socialisme og antikapitalisme, især efter Donald Trump vandt præsidentvalget. Identitetspolitikkens reaktionære natur blev tydeligt udstillet i præsidentvalget i 2016, da Hillary Clinton, den mest gennemførte repræsentant for Wall Street og milliardærklassen, opfordrede kvinder til at stemme på sig, ”fordi jeg er en kvinde!”

Tidligere udenrigsminister Madeleine Albright, den hærdede reaktionære og krigsmager, sagde, da hun introducerede Hillary Clinton til et vælgermøde i New Hampshire: ”Der findes et særligt sted i helvede for kvinder, der ikke hjælper andre kvinder!” I valgkampen afviste millioner af amerikanske kvinder denne appel til ”kønspolitik”, vendte Clinton og Albright ryggen, og støttede i stedet Sanders. Det var virkelig et hårdt slag for “indentitetspolitikkens” tilhængere.

Det viste, at da de amerikanske kvinder skulle stemme på en kandidat til præsidentvalget, anså de kandidatens politik og ideer som meget vigtigere end hendes køn. Det gør de ganske rigtigt i, selvom det var ærgerligt, at det eneste alternativ, der stod foran dem, var den ærkereationære Donald Trump, der på demagogisk vis forsøgte at fremstå som en ”anti-etablissement”-kandidat. Hvis Bernie Sanders havde stillet op mod Trump, ville mange have stemt på ham. Men det er en helt anden sag.

Arven vi forsvarer

Det er besynderligt at observere, at marxister bliver anklaget for at negligere eller ignorere kvinders problemer. For marxister har haft universel valgret indskrevet i deres program helt fra starten. Det var før suffragetterne. Eleanor Marx kæmpede i den britiske fagbevægelse for kvinders ligeløn. Så tidligt som i 1848 rejste Marx og Engels kravet om afskaffelse af den borgerlige familie, selvom de anerkendte, at dette ikke kunne gennemføres fra den ene dag til den anden.

Billede: offentligt tilgængeligt.

Så snart bolsjevikpartiet tog magten i Rusland i 1917, gennemførte det det mest omfattende program for kvinders frigørelse i historien samt afkriminaliserede homoseksualitet, et program, der var langt mere avanceret end noget i den kapitalistiske verden på denne tid. Bolsjevikkerne demonstrerede i praksis, at kapitalismens omvæltning var i stand til at garantere kvinder og homoseksuelle langt mere, end nogen form for abstrakte stridigheder  om undertrykkelse generelt.

Som Trotskij pointerede:

”Revolutionen gjorde en heltemodig indsats for at ødelægge den såkaldte »hjemmets arne«, denne gammeldags, kvælende og stivnede institution, hvor kvinden fra de arbejdende klasser udfører slavearbejde fra barndom til død. Familiens plads som et i sig selv indelukket småforetagende skulle ifølge planerne erstattes af et fuldendt system af social forsorg og goder: barselshuse, vuggestuer, børnehaver, skoler, folkekøkkener, offentlige vaskerier, skadestuer, hospitaler, kursteder, sportsinstitutioner, biografer osv.. Når de socialistiske samfundsinstitutioner helt havde overtaget familiens husholdningsfunktioner og forenet alle slægtled i solidaritet og gensidig hjælp, skulle det bringe kvinden – også i ægteskabet – en virkelig befrielse fra de tusindårige lænker.

[…] Det viste sig umuligt at tage den gamle familie med storm, ikke fordi viljen manglede, og ikke fordi familien var dybt rodfæstet i folks hjerter. Tværtimod. Efter en kort periode med mistillid til regeringen og dens vuggestuer, børnehaver og lignende institutioner lærte arbejderkvinderne, og efter dem de mere fremskredne bønder at påskønne de umådelige fordele ved den kollektive børneforsorg så vel som ved socialiseringen af hele familieøkonomien. Ulykkeligvis viste samfundet sig alt for fattigt og for lidt kultiveret. Statens virkelige hjælpemidler svarede ikke til det kommunistiske partis planer og hensigter. Man kan ikke ‘afskaffe’ familien, man må erstatte den. Den virkelige befrielse af kvinderne kan ikke virkeliggøres på grundlag af »gennemgående fattigdom«. Erfaringen beviste snart denne triste sandhed, som Marx havde fremsat 80 år tidligere.” (Revolutionen forrådt, kapitel 7)

Endnu engang om teoriens betydning

Hvilken teori forsvarer IMT? Først og fremmest baserer vi os på Marx’, Engels’, Lenins og Trotskijs ideer, som har stået sin prøve og forbliver aldeles relevante og gyldige i det 21. århundrede. Vi står for Første internationales ideer, dokumenterne fra de første fire kongresser fra den Kommunistiske internationale (før den stalinistiske degenerering begyndte) og Trotskijs overgangsprogram. Disse ideer er blevet videreudviklet og udbygget af Ted Grants tekster i årtierne efter Trotskijs død, som også er en fundamental del af vores ideologiske arv.

Det er uundgåeligt, at nogle af de kammerater, der har sluttet sig til organisationen i den seneste periode, endnu ikke har fået et fuldt greb om marxistiske ideer. Det tager naturligvis tid og udgør ikke nogen alvorlig fare i sig selv. Men det ville være fatalt, hvis vi gav selv den mindste indrømmelse til forkerte, fremmede og småborgerlige afvigelser fra ægte marxisme i vores rækker. Hvis en studerende ønsker at gå med i vores organisation, siger vi til dem: Du er velkommen til at gå med i vores organisation, men kun hvis du er villig til at gå over til arbejderklassens udsyn og perspektiver, og dedikere dig selv til at studere marxismen. Vi beder dig efterlade dine fordomme ved døren.

Billede: offentligt tilgængeligt.

Marx skrev i et brev til Engels (17-18 september, 1879): ”Hvis folk af denne art, fra andre klasser, går med i den proletariske bevægelse, skal det første krav være, at de ikke medbringer nogle rester af borgerlige, småborgerlige, osv. fordomme, men at de helhjertet går over til det proletariske udsyn.”

Den trotskistiske bevægelse har haft rigelige erfaringer af denne slags tidligere. Det er nok at pege på eksemplet med det amerikanske Socialist Workers Party, der endte med fuldstændig at degenerere, fordi de ignorerede Trotskijs fremragende råd i 1930’erne. De blev sølet ind i studentermiljøet, opgav deres klassestandpunkt og indførte alle de smarte småborgerlige ideer: feminisme, sort nationalisme osv., og befinder sig nu i en sørgelig forfatning.

Vi må uddanne hele organisationen på disse spørgsmål for at sikre, at der ikke finder en lignende udvikling sted i IMT. Vi kan ikke tolerere den mindste indrømmelse, selv ikke det mindste levn af dette i vores rækker. Hvis vi tillod sådanne småborgerlige ideer i organisationen, ville det føre til dens ødelæggelse som en ægte revolutionær marxistisk kraft i stand til at vinde arbejderklassen for den socialistiske revolutions sag.

Lenin lagde ligesom Engels, Marx og Trotskij ikke fingrene imellem, når han angreb fremmede ideer, især dem der kom fra det radikale småborgerskab. Vi burde udgive hvad Lenin, Rosa Luxemburg og Clara Zetkin skrev om spørgsmålet om feminisme. De er meget tydelige. Vi må åbent erklære vores modstand mod intersektionalitet og alle andre former for “identitetspolitik”, der tydeligvis repræsenterer en kontrarevolutionær tendens. I forhold til dette spørgsmål er der ikke plads til tvetydighed: Vi må udtrykke os selv så klart og bestemt som muligt.

Vi ønsker at rekruttere studerende, men det skal være de studerende, som er klar til at bryde radikalt med småborgerlige ideer og klart stille sig på arbejderklassens side. Kammerater, der er studerende, må vende sig mod arbejderklassen, mod fabrikkerne og arbejdernes boligkvarterer, mod fagforeningerne og arbejderbevægelsen. Alle studerende kammerater burde sætte sig selv det mål at vinde mindst én ung arbejder til organisationen. I november 1932 skrev Trotskij:

“Den revolutionære studerende kan kun yde et bidrag, hvis han for det første gennemgår en stringent og konsekvent proces med revolutionær selvuddannelse, og for det andet hvis han slutter sig til den revolutionære arbejderbevægelse, mens han stadig er studerende. Lad mig samtidig gøre det klart, at når jeg taler om teoretisk selvuddannelse, så mener jeg studiet af uforfalsket marxisme.” [egen oversættelse, red.] (Trotskij, On Students and Intellectuals, november 1932)

Vejen til at proletarisere vores studerende kammerater er først og fremmest at give dem en grundig forankring i marxistisk teori. Mange studerende har en masse forvirrede ideer, som de har suget til sig i det rådne akademiske miljø. Vores opgave er at korrigere disse falske ideer så hurtigt som muligt. Dette kan ikke ske med en blødsøden tilgang. Vores erfaring viser, at seriøse studerende vil respektere én for en direkte tilgang i stedet for at blive stødt af det. De der ikke kan tage en åbenhjertig debat bliver ikke fornærmede over vores ”tone”, de finder det simpelthen umuligt at opgive deres småborgerlige ideer og fordomme. Ærligt talt, så har vi ikke brug for den slags.

Vi har været i stand til at bibeholde en stærk og ideologisk homogen organisation. Det er resultatet af årtiers strikt marxistisk ideologisk træning af vores grundlæggende kadrer.

Men små fejl i metode, forkerte paroler og formuleringer kan udvikle sig til mere alvorlige problemer. Som Lenin sagde, kan ”en enkelt ridse forårsage koldbrand.” Vi må bruge polemikker til at hæve det politiske niveau og forståelse for at bygge internationalen på et solidt fundament.

Billede: Sister Marches, Flickr

Årtier med økonomisk vækst i de udviklede kapitalistiske lande førte til en uhørt degenerering af arbejderklassens masseorganisationer. Det isolerede den revolutionære tendens, der overalt blev reduceret til et lille mindretal. Ud af nødvendighed har vi lært at svømme mod strømmen.

Men denne afklaring af vores virkelige ideer, metoder og traditioner blev ikke opnået let eller uden en kamp. Den materialiserede sig i en række split. Men i stedet for at svække IMT har denne udvælgelsesproces styrket os enormt. Forudsætningen for fremtidig succes var at bryde radikalt med opportunistiske og revisionistiske tendenser. Som Lenin forklarede, ”før vi kan forene os, og for at vi kan forene os, må vi først og fremmest optegne faste og definerede demarkationslinjer.”

Som de eneste på venstrefløjen har IMT en seriøs tilgang til marxistisk teori. Den teoretiske træning af kadrerne er en af vores mest fundamentale og presserende opgaver. Det er på det fundament vi vil bygge en stærk marxistisk tendens med rødder i arbejderklassen.

Italien, 27. juli 2018