Vi bringer her, tredje kapitel af vores bog Marxisme og feminisme - Hvorfor klassekamp er kvindekamp. Bogens indhold vil løbende bliver udgivet på marxist.dk som en artikelserie i fem dele. Bogen kan i sin helhed købes over vores forlag Forlaget Marx. I denne del af bogen fremføres den marxistiske kritik afintersektionalitet og dets filosofiske grundlag. Klik her for at læse bogens første del, og her for at læse bogens anden del.

Intersektionalitet

I de bevægelser, vi har set de sidste år mod sexisme, racisme o.l., er det ikke  queer-teori, der har spillet en prominent rolle men bredere ideer om intersektionalitet.^[1] Intersektionalitet gør ligesom queer-teorien op med den traditionelle feminisme, der påstod at repræsentere kvinder generelt, men som i realiteten ofte tog udgangspunkt i hvide middelklassekvinder. Til forskel fra queer-teorien har intersektionalitet ikke fokus på seksualitet men på mange forskellige undertrykkelsesformer og lægger desuden mere vægt på praktisk kamp end performativitet, og den har måske derfor vundet større udbredelse i de bevægelser, vi har set de sidste år.

Feministernes fokus på den enkelte identitetsgruppes oplevelse af undertrykkelsen betød, at kampene blev splittet op i et utal af adskilte kampe; for dem var f.eks. kampen mod racisme noget andet end og adskilt fra den feministiske kamp. Intersektionalitet forsøger at gøre op med denne opsplittelse af kampene ved at beskrive, hvordan forskellige former for undertrykkelse eksisterer og overlapper hinanden: en sort kvinde undertrykkes ikke bare som sort og som kvinde men på en helt særlig måde som sort kvinde. I forlængelse af Butler afviser intersektionalitet derfor ideen om, at alle kvinder oplever den samme form for undertrykkelse. I hvert individ krydses forskellige undertrykkelsesformer og skaber dermed unikke erfaringer og sæt af sociale barrierer. Begrebet intersektionalitet tilskrives den afroamerikanske juraprofessor Kimberlé Crenshaw, som i 1989 for første gang anvendte begrebet til at beskrive, at de amerikanske domstole ikke tog højde for den sammensatte diskrimination, som sorte kvinder oplevede på deres arbejdspladser. Hun påviste de huller i retssystemet, som disse kvinder faldt igennem.

Især sorte kvinder havde i årtier fremhævet, at kvindebevægelsen var domineret af hvide overklassekvinder, og at den antiracistiske bevægelse var domineret af sorte mænd, samt at begge grupper ignorerede de problemer og den undertrykkelse, som sorte kvinder oplevede. En absolut valid pointe. Marxister er enige i, at individer oplever forskellige former for undertrykkelse samtidig, og at hver af disse sammensætninger skaber et unikt sæt af sociale barrierer. Vi er også enige i behovet for at kæmpe mod alle former for undertrykkelse og ikke bare en enkelt gruppes.

Ligesom queer-teorien fremstår intersektionalitet progressiv og tiltrækker mange radikaliserede unge. Men intersektionalitet opstod ligesom queer-teorien i kølvandet på de revolutionære bevægelsers nederlag og er baseret på at definere folk ud fra deres individuelle karakteristika: køn, etnicitet, seksualitet osv. og har ligesom queer-teorien en idealistisk forklaring på undertrykkelse. Selvom intersektionalitet vil gøre op med den traditionelle identitetspolitik er de blot endnu en form for identitetspolitik, hvor den enkeltes identitet er afgørende nu blot som en mosaik af undertrykkelsesformer i stedet for “kun” som kvinder.

Indenfor intersektionalitet er det, ligesom i queer-teorien, individet, der er i fokus, ikke den kollektive kamp. Intersektionalitet opstod som et forsøg på at tage højde for alle de forskellige former for undertrykkelse og deres overlap, men i stedet for at inkludere alle i en fælles kamp ender intersektionalitet med opsplitning af de undertrykte i mindre og mindre grupper. Det store fokus på individet, som den eneste der ved, hvordan lige præcis deres undertrykkelse opleves, betyder, at ingen ifølge intersektionialisterne må tale på andres vegne. Resultatet er, at ingen kan tale på vegne af et fællesskab, og et fælles grundlag for kamp er i praksis udelukket. Fordi fokus lægges på det enkelte unikke individs egen intersektionelle undertrykkelse, splittes de undertrykte op i mindre og mindre kategorier, hvor man højst kan være allieret på tværs af kategorierne, men ikke som sådan kan føre en fælles kamp. Spørgsmålet om undertrykkelse bliver gjort subjektivt og individuelt, og kan derfor ikke diskuteres ud fra objektive kriterier, hvilket oftest sætter en effektiv stopper for enhver diskussion.

Combahee River Collective, der er en organisation for sorte, lesbiske feminister, som var aktive i Boston 1974-1980. Deres dokument The Combahee River Collective Statement er et nøgledokument i den sorte feminismes historie og i udviklingen af begrebet identitet. Heri  beskrev de deres tilgang således:

Vi er klar over, at de eneste mennesker, der bekymrer sig nok for os til at arbejde konsekvent for vores befrielse, er os selv. [...] Dette fokus på vores egen undertrykkelse er legemliggjort i begrebet identitetspolitik. Vi mener, at den mest dybdegående og potentielt mest radikale politik kommer direkte ud af vores egen identitet, i modsætning til at arbejde for at gøre en ende på en andens undertrykkelse.^[2] 

Enhver gruppe må kæmpe for sig selv med udgangspunkt i sin egen identitet og står altså sig selv nærmest.

Intersektionalitetens fortalere mangler en forståelse for, hvordan undertrykkelsen opretholdes af kapitalismen, og de har en tendens til at se alle, der ikke lider under en bestemt undertrykkelsesform, som ansvarlige for den. Det vil ifølge denne teori sige, at årsagen til at undertrykkelsen stadig eksisterer et, at de“privilegerede” arbejdere endnu ikke har ændret deres ideer og opførsel. Intersektionalitet kan derfor have en yderst skadelig effekt på arbejderbevægelsen ved at sætte grupper af arbejdere op imod hinanden, som undertrykkere mod undertrykte.

Forfatteren til Understanding White Privilege, Frances Kendall, udtrykker det for eksempel således: “Enhver af os der har et race-privilegium, som alle hvide mennesker har, og dermed magten til at gøre vores fordomme til lov, er pr. definition racistiske, fordi vi drager fordel af et racistisk system.”^[3] Med andre ord er alle hvide mennesker ifølge Kendall som følge af deres raceprivilegium racistiske, og er derfor som udgangspunkt udelukket fra kampen mod undertrykkelse. Der er ingen forståelse af, hvordan racisme er opstået, hvordan den promoveres af den herskende klasse til at splitte arbejderklassen eller hvordan kampen mod racisme kun kan vindes gennem arbejderklassens fælles kamp på tværs af alle skel. 

Combahee River Collective konkluderer i Combahee River Collective Statement:

Vi forpligter os til en kontinuerlig undersøgelse af vores politikker, som de udvikler sig gennem kritik og selvkritik som et væsentligt aspekt af vores praksis. I introduktionen til Sisterhood is Powerful skriver Robin Morgan: ‘Jeg har ikke den fjerneste ide om, hvilken mulig revolutionær rolle hvide heteroseksuelle mænd skulle kunne spille, da de er selve legemliggørelsen af reaktionær-egeninteresse-magt^[4].’ Som sorte feminister og lesbiske ved vi, at vi har en meget klar revolutionær opgave at udføre, og vi er klar til et liv med arbejde og kamp foran os.^[5]

Hvide og ikke mindst hvide heteroseksuelle mænd er tilsyneladende pr. definition reaktionære og kan ikke indgå i kampen mod undertrykkelse. Og det gælder også for alle mulige andre grupper, der ikke lige undertrykkes af én bestemt undertrykkelsesform. På den måde udelukkes størstedelen af arbejderklassen fra kampen bid for bid. 

Når vi marxister fremhæver arbejderklassen som den klasse, der har magten til at ændre samfundet grundlæggende og gøre op med undertrykkelse, er det ikke ensbetydende med, at vi har et romantisk billede af arbejderklassen, som det der eksisterer i visse kredse på venstrefløjen. De herskende ideer i samfundet er med Marx’ ord den herskende klasses ideer, og når den herskende klasses ideer er sexistiske, racistiske og homofobiske er det de holdninger, der udbredes i samfundet. Arbejderklassen er ikke immun overfor disse ideer, som den stopfodres med i skolen, medierne osv. Men der er en grundlæggende forskel på arbejderklassens og den herskende klasses chauvinisme. For den herskende klasse er chauvinisme og fordomme objektivt set i dens interesse: Det er en forudsætning for deres magt og privilegier, og de bruger alle de midler de har som medier, uddannelsessystemet osv. til at udbrede dem. For arbejderklassen er chauvinisme og fordomme objektivt set imod dens interesser fordi det betyder en svækkelse af dens eneste styrke: sammenhold og enhed som klasse.

Ifølge den identitetspolitiske ide om privilegier er alle de, der ikke oplever en bestemt form for undertrykkelse, privilegerede på bekostning af de mindre privilegerede grupper, og de har derfor en interesse i at opretholde denne undertrykkelse, således at f.eks. alle hvide danskere opnår en privilegeret position ved undertrykkelsen af muslimer. Det er en dybt skadelig opfattelse. Og det er ikke bare en skadelig ide, det er også forkert. Når forholdene for én gruppe arbejdere forringes, bruges det til at presse forholdene for alle arbejdere: når f.eks. kvinders løn konsekvent er lavere end mændenes, så kan det bruges til at presse alle lønninger ned. Når forholdene for en gruppe forringes i en grad, så de i desperation er tvunget til at acceptere de mest elendige arbejdsforhold, så forringer det arbejdsforholdene for alle arbejdere. Arbejderklassen består af forskellige grupper, der mere eller mindre brutalt oplever undertrykkelse på egen krop, og ingen i arbejderklassen har en objektiv interesse i, at der eksisterer undertrykkelse af andre, fordi det rammer dem selv som en boomerang.

Intersektionalitet regner ofte klasse som én undertrykkelsesform ud af flere, men dens forståelse af klasseundertrykkelse adskiller sig kvalitativt fra den marxistiske. Intersektionalister  ser klasseundertrykkelse som en form for undertrykkelse på lige fod med andre undertrykkelsesformer. For dem er klasseundertrykkelsen en undertrykkelse af de laveste lag i samfundet ud fra hvordan der tales om dem, som f.eks. når noget nedladende betegnes som “prollet”. Den marxistiske forståelse af klasseundertrykkelse er en markant anden.

For marxister er klasseundertrykkelsen den afgørende undertrykkelsesform. Ikke fordi det nødvendigvis er hårdere at være en hvid mandlig arbejder end at være selvstændig erhvervsdrivende sort lesbisk kvinde, men fordi klasseundertrykkelsen er den grundlæggende undertrykkelsesform, der skærer på tværs af de andre. Klasseundertrykkelse udspringer af de økonomiske strukturer i samfundet. Under moderne forhold polariseres samfundet i stadig stigende grad i to hovedklasser: kapitalejere og lønarbejdere. Der eksisterer også mellemgrupper og -lag, men i kapitalismen udgør disse to poler de vigtige klasser. Arbejderklassen defineres af marxismen som den klasse, der er tvunget til at sælge sin arbejdskraft til kapitalisterne, dvs. at det under moderne forhold og i udviklede kapitalistiske økonomier er det store flertal af befolkningen. Kapitalistklassen er den klasse, der ejer produktionsmidlerne dvs. fabrikker, maskiner, jord osv. Kapitalisterne udbytter arbejderklassen og tjener deres profit på arbejderklassens ubetalte arbejde, og det er det, der udgør klasseundertrykkelsen. 

Der er blevet skabt en skrøne om, at arbejderklassen kun består af hvide mænd i kedeldragter, men det er en borgerlig løgn, der er belejlig både for borgerskabet, som ønsker at erklære arbejderklassen og klassekampen for død, og for den del af arbejderbevægelsens top, der bevæger sig i en nationalistisk retning. Arbejderklassen består af alle, der er nødt til at sælge deres arbejdskraft, dvs. at arbejderklassen består af mænd og kvinder og alle andre kønsidentiteter, transpersoner, mennesker af alle etniciteter og religioner osv. og skærer på tværs af disse grupper, fordi den er bundet op på samfundets økonomiske strukturer. Kapitalisterne udgør et forsvindende mindretal og kan intet stille op mod en samlet arbejderklasse, hvis den indser sin kollektive magt. For arbejderklassen er enhver splittelse en svækkelse af evnen til at kæmpe. 

Når vi siger, at klasseundertrykkelsen skærer på tværs af de andre former for undertrykkelse, henviser vi til to ting. For det første, at det er den økonomiske undertrykkelse, der baserer sig på samfundets opdeling i klasser, som lægger grundlaget for alle andre former for undertrykkelse. At det netop er, fordi den herskende klasse reelt udgør en lille gruppe, at undertrykkelse har en rolle at spille i klassesamfund, som en måde at splitte det store flertal. Derudover henviser det til, at de andre undertrykkelsesformer eksisterer på tværs af klasseskel. Der er både kvindelige arbejdere og kvindelige kapitalister, ligesom der er homoseksuelle arbejdere og homoseksuelle kapitalister osv.

Når klassekampen spidser til, er det altid klassetilhørsforholdet, der trænger andre gruppetilhørsforhold til side og sætter sig igennem. Det bliver mest tydeligt i en revolution, hvor vi ser kvinder i den herskende klasse forsvare egen magt og privilegier fremfor at støtte den revolutionære bevægelse, der ville medføre bedre forhold for det store flertal af kvinder. Men også i “hverdagsspørgsmål” kommer klassetilhørsforholdet forrest. De fleste kvinder i samfundets top er afhængige af fattige underbetalte kvinder, der ofte er fra andre lande, til at tage sig af det huslige arbejde, mens de selv gør karriere. De kæmper derfor med næb og klør imod, at disse lavtlønnede kvinder skal have bedre forhold. Det ser vi igen og igen i debatten om au-pair-piger, og også da Charlotte Rønhof, forhenværende underdirektør i Dansk Industri på 8. marts 2017 argumenterede for, at lavere topskat var et vigtigt krav i kvindekampen:

Mit ønske er, at flere kvinder får mulighed for at forfølge deres ambitioner om ledelse. Det kræver, at de og resten af familien får skabt rum og tid til det. Her vil en lettelse af topskatten være et frihedsbrev til mange kvinder, som samtidig vil komme hele samfundet til gavn, fordi vi får udnyttet det store potentiale i at få flere dygtige kvindelige topledere.^[6]

Kvinderne i toppen skal altså have sænket skatten, så de har flere penge til at ansætte lavtlønnede kvinder, der kan tage sig af det huslige arbejde, så overklassefruerne kan passe vigtigere sager. I mange år har kvindekampen været overtaget af disse kvinder i toppen af samfundet, der har gjort kvindekampen til et spørgsmål om flere kvindelige topledere. Ofte er argumentet, at flere kvinder i erhvervslivets top faktisk giver en bedre bundlinje dvs. en mere effektiv udbytning af arbejderne. Men for arbejderne gør det ingen forskel, om de fyres af en mand eller kvinde. Og selvom manglen på kvinder i toppen af samfundet er udtryk for de undertrykkende strukturer, så ændrer det intet for det store flertal af kvinder, hvis der kommer flere kvinder i samfundets top. Kvinders forhold blev ikke bedre i Storbritannien under Margaret Thatchers ledelse, tværtimod. Danske kvinder mærkede heller ikke noget til Helle Thornings statsministerperiode eller Mette Frederiksens. Ligesom afro-amerikanere ikke oplevede mindre racisme, da Barack Obama var præsident.

Når nogle få individer fra undertrykte grupper får positioner i samfundets top, gives indtrykket af, at der gøres noget, og at det trods alt går fremad, uden at noget reelt ændres for det store flertal. Samme proces ser vi i arbejderbevægelsen, hvor identitetspolitik de sidste år har fået en større og større rolle, ikke mindst udenfor Danmark i f.eks. Storbritannien og Canada.

Identitetspolitik med kvoter og lister baseret på undertrykkelsesformer er endnu ikke udbredt i den danske arbejderbevægelse, men et af argumenterne for Helle Thorning, der var den socialdemokratiske højrefløjs kandidat i formandskampen i det danske Socialdemokrati, var, at hun var kvinde. Også på den danske venstrefløj er der med jævne mellemrum forslag om særlige kvoter til ledelsesvalg, kønsopdelte talerlister o.l. Det er nedladende og skadeligt på to måder. For det første fremstiller det kvinder som en gruppe, hvor det, at de er kvinder, er vigtigere end deres kvalifikationer, evner og politiske holdninger. For det andet stempler det alle, som er valgt ind på en kvoteplads: Deres synspunkter kan altid skydes ned med argumentet om, at de jo kun er blevet valgt, fordi de er kvinder. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre, hvad man kan, for at involvere og organisere kvinder og andre undertrykte grupper. Men de må organiseres som ligeværdige kampfæller og ikke som stakler der skal hjælpes.

For identitetspolitikken udspringer undertrykkelsen af opfattelser, diskurs og bevidsthed ikke af de økonomiske strukturer. Fokus er på sprog og opførsel særligt i egne rækker. Eftersom nogle grupper anses for at være privilegerede og have gavn af undertrykkelsen, så bliver disse grupper set som en del af undertrykkelsens opretholdelse. Det er klart, at vi som marxister bekæmper fordomme, chauvinisme, sexisme osv. I vores egne rækker er sådan adfærd uacceptabel, fordi den er med til at svække klassekampen. Men modsat de fleste intersektionalisters tilgang, der afskriver ikke bare enhver, der udviser sexistisk adfærd eller lignende men også enhver, der ikke er i stand til at anvende det rigtige ordforråd, er vores tilgang til arbejderklassen er “tålmodigt at forklare”. I en revolutionær marxistisk organisation bekæmper vi først og fremmest de herskende ideer ved at uddanne alle medlemmer i, hvor undertrykkelse kommer fra og hvilken skadelig virkning chauvinisme og sexisme har, men også ved generelt at hæve alle medlemmers politiske niveau, så analyser og diskussioner baserer sig på viden og ikke følelser.

Marx skrev, at de herskende ideer i et samfund er den herskende klasses ideer, det gælder også spørgsmålet om køn. Spørgsmålet er: Hvordan ændrer vi det store flertals bevidsthed, så den ikke afspejler dette undertrykkende samfund? Intersektionalisterne vil svare: gennem ord, ved at ændre diskurserne. Som materialisterne ser vi det omvendt: bevidstheden bestemmes af et menneskes erfaringer i den materielle verden. Marx forklarede dette i Den tyske ideologi:

[...] for at skabe denne kommunistiske bevidsthed i massemålestok og for at føre selve sagen igennem, er en forandring af menneskene i massemålestok nødvendig, og den kan kun foregår i en praktisk bevægelse, i en revolution, følgelig er revolutionen nødvendig, ikke kun fordi den herskende klasse ikke kan styrtes på nogen anden måde, men også fordi den omstyrtende klasse kun i en revolution kan komme til at skaffe sig alt det gamle skidt fra halsen og blive skikket til at lægge et nyt grundlag for samfundet.^[7]

I alle massebevægelser, ikke mindst af revolutionær karakter, kan man observere, hvordan bevidstheden ændrer sig radikalt hos alle, der deltager. I strejken står arbejdere, der tidligere stemte Dansk Folkeparti skulder ved skulder med deres muslimske kolleger og opdager, at de har fælles interesser i opposition til deres arbejdsgiver. I revolutionerne i de arabiske lande blev sekteriske skel nedbrudt: shiaer og sunnier, muslimer og kristne, mænd og kvinder kæmpede side om side. I Egypten, hvor seksuel chikane er et udbredt problem, og hvor næsten alle kvinder er blevet seksuelt forulempet, skete der noget enestående i 2011.^[8] I den bevægelse, der væltede den egyptiske diktator Mubarak, deltog kvinder i historisk stort antal – side om side med mændene demonstrerede de på Tahrir-pladsen. Iført tørklæder kastede de sten og molotovcocktails mod pansrede biler, der rullede ind på Tahrir-pladsen.

[…] På pladsen havde du folk fra forskellige klasser, både mænd og kvinder, der blandede sig, talte sammen og diskuterede. De [mændene] så at kvinder er stærke, at de kan passe på sig selv. De så kvinder arbejde hårdt for revolutionen, stå i spidsen for protester og deres svar [ikke at gramse på kvinderne] er deres måde at sige ‘jeg respekterer dig.’^[9]

Sådan forklarede forklarede Ms. Hassan, der havde deltaget i den revolutionære bevægelse i Egypten i 2011.

Bevidstheden hos det store flertal ændrer sig ikke med argumenter og ord, sådan som intersektionalisterne tror. Det er også svært ikke at blive pessimistisk på den baggrund: Hvordan skal vi overbevise alle en for en? Fra et marxistisk synspunkt ser perspektivet mere optimistisk ud: Bevidstheden bestemmes af de materielle forhold. Og når kapitalismen befinder sig i en blindgyde, så presses det store flertal til at kæmpe.

Det er dog ikke svært at forstå identitetspolitikkens tiltrækningkraft. Kapitalismens krise har skabt en eksplosion i antallet af unge med psykiske problemer: de føler ikke, at de passer ind i de snævre kasser, som samfundet opstiller, eller at de kan leve op til de normer og idealer, der hersker. De får at vide, at de selv er problemet, mens det reelle problem er samfundet. Som marxister forsvarer vi alle menneskers ret til at udtrykke sig og identificere sig, som de ønsker. Problemet med queer-teoretikerne og intersektionalitet er, at de teoretiserer individets personlige erfaring og hæver det op til et filosofisk princip generaliseret til at gælde for hele samfundet og naturen, i stedet for at påpege at problemet netop ligger i samfundets strukturer.

Identitetspolitikken afskrækker mange ærlige arbejdere og unge på venstrefløjen, der kan se, at kampen mod undertrykkelse kun kan føres kollektivt, og som er imod identitespolitik, fordi den opsplitter kampen i mindre og mindre grupper og dermed forhindrer arbejderklassen i at kæmpe samlet. Det åbner en ladeport for højrefløjen i arbejderbevægelsen, der bruger et opgør med identitetspolitikken til at trække arbejderbevægelsen mod højre og “den sunde fornuft”. Det tidligere folketingsmedlem for Enhedslisten Pelle Dragsted har f.eks. talt om, at partiet ikke skal være et parti for minoriteterne, samt for nødvendigheden af et opgør med identitetspolitikken, som han holder op imod fordelingspolitik:

Forandringer i et demokratisk samfund drives frem af flertallet. Og derfor skal flertallet se, at deres liv kan forbedres ved at stemme på Enhedslisten. Jeg er meget inspireret af Socialdemokratiets sejre i 1900-tallet. Det gennemførte enorme samfundsændringer og tøjlede kapitalismen ved at tale til flertallet, ikke minoriteterne.^[10]

Men i det ligger der en implicit forståelse af arbejderklassen som en homogen gruppe, hvilket medfører, at mange ikke føler sig repræsenteret og forstået. Implicit i Dragsteds tilgang ligger også et fokus på økonomiske krav, som kan opnås indenfor dette samfunds rammer, i stedet for at brede kampen ud til en kamp imod undertrykkelse og om hvordan samfundet skal indrettes. Vi er ikke uenige i, at forandringer skabes af flertallet, men arbejderklassen, der udgør flertallet, indeholder mange grupper af minoriteter, og venstrefløjens opgave er ikke kun at rejse økonomiske krav men at kæmpe imod alle former for undertrykkelse ikke mindst som en måde at samle arbejderklassen på. Pelle Dragsteds kritik rammer rigtigt for så vidt, at dele af Enhedslisten – og resten af venstrefløjen – har haft en hattedametilgang til kampen mod diskrimination af minoritetsgrupper: De er blevet set som nogen det var synd for, nogen som venstrefløjen skulle redde. Undertrykte grupper skal ikke reddes af venstrefløjen, de skal inddrages i en fælles kamp mod vores fælles fjende: kapitalistklassen.

Den kamp kan ikke føres på grundlag af intersektionalitet eller identitetspolitik mere generelt, fordi de splitter arbejderklassen op i separate grupper, der ifølge disse teorier ikke bare har forskellige interesser men direkte har en interesse i at undertrykke hinanden for at opretholde deres påståede privilegier. En dybt reaktionær men uundgåelig konklusion for forfejlede teorier. Arbejderklassens position i samfundet giver den en kæmpe potentiel magt: Hvis arbejderklassen strejker går samfundet i stå. Arbejderne indgår gennem deres arbejde i et kollektiv og får en kollektiv bevidsthed. Arbejderklassens styrke bliver større, jo mere forenet den er. Den eneste vej til at bekæmpe undertrykkelsen, i alle dens former, er gennem arbejderklassens samlede kamp mod de økonomiske strukturer, der ligger bag undertrykkelsen: mod kapitalismen.

 Kilder

^[1] Beskrivelsen af identitetspolitik og intersektionalitet er baseret på Jessica Cassells artikel “Marxisme kontra intersektionalitet”.

^[2] Combahee River Collective Statement.

^[3] Citeret i Choonara og Prasad, “What’s wrong with privilege theory?”, egen oversættelse.

^[4] Oversat fra: “reactionary-vested-interest-power”.

^[5] “Combahee River Collective Statement”.

^[6] Rønhof, “Lavere topskat giver råd til nødvendig hushjælp, så kvinderne kan komme ud af hjemmet”.

^[7] Marx, “Den tyske ideologi”, 89.

^[8] Frederiksen, “The key role of women in the Egyptian revolution”.

^[9] Frederiksen, “The key role of women in the Egyptian revolution”.

^[10] Redder, “Pelle Dragsted gør boet op: Venstrefløjen skal droppe identitetspolitikken.”