Staten og Revolutionen kan købes hos Forlaget Marx. Tryk på billedet for at komme til forlagets hjemmeside.

Spørgsmålet om staten og dens klassekarakter er ikke noget, som de fleste arbejdere normalvis bekymrer sig om. Det er ikke tilfældigt. Staten er kun et brugbart redskab for den herskende klasse, så længe folk ser den som neutral, upartisk og hævet over klassernes og enkeltindividernes interesser. Vi bringer her forordet til Lenins Staten og Revolutionen, skrevet af den britiske marxist Alan Woods.

Spørgsmålet om staten har altid været fundamentalt for marxister. Det spiller en central rolle i nogle af marxismens vigtigste tekster såsom Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse af Friedrich Engels og Louis Bonapartes Attende Brumaire af Marx.

På trods af dets kolossale betydning er spørgsmålet om staten alligevel ikke noget, der normalt fylder meget hos selv de mest avancerede arbejdere. Det er ikke et tilfælde. Staten ville være ubrugelig for den herskende klasse, hvis ikke folk troede, at den var harmløs, upartisk; noget der stod over klassers og individers interesser – noget, der “bare var der” og som kunne tages for givet.

Af netop denne grund er det ikke i etablissementets interesse at henlede massernes opmærksomhed på det virkelige indhold i de institutioner, vi kalder staten. Grundloven, lovene, hæren, politiet eller “rets”-systemet – al dette er praktisk talt tabu inden for det nuværende system, som kalder sig selv for et “demokrati”. Der bliver næsten aldrig sat spørgsmålstegn ved, hvorfor disse institutioner eksisterer, eller hvordan og hvornår de kunne blive erstattet. Enhver alvorlig diskussion af dem bliver anset som malplaceret, uacceptabel eller dårlig smag – lidt ligesom at bande i en kirke. I sidste ende er staten “vores allesammens ejendom”. Er den ikke?

Men sjældent er tingene, hvad de ser ud til. Marxismen lærer os, at staten (og med det menes alle stater) er et instrument til én klasses undertrykkelse af en anden. Staten kan ikke være neutral. Allerede i Det Kommunistiske Manifest, som blev skrevet for over 150 år siden, forklarede Marx og Engels, at staten “kun [er] et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender.” Og dette er virkelig tilfældet. Hvem der end kontrollerer dette produktionssystem, kontrollerer også i sidste ende statsmagten.

Statsmagtens oprindelse har rødder i produktionsforholdene og ikke i personlige egenskaber. I tidlige menneskelige samfund afhang stammehøvdingens autoritet af dennes mod i kamp, og stammens ældstes autoritet afhang af deres visdom osv. Men i dag styres staten af en hær af ansigtsløse individer, anonyme bureaukrater og funktionærer, der får deres autoritet fra den position og de titler, de har fået tildelt. Statsmaskineriet er et dehumaniseret monster, som, mens det teoretisk set tjener folket, i virkeligheden står over dem som deres hersker.

I klassesamfund er statsmagten centraliseret, hierarkisk og bureaukratisk af nødvendighed. Oprindeligt havde den en religiøs karakter og var blandet med præstekastens magt. På toppen stod gudekongen og under ham en hær af embedsmænd, mandarinerne, skriftlærde, tilsynsmænd osv. Selve skriftsproget blev set med ærefrygt som en mystisk kunst, kun få kendte. Derfor har statens embedsmænd helt fra begyndelsen været mystificeret. De virkelige sociale relationer fremstår i en fremmedgjort forklædning.

Dette er stadig tilfældet. I Storbritannien bliver denne mystifikation bevidst fremelsket gennem ceremoni, pomp og tradition (Red. Alan Woods’ forord tager udgangspunkt i Storbritannien hvorfor det bl.a. omtaler det britiske kongehus). I USA bliver den fremelsket på anden vis: gennem præsidentkulten, som er statsmagtens personlige legemliggørelse. Enhver form for statsmagt repræsenterer én klasses dominans over resten af samfundet. Selv i dens mest demokratiske form repræsenterer den én klasses diktatur– den herskende klasses – den klasse, der ejer og kontrollerer produktionsmidlerne.

I opsummeringen af sin historiske analyse af staten i Familiens,Privatejendommens og Statens Oprindelse skriver Friedrich Engels:

Staten er altså ingenlunde en magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra; ligeså lidt er den “den etiske idés virkeliggørelse”, “fornuftensbillede og virkeliggørelse”, som Hegel påstår. Den er tværtimod et produkt af samfundet på et bestemt udviklingstrin; den er en indrømmelse af, at dette samfund har indviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i uforsonlige modsætninger, som det er ude afstand til at mane bort. Men for at disse modsætninger, klasser med modstridende økonomiske interesser, ikke skal fortære sig selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står over samfundet, blevet nødvendig, en magt, der skal dæmpe konflikten og holde den indenfor “ordenens” skranker; og denne magt, der er udgået fra samfundet, men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten.¹

Efter Engels’ skelsættende værk er den bog, som bedst beskriver det væsentligste i den marxistiske statsteori, uden tvivl Lenins Staten og Revolutionen; et af de vigtigste værker i det 20. århundrede. Den er skrevet i sommeren 1917 midt under den russiske revolution og er et af marxismens hovedværker. Heri forklarer Lenin, at hvis man fjerner alt uvæsentligt, består staten i sidste ende af “grupper af bevæbnede mænd”: hæren og politiet. Den repræsenterer et undertrykkelsesorgan for én klasse over en anden.

Reformisterne og staten

Borgerlig retsteori anser staten som en upartisk mægler, der står over klasser og særlige interesser. Alle slags reformister deler dettesynspunkt. Men dette synspunkt ignorerer det fundamentale faktum, at essensen i alle stater med dens bevæbnede grupper af mænd, politi, domstole og andet staffage, er, at den tjener én samfundsklasses interesser. I kapitalismens tilfælde er det kapitalistklassen.

Den feterede franske forfatter Anatole France skrev: “Loven, i aldens majestætiske lighed, forbyder både rige såvel som fattige at sove under broer, at tigge i gaderne og at stjæle brød.” Århundreder tidligere observerede Solon den Store, som forfattede Athens grundlov og vidste en ting eller to om grundlove og love: “Loven er ligesom et edderkoppespind; de små bliver fanget i det, og de store ødelægger det.” Disse ord beskriver den virkelige borgerlige legalitet med nådesløs realisme.

I sidste ende, er staten et redskab for at opretholde én klasses herredømme over en anden. Billede: Piqsels

I et regime med formelt borgerligt demokrati så som Storbritannien, USA eller Danmark kan enhver sige (mere eller mindre), hvad de ønsker, så længe bankerne og de store monopoler får lov til at bestemme, hvad der skal ske. Med andre ord er det borgerlige demokrati blot en anden måde at udtrykke de store virksomheders diktatur på. Denne påstand kan let blive påvist af socialdemokratiske regeringers erfaringer de sidste årtier.

Over en lang historisk periode og især under perioder med velstand og relativ klassefred danner der sig et tykt lag af bureaukrati, der tjener som en magtfuld bremse på arbejderbevægelsen og af den grund bliver til kapitalistklassens vigtigste værn. På samme måde som staten hæver sig over samfundet, hæver socialdemokratiets og fagforeningernes reformistiske bureaukrati sig selv over arbejderklassen og dominerer den.

Dette bureaukratis opgave er ikke at opretholde demokratiets principper, men snarere at beskytte de materielle interesser hos en oppustet og forvænt embedsmandskaste, der udøver kontrol over arbejderne og ungdommen. På denne måde ligner socialdemokratiet også meget den borgerlige stat, som det tjener så loyalt.

Hvordan den herskende klasse skjuler statens natur

Den britiske herskende klasse, der har perfektioneret brugen af staten som et effektivt dominansorgan, skjuler snedigt denne dominans bag et tykt slør af tradition, pomp og ceremoni nedarvet fra middelalderens barbarisme. Monarkiet bliver for eksempel præsenteret som en uskyldig institution, der står over sociale klasser og politik, som et gammelt billede over en kaminhylde, der har været der så længe, at ingen gider kigge på det længere.

De mest avancerede folk på venstrefløjen har ikke været i stand til at forstå det britiske monarkis særlige natur, og ser det som en harmløs anakronisme. Selv dem der åbent er republikanere, indskrænker deres kritik til at sige det åbenlyse: at det er et skammeligt spild af penge. Men denne overfladiske kritik formår på ingen måde at ramme monarkiets virkelige reaktionære essens.

Det er nødvendigt at forstå, at monarkiet ikke bare er en harmløs anakronisme uden nogen magt. Det er et vigtigt reaktionært reservevåben. Dronningen har væsentlig magt i reserve, der kan blive brugt i tilfælde af en national krise. Sådanne magtbeføjelser ville uden tvivl blive brugt mod en venstreorienteret Labour-regering, som forsøger at udfordre den magt og de privilegier, som de store banker og monopoler, der ejer og kontrollerer størstedelen af Storbritannien, nyder. Selvom de fleste ikke er klar over det, er dette monarkiets hovedrolle og årsagen til, at det er blevet holdt i live af den herskende klasse så længe.

For nyligt blev det britiske monarkis virkelige magt tydelig, da den reaktionære konservative Boris Johnson “rådede” dronningen til at opløse parlamentet (altså suspendere det). En dengang ikke-valgt premierminister og en ikke-valgt monark valgte sammen at suspendere et valgt parlament! Det skabte et vist røre og blev til sidst omgjort af et panel af (lige så ikke-valgte) dommere. Men denne lille episode tjente til at afsløre monarkiets virkelige natur. Det er en advarsel til enhver fremtidig Labour-regering, der forsøger at skabe fundamentale forandringer i samfundet.

Det faktum blev forklaret beundringsværdigt ærligt af forfatteren til det 19. århundredes mest velkendte værk om den britiske grundlov: The English Constitution af Walter Bagehot. I et ikke særligt flatterende sprog referer han til Dronning Victoria og Prins Albert af Wales som svar på, hvorfor det britiske folk skal betale en stor sum penge hvert år for at opretholde “en pensioneret enke og en arbejdsløs ung mand”:

For de uddannede tusinder eksisterer der det ‘effektive’ aspekt, hele det parlamentariske system, kabinetter, partiregeringen, og så videre. For de uintelligente millioner eksisterer det ‘ophøjede’ aspekt (også beskrevet som ‘teatralsk’, ‘mystisk’, ‘religiøst’, eller ‘semi-religiøst’), som behager øjet, vækker nysgerrigheden til live, yder drivkraften til hele det politiske system, og dog aldrig belaster de mest ignorante og dumme menneskers intellektuelle ressourcer. Det er, naturligvis, uløseligt forbundet med monarkiet; ja faktisk er det praktisk talt monarkiet.²

Og igen:

Vi har ingen slaver at skulle holde underkuet gennem et særligt rædselsregime eller uafhængig lovgivning. Men vi har hele klasser, der er ude af stand til at begribe idéen om en konstitution – ude af stand til at føle det mindste bånd til upersonlige love. De fleste har ganske rigtigt en aning om at der eksisterer andre institutioner ud over Dronningen, og at der er regler under hvilke hun hersker. Men et overvældende antal foretrækker at lade deres sind dvæle mere ved hende end ved nogetan det, og derfor er hun uvurderlig. En republik har kun vanskelige idéer i dens regering; et konstitutionelt monarki har også en bekvem idé; den har et begribeligt element for det tanketomme flertal, såvelsom et sæt komplekse love og idéer for det spørgelystne fåtal.³

Dette er meget klart. De “uvidende masser” forstår ikke politik og kan ikke rigtig betros retten til at stemme. Men eftersom de har erobret stemmeretten, må vi udtænke en slags pantomime for at holde dem tilfredse, mens den reelle magtudøvelse holdes fast i vores hænder:

Afslutningsvis. Konstitutionelt kongedømme har den funktion som jeg udførligt behandlede i min sidste afhandling, og som, på trods af at være den langt mest betydelige, jeg ikke nu igen behøver at uddybe. Det fungerer som en forklædning. Det gør det muligt for vores virkelige herskere at udskiftes uden at ubesindige mennesker ved noget om det. De engelske masser er uegnede til en valgt regering; hvis de vidste hvor tæt de var på det ville de forbavses og næsten bæve.⁴

Det er det værd at bruge en vis sum på ceremoni og glitter for at aflede opmærksomheden fra tingenes virkelige tilstand. Det er afgørende, at masserne tror på monarkiet, og derfor er det investeringen værd præcist som enhver anden. Det er samtidig en nødvendig forsikringspolitik, hvis tingene skulle gå grueligt galt. Modsat andre lande har Storbritannien ikke en nedskreven grundlov, og de fleste love er baseret på skik og praksis. Men af netop denne grund er der mange gråzoner. Hvad ville der for eksempel ske, hvis en valgt regering forsøgte at overtage bankerne og monopolerne? Bagehot svarer med sin sædvanligeærlighed:

Det kan måske indvendes, at hvis et flertal i Underhuset vil have en revolution så burde de få en; og uden tvivl, hvis Underhuset på dette punkt fuldkommen repræsenterede befolkningens faste overbevisninger, så ville dette svar være tilstrækkeligt. Men hvis ikke? Er der nogle midler til at sikre, at Underhuset i sådanne ekstreme tilfælde ville repræsentere befolkningens faste overbevisning? Er der nogen grund til at forvente, at vores kabinetsystem, der er fortræffeligt indrettet til at justere den politiske handling efter den offentlige menings vanlige svingninger, kunne afhjælpe sådanne voldsomme situationer? Jeg ved det ikke. Forsøget er aldrig blevet gjort. Vores skiftende kabinetter har, på trods af at være under forskellige partiers kontrol, aldrig været uenige om samfundets fundament. Og det er indlysende at hele vores politiske maskineri forudsætter et folk der så fundamentalt i harmoni, at de med sikkerhed kan tillade sig at kævles; og som er så sikre på deres eget mådehold, at de aldrig på farlig vis forstyrres af den politiske konflikts endeløse larm. Lad det altid være sådan.⁵

Reaktionens reservevåben

I sidste ende sværger hæren en troskabsed til den herskende monark og ikke til det valgte parlament. Billede: Wikipedia Commons

Under normale omstændigheder kan modsætningerne i det britiske samfund blive kanaliseret sikkert gennem det parlamentariske demokratis institutioner. Men hvad sker der, når dette ikke længere er tilfældet? Hvad sker der, når klassekampen når sådanne ekstremer, at den overgår det borgerlige parlamentariske demokratis grænser?Vigtigere endnu: Hvad sker der, hvis selve parlamentet under pres fra masserne forsøger at implementere revolutionær forandring?

I en sådan situation forklarer Bagehot monarkiets rolle. I sidste ende sværger hæren en troskabsed til den herskende monark og ikke til det valgte parlament. Dronningens underskrift er nødvendig før enhver af parlamentets beslutninger kan blive til lov. Ved at tilbageholde sin underskrift ville dronningen automatisk fremprovokere en konstitutionel krise. Hvem ville hæren, politiet og embedsmændene adlyde? Med andre ord har vi alle forudsætningerne for et “lovligt”statskup.

Dronningen kunne suspendere parlamentet og regere gennem statsrådet: et statsorgan, der sjældent bliver henvist til og som foretrækker at forblive i skyggerne – indtil en “national nødsituation” giver det grønt lys til at vise sit sande ansigt. Monarkiets reservemagt er som kniven, snigmorderen skjuler i sit ærme. Den er endnu farligere, fordi den er uset. Her er, hvad Trotskij skriver om emnet:

De royale er svage, så længe det borgerlige parlament er det borgerlige styres instrument, og så længe borgerskabet ikke har brug for udenomsparlamentariske metoder. Men borgerskabet kan, hvis det bliver nødvendigt, bruge de royale som et fokus for alle udenomsparlamentariske, altså virkelige kræfter vendt mod arbejderklassen.⁶

Og Bagehot fremfører præcis samme pointe:

Også kongen besidder en magt, i teorien til ekstrem brug i kritiske tilfælde, men som han ifølge loven kan bruge ved hvilken som helst lejlighed. Han kan opløse; han kan endog blot sige til sin minister, hvis ikke i ord, “Dette parlament sendte dig hertil, men jeg vil se til om jeg ikke kan skaffe et andet parlament til at sende en anden hertil”.⁷

I et sådant øjeblik hvor monarkiets reservemagt endelig bliver kørt frem, er det af afgørende betydning, at monarkiet må have en stor del af samfundets usvigelige lydighed. Dette er den virkelige årsag til at opretholde monarkiet og al den mystik, der – i det mindste indtil for nyligt – omgav det. Som Bagehot påpeger:

Den mystiske ærbødighed, den religiøse troskab, som er væsentlige forudsætninger for et virkeligt monarki, er fantasifulde følelser, som ingen lovgivende forsamling kan vække frem i noget folk. Sådan nogle semi-sønlige følelser over for statsmagten er nedarvede akkurat som de virkelige familiære følelser i ens daglige liv.⁸

Og igen:

Når en monark kan velsigne er det bedst at han ikke røres ved. Det bør være tydeligt, at han ikke kan forse sig. Han skal ikke bringes for tæt på virkelighedens målestok. Han bør være utilnærmelig og alene.Eftersom det engelske kongehus’ funktioner for det meste er latente,opfylder det denne betingelse. Det virker til at bringe ting i orden, mendet virker aldrig til at kæmpe. Det er almindeligvis gemt væk som etmysterie, og nogen gange vist frem som var det en procession, men iingen af tilfældene er det kontroversielt. Nationen er opdelt i partier,men Kronen er uden parti. Dens umiddelbare adskillelse fra handelsaffærerer det som holder den adskilt fra både fjender og vanhelligelse,som bevarer dens mystik, som gør den i stand til at forene modstridendepartiers affektion – at være et visuelt symbol på enhed for de,der stadig er så mangelfuldt uddannet, at de har brug for et symbol.⁹

Og endeligt det mest berømte citat af dem alle:

Et hemmeligt prærogativ er en anomali – måske den mest betydelige af alle anomalier. Den hemmelighed er dog essentiel for det nuværende britiske kongehus’ nytte. Frem for alt skal vores kongehus agtes og æres, og hvis man begynder at rode i det kan man hverken agte eller ære det. Når Dronningen er offer for et undersøgelsesudvalg eller en kommission vil kongelighedens charme forsvinde. Dens mystik er dens liv. Vi må ikke lade dagslyset skinne på magien. Vi må ikke bringe Dronningen ind i den politiske kappestrid, ellers vil hun ophøre med at være agtet og æret af alle kombattanter; hun vil blive én kombattant blandt mange.¹⁰

Monarkiets reservemagt er som kniven, snigmorderen skjuler i sit ærme. Den er endnu farligere, fordi den er uset. Billede: Wikipedia Commons.

Med forbavsende kynisme fremlægger denne gennemførte repræsentantfor den herskende klasse åbent det britiske monarkis indremekanismer og hemmeligheder. Bagehots bog fortjener at blive nærstuderetaf alle socialister og alle tænkende arbejdere.

“Proletariatets diktatur”

I realiteten er staten organiseret vold. Dette er lige så sandt om en demokratisk stat som enhver anden. Den eneste forskel er, at virkeligheden er blevet skjult bag det borgerlige demokratis smilende maske. Men denne illusion vil ikke overleve i den turbulente periode, der nu åbner sig internationalt.

Arbejderklassen vil kæmpe for de mest avancerede demokratiske krav og modstå ethvert forsøg på at indskrænke de demokratiske krav og friheder, der tidligere er blevet erobret gennem kamp. I Storbritannien betyder dette at kæmpe for at ophæve monarkiet og det ikke-valgte Overhus, at fjerne alt det ophobede feudalistiske skrald.

Det samme gør sig gældende i alle andre lande. I Spanien står arbejdere og unge over for opgaven med at ophæve den antidemokratiske grundlov fra 1978, der blev dem pålagt af de kommunistiske og socialistiske ledere, der forrådte arbejderne og ungdommens heroiske kamp mod Franco-diktaturet.

Uden den daglige kamp for fremgang under kapitalismen vil den socialistiske revolutions sejr være umulig. Dette inkluderer kampen for demokratiske krav for at skabe de mest favorable forudsætninger for klassekampens mest fuldendte udvikling. På visse tidspunkter kan defensive kampe blive omdannet til offensive. Det formelle borgerlige demokratis grænser vil blive afsløret, for så vidt det bliver sat på prøve af klassekampen.

Da Marx beskrev overgangsstadiet mellem kapitalisme og socialisme, talte han om “proletariatets diktatur”. Dette udtryk har ført til en alvorlig misforståelse. Nu til dags har ordet diktatur konnotationer, som var ukendte for Marx. I en tid der kender til Hitlers og Stalins forfærdelige forbrydelser, fremkalder det mareridtsagtige billeder af et totalitært monster, koncentrationslejre og hemmeligt politi. Men sådanne ting eksisterede endnu ikke engang i fantasien på Marx’ tid.

For Marx kom ordet diktatur fra den romerske republik, hvor det betød en situation, hvor de normale love i krigstid blev sat til side for en midlertidig periode. Ideen om et totalitært diktatur som Stalins Rusland, hvor staten undertrykker arbejderklassen på baggrund af en privilegeret bureaukratisk kastes interesser, ville have forfærdet Marx. I virkeligheden er Marx’ “proletariatets diktatur” blot et andet udtryk for arbejderklassens politiske styre eller et arbejderdemokrati.

Marx baserede sin idé om proletariatets diktatur på Pariserkommunen fra 1871. Kommunen var en glorværdig episode i arbejderklassens internationale historie. For første gang omstyrtede de folkelige masser med arbejderne i spidsen den gamle stat og påbegyndte i det mindste opgaven med at omdanne samfundet. Uden nogen klar plan, ledelse eller organisation udviste masserne en forbavsende grad af mod, initiativ og kreativitet. Men i sidste ende førte manglen på en dristig ledelse med et langsigtet perspektiv og et klart program til et forfærdeligt nederlag.

Marx og Engels evaluerede grundigt Kommunen og påpegede dens fremskridt såvel som dens fejl og mangler. Disse kan næsten alle ledes tilbage til ledelsens fejl. Kommunens ledere bestod af en blandet skare af alt fra et marxistisk mindretal til elementer, der stod nærmere reformismen eller anarkismen. En af årsagerne til, at Kommunen slog fejl, var, at den ikke startede en revolutionær offensiv mod den reaktionære regering, der havde nedsat sig selv i det nærliggende Versailles. Dette gav de kontrarevolutionære styrker tid til at samle sig og angribe Paris. Over 30.000 mennesker blev nedslagtet af kontrarevolutionen. Kommunen blev bogstaveligt talt begravet i en bunke af lig.

Marxisme og anarkisme 

Den moderne stat er et bureaukratisk monster, der fortærer en kolossal mængde af den velstand, som arbejderklassen har produceret. Marxister er enige med anarkisterne i, at staten er et monstrøst undertrykkelsesinstrument, der skal elimineres. Spørgsmålet er: Hvordan? Af hvem? Og hvad skal erstatte den? Det er et fundamentalt spørgsmål for enhver revolution.

Anarkister afviser blot staten generelt og principielt. Ved første øjekast virker denne position vældig revolutionær. Men i praksis viser den sig at være det stik modsatte. For at påvise denne pointe må vi gå fra anarkismens teori til dens praksis. I 1936 rejste de anarkistiske arbejdere – den modigste og mest revolutionære del af den spanske arbejderklasse – sig i en opstand i Barcelona og smadrede fascisterne, der forberedte sig på at gå med i Francos kontrarevolutionære opstand.

Erfaringerne fra den spanske borgerkrig beviste ifølge Trotskij, at den anarkistiske statsteori er som en hullet paraply – ubrugelig netop når det regner.

Efter kort tid havde arbejderne kontrollen. Fabrikkerne var besat under arbejderkontrol, og den eneste magt i Barcelona var det anarkistiske CNT’s* og venstreorienterede POUM’s† bevæbnede militser. Den gamle stat var blevet destrueret, og Generalitatens‡ borgerlige nationalistiske regering var blevet suspenderet. Magten lå praktisk talt i arbejderklassens hænder.

Dette faktum blev anerkendt af Companys, Generalitatens præsident. Han inviterede de anarkistiske ledere ind på sit kontor og sagde til dem: “Nåh, de herrer, det lader til, at I har magten. I må hellere danne en regering.” De anarkistiske ledere afviste indigneret dette forslag med den begrundelse, at de var imod alle former for regering. Dette var en fatal fejl, der knuste revolutionen.

I virkeligheden havde det været meget let for anarkisterne at etablere en arbejderregering i Catalonien. Det eneste der krævedes, var at indkalde til en kongres med delegerede valgt af fabrikskomiteerne og arbejdermilitserne, der så kunne konstituere sig som en revolutionær arbejderregering, der kunne have appelleret til resten af Spaniens arbejdere og bønder om at følge dens eksempel.

Hvis anarkisterne ikke kunne lide ordet regering eller stat, kunne de have kaldt den en kommune eller hvad end de nu havde lyst til. Men den eneste måde at garantere revolutionens succes var at give arbejderklassens de facto magt en organiseret form. De nægtede at gøre dette. Resultatet var katastrofalt. Efter et par måneder genindførte borgerskabet med hjælp fra stalinisterne den gamle stat og forberedte sig på at knuse revolutionen. I maj 1937 iscenesatte stalinisterne en provokation og knuste Barcelonas proletariat.

Hvilken rolle spillede de anarkistiske ledere i alt dette? Efter at have nægtet at danne en arbejderregering i Catalonien gik de herefter med i republikkens borgerlige regering, der var i gang med at likvidere de sejre, som den spanske revolution havde opnået, og gødede jorden for Francos sejr. De anarkistiske ministre (ja, der var anarkistiske ministre!) deltog aktivt i at undertrykke revolutionen i Barcelona. Federica Montseny** gik personligt ud til barrikaderne for at overbevise arbejderne om at overgive sig. De nedlagde deres våben, og stalinisterne begyndte øjeblikkeligt en grum offensiv mod anarkisterne og POUM. Dette var begyndelsen på enden af den spanske revolution.

Dette er ikke et isoleret tilfælde. Før første verdenskrig var de franske fagforeninger domineret af anarkosyndikalisterne. De gik ind for en generalstrejke mod krigen. Men så snart krigen brød ud i 1914 glemte de anarkosyndikalistiske ledere deres principper og gik med i en patriotisk koalition med borgerskabet, den såkaldte Union Sacrée regering.¤

Alt dette beviser rigtigheden i Trotskijs beskrivelse af de anarkistiske statsteorier som hullede paraplyer – ubrugelige netop når det regner. I en tale om anarkisme under den russiske borgerkrig, som fulgte revolutionen, opsummerede Trotskij den marxistiske holdning til staten:

Borgerskabet siger: Rør ikke statsmagten; det er de uddannede klassers hellige nedarvede privilegie. Men anarkisterne siger: Rør den ikke; det er en infernalsk opfindelse, et diabolsk apparat, lad være med at have noget med den at gøre. Borgerskabet siger: Rør den ikke, den er hellig. Anarkisterne siger: Rør den ikke, fordi den er syndig. Begge siger: Rør den ikke. Men vi siger: Rør ikke blot ved den, tag den i jeres hænder, og få den til at arbejde for jeres egne interesser, for ophævelsen af den private ejendomsret og arbejderklassens frigørelse.¹¹

Ud fra en generalisering af Pariserkommunens erfaringer forklarede Marx, at arbejderklassen ikke blot kan basere sig på den eksisterende statsmagt, men at den må vælte og destruere den. Denne grundlæggende position blev beskrevet i Staten og Revolutionen, hvori Lenin skriver: “Det er Marx’ tanke, at arbejderklassen må sønderslå, sønderbryde ‘den færdige statsmaskine’ og ikke simpelt hen indskrænke sig til at sætte sig i besiddelse af den.”

Imod anarkisternes forvirrede ideer argumenterede Marx for, at arbejderne skal bruge en stat til at overkomme modstanden fra de udbyttende klasser. Men dette argument fra Marx er blevet forvrænget af både borgerskabet og anarkisterne. Arbejderklassen må destruere den eksisterende (borgerlige) stat. På dette spørgsmål er vi enige med anarkisterne. Men hvad så? For at sikre den socialistiske omdannelse af samfundet er der behov for en ny magt. Om man kalder det en stat eller en kommune er ligegyldigt. Arbejderklassen må organisere sig selv og dermed udgøre den ledende magt i samfundet.

Arbejderklassen har brug for sin egen stat, men det vil være en stat ulig enhver anden stat i historien. En stat der repræsenterer langt størstedelen af samfundet, har ikke brug for en kæmpe stående hær eller politistyrke. Rent faktisk vil den slet ikke være en stat overhovedet, men en halvstat som Pariserkommunen. I stedet for at være et totalitært monster vil den være langt mere demokratisk end selv den mest demokratiske borgerlige republik – uden tvivl langt mere demokratisk end Storbritannien i dag.

I sin bog, Revolutionen forrådt, kommenterede Trotskij på Lenins Staten og Revolutionen, og skrev følgende:

Det samme dristige syn på staten under proletariatets diktatur fandt sit endelige udtryk halvandet år efter erobringen af magten i bolsjevikkernes program særlig i afsnittet om hærens stilling. En stærk stat, men uden mandariner; væbnet magt, men uden samuraier! Det er ikke forsvarsopgaverne, der skaber et militær- og statsbureaukrati, det er samfundets klassestruktur, der overføres til forsvarets organisation. Hæren er kun en kopi af de sociale forhold. Kampen mod farer fra udlandets side nødvendiggør naturligvis, såvel i arbejderstaten som i andre, en speciel militærteknisk organisation men ikke under nogen omstændighed en privilegeret officerskaste. Partiprogrammet kræver en erstatning af den stående hær med et bevæbnet folk.

Proletariatets diktaturs styre ophører således fra selve begyndelsen med at være en “stat” i ordets gamle betydning, dvs. et specielt apparat til at tvinge folkets flertal til at lystre. De materielle magtmidler og våbnene skal direkte og med det samme overgå til arbejdernes organisationer såsom sovjetterne. Staten i dens betydning af et bureaukratisk apparat begynder at dø bort fra den første dag under proletariatets diktatur.¹²

Staten i 1917

Den arbejderstat som blev etableret af den bolsjevikiske revolution i 1917, var hverken bureaukratisk eller totalitær. Tværtimod var den, før det stalinistiske bureaukrati tilranede sig kontrollen fra masserne, den mest demokratiske stat, der nogensinde har eksisteret. Sovjetmagtens basale principper var ikke blevet opfundet af Marx eller Lenin. De var baseret på den konkrete erfaring fra Pariserkommunen og sovjetterne, der opstod organisk under de russiske revolutioner i 1905 og 1917.

Soldater- og arbejdersovjetterne var valgte forsamlinger ikke af professionelle politikere og bureaukrater, men af almindelige arbejdere, bønder og soldater. Det var ikke en fremmed magt, der stod over samfundet, men en magt baseret på folkets direkte initiativ fra neden. Dens love var ikke som de love, der bliver indført af en kapitalistisk statsmagt. Det var en form for magt, der var fuldstændig anderledes fra den, som generelt eksisterer i de parlamentariske borgerligt-demokratiske republikker, der stadig er de mest fremtrædende typer i de mest udviklede lande i Europa og Amerika. I den ene eller anden form er sovjetter, arbejderråd eller forløbere til sovjetter opstået i mere eller mindre alle revolutioner siden.

Overgangen til socialisme kan kun opnås ved arbejderklassens aktive og bevidste deltagelse i at lede samfundet, industrien og staten. Billede: Flickr.

Engels forklarede for længe siden, at i ethvert samfund hvor mindretallet har monopol på kunst, videnskab og regeringsmagten, vil det mindretal bruge og misbruge sin position for sine egne interesser. Lenin så hurtigt faren for revolutionens bureaukratiske degenerering på baggrund af forholdenes generelle tilbageståenhed.

En ægte arbejderstat har intet tilfælles med det bureaukratiske monster, der eksisterer i dag, og endnu mindre med det, der eksisterede i det stalinistiske Rusland. Lenin var bureaukratiets ærkefjende. Han understregede altid, at proletariatet kun skal bruge en stat, der er “konstitueret således, at den øjeblikkeligt vil begynde at dø bort, og ikke kan undgå at dø bort.” De basale betingelser for arbejderdemokrati blev fremsat i Staten og Revolutionen:

1. Frie og demokratiske valg med retten til tilbagekaldelse af alle embedsmænd.

2. Ingen embedsmand skal modtage en højere løn end en faglært arbejder.

3. Ingen stående hær eller politistyrke, men et bevæbnet folk.

4. Gradvist skal alle administrative opgaver på tur udføres af alle. “Enhver kok skal være i stand til at blive statsminister – når alle er bureaukrater på skift, kan ingen være bureaukrater.”

Disse var de betingelser, som Lenin fastsatte, ikke for fuldbyrdet socialisme eller kommunisme, men for arbejderstatens allerførste periode – perioden med overgangen fra kapitalisme til socialisme. Dette program for arbejderdemokrati er direkte rettet mod faren for bureaukrati. Det dannede grundlaget for partiprogrammet fra 1919.

Overgangen til socialisme – en højere samfundsform baseret på ægte demokrati og rigeligt til alle – kan kun opnås ved arbejderklassens aktive og bevidste deltagelse i at lede samfundet, industrien og staten. Det er ikke noget, der bliver givet til arbejderne af venligtsindede kapitalister eller bureaukratiske mandariner. Alle Marx’, Engels’, Lenins og Trotskijs forestillinger var baseret på dette faktum. Enhver kan se, at dette program er fuldstændig demokratisk og selve antitesen til bureaukratisk diktatur. Socialisme, som marxister forstår den, er demokratisk eller intet.

Kommunisme eller stalinisme?

Borgerskabet og dets forsvarere ønsker at forvirre arbejdere og unge ved at forsøge at sidestille ideen om kommunisme med det monstrøse bureaukratiske og totalitære regime i det stalinistiske Rusland. “Vil du have kommunisme? Der har du det! Det er kommunisme! Berlinmuren er kommunisme! Ungarn 1956 er kommunisme! Den sovjetiske gulag er kommunisme!” Ikke kun borgerskabet og reformisterne, men også anarkisterne gentager disse argumenter. Det er tåbelig bagvaskelse.

Arbejderstaten der blev etableret af den bolsjevikiske revolution, var det stik modsatte af det bureaukratiske totalitære monster, som Stalin skabte. Under Lenin og Trotskij var sovjetstaten opbygget til at inddrage arbejderne i kontrol- og regnskabsopgaver for at sikre ubrudte fremskridt i processen med at reducere embedsværkets “særlige funktioner” og statens magt. Der blev sat strenge begrænsninger på embedsmændenes lønninger, magt og privilegier for at undgå dannelsen af en privilegeret kaste. Som Lenin forklarede:

Denne types hovedtræk er: 1) magtens oprindelse er ikke en lov, der i forvejen er debatteret og vedtaget af et parlament, men et direkte initiativ fra folkemasserne nedefra og lokalt, en direkte ‘magtovertagelse’, for at bruge det gængse udtryk; (2) politiet og hæren, der som institutioner er skilt fra folket og stillet i modsætning til folket, erstattes med direkte bevæbning af hele folket; under en sådan magt beskyttes statsordenen af de bevæbnede arbejdere og bønder selv, af det væbnede folk selv; (3) også embedsstanden, bureaukratiet, erstattes af selve folkets umiddelbare magt eller sættes i det mindste under særlig kontrol, de bliver ikke blot valgte, men kan også afsættes straks, når folket forlanger det, de reduceres til deres rene funktioner; fra at være et privilegeret lag der bestred “jobs” og blev aflønnet på et borgerligt niveau, blev de arbejdere af en særlig “tjenestegren” hvis lønninger ikke overstiger en faglært arbejders løn. Dette og kun dette er kernen i Pariserkommunen som særlig statstype.¹³

Den tidlige sovjetrepublik var slet ikke en stat på den måde, vi normalt forstår den, men et organiseret udtryk for det arbejdende folks revolutionære magt. For at bruge Marx’ udtryk var det en “halvstat”: en stat der var designet således, at den på et tidspunkt ville begynde at visne bort og blive opløst i samfundet og bane vejen for den kollektive administration af samfundet til alles bedste uden magt eller tvang. Det og det alene er den ægte marxistiske opfattelse af en arbejderstat.

Men det sovjetiske arbejderdemokratiske regime der blev etableret med oktoberrevolutionen, overlevede ikke. I starten af 1930’erne var alle de ovenstående punkter blevet afskaffet. Under Stalin led arbejderstaten under en bureaukratisk degenereringsproces, der endte med etableringen af et monstrøst totalitært regime og den fysiske udryddelse af Lenins parti. Den afgørende faktor i den stalinistiske kontrarevolution i Rusland var, at revolutionen var isoleret i et tilbagestående land. Den måde hvorpå denne politiske kontrarevolution foregik, blev forklaret af Trotskij i Revolutionen forrådt.

Den russiske arbejderklasse var ikke i stand til at holde fast på den magt, som de havde erobret under forhold af forfærdelig tilbageståenhed, fattigdom og analfabetisme. Revolutionen blev offer for en bureaukratisk degenereringsproces, der førte til stalinismens indtog. Modsat de borgerlige historikeres løgne var stalinismen ikke et produkt af bolsjevismen, men dens mest bitre fjende. Stalin står nogenlunde i samme relation til Marx og Lenin som Napoleon til jakobinerne eller paven til de tidlige kristne.

Kampen for socialisme!

På det nuværende tidspunkt hvor borgerskabet på verdensplan har lanceret et brutalt angreb på levestandarder, lønninger, pensioner, jobs og arbejdsvilkår, er det nødvendigt at forstå, at selv når det lykkes arbejderklassen at vinde indrømmelser fra kapitalisterne, vil disse blot være midlertidige. Hvad arbejdsgiverne giver i dag med den højre hånd, vil blive taget tilbage med den venstre i morgen. På et bestemt tidspunkt vil dette betyde en enorm intensivering af klassekampen.

Det siger sig selv, at vi må bruge enhver tilgængelig demokratisk vej til at forsvare vores rettigheder og gøde jorden for den socialistiske omdannelse af samfundet, inklusive at deltage i lokale, regionale og nationale valg. Ulig anarkisterne forstår vi, at uden den daglige kamp for forbedringer under kapitalismen, kampen for alle former for delvise krav og reformer, vil den socialistiske revolution være utænkelig. Kun gennem sådanne midler kan masserne organiseres og uddannes i løbet af kampen – den eneste måde hvorpå våbnene til samfundets omdannelse kan blive smedet.

Samtidig med at vi kæmper mod ethvert forsøg fra kapitalisterne på at lægge krisens byrde på de arbejdende folks og deres familiers skuldre, må vi også kæmpe for en ægte arbejderregering, der vil gennemføre et program med nationalisering af bankerne, jorden og de store monopoler under arbejdernes demokratiske kontrol og ledelse. Dette er den eneste måde at forsvare levestandarden og de hårdt tilkæmpede rettigheder på.

Først og fremmest er det nødvendigt at fortælle arbejderklassen, der er træt af løgne og bedrag, sandheden. Sandheden er, at den eneste vej til at løse den nuværende krise er gennem en radikal omdannelse af samfundet, som vil afslutte de store bankers og monopolers dominans. Enhver anden løsning vil vise sig at være katastrofal. Det ville være naivt at forestille sig, at den herskende klasse blot ville lade stå til med korslagte arme i tilfælde af en arbejderregering, der var fast besluttet på at ændre samfundet for alvor. En arbejderregering ville øjeblikkeligt blive konfronteret med bankmændenes og kapitalisternes brutale modstand.

Borgerskabet og dets forsvarere anklager altid marxister for at advokere for vold. Det er yderst ironisk i lyset af at de enorme våbenarsenaler, som den herskende klasse har samlet; hærene af svært bevæbnede tropper, politi, fængsler og så videre. Og historien viser, at ingen herskende klasse nogensinde opgiver sin rigdom, magt og privilegier uden kamp – og det betyder som regel en kamp, hvor alle kneb gælder. Enhver revolutionær bevægelse vil møde modstand fra statens undertrykkelsesapparat.

Den centrale opgave for marxister internationalt er at bygge en revolutionær tendens med en solid base i arbejderklassen og ungdommen. Billede: Socialist Revolution IMT.

Det er ikke os, der advokerer for vold. Vi er parate til at gøre brug af enhver åbning, som det borgerlige demokrati giver os. Men vi må ikke have nogle illusioner. Under demokratiets tynde fernis er virkeligheden bankernes og de store virksomheders diktatur. Mens folket får fortalt, at de demokratisk kan bestemme landets retning gennem valg, bliver alle de reelle beslutninger i virkeligheden taget på direktionsgangene. En lille håndfuld bankmænds og kapitalisters interesser vejer meget tungere end millioner af normale borgeres stemmer.

Den herskende klasse er på ingen måde imod vold som sådan. Faktisk er dens styre baseret på vold i mange forskellige former. Den eneste vold som den herskende klasse afskyr, er, når de fattige, underkuede og udbyttede masser forsøger at forsvare sig selv mod den borgerlige stats organiserede vold. Det vil sige, at den er imod enhver form for vold rettet mod dens klassestyre, magt og ejendom. De store virksomheders diktatur er som regel skjult under en smilende maske. Men på kritiske tidspunkter falder “demokratiets” smilende maske og afslører det grimme ansigt, som er kapitalens diktatur.

Spørgsmålet er, om vi, folket, har ret til at forsvare os mod dette diktatur og stræbe efter at vælte det. Det mente USA’s Founding Fathers bestemt. De opretholdt folkets ret til væbnet opstand mod en tyrannisk regering. I New Hampshire-konstitutionen fra 1784 står der, at “ikke-modstand mod arbitrær magt og undertrykkelse er absurd, slavisk og destruktivt for menneskehedens bedste og glæde”. Det er ikke et dårligt råd.

Betyder revolution nødvendigvis vold? Det afhænger af en række omstændigheder. Den herskende klasse har altid et voldsmonopol, hvilket kommer bedst til udtryk i selve staten. Men der er en magt i samfundet, der er langt stærkere end selv den mægtigste stat eller hær: Det er arbejderklassens magt, når først den er organiseret og mobiliseret for at ændre samfundet. Intet hjul drejer, ingen telefon ringer, ingen pære lyser uden arbejderklassens tilladelse! Når først denne enorme magt er mobiliseret, kan ingen kraft på jorden stoppe den.

Arbejderbevægelsen repræsenterer en enorm magt med potentialet til at ændre samfundet. Der eksisterer mægtige fagforeninger, som absolut ville være i stand til at vælte kapitalismen, hvis de millioner af arbejdere, som de repræsenterer, blev mobiliseret til dette formål. Fagforeningernes og de reformistiske partiers ledere holder en kraft i deres hænder, der kan skabe en fredelig omdannelse af samfundet. Men hvis de faglige og reformistiske ledere ikke er klar til at bruge denne kraft, kan det føre til et voldeligt udfald i fremtiden, hvilket ene og alene vil være de reformistiske lederes skyld.

Uden de reformistiske lederes hjælp ville det være umuligt at opretholde det kapitalistiske system i længere tid. Problemet er, at disse ledere ikke har nogen intention om at stå i spidsen for en seriøs kamp mod kapitalismen. Tværtimod frygter de en sådan kamp, som djævlen frygter vievand. Det er derfor, at Trotskij sagde, at i sidste ende kan menneskehedens krise reduceres til en krise i proletariatets ledelse.

Den centrale opgave for marxister internationalt er at bygge en revolutionær tendens med en solid base i arbejderklassen og ungdommen. Og det er umuligt at bygge en revolutionær tendens uden revolutionær teori. Det revolutionære parti er arbejderklassens hukommelse. Vi har pligt til at minde arbejdere og unge om fortidens store traditioner og gøre Marx’, Engels’, Lenins og Trotskijs værker tilgængelige for dem. Og blandt de vigtigste af disse værker er Staten og Revolutionen, en bog der er lige så relevant i dag, som da den blev skrevet for et århundrede siden.

Kilder

1. Marx, Karl og Engels, Friedrich: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden,Marx, Karl og Engels, Friedrich: Udvalgte skrifter, Forlaget Tiden,København, 1976. Side 317

2. Bagehot, Walter. The English Constitution, s. xviii, egen oversættelse

3 Ibid., s. 34, egen oversættelse

4 Ibid., s. 48, egen oversættelse

5 Ibid., s. xxiii-xxiv, egen oversættelse

6 Trotskij, Leon. Writings on Britain, bd. 2, s. 40-41, egen oversættelse

7 Bagehot, Walter, The English Constitution, s. 71, egen oversættelse

8 Ibid., s. 3, egen oversættelse

9 Ibid., s. 3, egen oversættelse

* CNT: Confederación Nacional del Trabajo (Den Nationale Arbejderforening). Spansk anarko-syndikalistisk fagforening. Organisationen var en af den spanskearbejderklasses største organisationer i perioden fra 1936-1939 med revolution og borgerkrigi Spanien. CNT afviste parlamentarisk arbejde og ville gennem generalstrejker ogandre udenomsparlamentariske kampe etablere et kommunistisk samfund. Fra 1936 indgik CNT dog i en borgerlig samlingsregering, hvori CNT fik ministerposter.

† POUM: Partido Obrero de Unificación Marxista (Arbejderpartiet forMarxistisk Enhed). Catalansk venstreorienteret organisation, der var aktiv i periodenfra 1936-1939 med revolution og borgerkrig i Spanien. Opstod efter en fusion af dettrotskistiske Izquierda Comunista de España, ICE og og BOC, Arbejder- og bondeblokken.Trotskij kritiserede fusionen og kritiserede på flere områder POUM, bl.a. for i 1935at indgå i en folkefrontsregering og sidenhen for at støtte den borgerlige Generalitat-regeringi Catalonien. I juni 1937 blev POUM forbudt af den republikanske regering efterpres fra stalinisterne, deres militser afvæbnet og deres medlemmer forfulgt, fængslet ellermyrdet.

‡ Generalitaten: Den borgerlige catalanske lokalregering, der repræsenterededen spanske republik under borgerkrigen.

** Montseny, Federica (1905-1994): Spansk anarkist og CNT aktivist, som varsundhedsminister i den anden spanske republik fra 1936-1937. 

¤ L´union sacrée (Fransk for hellige forbund) var en betegnelse for den politiskevåbenhvile, der herskede i Frankrig under første verdenskrig, hvor venstrefløjen undlodat kritisere regeringen og indkalde til strejker. Den politiske våbenhvile var indgåeti patriotismens navn, hvilket stod i opposition til Anden Internationales oprindelige internationalistiske linje.

10 Ibid., s. 53, egen oversættelse

11 Trotskij, Leon, How the Revolution Armed, bd. 1, egen oversættelse

12 Trotkij, Leon, Revolutionen Forrådt, Forlaget Marx, 2014. s. 53-54. (En sætning er tilføjet i nærværende citat, som ikke indgår i Georg Moltveds danske oversættelse, men som er at finde i den engelske version)

13 Lenin, V. I., ’Om dobbeltmagten’ i Udvalgte værker, bd. 7, s .48.Staten