Revolutionen forrådt kan købes hos Forlaget Marx.Følgende er forordet til Forlaget Marx’ nye udgivelse af Leon Trotskijs mesterværk Revolutionen forrådt, der undersøger et spørgsmål, der må siges at være utroligt aktuelt for alle, der anser sig selv som socialist: hvad der gik galt i Sovjetunionen. Bogen kan købes fra Forlaget Marx gennem dette link.
Der findes nok ikke den socialist, der ikke på et tidspunkt har fået slynget sætningen »men se, hvad der skete i Sovjetunionen!« i hovedet som det ultimative argument fra en borgerlig onkel, gymnasielærer eller andre lignende karakterer. Har man læst Revolutionen forrådt, vil man ikke have besvær med at give dem svar på tiltale. Her forklarer Leon Trotskij, hvordan og hvorfor den russiske revolution degenererede til det stalinistiske diktatur, som i dag bruges som skræmmeeksempel for enhver, der kalder sig socialist.
Men det at studere analysen af Sovjetunionen har langt større implikationer end blot at kunne svare sin trælse onkel til næste familiemiddag. Kan man som socialist ikke svare på, hvad der gik galt i Sovjetunionen, så farer man uundgåeligt teoretisk og politisk vild og står desorienteret overfor de spørgsmål, som klassekampen rejser i dag.
Spørgsmålet om Sovjetunionens karakter og udvikling er det definerende spørgsmål for alle på venstrefløjen og er stadig grobund for udbredt forvirring. De tidligere udgaver af Revolutionen forrådt på dansk, både vores og andres, har til dels været medvirkende til denne forvirring, fordi den har indeholdt en række fejloversættelser. Dette forord bruger vi derfor ikke til en gennemgang af Trotskijs værk; vi kan alligevel ikke sige det lige så godt som Trotskij selv. Her vil vi i stedet forsøge at vise, hvad der sker, hvis ikke man har en klar analyse af Sovjetunionens degenerering. Det betyder, at forordet har en polemisk karakter, men vi mener, det er afgørende at klarlægge de uenigheder, der eksisterer på venstrefløjen med udspring i analysen af Sovjetunionen, frem for at feje dem ind under gulvtæppet.
Hvad var Sovjetunionen?
Indtil Sovjetunionens sammenbrud stolede den såkaldt kommunistiske venstrefløj – de moskvatro i forskellige afskygninger – på de sovjetiske lederes forsikringer om, at der i Sovjetunionen eksisterede “virkeliggjort socialisme”. Sovjets forfald i slutningen af 1980’erne og endelige opløsning i december 1991 efterlod dem i total vildrede. Mange konkluderede, at det var socialismen, der havde fejlet på den ene eller anden måde, og de opgav enhver ide om planøkonomi, en arbejderstat og nødvendigheden af en socialistisk revolution. Nogle af disse tidligere kommunister kan man stadig finde på venstrefløjen og i fagforeningerne, hvor de udgør et forstenet lag af desillusionerede og kyniske aktivister, der hænger som en klods om benet på al ungdommelig, revolutionær entusiasme.
Men det var ikke bare den stalinistiske fløj, der fik forståelsen af Sovjetunionen galt i halsen. Ikke længe efter at Trotskij blev myrdet af en stalinistisk agent i 1940, begyndte en del af den trotskistiske venstrefløj at vandre væk fra Trotskijs analyse af Sovjetunionen og opfinde sin egen teori om, at Sovjetunionen var statskapitalistisk. Ophavsmanden til denne teori var Tony Cliff, og hans retning indenfor trotskismen er i Danmark repræsenteret af Internationale Socialister (Socialist Workers Party, SWP, i Storbritannien).
Cliff argumenterede for, at Sovjetunionen overgik til at være statskapitalistisk efter indførelsen af den første femårsplan i 1928. Her, argumenterede han, blev arbejderklassen eksproprieret økonomisk og dermed også politisk af det stalinistiske bureaukrati. Internationale Socialister har opsummeret Cliffs teori således:
Cliff hævdede, at selv om det ikke lykkedes verdenskapitalismen at smadre Sovjetrepublikken i dens tidlige år, var der under Stalin sket en ændring af den økonomiske, sociale og politiske orden – til statskapitalisme. Stalin forsøgte at konkurrere militært med Vesten, og selv om ingen af dem vandt, påtvang kampen de to modstandere en slags symmetri. Rusland var nødt til at opbygge et kæmpe militærapparat, som modstykke til verdensimperialismens våbenmagt. Stalin var i stand til at opnå militær ligestilling, men kun på bekostning af massive omlægninger i den russiske økonomi og rædselsfulde forhold for den russiske befolkning.[1]
Ifølge Cliff var det altså Sovjetunionens behov for at konkurrere militært med Vesten, der fik Stalin til at omlægge økonomien til statskapitalisme. Dette er ikke stedet at gå dybere ned i Cliffs argumenter, som han for første gang opridsede i sin artikel “The Nature of Stalinist Russia” fra 1948. Cliffs argumenter blev dengang besvaret glimrende af Ted Grant, grundlæggeren af det vi i dag kender som den Internationale Marxistiske Tendens, som Revolutionære Socialister er en del af. I artiklen “Against the theory of State Capitalism” fra 1949 besvarer han Cliffs argumenter ét for ét baseret på Trotskijs analyse i nærværende værk. Vi kan kun anbefale alle, der ønsker at dykke dybere ned i analysen af Sovjetunionen og de østeuropæiske stater, der blev oprettet i det russiske billede, at læse Ted Grants artikel.
Ifølge Cliff holdt trotskister fejlagtigt fast i definitionen af Sovjetunionen som en degenereret arbejderstat. I stedet, argumenterede han, var denne definition helt fremmed for trotskismen, på trods af at den var udviklet af Trotskij. Han gik endda så langt som til at sige, at hvis ikke Fjerde Internationale gik væk fra Trotskijs definition, ville den »miste sin eksistensberettigelse.«[2] Vi er naturligvis enige i, at man ikke skal holde fast i hverken Trotskijs eller nogen andres analyser, hvis udviklingen viser behovet for at revidere den. Men i dag sidder vi med fordelen af bagklogskabens klare lys og kan afgøre, hvem der havde ret. Ikke i abstrakte argumenter men i historiens udvikling. Og historien har vist, at Trotskij fik ret, da han i Revolutionen forrådt, dvs. allerede i 1936, viste, hvordan udviklingen i Sovjetunionen ville føre til planøkonomiens undergang, hvis ikke arbejderklassen formåede at vælte bureaukratiet gennem en politisk revolution. Han fik også ret i, at planøkonomiens fald ville have fatale konsekvenser for den sovjetiske befolkning. Derfor kæmpede Trotskij med sit liv som indsats for at redde og forsvare den planøkonomi, som oktoberrevolutionen havde skabt. I modsætning til Cliff anså Trotskij nemlig Sovjetunionen for at være et kvalitativt andet socialt styre end det kapitalistiske Vesten, og i kampen mellem de to forsvarede han konsekvent Sovjetunionen på trods af det bureaukratiske diktatur.
Analysen af Sovjetunionens klassekarakter havde også konsekvenser for synet på arbejderklassens opgave i Sovjetunionen. Trotskij argumenterede for, at opgaven for de sovjetiske arbejdere var at vælte bureaukratiet gennem en politisk revolution, mens fortalerne for statskapitalisme afviste at forsvare Sovjetunionen og så opgaven som en ændring af ejendomsformerne gennem en social revolution. Fortalerne for statskapitalisme erklærede i forlængelse deraf, at Sovjetunionens fald ikke ville udgøre et tilbageskridt men blot et skridt »til siden«, eftersom det blot var en overgang fra én slags kapitalisme til en anden. Det faktum, at produktionen faldt med 60% mellem 1990 og 1997, og at levealderen faldt igennem flere år efter Murens fald, viser, at Trotskij havde ret. I dag rejser det samme spørgsmål sig i relation til den overgang til kapitalisme, der foregår i Cuba: Vil den cubanske planøkonomis fald betyde et skridt »til siden«, eller vil det have fatale konsekvenser for den cubanske befolkning? Hvis Cliffs tilhængere var konsekvente, argumenterede de for det første, IMT mener det sidste.
Følelser eller videnskab – om den marxistiske metode
Spørgsmålet om Sovjetunionens karakter er ikke kun relevant i forhold til spørgsmålet om Sovjetunionens klassekarakter men afslører også noget helt basalt om metoden. Fortalerne for statskapitalisme har erstattet den videnskabelige marxistiske metode med en følelsesmæssig tilgang: Sovjetunionen under Stalin er et diktatur, altså er det dårligt. Er det dårligt, kan det ikke være en arbejderstat, ergo må det være kapitalisme. I realiteten er de bukket under for presset fra den borgerlige onkel og hans sjak af borgerlige meningsdannere. Denne forkerte metode sætter sig igennem på alle områder fra teori til strategi og taktik.
Freddie Nielsen fra IS kommer i sin anmeldelse af Pelle Dragsteds bog Nordisk socialisme med et godt eksempel på IS’ernes tilgang. Heri argumenterer Nielsen imod de, der karakteriserer Sovjetunionen som socialisme:
Problemet er igen, at der kun ses på ejendomsformen. I Sovjet var der ikke privat ejendom, ergo var det ikke kapitalisme, ergo måtte det være socialisme. Men i stedet burde man have spurgt ‘er der arbejdermagt?’ – dvs. er det det store flertal, der bestemmer over et lille mindretal? Og så er svaret vel ikke så svært. […] At Stalins 5-års planer skulle være socialistisk planøkonomi, må betegnes som et af verdenshistoriens største bedrag. Realiteten er, at 5-års planens indførelse skete med afslutningen på Stalins stille (ublodig var den ikke) kontrarevolution, og markerede i stedet starten på den statskapitalistiske omstilling, der kostede bønder, arbejdere og socialister livet i tusindvis.[3]
Trotskij, forfatteren til Revolutionen forrådt, der læser avisen Militant. Foto: public domain
At afskrive spørgsmålet om ejendomsformen og i stedet gøre den politiske overbygning, spørgsmålet om arbejdermagt, til det centrale, som Nielsen gør, er ikke en marxistisk tilgang. For marxister er det materielle grundlag, økonomien, i sidste ende det afgørende. Også kapitalistiske lande har gennem historien antaget mange forskellige politiske overbygninger fra borgerlige demokratier til Nazi-Tyskland. For marxister afgøres en stats klassekarakter af det økonomiske grundlag. Trotskij definerede meget klart Sovjetunionen som en arbejderstat, fordi økonomien i Sovjetunionen var nationaliseret:
Nationaliseringen af jorden, af industriens produktionsmidler, af transport og handel danner sammen med monopolet på udenrigshandel grundlaget for Sovjets sociale struktur. Gennem disse relationer, der blev etableret af den proletariske revolution, er Sovjetunionens natur som en arbejderstat dybest set defineret.[4]
Nielsens beskrivelse af planøkonomien som afslutningen på Stalins kontrarevolution viser det teoretiske rod, der opstår, når man opgiver den marxistiske metode: Planøkonomien var ikke et resultat af Stalins kontrarevolution, men et progressivt skridt, og sikrede en enorm økonomisk fremgang på trods af bureaukratiet.
Samme tilgang gælder spørgsmålet om klasser. Trotskij viste også, at ideen om, at bureaukratiet skulle være en særlig klasse, strider direkte imod den marxistiske forståelse af klasser:
Klasser er karakteriseret ved den stilling, de indtager i økonomiens sociale system og først og fremmest ved deres relation til produktionsmidlerne. I civiliserede samfund bekræftes ejendomsforholdene ved lov.[5]
Bureaukratiet i Sovjetunionen tilranede sig magt og privilegier, men Trotskij viste, at de ikke havde en særlig stilling i relation til produktionsmidlerne: De ejede ikke produktionsmidlerne men forvaltede dem blot. De forvaltede dem på en måde, hvor de tilranede sig enorme privilegier, men for at bevare disse privilegier var de samtidig nødt til at forsvare planøkonomien og den statslige ejendomsret til produktionsmidlerne.
At Trotskij beskrev Sovjetunionen som en arbejderstat betød ikke, at han mente, at der var socialisme i Sovjetunionen. Han harcelerede mod bureaukratiets påstand om, at der eksisterede socialisme, samtidig med at der var folk, der sultede. Som han påpegede, er socialisme en samfundsform med nok til alle, hvor ulighed og dermed staten begynder at dø bort. Det var ikke tilfældet i Sovjetunionen, som Trotskij viser i Revolutionen forrådt. Han var meget forsigtig med at fremstille Sovjetunionen som noget færdigt og fast men understregede, at Sovjetunionen var et styre under udvikling:
Det ville derfor være rigtigere at kalde det nuværende sovjetstyre med alle dets modsætninger – ikke et socialistisk styre – men et forberedende styre under overgangen fra kapitalisme til socialisme.[6]
Det var på den baggrund, at han kunne forudse, at bureaukratiet, der på Trotskijs tid forsvarede planøkonomien, fordi deres privilegier afhang af den, på et tidspunkt ville ønske at blive kapitalister selv. Eftersom bureaukratiet netop ikke var en klasse, afhang deres magt og privilegier af deres position, og en sådan position var langt fra sikker men afhang af de øvre bureaukraters omskiftelige luner og interesser. Bureaukratiet kunne heller ikke give deres position videre i arv til deres børn. På et tidspunkt ville de derfor foretrække ikke bare at administrere økonomien men at eje den.
Det kan synes fristende, og i hvert fald nemt, at afskrive Sovjetunionen under Stalin. Det byder sig som det nemme svar til den træls onkel – man kan bare give ham ret. Men det er en farlig vej at gå at afvise alt, der ikke er “rent” og passer direkte ned i den forudbestemte kasse. En massebevægelse vil aldrig være “ren”, og en revolution vil ikke skabe socialisme efter en forudbestemt skabelon. Marxisters opgave er ikke at “føle” men at analysere fænomener for at lære af dem.
En helt ny udgave
Vi må dog erkende, at vi selv har været medvirkende til at skabe forvirring omkring Trotskijs analyse af Sovjetunionen. De tidligere udgaver af Revolutionen forrådt på dansk, både vores og andres, har været baseret på Georg Moltveds oversættelse udgivet af Borgen i 1960 og den indeholder graverende politiske fejl. Denne udgave af Revolutionen forrådt er første gang, der udkommer en korrekt version på dansk.
Den mest alvorlige fejl i de gamle danske udgaver er, at Moltveds oversættelse i utallige tilfælde beskriver bureaukratiet i Sovjetunionen som den herskende klasse. Ser man på den russiske version, som er originalsproget, er der ingen tvivl om, at det var en fejloversættelse: Moltved har oversat herskende lag til herskende klasse. Læser man Revolutionen forrådt, kan det undre, at man kan komme til at lave den fejloversættelse. Trotskij har et afsnit, der direkte behandler spørgsmålet: »Er bureaukratiet en herskende klasse?« Spørgsmålet besvarer Trotskij negativt: »Forsøget på at fremstille sovjetbureaukratiet som en klasse af “statskapitalister” kan åbenlyst ikke modstå kritik«.[7]
I Moltveds gamle danske fejloversættelse er det ikke kun ordet »klasse«/»lag«, der er forkert; hele den politiske tone er farvet af en forståelse af Sovjetunionens klassekarakter, der minder om Cliffs. Det kommer f.eks. til udtryk i følgende udsnit, hvor der i den gamle oversættelse stod:
Sovjetbureaukratiet har eksproprieret proletariatet for at forsvare de sociale erobringer med sine egne metoder.
Den korrekte formulering er:
Sovjetbureaukratiet har eksproprieret proletariatet politisk for at forsvare de sociale erobringer med sine egne metoder.[8]
Moltved havde ikke fået ordet »politisk« med. Det ændrer hele karakteren af sætningen. Uden ordet politisk kan sætningen læses som, at bureaukratiet har eksproprieret arbejderklassen som herskende klasse, altså har overtaget ejendomsretten til produktionsmidlerne fra staten. Med ordet politisk bliver sætningen i overensstemmelse med Trotskijs analyse af Sovjetunionen som en degenereret arbejderstat, hvor den nationaliserede planøkonomi består, mens arbejderklassen er fjernet fra den politiske magt af bureaukratiet. Hvad opgaven er følger af analysen: i det ene tilfælde en social revolution i det andet en politisk.
Denne nye udgave af Revolutionen forrådt er derfor næsten en nyoversættelse. Hele den gamle danske tekst er holdt op imod den engelske version udgivet af Union books i januar 1999, og der er rettet i omtrent 4 ud af 5 sætninger. Man kan være enig eller uenig med Trotskijs analyse, men nu kan man i hvert fald afgøre det på baggrund af en korrekt oversættelse.
Ingen garantier
Hovedparten af venstrefløjen er gået galt i byen, når det kommer til analysen af Sovjetunionen, og det har haft afgørende betydning for deres evne til at agere i klassekampen i dag. De tidligere kommunister er desillusionerede og har opgivet troen på en socialistisk revolution. Tilhængerne af statskapitalismeteorien mangler det marxistiske kompas til at navigere, fordi de har opgivet den marxistiske metode. Og så er der dem, der helt undlader at forholde sig til spørgsmålet, såsom Enhedslisten, der blev dannet i 1991, da stalinister, trotskister og andre slog sig sammen, og som for enhedens skyld lod analysen af Sovjetunionen ligge. Men hvordan skal man gøre sig forhåbninger om at kunne give en retning for fremtiden uden en klar analyse af den måske allervigtigste erfaring for den internationale arbejderklasse?
Selvom vi mener, at Trotskij havde ret i sin analyse, må vi advare om, at det ikke betyder, at den fremtidige socialistiske revolution automatisk er sikret – der findes ingen garantier i revolutionær politik! Bare fordi vi i dag forstår, hvad der gik galt i Sovjetunionen, betyder det ikke, at det kunne være gået anderledes, hvis lederne af revolutionen havde haft samme viden dengang. Mange af Trotskijs tilhængere forstod ikke, hvordan Stalin kunne vinde, når nu “trotskisterne” havde den rigtige analyse og de bedste argumenter. Men som Trotskij forklarede, så afgøres historien ikke af gode argumenter men af de materielle forhold og styrkeforholdet mellem klasserne. Degenereringen af den russiske revolution var uundgåelig, fordi revolutionen ikke spredte sig, eller snarere fordi den ikke lykkedes i de udviklede kapitalistiske lande. Dette kunne end ikke Trotskijs fremragende analyser ændre på. Det er lektien fra den russiske revolution: At intet land kan stå alene og opbygge socialisme. Revolutionen må starte et sted, men derefter er det afgørende, at den spreder sig internationalt. Det kræver en international organisation, der har lært af erfaringerne.
En sådan organisation må bygges på et solidt teoretisk fundament. En hjørnesten heri er forståelsen af, hvad der gik galt i den internationale arbejderklasses største og mest vidtrækkende forsøg på at skabe et socialistisk samfund. Et forsøg, som ændrede verdenshistorien på alle niveauer. Her spiller Trotskijs Revolutionen forrådt en hovedrolle. Det er kun på baggrund af en forståelse af, hvad der gik galt i Sovjetunionen, at den kommende revolutionære bølge endelig kan lykkes.
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
Fodnoter:
[1] Jack Robertson, “Månedens bog: Tony Cliff: Trotskyism After Trotsky, Den revolutionære tradition siden Trotskij”, januar 1999.
[2] Tony Cliff, “The Nature of Stalinist Russia”, introduction, på marxists.org.
[3] Freddie Nielsen, “Pelle Dragsteds ‘Nordisk socialisme’”, 3. august 2021 på socialister.dk
[4] Kapitel 9 i nærværende værk.
[5] Kapitel 9 i nærværende værk.
[6] Kapitel 3 i nærværende værk.
[7] Kapitel 9 i nærværende værk.
[8] Kapitel 9 i nærværende værk.
