Churchill, Truman og Stalin mødes til Postdam-konferencen i august, 1945.

Da Nazityskland angreb Sovjetunionen i 1941 var der ikke mange der troede, at Sovjet ville holde mere end et par måneder. Men resultatet af den blodigste krig i menneskehedens historie var et sejrrigt Sovjet, der havde opnået status af international supermagt. Den dag i dag er der folk på venstrefløjen verden over og borgerlige historikere, der mener, at Stalin fortjener at blive hyldet som sejrherren, der knuste Nazityskland. De hylder Stalin som manden, der traf de hårde men nødvendige beslutninger. Intet kunne være længere fra sandheden. 

Det er sandt, at Sovjetunionen besejrede Nazityskland i anden verdenskrig, hvor den europæiske østfront var den altafgørende slagmark. Men Sovjetunionen sejrede ikke på grund af, men til trods for Stalin. Krigen blev langt blodigere, og varede længere end nødvendigt netop på grund af Stalin og hans regime. Det stalinistiske diktatur kan ikke frikendes for deres andel i de 29 millioner sovjetborgere, der døde som følge af anden verdenskrig. 

At Sovjetunionen gik sejrrig ud af krigen, skyldtes den sovjetiske planøkonomi og det sovjetiske folk, der var villige til at ofre deres liv, ikke blot for deres familier, men for at forsvare erobringerne fra oktoberrevolutionen. De havde et indædt ønske om at knuse nazismen og kæmpede for et højere ideal, løftet om et fremtidigt socialistisk samfund. 

Noget at kæmpe for

I årene op til anden verdenskrigs udbrud i 1939 havde Sovjetunionen på den ene side oplevet en utrolig økonomisk fremgang, men samtidig, på den anden, politiske kriser og terrorkampagner fra det stalinistiske diktatur.

Siden Stalin kom til magten i Sovjet tilbage i 1924 havde hans regime været i permanent krise, og hans egen position var på ingen måde garanteret. Det stalinistiske regime var inde i en proces, hvor det i stigende grad herskede ved brug af vold og terror igennem en mægtig politistat styret af NKVD (som efterretningstjenesten hed under anden verdenskrig). Bureaukratiet sad som en mægtig parasit på det sovjetiske samfund og planøkonomien.

Da trediverne gik på hæld og krigens mørke skyer trak sammen, skete det over et sovjetisk samfund, som var radikalt forandret siden oktoberrevolutionen i 1917. Det sovjetiske samfund i slut-30’erne var intet rigt samfund, men for et stort flertal i befolkningen var der sket forandringer til det bedre, på trods af at de levede i en diktaturstat. I zartiden kunne kun omkring 30% af befolkningen læse og skrive, men i 1937 var antallet steget til 75%. Takket være planøkonomien fandtes arbejdsløshed ikke, hvilket gav en social tryghed og stabilitet, som ikke blot var uhørt i russisk historie, men som ligeledes var totalt ukendt på resten af klodens overflade. Sygdomme som tyfus og kolera blev udryddet, og gennemsnitslevealderen steg med mere end 12 år.  

Oktoberrevolutionen i 1917 var blevet gennemført af arbejderklassen, og 20 år efter lænede Stalin sig stadig op af planøkonomien og derigennem arbejderklassen. For de millioner af unge sovjetborgere, der flyttede fra landet til byen i løbet trediverne, betød det, at de for første gang i deres slægts historie fik adgang til gratis lægehjælp og uddannelse, samt en statsgaranteret bolig, som dog ofte var af ringe kvalitet. Det var noget af en social revolution. Sovjetborgerne fik ligeledes for først gang adgang til fritidstilbud. Sportsklubber, koncerter og biografer blev gjort tilgængelige for ganske symbolske beløb. Fremgangen skete dog ikke uden omkostninger for arbejdere og bønder. Især de millioner af tvangskollektiviserede bønder, blev ofre for regimet på baggrund af den brutale og forfejlede implementering af kollektiviseringen af landbruget. Det medførte dog, at arbejderklassen i byerne voksede og levestandarden, også for disse lag, blev hævet. 

Oktoberrevolutionens resultater havde hævet levestandarden, og målet om skabelse af socialisme skabte et håb om fremskridt i det sovjetiske folk, her udtrykt af Lev Kopelev, der var født i en ukrainsk landsby og senere blev officer i den røde hær:

“Når det hele er forbi, [red.: Sovjetunionens opbygning] vil der ikke være nogen grænser og slet ingen kapitalister og fascister… Moskva, Kharkov og Kiev vil blive lige så store og lige så godt byggede som Berlin, Hamborg og New York… Vi får skyskrabere, gader fulde af biler og cykler, og alle arbejdere og bønder vil tage fint tøj på og gå spadseretur med hat og armbåndsur.”

Fra nummer 1 til nummer sjok

Den røde hær havde været en af de bedste hære i verden i starten af 1930erne. Den var blevet stampet op af jorden, nærmest egenhændigt af Trotskij i 1918 under de mørkeste dage af den russiske borgerkrig. Mod alle odds var det lykkedes Den røde hær at besejre 21 udenlandske invasionshære (under en bred betegnelse kaldet de hvide hære), der ofte var langt bedre trænet og bevæbnet end den røde hær. Den røde hærs succes i borgerkrigen byggede på mobilitet, fleksibilitet og ikke mindst politiske ideer, der fokuserede på at undergrave modstandernes moral igennem internationalistisk politik og agitation. 

Den røde hærs succes under borgerkrigen byggede på politik. Den røde hær havde noget at kæmpe for: En arbejderstat og den internationale socialistiske verdensrevolution, og når det drejer sig om militære konflikter er moral altid hundrede gange vigtigere end militært isenkram. De røde soldater stod overfor soldater i De Hvide Hære som ofte var russiske bønder, der blev tvunget i kamp for godsejere og generaler, der blot ville udnytte og undertrykke dem. Derfor fokuserede de rødes politiske kommissærer, der alle var kommunistiske partimedlemmer, på enten at få de hvide soldater til at begå mytteri, desertere eller at gå over på de rødes side. Systemet med politiske kommissærer var blevet udtænkt af Leon Trotskij. Det havde været nødvendigt for det unge sovjetregime at benytte sig af en stor del officerer fra den gamle zaristiske hær, fordi de var de eneste med militærteknisk viden. Kommissærens opgave var at overvåge officererne, hvis loyalitet overfor den unge Sovjetstat ofte var tvivlsom. Kommissærsystemet var et udtryk for Bolsjevikkernes politiske tilgang til krig, der inspirerede og indgav soldaterne i den røde hær den moral og det politiske perspektiv, der muliggjorde sejren i borgerkrigen. 

Da den russiske borgerkrig endte, var den røde hær en af de bedste militærstrategiske hærstyrker i verden, hvor militærgenier såsom Mikhail Tukhachevskij indtog de ledende positioner. 

På baggrund af erfaringerne fra borgerkrigen, og som en afspejling af revolutionens livgivende effekt på tænkningen generelt indenfor hele det sovjetiske samfund, udviklede den røde hær banebrydende nye militære teorier. Den røde hærs nye officerer, som enten var blevet forfremmet på baggrund af deres meritter i borgerkrigen, eller uddannet på Mikhail Tukhachevskijs nye militærakademi, forkastede de gamle og forstokkede militære dogmer. I stedet sprudlede debatten og deres teorier blev centreret omkring yderst mobil krigsførelse ved brug af industrielle midler: tog, fly, let artilleri og panserbiler. De forudså nødvendigheden af at udvikle nye hurtige og slagkraftige kampvogne til at være spydspids i en sådan moderne krigsførelse. Kampvognene skulle ikke bare støtte infanteriet, som det var sket i første verdenskrigs skyttegravskrig, men agere på egen hånd i koncentrerede, dybe fremstød gennem fjendens linjer, som skulle være så hurtige, at fjenden ikke kunne nå at bringe reserver frem til at lukke hullet. Disse revolutionerende tanker gik næsten stik modsat de vestlige magters militære doktrin fra første verdenskrig (1914-1918), der fokuserede på massiv artilleriild og infanteriangreb mod befæstede stillinger, hvilket havde ført til det statiske slagteri i skyttegravene og omkring 20 millioner dræbte, uden at fronten rykkede sig synderligt. 

I løbet af 1920erne og 1930erne blev den røde hær  ved med at udvikle sine doktriner og sin teknik. Sovjetunionen blev det førende land i verden, inden for krigsførelse med kampvogne. Hele idéen om Blitzkrig, der senere sikrede Nazityskland store sejre i de første år af anden verdenskrig, mindede i høj grad om den doktrin, der blev udviklet i Sovjetunionen (til dels i hemmeligt samarbejde med nogle af de førende officerer fra den tyske hær, der omgik Versailles-traktaten ved at træne i hemmelighed på Sovjetisk territorium mod at dele deres viden) under begrebet “angreb i dybden”. Konceptet var, kort fortalt, flere kombinerede og koncentrerede kampvogns- og flyangreb, hvor modstanderen stod svagest, med det mål at trænge dybt ind i modstanderens bagland, hurtigere end infanteriet kunne følge med, for at overskære forsyningslinjer, og omringe fjendtlige styrker. Altså en forlængelse af erfaringerne fra den russiske borgerkrig. 

Den røde hær skulle dog miste hele sin førerposition og alle sine erfaringer og træning, da Stalin skød hjernen ud på den røde hærs ledelse i 1938. Fra 1936 kørte skueprocesserne og i 1938 blev det den røde hærs tur. Stalin så fjender alle vegne, virkelige som opfundne. Hans terror blev en selvopfyldende profeti, fordi også toppen af hæren kunne se, at den truede hele regimet. Det var Stalins paranoia og terrorregime, der gjorde faren for et kup fra militærets side reel, især efter at Stalin i sin paranoia beordrede den ene general efter den anden henrettet, inklusiv Tjukhachevskij. I alt blev 36.671 højtstående officerer henrettet, sat i fængsel eller fyret, og ud af 706 officer der havde rangen af brigadegeneral og over, blev kun 303 ikke ramt. De blev ofret for, at Stalin kunne bibeholde sin plads i toppen af den bureaukratiske terrorpyramide.

Denne halshugning af den røde hær skulle vise sig at blive katastrofal. Fra at være en af de førende militærmaskiner i verden, blev hæren kastet tilbage til militære doktriner fra 1915: Massiv artilleriild og massive frontale infanteriangreb, hvor kampvogne og fly kun spillede en sekundær støtterolle. En strategi der havde kostet millioner af soldater livet i første verdenskrig og ligeledes skulle koste den røde hær millioner af liv. Grunden til at denne dybt forældede og fordummende strategi blev hevet op af skraldespanden skyldtes, at den nærmest ikke krævede nogen uddannelse eller kompliceret militær organisation. De generaler, der erstattede de henrettede, havde ingen uddannelse. De var kun blevet forfremmet, fordi de nød Stalins tillid. Samtidigt var et sådant system totalt top-down styret, uden krav om selvstændig handling. Alle skulle blot udføre deres ordre uden at stille spørgsmålstegn, og ingen kunne derfor stilles til ansvar for selvstændig handling – det var det naturlige udtryk for et dybt repressivt regime. 

Strategiens konsekvenser blev beskrevet således i en intern rapport fra NKVD om de frygtelige kampe i sommeren 1941 lige efter den tyske invasion: 

“Officererne har ingen andre strategier end direkte frontalangreb. Som alle de foregående dage sender de soldaterne direkte ud foran de tyske kampvogne. Deres eneste moralske oprustning er det fælles kampråb ‘Huurah!’, som virkelig sætter en skræk i livet på fjenden.” 

Yderligere var kommissærsystemet muteret til ukendelighed på grund af den politiske kontrarevolution i Sovjetunionen. Kommissærerne blev NKVD’s forlængede arm i den røde hær, og havde kun det formål at overvåge og angive officerer og soldater til det hemmelige politi. Det betød, at samtlige niveauer i den røde hær var handlingslammede, da ingen turde tage selvstændige beslutninger af frygt for, at deres navn ville havne på en henrettelsesliste. Stalin havde forvandlet den røde hær til et ventende slagtefår, da anden verdenskrig startede den 1. september 1939.

Pagten med djævlen

Nazityskland under Adolf Hitler var endnu et produkt af Stalins katastrofale ledelse. Det millionstærke tyske Kommunistparti (KPD) havde forholdt sig passivt og endda støttet op om nazismens fremgang i Tyskland i starten af 1930’erne, da Stalin igennem Komintern havde dikteret, at det tyske Socialdemokrati (SPD) var hovedfjenden. Det betød, at Hitler kom til magten uden at knuse et vindue.

Der skulle dog ikke gå langt tid efter nazimens magtovertagelse i 1933, før det stod klart, at Nazityskland var Sovjetunionens fjende nummer 1. Hitler og nazisterne var ikke bare hadefulde antikommunister, men havde helt åbenlyse planer for masseudryddelse og kolonisering af hele Østeuropa. Den kapitalistiske tyske økonomi havde desperat brug for to ting, hvis den skulle have nogen chance mod de britiske og amerikanske kapitalistiske rivaler: korn og olie. Det var her Sovjetunionen kom ind i billedet. Med sit kornkammer i Ukraine og sine kæmpe oliefelter i Kaukasus udgjorde Sovjetunionen det nærmeste ressourceområde, den tyske hær kunne marchere til.

Udover de rent økonomiske aspekter var der også de ideologiske. Nazityskland og Sovjetunionen var to antagonistiske socioøkonomiske systemer, og så længe Sovjetunionen eksisterede var muligheden for en arbejderrevolution i Tyskland virkelig, og derfor måtte Sovjet fjernes fra jordens overflade.   

Stalins ødelæggelse af den røde hærs ledelse i 1938 kunne ikke være kommet på et værre tidspunkt, da det var her, at Hitler virkelig begyndte at forberede sin militære ekspansion med besættelsen af Østrig. Stalin prøvede desperat at få en alliance med briterne og franskmændene mod Hitler, men de to kapitalistiske stormagter ønskede ikke en alliance. De så Sovjetunionen som en lige så stor trussel som Nazityskland, og håbede på at Nazityskland og Sovjetunionen ville udradere hinanden, så de kunne svinge ind i sidste øjeblik og feje resterne op.

Stalin, der var opportunist til fingerspidserne, begyndte i dybeste hemmelighed at bejle til Nazityskland, hvilket førte til det ultimative forræderi mod den internationale arbejderklasse i form af ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Nazityskland i august 1939. 

Fra Sovjets side underkendte pagten ikke blot tusindvis af kommunister og socialisters død og ofre i kampen mod nazismen og fascismen i mellemkrigstiden, men gik skridtet videre. Sovjetunionen udleverede tyske kommunister, der efter Hitlers magtovertagelse i 1933 havde arbejdet under jorden og som efterfølgende var flygtet til Sovjetunionen, til den sikre død i Nazityskland. Pagten kastede hele den kommunistiske verdensbevægelse ud i kaos og demoralisering. Den var et utænkeligt forræderi, der blev til virkelighed.

Stalin, der ellers ikke stolede på nogen, valgte at stole på Adolf Hitler af alle mennesker i verden. Man kan kun gisne om, hvad Stalin ville opnå med ikke-angrebspagten, men muligheden foreligger, at Stalin simpelthen var dum nok til at tro, at pagten havde løst det fjendtlige forhold mellem Nazityskland og Sovjet. Det var ren fantasi. Pagten svækkede Sovjetunionen, da den internationale arbejderklasses reaktion var at vende sig væk fra Sovjet i afsky.     

Stalin gav Hitler alt, hvad han pegede på i form af korn og olie. Nazityskland ville højst have kunnet føre krig i 4 måneder i 1939 før de slap op for benzin og mad, hvis det ikke havde været for de massive leverancer fra Sovjetunionen. Mellem september 1939 og juni 1941 var det Stalin, der holdte den tyske krigsmaskine kørende. 

Med til ikke-angrebspagten hørte en hemmelig aftale om opdelingen af Østeuropa i interessesfærer, hvor militærdiktaturet Polen blev delt mellem Sovjet og Nazityskland, hvilket blev effektueret kort efter verdenskrigens begyndelse den 1. september 1939. Ligeledes tilfaldt de baltiske lande og Moldavien Sovjetunionen. Stalin havde således bygget sig en bufferzone til Nazityskland, men selvom Stalin havde købt sig selv tid med sin pagt med ”djævlen”, blev tiden på ingen måde udnyttet fornuftigt. Den røde hær var stadig i totalt kaos, hvilket blev understreget, da Sovjetunionen invaderede militærdiktaturet i Finland i november 1939. Det lille Finland burde nemt være kastet til side af den mægtige røde hær, og være blevet indlemmet i Sovjets bufferzone. Ødelæggelsen af den røde hærs officerskorps, viste sig ikke overraskende at have meget konkrete og katastrofale konsekvenser. Resultatet af simple frontale infanteriangreb mod betonbunkers i sne og frost var massive tab på sovjetisk side. Til sidst blev det finske forsvar knækket i marts 1940, men da greb Hitler ind til Finlands fordel, og sikrede diktaturets overlevelse på trods af store landafståelser til Sovjet.  

Den røde hærs elendige resultater i den finske vinterkrig overbeviste Hitler om, at Sovjetunionen lå nærmest helt åben med et ikke-fungerende militær, og at alt hvad det krævede, for at den rådne bygning styrtede sammen, var at sparke døren ind.

Den rådne bygning

Da anden verdenskrig begyndte, startede den økonomiske og teknologiske nedtælling for det nazistiske regime i Tyskland og Hitler vidste det. Nazityskland havde kun meget begrænsede lagre af benzin, og for lidt landbrugsjord til at kunne producere fødevarer til sin 60 millioner store befolkning. Tyskland var i 1939 foran, når det gjaldt kampvogne, soldater, fly og militær teknologi, men dette ville ikke vare ved. Jo længere krigen varede, desto værre ville situationen blive for Nazityskland. Briternes og amerikanernes adgang til hele klodens ressourcer ville betyde, at fik de tid nok, ville de uundgåeligt sejre over Nazityskland før eller siden. 

Så Hitler gjorde, det han gjorde bedst. Han gamblede og slog først, mens Nazitysklands økonomi havde et lille forspring. Polen blev knust i september 1939, Danmark og Norge i april 1940, Holland, Belgien og Frankrig i juni 1940, og til sidst Jugoslavien og Grækenland i maj 1941. Ved brug af de samme doktriner som de sovjetiske militærteoretikere havde udviklet inden Stalins udrensninger, lykkedes det Tyskland at besejre den historiske rival Frankrig på blot 6 uger. Men englænderne ønskede, på trods af fredstilbud fra Hitler, ikke at dele deres verdensherredømme med tysk kapitalisme og nægtede at indgå i fredsforhandlinger, da de vidste, at tiden var på deres side.

Selvom Stalin havde overholdt sin del af aftalen og forsynet Nazityskland med olie og korn, var der (for alle andre end Stalin) ingen tvivl om, at en krig mellem Sovjetunionen og Nazityskland ville komme før eller siden. Hitler besluttede at handle i dag i stedet for at vente til i morgen. Sovjetunionens ressourcer var nødvendige for Nazityskland, hvis de skulle have en chance for at klare sig mod de anglosaksiske rivaler. Og der var ingen garanti for, at Stalin ville holde sine forsyningslinjer til Nazityskland åbne for altid, i takt med at det tyske behov for de sovjetiske ressourcer steg stødt.  Derudover havde tysk imperialisme brug for at ekspandere på Sovjetunionens bekostning og dermed få adgang til arbejdskraft, landbrugsjord osv.

Den 22. juni 1941 angreb 410 tyske divisioner Sovjetunionen, og den røde hær blev kørt midt over. I løbet af de første dage blev 1.500 sovjetiske fly ødelagt på jorden. Flere tusinde kampvogne gik ligeledes tabt. Næsten 2 millioner sovjetiske soldater blev taget til fange i løbet af de første måneders kampe. Den tyske hærgruppe Midte rykkede 650 kilometer frem til hjertet af det vestlige Rusland. Hvad var der sket?

Det er stadig omdiskuteret blandt historikere, hvad der gik gennem hovedet på Stalin i de første dage hvor Tyskland angreb, men faktum er, at de sovjetiske fly var parkeret ude på åben mark, samt at infanteriet ikke benyttede nogle af de mange forsvarsværker, der var blevet bygget ved grænsen i løbet af 1930’erne. Hitler havde taget Stalin totalt på sengen. 

Allerede i begyndelsen af krigshandlingerne mod Sovjet begyndte SS og andre nazistiske terrorkorps, at nedskyde tusindvis af jøder og indfange unge mænd og kvinder som slavearbejdere til den tyske krigsøkonomi. Enorme mængder fødevarer blev taget fra civilbefolkningen i de besatte områder. Ifølge den nazistiske Østplan skulle omkring 75% af den sovjetiske befolkning lide sultedøden, og de sidste 25% skulle være slaver. 

Den sovjetiske stat stod ikke blot overfor kollaps, men det sovjetiske folk stod overfor en akut trussel om udryddelse. I denne meget kritiske situationen svigtede Stalin totalt. Efter Hitlers invasion fik Stalin et nervesammenbrud, og han tog ud i sit sommerhus udenfor Moskva, hvor ingen kunne komme i kontakt med ham i en uge.

Nikita Khrusjtjov, der siden blev Stalins efterfølger, fortalte senere, hvordan Stalin reagerede ved den tyske invasion den 22. juni 1941: 

“Stalin – vendte sig til sine nærmeste medarbejdere og sagde: ‘Alt hvad Lenin har skabt, har vi tabt for evigt!’ og med de ord forsvandt Stalin, verdens største diktator, fra scenen. Han trak sig tilbage til sin villa i Kuntsevo, hvor han lukkede sig inde i flere dage. Han tog ikke telefonen. Han holdt sig ikke i forbindelse med sine medarbejdere. Han nægtede at se dem.”

Det virkede som om, at Hitlers praleri om, at man blot skulle sparke døren ind, så ville hele den rådne bygning falde sammen, skulle vise sig at holde stik.

Enheder fra den 62. sovjetiske armé kæmper mod tyskerne i Stalingrad, 1943.

Planøkonomien vs. den tyske krigsmaskine

Stalin og hans inderkreds var handlingslammede af den katastrofale situation, de selv havde været med til at skabe. Men der var andre, der ikke var handlingslammede; de sovjetiske bønder og arbejdere. På trods af den totale mangel på ledelse i de første kritiske uger, kæmpede det sovjetiske folk med alt, hvad de havde, imod den tyske invasionshær. Over hele Sovjetunionen meldte folk sig frivilligt til den røde hær eller mange af de nyligt oprettet arbejdermilitser. Soldater, der enten var blevet fanget bag fjendens linjer eller bortkommet fra deres enheder, begyndte med det samme at føre guerillakrig i det tyske bagland sammen med lokale bønder. 

Russerne og de mange andre sovjetiske folk havde god grund til at kæmpe med uhørt intensitet. Alt hvad den tyske kapitalisme og nazisme tilbød dem var udryddelse af deres folk og deres civilisation. De havde bygget kimen til et helt nyt samfund på 20 år. De havde faktisk kunnet begynde at se resultaterne af deres arbejde og deres enorme ofre, og nu ville Nazityskland tage alt fra dem. For arbejdere og bønder i Sovjetunionen var krigen en krig for retten til at eksistere som mennesker, og for deres unikke sociale system: planøkonomien. Og de kæmpede med alt, hvad de havde. Den hviderussiske jøde Kirill Krillovitjs, der kæmpede i den røde hær, udtrykte det således:

“Jeg vidste udmærket, hvilket system der havde ødelagt min verden, og hvilket der havde bygget det op sten for sten.”

De store ofre fra bunden begyndte snart at trænge op igennem det sovjetiske system. Selv Stalin kom ud af sit sommerhus til sidst, og den sovjetiske planøkonomi begyndte snart at vise sin overlegenhed. Fabrikker og arbejdere blev evakueret med uhørt fart til øst for uralbjergene, dybt inde i Sovjet. Her blev fabrikkerne pakket ud og begyndte at producere for fuld damp.

Hitler og den tyske generalstab var udmærket klar over faren for at blive udproduceret og overmandet af den langt større sovjetiske befolkning, der var på omkring 196 millioner kontra den tyske på bare 70 millioner. Den tyske invasion af Sovjetunionen var derfor en kæmpe gambling med et tikkende ur i baggrunden. Tyskerne havde benzin og ressourcer til at nedkæmpe den røde hær på lidt mere end 3 måneder, ellers havde de reelt tabt krigen. Skulle Tyskland vinde krævede det, at de knuste den røde hær i det vestlige Rusland, således at landet overgav sig, inden vinteren startede. Det var forudsætningen for succes. Den tyske hær vandt kæmpe sejre i starten, men på trods af utrolige tab, kæmpede den røde hær videre og forblev en intakt organisation, der trak sig tilbage, mens de benyttede den brændte jords taktik.

Snart nåede de tyske tabstal op over 300.000 soldater, hvilket tyskerne havde meget svært ved at erstatte med så kort varsel. Værdifuld tid og ikke mindst brændstof blev ligeledes spildt, da Hitler og hans generaler var uenige om angrebsmålene for felttoget. Hitler fokuserede på de økonomiske mål såsom det ukrainske korn og olien i Kaukasus, mens generalerne gik efter mere traditionelle mål såsom Sovjets storbyer Leningrad og Moskva. Værdifuld tid blev tabt, da de tyske kampvogne blev kastet rundt mellem tre fronter og tre forskellige angrebsmål: Leningrad, Moskva og Ukraine. Vejret var heller ikke på tyskernes side. Regnen kom i oktober og forvandlede vejene til mudderfloder. Frosten kom tidligt i november og december med temperaturer ned til minus 40. Den 2. december 1941 nåede den tyske fortrop Moskvas forstæder og kunne se helt til Kremlin, hvor Stalin befandt sig i en bunker. Men da var tiden løbet ud for den tyske hær. 

Ved Moskvas porte

En af de få marskaller, der havde overlevet Stalins udrensninger i 1938, var Georgij Zjukov, der havde været udstationeret ved den nordkinesiske grænse. Han havde i en række store slag i 1938 og 1939 knust flere japanske invasionsforsøg mod Sovjetunionen. Japanerne havde fået det glatte lag, og vendte sig mod lettere militære mål i hollandsk Indonesien og britisk Malaysia, og udgjorde derfor ikke længere en militær trussel mod Sovjetunionen. Zjukov og divisionerne fra fjernøsten blev sat ind i slaget om Moskva i december 1941 og det gjorde udslaget. Tyskerne blev kastet tilbage, og de var håbløst uforberedte på at udkæmpe en vinterkrig i minus 40 grader. Tyskerne blev dog reddet fra total udslettelse, da Hitler gav ordren om ikke at vige en tomme og forskanse sig i erobrede byer og landsbyer, da en generel tilbagetrækning ville have ført til, at den tyske hær ville have frosset ihjel på de russiske vidder. Men Moskva var reddet, og Sovjetunionen kunne gå i offensiven. 

Efter sejren ved Moskva indtog Zjukov rollen som øverstkommanderende derfra og til krigens slutning. Zjukov vidste, hvilken skade Stalin havde forvoldt den røde hær. Nu stod Sovjetunionen midt i krigen, og der var ingen tid til at træne de sovjetiske soldater grundigt. Folk, der aldrig havde kørt en bil, blev sat til at køre kampvogn, folk, der aldrig havde holdt et våben i hånden, blev snigskytter, og folk blev piloter efter ganske få timer i et træningsfly. Den røde hær var slået tilbage til 1915 og satsede alt på at overmande tyskerne igennem frontalangreb, hvor de havde langt flere mænd og maskiner. Men det betød frygtelig tab, imod de langt bedre trænede tyske soldater. 

Zjukov fik dog overtalt Stalin til at løslade en række kompetente generaler og officerer fra fangelejrene, og kommissærsystemet vendte tilbage til sin gamle rolle, som moralske og politiske ledere for soldaterne, i stedet for kun at agere stikkere for NKVD. Den interne terror blev nedtrappet fra vinteren 1941 til foråret 1945, hvilket gav resultater i både hæren og produktionen.

Stalingrad

Stalin blev dog ved at skabe problemer i den røde hær, fordi han insisterede på at være øverstkommanderende. En position han var fuldstændigt uegnet til. Stalin valgte bl.a. at dele frontlinjen op i intet mindre end 10 til 19 forskellige fronter med hver sin militærorganisation og generalstab. Fronterne blev konstant reorganiseret i løbet af hele krigen, og det var både dumt og ineffektivt, da der var behov for at agere i stor skala, som én enhed imod tyskerne. De mange isolerede fronter blev sat op så Stalin og hans stab var de eneste, der havde det fulde overblik og kontrol. Den evigt paranoide Stalin spillede ligeledes forskellige generaler ud mod hinanden. Alt sammen for at Stalin kunne bibeholde sin magt. Havde Stalin ikke blandet sig i de militære dispositioner ville umådelige tab af menneskeliv og materiel have været undgået. 

Stalins indblanding, samt den ikke-eksisterende uddannelse af soldaterne førte til en række militære nederlag langs hele fronten i det tidlige forår 1942, hvilket svækkede den røde hær voldsomt. Samtidigt var det lykkedes tyskerne at opbygge deres oliereserver ved at udplyndre det besatte Europa. Disse nederlag lagde Sovjet åben for tyskernes næste sommeroffensiv, og den kom med et brag den 28. juni 1942. Den røde hær blev endnu en gang slået til blods og over hele den sydlige frontlinje måtte de sovjetiske styrker trække sig tilbage. Endnu engang var den militære situation katastrofal, og endnu engang var det takket være Stalins indblanding. Men denne gang lærte Stalin lektien. Fra sommeren 1942 frem til efteråret 1944 spillede Stalin en mindre fremtrædende rolle i den øverste militærkommando, og overlod arbejdet til den professionelle soldat Zjukov.

Dette gjorde udslaget. På den ene side blev tyskerne stoppet lige før oliefelterne i Kaukasus, som var angrebsmålene for sommeroffensiven 1942, og på den anden side blev tyskerne draget ind i det mere og mere voldsomme slag om Stalingrad ved Volga-floden. I november 1942 klappede den fælde, som Zjukov havde planlagt. Det tyske 6. armekorps blev omringet i Stalingrad, og tyskerne måtte i huj og hast evakuere Kaukasus. Tyskerne led et kæmpe nederlag, i hvad der skulle blive det store vendepunkt i anden verdenskrig.

En propagandaplakat fra anden verdenskrig fremstiller en arbejders hammerslag som en storm af missiler mod Hitler.

Tyskerhad og den europæiske revolution

I sommeren 1943 blev Hitlers sidste storoffensiv i øst, slaget ved Kursk, slået tilbage, og snart gik det kun én vej for den røde hær: Fremad mod Berlin. Det var nu kun et spørgsmål om tid, før Nazityskland ville lide det totale nederlag. Dette blev endnu tydeligere, da det fascistiske regime i Italien, der var Tysklands allierede, blev væltet igennem en arbejderrevolution. Alt indikerede, at anden verdenskrig ville ende ligesom første verdenskrig; med revolutioner over hele Europa og resten af verden, hvor soldaterne vendte våbnene mod de, som undertrykte dem. 

Både Stalin og Hitler ville fra hvert sit udgangspunkt for alt i verden undgå en europæisk revolution. Hitler greb til terror mod sine soldater og den tyske civilbefolkningen. Det tyske militærpoliti og flyvende standretter henrettede tyske soldater i tusindvis for at opretholde den militære disciplin og sikre at soldaterne døde for deres ”fædreland”. Denne terror spredte sig til den tyske civilbefolkning i takt med at krigen bevægede sig ind i tysk territorium.

En succesfuld revolution i et udviklet kapitalistisk land ville være en kæmpe inspiration for de sovjetiske arbejdere, og truede dermed det stalinistiske sovjetbureaukratis magt og privilegier. De gjorde derfor, hvad de kunne, for at modarbejde en tysk revolution. Stalin valgte dog, at gå en anden vej end Hitler. Stalin benyttede den røde hærs kommissærsystem til at oppiske et hysterisk tyskerhad blandt den røde hærs soldater. I den tyske hær befandt sig tusindvis af tidligere socialdemokrater og kommunister, men der blev intet forsøg gjort på at appellere til dem om at vende deres våben mod Hitler. Tværtimod blev soldaterne i den røde hær fra øverste sted opfordret til at plyndre og voldtage, den dag de satte deres ben på tysk territorium. Op mod 2 millioner tyske kvinder blev voldtaget af soldater fra den røde hær i anden verdenskrigs slutning. Hitler og Stalin sikrede fra hver sin side, at krigen ikke endte i revolution, men blev udkæmpet til sidste blodsdråbe i Europas ruiner.

Stalin og hans regimes propaganda, samt opfordring og sanktionering af krigsforbrydelser skulle få selv forhærdede officer og kommunistiske partimedlemmer såsom Lev Kopelev til at væmmes i afsky over massevoldtægt og andre overgreb i Tyskland i 1944: 

“Uanset hvor afskyelige nazisternes gerninger var, så er det den kommunistiske ledelse, der har skabt denne humanitære katastrofe, der nu udfolder sig. Millioner af mennesker er blevet forhærdede og korrumperede af krigen og af vores aggressive, overpatriotiske og falske propaganda. (…) jeg var også begyndt at forstå, at propagandaen havde samme virkning som stærk gift.”

Stalin havde god grund til at være bange for en revolution imod sit regime. Allerede fra sommeren 1943, da det blev tydeligt, at tyskerne havde tabt krigen, begyndte de sovjetiske soldater i skyttegravene at tale om behovet for reformer eller ligefrem revolution, når krigen var slut. De ville beholde planøkonomien, men de ville have demokratisk socialisme, ikke Stalins brutale og bureaukratiske diktatur. Det var blandt andet derfor, at Stalin oppiskede en hadsk russisk nationalisme, og krævede krigsforbrydelser mod den tyske civilbefolkning: for at skabe national enhed og sikre at krigen varede så længe som muligt for at bevare kontrollen over situationen. 

Da krigen endelig sluttede på østfronten den 9. maj 1945 slap Stalin NKVD løs mod krigsveteranerne. Alle der udviste selv små tegn på politisk utilfredshed, eller blot en venlig indstilling mod den nu besatte tyske befolkning, røg i gulaglejrene. I årene efter krigens afslutning slap Stalin den ene terrorbølge løs efter den anden. Kun for at holde sig selv ved magten. Han satte igen gang i en voldsspiral, der først fik sin ende ved hans død i april 1953.

Soldater fra Den Røde Hær spiser frokost ved siden af deres artilleri. I nærheden af Berlin, april 1945.  

Stalin: revolutionens banemand  

Da anden verdenskrig fik sin endelige og brutale afslutning i Europa i maj 1945, lod Stalin sig hylde som manden, der havde besejret Hitler og knækket fascismen. Han blev ikke blot hyldet af sit eget statsapparat, men af den globale venstrefløj og langt ind i de borgerlige rækker. Dette propagandistiske fatamorgana om Stalin som den store leder og krigsherre fra anden verdenskrig overlevede Khrustjovs hemmelige tale i 1956, hvor Sovjetunionens leder afslørede Stalins forbrydelser. Og myten overlevede tilmed Sovjetunionens sammenbrud i 1991, og videreføres den dag i dag, blandt betydelige dele af venstrefløjen.

Stalin sikrede ingen sejre eller fremgang i krigen. Tværtimod resulterede hans ledelse af Sovjetunionen i, at krigen blev længere end nødvendigt, og langt mere brutal. Krigen blev ikke vundet af Stalin, men på trods af ham. Den blev vundet af planøkonomien og det sovjetiske folk, der forsvarede sig selv og arven fra oktoberrevolutionen i 1917.

Alt hvad Stalin rørte ved endte i katastrofe og bestialske forbrydelser. Stalin kvalte ikke blot den revolutionære gnist i den røde hær, men over hele det europæiske kontinent. De vestlige kommunistpartier, der ledede modstandsbevægelserne i deres respektive lande, blev efter krigen beordret af Moskva til at give magten tilbage til tidligere borgerlige politikere og den reformistiske del af arbejderbevægelsen. Fra Italien i syd til Norge i nord afsporede kommunistpartierne de revolutionære bevægelser, der spredte sig i den europæiske arbejderklasse, hvilket i sidste ende er grunden til, at vi har kapitalisme den dag i dag. 

Nazityskland var det mest forbryderiske regime i verdenshistorien. Alle generationer har siden anden verdenskrig stået i taknemmelighedsgæld til Sovjetunionen for sejren over fascismen. Men Stalin skal ingen andel have af den taknemlighed. I dag skal vi huske og tage ved lære af den sovjetiske planøkonomis præstationer og ikke mindst det sovjetiske folks kamp for en bedre verden.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Litteratur: 

Beevor, Antony. Stalingrad. London: Penguin Books, 2007.

Davis, Norman. Europa i krig 1939-1945. Gylling: Gads Forlag, 2009. 

Dinkel, R. H. The Seeming Paradox of Increasing Mortality in a Highly Industrialized Nation: the Example of the Soviet Union. I Populations studies. Vol. 39, No. 1, Mar., 1985. Taylor & Francis, Ltd. 1985.

Federspiel, Søren og Højstrup Jensen, Niels Ole. Socialismens historie 2. København: Finn Suenson Forlag, 1977.

Fitzpatrick, S. Stalin’s peasants: resistance and survival in the Russian village after collectivization. Oxford: Oxford University Press, 1994.

Gilbert, Martin. The Second World War 1939-1942. London: Folio Society, 2011.

Grant, Ted (1943-1945). Trotskyism and the Second World War 1943-1945 Writings Volume II. London: Wellred Books, 2012.

Hobsbawn, Eric.Ekstremernes århundrede. Viborg: Gyldendals bogklubber, 1997.

Merridale, Cathrine. Ivans krig. København: People’s Press, 2008.

Salisbury, Harrison E.. Rusland i krig 1941-1945. Aarhus: Politikens Forlag, 1980.

Tooze, Adam.The Wages of Destruction. London: Penguin Books, 2006. 

Trotskij, Leon. Stalin. Zaragoza, Spanien: Wellred Books, 2016.

Trotskij, Leon. My Life (My Life). London: Wellred Books, 2004.