Foto: PixabaySlår man op i ordbogen, får man følgende definition på arbejderisme: “(nedsættende om) forherligelse af arbejderklassen”. Marxister vil tilføje, at det er en forherligelse af et falsk billede af arbejderklassen.
I arbejderismen er den sociale baggrund sandhedsvidne: Hvis det “kommer fra skurvognen” er det godt og rigtigt. De dele af arbejderklassens bevidsthed, der er mest influeret af den herskende klasses fordomme og chauvinisme ophøjes i arbejderisme til ideal. Arbejderisme behandler teori med foragt og fremstiller det som akademisk, noget udefrakommende i forhold til en arbejderklasse, der kun er interesseret i her-og-nu og deres egne økonomiske forhold. Under dække af at repræsentere den “rigtige arbejder” fører arbejderisme en ideologisk kamp imod de marxistiske ideer om revolution.
I de sidste år har arbejderismen fået en genkomst hos socialdemokraterne. Ledende socialdemokrater gør hvad de kan for at fremstå “folkelige”, mens de tegner et karikeret og stereotypt billede af arbejderklassen med makrelmadder, håndbajere og Dannebrog. Dette karikerede billede af den “rigtige” arbejder taler til de mest tilbagestående elementer i arbejderklassen med det formål at splitte arbejderklassen. Socialdemokraterne slår sig op på at forsvare den “lille mand”, mens de i realiteten fører en politik, der angriber arbejdernes forhold. Den stort opslåede Arne-pension til en lille del af arbejderklassen var fx en manøvre for at dække over, at de samtidig vedtog at indføre endnu en forhøjelse af pensionsalderen for alle.
Marxismens fokus er også arbejderklassen – ikke et fordrejet glansbillede, men arbejderklassen som den eneste konsekvent revolutionære klasse. I marxistisk forstand består arbejderklassen af alle, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft til en løn, dvs. det overvældende flertal af befolkningen. Den omfatter alle slags religioner, hudfarver, køn, seksualiteter osv. Arbejderklassen er den revolutionære klasse, fordi dens plads i produktionen giver den magten til at sætte samfundet i stå gennem strejker, og fordi det er den klasse, der objektivt har en interesse i at omvælte det nuværende samfund og gøre op med kapitalisternes private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det er ikke ensbetydende med, at arbejderklassen går rundt med en revolutionær bevidsthed. Tværtimod er det først, når begivenhederne presser arbejderklassen, at bevidstheden ændrer sig for størstedelens vedkommende.
Mens arbejderismen forherliger og fremhæver de mest tilbagestående og konservative elementer i arbejderklassen for at legitimere en opportunistisk politik, anser marxisterne sig for at være arbejderklassens fortrop. Marxismen ser det som sin opgave at forbinde det revolutionære program med de mest bevidste lag i arbejderklassen. Mens arbejderisternes mål er at holde arbejderklassen fanget i fordomme med det mål at sikre det bestående samfund, er marxisternes mål at løfte arbejderklassens blik over dagligdagen og mod en kamp for arbejderklassens befrielse.