BakuninSyndikalisme er en retning indenfor arbejderbevægelsen, der udelukkende lægger vægt på organisering af arbejdere i fagforeninger (syndikater) og klassekamp gennem strejker. Syndikalismen afviser den politiske kamp og ser fagforeninger som organer, der alene skal kæmpe en faglig kamp. Syndikalismen fik sit ophav som en arv til den anarkistiske fløj af Første Internationale, ledet af Mikhail Bakunin (1814-1876), der argumenterede for, at vejen til socialisme bedst kunne opnås gennem generalstrejker, afvisning af parlamentarisk politik og etableringen af arbejderkooperativer. Syndikalismens mest inflydelsesrige periode betragtes som tiden op til arbejderklassens nederlag i den spanske borgerkrig i 1936. Herefter har tendensen fået en mindre rolle i den globale arbejderbevægelse.

Modsat marxismen har syndikalismen historisk set afvist nødvendigheden af et teoretisk og videnskabeligt grundlag for analysen af kapitalismen og etableringen af et socialistisk samfund. Istedet har syndikalistiske ledere gennem tiden lagt vægt på “handling” og arbejdskampen udenom politiske partier - revolutionære såvel som parlamentariske.

I den internationale arbejderbevægelse er syndikalisterne i dag ofte nogle af de mest radikale og progressive lag, som kæmper imod de bureaukratiske og reformistiske tendenser, der har domineret fagbevægelsen siden Anden Verdenskrig. Både marxismen og syndikalismen afviser reformismen. Men mens syndikalister afviser politik i sin helhed, argumenterer marxismen for nødvendigheden af at fremlægge et revolutionært politisk perspektiv indeni arbejderklassens organisationer. At afvise at tage den politiske kamp betyder i praksis, at syndikalisterne, mod deres intentioner kommer til at overlade den politiske indflydelse i arbejderbevægelsen til de reformistiske partier, der er yderst velorganiserede og magtfulde.

Marxismen har til alle tider pointeret syndikalismens taktiske fejl, som fetisheringen af generalstrejker og afvisningen af den helt afgørende forbindelse mellem arbejderopstand og proletariatets politiske magtovertagelse.

Syndikalisterne har ret i, at fagforeningerne spiller en afgørende rolle i klassekampen. At kunne samle det brede lag af arbejdere er den iboende styrke i arbejderklassens mest basale organisationer: fagforeningerne. Men en politisk kamp inden i fagforeningerne selv er nødvendig. I denne kamp må reformismen udstilles og afsløres, og et politisk alternativ præsenteres. Det kræver et revolutionært parti.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.