1907 or 1908 maybe rosa luxemburg rls 112. maj, 1912 (tale holdt på den anden Socialdemokratiske kvindedemonstration, Stuttgart, Tyskland).¨

“Hvorfor er der ikke nogen organisationer for arbejderkvinder i Tyskland? Hvorfor hører vi så lidt om arbejderkvindernes bevægelse?” Med de spørgsmål introducerede Emma Ihrer, en af stifterne af den proletariske kvindebevægelse i Tyskland sit essay, Arbejderkvinder i klassekampen. Næsten fjorten år er gået siden, men i den tid der er gået, har vi set en kæmpe udvidelse af den proletariske kvindebevægelse. Mere end 150.000 kvinder er organiseret i fagforeninger og er blandt de mest aktive tropper i proletariatets økonomiske kamp. Mange tusinde politisk organiserede kvinder er gået med under Socialdemokratiets faner: den socialdemokratiske kvindeavis [Die Gleichheit, redigeret af Clara Zetkin] har mere end 100.000 abonnenter; kvinders stemmeret er et af Socialdemokratiets vigtigste spørgsmål.

Præcis de fakta får dig måske til at undervurdere vigtigheden af kampen for kvinders stemmeret. Du tænker måske: selv uden lige politiske rettigheder for kvinder har vi gjort enorme fremskridt i uddannelsen og organiseringen af kvinderne. Derfor er kvindernes stemmeret ikke bydende nødvendigt. Hvis du tænker sådan, er du blevet narret. Den politiske og faglige opvågning blandt det kvindelige proletariats masser i løbet af de sidste 15 år har været storslået. Men den har kun været mulig, fordi de kvindelige arbejdere havde en levende interesse for deres klasses politiske og parlamentariske kampe, til trods for at de var frarøvet deres rettigheder. Indtil nu opretholdes de proletariske kvinder af den mandlige stemmeret, som de virkelig tager del i, dog kun indirekte. Store masser af både mænd og kvinder fra arbejderklassen anser allerede valgkampene, som en sag de fælles deler. I alle socialdemokratiske valgkampagnemøder udgør kvinderne en stor del, nogen gange flertallet. De er altid interesserede og passioneret involveret. I alle distrikter, hvor der er en fungerende socialdemokratisk organisation, hjælper kvinderne med kampagnen. Og det er kvinder, der har gjort uvurderligt arbejde med at uddele løbesedler, få abonnenter til den socialdemokratiske presse, dette vigtigste våben i kampagnen.

Den kapitalistiske stat har ikke formået at holde kvinderne fra at påtage sig alle disse pligter og opgaver i det politiske liv. Skridt for skridt er staten tværtimod blevet tvunget til at give dem indrømmelser og garantere dem disse muligheder ved at tillade dem forenings- og forsamlingsrettigheder. Kun den sidste politiske rettighed er nægtet kvinderne: retten til at stemme, til direkte at være med til at bestemme hvem der skal være folkets repræsentanter i den lovgivende forsamling og administrationen, at være et valgt medlem af disse organer. Men her som i alle andre dele af samfundet er mottoet: ”lad ikke tingene komme i gang!” Men tingene er begyndt. Den nuværende stat gav efter for arbejderkvinderne, da den tillod dem retten til offentligt at forsamle sig, til politiske foreninger. Og staten gav ikke denne indrømmelse frivilligt, men af nødvendighed, under det uimodståelige pres fra den opstigende arbejderklasse. Det var ikke mindst den lidenskabelige skubben på fra de proletariske kvinder selv, der tvang den preussisk-tyske politistat til at opgive den berømte ”kvindernes afdeling”1 i politiske foreningers forsamlinger og dermed åbnede de dørene på vidt gab til kvindernes politiske organisering. Det fik virkelig bolden til at rulle. Det uimodståelige fremskridt for den proletariske kamp har kastet arbejderkvinderne direkte ind i det politiske livs malmstrøm. Ved at bruge deres forenings- og forsamlingsret har de proletariske kvinder taget virkelig aktiv del i det parlamentariske liv og i valgkampagnerne. Det er kun den uundgåelige konsekvens, kun det logiske resultat af bevægelsen, at millioner af proletariske kvinder i dag trodsigt og med selvtillid råber: Lad os få stemmeret!

Der var engang i den smukke æra med før-1848 absolutismen, hvor det blev sagt, at hele arbejderklassen ikke var ”moden nok” til at udøve politiske rettigheder. Dette kan ikke siges om den proletariske kvinde i dag, fordi de har demonstreret deres politiske modenhed. Enhver ved, at uden dem, uden den entusiastiske hjælp fra de proletariske kvinder, ville det Socialdemokratiske parti ikke have vundet den storslåede sejr 12. januar [1912], det ville ikke havde vundet 4.250.000 stemmer. Under alle omstændigheder har arbejderklassen altid måtte bevise sin modenhed til politisk frihed gennem masserne succesfulde revolutionære oprejsning. Først da den af Gud indsatte tronholder og nationens bedste og mest ædle mænd faktisk mærkede proletariatets barkede næve i deres øjne og dets knæ på deres brystkasse, først da følte de tillid til folkets politiske ”modenhed”, og de følte det med lynets hastighed. I dag er det de proletariske kvinders tur til at gøre den kapitalistiske stat bevidst om hendes modenhed. Dette bliver gjort gennem en konstant, magtfuld massebevægelse der må bruge alle den proletariske kamps midler og pres. Kvindernes stemmeret er målet. Men massebevægelsen for at få den gennemført er ikke et job for kvinderne alene, men er et fælles klasseanliggende for både proletariatets kvinder og mænd. Tysklands nuværende mangel på rettigheder for kvinder er kun et led i den kæde af reaktion, der lænker folkets liv. Og den er tæt forbundet med reaktionens anden støttepille: monarkiet. I udviklede kapitalistiske, højt industrialiserede, tyvendeårhundredes Tyskland, i elektriciteten og flyvemaskinernes tidsalder, er fraværet af kvindernes politiske rettigheder ligeså meget et reaktionært levn fra den døde fortid, som et styre hvor monarken er indsat af Guds nåde og vilje. Begge fænomener – Himlen som den ledende politiske magt og kvinden, ærbart ved kaminen, ubekymret om det offentlige livs storm, politik og klassekamp – begge fænomener har deres rødder i fortidens rådne forhold, i tiden med livegenskab på landet og laug i byerne. På den tid var de berettigede og nødvendige. Men både monarkiet og kvindernes manglende rettigheder er blevet rykket op ved roden af den moderne kapitalismes udvikling, de er blevet latterlige karikaturer. De fortsætter med at eksistere i vores moderne samfund, ikke bare fordi folk glemte at afskaffe dem, ikke bare på grund af omstændighedernes vedholdenhed og træghed. Nej, de eksisterer stadig fordi begge – monarkiet så vel som kvinder uden rettigheder – er blevet magtfulde redskaber for de interesser, der er fjendtlige overfor folket. De værste og mest brutale fortalere proletariatets udnyttelse og slaveri er forskanset bag tronen og altrene så vel som bag kvindernes politiske slaveri. Monarkiet og kvindernes mangel på rettigheder er blevet de vigtigste redskaber i den kapitalistiske klasses styre. Sandheden er, at vores stat er interesseret i at afholde arbejderkvinderne og kun dem fra retten til at stemme. De frygter korrekt, at de vil true klassestyrets traditionelle institutioner for eksempel militarismen (som ingen tænkende arbejderkvinde kan undgå at være en dødelig fjende af), monarkiet, det systematiske røveri gennem told og skat på købmandsvarer, osv. Kvindernes stemmeret er en rædsel og vederstyggelighed for den nuværende kapitalistiske stat, fordi der bag den står millioner af kvinder, der ville styrke den indre fjende, dvs. det revolutionære Socialdemokrati. Hvis det var et spørgsmål om at lade borgerskabets kvinder stemme, kunne den kapitalistiske ikke forvente intet andet end effektiv støtte til reaktionen. De fleste af borgerskabets kvinder, der optræder som løvinder i kampen mod ”mandens forrang”, ville opføre sig som føjelige lam i den konservative og gejstlige reaktions lejr, hvis de havde stemmeret. De ville i virkeligheden være en god del mere reaktionære end de mandlige dele af deres klasse. Bortset fra få af dem der har jobs eller uddannelser, tager borgerskabets kvinder ikke del i den sociale produktion. De er intet andet end medforbrugere af den merværdi, deres mænd udtrækker fra proletariatet. De er parasitternes parasitter på den sociale organisme.

Og forbrugere er ofte endnu mere rabiate og ondskabsfulde i forsvaret for deres “ret” til et liv som parasit end de direkte agenter for klassestyret og udnyttelsen. Se for eksempel den store franske revolution. Efter jakobinernes fald, da Robespierre blev drevet til henrettelsespladsen i lænker, dansede det sejrsberusede borgerskabs nøgne ludere i gaderne, dansende en skamløs glædesdans rundt om revolutionens faldne helt. Og i Paris i 1871 da den heroiske arbejderkommunen blev besejret med maskingeværer, overgik borgerskabets begejstrede kvinder deres bestialske mænd i deres blodige hævntørst imod det undertrykte proletariat. Kvinderne fra den ejendomsbesiddende klasse vil til enhver tid fanatisk forsvare udnyttelsen og trælbindingen af det arbejdende folk, hvorfra de indirekte modtager midlerne til deres socialt ubrugelige eksistens. Økonomisk og socialt er kvinderne i de udbyttende klasser ikke en selvstændig gruppe i befolkningen. Deres eneste sociale funktion er at være redskaber for den herskende klasses naturlige forplantning. Modsat er proletariatets kvinder økonomisk uafhængige. De er produktive for samfundet som mændene. Med det mener jeg ikke deres opdragelse af børnene eller deres husarbjede, der hjælper mændene ernære deres familier på sparsomme lønninger. Denne form for arbejde er ikke produktivt i den nuværende kapitalistiske økonomis forstand, uanset hvor stor en præstation ofrene og den brugte energi de tusinde små anstrengelser beløber sig til.

Det er intet andet end arbejderens private sag, hans glæde, hans velsignelse og af den grund ikke-eksisterende for vores nuværende samfund. Så længe kapitalismen og lønsystemet hersker, anses kun den slags arbejde, som producerer merværdi, som producerer kapitalistisk profit, for produktivt. Fra det synspunkt er den varieté-danser, hvis ben fejer profit i lommen på hendes arbejdsgiver, en produktiv arbejder, mens al arbejderkvinden og mødrenes slid indenfor hjemmets fire vægge anses for uproduktivt. Det lyder brutalt og sindssygt, men svarer præcis til brutaliteten og sindssygen i vores nuværende kapitalistiske øko-nomi. Og at se denne brutale virkelighed klart og skarpsindigt er den proletariske kvindes første opgave.

For præcis fra dette synspunkt er den proletariske kvindes krav på lige politiske rettigheder forankret på fast økonomisk grund. I dag skaber millioner af proletariske kvinder kapitalisternes profitter ligesom mændene i fabrikkerne, værkstederne, landbrugene, hjemmeindustrierne, kontorerne og butikkerne. De er derfor produktive i den strengest videnskabelige forstand for vores nuværende samfund. Hver dag udvides skaren af kvinder, der udbyttes af kapitalismen. Hvert nyt fremskridt indenfor industrien eller teknologien skaber nye steder for kvinderne i den kapitalistiske profitmageris maskineri. Og derfor lægger hver dag og hvert skridt i det industrielle fremskridt en ny sten på det faste grundlag for kvindernes lige politiske rettigheder. Kvinders uddannelse og intelligens er blevet nødvendig for den økonomiske mekanisme selv. Den snæversynede og isolerede kvinde i den patriarkalske ”familiecirkel” opfylder industrien og handelens behov lige så lidt som de politiske. Det er sandt, at den kapitalistiske stat har forsømt sin pligt selv i denne henseende. Indtil nu er det fagforeningerne og de socialdemokratiske organisationer, der har gjort mest for at vække kvindernes bevidsthed og den moralske sans. Selv for årtier tilbage var socialdemokraterne kendt som de dygtigste og mest intelligente tyske arbejdere. På samme vis har Socialdemokratiet i dag løftet proletariatets kvinder ud af deres indelukkede, snævre eksistens, ud af husførelsens elendighed og smålige ligegyldighed. Den proletariske klassekamp har udvidet deres horisont, gjort deres tanker fleksible, udviklet deres tænkning, vist dem store mål for deres bestræbelser. Socialismen har frembragt den mentale genfødsel af den brede skare af proletariske kvinder – og har derigennem uden tvivl også gjort dem til dygtige produktive arbejdere for kapitalen. Når man tager alt dette i betragtning, er arbejderkvindens mangel på politiske rettigheder en skammelig uretfærdighed, og endnu mere nu fordi i hvert fald er en halv løgn. Når alt kommer til alt, tager det brede lag af kvinder aktivt del i det politiske liv. Men Socialdemokratiet bruger ikke argumentet om ”uretfærdighed”. Det er den grundlæggende forskel på os og de tidligere sentimentale, utopiske socialisme. Vi er ikke afhængige af den herskende klasses retfærdighed, men alene på de arbejdende massers revolutionære magt og på den sociale udviklings kurs, der forbereder grunden for denne magt. Derfor er uretfærdighed i sig selv absolut ikke et argument til at vælte reaktionære institutioner. Men hvis der imidlertid er en følelse af uretfærdighed i større dele af samfundet – siger Frederik Engels, medstifteren af den videnskabelige socialisme – er det altid et sikkert tegn på, at samfundets økonomiske basis har skiftet betydeligt, at de nuværende forhold modsiger udviklingens fremmarch. Den nuværende kraftfulde bevægelse blandt millioner af proletariske kvinder, der anser deres mangel på politiske rettigheder som en himmelråbende uretfærdighed, er et sådan ufejlbarligt tegn, et tegn på, at det sociale grundlag for det herskende system er råddent, og at dets dage er talte.

For hundrede år siden skrev franskmanden Charles Fourier, en af de socialistiske idealers første store profeter, disse mindeværdige ord: I ethvert samfund er graden af den kvindelige befrielse det naturlige mål for den generelle befrielse.2 Det er fuldstændig sandt for vores nuværende samfund. Den nuværende massekamp for kvindernes politiske rettigheder er kun et udtryk for og en del af proletariatets generelle kamp for befrielse. I dette lægger dets styrke og dets fremtid. På grund af det kvindelige proletariat ville generel, lige, direkte stemmeret for kvinder intensivere klassekampen og føre den uendeligt fremad. Det er derfor, at det borgerlige samfund afskyr og frygter kvindernes stemmeret. Og det er derfor, at vi ønsker og vil opnå det. Kæmpende for kvindernes stemmeret vil vi også rykke det tidspunkt frem, hvor det nuværende sociale system falder sammen under slagene fra det revolutionære proletariats hammerslag.


1. Kvindernes afdeling” var blevet indført i 1902 af den preussiske minister von Hammerstein. Ifølge denne ordning var en særlig del af lokalet reserveret for kvinder ved politiske møder - red.

2. - Selvom Rosa Luxemburg ikke kunne have vidst det citerer Karl Marx de samme ord i det tredje Økonomisk-filosofiske manuskripter fra 1844, når han diskuterer det kommunistiske samfunds karakter. Red.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.