De sidste år har vi set en opblomstring af bevægelser mod sexisme og kvindehad. Da Trump blev indsat som præsident, samledes mere end 5 millioner i women’s marches over hele USA i de måske største demonstrationer i landets historie. Da Polens regering ville stramme den allerede ekstremt stramme abort-lovgivning, måtte den give op overfor en massebevægelse med demonstrationer og strejker. Senest har vi set #metoo sætte fokus på det massive omfang af chikane, som kvinder oplever. Og det er blot et par eksempler på bevægelser imod kvindeundertrykkelse. I år på 8. marts var der indkaldt strejker i flere lande for ligeløn, mod sexisme og mod vold mod kvinder.
Disse kvinder har for alvor fået kvindekampen tilbage på dagsordenen. Der er samtidig tegn på en mere generel radikalisering i samfundet, hvor arbejdere, og især unge, er begyndt at bevæge sig for at ændre deres liv.
Som marxister anser vi det som en ekstremt positiv udvikling. Marxister er imod og bekæmper alle former for undertrykkelse og diskrimination, uanset om det er på baggrund af nationalitet, etnicitet, religion, seksualitet, køn eller noget som helst andet. Vi kæmper for et samfund uden undertrykkelse og ulighed og for menneskehedens befrielse.
[Læs også: Bekæmp kvindeundertrykkelse – bekæmp kapitalismen]
Flere og flere unge radikaliseres og for mange unge er kvindeundertrykkelse en indgang til en kamp mod undertrykkelse generelt. Det betyder også, at mange af disse radikaliserede unge kalder sig feminister, uden nødvendigvis at have tænkt nærmere over den feministiske teori. De kalder sig feminister af alle de rigtige grunde: at de er imod kvindeundertrykkelse og ønsker et samfund uden ulighed og undertrykkelse. Her er vi fuldstændig enige.
Derfor må det være på sin plads her at forklare, hvorfor vi som marxister alligevel ikke kalder os feminister. Det kan måske virke som et spørgsmål om ord, og det lette ville være at gøre som det meste af venstrefløjen og bare kalde os feminister for nemheds skyld, når nu kvindekampen endelig er på dagsordenen. Men for at forandre verden er det afgørende med et klart teoretisk grundlag. Og fra et marxistisk synspunkt er feminismen som teori problematisk. Derfor mener vi, at det ville være at gøre de unge kvinder, der begynder at radikaliseres og kalder sig feminister, en bjørnetjeneste, hvis vi sammenblander feminismen og marxismen. Vi ønsker at vinde de unge radikaliserede “feminister” over til marxismen og kampen for en socialistisk verdensrevolution og det kræver, at vi forklarer, hvorfor feminismen som teori er problematisk.
Feminismens mange ansigter
Feminisme bruges af Gud og hver mand – og kvinde – til at forsvare snart sagt alle slags positioner.
Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri argumenterede på 8. marts 2017 for at lavere topskat var et vigtigt spørgsmål for mere ligestilling: “Mit ønske er, at flere kvinder får mulighed for at forfølge deres ambitioner om ledelse. Det kræver, at de og resten af familien får skabt rum og tid til det. Her vil en lettelse af topskatten være et frihedsbrev til mange kvinder, som samtidig vil komme hele samfundet til gavn, fordi vi får udnyttet det store potentiale i at få flere dygtige kvindelige topledere.” (pol.dk 23.03.17)
For den selvudnævnte fjerde-bølge feminist Nikita Klæstrup, tidligere medlem af Konservativ Ungdom, handler den feministiske kamp i dag mest af alt om seksualitet:
“Hvis jeg får en datter, så håber jeg, at hun en dag vil kunne tage til gymnasiefest og have sex med fem forskellige fyre og få en highfive bagefter, præcis som en fyr ville få. You go girl!” (Zetland 16.11.16). Klæstrup og de andre af den seneste bølges feminister reducerer mere eller mindre kvindekampen til retten til at knalde med hvem og hvor mange man vil.
Og ligestilling er blevet brugt til at begrunde invasionen af Afghanistan og begrænsning af indvandring med argumentet om at muslimer har en anden – kvindeundertrykkende – kultur.
Størstedelen af de, der kalder sig feminister, er – heldigvis – nok ikke enige i ovenstående.
Hvad er feminisme?
Men hvad er feminisme? Det er et spørgsmål, som det er mere eller mindre umuligt at besvare klart. The Oxford dictionary definerer feminismen således: “Forsvar for kvinders rettigheder med begrundelse i ligestilling mellem kønnene.” Men den definition siger i virkeligheden ikke noget. Den kan som ovenstående viser indeholde mere eller mindre alt. Denne definition viser det for marxismen centrale problem med udtrykket: at det faktisk ikke siger noget overhovedet fra et klassestandpunkt.
I dag bliver alt, der har med kvinder at gøre kaldt feminisme, og de fleste kvindelige socialister, som f.eks. Eleanor Marx og Rosa Luxemburg, bliver beskrevet som socialistiske feminister. Men de brugte aldrig den beskrivelse om sig selv. De tog afstand fra en separat kvindebevægelse og så kvindekampen som en indbygget del af marxismen og klassekampen. Kvindekamp, der altid har været en del af den socialistiske bevægelse, og feminisme er derfor ikke lige hinanden.
Feminismen har forgrenet sig i utallige teoretiske retninger, hvilket betyder, at feminismen måske bedst kan defineres ud fra, hvad den ikke er: den giver ingen svar på, hvordan kvindeundertrykkelse er opstået og hvad den kommer af, eller hvordan den kan bekæmpes og fjernes. Hver feministiske retning har deres egne svar – hvis de da har nogen overhovedet. Hvad de feministiske retninger har til fælles er, at de påpeger problemer og ser på symptomerne, men ikke på årsagerne til undertrykkelsen og hvordan den kan fjernes.
Den nok mest udbredte feministiske retning blandt radikaliserede unge i dag er intersektionalismen, og derfor er det værd at beskæftige sig lidt nærmere med den her. Begrebet blev originalt brugt af Kimberlé Crenshaw, forsker inden for jura, i en diskussion af en retssag, hvor en sort kvindes påstand om, at hun var blevet diskrimineret både som kvinde og som sort, blev afvist af dommeren, der krævede, at hun valgte den ene eller anden form for undertrykkelse. Crenshaw brugte begrebet intersektionalisme til at beskrive, hvordan forskellige former for undertrykkelse kan eksistere og spille sammen sideløbende.
Efterfølgende er intersektionalismen blevet taget op af mange feminister i en kritik af en del af den tidligere feministiske teori og bevægelses udgangspunkt i hvide middelklassekvinder uden blik for, at ikke alle kvinder undertrykkes på samme måde. Det er en teori, der tiltrækker mange unge, fordi den lyder radikal. En af de undertrykkelsesformer, der nævnes er da også klasseundertrykkelse, så intersektionalismen får et tilsyneladende venstreorienteret eller marxistisk tvist.
Men intersektionalisme har intet med marxisme at gøre. Den udspringer af den postmodernistiske teoretiske bølge, der har hærget især universiteterne de sidste årtier. Postmodernismen blev en kanal til at lede radikaliserede unge væk fra klassekamp og marxistiske revolutionære ideer og ind af sikrere kanaler med postmodernismens fokus på de intellektuelle frem for arbejderklassen. Og da den revolutionære bølge i 60’erne og 70’erne endte i nederlag og blev fulgt af en periode med demoralisering på venstrefløjen og i akademiske kredse, fik postmodernismen et boost. Reagan, Thatcher og herhjemme den konservative Schlüter fik magten og Sovjetunionen kollapsede. På universiteterne startede en anti-marxistisk kampagne baseret på postmodernistiske ideer.
Postmodernismen gør op med enhver ide om klassekamp. Det er en filosofisk idealistisk retning, der hævder, at alt er socialt konstrueret oftest med fokus på sproget, “diskurserne”. For postmodernistisk feminisme er køn og undertrykkelse en social konstruktion uden nogen materiel basis. Ofte har de intet perspektiv om muligheden for at ændre samfundet – deres forandring kommer gennem at blotlægge diskurserne og dermed i bedste fald udfordre dem.
Klassekampen, der har sin rod i den materielle indretning af samfundet, har intet at gøre inden for postmodernismen. Den er i deres optik i bedste fald forældet, i værste fald ikke-eksisterende. Det var i kølvandet på postmodernismens opgør med klassekampen, at identitetspolitikken vandt frem, denne definerer mennesker baseret på deres personlige karakteristika (etnicitet, hudfarve, seksualitet, køn osv) fremfor deres klassetilhørsforhold.
Selvom mange intersektionalister også har klassebegrebet med, er intersektionalisme stadig en postmodernistisk retning. Intersektionalismen ser undertrykkelsesformerne ud fra det enkelte individs perspektiv, ikke fra et strukturelt perspektiv. Hver persons undertrykkelse er unik og kan kun forstås af det enkelte individ, der oplever denne undertrykkelse.
For intersektionalisterne er klasseundertrykkelse bare en undertrykkelsesform på lige fod med de andre. Det er altså ikke en undertrykkelsesform baseret på en gruppes økonomiske position i samfundet men som en gruppe, der diskrimineres pga. den diskursive italesættelse af klasse. Dvs. arbejderne diskrimineres, fordi arbejderklassen opfattes og italesættes som noget mindre privilegeret.
Intersektionalismen har ført til interessante og bemærkelsesværdige analyser og undersøgelser af undertrykkelse. Problemet opstår når teorien skal omsættes til praksis. Ifølge intersektionalisterne kan de forskellige grupper af undertrykte være allierede, men ikke mere. De grupper, der ikke oplever en bestemt form for undertrykkelse, er privilegerede. F.eks. er mænd privilegerede i forhold til kvinder, hvide i forhold til sorte osv. På den måde umuliggøres en fælles kamp mod undertrykkelsen og forsøg på fælles organisering drukner ofte i diskussioner om, hvem der må udtale sig om hvad og et argument kan hurtigt lukkes ned med et “check your privilege”. En diskussion baseres altså ikke på holdninger men på, hvem der fremlæggger en bestemt holdning.
Intersektionalister og mere bredt feministerne tror, at de kan bygge en “ren” organisation. For at sikre sig mod diskriminerende opførsel splitter de folk op i en myriade af underkategorier, der så kan sidde i hver sin organisation. Men arbejderklassens eneste styrke er enhed. Kapitalisterne gør, hvad de kan, for at splitte arbejderklassen og spille forskellige grupper ud mod hinanden. En væsentlig forudsætning for at arbejderklassens kamp kan sejre, er bevidstheden om, at kun kollektiv kamp på tværs af køn, nationalitet, religion osv. kan gøre en ende på undertrykkelsen. For alle, der ønsker at bekæmpe undertrykkelse, er det derfor opgaven at hæve denne bevidsthed, ikke være med til at sænke den, som intersektionalisterne kommer til, uanset om det er ubevidst eller ej.
En organisation vil naturligvis være under pres fra det samfund, den bygges i. For eksempel gør undertrykkelsen af kvinder i kapitalismen det usandsynligt, at der vil være lige repræsentation af mænd og kvinder i de fleste organisationer, så længe kapitalismen eksisterer. Marxister bekæmper naturligvis ethvert udtryk for undertrykkelse i vores egne rækker og politiske aktivitet. Vi arbejder for at fjerne alle barrierer for kvinder og andre undertrykte gruppers organisering og deltagelse, men vi kan ikke fjerne presset fra klassesamfundet. Det vi kan og må bygge, er en organisation, der kan sikre, at der gøres en ende på klassesamfundets undertrykkelse og diskrimination. Det revolutionære parti må være et redskab for arbejderklassen til at tage magten og ændre samfundet. Det er ikke en miniature kopi af det nye samfund, men katalysator for at skabe det.
Mens feministisk teori gennem tiden har været med til at sætte fokus på vigtige problemstillinger, kan feminismen ikke tilbyde nogen svar på, hvordan vi løser disse problemer. Det måske mest alvorlige problem ved den feministiske teori er at den indikerer, at det er muligt at fjerne undertrykkelsen af kvinder uden at fjerne roden til denne undertrykkelse: kapitalismen og klassesamfundet generelt.
Marxisme og klasser
Marxister kæmper naturligvis også “for kvinders rettigheder med begrundelse i ligestilling mellem kønnene”. Kampen for kvinders frigørelse er en integreret del af marxismen: marxister kæmper for opgør med al undertrykkelse, for fuld ligestilling mellem kønnene og menneskets frigørelse. Alligevel kalder vi os ikke feminister, fordi feminismen i bedste fald skaber forvirring om, hvordan vi gør op med kvindeundertrykkelsen og skaber illusioner til, at det kan ske indenfor kapitalismens rammer.
Engels, der skrev det Kommunistiske Manifest sammen med Karl Marx, undersøgte i klassikeren “Familien, privatejendommen og statens oprindelse”, hvordan kvindeundertrykkelsen opstod. Hans dengang banebrydende påstand om, at kvindeundertrykkelse ikke altid har eksisteret, er i dag blevet bekræftet af nye undersøgelser. Kvindeundertrykkelsen opstod med klassesamfundets opståen og har skiftet karakter med klassesamfundets skiftende karakter. Intersektionalisterne får blandet årsag og virkning sammen, når de sidestiller klasseundertrykkelsen med de andre undertrykkelsesformer. Klasseundertrykkelsen er den første og grundlæggende form for undertrykkelse, der er grundlaget for alle de andre former for undertrykkelse. Skal kvindeundertrykkelsen fuldstændig fjernes, kræver det, at klasseundertrykkelsen fjernes. Det er heldigvis ikke en utopi.
Kapitalismen har endelig lagt grundlaget for kvindens frigørelse. Både fordi kapitalismen hiver kvinden ud af den huslige sfære og ind i den samfundsmæssige produktion. På den måde bliver hun en del af klassekampen. Og fordi kapitalismen øger produktionen til et niveau, hvor klasseundertrykkelsen og dermed al undertrykkelse kan fjernes – i dag kan vi producere nok til, at alle kan få, hvad de har behov for. Det kræver dog et opgør med den private ejendomsret til produktionsmidlerne, så produktionen kan planlægges demokratisk.
For marxister er kampen imod kvindeundertrykkelse uløseligt forbundet med klassekampen. Det skyldes arbejderklassens position og rolle i det nuværende samfund, ikke at marxister har et romantiseret billede af arbejderklassen, eller at arbejderne er de mest undertrykte. Der er ingen tvivl om, at de fleste sorte, lesbiske kvinder har et hårdere liv end en hvid heteroseksuel mandlig industriarbejder. Og det er heller ikke fordi, at der ikke eksisterer sexisme, racisme og andre former for chauvinisme i arbejderklassen.
Arbejderklassen spiller en helt særlig rolle i marxismen, fordi det er den gruppe, der kan gøre op med kapitalismen på grund af sin rolle i produktionen. Arbejderklassen er en objektiv kategori udgjort af dem, der er tvunget til at sælge sin arbejdskraft, dvs. langt størstedelen af jordens befolkning. Med den position har de magten til gennem strejker at sætte produktionen i stå og dermed ramme den herskende klasse, dvs. kapitalisterne, dem der ejer produktionsmidlerne. Og arbejderklassen har potentielt magten til at gøre op med den private ejendomsret til produktionsmidlerne ved at overtage dem kollektivt gennem en socialistisk revolution.
Ved hjælp af en demokratisk planlagt økonomi ville vi med det samme kunne sænke arbejdstiden ved at fordele arbejdet og den vil kunne sænkes yderligere, når produktionen effektiviseres gennem en plan. Det er forudsætningen for, at alle kan deltage i at lede samfundet demokratisk og samtidig fjerne det pres, der i dag ligger på familierne, der har svært ved at få det hele til at hænge sammen. Når økonomien tilrettelægges efter flertallets behov i stedet for som i dag profit, vil samfundets ressourcer kunne bruges til at fjerne så meget husarbejde som muligt. I stedet for at hver familie skal smøre madpakker, må der være gratis og god mad i daginstitutioner og skoler og folkekøkkener. Forskning må rettes mod, hvordan vi reducerer det huslige arbejde o.l. til et minimum osv.
En socialistisk revolution løser naturligvis ikke alle problemer med et trylleslag, men det er forudsætningen for at frigøre kvinderne og fjerne al undertrykkelse. Planøkonomien er forudsætningen for, at vi kan forbedre livet for det store flertal, og dermed kan vinde hele arbejderklassen over til denne ultimative kamp mod undertrykkelse. Fjenden er ikke arbejderklassens mænd, men kapitalisterne der tjener fedt på splittelsen i arbejderklassen.
Hvis løsningen på kvindeundertrykkelse skal findes indenfor dette samfunds rammer ender det med en diskussion af fordeling af samfundets dårligdomme. Lidt som når dele af venstrefløjen påstår at Vestens arbejdere må gå ned i levestandard for at få arbejderne i den fattige del af verden op. Det er den sikre vej til at fremmedgøre hele den vestlige arbejderklasse fra kampen for socialisme! Og i realiteten at umuliggøre et opgør med undertrykkelse. Og ydermere er det ikke rigtigt. Socialisme handler om at hæve levestandarden for det store flertal, at indrette fordelingen og produktionen anderledes end i dag. Ligeså vil marxister ikke bare fordele byrden ved husarbejdet – vi vil afskaffe den. Marxister vil ikke have ligeløn ved, at de mandlige arbejdere skal gå ned i løn – vi vil have, at alle skal have den samme høje løn. Vi vil ikke acceptere det nuværende samfunds præmis, men kæmper for at omstyrte det og gøre op med klassesamfundet overhovedet.
Klassekamp og kvindekamp
Når der er sket reelle fremskridt for kvinder, har det været, når klassekampen har spidset til. En del sociale fremskridt blev indført i Danmark i kølvandet på den Russiske Revolution, hvor også Danmark blev ramt af den revolutionære bølge, der fulgte og hvor det danske borgerskab var bange for, at de danske arbejdere skulle gå samme vej som russerne. De store fremskridt i 70’erne kom på baggrund af en opblomstring af klassekampen på internationalt niveau. Det er lidet kendt, at de rødstrømper, der i den senere så berømte aktion brændte BH’er af på Strøget, senere samme dag tog ud til Tuborg-bryggeriet og uddelte løbesedler om ligeløn. Rødstrømperne og de kvindelige arbejdere gik i fælles kamp for ligeløn og det var da arbejderkvinderne trådte ind i kampen, at ligelønsloven blev indført.
Det er netop den form for kvindekamp der fokuserer på at involvere brede lag af kvinder gennem demonstrationer og strejker, som der er brug for, og som vi ser igen komme på dagsordenen. Det er klassekampens metoder anvendt i kvindekampen. Det er de eneste effektive former for kamp. Heroverfor står de feministiske teoretikeres synliggørelse af problemer, der er rimelig åbenlyse for enhver, der gider åbne øjnene og deres endeløse diskussioner af pronominer (hun, hun, hen osv.) og privilegier.
Når klassekampen spidser til, ser vi, hvordan klasseskellet skærer på tværs af alle de andre skel: der findes kvinder, sorte og homoseksuelle i arbejderklassen og men også blandt kapitalisterne. Og når klassekampen spidser til, er det klasseinteresserne, der kommer i forreste række. Kampen for bedre forhold for flertallet af kvinder truer overklassekvindernes position og privilegier. Som når Charlotte Rønhof fra Dansk Industri argumenterer for lavere topskat, men ikke for bedre løn- og arbejdsforhold for rengøringsassistenten. Og som når der argumenteres for flere kvindelige direktører med argumentet om, at det giver større overskud i virksomheden – med andre ord at kvinder i bestyrelsen, gør virksomheden bedre til at udbytte sine arbejdere. Og ikke mindst i en revolutionær situation hvor hele det system, der sikrer overklassekvinderne deres position i samfundet, trues, splittes kvinder på klasseskel og står på hver sin side i kampen.
Kapitalisterne holder sig ved magten gennem en bevidst del og herskerstrategi, hvor de spiller forskellige grupper indenfor arbejderklassen ud mod hinanden: hvis én gruppe får lavere løn, presser det lønnen for alle. De bevarer deres klasseherredømme, blandt andet ved at fremme sexisme, racisme, homofobi og lignende gift. Det har en vis effekt, især i perioder med stilstand i klassekampen og ikke mindst når toppen i arbejderbevægelsen rykker langt til højre og går med på højrefløjens splittende retorik. Men mens chauvinisme og splittelse er i den herskende klasses interesse, er det direkte skadeligt for arbejderklassen, hvis eneste styrke er enhed og kollektiv kamp.
Gennem historien har vi set, hvordan en fælles kamp nedbryder skellene i arbejderklassen samt fordomme og chauvinisme. I Egypten under det arabiske forår var det ikke bare skellet mellem muslimer og koptiske kristne, der blev nedbrudt, men også mellem mænd og kvinder. Under tidligere protester i Egypten have kvinderne kun udgjort omkring 10 procent af deltagerne, men i demonstrationerne, der væltede Mubarak, udgjorde de mellem 40 og 50 procent. Kvinder med og uden tørklæder var med til at forsvare Tahrir-pladsen; de opsatte barrikader, ledte debatter, råbte paroler og satte sammen med mændene deres liv på spil. Det ændrede relationen mellem kønnene i et ellers ekstremt mandsdomineret samfund. “Revolutionen har virkelig forandret os. Folk opfører sig anderledes overfor hinanden,” udtalte Ms. Kamel 50 år, kvinde på Tahrir pladsen. Men en massebevægelse i sig selv løser ikke problemet; da revolutionen led nederlag, vendte alle de gamle splittelser tilbage.
“Men vi må gøre noget nu, vi kan ikke bare vente til efter revolutionen”, er det typiske argument fra feministerne mod marxismen. At marxisterne vil udskyde problemerne til efter revolutionen, er en myte, som stalinisterne er delvist skyld i. Vi er fuldstændig enige i, at sexisme og chauvinisme må bekæmpes nu og her, men vi forstår, at det er utopisk at tro, at det kan udryddes, så længe vi lever i et samfund, der er baseret på netop dette.
Danmark er et glimrende eksempel på, at der ikke kan gøres op med ulighed og kvindeundertrykkelse uden at gøre op med kapitalismen. Juridisk eksisterer der i Danmark ligestilling mellem kønnene, alligevel består uligheden. I 70’erne blev ligelønsloven indført, i dag mere end 40 år senere får kvinder stadig meget mindre i løn – det har ikke rykket sig en tøddel, efter at loven blev indført. Det viser, at uligheden og undertrykkelsen er rodfæstet i samfundets underliggende strukturer.
Her er feminismen magtesløs. Hvad skal man gøre ved problemet? Synliggøre det? Ja, men det er allerede åbent for alle og enhver at se. Opvurdere kvindefagene? Ja da – men hvordan? Hvorfor er det, at nogle fag er mindre værd? Og ikke mindst hvad gør vi ved det? I skrivende stund trækker det op til en konflikt på det offentlige område, hvor der traditionelt arbejder mange kvinder. Ville man tage et reelt skridt mod ligeløn, ville det være så nemt som ingenting at hæve lønnen i det offentlige. Men i stedet for at tilføre penge, skæres der i det offentlige. Hvorfor? Det har intet med køn at gøre, men alt med kapitalismens krise.
Marxister sætter sig ikke bare ned og venter på revolutionen. Udover at deltage i de kampe der opstår, gør vi, hvad vi kan, for at bygge det redskab, der kan vælte det nuværende system og sikre revolutionens succes. Det voksende politiske engagement blandt unge kvinder og de mange bevægelser for kvinders rettigheder er udtryk for den radikalisering, der er sket de seneste år, som følge af kapitalismens krise. Det, der har manglet i alle disse bevægelser, er den subjektive faktor: et revolutionært parti, der kunne vise en vej frem.
Det kan måske virke provokerende, at vi ikke kalder os feminister. For os er det ikke ordet i sig selv, der er vigtigt. Vi vil kæmpe sammen med alle, der er parate til at bekæmpe kapitalismen og gå med i kampen for en socialistisk revolution, uanset hvad de kalder sig. Men teoretisk forvirring hjælper ikke meget. De venstrefløjsgrupper der kalder sig feminister fordi de ser det som opportunt er med til at sprede illusionen om, at klassekamp og revolution ikke er nødvendig. Og samtidig er de med til at styrke den løgn, som stalinisterne er skyld i; at marxister ikke for alvor går op i kampen for kvinders befrielse.
Kampen mod kvindeundertrykkelse kan ikke adskilles fra arbejderklassens kamp for socialisme. Derfor er marxismen den eneste teori, der reelt kan bruges som redskab til at bekæmpe kvindeundertrykkelse. Det er de eneste ideer, der kan forklare, hvordan undertrykkelse opstod og nødvendigheden af at kæmpe for at gøre op med klassesamfundet og dermed roden til al undertrykkelse.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 37, marts 2018. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
