Stalinisme er den marxistiske betegnelse for en politiske tendens, der opstod i 20’erne i Sovjetunionen, som Trotskij analyserede og karakteriserede som en bureaukratisk kontrarevolution, der voksede frem på baggrund af revolutionens isolation i det tilbagestående Rusland. Den stalinistiske kontrarevolution afskaffede arbejderdemokratiet i den unge sovjetstat og erstattede det med et bureaukratisk diktatur centreret omkring Stalin. Den stalinistiske tendens blev hurtigt den dominerende i den Kommunistiske Internationale (Komintern) og spredte sig til stort set alle de officielle kommunistpartier. Derved blev de kommunistiske partier reduceret fra revolutionære partier til værktøjer for sovjetbureaukratiets udenrigspolitik. Stalinistiske organisationer kalder meget sjældent sig selv for stalinister, men bruger ofte betegnelsen marxist-leninister. Set fra et revolutionært marxistisk perspektiv er stalinisme en totalitær karikatur på både marxisme, og hvad Lenin kæmpede for.
Bureaukratiets interesser afspejles også tydeligt i Stalins umarxistiske ”teori” om socialisme i ét land, hvis eneste formål var at retfærdiggøre bureaukratiets afvisning af den internationale revolution, som det frygtede mere end noget andet, da det kunne blive en inspiration for de russiske masser til at genindføre arbejderdemokratiet og feje bureaukratiet af magten.
Den stalinistiske to-stadie-teori, som påstår at man i koloniale lande først må have fuldt udviklet kapitalisme, inden man sidenhen kan begynde at tale om socialisme, afspejlede ligeledes det stalinistiske bureaukratis reaktionære forsøg på at forhindre og afspore socialistiske revolutioner i undertrykte koloniale lande. Som kronen på værket udviklede bureaukratiet folkefrontsteorien, der fungerede som dække over klassesamarbejde med dele af borgerskabet i stedet for revolutionær klasseuafhængighed. Alle disse tiltag havde til formål at bevare Stalin og bureaukratiets egne privilegier hjemme i Sovjetunionen.
I sin retorik og udstråling fremstod stalinismen radikal og ”marxistisk”, men dens analyser og teorier var golde, mekaniske og uden dybde. I stedet for seriøse marxistiske analyser bespiste de arbejderklassen med tomme fraser. De stalinistiske teorier så som to-stadie-teorien var baseret på deterministiske skemaer, der intet har at gøre med den dynamiske marxistiske filosofi: dialektisk materialisme. Ligesom de reformistiske socialdemokrater skiftede stalinisterne den revolutionære politik ud med et ”realistisk” politisk program, og eftersom det interne demokrati i de stalinistiske kommunistpartier var ikkeeksisterende, kunne man se frem til at blive ekskluderet, såfremt man ytrede sin uenighed med den af Moskva dikterede politiske linje.
En række andre såkaldte ”socialistiske” nationer opstod sidenhen. Disse karakteriseres som deforme arbejderstater, da de ikke var resultatet af arbejderklassens selvstændige bevægelse, men fra begyndelsen var formet i det stalinistiske Sovjetunionens billede. De var med andre ord deforme fra fødslen, hvorimod Sovjetunionen startede ud som en sund arbejderstat, der sidenhen degenererede over i det stalinistiske bureaukratiske diktatur. Det maoistiske Kina og titoistiske Jugoslavien er således stater, der ligesom Sovjetunionen kendetegnes ved totalitære etpartisystemer, der ikke adskiller sig fra det stalinistiske Sovjetunionen på anden måde, end at deres bureaukrati ikke havde et nationalistisk russisk udsyn, men derimod henholdsvis et kinesisk nationalistisk og jugoslavisk nationalistisk udsyn.
