Kapitalismen befinder sig i dag i en uløselig krise og er for længst gået hen og blevet en forkrøblende hindring for samfundets videre udvikling. For det store flertal af jordens befolkning kan kapitalismen ikke tilbyde andet end voksende ulighed og ringe fremtidsudsigter. Samtidig med at elendigheden koncentreres i én ende af samfundet, koncentreres rigdommen på færre og færre hænder i en anden. Et voksende lag af unge og arbejdere føler i stigende grad symptomerne af kapitalismens krise på egen krop og begynder derfor at lede efter et alternativ til det nuværende kriseramte system, der som en spændetrøje forhindrer almindelige mennesker i at leve og ånde frit. Men kan det være anderledes? Marxister kæmper ikke blot imod stats quo og det nuværende system; men vi også kæmper aktivt for et andet samfund – det kommunistiske samfund.
Hvad er kommunisme?
Det kommunistiske samfund betegnes af Karl Marx som det statsløse og klasseløse samfund. Borgerskabet og andre fortalere for kapitalismen forsøger imidlertid at afskrække arbejderklassen fra at vælte vores nuværende system ved at henvise til, at kommunisme var, hvad der eksisterede i Sovjetunionen eller eksisterer i Nordkorea i dag. Der har imidlertid endnu aldrig eksisteret et kommunistisk samfund, og det faktum, at de stalinistiske regimer i Sovjetunionen eller Asien kalder sig kommunistiske, gør hverken deres samfund statsløse eller klasseløse. De såkaldte kommunistiske lande er en syg karikatur på Marx’ og Lenins forståelse af begrebet.
Hvor stammer staten fra?
Men for at forstå, hvad kommunisme er, og hvordan den realiseres, må vi vende tilbage til begyndelsen. Tilbage til tiden, hvor staten og klassesamfundet opstod.
I langt størstedelen af menneskehedens eksistens har mennesket levet som jægere-samlere. Det var en skrøbelig tilværelse, hvor hver dag var en kamp for at få dækket de mest basale behov. Som enkeltstående individ var ens chance for at overleve meget begrænset; men gennem samarbejde kunne mennesket med størst mulig sikkerhed skaffe den fornødne mad i tilstrækkeligt omfang til at dække gruppens behov. Produktionsmidlerne var så primitive og produktiviteten af menneskets arbejde så lav, at det ikke var muligt at leve af andres arbejde. Man kunne kun producere nok til ens eget behov. Friedrich Engels kaldte denne tilstand for primitiv kommunisme i kraft af, at der ikke eksisterede klasser eller stat i dette samfund; men det var også en tilstand, hvori menneskets eksistens var en kollektiv kamp imod naturen for overlevelse.
Over generationer blev produktionsmidlerne forbedret til et niveau, som tillod, at der kunne produceres et overskud stort nok til, at en gruppe i samfundet ikke længere behøvede at arbejde. I stedet kunne der leves en privilegeret tilværelse, hvor det var muligt at dedikere gruppens tid og energi til astronomi, filosofi, matematik og kunst. Denne nye epoke i menneskehedens historie markerer overgangen til, hvad der i marxistisk terminologi kaldes civilisation.
Civilisationens opståen indvarslede imidlertid også klassesamfundets, eftersom en særlig gruppe individer igennem deres ejerskab over produktionsmidlerne hævede sig op over det resterende samfund og levede af andres arbejde. Den besiddende klasse ønskede naturligvis at forsvare dens magt og privilegier; men til dette formål manglede den en særlig institution. Der manglede en stat. En institution bestående af en særlig gruppe bevæbnede mænd, fængsler, dommere og love – alt sammen med det formål at beskytte den herskende klasses ejendom, som var kilden til rigdom og privilegier.
Statens opståen er altså uløseligt sammenkædet med klassesamfundets opståen. Staten har igennem alle tider haft som sit ypperste formål at beskytte den besiddende klasses ejendom imod de besiddelsesløse masser. Det ville være skønt, hvis man blot ved at knipse med fingrene kunne afskaffe staten; men så længe der eksisterer klasser, vil der eksistere en stat.
Under kapitalismen tjener staten borgerskabet og beskytter borgerskabets ejendom – ”den private ejendomsret er ukrænkelig”, som det hedder sig i den danske grundlov § 73. Uanset om der er tale om den danske, amerikanske eller spanske stat, så er staten et organ for klasseherredømme og et redskab for den besiddende klasses undertrykkelse af de andre klasser. Den ”orden”, der hersker i samfundet, er intet andet end den herskende klasses undertrykkelse ophøjet til lov. Som Marx omtalte det borgerlige demokrati: ”De underkuede klasser får med flere års mellemrum lov til at afgøre, hvilken repræsentant for den herskende klasse der i parlamentet skal ud- og undertrykke deres krav”.
I store dele af de udviklede kapitalistiske lande har befolkningen tilkæmpet sig demokratiske rettigheder; men dagligdagens gøremål i form af arbejde, huslige pligter osv. forhindrer i praksis det overvældende flertal af befolkningen fra aktivt at deltage i politik og samfundets udformning. Desuden kan man på baggrund af demokratiske rettigheder ytre sig frit; men alle de anliggender, der udformer samfundet og dets udvikling, bestemmes på direktørgangene i virksomhederne eller i bankerne. Så længe samfundet som helhed ikke har demokratisk ejerskab og kontrol over samfundets byggesten – økonomien – kan der ikke være tale om et ægte demokrati. Dette faktum fik Lenin til at omtale det borgerlige demokrati med ordene; ”Friheden i det kapitalistiske samfund er stadig omtrent det samme, som den var i de antikke græske republikker: frihed for slaveholderne”.
Arbejderstaten som overgangssamfund
Hvordan skal man da komme den borgerlige stat og kapitalismen til livs? Marx gav os allerede svaret for mere end 150 år siden: ved at arbejderklassen igennem en revolution smadrer det borgerlige statsmaskineri og organiserer sig som samfundets dominerende klasse. Denne konklusion drog han på baggrund af erfaringerne fra Pariserkommunen i 1871, hvor proletariatet i Paris havde magten i byen igennem 54 dage.
I den borgerlig stats sted må arbejderklassen sætte en arbejderstat til at forsvare kollektiviseringen af produktionsmidlerne og etablere et demokrati, som gør det muligt for det overvældende flertal af befolkningen at deltage i at styre samfundet. Den herskende klasse giver desuden ikke frivilligt dens ejendom fra sig, og den har sjældent brudt sig om at få frataget sig sin magt og privilegier. Derfor skal arbejderstaten også være et middel til at gennemføre arbejderklassens program samtidig med, at den vil forsvare den nye arbejdermagt imod en potentiel kontrarevolution.
Arbejderklassens opgave består derfor i at tilkæmpe sig den politiske magt og ejerskabet over produktionsmidlerne. På baggrund af en demokratisk styret planøkonomi vil arbejdsugen kunne forkortes gevaldigt, hvilket er en fundamental forudsætning for, at almindelige arbejdende mennesker får mulighed for at engagere sig i at styre samfundet. Samtidig med at denne arbejderstat for første gang vil skabe et demokrati for folkets overvældende flertal, vil arbejderstaten også have til opgave at undertrykke kapitalisternes modstand. Under overgangen fra kapitalismen til kommunisme er undertrykkelse altså stadig en nødvendighed; men hvor det igennem hele historien har været mindretallet, der har undertrykkt flertallet, vil det for første gang i historien være flertallet af befolkningen, der undertrykker mindretallet.
Et særligt apparat til at udføre denne undertrykkelse er derfor stadig en nødvendighed, og følgelig vil der fortsat være behov for en stat. Det vil imidlertid være en fundamental anderledes stat en den vi er bekendt med i det nuværende kapitalistiske samfund. For at et svindende mindretal succesfuldt kan undertrykke det overvældende flertal, kræver det et enormt og bestialsk undertrykkelsesapparat. Når flertallet af befolkningen derimod skal undertrykke kapitalisternes modstand, kræver det i sagens natur en anderledes stat – en overgangsstat, som ikke er en stat i egentlig forstand. Overgangsstaten vil derfor være en meget simpel maskine, og i takt med at udbytternes modstand bliver brudt, vil behovet for en sådan maskine ophøre.
På baggrund af Marx’ studie af erfaringerne fra Pariserkommunen opsummerede Lenin konklusionerne til 4 principper for, hvordan en arbejderstat i praksis bør organiseres:
1) Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal øjeblikkeligt kunne afsættes igen.
2) Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en uddannet arbejder.
3) Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
4) Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincip. Når alle er ”bureaukrater” på skift, er ingen bureaukrater.
Kommunismens lavere stadie
På baggrund af den socialistiske revolution er produktionsmidlerne blevet gjort til fælleseje for hele samfundet; men dette alene gør ikke, at fuldstændig kommunisme er realiseret. Dette samfund vil dog unægteligt være et kvalitativt spring fremad for menneskeheden. Det skyldes, at det arbejde, der skal udføres, vil blive fordelt blandt de disponible hænder, så ingen behøver at gå ledige, mens andre arbejder sig ihjel, hvilket er tilfældet i vores nuværende kapitalistiske samfund. Sult, hjemløshed og arbejdsløshed vil høre fortiden til. En del af den producerede værdi vil desuden blive investeret i at forbedre produktionsmidlerne. Det muliggør at sænke arbejdstiden yderligere, samtidig med at mængden af samfundsgoder forøges.
Et sådant samfund bliver i dag karakteriseret som socialisme; men det blev af Marx kaldt for kommunismens ”første” eller lavere fase. Marx skelnede imellem den lavere og højere fase af kommunismen, fordi det kommunistiske samfund i sin tidlige fase uundgåeligt vil være mærket og præget af det kapitalistiske samfund, som det udspringer fra.
En af levnene fra kapitalismen, som vil karakterisere kommunismens lavere stadie, er den borgerlige ret i forhold til fordelingen. Den dikterer, at en arbejder til gengæld for et vist kvantum arbejde får en tilsvarende mængde forbrugsgoder. Der er altså skabt formel lighed, fordi alle får det samme udbytte for deres arbejde. Men mennesker har imidlertid forskellige behov, idet nogle har mange børn, mens andre ingen har osv., og derfor er formel lighed ikke faktisk lighed.
Kommunismens lavere fase fjerner altså ”kun” den ulighed, der består i, at kapitalisterne er i besiddelse af produktionsmidlerne; men den er ikke omgående i stand til at fjerne den yderligere ulighed, der ligger i, at fordelingen af forbrugsmidlerne sker efter arbejdsydelsen og ikke efter behov. Den borgerlige ret i forhold til fordelingen fortsætter altså for en tid med at bestå som regulator for produkternes fordeling blandt samfundets medlemmer.
Faktisk lighed kan først realiseres i et samfund, hvor overfloden af forbrugsgoder er så stor, og produktiviteten af det menneskelige arbejde så høj, at alle med Marx’ ord kan ”yde efter evne, og nyde efter behov”, hvilket han kalder kommunismens højere fase. Opgaven for kommunismens lavere fase er derfor at udvikle produktionsmidlerne i så stort et omfang, at denne overflod bliver mulig.
Kommunismens højere fase
En af de væsentlige kilder til det nuværende samfunds kunstige opsplitning og fremmedgørelse er den gabende kløft, der adskillelser håndens og åndens arbejde. Manuelt og intellektuelt arbejde er i vores klassesamfund adskilt som dag og nat. Ud over at der heri eksisterer en enorm modsætning, er det meste af vores liv inddelt i fastlåste sfærer. Arbejde og uddannelse er i dag to fuldstændig adskilte epoker, idet én del af livet tilbringes i årevis på skolebænken, efterfulgt at årtier i arbejde (hvis arbejde da kan findes). Disse uigennemtrængelige og adskilte stadier, som livet under kapitalismen bevæger sig i, vil der under socialismen ikke være nogen grund til at opretholde. Læring og arbejde kan sagtens antage en harmonisk og komplementerende karakter, hvor der læres igennem arbejdsprocessen, og hvor undervisning ikke er forbeholdt én bestemt periode af ens liv.
I takt med at kommunismens lavere fase udvikler sig, vil den nuværende lænkebindende arbejdsdeling dø bort og med tiden høre fortiden til. Når fuld kommunisme er realiseret, vil mennesker omsider kunne nyde en tilværelse, hvor de er frie til at udleve deres menneskelige potentiale til fulde – manuelt såvel som intellektuelt.
Under kommunismen skal flertallet og senere hen hele befolkningen, deltage i at administrere og styre produktionen. Kommunismen vil dermed skabe et fuldstændigt demokrati, og i takt med at dette fuldstændige demokrati virkeliggøres, vil demokratiet som politisk institution selv dø bort. Det vil dø bort af den samme årsag som statens bortdøen. For når faktisk lighed og involvering af alle samfundets medlemmer er opnået, vil mennesket vænne sig til at overholde elementære regler uden nogen magtanvendelse og særligt tvangsapparat. Med andre ord: uden en stat.
Kommunismen vil imidlertid ikke være et utopisk paradis uden bilulykker eller andre uheld. Enkelte individers udskejelser, der bryder med normerne for det kollektive liv, kan heller ikke udelukkes; men for at håndtere disse individer er der ikke behov for en stat. Samfundets medlemmer vil af sig selv sætte sig imod sådanne udskejelser, ligesom at de fleste mennesker til en venskabelig sammenkomst eller til en familiefest vil stoppe et slagsmål eller forhindre en voldtægt.
Desuden er hovedårsagen bag individers asociale udskejelser bundet i sociale årsager. Sociale årsager som udbytning, fremmedgørelse og elendighed vil være fjernet i kommunismen. Når først de materielle forhold, der fostrer asocial adfærd og udskejelser er fjernet, vil de affødte handlinger naturligvis blive kraftigt reduceret.
Men det bliver formentlig først de næste generationer, der vil nyde friheden i kommunismens højere fase, eftersom deres bevidsthed ikke vil være præget af egoisme, konkurrence og fremmedgørelse fra det samfund de opvokser i. Hvor et frit, lige og kollektivt samfund vil falde de nye generationer naturligt, er de nuværende generationer dækket fra top til tå af ar fra det kapitalistiske klassesamfund, som har skabt disse generationers bevidsthed.
Her står vi nu
De materielle forhold, som er nødvendige for at skabe et samfund, hvor der er mere end nok til, at alle kan få dækket deres behov, er inden for mange områder allerede realiseret. Der produceres i dag mad nok til at brødføde ti milliarder mennesker, og med vores nuværende befolkning på syv milliarder betyder det, at alle kan få dække deres behov – og mere til! Dog sulter omkring 800 millioner mennesker på verdensplan. Det er et tydeligt bevis for kapitalismens absurde modsætninger og et økonomisk system, der er blevet en forhindring for menneskehedens videre udvikling.
Potentiale for udvikling er der masser af! Når først kapitalismen og arbejdsdelingen hører fortiden til, vil alle mennesker frit kunne realisere deres skaberkrafts enorme potentiale. Samfundet vil opleve en opblomstring af kunst, kultur og videnskab på et hidtil uset niveau i menneskehedens historie.
Mennesket vil heller ikke længere behøve at underlægge sig forudindtagede love, men kan i stedet frit udforme sit liv og sin tilværelse, som det ønsker. Det skyldes, at den undertrykkende stat, der styrer vores ageren, vil være erstattet af frie og ærlige menneskelige relationer.
Hverdagens materielle bekymringer og de begrænsninger, som det nuværende samfund skaber for flertallets frihed, vil for bestandigt blive fortid, og mennesker vil i stedet gå en fremtid i møde uden undertrykkelse og bekymringer vedrørende rammerne for deres eksistens. De kunstige nationalgrænser, der nu adskiller klodens nationer, vil blive et svagt minde, og i stedet vil alle mennesker på kloden kunne bevæge sig frit og ubesværet, hvorhen de ønsker.
Historiens hjul stopper imidlertid ikke her. Nye modsætninger vil drive samfundet videre; men den elendige karakter det nuværende samfund antager for flertallet af klodens befolkning, vil for bestandigt være fortid.
De materielle forhold for realiseringen af et kommunistisk samfund er allerede frembragt i kimform af kapitalismen selv. Kommunisme må altså siges på ingen måde at være en fjern utopi, men derimod særdeles realiserbart. Men for at realisere dette potentiale, der ligger latent i vores nuværende samfund, må arbejderklassen igennem en revolution feje kapitalismen af vejen. Derved vil det kapitel af menneskets historie, der bærer titlen ”nødvendighedens rige”, definitivt blive lukket, og i stedet vil portene stå på vidt gab for, at mennesket kan springe ind i frihedens rige.
Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 34, november 2017. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 99 kroner.
