3718969 640pxFriedrich EngelsFor nylig genantændte tre videnskabelige artikler debatten om et emne, der altid har været et stridspunkt mellem videnskaben og religion: menneskets udvikling fra forhistorie til nu. Over de sidste tyve år har fremskridt inden for videnskaben bekræftet behovet for at studere alle videnskabens områder fra biologi til kosmologi med en dialektisk tilgang. Denne tilgang gør os i stand til fortolke verden som værende i konstant bevægelse og sammensat af modsætninger i permanent transformation, og viser os, hvordan man studerer processer, som er gensidigt forbundne. Dialektikken tager højde for verdens fascinerende kompleksitet.

Denne tids krise har væltet den borgerlige ideologi, som viste en stigende tendens i retning af idealisme og overtro, og som bruger videnskaben til at skabe et ”videnskabeligt” fundament for reaktionære ideer (racisme) og abstraktioner (så som en guddommelig skaber eller intelligent designer). I takt med videnskabens fremskridt, selv under det ideologiske pres fra borgerlig filosofi, bliver dominerende ideer aflivet og sat spørgsmålstegn ved. Det samme sker med de ideer, som vi er vant til at anse som værende konsolideret i den kollektive bevidsthed igennem århundreder. Reaktionær ideologi, på en anden side, forsøger at skrue tiden tilbage til en bibelsk version af verden, hvori alt – naturen, menneskeheden, og samfundet – er en ”designers” statiske skaberværk.

Familie og ligestilling imellem kønnene

I en nylig artikel, publiceret af Science og kommenteret på af the Guardian, studerede antropologen, Mark Dyble, og hans kolleger fra University College of London nøje to jæger/samler samfund, der stadig eksisterer i Congo, Mbendjele BeYaka og Agta på Filippinerne. På baggrund af deres observationer er de nået frem til den konklusion, at mænd og kvinder i disse samfund har den samme sociale indflydelse. Kun fremkomsten af agerbrug og akkumulationen af et overskud af landbrugsprodukter har fået ulighed til at opstå.

Artiklen understreger endnu et særligt interessant aspekt i forhold til netværket af sociale relationer. I landbrugs- og patriarkalske samfund udvikles det sociale netværk på baggrund af familiebånd imellem mænd, som bestemmer, hvem de ønsker at leve sammen med, hvilket fortrænger deres ægtefæller til kanten af samfundet. I jæger/samler samfund derimod har både mænd og kvinder frihed til at vælge deres partner, hvilket bidrager til skabelsen af mere flydende og forskelligartede sociale grupper.

Ifølge Dyble har dette element skabt evolutionære fordele. Disse ting har medført mere differentiering i kontakter, en bredere delekultur og et bredere udvalg af seksuelle partnere, som, mener antropologerne, har betydet at mennesket udviklede sig forskelligt fra andre primater.

Dette videnskabelige bevis udrydder ideen om, at familiestrukturer, og kvindernes underordning deri, altid har været uforanderlige, næsten som var det gudgivent. Faktum er, at forholdet imellem mænd og kvinder ikke altid har været, som vi kender det i dag. Ulighed imellem kønnene, patriarkatet og forståelsen af familien som værende et privat anliggende er alle resultater af en materiel udvikling og har ingen eviggyldig eller hellig karakter. Disse uligheder eksisterede ikke, da samfundet ikke var inddelt i klasser. I værket Familien, Privatejendommen og Statens Oprindelse forklarer Frederich Engels, hvordan overgangen fra primitiv kommunisme til tidlig akkumulation af rigdom skabte overgangen fra fællesskabs familiestrukturer til monogami.

Engels’ arbejde og hans intuitioner er et korrekt svar, som er bekræftet af moderne videnskab og nutidige opdagelser, imod borgerskabets ideologi. Den skildrer den private ejendomsret og de institutioner, som forsvarer den, så som familien, som værende hellige og uforanderlige. Den tidligere nævnte artikel forsøger med succes at demonstrere, at der eksisterer en dynamik inden for familiebånd og familiens organisering. Det skal ses i modsætning til en statisk og universel påstand om, at den monogame familiestruktur altid har eksisteret.

Denne dynamik skyldes sociale forandringer, afspejlet i forskellige stadier af menneskehedens udvikling. Engels tog udgangspunkt i studier foretaget af etnologen Morgan, der fremhævede, hvordan det afgørende element i transformationen af netværket af sociale relationer var fremskridt i produktionen af livsfornødenheder. Det gjaldt i de tre hovedperioder i menneskehedens udvikling (den vilde tilstand, barbari og civilisation). Engels illustrerer dette basale koncept: Familien er dynamisk, og sociale forandringer ændrer den. Hvert udviklingsstadie svarer til en ”familieorganisatorisk model”.

”Det traditionelle syn anerkender kun monogami […]. Studiet af urhistorien viser os derimod tilstande, hvor på én gang mændene levede i flerkoneri og kvinderne i ægteskab med flere mænd, og børnene da også gjaldt for at være alles fælles børn, tilstande, som selv igen lige til deres endelige opløsning i monogamiet gennemgik en hel række forandringer. [...]

Og hvad finder vi i virkeligheden som den ældste, mest oprindelige form for familien, som vi uimodsigeligt kan påvise i historien og endnu den dag i dag hist og her kan studere? Gruppeægteskabet, som er den form, hvori hele grupper af mænd og hele grupper af kvinder gensidigt besidder hinanden, og som kun yder ringe mulighed for skinsyge. […] Om noget står fast, så er det dette, at skinsygen er en forholdsvis sent udviklet følelse.”. (F. Engels, Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse).

Hvad var så kvindernes rolle og forholdet imellem kønnene? Det typiske træk ved gruppeægteskab var sikkerhed for moderens identitet, idet afstamning var matrilineær. En kommunistisk organisering var gældende, som betød kvindernes dominans i husstanden og administrationen af fællesskabet, og at den kvindelige figur havde høj værdi i samfundet.

Som Engels skrev: ”Kvinden har hos alle vilde og alle barbarer på det nederste trin og mellemstadiet, til dels også på det højeste trin, en ikke blot fri, men højt anset stilling.”

Så hvordan og hvorfor forandrede disse forhold sig? Med introduktionen af nyttedyr og agerbrug blev forholdene ændret. Stigningen i tilgængelige ressourcer og familiens private ophobning af sådanne ressourcer ”bevirkede en mægtig rystelse af det samfund, der var grundlagt på parringsægteskabet og den moderretlige gens.” Familiens private ejerskab over de overskydende ressourcer ændrede relationerne.

Behovet for at forsvare den skabte rigdom og for at videregive den i arv til ens efterkommere markerer et kvalitativt spring. Manden forøgede som ejeren af eksistensmidlerne sin velstand og styrkede sin dominans, hvorigennem han fik en vigtigere position i familien end kvinden, der kun ejede mindre værdifulde husstandsgenstande. Det var på grundlag af denne proces, at arveretten gennem moderen blev afskaffet og erstattet af afstamning og arveret gennem faderens linje.

Denne forandring markerer ifølge Engels ”kvindekønnets verdenshistoriske nederlag”. Mandlig dominans blev det karakteristiske. De økonomisk undertrykte kvinder mistede enhver form for selvstændighed og blev reduceret til en underordnet status som et middel til forplantning.

I denne familiemodel, som blv født ud af behovet for at forsvare den private ejendomsret, er kvinderne nedgjorte, nærmest til slaver. Den selv samme model, som i vor tid forsvares som naturlig og evig, har sine rødder i forandringer i de sociale betingelser. Den opstod i overgangen fra en kommunistisk organisering til husholdningernes forvaltning som en privat virksomhed, hvor fjendtlige materielle interesser støder sammen. Den har meget lidt eller slet ingenting at gøre med hellighed og kærlighed.

Er mennesket voldeligt af natur?

En af de mest ukuelige generaliseringer er den om, at mennesket er egoistisk og voldeligt af natur. Man hører igen og igen, at mennesket ikke vil være i stand til at opbygge et lige samfund baseret på solidaritet, der sigter mod det fælles bedste og mod fælleskabets interesser, da mennesket er egoistisk “af natur”. Altså at vold, det at søge en højere social status og egoisme er medfødte træk og en integreret del af den menneskelige natur.

En interessant artikel af Marylen Patou-Mathis, forskningsdirektør på Centre national de la recherche scientifique (Paris), publiceret af Le Monde diplomatique i juli 2015 med titlen: ”Nej, mennesker har ikke altid ført krig” går lige til sagen. Den fastslår, at krig opstod for 10.000 år siden i bondestenalderen med fødslen af produktiv økonomi, ophobning af ressourcer og et skift i produktionsforholdene. Det billede vi har af den bistre og voldelige jæger er forkert. Tværtimod mener mange etnologer, at socialiseringen af målet for denne nødvendige vold (byttedyret) har medvirket til at skabe sociale bånd.

Opfattelsen af, at der ligger en indbygget brutalitet i mennesket, som bliver brugt som videnskabeligt grundlag for reaktionære idéer, er ifølge hjerneforskere forkert. Adskillelige studier inden for hjerneforskning har vist at voldelig adfærd ikke er genetisk bestemt, men at den påvirkes af familien og dens sociokulturelle sammenhæng. I bund og grund er sociologer, hjerneforskere og antropologer enige om, at mennesket er naturligt empatisk, som vist i den måde, som vi plejede at leve i de forhistoriske samfund, hvor vi levede i fællesskab og helbredte de sårede, ‘handicappede’ og syge.

Det første tegn på egentlig vold opstod med en ændring i produktionen. Landbrugsøkonomi og domesticeringen af dyr skabte et overskud. Det er fra udviklingen i landbrug og dyrehold at den første sociale deling af arbejdet (klassedeling) og fremkomsten af en elite udspringer.

Efterspørgslen efter arbejdskraft i bondestenalderen til at dyrke jorden i større og større områder og udviklingen af handel i bronzealderen øgede værdien af krigerne, der på den måde blev en kaste. Krig blev institutionaliseret, og med den kom de første former for slaveri. Krigsfanger blev brugt til at udføre det hårde arbejde i det stadigt voksende landbrug. Der var intet tegn på socioøkonomisk ulighed og hierarkiske sociale strukturer i den tidlige stenalder. Medfølelse, som er det at dele med andre og samarbejde, og som havde en nøglerolle i evolutionen af vores art, gav plads for konkurrence, kamp for selviske interesser og klassekamp.

Arbejdet og menneskelig intelligens

I essayet: ”Arbejdets rolle ved abens forvandling til menneske” giver Engels et materialistisk syn på menneskehedens oprindelse. Antagelsen er, at menneskets intelligens voksede i samme omfang, som mennesket lærte at ændre naturen. Menneskelig evolution er et produkt af tilfældighed og nødvendighed. For 5 millioner år siden tvang udryddelsen af skove, som skyldtes et skift i klimaet, aberne ud på savannen. I dette nye miljø endte en langsommelig proces med naturlig udvælgelse så med at favorisere den oprejste positur. De, der overlevede, var dem, der kunne bevæge sig rundt på savannen samtidig med, at de kunne spejde i horisonten efter potentielle rovdyr.

Hånden, der nu var befriet fra sin rolle som transportmiddel, blev nu brugt til at opsamle og transportere mad og endnu vigtigere til at lave og håndtere redskaber. Ifølge Engels havde dette en afgørende rolle i menneskets evolution, fordi det, der begyndte at adskille mennesker fra andre dyr, var intelligent planlægning, altså produktionen af redskaber som et essentielt element for overlevelse. Denne produktion skabte yderligere en fundamental udvikling, som var behovet for at kommunikere og dermed behovet for at udvikle et slags sprog. Sproget udviklede sig og blev nødvendigt for samarbejdet, fællesskabet og processer relateret til arbejdet og dets organisering. Først kom arbejdet, og efter det og med det kom så sproget. Det er de to mest essentielle stimuli, der betød, at abens hjerne gradvist kunne udvikle sig til en menneskehjerne.

I begyndelsen af det 20. århundrede havde psykologer som Vygotsky og antropologer som Levy-Bruhl i deres værker bredt bekræftet disse tidlige intuitioner. Efterfølgende er de blevet valideret af mange studier udført af gen-forskere, palæontologer, antropologer og evolutions-forskere gennem det sidste århundrede.

Der har været publiceret en anden artikel i Nature sidste år, som sætter fokus på den nylige opdagelse i Kenya af de første sten-redskaber, der er dateret til mere end 3.3 millioner år gamle, altså før Homo-slægtens fødsel. Indtil fornylig var de ældste redskaber, som man havde fundet, omkring 2.6 millioner år gamle. Det nye fund er fra Lomekwi i området Lake Turkan i Kenya og er altså omkring 700.000 år ældre end de første redskaber, som er produceret af individer med tilhørsforhold til Homo-slægten.

Faktisk havde de hominider, der brugte Lomekwi-redskaberne, et stærkt greb og god motorik; men redskabernes form ser ud til at vise, at de blev brugt ved energisk at smadre ned i andre ting. Derfor konkluderer forfatteren, at den bevægelse, der skulle til for at bruge dem, har flere ligheder med den måde nogle primater bruger sten til at smadre nøddeskaller end den mere sofistikerede bevægelse, som individer fra homo-slægten brugte.

Hvad betyder det? Både aber og mennesker kan bruge redskaber, men som den sovjetiske psykolog Vygotsky bemærkede: “Selvom aben udviser evnen til at opfinde og bruge redskaber, hvilket er forudsætningen for hele den kulturelle udvikling af mennesket, er aktiviteten arbejde, der er baseret præcis på denne evne, ikke desto mindre ikke på nogen måde udviklet hos aben. Brugen af redskaber i stedet for arbejde er, hvad der gør aber og menneskers adfærd på samme tid ens og forskellig.” (Vygotsky, Luriya, Studies on the History of Behavior: Ape, Primitive, and Child).

Det er materielle forhold, der bestemmer menneskets udvikling (“Arbejdet skabte mennesket selv”, som Engels forklarede), i stedet for, at det er intelligens som den faktor, der adskiller mennesker fra andre dyr, og som skaber en forskel i materiel eksistens.

Dyrs handlinger har ikke efterladt et indtryk af deres vilje. Det er kun mennesket, der har formået at gøre det. Vygotsky, der citerer Engels, forklarer igen, at dyr kun udnytter naturen, hvor mennesker ændrer den til at være anvendelig til at opnå deres mål, altså de ‘dominerer den’. Dette er en fundamental forskel, der skyldes menneskeligt arbejde. Og grunden til, at vi dominerer, er, at vi er en integreret del af naturen, vores dominans kan således reduceres til en forståelse af dens love.

Desto mere denne viden er tilgængelig for og forstået af alle, i desto højere grad vil mennesket være i stand til at feje det mystiske vrøvl, der gør alt uklart, til side. Dvs. den idé, at mennesket er adskilt fra naturen, ånden fra materien og så videre. Endnu en gang bekræfter videnskaben, selvom det ikke er åbenlyst anerkendt i den akademiske verden, den dialektisk materialismes hovedprincipper.

Den tætte forbindelse, som man kan se mellem materielle forhold og udviklingen af samfund og det naturlige miljø, burde give menneskeheden en dybere forståelse af virkeligheden og som konsekvens en mere lige og retfærdig social organisering i harmoni med omgivelserne. Men det kan ikke ske med mindre videnskaben og teknologiens enorme potentiale bliver menneskehedens fælleseje, hvilket kun er muligt ved at frigøre disse enorme aktiver fra dets kvælende motiv; kapitalistisk profit.

Denne artikel blev bragt i Revolution nr. 24,  november 2016. Tegn abonnement og få bladet ti gange om året fra 99kroner.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Yderligere information