10411303 10204022848764653 2003960848407302736 nFor marxister består vigtigheden af økonomiske perspektiver i dets betydning for klassekampen, i dets sociale og politiske konsekvenser.

Det betyder, at det er vigtigt at forstå, de grundlæggende processer i hvordan kapitalismen fungerer. Denne artikel blev oprindelig produceret i forbindelse med en intern debat tilbage i 2011 om årsagen til kapitalismens kriser, men vi mener den giver en fin gennemgang af den klassiske marxistiske analyse af emnet, med referencer til de klassiske værker og krisen der brød ud i 2008. Vi håber den kan være med at øge forståelsen af kapitalismen og dens kriser.

Marx’ metode var den dialektiske materialisme. Det betyder, at man må se på de processer der foregår under overfladen, hvor udviklingen foregår gennem indre modsætninger, og ikke lineært og skematisk, men i nogen periode gradvist afbrudt af en springende udvikling. Vi må uddrage forbindelserne mellem de love, der dominerer den kapitalistiske produktionsmåde og forstå det som et komplekst, dynamisk og modsætningsfyldt og grundlæggende anarkisk system. Den økonomiske udvikling er forskellig fra periode til periode, ingen periode ligner en anden fuldstændig. Det er nødvendigt både at forstå de konkrete karakteristika i hver periode, og de underliggende generelle love.

Det er selvfølgelig svært på så kort plads, at redegøre for marxistisk økonomi og teori om kriser uden, at der sker en vis forsimpling, men jeg har forsøgt at uddrage de væsentlige elementer for den igangværende diskussion på denne korte plads.

Allerede Engels forklarede, at økonomi ikke er eksakt videnskab, bl.a. fordi statistikkerne altid viser bagud, men uanset hvor mange tal og hvor meget computerkraft vi har, kan vi ikke forudsige det præcise tidspunkt for en krise eller det eksakte sted krisen bryder ud – at det netop var subprimelånene i USA, der ville få bægeret til at flyde over, var ikke givet på forhånd. Økonomien er en proces bestående af komplekse sammenhænge. Fremtiden kan ikke forudsiges ved at se på den umiddelbare fortid, da økonomien ikke udvikler sig lineært.

Selvom vi ikke kan forudsige den økonomiske udviklings detaljer, er det absolut muligt at komme med en analyse af den nuværende økonomiske situation og et perspektiv for den kommende udvikling. IMT forudsagde, at kapitalismen ville komme i en dyb krise, mens de fleste andre lovede evig fremgang. Dete ksakte tidspunkt for krisens udbrud blev dog udskudt i forhold til, hvad vi havde troet, af årsager, vi har forklaret andetsteds.

KRISER - EN INDBYGGET DEL AF KAPITALISMEN

Vi er ikke socialister, fordi vi mener, at det socialistiske samfund er det kapitalistiske moralsk overlegent eller lignende. Vi er socialister, fordi kapitalismen har nået grænsen for udviklingen af produktionsmidlerne.

Marx analyserede modsætningerne i det kapitalistiske system og forklarede, at kriser er en indbygget del af kapitalismen. Det er modsætninger indbygget i systemet selv, som er blevet en lænke på udviklingen af produktivkræfterne, og den grundlæggende modsætning i kapitalismen er modsætningen mellem på den ene side voksende social produktion og på den anden side det private ejerskab til produktionsmidlerne og nationalstaten.

Det betyder ikke, at der kommer en endelig krise under kapitalismen, men så længe kapitalismen består, vil kriserne komme tilbage og i større og større omfang og dybde.

Allerede i Det Kommunistiske manifest påpeger Marx og Engels krisernes uundgåelighed.

”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor? Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen industri, for megen handel. De produktivkræfter, der står til dets rådighed, tjener ikke mere til at fremme (den borgerlige civilisation) og de borgerlige ejendomsforhold; tværtimod, de er blevet for voldsomme til disse forhold, de hæmmes af dem; og så snart de overvinder denne hindring, bringer de hele det borgerlige samfund i uorden, så truer de de borgerlige ejendomsforholds eksistens. De borgerlige forhold er blevet for snævre til at kunne rumme den rigdom, de frembringer. - Hvordan overvinder bourgeoisiet kriserne? På den ene side ved den nødtvungne tilintetgørelse af en masse produktivkræfter; på den anden side ved at erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle grundigere. Altså hvordan? Ved at forbedre endnu mere omfattende og voldsomme kriser og forringe midlerne til at undgå kriserne.”

Formålet med produktion under kapitalismen er profit og dermed at øge kapitalen. I kriserne, som den nuværende, ser vi en situation, hvor millioner går arbejdsløse mens maskiner og fabrikker står stille, ikke fordi alle behov er tilfredsstillet, men fordi de brede masser på den ene side, ikke har pengene, og på den anden side at de som har pengene og muligheden for at producere, ikke kan tjene nok penge på at producere.

”Den sidste årsag til alle virkelige kriser er og bliver altid massernes armod og konsumtionsbegrænsning over for den kapitalistiske produktions drift mod at udvikle produktivkræfter, som om kun samfundets absolutte konsumtionsevne satte grænserne for dem.” (Marx, Kapitalen, bind III, s. 637)

OVERPRODUKTIONSKRISER

Som det forklares i det Kommunistiske manifest, og andre steder, er den fundamentale årsag til kriser i kapitalismen overproduktion, et fænomen, der er kendetegnende for kapitalismen alene. Som Ted Grant forklarer i, ”Vil der komme en økonomisk nedtur?”:

”Den grundlæggende årsag til kriser i det kapitalistiske samfund, et fænomen som er særligt for det kapitalistiske samfund alene, ligger i den uundgåelige overproduktion af både forbrugsgoder og kapitalgoder til brug i den kapitalistiske produktion. Der kan være alle mulige sekundære årsager til kriser, særligt i en periode med kapitalistisk fremgang – delvis overproduktion i nogle brancher; finansiel jonglering på børsen; inflatoriske svindelnumre; disproportioner i produktionen; og en masse andre – men den grundlæggende årsag til kriser ligger i overproduktion. Denne er selv forårsaget af markedsøkonomien, og samfundets deling i indbyrdes modstridende klasser.”

Kapitalismen bygger på kapitalisternes udbytning af arbejderklassen. Gennem kapitalisternes ejerskab over produktionsmidlerne, tilegner de sig den merværdi, som arbejderklassen frembringer gennem deres arbejde. Merværdien akkumuleres af kapitalisterne og geninvesteres i produktionen, og på den måde udvikles samfundets produktivkræfter, produktionen vokser og kapitalen reproduceres, og produktionen sker i endnu større skala.

”Markedet udvider sig langsommere end produktionen; eller i den cyklus hvorigennem kapitalen passerer under sin reproduktion – en cyklus hvori den ikke blot reproduceres men reproduceres på en udvidet skala, hvori den beskriver ikke en cirkel men en spiral – der kommer et tidspunkt hvori markedet manifesterer sig som for snæver for produktionen. Det opstår ved cyklussens slutning. Men det betyder blot: markedet er oversvømmet. Overproduktionen er tydelig. Hvis ekspansionen af markedet havde holdt trit med ekspansionen af produktionen ville der ikke være en oversvømmelse af markedet, ingen overproduktion.” (Marx, Theory of surplus value, kapitel 17, egen oversættelse)

Massernes købekraft er netop begrænset af kapitalisternes jagt på merværdi, og markedet udvider sig ikke i samme takt som produktionen. Når en vare er produceret, er der skabt merværdi, men for at denne merværdi når kapitalistens lommer som profit og kan akkumuleres eller geninvesteres, må varerne sælges, og det til en pris, der rent faktisk gør det muligt at realisere merværdien. Formålet med produktionen under kapitalismen er at øge kapitalen. Produkterne produceres ikke til eget forbrug, men som varer med salg for øje. Det er varernes bytteværdi, der er vigtig for kapitalisterne, ikke deres brugsværdi.

Marx forklarer processen i Kapitalen:

”Udvindingen af denne merværdi udgør den umiddelbare produktionsproces, der som sagt ikke har andre skranker end de ovenfor angivne. Så snart det udpresselige kvantum merarbejde er materialiseret i varer, er merværdien produceret. Men med denne produktion af merværdi er kun første akt af den kapitalistiske produktionsproces, den umiddelbare produktionsproces tilendebragt. Kapitalen har opsuget så og så meget ubetalt arbejde. Med udviklingen af den proces, der giver sig udslag i profitratens fald, svulmer mængden af den således producerede merværdi enormt op. Nu kommer processens anden akt. Den samlede varemasse, totalproduktet, både den del, som erstatter den konstante og den variable kapital, og den, som udgør merværdien, skal sælges. Hvis det ikke sker, eller kun sker delvis, eller kun til priser, som ligger under produktionspriserne, så er arbejderen ganske vist blevet udbyttet, men udbytningen af ham bliver ingen realitet som sådan for kapitalisten, den kan være forbundet med slet ingen eller kun delvis realisation af den udpressede merværdi, ja med delvist eller fuldstændigt tab af hans kapital. Betingelserne for den umiddelbare udbytning og for dens realisation er ikke identiske. De er skilt fra hinanden, ikke blot i tid og sted, men også begrebsmæssigt. Nogle af dem er kun begrænset af samfundets produktionskapacitet, de øvrige af proportionaliteten mellem de forskellige produktionsgrene og af samfundets konsumtionskraft. Denne sidste er imidlertid hverken bestemt af produktionskapacitetens absolutte størrelse eller af konsumtionskraftens absolutte størrelse, men af konsumtionskraften på basis af antagonistiske distributionsforhold, som reducerer forbruget blandt den store masse i samfundet til et minimum, der blot svinger inden for mere eller mindre snævre grænser. Samfundets konsumtionskraft er videre begrænset af akkumulationsdriften, driften til at forøge kapitalen og til at producere merværdi i stadig større format. Dette er loven for den kapitalistiske produktion, som den ytrer sig gennem de stadige revolutioner i selve produktionsmetoderne, den dermed bestandigt sammenhængende devaluering af den forhåndenværende kapital, den almindelige konkurrencekamp og nødvendigheden af at forbedre produktionen og udvide dens format, blot for at eksistere videre, med risiko for ellers at gå under. Markedet må derfor til stadighed udvides, således at dets sammenhænge og de markedsregulerende betingelser mere og mere tager form af en naturlov, der er uafhængig af producenterne og bliver mere og mere ukontrollabel. Den indre modsigelse søger udligning gennem udvidelse af produktionens ydre virkefelt. Men jo mere produktionskapaciteten udvikler sig, desto mere kommer den i konflikt med den snævre basis, på hvilken konsumtionsforholdene beror. Det er på denne modsigelsesfyldte basis ingenlunde nogen modsigelse, at et overmål af kapital er forbundet med voksende overmål af befolkning, for skønt mængden af produceret merværdi ville stige, hvis de begge to blev bragt til at samarbejde, forstærkes netop derved modsigelsen mellem de betingelser, hvorunder denne merværdi produceres, og de betingelser, hvorunder den realiseres.” (Kapitalen, vol. 3 kapitel 15)

De borgerlige økonomer siger, at udbud svarer til efterspørgsel, at markedet finder sin ligevægt. Men sådan er virkeligheden ikke. Den der har solgt en vare og derfor har penge, er ikke tvunget til at købe. Deri ligger muligheden for krise. Det forklarer dog ikke den virkelige udvikling af krisen. ”Den virkelige krise kan kun udledes fra den virkelige bevægelse i den kapitalistiske produktion, konkurrence og kredit. For så vidt kriserne opstår ud af særlige aspekter af kapitalen, der er særlige for den som kapital og ikke blot omfattet af dens eksistens som vare og penge. (Marx, Theories of surplus value, kap. 17)

Marx delte produktionen op i to afdelinger; ”afdeling 1” (produktion af produktionsmidlerne) og ”afdeling 2” (produktion af forbrugsmidlerne). Efterspørgsel efter forbrugsgoder kommer primært fra arbejderklassen, den anden del af efterspørgslen kommer fra kapitalisterne, der investerer og geninvesterer en del af merværdien i nye produktion, i produktionsmidler og råvarer, hvilket er grunden til, at der ikke er konstant krise i økonomien: i perioder med fremgang er der en opadgående spiral. Men det når en grænse og krise bryder ud. Hvor ikke alle varer kan sælges til sin værdi, og hvor investeringerne stopper.

De borgerlige økonomer anerkender også til en vis grad overproduktionsfænomenet, men under betegnelsen ”overkapacitet”. I den seneste krise har vi set en enorm ”overkapacitet”.

Den industrielle udnyttelse var i USA i maj 2009 faldet til 68,3 procent, hvilket er 12,6 procent under gennemsnittet fra 1972-2008 (Dansk perspektiv 2009).

Det betyder ikke, at kriser kan undgås ved at arbejdernes andel af produktionen, altså ved at hæve lønningerne. Nogen på venstrefløjen argumenterer for at arbejderne skal have hele værdien af det de producerer. Det er en utopi. Hele grundlaget for kapitalistisk produktion er profit, og den kommer netop fra arbejderklassens ubetalte arbejde. Heller ikke i en planøkonomi vil arbejderne få hele værdien af sit arbejde, her vil en del blive brugt til geninvesteringer, velfærd osv. Forskellen er, at det vil ske demokratisk og til fællesskabets bedste under en planøkonomi. Lønnens størrelse har, som Marx forklarer, en indvirkning på profitterne; når lønnen sænkes stiger profitterne og omvendt, men lønnen kan hverken ved at holdes høj eller lav forhindre kriser. Højere lønninger har på den ene side den effekt at den dæmper profitterne og kapitalisternes investeringslyst, hvilket i opsvingsperioder ikke er et problem, hvis blot profitmassen fortsætter med at stige. I krisetider vil end ikke lavere lønninger øge investeringerne, hvis varerne ikke kan sælges, og lavere lønninger betyder netop en nedgang i købekraften, hvilket kan være med til at trække krisen i langdrag.

Ligegyldigt hvad, der udløser krisen, kan den positive økonomiske spiral ikke gå opad for evigt.

Kapitalisterne forsøger at komme uden om kriserne ved at udvide markedet, fx. gennem kredit, som vi har set under det seneste opsving. Marx forklarede, at kredit er en måde til at få markedet til at gå ud over sine grænser, men det når også en grænse, som vi også netop har set under den nuværende krise.

Alle de faktorer, der skabte den positive spiral opad, slår om i sin modsætning: gælden skal betales tilbage - med renter. Det begrænser købekraften, flere fyres, købekraften reduceres yderligere, det kan ikke betale sig at investere, for varerne kan ikke sælges, flere fyres osv. Hvad vi ser i krisen, er en nedadgående spiral.

En anden vej til at udvide markedet er eksport. Men øger én kapitalist sin markedsandel, sker det på bekostning af andre, da alle ikke kan øge sine markedsandele samtidig; også verdensmarkedets efterspørgsel er begrænset. Det er derfor heller ikke en løsning for kapitalisterne.

PROFITRATENS TENDENS TIL AT FALDE

Massernes købekraft er altså begrænset, men heller ikke kapitalisterne vil investere for evigt.

Kapitalisterne er i en evig konkurrence og tvinges til konstant at udvikle produktionsmidlerne for ikke at tabe i konkurrencen. De må hele tiden producere mindst lige så hurtigt og effektivt som sine konkurrenter og gerne hurtigere. Det betyder også, at de konstant må investere i udviklingen af produktionsmidlerne, fabrikker, maskiner, teknologi osv. Det kræver mere og mere kapital at investere og der sker en større koncentration af kapitalen på færre hænder. Efterhånden skal der milliarder til, hvis man vil opstarte en industriproduktion af fx biler.

Det betyder, at den konstante kapital (C) vokser i forhold til den variable kapital (V = lønningerne til arbejdskraft). Marx kaldte det, at kapitalens organiske sammensætning øges.

Det vil sige, at andelen af maskiner, råvarer o.l. vokser i forhold til arbejdskraften, men da den eneste kilde til ny værdi er arbejdskraften, betyder det, at hver kapitalist får mindre ny værdi for hver krone, han har investeret. Det er, hvad Marx kaldte profitratens tendens til at falde.

Profitratens fald, er selvfølgelig et problem for kapitalisten, hvis eneste formål med produktionen er skabelsen af profit. At profitraten falder, betyder dog ikke nødvendigvis, at profitmassen falder, ofte tværtimod; i takt med der investeres mere, så øges den samlede produktion og det samlede antal arbejdere også, og profitmassen stiger.

At profitraten har en tendens til at falde, udgør som sagt at problem for kapitalisterne og i takt med dens fald, mindskes deres lyst til at investere. Det er dog ikke en mekanisk lov, hvor man kan opstille et vist punkt, og hvis profitraten falder herunder, så stopper investeringerne, og vi har en krise. Profitraten kan svinge afhængig af mange forskellige faktorer, som det tekniske niveau i forskellige industrigrene, indførsel af ny teknologi på nogle fabrikker, svingninger i råvarepriser, i forskellige perioder osv.

Men den øgede organiske sammensætning af produktionen betyder, at der er en generel tendens til, at den generelle profitrate falder. Det så vi i massivt omfang i efterkrigsopsvinget op mod krisen i starten af 1970’erne. Det var netop forståelsen af denne tendens, der var baggrunden for at vores internationale under efterkrigsopsvinget, kunne fremsætte perspektivet om, at kapitalismen igen ville komme i krise.

MODGÅENDE TENDENSER

Kapitalisterne forsøger selvfølgelig konstant at modgå denne tendens.

Marx opridser i Kapitalen en række faktorer, der modgår profitratens tendens til fald:

1. Stærkere udbytning af arbejdet. Arbejdet kan udbyttes stærkere på flere måder, både ved at øge den relative og den absolutte merværdi. Her sigtes ikke til den øgede udbytning, der kommer ved, at der indføres nye maskiner og produktiviteten derfor stiger, der fører til fald i profitraten. Den relative merværdi kan øges ved at øge arbejdshastigheden/intensiteten uden indførsel af ny teknologi, ved fx at lade arbejderne betjene flere maskiner end før, at hastigheden på maskinen øges eller lignende. Den absolutte merværdi kan øges ved at sætte arbejdsdagen op, hvilket kan ske på utallige måder fx ved at forkorte frokostpausen, øge arbejdsdagen ved krav om at tjekke emails hjemmefra om aftenen osv. altså ved at få mere arbejdstid ud af den enkelte arbejder. Begge tendenser har vi set i massivt omfang de seneste mange år.

2. Tryk på arbejdslønnen ned under dens værdi. Det er et element, vi bl.a. ser i kriserne og når arbejdsløsheden er høj. Det ser vi fx i Asien.

3. Billiggørelse af den konstante kapitals elementer. Når produktiviteten øges og det tekniske niveau udvikles billiggøres den enkelte maskine, som indgår som konstant kapital i produktionen. Det er en tendens, vi har set med udviklingen af informationsteknologien. Det betyder, at den samme effekt der gør, at profitraten har en tendens til at falde, også har en begrænsende effekt på denne tendens. Den samme udvikling med billigere teknologi; telefoner, fjernsyn, computere osv. har været med til at holde lønningerne nede ved at skabe en illusion om højere levestandarder for arbejderne i USA og Europa, selvom deres andel af produktionen ikke er vokset eller direkte er faldet.

4. Den relative overbefolkning. Gennem den øgede organiske sammensætning af produktionen, dvs. erstatning af menneskelig arbejdskraft med maskiner, ser vi, at arbejdskraft konstant kastes ud i arbejdsløshedskøen, at der kommer en relativ overbefolkning. Denne relative overbefolkning skaber et pres på lønningerne, som kan udnyttes til fx at opstarte nye industrier med lavere lønninger, hvorigennem den generelle profitrate øges. Marx skriver, ”Da nu den almindelige profitrate dannes ved udligning af profitraterne i de forskellige produktionsgrene, medfører den samme årsag, som fremkalder profitratens tendens til fald, på ny en modvægt mod denne tendens, som mere eller mindre lammer dens virkning.” På samme måde forklarer han med de andre faktorer, at de på samme tid både kan sænke profitraten og øge den igen. Tidligere så vi en massiv flytning af bønder fra landet til byerne, de seneste 20 år fik vi samme effekt med åbningen af markederne i Kina og i Rusland og Østeuropa efter murens fald, samt indvandring fra Latinamerika og Asien til de vestlige lande.

5. Udenrigshandelen. Marx skriver om dette punkt i Kapitalen: ”For så vidt udenrigshandelen billiggør dels den konstante kapitals elementer, dels de nødvendige livsfornødenheder, som den variable kapital omsættes i, virker den forøgende på profitraten, idet den hæver merværdiraten og sænker værdien af den konstante kapital. Den virker overhovedet i denne retning, idet den gør det muligt at udvide produktionen i større skala. Derved fremskynder den på den ene side akkumulationen, men på den anden side også den variable kapitals aftagen i forhold til den konstante, og dermed faldet i profitraten. På samme måde er udvidelsen af udenrigshandelen, som ganske vist den kapitalistiske produktionsmådes barndom var dennes basis, i det videre forløb blevet dens eget produkt på grund af denne produktionsmådes indre nødvendighed, dens behov for et stadig større marked. Her ser man igen den samme tveæggethed af virkningen. (Ricardo har helt overset denne side af udenrigshandelen).” Sovjetunionens kollaps og Kinas økonomiske udvikling gav stor stimulans til verdenshandelen og var med til at holde profitraterne oppe gennem adgang til billig arbejdskraft, men forberedte samtidig krisen i et endnu større omfang end tidligere. Åbningen af den kinesiske økonomi førte ikke, som de vestlige kapitalister havde håbet, til et marked på 1 milliard mennesker, men til en produktion af billigere varer, der blev eksporteret til hele verden og er med til at forberede vejen for en global overproduktionskrise.

Marx nævner ydermere den tiltagende aktiekapital, uden at gå dybere ind heri, og der kan sikkert opstilles flere faktorer, der modgår profitratens tendens til fald.

De sidste 30 år har vi netop set disse modgående faktorer spille en rolle i at bryde profitratens tendens til fald. Det betyder dog ikke, at tendensen er afskaffet, den eksisterer konstant som en underlæggende faktor. De modgående faktorer betyder netop, at profitratens fald ikke er en lov, men en tendens, der konstant er under påvirkning fra utallige faktorer.

At måle profitraten konkret er yderst vanskeligt, men mange tal peger på, at profitraten, eller i hvert fald profitmassen, er steget op til den nuværende krise.

I USA udgjorde lønninger (wages and salaries) ifølge New York Times (NYT) i 2006 den laveste andel af landets BNP, siden man begyndte at indsamle disse data i 1947, mens virksomhedernes profitter var de højeste siden 1960’erne.

NYT skriver, at investeringsbanken USB beskrev perioden som ”profitabilitetens gyldne æra”.

Som forklaring på denne udvikling oprydser NYT verdenshandelen, immigration, fyringer og teknologi og den usikkerhed disse har skabt, som faktorer der sammen med fagforeningernes svækkelse har ”eroderet arbejdernes forhandlingskraft”.

”Sammen, har disse kræfter betydet, at en voksende andel af økonomien går til virksomhederne i stedet for arbejdernes lønsedler. I første kvartal af 2006 udgjorde lønningerne [wages and salaries] 45 procent af BNP, et fald fra næsten 50 procent i første kvartal 2001 og fra rekorden på 53,6 procent i 1970 [...]”. (NYT 28. august 2006, egen oversættelse).

Medianlønningerne for amerikanske arbejdere faldt med 2 procent mellem 2003 og 2006 (indregnet inflationen) samtidig med, at produktiviteten steg. Profittens andel af det økonomiske output er også tæt ved rekordniveauer i Europa og Japan.

NYT skriver endvidere:

”I det meste af det sidste århundrede fulgtes lønninger og produktiviteten – nøgleindikatorerne på en økonomis effektivitet – sammen op, hurtigt i 1950’erne og 60’erne, og langsommere i 1970’erne og 80’erne. Men i de seneste år er produktivitetsøgningen fortsat, mens lønstigningerne ikke er fulgt med. Arbejdernes produktivitet steg med 16,6 procent fra 2000 til 2005, mens den totale kompensation for median arbejderen steg 7,2 procent [...]” (NYT, 28. august 2006, egen oversættelse) Indkomsterne er vokset, men det skyldes primært en vækst i de rigestes indkomster. I 2004 modtog den øverste 1 procent af lønmodtagerne (earners), en gruppe med mange topdirektører, 11,2 procent af alle lønindkomster i forhold til 8,7 procent et årti tidligere og mindre end 6 procent for 30 år siden (Ibid).

Opsvinget fra 1970’erne og frem kom på arbejderklassens bekostning, ved at øge arbejdsintensiteten, arbejdstiden og holde lønningerne lave.

KAN MAN KOMME UDEN OM KRISERNE?

Fra mange retninger er marxismens analyse af kapitalismens indre modsætninger blevet afvist. Igennem hele historien har vi set, hvordan såkaldte marxister under et opsving er blevet overbeviste om, at nu har kapitalismen løst sine problemer med kriser. Nu under krisen vægrer reformisterne sig stadig ved at indse kapitalismens uundgåelige kriser, de forsøger at gøre det til et spørgsmål om politiske beslutninger. Deres drøm er en tilbagevenden til de ”gode gamle dage”.

De argumenterer for, at staten må gribe regulerende ind og stimulere efterspørgslen gennem offentlige investeringer, en keynsianistisk politik. Men keynsianismen løser ingen problemer, og det er en utopi at tro, at vi kan vende tilbage til de gamle dage, eller at de var specielt gode.

Ted Grant forklarer, hvorfor keynsianismen ikke kan virke i ”Vil der komme en økonomisk nedtur?”

Uanset statens større eller mindre rolle i et kapitalistisk samfund er ejerskabet til produktionsmidlerne under kapitalismen privat, produktionen er produktion for markedet med det formål at tjene profit. Alle skatter må komme fra økonomien selv, enten fra kapitalisternes profitter eller fra arbejderklassens indkomst. Skærer man i kapitalisternes indkomst, skærer man i profitraten, og de penge, som staten tager herfra, kan ikke bruges af kapitalisterne selv til investeringer. De penge staten tager fra arbejderne, rammer deres forbrug og dermed efterspørgslen på varer produceret af kapitalisterne.

Øger staten sit forbrug gennem underskudsfinansiering, enten gennem lån eller gennem ”kvantitative lettelser”, dvs. at der trykkes flere penge, fører det til massiv inflation, da priserne stiger i det omfang, som der kastes flere penge ind i systemet, der ikke har en ækvivalent i produkter. Det fører samtidig til et pres udefra på landets valuta.

Statsgæld bliver ydermere et dræn på statskassen lang tid frem, da også stater skal betale gæld tilbage med renter, som vi ser det i øjeblikket i lande som Grækenland og Spanien, og som vi så det efter 1970’ernes forsøg med keynsianisme, der førte til massiv inflation.

Monetarismen, som økonomisk politik med balancerede budgetter og nedskæringer i de offentlige budgetter og lavere lønninger, var afløseren. Heller ikke monetarismen løser problemerne, men skaber blot nogle andre. Når der i krisetid skæres i de offentlige udgifter, beskæres markedet og dermed efterspørgslen, hvilket er med til at øge krisen. Hverken keynsianisterne eller monetaristerne har en vej ud af kapitalismens krise.

Efter anden verdenskrig var Ted Grant en af de eneste, hvis ikke den eneste, til at forklare, at trods efterkrigsopsvinget var kapitalismens problemer ikke løst. Kriser er en uundgåelig indbygget del af kapitalismen. Og i takt med at produktionen udvikles og produktionens sociale karakter udvides, intensiveres hovedmodsætningen mellem på den ene side produktionens globale og sociale karakter og på den anden side nationalstaten og den private tilegnelse. Kapitalismen var i sin begyndelse progressiv, fordi den udviklede produktionsmidlerne, i dag har vi en situation, hvor kapitalismen begrænser den videre udvikling – ikke sådan forstået, at der ingen udvikling kan finde sted, men sådan forstået at denne generelle udvikling ikke sker i nær det omfang det er muligt. Kapacitetsudnyttelsen er lav, millioner går arbejdsløse, produktionsmidlerne udvikler sig ikke i nær samme takt som ved kapitalismens start og bl.a. monopolisering betyder, at teknologien ikke udnyttes til bedre og billigere produkter, men i stedet til produkter, med begrænset levetid, så de konstant skal erstattes af nye.

Vil kapitalismen bryde sammen af sig selv? Nej, der findes ikke en endelig krise, hvorefter kapitalismen bryder sammen. En krise har som funktion at ødelægge varelagre, reducere overproduktionen, smadre produktionsapparat, udrydde firmaer, sænke lønningerne osv. Og gennem denne massive ødelæggelse, med enorme omkostninger for arbejderklassen og klodens fattigste, at forberede vejen for et nyt opsving på et tidspunkt. Gennem den enorme ødelæggelse lægges grundlaget for en fremgang i profitraterne, men som produktionen igen går i gang, forbereder det vejen for nye og større kriser i fremtiden. Det var, hvad vi så i anden verdenskrig, hvis massive destruktion lagde grunden for efterkrigsopsvinget og efterfølgende den alvorlige krise i 1970’erne og krisen nu, som langt fra er ovre. Kapitalismen kollapser ikke af sig selv, den kan kun afskaffes gennem arbejderklassens bevidste intervention.

Under kapitalismen ser vi det absurde fænomen med overproduktionskriser. Ikke overproduktion i forhold til behov – i den forstand kan vi aldrig se overproduktion. Dette problem kan ikke overkommes på kapitalistisk basis. Kun gennem en ophævelse af modsætningen mellem produktionens sociale karakter og den private ejendomsret til produktionsmidlerne, kan kriserne undgås. Det vil sige kun ved, at kapitalisterne eksproprieres og produktionens planlægges efter menneskelige behov.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.