Denne tekst er skrevet af en af de vigtigste ledere af den russiske revolution, Leon Trotskij, i 1937, som var 90-året for udgivelsen af Det Kommunistiske Manifest. Manifestet var, og er stadig, den socialistiske bevægelses vigtigste dokument. Det er skrevet af to af de vigtigste skikkelser i arbejderbevægelsens historie: Karl Marx og Friedrich Engels. På 90-året for Manifestet gennemgår Trotskij dets styrker og hvor det er forældet.
Det er svært at tro, at hundredåret for det kommunistiske partis manifest kun er ti år væk! Denne pjece, der er en større genistreg end nogen anden i verdenslitteraturen, forbavser os selv i dag ved sin friskhed. Dens vigtigste dele virker som om, at de var skrevet i går. De unge forfattere (Marx var niogtyve, Engels syvogtyve) var i stand til at se længere ud i fremtiden end nogen før dem, og måske end nogen siden da.
Så tidligt som deres fælles forord til udgaven af 1872 erklærede Marx og Engels, at på trods af, at visse sekundære passager i Manifestet var forældede, følte de, at de ikke længere havde nogen ret til at ændre den oprindelige tekst. Det skyldtes, at Manifestet allerede var blevet et historisk dokument i den mellemliggende periode på 25 år. Yderligere 65 år er gået siden da. Isolerede passager i Manifestet er rykket endnu længere ind i fortiden. Vi skal her i dette forord forsøge kortfattet at etablere både de ideer i Manifestet, som bevarer deres fulde relevans i dag, og dem, der kræver vigtige ændringer eller uddybning.
1. Den materialistiske historieopfattelse, der blev opdaget af Marx kun kort tid forinden og anvendes fuldendt i Manifestet, har holdt fuldstændig til begivenhedernes test og slagene fra fjendtlig kritik. Den er i dag ét af de mest værdifulde instrumenter for menneskehedens ideer. Alle andre fortolkninger af den historiske proces har mistet al videnskabelig betydning. Vi kan med sikkerhed sige, at det er umuligt i vores tid til at være ikke bare en revolutionær aktivist, men selv en kultiveret observatør i politik uden at tilegne sig den materialistiske fortolkning af historien.
2. Det første kapitel i Manifestet åbner med følgende: “Alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie.” Dette postulat, som er den vigtigste konklusion fra den materialistiske fortolkning af historien, blev øjeblikkeligt et stridspunkt i klassekampen. Særligt giftige angreb blev lanceret af reaktionære hyklere, liberale doktrinære og idealistiske demokrater mod teorien, med forsøg på at erstatte kampen om materielle interesser med “fælles velfærd …… national enhed” og “evige moralske sandheder” som den drivende kraft i historien. De fik senere følgeskab af rekrutter fra arbejderbevægelsens egne rækker, nemlig de såkaldte revisionister, dvs. fortalerne for at evaluere (”revidere”) marxismen i klassesamarbejdet og klasseforsoningens ånd.
Endelig i vores egen tid er samme vej i praksis blevet fulgt af de foragtelige epigoner i den kommunistiske internationale (stalinisterne): Den såkaldte folkefronts politik følger fuldstændig af en benægtelse af klassekampens love. Imidlertid er det netop imperialismens epoke, som bringer alle de sociale modsætninger til sit højeste spændingspunkt, og som giver til Det Kommunistiske Manifest sin overlegne teoretiske triumf.
3. Kapitalismens anatomi som en bestemt fase af samfundets økonomiske udvikling blev fremstillet af Marx i sin færdige form i Kapitalen (1867). Men allerede i Det Kommunistiske Manifest er hovedlinjerne i den fremtidige analyse grundigt skitseret: Betaling for arbejdskraften svarende til prisen på dens reproduktion; Kapitalisternes tilegnelse af merværdien; Konkurrence som den grundlæggende lov for sociale relationer; De mellemliggende klassers ruin, det vil sige det urbane småborgerskab og bønderne; På den ene side en koncentrationen af rigdom i hænderne på et stadigt mindre antal ejendomsbesiddere, og på den anden den numeriske vækst af proletariatet; Forberedelsen af de materielle og politiske forudsætninger for det socialistiske styre.
4. Fremstillingen i manifestet af kapitalismens tendens til at sænke arbejdernes levestandard og endda at omdanne dem til fattiglemmer havde været udsat for kraftig beskyldning. Præster, professorer, ministre, journalister, socialdemokratiske teoretikere og fagforeningsledere stillede sig alle i forreste geled mod den såkaldte “forarmelsesteori.” De opdagede usvigeligt sikre tegn på stigende velstand blandt de arbejdende, fordi de fremstillede arbejderaristokratiet som værende proletariatet selv eller tog en flygtig tendens for at være permanent. I mellemtiden har selve udviklingen af den mægtigste kapitalisme i verden, den amerikanske, forvandlet millioner af arbejdere til fattiglemmer, som opretholdes på bekostning af føderal, kommunal eller privat velgørenhed.
5. Mod manifestet, der skildrer de kommercielle og industrielle kriser som en række af stadigt mere omfattende katastrofer, svor revisionisterne, at den nationale og internationale udvikling af økonomiske truster ville sikre kontrol over markedet og gradvist føre til afskaffelse af kriser. Enden på det sidste århundrede og begyndelsen af det nuværende var i realiteten præget af en så dramatisk udvikling af kapitalismen, at den fik kriser til at virke som “tilfældige” afbrydelser. Men denne epoke er for længst forbi. I sidste ende viste sandheden sig også at være på Marx’ side i dette spørgsmål.
6. “Den moderne statsmagt er kun et udvalg, der varetager bourgeoisiklassens fællesanliggender”. Denne kortfattede formel, som lederne af Socialdemokratiet betragtede som et journalistisk paradoks, indeholder faktisk den eneste videnskabelige teori om staten. Demokratiet, som det er formet af bourgeoisiet, er ikke, som både Bernstein og Kautsky troede, en tom sæk, som man uforstyrret kan fylde med hvilken som helst form for klasseindhold. Det borgerlige demokrati kan kun tjene borgerskabet. En ”folkefronts” regering, uanset om den ledes af Blum eller Chautemps, Caballero eller Negrin, er kun “et udvalg til at varetage disse fællesanliggender for hele borgerskabet.” Når dette “udvalg” forvalter anliggenderne dårligt, giver borgerskabet dem sparket.
7. “Enhver klassekamp er en politisk kamp.” “Denne organisering af proletarerne som klasse er deres organisering som politisk parti.” Fagforeningsfolk på den ene side og anarko-syndikalisterne på den anden har længe veget tilbage for og forsøger selv nu igen at vige tilbage fra forståelsen af disse historiske love. “Rent” fagligt arbejde har nu lidt et knusende nederlag i sit hovedfristed: USA. Anarkosyndikalismen har lidt et uopretteligt nederlag i sin sidste højborg – Spanien. Også her viste Manifestet sig at være korrekt.
8. Proletariatet kan ikke erobre magten inden for de juridiske rammer, der er skabt af borgerskabet. “Kommunisterne erklærer åbent, at deres slutmål kun kan nås ved med magt at omstyrte alle eksisterende sociale forhold.” Reformisterne forsøgt at forklare denne formulering i Manifestet ud fra en antagelse om en umodenhed i bevægelsen på det givne tidspunkt og om den utilstrækkelige udvikling af demokratiet. Italiens, Tysklands og et stort antal andre “demokratiers” skæbne beviser, at “umodenhed” er det karakteristiske træk ved de reformistiske ideer selv.
9. For at nå den socialistiske omdannelse af samfundet må arbejderklassen i sine hænder koncentrere en sådan magt, som kan smadre hver en politisk hindring, der spærrer vejen til det nye system. “Proletariatet organiseret som herskende klasse” – det er diktaturet. Samtidig er det det eneste sande proletariske demokrati. Dets omfang og dybde afhænger af de konkrete historiske betingelser. Jo større antal stater, der følger den socialistiske revolutions vej, des friere og mere fleksible former vil diktaturet antage, des bredere og des mere dybdegående vil arbejderdemokratiet være.
10. Kapitalismens internationale udvikling har forudbestemt den proletariske revolutions internationale karakter. “Samlet aktion, i det mindste fra alle civiliserede landes side, er en af de første betingelser for proletariatets befrielse.” Den efterfølgende udvikling af kapitalismen har sammenvævet alle dele af vores planet, både “civiliserede” og “uciviliserede”, så spørgsmålet om den socialistiske revolution har fuldstændigt og altafgørende antaget global karakter. Det sovjetiske bureaukrati forsøgt at likvidere Manifestet på dette fundamentale spørgsmål. Den bonapartistiske degenerering af den sovjetiske stat er en overvældende illustration af falskheden af teorien om socialisme i ét land.
11. “Er klasseforskellene under denne udvikling forsvundet og al produktion samlet i hænderne på samfundets medlemmer selv, så mister den offentlige magt sin politiske karakter”. Med andre ord: Staten dør bort. Samfundet forbliver og er befriet fra spændetrøjen. Dette er intet andet end socialisme. Det omvendte teorem, som er den monstrøse vækst i statslig tvang i Sovjetunionen, er det tilsvarende vidnesbyrd om, at samfundet bevæger sig væk fra socialismen.
12. “Arbejderne har ikke noget fædreland.” Disse ord fra Manifestet er mere end én gang af filistrene blevet kaldt en agitatorisk spidsfindighed. I virkeligheden giver disse ord proletariatet den eneste tænkelige forskrift i spørgsmålet om det kapitalistiske “fædreland”. Anden Internationales brud på denne forskrift medførte ikke bare fire års ødelæggelser i Europa, men også den nuværende stagnation i kulturen på verdensplan. I lyset af den nye forestående krig, som Tredje Internationales forræderi har banet vejen for, forbliver Manifestet selv nu den mest pålidelige rådgiver i spørgsmålet om det kapitalistiske “fædreland”. Således ser vi, at den i fællesskab skabte og temmelig kortfattede fremstilling af de to unge forfattere fortsat giver uerstattelige forskrifter på de vigtigste og mest brændende spørgsmål i kampen for frigørelse. Hvilken anden bog kan bare tilnærmelsesvist sammenlignes med Det kommunistiske Manifest?
Men det betyder ikke, at Manifestet efter halvfems års enestående udvikling af produktivkræfterne og enorme sociale kampe ikke har brug for rettelser eller tilføjelser. Revolutionær tankegang har intet til fælles med idol-dyrkelse. Programmer og prognoser afprøves og rettes i lyset af erfaringer, der er det højeste kriterium for menneskelig fornuft. Manifestet selv behøver også rettelser og tilføjelser. Men som det fremgår af de historiske erfaringer, kan disse rettelser og tilføjelser kun foretages med succes ved at gå frem efter netop den metode, der er indlejret Manifestets grundlag. Vi skal forsøge at angive dette i flere vigtige tilfælde.
1. Marx forklarede, at intet socialt system forlader historiens scene, før det har udtømt sine kreative potentialer. Manifestet hudfletter kapitalismen for at hæmme produktivkræfternes udvikling. I denne periode samt i de følgende årtier var denne hæmning kun relativ. Hvis det havde været muligt i anden halvdel af det nittende århundrede at organisere økonomien socialistisk, ville væksten have været umådeligt større.
Men dette teoretisk uigendrivelige postulat modbeviser ikke det faktum, at produktivkræfterne fortsatte med at udvikle sig på verdensplan helt frem til verdenskrigen. Kun i de sidste tyve år trods videnskabens og teknologiens mest moderne landvindinger er epoken med stagnation og tilbagegang i verdensøkonomien begyndt. Menneskeheden er begyndt at udtømme sin akkumulerede kapital, mens den næste krig truer med at ødelægge selve civilisationens grundlag i mange år fremover. Manifestets forfattere troede, at kapitalismen ville være skrottet længe før den tid, hvor et relativt reaktionært regime ville blive til et absolut reaktionært regime. Denne transformation tog endelig form for øjnene af den nuværende generation og ændrede vores epoke til en epoke med krige, revolutioner og fascisme.
2. Marx og Engels’ fejl i forhold til de historiske datoer udsprang på den ene side af en undervurdering af kapitalismens latente fremtidige muligheder og på den anden side en overvurdering af proletariatets revolutionære modenhed. Revolutionen i 1848 blev ikke til en socialistisk revolution, som Manifestet havde regnet med, men åbnede for Tyskland muligheden for en stor fremtidig kapitalistisk fremgang.
Pariserkommunen viste, at proletariatet ikke kan vriste magten fra borgerskabet uden et hærdet revolutionært parti i spidsen. Men den lange periode med kapitalistisk velstand, der fulgte, førte ikke til uddannelse af den revolutionære avantgarde, men snarere til den borgerlige degeneration af arbejderaristokratiet, som blev hovedbremsen på den proletariske revolution. I sagens natur kunne manifestets forfattere umuligt have forudset denne “dialektik”.
3. For Manifestet var kapitalismen den frie konkurrences rige. Mens det henviser til den stigende koncentration af kapital, drog Manifestet ikke den nødvendige konklusion med hensyn til monopoler, som er blevet den dominerende kapitalistiske form i vores epoke og den vigtigste forudsætning for socialistisk økonomi. Først bagefter i Kapitalen fastslår Marx tendensen til den frie konkurrences omdannelse til monopol. Det var Lenin, der kom med en videnskabelig karakteristik af monopolkapitalismen i sin bog “Imperialismen”.
4. Baseret på den “industrielle revolutions” eksempel i England forestillede manifestets forfattere sig processen med afvikling af de mellemliggende klasser alt for ensidigt, nemlig som en omfattende proletarisering af håndværkere, småhandlende og bønderne. I virkeligheden har konkurrencens elementære kræfter langt fra fuldført dette på samme tid progressive og barbariske arbejde. Kapitalismen har ødelagt småborgerskabet i et langt hurtigere tempo, end den har proletariseret det. Desuden har den borgerlige stat længe rettet sin bevidste politik mod den kunstige opretholdelse af småborgerlige lag.
På den modsatte pol skaber teknologiens vækst og rationaliseringen af storindustrien kronisk arbejdsløshed og hindrer proletariseringen af småborgerskabet. Samtidig har udviklingen af kapitalismen accelereret væksten af legioner af teknikere, administratorer, kommercielle medarbejdere, kort sagt, den såkaldte “nye middelklasse”, ekstremt. Som følge heraf udgør de mellemliggende klasser, hvis forsvinden Manifestet så kategorisk henviser til, selv i et land, som er så højt industrialiseret som Tyskland, omkring halvdelen af befolkningen. Men den kunstige bevarelse af forældede småborgerlige lag afbøder på ingen måde de sociale modsætninger, men giver dem tværtimod en særlig ondskabsfuld karakter. Sammen med den permanente hær af arbejdsløse udgør det det mest ondsindede udtryk for kapitalismens forfald .
5. Med henblik på en revolutionær epoke indeholder Manifestet (i slutningen af kapitel II) ti krav, svarende til perioden med direkte overgang fra kapitalisme til socialisme. I deres forord af 1872 erklærede Marx og Engels disse krav for at være delvist forældede og i hvert fald kun af sekundær betydning. Reformisterne greb denne vurdering med begge hænder og fortolkede det som om, at revolutionære overgangskrav for evigt havde veget pladsen for det socialdemokratiske “minimumsprogram”, der som bekendt ikke overskrider grænserne for det borgerlige demokrati. Men Manifestets forfattere angav faktisk ret præcist den vigtigste korrektion af deres overgangsprogram, nemlig at ”arbejderklassen ikke simpelthen kan tage den færdige statsmaskine i besiddelse og sætte den i bevægelse for sine egne formål.”
Med andre ord blev korrektionen rettet mod fetichisme over for det borgerlige demokrati. Marx opstillede senere som modvægt til den kapitalistiske stat en stat af Pariserkommunens type. Denne “type” fik senere en langt mere grafisk form i sovjetterne. Der kan ikke være et revolutionært program i dag uden sovjetter og uden arbejderkontrol. Hvad angår resten, har de ti krav fra Manifestet, som forekom “gammeldags” i en epoke med fredelig parlamentarisk aktivitet, i dag genvundet helt deres sande betydning. Det socialdemokratiske “minimumsprogram” er på den anden side blevet håbløst forældet.
6. På baggrund af forventningen om, at ”den tyske borgerlige revolution … vil blot være forspillet til en umiddelbart efterfølgende proletarisk revolution,” anfører Manifestet de langt mere avancerede betingelser for den europæiske civilisation. Disse gælder i forhold til, hvad der fandtes i England i det syttende århundrede og i Frankrig i det attende århundrede og den langt større udvikling af proletariatet. Fejlen i denne prognose var ikke kun i datoen. Revolutionen i 1848 afslørede inden for få måneder, at netop under mere avancerede omstændigheder er ingen af de borgerlige klasser i stand til at bringe revolutionen til sin afslutning: Stor- og middelborgerskabet er alt for tæt forbundet med godsejerne og lænket af frygten for masserne; Småborgerskabet er alt for opdelt og i sin øverste ledelse alt for afhængig af storborgerskabet.
Som det fremgår af hele det efterfølgende udviklingsforløb i Europa og Asien kan den borgerlige revolution taget for sig selv ikke mere fuldføres generelt set. En komplet udrensning af det feudale skidt fra samfundet er kun tænkeligt på den betingelse, at proletariatet, befriet fra de borgerlige partiers indflydelse, kan stille sig i spidsen for bønderne og etablere sit revolutionære diktatur. Af denne grund bliver den borgerlige revolution sammenflettet med første etape af den socialistiske revolution og dernæst opløst i sidstnævnte. Den nationale revolution bliver dermed et led i verdensrevolutionen. Omdannelsen af det økonomiske grundlag og af alle sociale relationer antager en permanent (uafbrudt) karakter.
For revolutionære partier i tilbagestående lande i Asien, Latinamerika og Afrika er det et spørgsmål om liv og død, at der er en klar forståelse af den organiske forbindelse mellem den demokratiske revolution og proletariatets diktatur – og dermed den internationale socialistiske revolution.
7. Mens det skildrer, hvordan kapitalismen trækker tilbagestående og barbariske lande ind i sin malmstrøm, indeholder Manifestet ingen henvisning til de koloniale og semi-koloniale landes kamp for uafhængighed. I det omfang, at Marx og Engels overvejede den sociale revolution “i de førende civiliserede lande i det mindste” for at være et spørgsmål om de næste få år, blev det koloniale spørgsmål løst automatisk for dem. Det var ikke som følge af en uafhængig bevægelse blandt undertrykte nationaliteter, men som følge af proletariatets sejr i kapitalismens urbane centre.
Spørgsmål om revolutionær strategi i koloniale og semi-koloniale lande berøres derfor overhovedet ikke i Manifestet. Alligevel kræver disse spørgsmål en selvstændig løsning. For eksempel er det helt indlysende, at mens det “nationale fædreland” er blevet den mest forbandede historiske bremse i de udviklede kapitalistiske lande, er det stadig en relativt progressiv faktor i tilbagestående lande, der er tvunget til at kæmpe for en uafhængig eksistens.
“Kommunisterne,” erklærer Manifestet, “støtter overalt enhver revolutionær bevægelse mod den eksisterende sociale og politiske orden.” Den farvede races bevægelse mod deres imperialistiske undertrykkere er en af de vigtigste og mest kraftfulde bevægelser mod den eksisterende orden og kræver derfor en fuldstændig, ubetinget og ubegrænset støtte fra den del af proletariatet, der tilhører den hvide race. Æren for at udvikle revolutionær strategi for de undertrykte nationaliteter tilfalder primært Lenin.
8. Den mest forældede del af Manifestet – ikke med hensyn til metode, men til materiale – er kritikken af den “socialistiske” litteratur fra den første del af det nittende århundrede (kapitel III) og definitionen af kommunisternes position i forhold til forskellige oppositionspartier (kapitel IV). De bevægelser og partier, der er anført i Manifestet, blev så drastisk fejet af banen enten af revolutionen i 1848 eller af den efterfølgende kontrarevolution, at man er nødt til at slå deres navne op i en historisk ordbog. Men også i dette afsnit er Manifestet måske tættere på os nu, end det var for den tidligere generation.
I epoken for Anden Internationales storhedstid, hvor marxismen syntes at udøve en udelt dominans, kunne ideerne om præ-marxistisk socialisme anses for endeligt at tilhøre fortiden. Tingene er anderledes i dag. Nedbrydningen af socialdemokratiet og den kommunistiske internationale skaber ved hvert skridt uhyrlige ideologiske tilbagefald. Senil tankegang synes at være blevet infantil. På jagt efter altomfattende formularer genopdager profeterne i tilbagegangens epoke nye doktriner, der for længst var blevet begravet af den videnskabelige socialisme.
Hvad angår spørgsmålet om oppositionspartierne, er det på dette område, at de forløbne årtier har medført de mest dybdegående forandringer. Det gælder ikke kun i den forstand, .at de gamle partier længe har været fejet af banen af nye, men også i den forstand, at partiernes karakter og deres indbyrdes relationer radikalt har ændret sig under den imperialistiske epokes betingelser. Manifestet skal derfor suppleres med de vigtigste dokumenter fra Kominterns første fire kongresser, bolsjevismens essentielle litteratur og beslutningerne fra Fjerde Internationales konferencer.
Vi har allerede ovenfor bemærket, at ifølge Marx forlader ingen social orden scenen uden først at have udtømt de indbyggede muligheder. Men selv en forældet social orden viger ikke pladsen for en ny orden uden modstand. En forandring i sociale regimer forudsætter den hårdeste form for klassekamp, dvs. revolution. Hvis proletariatet af den ene eller anden grund viser sig ude af stand til at vælte den udtjente borgerlige orden med et dristigt slag, så kan finanskapitalen i kampen for at bevare sit ustabile styre ikke gøre andet end at omdanne det ruinerede og demoraliserede småborgerskab til en fascistisk pogrom hær. Den borgerlige degenerering af socialdemokratiet og småborgerskabets fascistiske degenerering er indbyrdes forbundne som årsag og virkning.
På nuværende tidspunkt udfører Tredje Internationale langt mere hensynsløst end Anden arbejdet med at bedrage og demoralisere det arbejdende folk i alle lande. Ved at massakrere det spanske proletariats fortrop banede Moskvas uhæmmede lejesvende ikke bare vejen for fascismen, men henrettede en god andel af dens arbejdere. Den internationale revolutions langvarige krise, som mere og mere er ved at blive en krise i den menneskelige kultur, kan reduceres i det væsentlige til krisen i den revolutionære ledelse.
Som arvtager til den store tradition, som det kommunistiske partis manifest udgør den mest dyrebare del af, uddanner Fjerde Internationale nye kadrer til løsning af gamle opgaver. Teori er generaliseret virkelighed. I en ærlig indstilling til revolutionær teori udtrykkes den lidenskabelige trang til at rekonstruere den sociale virkelighed. At det i den sydlige del af det mørke kontinent var vores co-tænkere, der var de første til at oversætte Manifestet til afrikaans, er en anden grafisk illustration af det faktum, at de marxistiske ideer i dag kun lever under Fjerde Internationales banner. Fremtiden tilhører den. Når hundrede-året for Det Kommunistiske Manifest fejres, vil Fjerde Internationale være blevet den afgørende revolutionære kraft på vores planet.
30. oktober, 1937
Bragt i Revolution Nr. 18, april 2016. Tegn abonnement og få bladet 10 gange om året fra 100 kroner.
