“Sociale fremskridt måles ved kvindens fremskridt mod frihed.” Et citat fra den franske utopiske socialist Fourier, som Marx var glad for. I dag ser vi, hvordan kapitalismens blindgyde omvender den proces, hvor forholdene for kvinder ellers gik mod mere frihed. På den anden side ser vi en stigende interesse i kvindekamp, som er et tegn på, at nye lag træder ind på den politiske scene.
Spørgsmålet om kvinders undertrykkelse er i stigende grad på dagsordenen. Sexisme og seksuelle overgreb diskuteres heftigt. At et voksende antal unge kvinder (og mænd) kalder sig feminister, er et tegn på de tider, som vi lever i. Her radikaliserer kapitalismens krise et voksende lag af unge. Det er en radikalisering, der starter med en følelse af, at noget er grundlæggende galt, og en bevidsthed om den undertrykkelse og uretfærdighed, der konstant finder sted. Kampen for ligestilling og for afskaffelse af kvindeundertrykkelse kan for mange være første skridt på vejen ind i kampen for en socialistisk revolution, der afskaffer al undertrykkelse overhovedet.
[Køb bogen Kvindekamp er klassekamp]
De seneste 150 års kvindekamp har ført til en række fremskridt for kvinder såsom stemmeret, barsel, retten til abort osv. Alligevel er det også tydeligt, at lighed for loven ikke løser de grundlæggende problemer. Det anslås, at der begås 4000 voldtægter eller forsøg på voldtægt i Danmark om året. Bare 400 af dem anmeldes til politiet ifølge de officielle tal, og kun ca. 145 af de sager, der anmeldes til politiet, ender i en reel tiltale. Deraf er det kun ca. 50 om året, der ender med en dom, dvs. 1,25 procent (!) af de anslåede voldtægter. Sexisme og fordomme er hverdag. Men også i tørre tal er manglen på ligestilling til at tage at føle på. Siden ligelønsloven blev vedtaget i 1976, har lønforskellen på mænd og kvinder alligevel ligget konstant på ca. 15%.
De formelle krav om lighed for loven, som vi naturligvis støtter, løser altså ikke problemerne. Det er nødvendigt at gå til ondets rod. For marxister er kvindekampen uadskilleligt forbundet med klassekampen. Det er den, fordi kvindeundertrykkelsen opstod med klassesamfundets opståen, og fordi kvindeundertrykkelsen kun kan afskaffes gennem en kamp for en afskaffelse af klasserne.
Ondets rod
Engels, der sammen med Marx skrev det Kommunistiske Manifest, påviste ud fra antropologiske studier i sin bog Familien, privatejendommen og statens oprindelse, at kvindeundertrykkelse ikke altid har eksisteret. I starten af menneskets historie producerede mennesket kun lige nok til den bare overlevelse, og der fandtes ingen ulighed og klasser.
Kvinders andel i produktionen var mindst lige så vigtig for gruppens overlevelse som mandens. Kvinder var højt respekterede. Eftersom mennesker levede i en form for gruppeægteskab, gik slægtskabet gennem moderens linje, fordi moderen var den eneste forældre, som man kunne fastslå med sikkerhed.
Det tilbageviser alle argumenter om, at kvindeundertrykkelse skulle være noget ”genetisk” eller biologisk” indbygget i mænd eller kvinder.
Efterhånden som menneskene udviklede produktivkræfterne med dyrkning af jorden og indhegning af dyr, begyndte klasser og ulighed at opstå. Det var progressivt i den forstand, at det frigjorde nogen til at kunne tænke og udvikle teknologi, videnskab osv. Men de områder, der gav et overskud, var mandens traditionelle områder: dyr, landbrug og slaver fra krig. Det betød, at med klassesamfundets opkomst blev kvinderne forvist fra det offentlige domæne til hjemmet og tusinde års kvindeundertrykkelse.
Med Engels’ ord: “Moderrettens omstyrtelse var kvindekønnets verdenshistoriske nederlag. Manden tog styret også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget, kuet, gjort til en slave af hans lyster og til et rent og skært redskab til børneavl.” (Engels, Familien, privatejendommen og statens oprindelse.)
Kapitalisme og kvindeundertrykkelse
Klasserne har skiftet gennem tiden med udviklingen af produktionsmåden til dagens kapitalistiske samfund. Kvindeundertrykkelsen har også skiftet form, men består fortsat. Engels forklarer, hvordan kapitalismen i dag fortsætter kvindeundertrykkelsen med sit eget ”touch”. Kapitalismen bruger f.eks. kvinder til at presse forringelser af løn og arbejdsforhold igennem.
Men samtidig har kapitalismen lagt grunden for kvindeundertrykkelsens afskaffelse. På baggrund af den enorme udvikling af produktionsmidlerne, teknologi osv. er det i dag muligt at producere nok til, at alle kan få mere end nok, og al ulighed og undertrykkelse kan afskaffes. Kapitalismen har samtidig hevet kvinderne fra hjemmets fire kvælende vægge ud på arbejdsmarkedet og ind i klassekampen.
Kapitalismen har dog kun skabt potentialet for afskaffelsen af ulighed og undertrykkelse; men det er et potentiale, der ikke kan realiseres under kapitalismen. Tværtimod er den nuværende krise med til at kaste ligestillingen tilbage. Når der f.eks. skæres ned i det offentlige, rammer det kvinderne dobbelt, både som dem, der oftest er ansat i den offentlige sektor, og samtidig øger det byrden med at tage sig af de gamle, børnene, de syge osv. i familien. Det er områder, som traditionelt er kvindernes.
Socialisme
Kapitalismen har nået en blindgyde og kan ikke udvikle samfundet videre. Det potentiale for afskaffelse af ulighed kan kun realiseres gennem en socialistisk revolution, hvor de vigtigste dele af økonomien overtages og demokratisk planlægges.
En planøkonomi er en forudsætning for at kunne udvikle produktionsmidlerne i en grad, så husarbejde kan socialiseres og velfærden udbygges. Børnehaver, hospitaler osv. skal have langt flere ressourcer – ikke færre, som vi ser i dag. Derudover må der oprettes folkekøkkener, madordninger i skolerne, offentlig rengøring osv. I dag spenderes der milliarder på forskning i militær, olieudvinding, overvågning osv. Disse milliarder burde i stedet bruges på at forske i flertallets bedste, bl.a. hvordan vi kommer en stor del af de huslige gøremål såsom rengøring til livs. Vi kræver ikke bare, at mænd og kvinder deler husarbejdet, for vi kæmper også for, at husarbejdet afskaffes.
En planøkonomi ville med det samme betyde en drastisk reduktion af arbejdstiden. Hvis vi bare startede med at fordele arbejdet mellem alle og afskaffede overflødige sektorer som f.eks. reklamebranchen og den finansielle sektor, kunne arbejdstiden nemt sættes ned til 20 timer og endnu længere ned. Det ville frigøre tid for arbejderklassen både til at deltage i at styre samfundet og samtidig frigive tid til familien, fritidsinteresser osv. I dag er der et kæmpe pres på familierne i forsøget på at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Det pres må med det samme lettes ved at frigive tid.
En planøkonomi vil kunne øge produktionen, så vi kan afskaffe al økonomisk ulighed og dermed grundlaget for undertrykkelse og ulighed overhovedet.
Kvindekamp er klassekamp
Fordi kvinders frigørelse altså ikke kan adskilles fra kampen for socialisme, er kvindekampen for marxister uløseligt forbundet med klassekampen. Blandt nogle akademiske feminister er interseksionalitet blevet moderne, altså ideen om at man må se på samspillet mellem flere former for undertrykkelse såsom køn, race, seksualitet og klasse. Det er klart, at på et individuelt plan er alle disse former for diskrimination forfærdelig; men man må stille spørgsmålet: hvad udspringer af hvad? Hvad er den grundlæggende skillelinje, der må fjernes for at kunne fjerne de andre former for undertrykkelse? Hvis samfundet skal forandres, er klasser afgørende.
Ifølge Marx er klasser et objektivt begreb, der defineres af en gruppes forhold til produktionsmidlerne, dvs. virksomhederne, fabrikkerne, maskinerne. Dem, der ejer produktionsmidlerne, er kapitalister (hvad enten de ejer dem personligt eller gennem aktier). Dem, der må sælge deres arbejdskraft, tilhører arbejderklassen. Arbejderklassen, altså dem der hver dag må gå på arbejde for at kunne betale huslejen og regningerne, udgør det store flertal. Det er de to hovedklasser i kapitalismen (hertil kommer mellemlag som småhandlende, mellemledere, overlæger o.l.). Arbejderklassen er den eneste klasse, der kan lede en socialistisk revolution, da det er dem, der arbejder i produktionen og kan overtage den. Det er den eneste konsekvent revolutionære klasse, da den eneste måde for arbejderklassen til at sikre et ordentligt liv er gennem kollektiv kamp.
Kvinder har som gruppe visse fælles interesser på tværs af klasser, såsom barsel, fri abort, stemmeret osv. Marxister kæmper for alle disse krav. Men de fælles interesser når en grænse. På et vist tidspunkt kommer arbejderkvindernes krav i modstrid med kvinderne i toppen af samfundet. I dag kan en kvinde have en karriere, hvis hun har ansat andre (kvinder) til at passe sine børn, gøre rent osv. på elendige løn- og arbejdsvilkår. Måske derfor går feminister fra samfundets top mere op i at få flere kvindelige professorer og CEOs end au pair pigers rettigheder og forhold. Elitens kvinder kan bruge feminisme som en vej til at sikre sig selv en karriere, mens størstedelen af kvinderne (og menneskeheden) forbliver undertrykte. Hverken Helle Thorning, Thachter eller Angela Merkel har betydet bedre forhold for kvinder – tværtimod. Vi kæmper ikke bare for en lige fordeling af køn blandt undertrykkere og undertrykte, vi kæmper for en afskaffelse af al undertrykkelse.
Fælles kamp og fordomme
Marx viste, at ”den sociale væren bestemmer bevidstheden”. Dvs. at det i sidste ende er de materielle forhold, der bestemmer tanker, ideer, diskurser osv. I en verden, hvor mennesker behandles som dyr, ser vi, at de nogen gange opfører sig som dyr med overgreb, sexisme og generelle fordomme. Det eksisterer i alle klasser og kommer ofte brutalt til udtryk, også blandt arbejdere. Men også her eksisterer der klasseforskelle, for overklassen kan kun regere over flertallet ved at splitte det. Derfor er fordomme en forudsætning for dens magt og privilegier. For arbejderklassen skaber fordomme og sexisme splittelse og svækker dens enhed og dermed kampen for et bedre liv. De bliver en forhindring, som må overkommes gennem fælles kamp.
At de materielle forhold bestemmer bevidstheden, betyder på den anden side, at det kapitalistiske systems blindgyde presser mennesker til at tænke anderledes og handle anderledes. Det presser arbejderklassen ud i kamp over hele verden. Vi ser gang på gang, hvordan fordomme nedbrydes gennem denne fælles kamp. Det er nu fem år siden det arabiske forår, og her så vi bl.a., hvordan kvinderne i Egypten deltog aktivt i den revolutionære bevægelse, der væltede Mubarak og hvordan relationerne mellem mænd og kvinder ændrede sig. Det samme gjorde kvindernes opfattelse af sig selv, og deres egen rolle skiftede i løbet af bevægelsen.
At kvindekamp og feminisme i stigende grad er på dagsordenen, er et tegn på den radikalisering, der er sket under overfladen. Det gælder også i Danmark, hvor flere og flere især unge føler et behov for at bekæmpe ulighed og undertrykkelse. Men vi har også set, hvordan feminismen er blevet spændt for en reaktionær racistisk vogn f.eks. i forbindelse med overgrebene i Køln og i Hillary Clintons kamp mod Sanders for at blive Demokraternes præsidentkandidat. Det er nødvendigt at gå imod ethvert forsøg på at splitte arbejderklassen, hvad enten det er på køn, race, religion eller andet. Arbejderklassens eneste styrke er enhed. Kampen for kvindens frigørelse, som del af menneskehedens frigørelse, kan ikke adskilles fra kampen for en socialistisk verdensrevolution.
Bragt i Revolution Nr. 17, marts 2016. Tegn abonnement og få bladet ind af brevsprækken eller i mailboksen 10 gang om året.
