Truthout”[D]epartementscheferne er en del af en klub på en snes medlemmer, man ikke kan søge medlemskab af. I virkeligheden eksisterer klubben slet ikke. Der er intet kontingent, ingen vedtægter og ingen generalforsamlinger. Ikke desto mindre er dette old boys network, uofficielt kaldet Departementschefernes Klub, en af de mest magtfulde forsamlinger i riget. […] Da klubben ikke eksisterer har den heller ikke en bestyrelse og formand. Og dog. Den uformelle ledelse udgøres af Vogternes Råd, som den absolutte inderkreds kaldes i de cirkler.[…] Vogternes råd holder sammen på tingene, når politikerne – populært sagt – flipper ud og ikke kan finde ud af at regere. Det er dem, der sikrer, at systemet kører videre. De ligger lige under regeringsledelsen, men ganske uformelt, forstås. Officielt er det altid regeringen, der har bukserne på.” Fra bogen Javel, Hr. Minister.

To vigtige bøger om den danske centraladministration er siden 2011 kommet på gaden. Den ene ”Javel, Hr. Minister – Topembedsmænds magt og ministres afmagt” af Susanne Hegelund (SH) og Peter Mose (PM) og den anden ”Mørkelygten – Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta” fra 2014 af Jesper Tynell (JT). Især den sidste er meget gennemarbejdet, og dens afsløringer river tæppet væk under nogle af de mest grundlæggende myter om det danske folkestyre. Læst med marxistiske øjne er de to bøger tilsammen en glimrende illustration af, hvorfor det borgerlige statsapparat ikke bare kan overtages af arbejderne, men må sønderbrydes og noget helt andet sættes i stedet.

Statens karakter

Spørgsmålet om staten har igennem historien haft en fremtrædende plads i den marxistiske teori og er blevet stadig mere afgørende. Dette er sket i takt med, at arbejderbevægelsens ledelse er blevet stadig mere sammensmeltet med den borgerlige stat og kapitalistklassen.

[Læs også: Marxisme og staten]

På den danske venstrefløj har illusionerne og båndene til det borgerlige statsapparat historisk set været stærke. Parlamentarismen har et enormt stærkt tag i samtlige partiapparater, helt ud til Enhedslisten. Alle sammen er de med til at understøtte ideen om, at det er folkets afgørelse af, hvilken vej landet bevæger sig. Ved at kigge lidt nærmere på centraladministrationen vil vi vise, at det er grundlæggende fejlagtigt.

Men allerede inden vi er gået i gang, møder vi den første begrænsning af det borgerlige demokrati: hele økonomien, det vil sige hvad der produceres, hvordan det produceres, jobskabelse og destruktion osv., altså selve de primære funktioner i samfundet er uden for politikernes kontrol. Økonomien er dels i hænderne på en lille rig dansk elite, de store kapitalister, men også i høj grad kontrolleret af multinationale selskaber.

Men læg de økonomiske begrænsninger til side. Selv hvis vi udelukkende fokuserer på det parlamentariske, så er folkestyret i dagens Danmark en illusion. Kapitalen regerer uhindret trods den demokratiske fernis.

Denne ide er ikke ny. Karl Marx og Friedrich Engels forklarede, hvordan kapitalistklassen faktisk foretrækker den demokratiske republik som styreform. Den er billigere end åbent diktatur og har den enorme fordel, at deres interesser bliver varetaget i det skjulte og så meget desto mere sikkert. Et militærdiktatur eller en politistat giver den politiske undertrykkelse af folket et ansigt, som masserne kan samle sig imod. Den demokratiske republik udmærker sig derimod ved at være ansigtsløs. Undertrykkelsen af folkets interesser sker ikke gennem én persons styre, men gennem selve strukturerne i et selv-reproducerende system. Den enkelte embedsmand eller politiker er ligegyldig. Det er totaliteten med den private ejendomsret til produktionsmidlerne som den primære faktor, der er bestemmende for den grundlæggende udvikling i samfundet.

Men hvis vi virkelig vil forstå, hvordan statsapparatet også i Danmark er i den herskende klasses besiddelse og handler i dens interesse, må vi kigge på den konkrete situation.

Den objektive sandhed

Alle borgerlige demokrater er enige om, at den demokratiske debat, åbenhed osv. er en forudsætning for et demokrati. Hvis både vælgere og folkevalgte handler på baggrund af oplysninger, tal og statistik, der er bevidst manipuleret for at give et bestemt anderledes indtryk end den faktiske virkelighed, vil de fleste nok være enige i, at der umuligt kan være tale om et demokrati. Så langt så godt.

Medier og politikere fra ALLE partier i Danmark pusher konstant ideen om, at embedsapparatet er objektivt. At det ”skal” holde sig til en form for objektiv sandhed. Men det er ikke tilfældet. Tværtimod. Embedsfolkenes hovedopgave er formelt set at betjene den siddende regering og stille den i det bedst mulige lys - ikke at levere en objektiv sandhed til gavn for ”demokratiet”, sådan som alskens småborgerlige demokrater ynder at udbasunere. Dette er ikke en konspiration, for netop denne opgave bliver embedsfolk helt åbent trænet og uddannet i. Og det gælder hele vejen ned gennem hierarkiet. Embedsfolkene er til for regeringen, ikke folket og heller ikke Folketinget. Det vil sige, at de drejer, vrider og manipulerer med tal og statistik, så meget det er nødvendigt, for at retfærdiggøre regeringens politik og sælge politiske forslag til offentligheden. Så længe det enkelte tal ikke direkte er opfundet, så er alt andet tilladt.

Det vil sige, at alt hvad der bliver offentliggjort fra ministerier, styrelser osv. er kontrolleret, bliver vinklet og manipuleret i den retning, som passer regeringen. Men for at forstå, hvordan systemet fungerer, skal man vende tingene på hovedet. Ministerier osv. producerer ikke bare en masse materiale af sig selv, som man så skærer til. Tværtimod. Man beslutter sig for at ville have gennemført en lovændring. Men for at få den igennem og få den brede befolkning med sig så skal man først finde en årsag til, at fx en skattelettelse for de rigeste er overmåde gavnlig for økonomien. Den årsag er det embedsfolkenes job at finde og så køre en kommunikationsplan, som nogle gange forløber over hele år. Her skaber ”læk” og leverede historier til dagspressen et ”behov” for indgreb fra ministerens side – modvilligt, naturligvis.

Tal-manipulation

En af Beskæftigelsesministeriets embedsmænd forklarer i Mørkelygten, at han og hans kolleger er:

”rigtig gode til at sige: 'Hvis vi kan komme med et argument a la det her, så vil det understøtte sagen, og det vil være en fordel', forklarer han. Altså; regeringen vil lave en bestemt reform. Så bliver embedsfolkene sat til at finde ”årsagen” til, at netop regeringens forslag er det mest fornuftige: 'Metoden er, at du regner baglæns fra den beslutning, du skal have igennem. Det er som regel noget med et lovforslag eller noget vigtigt coming up-forhandlinger, hvor man skal have gødet jorden. Så regner man på den måde.'”

En anden embedsmand kalder det for: ”En fuldstændig selektiv brug af tal. Det er ikke tallene, der bestemmer, hvad du kommer ud med. Det er, hvad du kommer ud med, der bestemmer hvad for nogle tal du henter. Simpelthen.”

Det lyder nærmest som noget taget ud af romanen 1984. Men det er virkeligheden i det danske ”folkestyre”.

En tredje embedsmand fra samme ministerium fortalte, hvor imponeret han selv var som nyansat:

”Det var spændende at se, at man kunne arbejde på den måde. At man kunne være så pro-aktiv og så aggressiv og så manipulerende. Manipulerende lyder meget negativt. Og det ved jeg ikke, om jeg synes, det var. […] Som professionel kommunikation, der synes jeg sgu, det var fremragende. […] For mig var det fagre nye verden. Alt, hvad jeg tidligere havde oplevet, var det rene amatørisme i sammenligning med det. […] Der var ingen grænser. Så længe tallene var rigtige, så kunne det være den 7. dårligste kolonne ud af 7. Hvis det var den, der sagde det, man gerne ville sige, så brugte man den. Fuldstændig helt ublu.”

Samtidig fortæller embedsfolkene, hvordan man sørger for at give det hele et videnskabeligt udtryk med kildehenvisninger, gerne til Danmarks Statistik (og ”egne beregninger”), selvom ministerier og styrelsers tal langt fra er videnskabelige. Men det virker:

”Virkeligheden er den, at den slags er blevet lettere. Der er færre journalister, som har evnerne og tiden til at gå ned i sådan noget. Derfor imponerer det. Der er ikke ret mange, der går ind og læser kildehenvisninger, men det ser mere imponerende ud, hvis der er nogle. […] Og den går lige igennem i pressen. Vupti. […] Så det er simpelthen taktik. Så ser det mere overbevisende ud.”

Det er rapporter, redegørelser, betænkninger og færdiglavede historier til pressen om ”nye tal viser at..”, udarbejdet efter samme metode, som er grundlaget for den såkaldte ”demokratiske debat”. Det er en stor illusion.

Men stadig prædiker venstrefløjspartierne om statens lyksaligheder. Pelle Dragsted gik endda så langt som til at kalde det den ”demokratiske sektor.” Det er sigende, at de største afsløringer af den sande karakter af den danske parlamentarisme ikke kommer fra venstrefløjspartierne. De holder sig tværtimod helt indenfor embedsmændenes kunstige og manipulerede præmisser.

Lovlige lovbrud

Men det stopper ikke der. De fleste tror, at embedsmændene, altså de der skriver lovene og er statsbureaukratiets små tandhjul, også skal holde sig inden for loven. Men det er ikke sandt. For embedsmænd står lydighedspligten over alt andet. Den overordnedes ordrer skal efterleves, siger Peter Tynell fra P1's Orientering i sin yderst gennemarbejdede bog Mørkelygten.

Selv hvis ”en kvalificeret juridisk bedømmelse […] fører til, at tungtvejende grunde taler for at anse ordren for ulovlig”, har embedsmanden stadig ikke pligt til at nægte at udføre den.” Tværtimod: Nægter de at udføre en ordre, risikerer de fire måneders fængsel.

Den borgerlige stat kan ganske simpelt ikke fungere som effektivt magtapparat uden at bryde sine egne love. Det gælder, uanset om det handler om ulovlig betaling af privathospitaler, ulovlig fjernelse af offentlige ydelser til syge eller konventionsstridige angrebskrige som invasionen af Irak i 2003. Her ser vi grafisk, hvordan love, som gennem uddannelsessystemet, medier osv. portrætteres som noget nærmest helligt og stående over samfundet, i virkeligheden er en relativ størrelse. For intet står over statens interesser. Den herskende klasses stat.

Hvem bestemmer ministrenes politik?

Hvor Mørkelygten viser, at tal og statistik osv. fra embedsfolkene, som danner grundlag for den såkaldte demokratiske debat, er dybt manipulerende, går JT dog ikke længere end til at sige, at embedsfolkene skal stille deres minister i det bedst mulige lys. Altså er hans konklusion, at det bag al maskeraden er regeringen og ministrene, der trækker i trådene. Og disse er i det mindste nogen gange folkevalgte. Men hvis man kombinerer JT’s afsløring af embedsapparatets fuldt lovlige manipulation med SH’s og PM's konklusioner i deres bog Javel, Hr. Minister, får man et interessant billede. Her viser de to sidstnævnte nemlig, hvor meget magt de øverste embedsfolk, departementscheferne som de grå eminencer, egentlig har. Det fremgår, at disse øverste bureaukrater i mange henseender har mere magt end ministrene.

Embedsmandsvælde

Overvej engang: hvorfor er der ingen børn af landets rigeste og mest indflydelsesrige erhvervsfolk i Folketinget? Hvis Folketinget virkelig var det øverste og mest magtfulde institution, så skulle man tro, at de ville flokkes om det. Men sagen er, at landets rigeste nærmest ser ned på ministrene og regeringerne for slet ikke at tale om de menige folketingsmedlemmer. Folketinget er under deres værdighed. Det er ikke tilfældigt, at parlamentarikerne i høj grad rekrutteres fra den højere middelklasse og ikke den absolutte overklasse. Mens de gamle, rige familiers tidsperspektiv måles i generationer, går MF’ernes horisont aldrig længere end maksimalt til næste valg og som oftest blot til den næste debat eller skandale på de sociale medier. Folketinget er en snakkeklub, der eksisterer for at aflede opmærksomheden fra de virkelige magthavere: først og fremmest kapitalisterne, men også de, der bevæger sig i korridorerne uden for linsernes rækkevidde: topembedsmændene.

Virkeligheden er, at Danmarks politiske system regeres af et embedsmandsvælde. I toppen af dette står departementscheferne uden nogen demokratisk kontrol, men med nærmest uindskrænket magt og i tæt forbindelse til toppen i erhvervslivet.

Danmark køres af Departementschefernes Klub, som er de mest magtfulde folk i statsapparatet. Mens regeringer og ministre kommer og går, består embedsmændene. Indercirklen i denne eksklusive klub går i branchen under øgenavnet ”Vogternes råd”. Vogternes råd koordinerer regeringens arbejde og sørger for, at tingene glider. De er de øverste chefer for 100.000'er af ansatte i statsapparatet.

De mødes flere gange om ugen uden ministrene for at bestemme, hvad der kommer på dagsordenen i regeringens mest magtfulde udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. De kan afvise ministres ønsker om at få noget på dagsordenen. Relationen mellem ministrene og departementscheferne afspejler sig i deres lønninger. Disse embedsfolk får langt mere i løn end selv statsministeren. SH og PM skriver:

”Departementscheferne mente ikke at embedsmandslønningerne havde fulgt med tiden, så de oprettede diskret et nyt trin: 42+

Det er normalt kun de øverste chefer i de fire gamle ministerier: Stats-, Finans-, Udenrigs- og Justitsministeriet, der hører til her. Grundlønnen er 1,3 mio. (lønramme 42 er 1,1mio.). Én af de ekstra plusser i 42+ er fri bil med chauffør. Oveni kommer personlige tillæg på mellem 250.000 og 600.000. Oveni engangsvederlag på 60.000 til 120.000.”

I forhold til deres magtposition er deres løn faktisk beskeden, beskriver SH og PM. For deres magt er enorm. Som illustration af deres relation til regeringen og ministrene er følgende beskrivelse af departementschefernes vintermøder værd at gengive:

”Møderne er ministerfri, og stolte er de politikere, som alligevel har fået lov at komme forbi og tale for departementscheferne. Det har gennem tiden været prominente folk som Mogens Lykketoft og Ritt Bjerregaard, men også Anders Fogh Rasmussen fik adgang til vintermødet i 2002 få måneder efter magtoverdragelsen. Netværket ville gerne høre, hvad statsministeren mente med det systemskifte, han havde sat i gang.”

”De eksterne oplægsholdere melder samstemmende tilbage om en noget speciel kreds at tale for. Der er en klar rangorden, topcheferne skæver hele tiden til formanden fra Statsministeriet for at afkode hans holdning, så man kan lægge sig på linje. Der spørges høfligt til oplægsholderens tanker efter endt oplæg, men der diskuteres ikke, mens gæsten er til stede. Det må ikke hedde sig, at der kan være uenighed i gruppen. En foredragsholder mindes – efter at have holdt et oplæg, der udfordrede departementschefernes rolle, og hvor der var optræk til debat – at nestor i korpset, Justitsministeriets Michael Lunn, stilfærdigt konstaterede: ’Din taxa er vist på vej, så mon ikke vi skal slutte her.’Og så blev der ikke sagt mere om den sag.”

For bureaukratiet er hovedinteressen stabilitet og forsvar for status quo. Men samtidig er særligt topembedsmændene forbundet med tusinde tråde til den herskende klasse og skifter også mellem topposter i arbejdsgiverorganisationer eller det private erhvervsliv og så job som departementschefer. I deres fritid sidder de i samme VL-grupper som hele den danske elite. Så de presser også på for reformer til gavn for ”konkurrenceevnen” osv. Og ligesom i den britiske komedie Yes, Minister, så er bureaukratiet eksperter i at få sine interesser tilgodeset ved at bruge ministeren.

SH og PM forklarer, hvordan ministrene nærmest falder bagover af benovelse første gang, at de træder ind i deres nye ministerium. Her er et helt departement, der står på pinde for ministeren, og der ligger godbidder klar i form af nye, friske forslag, tonet efter den nye regerings politik. Men forud er også gået en grundig forberedelse.

SH og PM citerer Professor Ove Kai Pedersen fra CBS for at sige følgende om, at der sad en række topembedsfolk til oppositionspartierne S og SF's pressemøde, hvor Fair Løsning blev lanceret:

”At der sidder embedsmænd og lytter til et pressemøde, er ikke det samme som at sige, at de er spioner. Det er legalt arbejde. Embedsmændene – ikke mindst dem i toppen – forbereder sig til en ny regering. Det skal de. [...] Fællesskabets ve og vel står højere end ministerens partitilhørsforhold og den siddende regering.
Topembedsmændene har en forventet liste af ministre – et skyggeministerium –, som de sidder og laver personhistorier på, de sidder selvfølgelig også og følger partiledernes gøren og laden. Og systemet læser sig grundigt ind på oppositionens planer, blandt andet Fair Løsning.”

Men lige så let det går ministeren at følge med strømmen, lige så svært er det at svømme imod. Bureaukratiets hovedmantra er stabilitet. Ministre og regeringer kommer og går. Embedsværket består og skal også betjene de næste, der kommer ind ad døren. Derfor har det også interesse i brede forlig, som rækker længere ud i tiden.

Det er klart, at det hele ikke er én stor konspiration, hvor mørkets fyrster i Vogternes Råd kontrollerer alt (selvom de sikkert gerne ville). Det er netop forskellen mellem et åbent diktatur og borgerligt demokrati: systemet er kaotisk med mange faktorer, der som totalitet leder samfundsudviklingen i den herskende klasses interesse. Der kan være mange ting, der går bureaukratiet imod: ministre og partier kan have deres specifikke og endda til tider personlige interesser at se til. Hvis modstand fra befolkningen bliver så stor, at det truer stabiliteten, kan det sætte en midlertidig bremse for tiltag. Men pointen er, at embedsmændene, statsbureaukratiet, ikke bare er uvildige og objektive tjenere for demokratiet, men er ekstremt aktive aktører med egen dagsorden.

Officielt set står ministrene over dem og har ret til at blande sig og gør det også. Så kunsten for statsbureaukratiet er at manipulere ministrene til at handle på bureaukratiets vegne og sikre deres position og systemets stabilitet. Nogle ministre er sværere end andre. De stærke og målbevidste som Anders Fogh er svære at bide skeer med. Så går systemet med for at rette til på vejen. Men som SH og PM skriver:

”En erfaren embedsmand har engang sagt, at systemerne er skrappe til at lade ministeren 'trøstespise i småsager'. Embedsmændene laver politiske oplæg, som ministeren kan gøre til sine – uden at ødelægge for meget for systemets interesser.”

Men det er ikke kun småting, som embedsværket serverer for ministrene. Embedsværket laver planer og forslag, som måske kan ligge i skufferne i årevis, indtil en lejlighed byder sig. Sådan var det, skriver SH og PM, for eksempel i forhold til den store arbejdsmarkedsreform, som Poul Nyrup har fået ”æren” for, efter at han overtog magten fra Schlütter. Men skitserne til indgrebet lå allerede klar under den borgerlige regering. Schlütter havde bare ikke været i stand til at få dem gennemført, faktisk på grund af modstand fra Anders Fogh. Det vidste embedsmændene og De Radikale, som fik dem skrevet ind i regeringens arbejdsprogram.

Derfor skal den borgerlige stat sønderbrydes

Lægges konklusionerne af de to bøger sammen, står vi tilbage med et billede af et uvalgt departementschefstyre uden hverken juridisk eller demokratisk kontrol. I realiteten lægger dette styre de afgørende politiske linjer i Danmark.

Det er et regime, der ublut manipulerer med selve grundlaget for samfundsdebatten og med fuldt overlæg vildleder befolkningen for at sikre sine og den herskende klasses interesser. Det står hævet over loven. Trods sit demokratiske fernis er og bliver dette i sidste ende et kapitalens diktatur.

Lenin behandlede spørgsmålet om den borgerlige stat indgående i sit værk ”Staten og Revolutionen”, som blev skrevet midt under den Russiske Revolution. Det var et kampskrift for tilbageerobring af den historiske marxistiske position: at den borgerlige stat aldrig kan blive et redskab for arbejderklassen, men tværtimod må sønderbrydes og erstattes af en proletarisk halv-stat. En stat som kan dø væk sammen med klasserne, når produktivkræfterne er udviklet i tilstrækkelig grad til, at alle kan ”yde efter evne og få efter behov”.

Dette er marxisternes program i forhold til statsmagten: ryd scenen, fjern det rådne og korrumperede system og sæt i stedet massernes aktive deltagelse og regeren efter Lenins fire betingelser:

1) Frie og demokratiske valg af alle embedsmænd, med ret til tilbagekaldelse.
2) Ingen embedsmand skal have højere løn end en faglært arbejder.
3) Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
4) Med tiden skal styringen af staten gå på tur - når alle er bureaukrater, er ingen bureaukrater.

Bragt i Revolution nr. 16 februar 2016. Tegn abonnement fra 100kr for 10 numre om året.

[Læs også: Hvem står bag Revolution?]

Lær marxisme - Tjek marxistisk litteratur fra forlagetmarx.dk

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.