b7e861617ca147fb9502902edb5643b5Det skete i de dage, at topledere fra hele verden mødtes i Paris for at diskutere klimaforandringer og miljø. Sådan har de mødtes mange gange før og uden resultat. Det på trods af, at forskere og politikere, på nær nogle få tossehoveder, er enige om, at klimaforandringer er reelle, og at situationen er alvorlig, hvis ikke der gøres noget. Alligevel kommer der intet andet ud af disse topmøder end varm luft.

Miljøsvineri er indbygget i et kapitalistisk system baseret på profitjagt, hvor hensyn til miljø og mennesker er omkostninger. Behovet for at stoppe miljøødelæggelser og standse den globale opvarmning peger med al tydelighed på behovet for en planøkonomi på globalt plan, dvs. et socialistisk samfund.

Profitjagt

Politikere og eksperter mødes med de bedste intentioner, men uden resultat. For at forstå udfordringen må man se på grundlaget. I kapitalismen produceres der med profit for øje. Jo billigere kapitalisten kan producere, jo mere profit tjener han, eller jo sikrere er han på at overleve i den internationale konkurrence. Hensyn til miljøet er en omkostning, der mindsker profitten. Miljøsvineri er altså ikke et spørgsmål om ”social ansvarlighed” eller moral, men om overlevelse i en benhård konkurrence. Bare se på Volkswagen, det tyske bilfirma, der ellers stod som et billede på ”troværdighed”. Det snød med resultaterne af videnskabelige tests over forureningen fra dets dieselbiler, så den så langt lavere ud, end den var i realiteten. Det er realiteten i et samfund baseret på konkurrence og profitjagt og ikke hensyn til mennesker og miljø.

Kapitalismen er et anarkisk system, hvor der eksisterer et ekstremt spild af ressourcer, og hvor kriser kommer på grund af overproduktion. Det er tydeligt, at løsningen på miljøproblemerne ikke kan udspringe af markedsmekanismer – det viser politikernes behov for at mødes med jævne mellemrum med al tydelighed. Det anslås for eksempel, at der i de industrialiserede lande er et madspild på 40%, det vil sige at 40% af den mad, der kunne spises, smides ud. Der produceres rigeligt mad til at brødføde hele jordens befolkning. Alligevel dør mere end 10 millioner børn i udviklingslande hvert år af underernæring ifølge FN. Kapitalismen ser ikke på behov, men på ”effektiv efterspørgsel”, det vil sige efterspørgsel bakket op af penge. Derfor ser vi det vanvittige fænomen med tilbagevendende overproduktionskriser i kapitalismen.

Hvem betaler?

OECD anslår, at luftforurening dræber mere end 3 millioner i verden om året, og skaber sundhedsproblemer fra astma til hjerteproblemer for mange, mange flere. De anslår, at det kostede omkring 1.700 mia. dollars i sundhedsomkostninger 2010 i OECD landene alene.

Hvem betaler? Det er ikke virksomhederne, men staterne verden over, der betaler omkostningerne ved det enorme miljøsvineri. Og luftforurening er bare én forureningskilde. Dertil skal ligges de ”utilsigtede” miljøkatastrofer,som olie- og kemikalieudslip, hvor regningen for oprydningen som oftest også overlades til skatteyderne og ikke mindst kommende generationer.

Fra et overordnet samfundsmæssigt synspunkt er miljøødelæggelser fuldstændig hul i hovedet, også økonomisk set. Men kapitalismen fungerer ikke ud fra et overordnet samfundsmæssigt hensyn. For den enkelte kapitalist er det profitabelt at svine, mens omkostningerne bæres af samfundet.

Stopper innovationen?

En af de klassiske indvendinger mod planøkonomi er, at det vil betyde, at al innovation stopper, og at incitamentet hertil vil forsvinde, når konkurrencen forsvinder. Hvis al innovation forsvandt med en planøkonomi, ville det rigtig nok være alvorligt for miljøet, for det er åbenlyst, at der er brug for forskning i nye energiformer osv. for at løse problemerne. Men det er ikke sådan at innovation vil forsvinde i en planøkonomi – tværtimod!

Dem der fremfører denne indvending er i virkeligheden håbløst gammeldags – de tænker på kapitalismen, som den var i sin begyndelse, hvor driftige mænd kunne opfinde noget smart og sætte gang i produktionen. Og selv da, i kapitalismens begyndelse, krævede det en vis startkapital, før produktion kunne sættes i gang. I dag kræver igangsættelsen af det meste produktion en enorm kapital, som ingen dødelig nogensinde vil komme i nærheden af. Dem, der ejer virksomhederne i dag, er ikke dem, der forsker og skaber innovation. Hvornår har man sidst set en storaktionær stå i et laboratorium? Dem, der forsker i dag, er ansatte i enten virksomheder eller på universiteter.

Det er kapitalismen, der er en direkte hindring for videre forskning og udvikling på alle mulige måder.

For det første ser vi massive nedskæringer på forskning og uddannelse på universiteterne. For at finde på nyt kræver det grundforskning, hvor der kan begås fejl, og nye ting opdages i processen. I en virksomhed er forskningen rettet ind efter profitable resultater. Selv virksomheder har protesteret mod nedskæringerne i forskning og uddannelse, fordi det for dem er en gratis tilgang af resultater og arbejdskraft. Med de massive nedskæringer over mange år er forskningen selv på landets universiteter i højere og højere grad afhængige af virksomhedernes donationer og dermed rettet ind efter profitmålet. Udviklingen af alternative løsninger lider skade.

Derudover er der patenterne. Det er velkendt, at olieselskaber opkøber patenter inden for andre former for transport som fx brint eller elbiler for at stoppe den videre udvikling. Udvikling af alternative energi- og transportformer kan kun for alvor udvikles, hvis der gøres op med patenter. Men det er klart, at så længe kapitalismen består med privateje til virksomhederne, så længe vil patenter eksistere.

Planlægning

Men hvad er alternativet? Den eneste måde at stoppe miljøødelæggelserne er ved at gøre op med kapitalismens konkurrence og profitjagt, det vil sige gennem en socialistisk revolution. Den indfører en planøkonomi, hvor ressourcerne kan udnyttes og fordeles rationelt efter behov. I en planøkonomi er det hensyn til samfundet og dermed flertallet, der tæller. Hvis man ænker forureningen i produktionen, kan samfundet spare enorme summer på sundhed, oprydning og også fx omkostningerne ved miljømæssige katastrofer. De er også et resultat af klimaforandringer som f.eks. storme, flodbølger, der skaber massive menneskelige og materielle ødelæggelser.

I en planøkonomi vil forskningen blive sat fri og patenter blive ophævet. I dag sidder forskere i isolerede grupper og forsker ofte i det samme, men skal holde deres nyeste resultater hemmelige. I en planøkonomi vil de bedste forskere blive sat sammen - ikke konkurrere med hinanden. I dag forskes der i ”planned obsolescene”, altså i hvordan man få fx mobiltelefoner til at gå i stykker efter et planlagt tidsrum. Det oplagt spild af ressourcer, som kun giver mening for en virksomhed, der er afhængig af at sælge nyt konstant.

Hvorfor skulle udvikling gå i stå i en planøkonomi? Spørg de fleste ingeniørstuderende i dag: ville de ikke hellere, at deres forskning, viden og arbejde var med til at gøre verden til et renere og bedre sted i stedet for at hjælpe Volkswagen og andre lignende firmaer med at snyde forbrugerne på miljøets bekostning?

Men det må være en på international skala. Konkurrencen har jaget kapitalismen ud over hele jordkloden i jagt på billige råstoffer og billig arbejdskraft, men også i jagten på lande med fx lempelige miljøkrav, der gør det billigst muligt at producere. Konkurrencen gælder altså ikke bare mellem virksomheder men også mellem lande i at tiltrække produktion på bekostning af mennesker og miljø. Forurening og miljøproblemer kender ingen grænser, og løsningerne kun være internationale.

Lad os tage et eksempel som dieselbiler. Det giver sig selv, at hvis man effektivt skal gå over til for eksempel elbiler, så kræver det en langt større udbygning af infrastrukturen omkring det. Det kan kun gøres fra statens side, ikke af enkelte virksomheder. Og hvis det for alvor skal batte, skal det udbredes først og fremmest til hele Europa.  Ligeledes kan den mest effektive udnyttelse af vedvarende energiformer, som sol og vind, kun ske på internationalt plan.

Man kan ikke planlægge, hvad man ikke kontrollerer, og man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Der må gøres op med den private ejerskab over de største virksomheder og banker, så ressourcerne kan planlægges demokratisk efter flertallets bedste. På den måde kan vi med det samme stoppe spild og lægge en plan for at tage hensyn til mennesker og miljø. Det overskud, der i dag ryger i lommerne på aktionærer og en lille gruppe superrige, kan bruges ikke bare til at udrydde sult og sygdomme og hæve levestandarden for det store flertal, men også til at udvide forskningen enormt i andre energiformer og miljørigtige måder at producere på. Teknologien og ressourcerne er der til at løse miljøproblemerne; men kun en revolution kan sikre at det sker.

Bragt i Revolution Nr. 15 (dec-jan 2015/16). Tegn abonnement fra 100kr/år.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.