truthout.org flickrAnmeldelse af: Rob Sewells "Introduktion til Marxistisk Økonomi – Fra basale begreber til moderne kriser"

Forstå med henblik på at forandre

De sidste år har budt på et mindre opsving i udgivelser og øget fokus på venstreorienteret litteratur. I enkelte større aviser har man endda til tider kunnet læse, at Marx måske var på vej tilbage. Dette efterår udgiver forlaget Marx "Introduktion til Marxistisk Økonomi – Fra basale begreber til moderne kriser" af den britiske forfatter, marxist og politiske veteran Rob Sewell. Bogen er, som titlen antyder, en introduktion til centrale begreber og problemstillinger inden for marxistisk økonomi og samtidig en implementering af marxistisk økonomi på en række aktuelle fænomener og ikke mindst den nuværende krise. Formålet med udgivelsen er med Sewells egne ord at forklare, hvad der sker og tilbyde en vej ud af det igangværende mareridt.

I disse dage er snakken om økonomien kommet lidt i baggrunden og overskygget af de store flygtningestrømme, der har nået Europa. Billederne af et druknet barn og af familier, der slås med politiet i Ungarn, er det umuligt ikke at blive påvirket af. Selvom det indædt benægtes af den politiske mainstream, hænger flygtningesituationen, både den der er skabt af krig, og den, der er skabt af fattigdom, uløseligt sammen med vestens imperialistiske ageren. Hvis det ikke var på grund af krisen og kapitalisternes problem med at finde et marked til deres varer og den dermed følgende arbejdsløshed, ville det på ingen måde være et problem, at veluddannet arbejdskraft ofte med særdeles gode engelskkundskaber kom til Europa. Men i et kapitalistisk system i krise er overskydende arbejdskraft et problem. Al den råddenskab, som fylder ens tv for tiden, er uløseligt forbundet med verdens økonomiske situation. Økonomi har aldrig været vigtigere end nu!

"Alt solidt fordufter"

En ide, der gennemstrømmer Sewells bog, er, at den krise, der indtræf i 2008, ikke blot er en midlertidig ubalance, men hvad Trotskij betegner som en organisk krise. Dvs. en systemisk krise, der har bidt sig fast, og som giver sig til udtryk på alle niveauer i samfundet. Det er en krise, som varsler en kvalitativt anderledes ny periode end den, som vi har været i siden efterkrigstiden. En periode, der er karakteriseret ved ekstrem ustabilitet og med meget pludselige skift, eller med en beskrivelse fra det Kommunistiske Manifestet: "Alt solidt fordufter."

Ofte hører man borgerlige kritikere sige, at Marx' ideer er forældede og – i bedste fald – kun er af historisk interesse. På venstrefløjen, ikke mindst i den akademiske verden, jagtes nye ”progressive” ideer, lige som kapitalisterne jagter profit. Marx selv vidste udmærket godt, at kapitalismen forandrer sig, men at det ikke fjerner de iboende modsætninger. Tværtimod bliver modsætningerne kun yderligere forstærket gennem kapitalismens udvikling.

Økonomi er politisk

Det absolut største kritiske værk om økonomi i nyere tid er Thomas Pikettys "Kapitalen i d. 21 århundrede". Trods titlens lighed med Marx' hovedværk gjorde Piketty nærmest en dyd ud af at proklamere, at det ikke er lykkedes ham at komme igennem Karl Marx' Kapitalen, og at han mener, at den er for svær at læse. Pikettys egen bog bidrager med en masse interessante data, men den har grundlæggende et systembevarende budskab om, at den voksende ulighed kan bekæmpes via simpel omfordeling inden for det kapitalistiske systems rammer. Hvor Piketty set fra et marxistisk synspunkt stikker læseren blår i øjnene, så er der for Sewell ikke nogen løsning inden for kapitalismen. Diagnosen er ikke, som hos Piketty, at der i dag er problemer under kapitalismen, men at kapitalismen er selve problemet. Sewells bog kan anbefales til alle, der er interesserede i at forstå det nuværende systems fallit og ikke mindst smide kapitalismen på historiens mødding.

Uddan dig selv! "Introduktion til marxistisk økonomi" udgives dette efterår af Forlaget Marx, hvor du også kan finde en mængde andre marxistiske bøger og pjecer.