perfmanhr karl marxHvad er værdi? Det spørgsmål har bragt det menneskelige sind i vildrede i mere end 2.000 år. De klassiske borgerlige økonomer kæmpede med spørgsmålet, og det samme gjorde Marx. Efter mange overvejelser konkluderede de korrekt, at arbejde var kilden til værdi. Denne idé blev derefter en hjørnesten i den borgerlige politiske økonomi, der begynder med Adam Smith. På dette spørgsmål var der enighed mellem Marx og de klassiske borgerlige økonomer.

Men for de borgerlige økonomer præsenterede arbejdsværditeorien et paradoks såvel som en blindgyde. "Den mand, der fandt vejen ud af denne blindgade, var Karl Marx," forklarede Engels . For Marx, der udviklede og uddybede værditeorien, var den det middel, hvorigennem han opdagede kapitalismens bevægelseslove og den skjulte merværdi. Af den grund er arbejdsværditeorien blevet det vigtigste mål for alle Marx’ modstandere, både de borgerlige og de reformistiske. "Standardproceduren hos de fleste anti-marxistiske forfattere er at udstille denne doktrins absurditeter", udtaler A.D. Lindsay, tidligere rektor for Balliol College, Oxford .

Ideen om, at al rigdom er skabt af menneskeligt arbejde, er bestemt ikke ny. Den kan spores tilbage til middelalderen i John Balls prædikener og var en central idé blandt de kommunistiske sekter i den engelske borgerkrig. "Men rige mænd får alt, hvad de har, fra arbejderens hånd og hvad de giver væk, er andre mænds arbejde, ikke deres eget; derfor er de ikke retfærdige på jorden," udtalte lederen af the Diggers, Gerrard Winstanley, i 1652. Mens lederen af the London Jacobins, John Thelwall, proklamerede, "Ejendom er intet andet end menneskeligt arbejde," og Benjamin Franklin, en af USA’s Founding Fathers, skrev: "handel i almindelighed er intet andet end udveksling af arbejde for arbejde, værdien af alt måles retfærdigt af arbejdet."

Man bør tilføje, at arbejde ikke er den eneste kilde til materiel rigdom. Vi får også udbyttet af naturen som en gratis gave, der også bidrager til samfundets velstand. En tidlig engelsk økonom, William Petty, anførte korrekt, at arbejde er rigdommens fader og jorden dens moder. Det er en udtalelse, som Marx citerer i Kapitalen.

Arbejdsværditeorien er blevet bandlyst i borgerlige kredse, ikke mindst på grund af dens revolutionære implikationer. I første omgang var arbejdsværditeorien et nyttigt våben for det opadstigende borgerskab, når det som en progressiv klasse, brugte den til at rette slag mod den politisk magtfulde jordbesiddende klasse. Men da slaget var vundet, havde borgerskabet ikke længere brug for en sådan teori. Faktisk havde teorien, for det nu dominerende borgerskab, undergravende implikationer, der måtte miskrediteres og afvises.

"At arbejde er den eneste kilde til rigdom," skrev økonomen John Cazenove i 1812, "synes at være en doktrin der er lige så farlig, som den er falsk, da den uheldigvis virker som redskab for dem, der vil skildre al ejendom som værende de arbejdende klassers, og den andel, som modtages af andre som et røveri eller bedrageri af dem."

Vi kan tilgive Cazenoves fejltrin angående arbejdet som værende den eneste kilde til rigdom, hvilket er forkert. I virkeligheden er der former for rigdom, som leveres af naturen alene, og som ikke indeholder noget arbejde. Dette omfatter for eksempel urskove og naturlige floder. Marx forklarede dette i første bind af Kapitalen. Natur og arbejde spiller begge en rolle i produktionen af rigdom. Vi bør dog ikke forveksle rigdom (som består af brugsværdi) med værdi, der er noget helt andet, som vi skal få at se.

Arbejdsværditeorien er ligetil. Mennesker kan kun leve og tilfredsstille deres basale behov gennem arbejde. Selvfølgelig kan dette ske i form af, at en udbyttende klasse lever af andres arbejde. Uden arbejde ville vi alle dø.

“Ethvert barn ved, at enhver nation som holdt op med at arbejde, ikke i et år, men for eksempel blot i et par uger, ville gå til grunde” forklarede Marx. I store træk bliver de ting, vi har brug for, nødt til at blive produceret i visse mængder, og derefter fordelt i henhold til samfundets behov. Det udgør de økonomiske love i alle samfund, inklusiv kapitalismen.

Ethvert barn “ved også, at de produktionsmængder, der svarer til forskellige behovsmængder, kræver forskellige og kvantitativt bestemte mængder af samfundets samlede arbejde,” fortsatte Marx .

Naturlove

For at tilfredsstille menneskelige behov skal samfundets arbejde, uanset den sociale produktions specifikke form, hvad enten det er primitiv kommunisme, slaveri, feudalisme, kapitalisme, eller socialisme, fordeles i henhold til disse grundlæggende behov. Selvfølgelig skifter måden, som denne fordeling finder sted på, fra et socialt system til et andet. ”Naturlove kan overhovedet ikke ophæves. Hvad der kan ændre sig under forskellige historiske betingelser, er kun den form, under hvilken disse love gør sig gældende,” forklarede Marx . Og videre, “Som frembringer af brugsværdier, af nyttigt arbejde, er arbejdet derfor en af alle samfundsformer uafhængig eksistensbetingelse for mennesket, en evig naturnødvendighed for at formidle stofskiftet mellem mennesket og naturen, altså det menneskelige liv.” Materiel rigdom eller brugsværdier produceres derfor under alle produktionsmåder.

I en ”naturaløkonomi”, hvilket vil sige en økonomi før udviklingen af kapitalisme, skabte producenterne brugsværdier til at dække lokalsamfundets behov; men så snart markedet bliver det dominerende, skaber producenterne nu varer til udveksling. Det er her grundlaget for kapitalistiske økonomiske relationer ligger. Alle bliver afhængige af hinanden på grund af den sociale arbejdsdeling, dvs. fordi alle har brug for de produkter, som andre producerer.

Ligesom vægten af en genstand kun kan forstås i forhold til et andet objekt, så kan en vares bytteværdi kun forstås, når den udveksles med en anden. Udvekslingen af varer - som er baseret på udveksling af ækvivalenter - finder sted på grundlag af en fælles egenskab, iboende i alle varer. Faktisk må der findes noget fælles i alle ting, der gør det muligt at sammenligne dem med hinanden, hvis der skal kunne finde udveksling sted. Det er tydeligvis ikke vægt, farve, størrelse eller andre fysiske egenskaber, som varierer betydeligt fra vare til vare. Et par sko er meget forskellige fra en frakke. Det, som alle varer har til fælles, er, at de er produkter af menneskeligt arbejde. ”Naturen bygger ikke maskiner, lokomotiver, jernbaner, elektriske telegrafer, self-acting mules <spindemaskiner> osv. De er produkter af menneskets industri,” forklarede Marx . Heraf følger, at en vis mængde generaliseret arbejde i en vare kan sammenlignes med en vis mængde generaliseret arbejde i en anden. Så og så mange ure kan derfor byttes for så og så mange par sko, afhængigt af mængden af arbejdstid der har været involveret i deres produktion. Varer kan derfor betragtes som krystalliseret arbejdstid.

Varefetichisme

For Marx er værdi en relation mellem personer, et socialt forhold, men under kapitalismen fremkommer det i en "fantastisk form" som en relation mellem ting. Det er folk alene, med deres egne interesser, som er involveret i denne udveksling, ved hjælp af livløse ting, der er til salg, ikke den anden vej rundt. Denne fremtrædelsesform skyldes det, Marx kalder "varefetichisme". Som vi ved, kan skindet bedrage. Hver dag ser solen ud til at bevæge sig rundt om jorden, men virkeligheden er, at Jorden bevæger sig rundt om solen. Vi er derfor nødt til at trænge igennem fremtrædelsens slør for at afsløre den virkelighed, der er skjult derunder. Det er eksistensberettigelsen for marxistisk økonomisk teori. Som den sovjetiske økonom Rubin forklarede: "Marx går til det menneskelige samfund ved at starte med tingene, og derefter gå gennem arbejdet. Han starter med ting, der er synlige, og går over til fænomener, som må afdækkes ved hjælp af videnskabelig forskning."

Marx forklarede gentagne gange, at hvis sandheden udelukkende kunne opnås ud fra tings fremtrædelsesform, så ville der ikke være behov for videnskab. Det var hele grunden til, at han skrev de tre bind af Kapitalen. Vi må se bag tingenes fremtrædelsesform og ind til de reelle relationer. Det er formålet med ægte videnskab, med marxisme.

”Vulgærøkonomen har ikke den mindste anelse om, at de virkelige, daglige bytteforhold og værdistørrelserne ikke kan være umiddelbart identiske. Pointen i det borgerlige samfund er jo netop, at der à priori ikke finder nogen bevidst samfundsmæssig regulering af produktionen sted. Det fornuftige og naturnødvendige gør sig kun gældende som et blindt virkende gennemsnit. Og så tror vulgærøkonomen at have gjort en stor opdagelse, når han for at imødegå klarlæggelsen af den indre sammenhæng pukker på, at tingene tager sig anderledes ud. Han pukker faktisk på, at han holder fast ved skinnet og tager dette for det sidste ord. Hvad skal man så i det hele taget med en videnskab.

Men sagen har også en anden baggrund. Når man først har forstået sammenhængen, så omstyrtes enhver teoretisk tro på de bestående tilstandes permanente nødvendighed, endnu før de styrter sammen i virkeligheden. De herskende klasser er altså afgjort interesseret i at bevare den tankeløse konfusion. Og hvad andet formål har det end at betale de sykofantiske vrøvlehoveder, som ikke har nogen anden videnskabelig trumf at spille ud end den, at man overhovedet ikke må tænke i den politiske økonomi?”

Værdi, i marxistisk forstand, fremstår som noget ganske mærkværdigt. Det er hverken en naturlig eller fysisk kvalitet i varen, eller noget der kan forstås gennem vores sanser. Som sådan kan værdi ikke ses selv med et kraftigt mikroskop. Man kan heller ikke røre eller lugte den, da den ikke findes fysisk. Men bytteværdi findes, ligesom tyngdekraften, og er ikke en vilkårlig ting. Som Marx forklarede, er værdi en konkret social kvalitet og fremkommer kun, når der finder udveksling af varer sted. Som en social relation udtrykkes det som et forhold mellem de forskellige producenters arbejde. Ved udvekslingen byttes en vis mængde generaliseret arbejde gennem udveksling af værdier. Loven om udbud og efterspørgsel afgør ikke værdien, men får blot markedsprisen på varerne til at svinge over eller under deres værdi.

Værdi er dog resultatet, ikke af en bestemt form for arbejde, men af abstrakt menneskeligt arbejde, eller arbejde i almindelighed. Den specifikke form for arbejde der bruges til at lave forskellige varer, såsom sko og frakker, er forskellig fra abstrakt arbejde. Skoene og frakker er henholdsvis skomagerens og skrædderens specifikke produkter. Men i udvekslingen er det imidlertid ikke det specifikke arbejde der udveksles, men menneskeligt arbejde i almindelighed. Alt arbejde, uanset om det er enkelt, ufaglært, gennemsnitlig arbejde eller faglært arbejde, reduceres alle til mængder af gennemsnitligt arbejde; hvor faglært arbejde blot svarer til flere enheder ufaglært arbejde.

En vares værdi kan, som Marx forklarede i bind ét af Kapitalen, måles i den mængde samfundsmæssig nødvendig arbejdstid, der blev brugt til at producere den. Værdi kan kun udtrykkes i forhold til andre varer og manifesterer sig i bytteværdi. For eksempel kan så og så mange sko udveksles med så og så mange frakker, afhængigt af deres værdi (eller den socialt nødvendige arbejdstid, der har været involveret i produktionen).

Maskiner

Maskiner skaber ikke ny værdi i produktionsprocessen. Maskiner overfører blot deres egen værdi lidt efter lidt til de nye varer gennem afskrivning. Maskiner skal bruges af arbejderne, ellers er de overflødige. “En maskine, der ikke tager del i arbejdsprocessen, er unyttig. Desuden bliver den et bytte for det naturlige stofskiftes ødelæggende magt. Jernet ruster, og træet rådner op. Garn, der ikke bliver brugt til at væve eller strikke med, er ødet bomuld. Det levende arbejde må gøre brug af disse ting, vække dem fra de døde for at forvandle dem fra kun mulige til virkelige og virkende brugsværdier.”

Marx gik herefter videre til at besvare den almindelige indvending om, at det ser ud til, at dovne arbejdere producerer større værdier, fordi de har brugt mere tid på at producere tingene. Marx forklarede, at det ikke var arbejde, der skabte værdi, men det "socialt nødvendige" arbejde, en sondring de klassiske økonomer ikke forstod. Med dette menes den gennemsnitlige arbejdstid, der anvendes til at producere varer, under gennemsnitlige forhold og med det eksisterende teknologiske niveau. Hvorvidt en vare indeholder samfundsmæssigt nødvendigt arbejde eller ej, vil blive afsløret i udvekslingen, når varen sælges eller afvises på markedet.

Hvis det tager længere tid at producere en bestemt vare end den gennemsnitlige tid, så er denne ekstra arbejdstid unyttigt arbejde. På markedet vil sådanne varer ikke finde en køber. Alle disse varer produceret med omkostninger over det socialt gennemsnitlige vil forblive usolgte eller være nødt til at blive solgt med tab for kapitalisten. Prisniveauerne svinger omkring en ligevægt, som dækker produktionsomkostningerne og en bestemt gennemsnitlig profitrate. Vores kapitalister, der beskæftiger uproduktiv arbejdskraft, vil snart finde sig selv drevet ud af markedet, ude af stand til at sælge deres varer til den "gængse pris".

Det er klart, at hvis kapitalisterne er i stand til at udvikle og indføre nye produktionsteknikker og producere varer under de almindelige produktionsomkostninger, så vil de være i stand til at sælge flere varer billigere og tjene superprofitter – det vil sige, indtil alle andre følger trop og indfører den nye teknik. Når dette sker, falder prisen til et nyt niveau, som svarer til den nye "samfundsmæssigt nødvendige" arbejdstid. Hver vare tager nu mindre tid til at producere og indeholder derfor mindre værdi end før, og reducerer dermed i realiteten omkostningerne og prisen. Selvfølgelig skifter den samfundsmæssigt nødvendigt arbejdstid altid med ændringerne i den tekniske udvikling. Men der eksisterer en generel, gennemsnitlig standard på ethvert givent tidspunkt, som ikke desto mindre fortrænges i en uendelig proces.

Af disse veje bestemmer værdiloven hvor mange af de forskellige varer, der skal produceres, og bestemmer arbejdskraftens fordeling over økonomiens forskellige sektorer. Dette viser, hvordan værdiloven fungerer som grundlæggende regulator af det kapitalistiske system.

Således kan vi tydeligt forstå forskellen, som ofte forplumres, mellem materiel rigdom og værdi. Værdi er en historisk kategori, som kun er gyldig, så længe vareproduktionen eksisterer; det er en social relation. Rigdom, på den anden side, er noget materielt og består af brugsværdier, uanset samfundsformen.

Alt andet lige vil en stigning i arbejdsproduktiviteten skabe en stigning i samfundets materielle rigdom. Men den samlede mængde af eksisterende værdi kan ikke desto mindre samtidig forblive uændret, forudsat at mængden af det forbrugte arbejde er den samme. En gunstig høst øger et lands rigdom, men de samlede værdier i varer, som høsten udgør, forbliver de samme, hvis mængden af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde, der er anvendt, forbliver uændret.

De borgerlige kritikere fryder sig over at pege fingre af de tilsyneladende "modsætninger" hos Marx, uden at forstå Marx 'analysemetode. Ude af stand til at svare ham, foretrækker de i stedet at fordreje alt, hvad han siger. ”Ved analysen af de økonomiske former kan man desuden hverken bruge mikroskop eller kemiske reagenser,” forklarede Marx. ”Abstraktionsevnen må erstatte dem begge.” Derfor antager Marx i første bind af Kapitalen, af hensyn til sin analyse, at varer sædvanligvis udveksles til deres værdi. Kun ved at gøre disse antagelser var han i stand til at påvise, hvordan arbejde var kilden til værdi såvel som kilden til merværdi. I tredje bind af Kapitalen tager Marx dog hensyn til kapitalens forskellige sammensætning i forskellige industrier eller brancher. Han forklarede, at konkurrencen mellem kapitaler medfører en gennemsnitlig profitrate baseret på den samlede kapital, så varerne tenderer mod at udveksles til deres produktionspriser snarere end til deres værdi. Omdannelsen af værdi til produktionspriser og dannelsen af den gennemsnitlige profitrate strider ikke mod værditeorien, men er en forudsætning for den.

”Det kræver en fuldstændig udviklet vareproduktion, før der af erfaringen selv opstår den videnskabelige indsigt, at de forskellige slags privatarbejder, der udføres uafhængigt af hinanden, men er alsidigt afhængige af hinanden, idet de er spontant udviklede led i den sociale arbejdsdeling, til stadighed reduceres til deres samfundsmæssigt proportionelle mål, fordi den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, der medgår til fremstillingen af produkterne, voldeligt sætter sig igennem som en regulerende naturlov midt i de tilfældige og stadigt skiftende udvekslingsforhold af produkterne, ligesom tyngdeloven sætter sig igennem, når et hus braser sammen over ens hoved. Bestemmelsen af værdistørrelsen ved arbejdstiden er derfor en hemmelighed, der tilsløres af de synlige bevægelser i varernes relative værdier.”

Kapitalisternes konstante stræben efter til at holde trit med den "samfundsmæssigt nødvendige" arbejdstid forklarer også, hvorfor kapitalismen ikke kan eksistere uden konstant at revolutionere produktionsmåden. Samtidig betyder indførslen af maskiner, sammen med en udvidelse af kapitalen, en uundgåelig tendens til koncentration og centralisering af kapitalen.

De klassiske borgerlige økonomer forstod også i grove træk betydningen af arbejdet i værdiskabelsen. For Adam Smith var virkelig rigdom ikke ophobning af penge, som i tidligere merkantil teori, men var baseret på arbejdets virksomhed i skabelsen af nye produkter. In The Wealth of Nations (offentliggjort i 1776, samme år som den amerikanske uafhængighedserklæring) argumenterede han for, at øget velstand afhang af den fysiske arbejdsproduktivitet. Dette koncept gik videre end fysiokraternes ideer, som fremhævede det fysiske produkt, og førte til en dybere forståelse af arbejdsværditeorien. Dette tjente til at placere studiet af den politiske økonomi på et fast, objektivt fundament.

Det var i Wealth of Nations, at Marx først stødte på den klassiske definition af værdi, som han kopierede i sin notesbog ord for ord: "Det var ikke med guld eller sølv, men ved arbejde, at al rigdom i verden oprindeligt blev erhvervet; og dens værdi, for dem, der besidder den, svarer netop til den mængde arbejde, som det kan sætte dem i stand til at købe eller beherske."

"Den virkelige pris på alt," udtalte Adam Smith, "hvad alt virkelig koster, for den mand, der ønsker at erhverve det, er sliddet og besværet ved at erhverve det, og den som ønsker at disponere over det, eller bytte det til noget andet, er det slid og besvær, som han kan spare sig, og som det kan pålægge andre mennesker... Arbejdet var den første pris -- de oprindelige købs-penge, der blev betalt for alle ting."

Hvilken klarhed, især når man sammenligner med Adam Smiths nutidige disciple! Mens Smith ganske vist forveksler værdi med prisen, forstår han alligevel vigtigheden af arbejdstid som det grundlæggende element bag bytteværdi. Det var Marx der, især i tredje bind af Kapitalen, forklarede, at værdiloven ikke afslører sig selv direkte, men indirekte. Varer sælges over eller under deres værdi. Kun i enkelttilfælde svarer markedspriserne til den værdi, som de svinger om. Ikke desto mindre er summen af alle priser lig med summen af alle værdier, uanset hvor meget de afviger individuelt, "for i sidste ende er det kun de værdier, der er blevet skabt af menneskeligt arbejde der er til rådighed for samfundet," forklarede Trotskij, "og priserne kan ikke bryde igennem denne begrænsning, det gælder også trusternes monopolpriser; hvor arbejdskraften ikke har skabt nogen ny værdi, kan selv Rockefeller intet få."

Adam Smith understregede betydningen af produktivitet og arbejdsdeling i produktionen. Som baggrund for dette talte han for uregulerede markeder og indførsel af frihandel, som hurtigt blev den industrielle klasses slagord. Han mente, at usynlige markedskræfter ("den usynlige hånd") og forfølgelsen af personlig fortjeneste var det bedst mulige miljø for økonomisk vækst. Denne tilgang tjente til at etablere de klassiske økonomer som de mest avancerede tænkere for deres tid. Udover Adam Smith havde denne skole en anden fremragende figur, David Ricardo. Hans Principles of Political Economy gav for første gang de klassiske økonomer en fuldt udarbejdet økonomisk lærebog, en position den opretholdt i mere end et halvt århundrede.

I dag, mens de borgerlige økonomer sværger til hvert et ord fra Adam Smith, og endda opkalder økonomiske institutter efter ham, gyser de ved tanken om arbejdsværditeorien. For dem er den bandlyst, og en bro til socialismen og marxismen!

Det er ikke tilfældigt, at Ricardo starter sit værk Principles med et afsnit om værdi. "I denne udgave", siger Ricardo, "har jeg forsøgt mere indgående end tidligere at forklare min mening om det vanskelige emne VÆRDI." Han starter første afsnit med sin definition: "Værdien af en vare eller mængden af enhver anden vare, som den kan udveksles med, afhænger af den relative mængde arbejde, der er nødvendig til at producere den, og ikke af den større eller mindre kompensation, der er betalt for at dette arbejde."

Han fortsætter med at understrege denne pointe i det følgende afsnit: "Hvis vi ser på en samfundstilstand, hvor der er foretaget større forbedringer, og hvor håndværk og handel blomstrer, vil vi fortsat finde, at varer varierer i deres værdi i overensstemmelse med dette princip: når man skal anslå bytteværdien af f.eks. strømper, vil vi finde, at deres værdi i forhold til andre ting afhænger af den samlede mængde af arbejde, der er nødvendig for at fremstille dem og bringe dem til markedet. Først er der det arbejde, der er nødvendigt for at dyrke den jord, hvor den rå bomuld dyrkes; dernæst det arbejde der er nødvendigt for at fragte bomulden til det land, hvor strømperne skal fremstilles, hvilket indbefatter en del af det arbejde, der er nødvendigt til at bygge skibet, det skal transporteres med, som afkræves som en del af fragten af varerne; for det tredje spinderen og væverens arbejde; og for det fjerde en del af arbejdet fra ingeniøren, smeden og tømreren, der opførte bygninger og maskinerne, som laver dem; for det femte forhandlerens arbejde, og mange andre, som det er unødvendigt at udspecificere nærmere."

Ricardo påpeger Adam Smiths observation, at der er to slags værdi, den ene kaldet "værdi i brug" og den anden "værdi i bytte", nemlig brugsværdi og bytteværdi, og citerer derefter Smith, "De ting, der har den største værdi i brug, har ofte ringe eller ingen værdi i bytte; og tværtimod, dem, der har den største værdi i bytte, har ringe eller ingen værdi i brug."

Ricardo kommer derefter med følgende eksempler: "Vand og luft er overmåde nyttige; de er faktisk uundværlige for eksistensen, alligevel kan man under almindelige forhold ikke opnå noget i bytte for dem. Guld, tværtimod, som er til megen lille nytte i forhold til luft eller vand, kan byttes for en stor mængde af andre varer." Han konkluderer korrekt, at ”Nytteværdi er derfor ikke et mål for bytteværdi, selv om det er helt afgørende for den. Hvis en vare på ingen måde var nyttig, - med andre ord, hvis den på ingen måde kunne bidrage til vores tilfredsstillelse, - ville den være blottet for bytteværdi, uanset hvor knap den end er, eller hvor stor en mængde arbejde der er nødvendig for at erhverve den."

Derfor anså de klassiske økonomer, såvel som Marx, arbejdsværditeorien for at være en afgørende lov, der styrer den politiske økonomi. Naturen leverer materialerne, men det er arbejde, der former dem om til brugsværdier og værdier. Naturen giver os materialerne gratis, uden nogen værdi. Det er menneskeligt arbejde, der gennem forbrug af tid og kræfter skaber værdier. Produktion, hvor naturen ændres ved anvendelse af menneskeligt arbejde, er naturligvis essentielt, ikke bare for vores velbefindende, men for vores overlevelse. Uanset hvor meget fiktiv kapital finanskapitalen har skabt, uanset hvor store formuer der er lavet på pengemarkederne, kan virkelig rigdom kun komme gennem skabelse af brugsværdier ved anvendelse af arbejde.

Et prisskilt kan sættes på alt, herunder ting, som ikke har nogen som helst værdi. Tidligere satte den katolske kirke endda en pris på menneskers sjæl i form af religiøs aflad. Ting, såsom jord, kan prissættes og sælges til enorme beløb. Sjældne kunstværker sælges for millioner, langt ud over den oprindelige iboende "værdi", på grund af vanvittig spekulation ved rige mennesker, der er ivrige efter at "investere" i disse unikke artefakter. Når udbuddet er begrænset til et enkelt objekt, kan enkelte Rembrandt-malerier sælges for en formue. Sådanne eksempler er blevet brugt i det uendelige til at angribe og miskreditere arbejdsværditeorien.

For det første har Marx aldrig, på trods af vores borgerlige kritikeres påstande, benægtet virkningerne af udbud og efterspørgsel på prisen. Han benægter heller ikke monopolers effekt på priserne. Et begrænset udbud vil, uanset årsagen, presse prisen på en vare op. Vi havde for nylig eksemplet med Apple, der tabte en højt profileret retssag, da en amerikansk føderal dommer fastslog, at selskabet havde overtrådt antitrust-loven ved at konspirere med forlæggere for at øge prisen på e-bøger.

Monopoler

Apple gik ind på e-bogsmarkedet i 2010 med lanceringen af sin iPad og iBookstore. På det tidspunkt kontrollerede Amazon næsten 90 procent af markedet for digitale bøger, og købte nye e-bøger fra forlagene for $ 10, for derefter at sælge dem for $ 9,99. Forlagene var bekymrede for, at Amazons prismodel truede deres virksomhed, hvilket tvang dem til at handle kollektivt for at forhøje priserne eller blive udsat for repressalier fra Amazon. Derfor indgik Apple aftaler, der tillod forlagene at fastsætte prisen, mens Apple fik en bid på 30 procent. Forlagene gik også med til at fastsætte prislofter og en klausul, der tillod Apple at matche andre detailhandleres priser.

Når monopolvirksomheder presser udbuddet ned, tvinger det priserne op, da efterspørgslen vil overstige udbuddet. Dette er ubestrideligt. Men vi må ikke sammenblande spørgsmålet om værdi med spørgsmålet om pris, der er to forskellige ting. Værdi er bestemt af det samfundsmæssigt nødvendige arbejde nedlagt i produktet. Mens markedsprisen sjældent svarer til varens værdi, som altid har tendens til at svinge over eller under denne værdi.

Faktisk kunne værdiloven ikke fungere, hvis priserne ikke var forskellige fra værdierne. Hvis fx frakker og sko udveksles i forhold til deres værdi, og flere mennesker beslutter, at de foretrækker at købe flere frakker og færre sko, vil prisen på frakker stige over deres værdi og prisen på sko falde under deres. Pengene, der strømmer ind i produktion af frakker, vil stige, mens færre penge vil blive brugt på skoproduktion. Kapital vil derefter flyde fra de mindre profitable til de mere profitable sektorer, hvilket resulterer i et øget udbud af frakker. Denne omfordeling af ressourcer, kapital og arbejdskraft kunne ikke ske uden, at markedspriserne stiger over eller falder under værdien som svar på ændringer i udbud og efterspørgsel af visse varer.

Ikke desto mindre kredser priserne altid omkring en vares værdi. Derfor vil visse varer, som en dåse baked beans, altid være billigere end en bil. Prisen på baked beans kan rigtignok stige meget på grund af knaphed, men det vil medføre, at kapital flyder ind i denne sektor, tiltrukket af den høje profit, og det vil øge den fremtidige produktion af baked beans og dermed reducere prisen. Denne proces finder sted på tværs af hele økonomien.

Dette forklarer udsvingene i markedspriserne, men lader stadig spørgsmålet om, hvad det er, der ligger bag disse priser ubesvaret. For Marx er svaret værdi. De borgerlige økonomer ignorerer simpelthen dette spørgsmål, da det forstyrrer deres overfladiske forklaringer.

Francis Wheen tror, at han i sin bog med titlen Marx’ Das Kapital -- A Biography er faldet over en kæmpe selvmodsigelse hos Marx, men han afslører blot sin uvidenhed om marxistisk økonomi, en grundlæggende fejl hos sådanne forfattere.

"’Indtil videre,’ skriver Marx, ’har ingen kemiker nogensinde opdaget bytteværdien i hverken en perle eller en diamant.'

Dette er et besynderligt eksempel at vælge, da det udstiller en begrænsning i Marx' egen teori. Hvis, som han antyder, perler og diamanters bytteværdi udelukkende stammer fra den forbrugte arbejdstid brugt på at hente og omdanne dem, hvorfor betaler folk så nogle gange hundredtusindvis af pund for en enkelt diamantring eller perlekæde? Kunne ikke disse ekstraordinære priser også skyldes knaphedsværdien, eller skønhedsopfattelsen, eller endda simpelt blær? Hvis arbejdstid alene var den afgørende faktor, ville en krusedulle på en serviet lavet af Picasso eller en hat, båret af John Lennon ikke være meget mere værd end et par pund - og ’værdien’ af en flaske rødvin fra en god årgang ville være lig en fra en ringere årgang, hvis begge indeholder den samme mængde arbejde [...]

Arbejdsværditeorien er til lille hjælp, når det kommer til at forstå, hvorfor nogle få af Elvis Presleys hårlokker, indsamlet af hans barber, blev solgt for $ 115,000 på auktion i 2002."

Men vi må på det kraftigste protestere mod denne forvanskning af Marx! Marx har aldrig sagt, at bytteværdi var det eneste, der bestemmer prisen. Kunstværker, som John Lennons hat eller Elvis hårtotter, kan ikke produceres eller reproduceres, undtagen som ringere efterligninger, og derfor er sådanne ting unikke engangsforeteelser. Denne monopolstilling har en direkte indflydelse på deres pris, eller hvad folk simpelthen er villige til at betale. Deres pris er ikke baseret på deres oprindelige værdi, men er alene bestemt af udbud og efterspørgsel, som Marx og de klassiske borgerlige økonomer havde forklaret. I praksis befinder sådanne unikke ting sig udenfor arbejdsværditeoriens domæne, der omhandler varer, som kan reproduceres uden begrænsning eller restriktioner. Hvad vi har at gøre med her, er monopolpriser. Hvis genstanden er den eneste af sin slags, betyder det begrænsede udbud, at det kan tiltrække en astronomisk pris. Dette har intet at gøre med deres oprindelige værdi, men blot med det unikke i objektet, og hvad folk er villige til at betale.

Knaphed alene

Den klassiske økonom David Ricardo, forklarede meget godt dette. "Der er nogle varer," skrev han, "hvis værdi er bestemt af deres knaphed alene. Intet arbejde kan øge mængden af sådanne varer, og dermed kan deres værdi ikke sænkes af et øget udbud. Nogle sjældne statuer og billeder, sjældne bøger og mønter, vin af særlig kvalitet, som kun kan fremstilles af druer dyrket på en bestemt jord, hvis kvalitet findes i meget begrænset mængde, passer alle til denne beskrivelse. Deres værdi er helt uafhængig af den mængde arbejde, der oprindeligt var nødvendig for at producere dem, og varierer med den varierende rigdom og tilbøjeligheder hos dem, der ønsker at besidde dem."

Ricardo fortsætter med at forklare, at "disse varer, udgør dog en meget lille del af den mængde af varer, der dagligt udveksles på markedet. Langt den største del af disse varer, der er attråværdige objekter, er tilvejebragt af arbejdskraft; og de kan multipliceres, ikke i ét land alene, men i mange, næsten uden grænser, hvis vi er villige til at bruge den nødvendige mængde arbejde for at opnå dem.”

”Når vi altså taler om varer, deres bytteværdi, og de love, der regulerer deres relative priser, taler vi altid kun om varer som kan øges i mængde ved anvendelse af menneskelig flid, og på hvis produktion konkurrencen fungerer uden begrænsninger."

Genstande, som ikke er produkter af menneskeligt arbejde, og ikke har værdi, kan så absolut have en pris, når de udbydes til salg. Gennem deres pris, antager de en "vareform". Som Marx forklarede, “Ting, der i og for sig ikke er varer, f.eks. samvittighed, ære osv., kan være til fals for penge og således gennem deres pris få vareform. En ting kan altså formelt have en pris uden at have en værdi. Prisudtrykket bliver her imaginært, ligesom visse størrelser i matematikken.“ Han kommer derefter med et eksempel på prisen på udyrkede arealer, som er uden værdi, fordi intet menneskeligt arbejde er blevet brugt i produktionen. Ikke desto mindre kan de opnå en heftig pris, hvis de har en attraktiv beliggenhed.

Samfundet kan dog ikke leve af ære, kunstværker eller uvurderlige artefakter, uanset hvad deres pris er. Mennesker kan kun leve af produktionen af virkelig rigdom. Arbejde ændrer naturen og danner grundlaget for produktionen og reproduktionen af livet. Som Marx forklarede, er det den samfundsmæssigt nødvendige arbejdstid, udtrykt i værdi, der er tingenes kerne. Monopolpriser er et produkt af bestemte omstændigheder og afspejler ikke værdi som sådan. På trods af vores kritikere er værdiloven fortsat hovedreguleringsmekanismen i det kapitalistiske økonomiske liv.

Mens Marx anerkendte de klassiske borgerlige økonomers bidrag, kom han alligevel med en benhård kritik af deres ideer, som især kan findes i ’Teorier om merværdien’. Marx gik i gang med at analysere og afdække deres selvmodsigelser og begrænsninger, mens han på samme tid udarbejdede sine ideer om kapitalismens love. I realiteten udgør Marx' værker en kritisk oversigt over den klassiske borgerlige økonomis historie, eller som han kaldte det den politiske vulgærøkonomi, fra dens oprindelse til dens modenhed og endelige kollaps. Han udskilte det, der var progressivt i det, fra det der var værdiløst, hvilket han derefter brugte til kvalitativt at omskabe og berige et nyt syn på den politiske økonomi.

Marx forklarede, at de klassiske økonomer udviklede deres idéer på et tidspunkt, hvor "klassekampen endnu var uudviklet." Under disse betingelser udgjorde deres ideer ikke nogen trussel mod den kapitalistiske orden. Men så snart klassekampen slog igennem, forskrækkedes borgerskabets teoretikere, og den politiske økonomi degenererede til apologetik [forsvar af ”troen”, -red.]. Økonomerne opgav hurtigt arbejdsværditeorien og erstattede den med grænsenytte, marginalteori og andre subjektive analyser. Den østrigske skole var hovedskytset i denne borgerlige modoffensiv mod marxismen. For den blev lønningerne blot betragtet som en del af den nationale indkomst, sammen med husleje, renter og profit. Arbejdet havde ingen særlig plads i produktionen, og merværdi eksisterede ikke. Deres opfattelse af værdi var ikke baseret på objektive kriterier, men var blot udtryk for et subjektivt valg eller ønske.

Med Ærkebiskop Whatelys ord, "Perler opnår ikke en høj pris, fordi mænd har dykket efter dem, men tværtimod dykker mænd efter dem, fordi de har en høj pris." Faktisk skyldes den høje pris på perler det vanskelige arbejde, der kræves for at hente dem, og deres høje værdi ansporer folk til at beskæftige sig med denne aktivitet. Vores ærkebiskop er blind for det essentielle spørgsmål: Hvad er en perles værdi, og hvordan bestemmes den? Forvirringen over ædelsten (eller perler) blev besvaret af Marx i Kapitalen. Han citerer først og fremmest økonomen S. Bailey: "Værdi" (bytteværdi) "er en egenskab ved tingene, rigdom" (brugsværdi) "er en egenskab ved mennesket. Værdi forudsætter i denne betydning nødvendigvis udveksling eller bytte, rigdom ikke". "Rigdom er et attribut til mennesket, værdi en attribut til varerne. Et menneske eller et samfund er rigt, en perle eller en diamant er værdifuld ..."

Marx forklarer derefter årsagen til, at sådanne ting har værdi. ”Diamanter forekommer sjældent på jordens overflade, og det koster derfor i gennemsnit megen arbejdstid at finde dem. Følgelig repræsenterer de meget arbejde med et ringe rumindhold.” Han fortsætter, ”Med mere righoldige gruber ville det samme arbejdskvantum resultere i flere diamanter og deres værdi falde. Lykkes det med ringe arbejde at forvandle kul til diamanter, så kan diamanters værdi blive lavere end murstens.”

Marx ser altså værdi som en objektiv ting. Med Marginalisterne bliver det hele på idealistisk vis vendt på hovedet, og værdi bliver en subjektivt ting. På dette tidspunkt ophører den borgerlige økonomi med at være en videnskab. Hele formålet bliver nu at retfærdiggøre det kapitalistiske system, som for dem er det eneste mulige levedygtige system. Disse subjektive ideer blev senere forfinet af Cambridge-økonomen Alfred Marshall, der konstruerede kurver for udbud og efterspørgsel for at demonstrere en primitiv pristeori.

Individuelle præferencer

I et bevidst forsøg på at tilbagevise Marx er hele den økonomiske teori nu, som vi kan se, reduceret til forestillingen om individuelle præferencer og valg, og ophører med at have nogen videnskabelig værdi, udover det mest banale. “I stedet for uegennyttig forskning fik man betalt klopfægteri,” forklarede Marx “I stedet for fordomsfri videnskabelig undersøgelse apologetikkens dårlige samvittighed og slette hensigter.” De behandlede ikke den kapitalistiske økonomi som et globalt socialt system, men blot som et system bestående af millioner af individuelle atomiserede relationer mellem producenter og forbrugere.

Dette er grundlaget for den såkaldte marginal- eller grænsenytteteori, som oprindeligt blev fremført af Stanley Jevons (1871), Carl Menger (1871) og Léon Walras (1874). "Gentagne refleksioner og undersøgelser har ført mig til den noget nye opfattelse, at værdien afhænger helt af nytteværdien," udtalte Stanley Jevons. Hvis nogen ønsker noget virkelig meget, har det stor nytte for den pågældende person; jo mere han vil have det, jo mere han er villig til at betale for det. Mængden af arbejdstid der er brugt til produktionen af en vare havde ingen relevans for disse apologeter. "Det arbejde, der først er brugt, har ingen indflydelse på den fremtidige værdi af en salgsvare", hævdede Jevons. Denne subjektive teori, som starter ud fra en præmis om individuelt forbrug, snarere end social produktion, blev forfægtet af den østrigske skole ledet af Eugen von Böhm-Bawerk. Den blev senere promoveret af Ludwig von Mises og mange andre, og efterfølgende masseudbredes den i dag i en række forskellige versioner under betegnelsen "økonomi" i vore skoler og på universiteterne.

Marx ignorerede bevidst denne vulgære subjektive skole og Engels affærdigede den spøgefuldt. "Den fashionable teori lige nu er Stanley Jevons’", skrev Engels, "ifølge den bestemmes værdi af nytte og på den anden side af udbuddets begrænsning (dvs. produktionsomkostningerne), hvilket blot er en forvirret og omstændelig måde at sige, at værdi bestemmes af udbud og efterspørgsel. Vulgærøkonomi overalt!"

Arbejdsværditeorien udfordrede efterfølgende hele kapitalismens værdisæt. Værdi og merværdi udsprang begge af arbejderklassens arbejde. Marx konkluderede, at profit ganske enkelt er arbejderklassens ubetalte arbejde. Hele teorien var blevet et magtfuldt og farligt argument mod kapitalismen og til fordel for socialisme. Og det er derfor, den ikke kunne tolereres. Det blev omtrent indrømmet som af von Böhm-Bawerk: "Jeg føler så sandelig, at arbejdsværditeorien over en årrække er gået frem i generel anseelse som følge af udbredelsen af socialistiske ideer, men at den på afgørende vis har tabt terræn i den seneste epoke blandt de teoretiske kredse i alle lande, og det er især på grund af den stigende betydning, der nu tillægges teorien om "marginal nytteværdi".

Men på trods af vores borgerlige kritikeres indvendinger, er omkostningerne til arbejdskraften noget du kan måle. Det er en objektiv virkelighed. I modsætning hertil er "nytteværdien" forskellig fra person til person. Det afhænger af din mening, det vil sige, hvor meget tilfredsstillelse en person får fra forbruget af en bestemt vare. Nytteværdi er dermed en subjektiv ting. Mærkeligt nok har den samme vare forskellig nytteværdi for forskellige personer, mens den dog sælges i et supermarked til samme pris. Det betyder, at prisen ikke kan være subjektiv, men må baseres på et reelt værdifundament (borgerlige økonomer ser pris som værdien udtrykt i pengetermer). Hvis nytteværdi formodes at måle værdi, hvordan kan det så være, at forskellige nytteværdier sælges til samme pris? De forsøger at komme omkring denne modsætning ved at henvise til "margen" og i økonomiske lærebøger til "marginal nytteværdi".

Ifølge Marginalisterne er vi tilbøjelige til at købe så og så meget af noget til en bestemt pris, og så stoppe når vores tilfredsstillelse falder. Mængden af tilfredsstillelse et produkt giver dig, afhænger af, hvor meget du allerede har forbrugt. Jo større udbud af noget, jo mindre tilfredsstillelse vil man opnå ved at forbruge yderligere. Derfor vil den marginale nytte eller grænsenytte af noget stige og falde afhængigt af, hvor meget man forbruger. Jo mere man har, jo mindre ønsker man, indtil tingene balancerer – alt sammen på grund af, hvad der sker i margenen, den sidste enhed der forbruges.

Jevons forklarede det på følgende måde: "Vand, for eksempel, kan tilnærmelsesvist beskrives som det mest nyttige af alt stof. En liter vand per dag har høj nytteværdi i forhold til at redde en person fra at dø på den mest foruroligende måde. Flere gallons om dagen kan have megen nytteværdi til sådanne formål som madlavning og vask; men efter en tilstrækkelig forsyning er sikret til disse anvendelser, er yderligere mængder ligegyldige. Alt, vi kan sige, er derfor, at vand, op til en vis mængde, er uundværlig; at yderligere mængder vil have forskellige grader af nytte; men at nytteværdien ud over et vist punkt synes at ophøre ... de samme artikler varierer i nytteværdi i alt, efter om vi allerede har mere eller mindre af den samme artikel."

Vand og diamanter

Dette argument blev brugt til at forklare det såkaldte "vand og diamanter"-paradoks, der almindeligvis anvendes til "bevise" rigtigheden af teorien om marginal nytteværdi. Marginalisterne forklarer, at det ikke er den samlede nytteværdi af diamanter eller vand, der betyder noget, men nytten af hver enhed af vand eller diamant, efterhånden som vi forbruger flere. Som i Jevons' eksempel er den samlede nytteværdi af vand enorm for mennesker, men da det findes i så stort udbud, er den marginale nytte af vand meget lav. Med andre ord kan hver yderligere enhed af vand, der bliver til rådighed, anvendes til mindre presserende behov, efterhånden som de mest presserende behov for vand bliver opfyldt.

Derfor er enhver given enhed af vand mindre værd for mennesker i takt med, at udbuddet af vand øges. På den anden side er udbuddet af diamanter meget begrænset. Det er så begrænset, at nytteværdien af en diamant er større end nytteværdien af et glas vand, som findes i rigelige mængder. Derfor er diamanter mere værd for folk. Så værdien af vand og diamanter bestemmes af deres marginale- eller grænsenytteværdi.

Disse disciple af teorien om grænsenytteværdi forsøger at forvirre emnet ved at henvise til den høje pris på mærkevarer som en bekræftelse af værdiens subjektive grundlag. Folk valgte at gå med Levi’s jeans, og betale en højere pris, ikke på grund af værdiloven, men på grund af personlige præferencer. Det samme argument gælder også for luksusvarer. Men det er ikke tilfældet. Bernard Arnault, der for nylig var engageret i "håndtaskekrigen" om kontrollen med Gucci, har skabt en formue på $ 29 mia. og kontrol over mere end 60 mærker, herunder Christian Dior, Louis Vuitton, Bulgari og Dom Pérignon. De højere priser på mærkevarer er knyttet til deres "særlige" kvalitet, deres navn, på trods af at andre mindre kendte mærker bruger de samme fabrikker til at producere de samme produkter. Bag de specielle mærker ligger enorme mængder af reklame og markedsføring for at skabe det unikke eftertragtede mærke, som skal lægges til dets produktionsomkostninger. Gennem denne markedsføring opnår mærket en "monopolstatus" og opnår dermed monopolpriser.

Arnault-familien ejer flertallet af aktierne i Hermès, producenten af top-luksusvarer, kendt for sine tasker, silkeslips og tørklæder. På Hermès' største fabrik i Paris-forstaden Pantin arbejder mere end 300 specialiserede kunsthåndværkere med at lave lædervarer. Dette omfatter koncernens berømte Kelly-tasker, en af prinsesse Grace af Monacos favoritter, og de mere sporty Birkin-tasker, der er designet til sangeren Jane Birkin. Det karakteristiske træk ved Hermès' produktion er, at én dygtig faglært arbejder laver en enkelt taske fra start til slut og kun bruger maskine til at sy inderlommen og lynlåse i. Det tager disse arbejdere omkring 18 timer at lave en "Kelly", som sælges for mere end 6.000 euro i den lille udgave.

Ifølge en rapport bragt i Financial Times, "er kunderne, på grund af den tid det tager at uddanne kunsthåndværkere og det deraf følgende haltende udbud, typisk nødt til at vente måneder på den taske, de har ønsket."

Dette eksempel viser, at mængden af arbejde, der indgår i produktionen af hver taske, er kolossal. På den anden side skaber den højt kvalificerede arbejdskraft, der er involveret i en sådan produktion en større mængde værdi, mens virkningerne af "monopol"-brandingen på samme tid presser prisen på disse luksusvarer op til ublu højder. En sådan situation har intet som helst at gøre med teorien om margener, men bekræfter arbejdsværditeorien, inklusiv skævvridningerne som konsekvens af monopolkapitalismen.

Man vil bemærke, at tilhængerne af teorien om grænsenytteværdi oftest foretrækker at bruge "eksempler" som vand og diamanter i stedet for eksempler med almindelige masseproducerede varer, der kan reproduceres efter behag. De undlader at forklare, hvorfor for eksempel prisen på brød i butikkerne er den samme for en sulten arbejdsløs, som den er for en rig finansfyrste, til trods for at den marginale nytteværdi af en ekstra enhed er tusind gange mere værd for den første end for den sidstnævnte. Dette fejes bekvemt ind under gulvtæppet af disse teoretikere.

For marginalisterne er vi alle blot individuelle "forbrugere" med en vis mængde penge ("effektiv efterspørgsel"), som vi kan foretage individuelle valg med. De ignorerer fuldstændig det faktum, at der eksisterer massiv ulighed under kapitalismen, skabt af den måde markedsøkonomien fungerer på. Den kendsgerning, at arbejderklassen ikke er i stand til at købe den fulde værdi af sin arbejdskraft tilbage, skænker marginalisterne aldrig en tanke. Sådanne modsætninger er uden betydning for dem og deres mekaniske syn på økonomien. Ikke desto mindre er deres abstrakte eksempler det teoretiske grundlag for teorien om grænsenytteværdi og det smuldrende fundament, som moderne borgerlig økonomi baserer sig på.

Hele den marginalistiske teori er forankret i ideen om de individuelle forbrugeres præferencer, nemlig at vores værdibedømmelse af vores indkøb er grundlaget for varernes værdi. Faktisk bestemmer vores bedømmelse af værdien ikke en vares værdi. Mens disse udtryk bruger det samme ord ("værdi"), har de meget forskellige betydninger, baseret på helt forskellige udgangspunkter.

I virkeligheden hører grænsenytteværdiskolen hjemme i Robinson Crusoes subjektivistiske land, eller hos det "isolerede menneske" for at bruge Böhm-Bawerks ord. Økonomisk teori, baseret på subjektive præferencer, reduceres til spørgsmålet om individuel smag og individuelle valg, der tjener til at maksimere en tings nytteværdi. Denne tilgang er fuldstændig abstrakt uden nogen relation til det virkelige samfund. Markedsrelationer er simpelthen individuelle relationer mellem en person og en vare. For marginalisterne er det individuel adfærd, der er nøglen til at forstå den kapitalistiske økonomi. Ved hjælp af denne reduktionistiske tilgang vil de have os til kunstigt at skrælle alle sociale og historiske elementer af kapitalismen fra, herunder eksisterende klasserelationer, med det formål at reducere alt til denne simple model for individuel adfærd. Hele opfattelsen er en falsk abstraktion. Det har intet historisk indhold. Som et samfund lever vi ikke som individer isoleret på en øde ø, som individuelle atomer. Vores naturlige lyster/ præferencer er ikke medfødte eller underlagt "frie" valg, men er et produkt af samfundet og vores plads i det. Det er ikke blot et spørgsmål om individer, der står overfor et valg i supermarkedet udenfor tid og sted. Hvordan overføres marginalisternes subjektivistiske ø til realiteterne i hverdagens kapitalistiske relationer? Det kan de ikke. Det er grunden til, at de, i deres snæversynede verden, ikke har nogen forklaring på den kapitalistiske krise.

Snarere end et forenklet udvekslingssystem a la Robinson Crusoe og hans ven Fredag, hvor valg af ting afgøres gennem udveksling af en ting med en anden, står vi med en masse af cirkulerende varer, der udveksles gennem mediet penge. "Varecirkulation forudsætter eksistensen af penge", forklarede Engels, "byttehandel skaber kun tilfældige udvekslinger, ikke varecirkulation." Penge er afgørende for en økonomi baseret på varecirkulation. Penge i sig selv er en værdi, nemlig en bestemt mængde arbejde, der fungerer som universel ækvivalent (byttemiddel). Og alligevel var vores marginalistiske venner aldrig i stand til at løse gåden om penges grænsenytteværdi. Værdien af penge bestemmes af, hvad de kan købe, hvilket ikke afgøres af individuelle præferencer, men ved niveauet af priserne, der omgiver os. Disse priser bestemmes til gengæld ikke af de enkelte transaktioner, men af udsvingene i verdensmarkedet. Verdensmarkedet, der dominerer de nationale økonomier, inklusiv vores liv, er til gengæld underkastet alle mulige former for usikkerhed, hvor produkter produceres uden nogen bevidst eller rationel plan. Snarere end ligevægt under kapitalismen, som Says lov anfører, har vi uligevægt og periodiske overproduktionskriser.

I statsmonopolkapitalismens epoke forvrænges kapitalismens love mere og mere. Monopoler afskaffer ikke konkurrencen, men tynger den ned og forvrider den. Effekten af monopolerne er en kolossal skævvridning af markedet og prisniveauerne. Professor Peter Nolan viser gennem data fra 2006 til 2009 graden af monopolisering. Han konkluderer, at blot to gigantiske multinationale selskaber dominerer fremstillingen af store civile fly; to multinationale dominerer sodavandsindustrien; tre dominerer den mobile telekommunikationsinfrastruktur; tre dominerer smartphones; fire giganter styrer øl, elevatorer, tunge lastbiler og personlige computere; seks styrer digitalkameraer; og for motorkøretøjer og lægemidler er der ti globale firmaer.

I disse tilfælde forsynede virksomhederne mellem halvdelen og hele verdensmarkedet. Lignende grader af koncentration er opstået, efter konsolidering, i mange andre industrier. Meget af den samme koncentration kan ses blandt komponentleverandører til f.eks. fly. Verden har tre dominerende leverandører af flymotorer, to af bremser, tre af dæk, to af sæder, en leverandør af wc-systemer og en af ledninger. I hele industrier er der, som Marx forudsagde, bare et par dominerende leverandører af væsentlige komponenter til hele verden.

Adam Smith, Ricardo og Marx forstod alle værdi ud fra et objektivt synspunkt. Deres udgangspunkt var produktion, og værdi lig med eller svingende omkring produktionsomkostningerne. Adam Smiths berømte "usynlige hånd", som formodes at regulere markedet, er intet andet end værdiloven i funktion. Marx forstod, at det ikke var individuelle præferencer, der drev kapitalismen fremad, men kapitalismens tvingende love, som dikterer individernes handlinger. Det er ikke kapitalisternes personlige præferencer, der får dem til at investere, men konkurrence og jagten på større profitter. Arbejderne er tvunget til at sælge deres arbejdskraft, det er ikke et valg, men en nødvendighed.

Under kapitalismen dominerer blinde økonomiske love i virkeligheden menneskenes liv og ikke omvendt, og det er de økonomiske teoriers opgave at analysere disse love. “Det drejer sig om disse love selv”, forklarede Marx, “om disse tendenser, der virker og slår igennem med jernhård nødvendighed.” En håndfuld globale multinationale selskaber, som er drevet af profitjagt, har ophobet mere økonomisk magt end flere landes regeringer. Individuelle præferencer har intet med det at gøre. Kapitalismens love skaber, igennem konkurrencen, en større og større centralisering og koncentration af kapital, større monopolisering, en mere intens kamp om markeder, voksende grådighed, magt, og det generelle begær efter superprofitter.

I modsætning hertil er hele grænsenytteværdi-tilgangen baseret på et mikroøkonomisk perspektiv, og har meget lidt, om noget, at gøre med hvordan der ser ud på det makroøkonomiske niveau. Det er basalt set en ensidig, udialektisk, reduktionistisk tilgang til den kapitalistiske økonomi. Mens marxismen fuldt ud forstår den dialektiske enhed mellem de forskellige niveauer i den kapitalistiske økonomi, fastholder borgerlige økonomer en massiv kinesisk mur mellem mikro og makro. Chris Giles, klummeskribent for Financial Times, afslørede den borgerlige økonomis fallit, da han for nylig skrev, "Økonomer bor i isolerede beholdere. Dem fra den akademiske forpost er opslugt i abstrakte tanker og har sjældent noget nyttigt at bibringe dem, der roder med reelle finanspolitiske spørgsmål. Taberne i den mikroøkonomiske politiks andedam taler for sjældent med dem i makro-verdenen - og omvendt"

Det afspejler hele deres snævre, abstrakte opfattelse og forkerte metode. De er ude af stand til at forstå kapitalismen som en helhed i sin virkelige udvikling og modsætninger, eftersom det slet ikke er deres hensigt. Den marginale skole opretholdes udelukkende for at bevise og fremme den subjektive opfattelse, navnlig den om det atomiserede individ. Deres opfattelse er baseret på en falsk abstraktion i et forsøg på at mystificere de virkelige relationer - klasserelationerne - under kapitalismen. Vi forledes til at tro, at vi alle er individer, med vores individuelle præferencer, uden hensyn til vores klasse eller indkomst. Ideen blev fremlagt af Thatcher, da hun sagde, ”there's no such thing as society”. Men så snart vi tænker på samfundet som helhed, bliver arbejdsværditeorien selvindlysende. Det samlede antal arbejdstimer, som samfundet udfører, er ultimative produktionsfaktor, som derefter fordeles blandt samfundets behov. Dette er det centrale element.

"Den østrigske skoles ejendommelige fetichisme," forklarede Bukharin, "som giver dens tilhængere individualistiske skyklapper på og dermed udelukker fænomenernes dialektiske forhold fra deres syn – de sociale tråde som går fra individ til individ, og som er det eneste, der gør mennesket til et ’socialt dyr’ - denne fetichisme udelukker enhver mulighed for, at de kan forstå strukturen i det moderne samfund"

Det "frie markeds" apologeter angriber konstant den marxistiske kritik af kapitalismen. De forsøger at latterliggøre marxistiske ideer ved at forvrænge og fordreje, hvad Marx faktisk sagde. De sammenblander bevidst værdi og markedspris, som er to forskellige begreber, for at "bevise" den marxistiske økonomis fejl.

I virkeligheden svarer priserne, som Marx forklarede, på grund af markedets luner ikke direkte til værdien, men har en tendens til at svinge over og under den, som om en akse. De benægter udbytning under kapitalismen med den begrundelse, at profit ifølge dem ikke er arbejderklassens ulønnede arbejde, men blot ses som "belønning" for "at tage en risiko" ved at betale løn til arbejderne, før de begynder at producere noget. Igen vender de virkeligheden på hovedet. Som enhver arbejder kan bevidne, er det arbejderne, der skal arbejde en uge eller en måned, før de modtager løn, og på den måde giver de kapitalisten kredit, og ikke den anden vej rundt.

I sidste ende testes alle teorier af virkeligheden. I perioden med kapitalistisk opsving var disse fortalere for det frie marked meget på mode - indtil det store krak i 2008, som indvarslede den største overproduktionskrise siden 1930'erne. Dette smadrede de økonomiske teorier om "ligevægt", som intet forstod og intet forudså. Hvis det er meningen, at en markedsøkonomi skal hvile i en generel ligevægt, hvor tusindvis af markeder effektivt forbindes indbyrdes af priser, der afspejler millioner af menneskers smag, så har det tydeligvis fejlet. Grænsenytteværdiens analytiske standardmodeller, alle baseret på Says lov, viste sig at være bankerot. Begivenhederne har vist, at den såkaldte ligevægtsmodel for kapitalismen, på trods af sine matematiske spidsfindigheder, er total galskab, afskåret fra virkeligheden, fra hverdagen. I modsætning hertil har begivenhederne i dag bevist rigtigheden af værdiloven og den marxistiske kritik af kapitalismen. Begivenhederne i dag er rigeligt bevis på, at krisen ikke er en fejl i den kapitalistiske produktionsmåde, men en indbygget del af den.

I tider med dyb økonomisk krise begynder hele den officielle facade at revne og smuldre. Argumenterne fra kapitalismens apologeter bliver stadig mere miskrediterede. Borgerlig økonomi har spillet fallit. Reformisterne, som også forsøger at latterliggøre arbejdsværditeorien, har for længe siden kapituleret over for kapitalismen og fungerer som dens åbne apologeter. Men deres ideer er ude af trit med virkeligheden, hvor levestandarden kollapser og hvor vi lever i en epoke med kontinuerlige nedskæringer. Kapitalismens krise betyder en krise i reformismen såvel som i den borgerlige økonomiske teori, de baserer sig på.

Krisen, der har antaget en langstrakt og uløselig karakter, tvinger arbejderklassen til at lede efter en vej ud af dette rod, og til at drages mod dem, der kan give en sammenhængende forklaring. Kun marxismen kan tilbyde dette alternativ baseret på en videnskabelig opfattelse af verden, såvel som løsningen i form af en revolutionær omvæltning af kapitalismen. I sidste ende er det grunden til, at marxismen er i konstant kamp mod forsvarerne af et forældet system. Filosofferne har kun fortolket verden forskelligt, siger Marx, men det, det kommer an på, er at forandre den.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.