workers unitedRøgen efter folketingsvalget har lagt sig. Venstre danner alene den smalleste regering siden 1970’erne med bare 34 mandater. Der var ikke den store entusiasme at spore i valgkampen. Tilliden til politikerne er historisk lav, og der eksisterer en udbredt erkendelse af, at politikerne lover én ting, men gør noget andet, at de ikke er til at stole på. Uanset hvilken regering man vælger, føres der den samme nedskæringspolitik. Men hvad kan man sætte i stedet for det skindemokrati, vi har i dag? Hvordan får vi et ægte demokrati?

”Markedet” og kapitalen dikterer nedskæringspolitik i alle lande uanset hvilken regering, der er ved magten. Kapitalens og bankernes diktatur fortsætter og banker selv de mest velmenende reformister på plads. Folkeafstemninger underkendes. Politikere udskiftes med teknokrater, hvis ikke de fører en ”passende” nedskæringspolitik. Imens demokratiet tromles ned, bliver de rige rigere i en lille elites forsvar for deres magt og privilegier. Systemet kan ikke ændres indefra, der er brug for et radikalt anderledes demokrati.

Marx og Pariserkommunen

Mange på venstrefløjen siger, der er brug for nye ideer. At de gamle teoretikere er forældede. Men ofte findes svaret på nutidens problemer ved at se på erfaringerne fra fortiden. Marxistisk teori er arbejderklassens akkumulerede erfaringer. Før de skrev det Kommunistiske Manifest i 1848, var de socialistiske ideer præget af ”utopisterne”, dvs. socialister der var forfærdede over kapitalismens horrible konsekvenser, og derfor forsøgte at opfinde et system, der kunne erstatte det. Ud af det blå opfandt de utopiske systemer for at forandre verden.

Marx og Engels udledte deres ideer ud fra især studier af kapitalismen og klassekampen, og da kapitalismen og dermed også klassekampen udviklede sig, kunne de socialistiske ideer sættes på solid grund. Først og fremmest konkluderede Marx og Engels, at den borgerlige stat, den der eksisterer i et kapitalistisk samfund, har som formål at beskytte kapitalistklassens privatejendom og privilegier, dvs. deres ret til at udbytte arbejderklassen og tjene profit fra ejerskabet over produktionsmidlerne. Arbejderklassens kunne derfor ikke bare overtage den borgerlige stat, men må ”sønderbryde” den.

Hvad, der må erstatte den borgerlige stat, udledte de af erfaringerne fra Pariserkommunen i 1871, hvor arbejderklassen tog magten for første gang i verdenshistorien (og eneste gang i Marx’ levetid).  Arbejderne i Paris fastholdt magten i lidt over 2 måneder og etablerede kimen til den første arbejderstat. Marx’ konklusion fra Pariserkommenen om: ”at arbejderklassen ikke bare kan overtage den allerede eksisterende statsmaskine og anvende den til sine egne formål”, var det eneste, der fik Marx og Engels til at ændre i det Kommunistiske Manifest. 

Proletariatets diktatur

Pariserkommunen var, hvad Marx kaldte ”proletariatets diktatur”, et af de nok mest udskældte og ikke mindst misforståede begreber. Proletariatets diktatur betyder i realiteten flertallets diktatur, i modsætning til kapitalismen og alle tidligere klassesamfund, der har været mindretallets diktatur.

Siden staten opstod, har den herskende klasse bestået af et lille privilegeret mindretal; fra slaveejere, til feudaladelen og i dag kapitalisterne. Staten har uanset dens forskellige former beskyttet mindretallets magt og privilegier, og mindretallet har undertrykt og udbyttet det store flertal.

I dag udgør arbejderklassen, proletariatet, flertallet på verdensplan. Der kan produceres nok til, at alle kan få, hvad de har behov for. Der er ikke længere nogen objektiv årsag til klassernes eksistens. Kapitalismen og opdelingen i klasser er blevet en forhindring for den videre udvikling af produktivkræfterne og menneskeheden. En socialistisk revolution vil være første gang, at flertallet tager magten og bliver den herskende klasse. Det vil være et arbejderdemokrati, dvs. et demokrati for flertallet, i modsætning til det borgerlige demokrati, der er et demokrati for mindretallet.

Lenin og den russiske revolution

Det var erfaringerne fra bl.a. Pariserkommunen, som Lenin baserede sit mesterværk Staten og Revolutionen på, som han skrev midt i den revolutionære storm i Rusland i 1917, efter at Tsaren var væltet i februar, og få måneder før bolsjevikkerne vandt magten i oktober.

Ud fra erfaringerne og den konkrete situation udstak Lenin retningslinjerne for den arbejderstat, der blev opsat i Rusland, den første af sin slags. Han skrev, at der må gøres op med parlamentarismen, forstået som et system, hvor parlamentet fungerer som snakkeklub, mens embedsværket trækker i alle trådene, uden at de nogensinde er på valg eller står til ansvar. ”Det er naturligvis ikke nogen udvej af parlamentarismen at ophæve de repræsentative organer og valgordningen, man må tværtimod forvandle de repræsentative organer fra at være sludrebutikker til ’arbejdende’ organer.”

[Læs også: Marxisme og staten]

I stedet må embedsposterne besættes gennem valg, og disse repræsentanter må kunne trækkes tilbage øjeblikkeligt. Det at styre staten kan udføres af alle, der kan læse og skrive, og derfor må posterne gå på skift, så ingen bliver bureaukrater. Det er ikke at forveksle med behovet for folk med ekspertise og specialviden, det er naturligvis ikke alle og enhver, der kan bygge en bro eller udføre en hjerteoperation.

I alle klassesamfund, inklusiv kapitalismen, hæver staten sig over samfundet og udgør en særlig kaste, med særlige privilegier. De danske topembedsmænd, departementscheferne, tjente i 2013 i snit 1,66 mio. kr. om året – før pension. I et virkelig arbejderdemokrati skal embedspersonerne ikke modtage en højere løn end faglærte arbejdere; de demokratisk valgte skal ikke være en privilegeret elite, men afspejle, udtrykke og være en del af samfundet.

Rådsdemokrati

Det var de russiske arbejdere selv, der under revolutionen i 1905 spontant opfandt sovjetterne (der betyder råd) - det er ikke noget, man finder beskrevet hverken hos Marx eller Lenin. Lignende organer er opstået i en lang række revolutioner efterfølgende, ikke fordi arbejderne har læst om dem, men fordi de udspringer af det naturlige behov, der opstår, for at organisere kampen mod det gamle styre. I Rusland, hvor det lykkedes arbejderne at tage magten, blev det disse kamporganer, der overgik til at være grundlaget for den nye statsform.

I Tyskland i revolutionen 1918/1919 opstod der også arbejder- og soldaterråd i alle de større byer. Hver gang arbejderne går i kamp, er der behov for organisering lige fra den mindste arbejdsnedlæggelse til den mest omfattende generalstrejke. Arbejdernes mødes og diskuterer, hvad der må gøres, beslutter sig for handling og vælger repræsentanter. Arbejderråd er en form for udvidede strejkekomiteer, men på langt større skala. Rådsdemokrati er ikke at forveksle med ”medarbejderdemokrati”, hvor de ansatte får ”medbestemmelse”, mens arbejdsgiveren fastholder ejerskabet og dermed i sidste ende ledelsesretten (og ikke mindst profitten).

I dag er arbejderkontrol langt nemmere at gennemføre end på Lenins tid. For det første kan langt de fleste skrive, læse og regne i et absolut tilstrækkeligt omfang til at styre staten. Derudover har den teknologiske udvikling gjort administration og informationsdeling langt nemmere i dag. I dag registreres det f.eks. elektronisk hver gang du køber en vare i et supermarked, og der sendes automatisk besked til producenterne og varelagret, at den og den vare er solgt, så der kan produceres nye.

Besatte fabrikker i Brasilien

Igennem historien er der utallige eksempler på, at arbejderklassen forsøger at tage kontrollen over deres eget liv i lokalområder, gennem fabriksbesættelser, kooperativer o.l. Arbejderklassen har gang på gang vist, at samfundet sagtens kan fungere uden direktører og aktionærer, og at arbejderne absolut er i stand til at styre produktionen og samfundet.

Da økonomien krakkede i Argentina i 2001, var det startskuddet til en venstrebølge i Latinamerika, der bl.a. indebar fabriksbesættelser i en række lande. Ofte skete fabriksbesættelsen, når ejeren af en fabrik eller virksomhed efterlod den, fordi de ikke længere mente, den var rentabel, og efterlod arbejderne uden arbejde eller socialt sikkerhedsnet. Andre gange overtog arbejderne fabrikken, hvis ejeren forsøgte at sabotere venstreorienterede regeringer gennem økonomisk sabotage. Det viste, at arbejderne, der har den praktiske erfaring med produktionen, er i stand til at producere langt mere effektivt under deres egen kontrol.

I Brasilien blev en række fabrikker besat lige efter årtusindeskiftet. Da ejerne af fabrikken Flasko i 2003 besluttede at lukke den, besatte arbejderne den og overtog kontrollen. Uden arbejdsgiverne og under arbejderkontrol blev arbejdsugen reduceret til 30 timer uden tab af løn. Arbejderne og andre familier fra området organiserede besættelsen af jord, der stødte op til fabrikken, hvor de byggede arbejder- og folkelandsbyer, med boliger til mere end 560 familier. De reaktiverede et lager, hvor de startede ”sports- og kulturfabrikken” med filmfremvisninger, teater, judo, fodbold, dans og andre kulturelle aktiviteter. Gennem fabriksråd kørte arbejderne fabrikken og valgte deres egne ledere. Det viser i miniformat, at arbejderkontrol ikke er en fiks ide, men reelt er absolut mulig.

[Se også: VIDEO - Flasko workers expel administrator for the second time]

Arbejderne deltog i de kampe, der foregik i resten af landet, og var en del af den generelle bevægelse af besatte fabrikker, der krævede fabrikkernes nationalisering under arbejderkontrol. På trods af at det var Arbejderpartiet PT, med Lula som præsident, der var ved magten, var appellerne forgæves. Tværtimod blev arbejderne fra de besatte fabrikker fjernet med vold af politiet, og flere af de ledende arbejdere står overfor alvorlige anklager og retssager.

Det viser tydeligt reformismens begrænsninger. Lula havde ikke tænkt sig at bryde med kapitalismens rammer, og det økonomiske opsving, der fandt sted i hans præsidentperiode, var baseret på at kapitalisterne, både de brasilianske og udenlandske, havde tillid til, at de ville få lov at have deres investeringer i fred og ro og tjene skyhøje profitter. Havde arbejderne på Flasko og de andre fabrikker fået deres ønske om nationalisering opfyldt, havde det ansporet arbejderne i resten af Brasilien - og Latinamerika – til at følge deres eksempel.

De besatte fabrikker viste en anden begrænsning: samfundet kan ikke forandres fabrik for fabrik, lokalsamfund for lokalsamfund eller gennem kooperativer. Det er klart, at man skal starte et sted og ethvert eksempel på, at arbejderne og lokalbefolkningen tager magten og selv styrer tingene, er et fremskridt, der kan bruges til at inspirere andre. Men produktionen i dag er global og involverer ofte tusindvis af mennesker. Ingen fabrik er isoleret fra verdensmarkedet. For det første skal der skaffes ressourcer og maskiner, og derefter skal produkterne afsættes. Man kan ikke skabe øer af ”socialisme” i et kapitalistisk hav; så længe kapitalismens økonomiske love består, ender disse eksperimenter med at blive opslugt af kapitalismen. Arbejderdemokratiet på den enkelte fabrik bliver til, at arbejderne selv bestemmer at gå op i tempo og ned i løn, hvis de vil kunne klare sig i konkurrencen, eller ansætter arbejdere på dårligere vilkår og selv bliver privilegerede. Det progressive ved kapitalismen er, at der gennem produktion i stor skala, er lagt grundlaget til, at vi i dag kan afskaffe fattigdom, ulighed og klasser, men det kræver en planøkonomi, der kan udnytte denne produktion i stor skala.

Økonomien

Det er økonomien, der sætter rammerne. I perioder med økonomisk opsving har arbejderne kunne tilkæmpe sig forbedringer og føle, at også deres synspunkter blev hørt. Krisen i 2008 markerede et vendepunkt. Kapitalismen befinder sig i en blindgyde, og den økonomiske krise udtrykker sig i en krise i demokratiet. Tspiras og Syriza vandt valget i Grækenland i januar på at love stop for nedskæringspolitikken og en række reformer. Men de endte med at bukke under for kapitalismens sparekrav. Syriza og Tsipras havde nok vundet flertallet i det græske parlament, men de havde ikke magten over økonomien. Man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer.

Samme lektie har alle venstreorienterede regeringer gennem historien måtte sande. Bolsjevikkerne i Rusland tog konsekvensen og svarede igen på kapitalisternes sabotage ved at nationalisere de vigtigste dele af økonomien. Forudsætningen for et arbejderdemokrati er et opgør med kapitalisternes ejerskab til produktionsmidlerne. Kun gennem en demokratisk planøkonomi kan flertallet bestemme hvad og hvordan, der skal produceres. Når ingen skal tjene profit, og ved at ressourcerne udnyttes til flertallets bedste, vil der være langt flere penge til velfærd og forskning i f.eks. miljøteknologi. Det vil sammen med en fordeling af arbejdet med det samme betyde, at arbejdstiden kan sættes ned, hvilket er en forudsætning for at almindelige mennesker har tid til at deltage i at styre samfundet.

Der er tusindvis af eksempler på, at det er muligt at indføre reelt demokrati. Der er ingen naturlov, der siger, at samfundet skal styres af et statsapparat af snyltere, der lever fedt på restens arbejde. Ingen naturlov siger, at profithensyn skal gå forud for mennesker og miljø, og at demokratiet skal underlægges bankerne og kapitalens diktatur.

Der er tusindvis af eksempler på, at arbejderklassen kan styre samfundet selv. Marx og Lenins ideer er ikke luftkasteller, men er netop essensen af erfaringerne fra arbejderklassens kampe. Der er ikke behov for at opfinde ”nye” ideer, men for at lære af disse erfaringer og bruge dem til at kæmpe for et ægte demokrati. 

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.