karl marx relevant”Et spøgelse går igennem Europa;” Sådan starter det Kommunistiske Manifest. Over 165 år senere er marxismens spøgelse stadig i høj grad i live, med en dagligt voksende skare af både tilhængere og kritikere. Hvordan kan en gammel tysk filosof, der blev begravet for over 100 år på Highgate kirkegården i London, stadig skabe så stor kontrovers?

Hvis man kigger igennem aviserne vil man møde en broget skare af ledende statsmænd, jurister, forretningsfolk og akademikere, selv hans hellighed Paven, der falder over hinanden for at erklære marxismen for forældet, død, irrelevant og forkert. Dette rejser naturligvis spørgsmålet, hvorfor bruge så meget tid, energi og penge på at gendrive noget, der allerede er dødt? Paven af alle personer burde kende sin Bibel, der siger: ”Lad de døde begrave de døde.” Forretningsfolk er mangeartede, men de er ikke kendt for at kaste penge ud af vinduet. Den eneste rimelige konklusion på, hvorfor de rige og magtfulde bruger så meget tid og penge på at bekæmpe noget, der er en såkaldt ”død” idé, må være at denne idé, overhovedet ikke er død; faktisk afslører marxismen sandheden om deres system, kapitalismen, og de må gøre alt, hvad der står i deres magt, for at skjule denne sandhed for den brede befolkning. Især arbejderklassen og ungdommen. 

”Marxismen er gammel” 

Det er blevet sagt, at marxismen er en gammel, forældet, idé, at vi har brug for noget nyt. Der er op til flere fejlagtige antagelser i denne kritik. Der er mange gamle idéer, der stadig er relevante i dag, selvom de har mange år på bagen. Skal vi bortkaste al græsk filosofi, fordi det er for gammelt? Vi kan ingenting lære af romerrigets storhed og fald? Eller det britiske imperium? Eller Nazityskland? Hvad er for ”gammelt”? Er det 100 år gammelt? 50 år? 10 år? Sidste måned? Eller i går? Hvis man tager denne kritik til sin logiske konklusion, skulle vi bortkaste al viden og erfaring, fordi det er forældet. Yderligere er dette argument, som går kapitalismens ærinde, dybt hyklerisk. Hvis marxismen er forældet, så er kapitalismen endnu mere forældet. Adam Smith, som udviklede kapitalismens klassiske politiske økonomi, skrev sine værker et helt århundrede før Marx! Der bliver stadig undervist i Smith på universiteterne, og han leverer grundlaget for det økonomiske pensum.  

Tag en kopi af det Kommunistiske Manifest i hånden. Gå så hen til et bibliotek og led efter hvilken som helst anden bog skrevet i 1800-tallet. Medmindre du vælger Darwins; ”Arternes oprindelse,”, så er det næsten sikkert, at den bog du vælger, kun har historisk relevans og kun fortæller os relativt lidt om det nuværende samfund. Tværtimod er Marx og Engels’ Manifest, med få undtagelser, den mest moderne bog. Den forklarer samfundets inddeling i klasser, den forklarer globaliseringen, de globale overproduktionskriser, staten, den forklarer endda udnyttelsen og undertrykkelsen af kvinder.      

”Men Marx taler om arbejderklassen – arbejderklassen eksisterer ikke længere, som den gjorte i 1800-tallet!” Dette udsagn er fuldstændigt korrekt, men samtidig er det ikke en kritik af marxismen. Dem, der afviser alt det ”gamle”, er ofte lykkeligt uvidende om, hvordan det faktisk var i fortiden. Hvis vi skal tro på fortællingerne, der vågnede de industrielle arméer hver morgen, parate til at modtage prædikerne fra St. Karl, ikke som i dag hvor vi har iPads og sociale medier til at distrahere os. Hvis bare denne fantasi var sand. I Marx og Engels' tid var den overvældende majoritet af menneskeheden bønder, ikke lønarbejdere. Kun i England udgjorde arbejderklassen majoriteten af samfundet. Under Pariserkommunen i 1871, den eneste arbejderrevolution i Marx’ levetid, var der kun otte arbejdere på den gennemsnitlige arbejdsplads. Det er mindre end halvdelen af det gennemsnitlige antal ansatte i en moderne fastfood kæderestaurant eller cafe, selvom det påstås, at disse arbejdere er for ”atomiserede” og uimodtagelige for klassebevidsthed. Og alligevel blev en sådan tankegang gjort til skamme af Paris’ arbejdere, der med Marx’ ord ”stormede himlen”.  

Kritikkerne indvender, at det kan godt være, at der var revolution i Paris i 1871, men alt er anderledes nu. Men det bliver aldrig specificeret, hvad der er forandret, og hvorfor det skulle have forandret alt fundamentalt. Det er som om, at de mennesker, der gik igennem disse begivenheder, overhovedet ikke var mennesker, men rumvæsner af en slags. Sådan beskyldninger bliver ikke kun brugt mod folk fra en anden tidsperiode, de bliver også brugt til at retfærdiggøre, hvorfor vi ikke kan lære af bevægelser og begivenheder fra andre steder i verden. At vi intet skulle kunne lære af bevægelser i andre lande, såsom den arabiske revolution, fordi vi ikke er som dem, er i bund og grund en racistisk ide.

Et slagkraftigt marxistisk citat der gendriver dette er: ”Sociale forhold bestemmer den sociale bevidsthed.” Dette fortæller os, at hvis en befolkning lever under forhold, hvor ulighed og uretfærdighed er dominerende igennem en længere periode, vil de til sidst gøre oprør. Dette er en meget mere dybsindig idé end, at ingen af os har noget som helst til fælles med nogen som helst andre - bare tilfældige individer der flyder rundt uden nogen mening i et tomrum af fremmedgørelse. For øvrigt er det i fysikken umuligt at forudsige et enkelt molekyles bevægelse i en gas, men når man sætter millioner af molekyler sammen, er det muligt at lave meget præcise forudsigelser af deres bevægelser. Dette er kendt som Brownske bevægelser.

Marx sagde aldrig at individuelle betingelser bestemmer individuel bevidsthed, og han latterliggjorde dem, der prøvede at fremstille hans teorier i et sådan deterministisk lys. Marxisme er fuldstændigt fremmed over for økonomisk determinisme (selvom nogle stalinister har været skyldige i dette) Alt hvad han og Engels' sagde, var, at de økonomiske forhold udgør en basis, og at politik og kultur interagerer indirekte med denne basis. Og igen, er dette ikke mere dybsindigt end at påstå, at økonomi ingenting betyder?     

”Arbejderklassen eksisterer ikke”

Lad os vende tilbage til det faktum, at arbejderklassen ikke eksisterer, som den gjorde på Marx’ tid. Dette er en selvindlysende sandhed. Arbejderklassen begyndte manufaktur i små værksteder. Storindustrien og Fords samlebånd optræder i virkeligheden først i 1920’erne og 30’erne, længe efter Marx’ død (selvom han forudså dem). Siden 1970’erne har der været en proces med afindustrialisering i den vestlige verden. Men på globalt plan er det ikke korrekt at sige, at arbejderklassen er svagere end før; faktisk er det stik modsatte tilfældet. For eksempel var der i Kina i 2013 over 230 millioner industriarbejdere. Dette er en stigning på 29 millioner i forhold til 2009. Dette skal sammenlignes med USA's samlede arbejdsstyrke på 155 millioner, og det inkluderer arbejdere i en bred vifte af sektorer.

Arbejderklassen har forandret sig og vil altid forandre sig, men det betyder ikke, at disse mennesker ikke er arbejdere. Hvis du tjener til livets ophold ved at arbejde og er afhængig af din løn til at betale regninger, så er du en del af arbejderklassen, og så gælder Marx’ observationer også dig. Servicearbejdere er stadig arbejdere. Ironisk nok troede marxismens kritikere i 1930erne, at samlebåndsproduktion ville betyde marxismens endeligt. Der var bevæbnede vagter ved indgangen til disse kæmpefabrikker, og fagforeningsfolk var heldige, hvis de slap med bare at få tæsk. ”Arbejderklassen har forandret sig”, påstod kritikerne, men klassekampens logik sejrede til sidst. Efter en serie af militante strejker og besættelser vandt arbejderne retten til at danne fagforeninger. Disse kæmpefabrikker gik fra at være et sted, hvor fagforening var et skældsord, til at blive rygraden i arbejderbevægelsen i efterkrigstiden. Disse fabrikker og fagforeninger er nu truet af outsourcing og udlicitering, og en bitter kamp er under opsejling. Men samtidig udkæmper de kinesiske arbejdere endnu mere forbitrede kampe for retten til at danne fagforeninger. Klassekampen forsætter. 

Virkeligheden er, at tingene er anderledes nu, end de var på Marx’ tid. Arbejderklassen udgør langt større del af befolkningen med langt mere magt. Hvorvidt arbejderne er bevidste om dette, er en anden sag, og angår spørgsmålet om ledelse. Men i de udviklede kapitalistiske lande, udgør arbejderne nu op imod 85% af befolkningen, og de udgør over 50% af samfundet i næsten alle lande på kloden. Før Anden Verdenskrig, udgjorde arbejderklassen mindre end 50 % i de fleste europæiske lande.     

Og alligevel er der stadig professorer i den akademiske verdens hellige haller, der fortæller os, at arbejderklassen ikke længere eksisterer. Disse personer gør dette helt uvidende om, at nogen, vi ved ikke hvem, låste døren til auditoriet op om morgenen. At nogen havde vasket gulvene og tømt papirkurven. At nogen sørgede for, at der er strøm til lys, projektorer og andre visuelle hjælpemidler, der fortæller de forsamlede studerende, at disse mennesker, der sørger for alt dette, ikke eksisterer. Til frokost, i kantinen, fremkommer maden på magisk vis uden hjælp fra nogen af betydning. Sommetider går disse ikke-eksisterende mennesker i strejke, hvilket gør dem endnu sværere at ignorere.

Tilbage i 2014, gik lidt over 1.000 lastbilchauffører i havnen i Vancouver i strejke for bedre forhold. Det lagde varer til en værdi af 885 mia. dollars stille om ugen. Det er måske korrekt, at der er færre industriarbejdere i de vestlige lande; men dem, der er, har stadig en enorm magt, hvis de vælger at bruge den. Arbejderne i servicesektoren er mere fragmenterede og nogle har mindre magt; men disse sektorer har også lavere løn og dårligere vilkår. Det kan være lettere for disse arbejdere at gå direkte ind i den politiske kamp, mens det kan være vanskeligt organisere en fagforening under forhold med stor udskiftning og skifteholdsarbejde. Mange af disse arbejdere er højtuddannede, og er i stand til langt mere krævende opgaver. Det var denne modsætning mellem veluddannede unge og manglen på ordentlige fremtidsperspektiver, der var drivkraften i de arabiske revolutioner. I sidste ende fører de samme sociale forhold til tilsvarende social bevidsthed.

”Alting er godt under kapitalismen”

X 20110104135425362Højrefløjen hævder, at kapitalismen er den bedste metode til at fordele ressourcerne. Hvis det virkeligt var sandt, så ville vi ikke have denne diskussion i første omgang, eftersom alle ville være alt for glade til at bekymre sig om Marx. Marxismen ville være lige så tiltrækkende som feudalismen (og der ville ikke blive brugt nogen kræfter på at kritisere marxismen). Disse mennesker vikler sig ofte ind i de mest fantastiske og hykleriske modsætninger. I ét åndedrag siger de, at kapitalisme er fantastisk, og i det næste kræver de massive nedskæringer og besparelser i arbejderklassens levestandard. Hvilken af dem er det? Er kapitalismen fantastisk og kan derfor tilbyde befolkningen arbejde, gratis uddannelse, børnepasning og offentlig transport? Eller er det et system med kriser, som ikke kan tilbyde disse ting? Det kan ikke være begge dele.

Den globale finansielle krise i 2008-9 markerede et vendepunkt i verdenssituationen og kapitalens strateger ser ikke nogen vej ud. De forudser 10 til 20 år med nedskæringer og besparelser. Dette har været den langsomste "økonomiske bedring" i kapitalismens historie, og den økonomiske bedring, der finder sted, mærker størstedelen af befolkningen absolut intet til.

Arbejdere og unge behøver ikke at få fortalt, at der er en økonomisk krise, for de behøver bare at se på deres bankkonto og kreditværdighed. Men mens usikkerheden er stigende på den ene pol, er rigdommen stigende på den anden. Produktiviteten, den værdi der produceres pr. times arbejde, er siden 1970'erne steget mere end 50% i de fleste vestlige lande, og alligevel er reallønnen stagneret i samme periode. Denne overskydende værdi går til de rigeste i samfundet, det som Occupy bevægelsen kaldte de 1%. Oxfam udgav en statistik, der viste, at verdens 85 rigeste personer havde flere penge end de fattigste 3,5 milliarder tilsammen, halvdelen af menneskeheden. Marx forudsagde alt dette, som det klart fremgår af dette citat:

”Den moderne arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i stedet for at stige med industriens fremskridt. Arbejderen bliver pauper, og pauperisme udvikler sig endnu hurtigere end befolkning og rigdom. Det bliver altså ganske indlysende, at bourgeoisiet ikke er i stand til fortsat at være samfundets herskende klasse og påtvinge samfundet sin klasses livsvilkår som rådende lov. Det er ikke i stand til at herske, fordi det ikke er i stand til at sikre sin slave hans eksistens som slave, fordi det er nødt til at lade ham synke ned i en tilstand, hvor det må underholde ham i stedet for at blive underholdt af ham. Samfundet kan ikke mere leve under bourgeoisi, med andre ord: dets eksistens er blevet uforeneligt med samfundet.” (Det Kommunistiske Manifest)

Hvad må der gøres?

capitalism isnt working 1Aldrig har det været tydeligere, at Marx havde ret, og at vi har brug for et nyt samfund. Og dog, er dette det mest omstridte punkt. Rolling Stone, New York Times, selv the Economist, har alle bragt kommentarer, der roser kraften i Marx’ analyse. Men de fokuserer alle på hans kritik af kapitalismen og stejler ved enhver forestilling om, hvad der skal erstatte det. I stedet foreslår de beskedne reformer af skattesystemet, der på ingen måde ændrer de grundlæggende ejendomsforhold. Kapitalisme er ikke i krise, fordi den fungerer atypisk, den er i krise, fordi den fungerer præcis, som den skal.

I USA har virksomhederne puget over $ 1,5 billioner sammen i ikke-investerede "døde penge". I Canada er tallet 626 milliarder, den højeste andel af hamstrede penge i G7-landene. Det er fordi, der ikke er noget marked at investere disse enorme summer i så der kan opnås et overskud til kapitalisten. Nutidens økonomer kalder dette overkapacitet, men i virkeligheden anvender de sådanne udtryk, fordi de er bange for at kalde tingene ved deres rigtige navn. Dette er overproduktion, som Marx forklarede i 1848. Marx forklarede også, at ikke er nogen måde man kan tvinge arbejdsgiverne til at investere disse ressourcer, så længe de bevarer ejerskabet over produktionsmidlerne. Der er en grundlæggende modsigelse i kapitalismen, hvor højere lønninger æder profitten og højere profitter svækker lønnen. Der er ingen "retfærdig fordeling" inden for dette system, og udnyttelse kan ikke reformeres ud af et system, der er bygget på den private ejendomsret.

Marx foreslog en revolution, hvor arbejderklassen vinder kampen for demokratiet. Kapitalen, produktionsmidlerne og de ophobede penge, må tages ud af hænderne på den parasitiske kapitalistklasse og placeres i hænderne på arbejderne - det store flertal af menneskeheden, som gør det virkelige arbejde for at skabe denne rigdom. Det første mål er at investere disse ressourcer i reelle menneskelige behov, i stedet for egen vindings skyld: at levere boliger til alle, gratis skolegang, og en massiv forbedring af arbejdets produktivitet. Marx sagde, at bankerne må nationaliseres og placeres under arbejdernes kontrol for at opfylde menneskelige behov

På dette grundlag foreslog Marx at gøre op med det kapitalistiske samfunds snavs, skidt, og ineffektivitet. Fra et samfund hærget af fattigdom, uretfærdighed og klasseskel, ville et nyt samfund blive bygget på basis af produktion for at dække menneskelige behov. Dette nye socialistiske samfund ville arbejde for at fjerne klasser, og gøre det umuligt for en person at undertvinge andre til at arbejde for sig. Som Marx sagde: ” I stedet for det gamle borgerlige samfund med dets klasser og klassemodsætninger får vi en sammenslutning, hvor hver enkeltes fri udvikling er betingelsen for alles fri udvikling.”

Marx har aldrig haft mere ret og været mere relevant end i dag. Det er vores generations opgave at omsætte hans ord til handling.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister]

Denne artikel blev bragt i Revolution Nr. 11, juli-august 2015. Tegn abonnement for 250 om året og få papirudgaven med posten.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.