SPAIN Protest 145942I år er det 100 år siden kvinder, sammen med fattige, forbrydere og andre ”aparte” samfundsgrupper, fik stemmeret til de nationale valg. Stemmeretten var et vigtigt skridt i kvinders deltagelse i politik, organisering og øgede bevidsthed om ligeværd med mændene og retten til ligestilling. Men samtidig var det kun et springbræt til at tage kampen for kvinders frigørelse til et højere niveau. Her hundrede år efter er det dog også tydeligt, at stemmeretten i sig selv intet løser. Kampen for kvinders frigørelse kan aldrig fuldt ud realiseres i et samfund, hvor det store flertal domineres af og udnyttes af en lille håndfuld kapitalister. For at ende kvindeundertrykkelse er det nødvendigt at gøre en ende på klasseundertrykkelsen. Kampen for kvinders frigørelse, kan derfor ikke adskilles fra kampen for socialisme.

Det betyder ikke, at kvinderne skal sættes sig ned med hænderne i skødet, indtil socialismen er indført. Tværtimod; uden den daglige kamp for reformer som retten til at stemme, fri abort, skilsmisse, billige boliger, daginstitutioner, bekæmpelse af vold mod kvinder og sexisme er en socialistisk revolution umulig. Det er gennem daglige kampe for reformer, at arbejderklassen lærer, udvikler sin bevidsthed, og opnår en fornemmelse for sin egen magt som klasse, og nødvendigheden af enhed i arbejderklassen på tværs af køn, religion, etnicitet osv.

Kvinders stemmeret

I Danmark blev det borgerlige demokrati formelt indført med Grundloven i 1849. Den indeholdt dog en lang række begrænsninger i forhold til hvem der kunne stemme – kun omkring 15 procent af befolkningen havde faktisk stemmeret. Først i 1915 fik hvad man populært kaldte de 5 F’er, stemmeret: fruentimmere, fattige, fjolser, forbrydere og folkehold (tjenestefolk). I mere end 60 år var ”Demokratiet” altså forbeholdt de ejendomsbesiddende mænd. Kampen for udvidelsen af demokratiet var en vigtig kamp i arbejderbevægelsens start over hele Europa: jo mere demokratisk et land er, jo nemmere er arbejderklassens organisering og gennem valgkampe kan agitationen nå bredt ud og parlamentspladserne bruges til yderligere agitation blandt arbejderne. Socialdemokraterne havde helt fra 1888 kæmpet for almindelig, lige og direkte valgret, med hemmelig afstemning for mænd og kvinder over 22 år.

Selvom både Venstre og Socialdemokraterne havde flertal i Folketinget og begge gik ind for kvinders valgret kom forslaget alligevel ikke igennem. I Landstinget, hvortil der ikke var frie valg som til Folketinget, havde Højre (de Konservative) flertal og de blokerede for forslag om at ændre valgloven. Det var en ændring, der ikke bare handlede om kvindernes stemmeret, men mere generelt at brede demokratiet ud til de bredere masser. Først i 1908 fik kvinderne kommunal valgret og i 1915 altså til Folke- og Landsting.

Dybere rødder

De borgerlige revolutioners parole var lighed, frihed og broderskab. Demokrati og lighed for loven var vigtige fremskridt, der blev vundet i en lang række vestlige lande. Men selvom kvinderne vandt stemmeretten løste det langt fra problemerne med kvindeundertrykkelse. For at bekæmpe undertrykkelsen må man forstå, hvor den kommer fra.

Engels undersøgte i sit mesterværk Familien, privatejendommens og statens oprindelse, hvordan kvindeundertrykkelsen opstod med klassesamfundets opståen. Kvindeundertrykkelse har ikke eksisteret altid, men opstod med klassernes opståen, og har skiftet med skiftene i produktionsformerne. Han forklarer samtidig, at kapitalismen har lagt grunden for ophævelsen af klasserne og dermed også kvindeundertrykkelsen – men kun potentielt. Med den juridiske ligestilling i det borgerlige demokrati, skabte ikke reel lighed og frihed. Det afslørede tværtimod undertrykkelsen i sin skarpeste form, og at undertrykkelsen har langt dybere sociale rødder.

”Men i den industrielle verden træder den specielle karakter af den økonomiske undertrykkelse, der tynger proletariatet, først da frem i sin fulde skarphed, når alle kapitalistklassens lovmæssige særprivilegier er afskaffet og begge klassers fulde juridiske ligeberettigelse indført; den demokratiske republik ophæver ikke modsætningen mellem de to klasser, tværtimod, den skaber netop den jordbund, hvorpå den rigtig kommer til udfoldelse. Og på samme måde vil også den særlige karakter af mandens herredømme over konen i den moderne familie og nødvendigheden af, så vel som metoden til at tilvejebringe en virkelig social ligestilling af de to først da træde frem i fuldt dagslys, når de er blevet fuldkommen juridisk ligestillet. Det vil da vise sig, at den første betingelse for kvindens frigørelse er genindførelsen af hele kvindekønnet i den offentlige industri, og at dette igen kræver, at enkeltfamilien mister den egenskab at være samfundets økonomiske enhed.” (Engels, Familien, privatejendommens og statens oprindelse, vores fremhævning.)

Engels forklarer hvordan vejen til kvindens frigørelse er lagt med kapitalismen, der skabte en kæmpe udvikling i produktivkræfterne, så vi i dag kan producere nok til at alle kan få, hvad de har behov for og klasser og ulighed dermed kan afskaffes. Det ville blive muligt for samfundet at tage sig kollektivt af de opgaver, der i dag lægger et kæmpe pres på de enkelte familier der individuelt skal stå for opgaver fra tøjvask, madpakkesmøring, rengøring og alt muligt andet. Samtidig forklarer Engels, at kapitalismen har fostret arbejderklassen, den klasse der kan gennemføre en socialistisk revolution, og den har igen, efter tusindvis af år trukket kvinderne ud af hjemmets kvælende rammer og ind i den offentlige sfære, som en del af arbejderklassen og klassekampen.

Kapitalismens organiske krise
Især fra 1960’erne og frem blev kvinderne trukket ind på arbejdsmarkedet. I 1960 var kvindernes erhvervsfrekvens på 33,9 procent (mændenes var 83,6 procent). I 1981 var den steget til 70,8 procent og siden har mænds og kvinders erhvervsfrekvens nærmet sig hinanden yderligere. I 2010 var kvindernes erhvervsfrekvens på 72,4 procent, sammenlignet med mændenes på 76,5.

Efterkrigsopsvinget lagde grunden for en opbygning af velfærden, med daginstitutioner, plejehjem osv. - en forudsætning for kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet. I 2010 blev 93 procent af de 2-årige passet i et dagtilbud og 97,4 procent af de 3 til 5-årige. Problemet er, at efterkrigsopsvinget, økonomisk set, var en historisk undtagelse. Kapitalismen befinder sig nu i en blindgyde, hvor alle de reformer, som arbejderklassen tilkæmpede sig, bliver fjernet bid for bid.

Det rammer kvinderne på flere måder. For det første betyder nedskæringer på daginstitutioner, hjemmehjælp, sygehuse osv. at familiernes opgaver vokser – man hører ofte politikerne snakke om behovet for mere ”frivillighed” og familieinvolvering i at tage sig af fx syge medborgere. De opgaver har traditionelt været kvindeopgaver og vil falde på deres skuldre, når der skæres ned. Derudover udgør kvinderne 75 procent af alle beskæftigede i den kommunale og den regionale sektor og derfor rammes de også som ansatte af nedskæringerne i det offentlige.

En af de første socialister Fourier sagde, at “sociale fremskridt måles ved kvindens fremskridt mod frihed”. Lige nu går det den forkerte vej. Kampen for kvinders frigørelse hænger uløseligt sammen med kampen mod et system, der befinder sig i en organisk krise og ikke kan vise en vej frem for flertallet.

Kvindekamp og klassekamp

Kvindernes indtræden på arbejdsmarkedet betød også kvindernes indtræden i klassekampen. Den første strejke i Danmark, der involverede kvinder, fandt sted i 1886, hvor 225 uorganiserede kvinder på Rubens dampvæveri nedlagde arbejdet. Det er naturligt nok især fra 60’erne og frem, hvor kvinderne for alvor kommer ind på arbejdsmarkedet, at de begynder at strejke. Helt nye faggrupper som sygeplejersker og pædagoger begyndte at kæmpe for bedre forhold og ligeløn. Igen i 00’erne så vi en kæmpe stigning i antallet af kvinder, der strejkede, med ugelange ”ulovlige” strejker blandt pædagogerne i Århus, sosu-assistenter, kæmpe demonstrationer mod nedskæringer i velfærden og en 9 uger lang strejke i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2008 for bl.a. sygeplejersker og pædagoger.

Læser man interviews med kvinder, der har deltaget i strejker, er det slående, at de næsten alle taler om, at de er ”vågnet op”. I Egypten, et land med enorm kvindeundertrykkelse og diskrimination, deltog kvinderne aktivt i det arabiske forår. Tidligere havde kvinder udgjort omkring 10 procent af deltagerne i sociale protester i Egypten, men i den revolutionære bevægelse på Tahrir pladsen, der væltede Mubarak i 2011, udgjorde de omkring 40-50 procent. Kvinder, med og uden tørklæde, var med til at bygge barrikader, slås med militæret, lede debatter, og sammen med mændene sætte deres liv på spil.

I bevægelsen ændrede kvindernes opfattelse af sig selv: ”Vi har smagt tåregassen, men vi er ikke bange. Selv de kvinder som er bange for at forlade deres hjem, ser os og fatter mod”, forklarer engelsklærerinde Riham Muntaz. Bevægelsen ændrede også forholdet mellem kønnene, på Tahrir pladsen blev kvinderne respekteret som ligeværdige med mændene og seksuelle krænkelser, der ellers er hverdag i Egypten, var der intet af, de dage pladsen var besat. Det gjaldt dog kun så længe, revolutionen var i fremdrift. Da militæret trådte ind og udfyldte magttomrummet efter Mubarak, vendte de gamle splittelser tilbage. En enkelt strejke eller revolutionær bevægelse er ikke nok. Det er nødvendigt med en grundlæggende ændring af hele systemet. De enkelte kampe rejser blot spørgsmålene og kan øge bevidstheden og organiseringen, men så længe systemet består, fortsætter de samme problemer.

Fælles kamp

En socialistisk revolution kan kun opnås ved en samlet kamp fra arbejderklassen og dens organisationer på tværs af alle forskelle som sprog, nationalitet, hudfarve, religion og køn. Det betyder for det første, at arbejderklassen må påtage sig kampen mod alle former for undertrykkelse og udnyttelse og stille sig i spidsen for alle undertrykte lag i samfundet. På den anden side må den bestemt afvise ethvert forsøg på at splitte den, selv når disse forsøg kommer fra dele af de undertrykte selv.

Marxisters tilgang til kvindespørgsmålet er fra et klassestandpunkt og derfor går vi imod ethvert forsøg på at fremstille problemet som en kamp mellem mænd og kvinder, eller for den sags skyld hvide mod sorte, muslimer mod kristne, shia mod sunni-muslimer osv. Det er et klassespørgsmål. Enhver splittelse af arbejderklassen kan kun skade arbejderklassens kamp og være med til at opretholde det nuværende system med undertrykkelse.

De småborgerlige feminister har gennem historien forsøgt at splitte kvinderne ud af den generelle arbejderbevægelse og opsætte separate kvindeorganisationer under henvisning til de massive fordomme, der eksisterer blandt store dele af den mandlige arbejderklasse og ikke mindst i toppen af fagbevægelsen. Men mens vi bekæmper alle former for undertrykkelse og fordomme, må vi insistere på at forene arbejderklassen i en fælles kamp, fordi det er eneste vej til en socialistisk revolution, det eneste der kan ophæve al undertrykkelse og diskrimination.

For arbejderklassens fordomme mod kvinder er grundlæggende anderledes end den herskende klasses. Den herskende klasses fordomme gavner deres position og er med til at opretholde deres privilegier og magt over kvinder og arbejderklassen generelt, ved at splitte klassen. Arbejderklassens fordomme er baseret på den uvidenhed, som den herskende klasse forsøger at holde arbejderne i gennem medier osv. og er dermed objektivt ikke i deres interesse. Borgerskabets fordomme kan ikke overkommes, fordi de er en integreret del af deres styre, mens arbejderklassens fordomme uundgåeligt vil komme i konflikt med deres behov for social frigørelse og kan overkommes gennem kollektiv fælles kamp.

Et vist stykke af vejen har kvinder fælles interesser, på tværs af klasser, i fx at opnå stemmeret, retten til fri abort osv. Men på et tidspunkt splitter også kvindernes interesser sig på klasselinjer. På et tidspunkt truer arbejderklassens kamp for frigørelse, borgerskabets kvinders privilegerede position. I lille format er diskussionen af Au pair piger et glimrende eksempel på denne konflikt. Overklassen forsvarer deres ret til at underbetale unge, udenlandske piger, der arbejder under kummerlige forhold. Ofte er det au pigens arbejde, der betyder, at overklassekvinden kan komme ud og gøre karriere. Eliten forsvarer hyklerisk dette forældede system med henvisning til de stakkels børnefamilier. Men hvilken arbejderfamilie kan på nogen måde komme i nærheden af at betale en au pair, for slet ikke at nævne at have et ekstra værelse, hun kan bo i. Her er den ene kvindes frihed betinget af den andens undertrykkelse.

Pia Kjærsgård, Thatcher og Angela Merkel er alle magtfulde kvinder. I 2011 blev Helle Thorning Danmarks første kvindelige statsminister. Intet af dette har betydet bedre forhold for kvinder generelt. I USA fortsætter drabene på unge sorte mænd, selvom Obama har været præsident i snart 8 år. Spørgsmålet rækker altså meget dybere end enkeltpersoner.

Den politiske elite lever på en helt anden planet end arbejdende mænd og kvinder. Ligestillingsminister Manu Sareens udtalelser til Politiken udtrykker med al tydelighed opfattelsen hos det verdensfjerne småborgerskab: ”Alle tilvalg har konsekvenser. Hvis man som forælder vælger alt muligt til – som at gå til yoga, bage hjemmelavede boller og sætte fuldt tryk på karrieren – vil man stadig være stresset, selv om vi for eksempel som samfund kunne tilbyde endnu bedre pasningsforhold.” (Pol.dk 26. april 2014). Som om problemet for en børnefamilie i dagens Danmark kunne løses ved at droppe speltbollerne!

Revolution

”Det er kun muligt at ændre kvindens position grundlæggende, hvis alle betingelser for den sociale, familiemæssige og huslige eksistens ændres.” (Trotskij, Women and the Family, side 45).

Med en plan for økonomien vil vi med det samme kunne øge produktionen og udnytte teknikken til flertallets bedste. Arbejdstiden vil med det samme kunne sættes ned, hvilket er et afgørende skridt i retning af kvindernes frigørelse. Samtidig kan vi indføre en lang række andre ting, der kan føre os tættere på frigørelse af kvinderne.

For det første vil vi bruge ressourcerne til at udbygge velfærden, så både ansatte og børn, gamle og syge får ordentlige forhold. Derudover vil vi kunne bruge teknologien til at fjerne mere eller mindre al husligt arbejde. Robotstøvsugere, opvaskemaskiner til alle, offentlige vaskerier, renoverede boliger, offentlig vinduespudsning, rengøringshjælp, folkekøkkener med god, sund og billig mad til alle, madordninger i alle børnehaver, skoler, arbejdspladser osv. vil bare være starten på at befri menneskeheden. Men kun fantasien sætter grænser (og grænserne for vores fantasi fungerer ud fra, hvordan tingene er i dag), for et samfund hvor alle kreative kræfter udnyttes til samfundets bedste, i stedet for snævre profithensyn.

Men det kommer ikke af sig selv. Det kræver, at vi fratager kapitalisterne deres private ejendomsret til produktionsmidlerne. Det betyder ikke, at undertrykkelsen af kvinder automatisk forsvinder, når arbejderklassen tager magten. Den psykologiske arv fra klassesystemets barbari vil først blive overkommet, når de sociale forhold er skabt til at etablere virkelige menneskelige relationer mellem mænd og kvinder, der ikke fordrejes af bekymringer over penge, tidspres, forventninger. Men først når arbejderne vælter kapitalismen og lægger grundlaget for et klasseløst samfund, er kvindernes frigørelse mulig.

I Danmark fremhæves Socialdemokraten Nina Bang, der blev undervisningsminister i 1924, ofte som den første kvindelige minister i verdenshistorien. Men allerede i 1917 udnævnte Bolsjevikkerne Alexandra Kollontai til Folkekommissær. Lenin og Bolsjevikkerne tog spørgsmålet om kvindernes frigørelse meget seriøst. I den Russiske revolution var kvinderne i front i den revolutionære kamp, som det ofte har været tilfældet i historien.

Det første, bolsjevikkerne gjorde, da de var kommet til magten, var at indføre fuld ligestilling mellem kønnene overfor loven, med for eksempel ret til skilsmisse og abort og civile vielser udenfor kirken. Det var blot første skridt og langt fra nok i sig selv. Det afgørende var at skabe de materielle rammer for at fjerne klasser og ulighed – noget Sovjet ikke kunne klare alene med en tilbagestående industri og mangel på uddannet arbejdskraft.

En revolution er, når masserne træder ind på scenen og forsøger at tage kontrol over deres egen skæbne. I normale tider deltager masserne ikke i politik. Den russiske revolution involverede de brede masser, også kvinderne, i det politiske liv. Politik var ikke længere noget fjernt og uvedkommende. Kvinders stemmeret er en demokratisk landvinding, vi vil forsvare til enhver tid. Men det er tid til at tage næste skridt, hvor kvinder (og mænd) ikke bare har ret til at sætte et kryds hvert fjerde år på en stemmeseddel, men har ret til at bestemme over deres eget liv.

”I det kapitalistiske samfund er kvinden sat i en ikke-ligeberettiget stilling, der betyder, at hendes deltagelse i politik udgør en forsvindende lille del sammenlignet med mandens. For at ændre denne situation må det arbejdende folk have magten, og da vil hovedopgaverne inden for politik indeholde alt det, der direkte berører det arbejdende folks egen skæbne.”(Lenin, tale, september 1919)

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.