“Hvor var marxisterne henne i 2008, da Lehman Brothers´ død næsten forårsagede kapitalismens sammenbrud?” spørger en forundret Ralph Atkins, kapitalmarkedsredaktør på Financial Times (FT, 9/12/13)

Nå ja, i modsætning til Mr. Atkins og hans klike af talsmænd for det frie marked befandt vi os i hvert fald ikke i en tilstand af total forvirring. Da kapitalismen blev kastet ud i en dyb krise forklarede vi en stadig større tilhørerskare, at krisen, som borgerlige økonomer benægtede nogensinde kunne finde sted, var en overbevisende bekræftelse af det rigtige i Marx´ ideer. Disse ideer, som gentagne gange var blevet erklæret forældede af de kapitalistiske apologeter, viste sig at være chokerende relevante, i total modsætning til borgerlig økonomisk teori og især til den miskrediterede hypotese om markedets rationalitet (Efficient-market hypothesis).

I 2008 led kapitalismen under det, der af mange siden er erkendt som den dybeste krise siden 1930´erne, og med hensyn til omfang muligvis også den største i historien. Det første sammenbrud i verdenshandlen var langt værre end i det første år under Den Store Depression. Borgerlige strateger var i en tilstand af ekstrem panik. ”Den globale industriproduktion nærmer sig faldet i industriproduktionen under Den Store Depression,” skrev Martin Wolf, Financial Times´ ledende økonom. I Europa har nedgangen i Frankrigs og Italiens industriproduktion været værre, end den var på samme tid i 1930´erne. Nedgangene i USA og Canada er også meget tæt på, hvad de var i 1930´erne. Men Japans industrielle sammenbrud har været meget værre end i 1930´erne på trods af et nyligt opsving (FT 16/6/09)

Nogle vovede endog at sammenligne nedturen med et næsten fatalt hjertestop. Men den syge patient blev ved hjælp af statslige redningspakker overført fra sit dødsleje til intensivafdelingen. Alt andet lige troede man, at kapitalismen ville komme sig af denne krise ligesom ved tidligere cykliske kriser

Et stærkt opsving efter en lavkonjunktur blev set som uundgåeligt. Tingene er imidlertid ikke altid lige, og krisernes karakter er ikke altid den samme. Det er en fejl at se denne krise som en simpel gentagelse af den forrige. Det er forkert at bedømme en organismes tilstand blot ud fra dens ydre fremtræden. Vi må afsløre dens sande natur, dens udvikling, og fremfor alt dens dybtliggende indre modsætninger og se, hvordan disse modsætninger virker i praksis. Det betyder at man ikke må bruge en mekanisk tilgang, som ellers dominerer den borgerlige horisont, men en dialektisk tilgang.

Situationen før 2008

Selv i perioden før 2008 blev opsvinget i kapitalismen i høj grad kunstigt støttet, hvilket viser, hvordan modsætningerne manifesterede sig også på dette tidspunkt. Kapitalismen kunne ikke længere, sådan som før i tiden, opretholde sig selv. Investering i produktionskapacitet blev i stigende grad erstattet af vaskeægte spekulation og hasardspil. ”Åbenlyst uholdbare bobler og lempelse af kreditmulighederne op gennem midten af det seneste årti var, sammen med meget nemme penge, tilstrækkeligt til at drive en beskeden økonomisk vækst”, forklarede Lawrence Summers, tidligere finansminister under Bill Clinton. Mærkeligt nok resulterede ekstraordinære foranstaltninger kun i beskedne resultater. Det kapitalistiske system fungerede ikke ligesom før i tiden. Selv dette viste sig at være uholdbart og banede blot vejen for en ødelæggende krise.

2008-katastrofen var bestemt ikke en almindelig krise. Dens dybde og alvor tvang selv de seriøse borgerlige økonomer til at erkende, at der ikke ville være nogen hurtig bedring. Den kredit, der tjente til at forlænge opsvinget før krisen, forvandlede sig nu til et bjerg af gæld. Den økonomiske deroute markerede faktisk et fundamentalt vendepunkt, ligesom krakket gjorde det i 1929, og tjente til at indvarsle en helt ny epoke for moderne kapitalisme, mere beslægtet med den store depression i 1930´erne. Dette var derfor ikke nogen ”normal” krise, hvor alt, med nogle få smarte justeringer, igen ville blive som før. En krise som denne svarede ikke til økonomiske lærebøger eller computermodeller.

Stadig lige trofaste søgte borgerlige kommentatorer fra sommeren 2009 desperat efter tegn på ”grønne skud”. Men de blev skuffede hver gang. Det ene falske daggry efter det andet blev proklameret. Disse lærde damer og herrer forstod ikke noget som helst, og mindst af alt karakteren af den kapitalistiske krise. De forklarede krisen med alle mulige ting, undtagen med det faktum, at dette var et symptom på et døende socialt system. Marxister derimod forstod udmærket, at den gamle ”normalitet” var forsvundet, og at kapitalismen, når krisen var reglen og ikke undtagelsen, var trådt ind i en langvarig ”sekulær” (permanent, red.) dødskamp.

Ingen ”endegyldig” krise

I modsætning til stalinisterne under deres Tredje Periode, der erklærede, at 1929 var kapitalismens ”endegyldige krise”, anerkender marxister ikke, at der findes ”endegyldige” kriser. ”Kapitalismens kriser er ikke nummererede, ligesom det ikke er givet på forhånd, hvilken af dem, der vil være den ”sidste””, forklarede Trotskij (Trotskij ”Om Frankrig”, s. 71). Det kapitalistiske system kan halte afsted, lige meget hvor dyb krisen er, og lige meget hvor megen stigende elendighed og fornedrelse den medfører. Med mindre den styrtes af arbejderklassen vil kapitalismens videre fortsættelse kaste menneskeheden ud i kaos og barbari med nye kriser og katastrofer.

Selvfølgelig kan mindre opsving, lige meget hvor blodfattige og delvise de måtte være, forekomme, selv i perioder med en dyb krise som den nuværende. Dette er ikke i modstrid med den generelle analyse af en syg kapitalisme i opløsning, der forårsager større og større elendighed. Selv en døende organisme udviser af og til nogle stødvise livsglimt. Dette skete i 1930´erne under ” Roosevelts kur”, men det ændrede ikke periodens grundlæggende karakter af krise, depression og massearbejdsløshed. Under alle omstændigheder varede opsvinget i 1934 – 37 i USA ikke længe, trods illusioner om det modsatte, og det blev efterfulgt af en yderligere kollaps. “Der opstod det håb, at den økonomiske vækst, der var blevet afbrudt af krisen, igen ville blive genoprettet. Men hurtigere end man kunne have forventet, indtraf tiden for en ny krise “, forklarede Trotskij dengang.

“Den startede fra et lavere niveau end krisen i 1929 og udviklede sig i et hurtigere tempo. Dette viser, at det ikke er en tilfældig recession og heller ikke en konjunktursvingning, men en organisk krise i hele det kapitalistiske system.”(Trotskij, november 29, 1937, Rob Sewells fremhævelse)

Vi har mange gange brugt Trotskijs betegnelse ”kapitalismens organiske krise” til at beskrive karakteren af den nuværende epoke. Denne betegnelse bør naturligvis ikke forveksles med Marx’ udtryk, kapitalens organiske sammensætning, der blot refererer til forholdet mellem det levende arbejde og den døde arbejdskraft (forholdet mellem konstant kapital og variabel kapital). Kapitalismens organiske krise er en betegnelse for en dyb historisk krise, der afspejler en optrevling af de iboende modsætninger i systemet, det vil sige et system i terminalt forfald.

Cyklisk forklaring på krise

Vi understreger dette punkt, fordi der er dem, selv såkaldte marxister, der ser tingene i form af økonomiske cyklusser og profitcyklusser. De forklarer alvoren i den nuværende krise som ”havende sin rod i svagheder og ubalancer i det foregående opsving” og ikke i, at kapitalismen har nået sine grænser. Selv om der var vilde

spekulationer om det i den foregående periode, forklarer det ikke krisens natur. En sådan forklaring er overfladisk og ignorerer den dybtliggende historiske karakter af denne krise i det kapitalistiske system. Dette synspunkt er i høj grad forbundet med reformismens ideologi, som anerkender disse “svagheder og ubalancer” i kapitalismen og søger at rette op på dem. Reformisterne byder en cyklisk kriseforklaring, som står i modsætning til en historisk krise i kapitalismen, velkommen. For dem betyder en cyklisk krise, at opsvingsårene vil vende tilbage, og at alt igen vil ordne sig. Derfor er reformisterne, samt de, der har forladt revolutionær politik, tiltrukket af Kondratievs cyklusser (såkaldte ”lange bølger”: , red.). Denne teori er kun lidt anderledes end Henry L. Moores mærkelige ideer, idet hans teori om otte års “genererende cykler” var knyttet til Venus´ bane, som, idet den blev gennemskåret af solen og jorden, producerede økonomisk krise. En anden økonom, W. Stanley Jevons, skød skylden for den økonomiske krise på eksistensen af pletter på solen.

Alle cykliske teorier om ligevægt antager, at uanset hvor dårlig situationen er, vil der altid være en naturlig tendens til at genoprette balancen. For dem er den kapitalistiske udvikling et spørgsmål om gynger og karruseller. “Der er ganske vist problemer, men ved dagens slutning vil alt være i orden, så hvorfor beskæftige sig med dette socialistiske revolutions-nonsens?”

I 1930’erne var Den Store Depression et resultat af det kapitalistiske systems fuldstændige sammenbrud og dødvande, da det ikke længere viste sig i stand til at udvikle produktivkræfterne som førhen. Den havde den samme karakter som den nuværende krise: en organisk krise. I 30’erne gik “løsningen” på den kapitalistiske krise gennem verdenskrig og masseødelæggelse af produktivkræfterne. I dag – med det nuværende styrkeforhold mellem klasserne og med tilstedeværelsen af atomvåben – er en sådan verdenskrigs-“løsning” udelukket. Med verdenskrig ude af billedet betyder det, at alle modsætningerne vil blive internaliseret, og vi står over for år, hvis ikke årtier, med brutale nedskæringer og krise – i hvert fald indtil arbejderklassen tager magten. En Kondratiev-“sommer” er udelukket.

Historiens svageste opsving

På trods af den aktuelle eufori i pressen over den aktuelle svage “bedring” befinder verdens økonomi sig fortsat i en tilstand af krise, meget langt fra de forhåbninger kapitalens strateger gør sig. Selv de borgerlige strateger anerkender dette faktum. En nylig dyster leder i det nøjeregnende Financial Times startede med ordene: “I de seneste fem år har verdensøkonomien været i krise.” (FT, 19/4/14) ”Opsvinget” er det svageste opsving i historien – ja, i historien, hvilket siger meget om krisens reelle karakter.

I dag er den japanske økonomi gået ned i sneglefart efter en indledende spurt og truer med at gå i bakgear som i de foregående 20 år. Europa forsætter med at vansmægte i enten stagnation eller i direkte tilbagegang, idet det tyske kraftcenter viser alarmerende tegn på udmattelse, og den europæiske arbejdsløshed er på et historisk højt niveau. Der er ikke megen plads til forbedring. “Vi er gået fra en akut krise til en kronisk krise”, forklarede Philippe Legrain, en tidligere rådgiver for formanden for Europa-Kommissionen (FT, 8/4/14). Euro-krisen er blot flyttet fra periferien til kernen, efterhånden som bekymringerne breder sig til Frankrig og Italien.

Selv i USA er situationen langt fra tilfredsstillende, da væksten igen er bremset, og andelen af beskæftigede nylig ramte sit laveste niveau siden 1978, idet millioner af raske mænd og kvinder forlader arbejdsstyrken og forsvinder fra arbejdsløshedsstatistikkerne. 20 millioner er enten arbejdsløse eller underbeskæftigede og mellem 37 og 50 millioner lever på fattigdomsgrænsen. Væksten i USA har siden 2010 bevæget sig i yoyo-fart mellem deprimerende 1,8 pct. og 2,4 pct., en dårlig præstation i forhold til tidligere opsving. BNP i USA er mere end 10 procent under hvad der blev forudsagt på basis af tendenserne før nedturen. I Storbritannien er det næsten 20 procent under disse tendenser.

Med stagnationen i de vestlige økonomier håbede kapitalisterne desperat på, at BRIK-økonomierne kunne trække dem ud af dette ildebefindende. Men disse økonomier oplever nu også en afmatning. Husholdningernes gæld i Brasilien, Kina, Singapore, Thailand, og Tyrkiet er siden 2008 steget mere end 40 pct. Ifølge IMF ved udgangen af sidste år ”ligner den forventede nedgang i Brasilien, Indien og Kina de stød mod produktionsvæksten, som udviklede økonomier har lidt under i tiden efter krisen.” “(FT, 9/10/13) Financial Times forklarede, at “årsagen til angsten er, at verden ser ud til at stå over for mange års lavvækst. Vækstmarkedernes (Emerging markets, red.) høje vækst de sidste 30 år er ved at være slut.”(FT, 19/4/14) Med alle udgange spærret er systemet i bedste fald fanget i en langsigtet stagnation, som vil blive ledsaget af en ødelæggende og varig indvirkning på levestandarden. Altså indtil den næste verdensomfattende nedtur.

Desperate foranstaltninger

Drevet af desperation er kapitalisterne blevet nødsaget til at tage ekstraordinære foranstaltninger i brug, ikke blot for at undgå endnu en Stor Depression, men simpelthen for at holde det kapitalistiske system i gang. Man behøver blot betænke, at den nuværende beskedne vækst udelukkende er opnået som følge af det største monetære støtteprogram i historien. Så meget for markedsøkonomiens og det frie initiativs dyder, som formodes at være lysende eksempler for os alle! Vi er i ukendt farvand. Det skrantende kapitalistiske system bliver kunstigt afstivet af en respirator drevet af nationalbankerne, der har hældt billioner af dollars i det finansielle system. Men jo mere disse hidtil usete foranstaltninger anvendes til at understøtte systemet, jo mindre effekt har de, ligesom en narkoman, der har behov for en større og større dosis for at få den samme virkning. For fem år siden skulle de kun låne lidt over 1 dollar for at generere 1 $´s vækst i Kina. I 2013 krævede det næsten 4 $ i gæld at generere 1 $ i vækst – og en tredjedel af den nye gæld går nu til at betale gammel gæld. Kinas vækstrate er faldet til det laveste i over 20 år, hvilket svækker importen og skaber kaos for Brasilien, Sydafrika, Indonesien, Chile, Colombia, Rusland og Peru. De fleste af disse “nye” penge ender i spekulative højrisikotilbud og foretagender, ikke i produktive investeringer, hvilket forårsager alle mulige former for nye modsætninger.

I USA har virkningerne af kvantitative lempelser (Quantitative Easing, QE), der oprindeligt pumpede 85 milliarder dollar ind i banksystemet hver måned, haft tvivlsomme resultater og bliver gradvist og forsigtigt reduceret. Nationalbanken Federal Reserve’s beholdning af værdipapirer har nu nået et rystende niveau. I Europa tænker Den Europæiske Centralbank, ved udsigten til farerne ved deflation, på at indlade sig på sin egen version af at trykke penge ved at købe obligationer. Tyskerne er dog tilbageholdende på grund af frygt for inflation, og det er dem, der holder låget på pengekassen.

I sidste ende har alle forsøg på at tage denne monetære morfin væk fra det skrantende kapitalistiske system forårsaget alvorlig opstandelse, især på de nye markeder. I sin halvårlige udgivelse Global Financial Stability Report,

bemærkede IMF (The International Monetary Fund), at “aftrapningen af visse ekstraordinære støttepolitikker ikke er blevet fulgt op af passende forberedelser for grundlaget for normaliseret, selvbærende vækst.” (FT, 10/4/14) Så snart de bekendtgjorde, at hanen med billige penge skulle lukkes, begyndte alle de ”varme” penge at forsvinde, hvilket bragte devalueringer og uro i sit kølvand.

Igen har renten været holdt kunstigt lav for at fremme væksten. I Storbritannien er de officielle rentesatser på det laveste niveau i 300 år, med ringe udsigt til snarlig stigning. I de vigtigste kapitalistiske lande er de nær nul. Dette er uden fortilfælde og viser den nuværende krises dybde, og hvor kvalitativt anderledes den er fra de tidligere kriser. Nu truer Den Europæiske Centralbank med at gøre noget, ingen centralbank nogensinde har gjort før, nemlig at skære en af sine vigtigste rentesatser ned under nulpunktet for at fremme væksten. Ideen om at betale en bank for at parkere din opsparing forekommer bizar, men er en afspejling af de ukonventionelle tider, vi befinder os i.

Ifølge en ny bog af James Richards, den tidligere direktør for hedgefonden Long Term Capital Management, der krakkede spektakulært i 1998, lever vi allerede i en ny depression. For Richards er den amerikanske økonomi som en bjergbestiger på en højderyg ved 28.000 fods højde med en gletsjerspalte på den ene side og en klippeforskydning på den anden. At mase sig fremad bliver sværere og sværere, men at vende om – og afslutte QE – vil betyde at man skal gå gennem den smerte, man undgik i 2009. Dette er ikke en dårlig analogi. Uanset hvad man gør, vil være forkert. Deres skæbne er ikke i deres egne hænder.

Ydermere har OECD og IMF advaret om, at den kapitalistiske verden risikerer at glide ind i år, om ikke årtier, med meget langsommere (“nær-nul”) vækst og højere arbejdsløshed, med mindre regeringerne går i gang med gennemgribende strukturreformer. Med depressionslignende vækst og med ca. 50 mio., der allerede er arbejdsløse i de største kapitalistiske lande, antyder rapporterne, at noget værre er på vej. Den nuværende arbejdsløshed har ikke, som førhen, en midlertidig karakter; det er ikke blot en konjunkturbestemt, men en strukturel arbejdsløshed, det mest dødbringende udtryk for kapitalismens krise. Kapitalismen er så bankerot og syg, at den ikke kan tage de produktivkræfter i brug, herunder menneskelig arbejdskraft, den har til sin rådighed. Mens det i kapitalismens morgen var uvidende og sultende arbejdere, der ødelagde maskinerne, så er det i dag kapitalisterne, der er de ”maskinstormere”, der ødelægger maskiner og smider folk ud i arbejdsløshed, ikke som en midlertidig foranstaltning, men permanent.

Langtidsledigheden er overalt blevet et blødende sår. Nu taler man med glatte tunger om en ”Ny maskinalder” med smart teknologi, der vil eliminere arbejdsgrene, og dermed forårsage chokbølger af arbejdsløshed, faldende lønninger og nedadgående levestandard. Sådan er det mareridt, der er beredt af kapitalismens dødskamp.

Klassiske svingninger

I 1930’erne gjorde Trotskij meget ud af at understrege forskellen mellem “en organisk krise” i hele systemet og de normale cykliske kriser, som har været en fast bestanddel af det kapitalistiske system lige fra dets fremkomst. Opgangs/nedgangscyklussen i kapitalismen er systemets naturlige rytme lige som ved indånding og udånding af ilt og kuldioxid fra det menneskelige legeme. Cykliske svingninger er uundgåelige som processer, der følger det cykliske mønster ved produktion og vareudveksling under kapitalismen.

Friedrich Engels gav en klassisk beskrivelse af den normale opsvings og nedgangs-cyklus i sin bog Anti-Dühring:

“Storindustriens enorme ekspansionsevne – sammenlignet med den er luftarternes evne til at udvide sig den rene barneleg – træder os nu i møde som et kvalitativt og kvantitativt udvidelsesbehov, der lader hånt om ethvert modtryk. Modtrykket udgøres af konsumtionen, af afsætningen, af markederne for storindustriens produkter. Men markedernes ekspansionsevne, ekstensivt såvel som intensivt, styres af helt andre love, der virker med betydelig mindre styrke. Markedernes ekspansion kan ikke holde trit med produktionens ekspansion. Kollisionen er uundgåelig, og da den ikke kan skabe nogen løsning, så længe den ikke sprænger selve den kapitalistiske produktionsmåde, frembringer den en ny “ond cirkel.” …

Stagnationen varer i årevis, produktivkræfter såvel som produkter bortødes og ødelægges i massevis, indtil de ophobede varemængder endelig strømmer bort under større eller mindre værditab, indtil produktion og vareudveksling lidt efter lidt kommer i gang. Efterhånden sættes farten op, der sættes i trav, det industrielle trav slår over i galop, og denne går gennem et tøjlesløst parforceridt over i et fuldstændigt industrielt, kommercielt, kreditmæssigt og spekulationsmæssigt steeple-chase for endelig efter halsbrækkende spring atter at havne – i bankerottens dybe grøft. Sådan går det atter og atter.”

Dette er en fremragende beskrivelse af opgangs/nedgangs-cyklussen. Den kapitalistiske udvikling antager denne cykliske form, idet produktionens anarkistiske natur altid når til et punkt, hvor den rammer grænsen for det begrænsede forbrug. Som Engels forklarede, er produktionens love mere energiske end konsumptionens love. De massive investeringer, som finder sted under en højkonjunktur, udøser en stigende mængde af varer, der på et vist tidspunkt begynder at overstige samfundets evne til at forbruge, hvilket fører til en overproduktionskrise – overproduktion af både forbrugs- og investeringsgoder med henblik på den kapitalistiske produktion. Formålet med kapitalistiske kriser er at fjerne denne overproduktion og bane vejen for en ny højkonjunktur.

Under kapitalismen indeholder hvert boom i sig kimen til en ny krise. ”Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt”, forklarede forfatterne til Det Kommunistiske Manifest. “Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.” Sådanne nedture er enestående for det kapitalistiske system, og står i modsætning til underproduktionskriserne i præ-kapitalistiske samfund.

Overproduktion stammer fra modsætningerne mellem markedsøkonomien og opdelingen af samfundet i indbyrdes modstridende klasser. Arbejderklassen, producenten af alle værdier, kan ikke tilbagekøbe de produkter, den producerer, hvilket på et vist tidspunkt bliver en hindring for yderligere økonomisk udvikling og krisen indtræder. Kapitalisterne formår at omgå denne grundlæggende modsætning, i det mindste midlertidigt, ved at reinvestere merværdien, som man har udvundet fra arbejderklassens arbejde, og dermed skabe nye markeder. Men dette igen skaber samlet større produktionskapacitet og tjener til at forværre den nye krise, når den kommer.

“Betingelserne for øjeblikkelig udbytning og for realiseringen af denne udbytning er ikke er identiske”, forklarede Marx. “Ikke alene er de adskilt i tid og rum, de er også adskilt i teorien. Førstnævnte er alene begrænset af samfundets produktivkræfter, sidstnævnte ved proportionaliteten mellem de forskellige produktionsgrene og samfundets konsumptionsevne. Og dette er hverken bestemt af den absolutte produktionskraft eller af den absolutte konsumptionskraft, men snarere ved konsumptionskraften indenfor en given ramme af antagonistiske distributionsbetingelser, som reducerer konsumptionen hos den overvældende del af samfundet til et minimumsniveau, der kun er i stand til at variere indenfor mere eller mindre snævre rammer…Men jo mere produktiviteten udvikler sig, jo mere kommer den i konflikt med det snævre grundlag, som konsumptionens relationer hviler på.” (Marx, Capital, vol.3, pp.352-353, egen oversættelse )

”Lad os ligeledes ignorere”, slår Marx fast, ”de svigagtige forretninger og spekulative transaktioner, som kreditsystemet fremmer. I dette tilfælde ville en krise kun kunne forklares i form af et misforhold i produktionen mellem forskellige brancher og et misforhold mellem selve kapitalisternes konsumption og deres akkumulation. Men som tingene rent faktisk er, afhænger erstatningen af kapitalerne investeret i produktionen i vidt omfang af de ikke-produktive klassers komsumptionskapacitet; mens arbejdernes konsumptionskapacitet dels er begrænset af de love, der regulerer lønningerne og dels ved, at de kun er ansat, så længe de tjener til kapitalistklassens profit. Den egentlige årsag til alle virkelige kriser forbliver altid fattigdommen og massernes begrænsede forbrug i lyset af den kapitalistiske produktions tilskyndelse til at udvikle produktivkræfterne, som om kun samfundets absolutte forbrugskapacitet sætter en grænse for dem.” (Marx , Capital, vol.3, p.615, egen oversættels, Rob Sewells fremhævelse).

Vi oplevede en sådan overproduktionskrise i 2008-9, hvor den kapitalistiske verdensøkonomi oplevede en ødelæggende krise. Med alle mulige midler lykkedes det at udsætte denne krise i årtier, men i sidste ende forstærkede kapitalisterne blot nedturen, da den endelig kom. Ligesom Kong Knud var de ude af stand til at holde tidevandet tilbage. Verdenshandlen kollapsede med 30 procent i løbet af nogle måneder, og industriproduktionen styrtdykkede. Der er mange årsager til krisen, men den fundamentale grund til krisen var, at produktionen helt havde overhalet samfundets evne til at konsumere de varer, der, på trods af den store forøgelse af gæld og billig kredit, blev hældt ud på verdensmarkedet.

Kreditsystemet

Kredit tillod ganske vist det kapitalistiske system at gå ud over sine grænser for en tid, indtil korthuset ramlede sammen. Kredit er ikke noget man opretter i et vakuum, den skal tilbagetales med renter. Den har sine begrænsninger, ligesom alt andet. Som Marx sagde: “Hvis kreditsystemet fremtræder som overproduktionens vigtigste løftestang og som overdreven spekulation i handel, så er det simpelthen fordi reproduktionsprocessen, som er elastisk af natur, nu er presset helt ud til sine mest ekstreme grænser … Samtidig fremskynder kreditten denne modsætnings voldsomme udbrud og fremskynder dermed den gamle produktionsmådes opløsningstendenser, kriser, og med disse elementerne af opløsningen af den gamle produktionsmåde.” (Marx, Capital, vol.3, p.572, egen oversættelse).

På et vist tidspunkt går hele processen i bakgear, når gælden betales tilbage og forbruget begrænses. Denne proces bliver til en nedadgående spiral, indtil det hele er afviklet. Grænserne for det kapitalistiske system er nået og et massivt økonomisk tilbageslag træder i funktion, som Marx og Engels beskrev det.

Den normale opgangs-nedgang-cyklus antager en akut form som følge af alderdommens hærgen. I modsætning til sin ungdom bliver åndedrættet hos et kapitalistisk system i forfald uregelmæssigt og endog krampagtigt. Nedturens virkninger bliver udtalte og smertefulde som en aldrende astmatikers hvæsen. Som en følge heraf bliver også opsvinget smertefuldt og anæmisk og kan ikke sammenlignes med tidligere tiders opsving.

Det kapitalistiske systems voksende dødvande blev afsløret af dets manglende evne til at generobre de vækstrater, den rentabilitet, de investeringsniveauer og den produktivitet, der var karakteristisk for 1950´erne og den såkaldte Guldalder. Hvert årti siden da har vi set en nedgang i vækstraterne. I 1950´erne voksede verdenshandelen, som spillede en nøglerolle, når det gjaldt om at drive produktionen frem under opsvinget, med en årlig rate på 12,5 procent. I førkriseperioden faldt den gennemsnitlige vækstrate til 6 procent gennem det meste af 1990´erne og 2000´ erne. Sidste år, ”opsvingets” fjerde år, var den nede på blot 2,1 procent, og den er ikke steget siden. I betragtning af den langsomme vækst og svagheder overalt er dette næppe overraskende. Men det er en indikation på den organiske krise, som kapitalismen lider under. Systemets syge arterier er blevet stadigt mere blokerede.

Verdenshandlen udvidedes i årtier i gennemsnit med det dobbelte af den globale produktion. Det var nøglen til efterkrigstidens økonomiske opsving, der kom til at vare omkring 25 år. Men som følge af sammenbruddet for verdenshandelen med krisen 2008-9 er handelen blevet vag og anæmisk. Dette har affødt en hed debat blandt borgerlige økonomer om, hvorvidt globaliseringens fremmarch endelig er ved at være slut. IMF forudsiger en vækst i verdenshandlen i år på 3,6 procent, mens WTO forudsiger en stigning på 4,7 procent, og begge forudsigelser er klart overoptimistiske. Den sidstnævnte ser sig dog nødsaget til at advare om, at ”geo-politiske risici har givet forudsigelsen et element af usikkerhed.” Delta Economics, et London-analyseinstitut, der overvåger handel, spår en vækst i årets verdenshandel på kun 1 procent. ”2014 bliver ikke et godt år for handlen” sagde Rebecca Harding, Delta Economics administrerende direktør. Det er et alarmerende billede at tegne efter fem års ”bedring”, og det er en klar afspejling af verdenskapitalismens totale dødvande, ligesom det var tilfældet i mellemkrigstiden. Globaliseringen har nået sine grænser. Globaliseringen manifesterer nu sig selv, sådan som vi forudsagde, som en global kapitalistisk krise.

Mens protektionismen i 1930´erne lagde en dæmper på verdenshandlen, har dette ikke været tilfældet i dag, i det mindste ikke åbenlyst. Der er på alle niveauer skjulte barrierer og tilskud, som har bidraget til spændinger i samhandlen, ikke mindst mellem Kina, USA og Europa. Valutamanipulation står også højt på dagsordenen, idet De Forenede Stater angriber Kina, i kølvandet et kraftig fald i renminbien siden begyndelsen af 2014. Det er ikke helt forkert at tale om ”valutakrige”. Men protektionistiske tendenser er helt sikkert på vej og vil kunne indtage en fremtrædende plads under den næste krise.

Dødskamp

“I den nuværende europæiske og globale arbejdsløshedskrise er konjunkturmæssige forhold forbundet med det kapitalistiske forfalds organiske processer,” forklarede Trotskij ”Vi har mere end én gang gentaget, at de konjunkturmæssige cyklusser er indbygget i det kapitalistiske samfund på ethvert trin i dets udvikling. Men på forskellige trin har disse cyklusser forskellig karakter. Ligesom en bølge af livskraft i alderdommens år er lige så usikker, som den er kort, og ligesom enhver sygdom påvirker hele organismen, således udviser også den imperialistiske kapitalismes konjunktur-cyklusser, især i Europa, en tendens til at forlænge krisen, kun lindret af forholdsvist korte opblomstringer.” (Trotskij, Writings 1930, p. 125-126).

“Kapitalismen har, som vi ved, i sin dødskamp også cyklusser, men disse cyklusser er faldende og syge,” forklarede han. ”Kun den proletariske revolution kan sætte en stopper for det kapitalistiske systems krise.”

“Opsvinget i konjunkturforløbet kan hverken være betydeligt eller have lang varighed, for nu ser vi en kapitalisme i øjnene, der er uigenkaldeligt syg. Den nye krise vil efter et kort opsving blive fundet mere ødelæggende end den nuværende. Alle problemerne vil vende tilbage igen med fordoblet styrke og skarphed…” slår Trotskij fast. ”Men i dag er det økonomiske opsving ikke andet end en hypotese. Virkeligheden er en uddybning af krisen, to års værnepligt, Tysklands genoprustning, faren for krig.”

Det var i virkeligheden Anden Verdenskrigs komme, som gik på tværs af dette perspektiv og forsynede kapitalismen med en flugtvej. Dertil kom det forræderi mod den revolutionære bevægelse, som blev begået af reformisterne og de stalinistiske ledere, og som gav kapitalismen mulighed for at komme sig.

En hel serie af faktorer virkede sammen i kølvandet på Anden Verdenskrig og tillod ikke blot, at kapitalismen stabiliserede sig, men også at den oplevede et kolossalt opsving, som kom til at vare 25 år. Verdenshandlen var drivkraften bag denne ekstraordinære udvikling, der tillod kapitalismen midlertidigt at overvinde sine fundamentale modsigelser, nemlig nationalstaternes begrænsninger og den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Kapitalismen gik langt ud over sine grænser. Men kapitalismens modsætninger, som var blevet delvist undertrykt, var ikke blevet fjernet.

Til sidst oplevede kapitalismen i 1974 sin første samtidige verdensomfattende lavkonjunktur. Dette udgjorde et vendepunkt, som markerede slutningen på “Guldalderen” og begyndelsen på en ny nedtur for kapitalismen. Alle de gamle modsætninger kom op til overfladen med en overproduktionskrise til følge og med massearbejdsløshed alle vegne. Dette markerede fremkomsten af en ny organisk krise, som kastede forhindringer op for den kapitalistiske udvikling.

Ikke desto mindre var kapitalismen stadig i stand til at vakle videre, mens den søgte at overvinde sine modsætninger med alle mulige midler. Kredit var den vigtigste, men på ingen måde den eneste metode til at drive systemet videre. Alene i De Forenede Stater voksede kreditten fra en billion dollars i 1964 til 50 billioner i 2007. Kapitalismen havde altid formået at overvinde sine begrænsninger, men kun ved at skabe større og større hindringer i fremtiden.

I sidste ende udmattede det kapitalistiske system sig selv. Jo længere det klarede at udsætte sin interne krise, jo større ville den være, når den til sidst indtraf. Alle de faktorer, der havde drevet systemet fremad, havde forvandlet sig til deres modsætninger. Alle disse faktorer, der skubbede kapitalismen fremad, var faktorer, som samledes for at trække den ned i en ukontrollerbar spiral.

Kapitalens strateger antog, på trods af at de var foruroligede af nedturen i 2008, at en kraftig fremgang ville sætte ind, som det var sket i alle andre efterkrigsrecessioner. Men det hørte fortiden til. Udsigterne for verdenskapitalismen er nærmere som Japans erfaringer i 1990´erne, da landet gik ind i en lang og vanskelig stagnation, som fortsætter den dag i dag.

Men kapitalisterne kunne ikke forstå, hvad der skete. Årene med langvarig højkonjunktur og opsving er endegyldigt forbi. De var et produkt af en unik række af omstændigheder, som ikke kan gentages. I stedet står vi i bedste fald ansigt til ansigt med langvarig stagnation og en stadigt dybere krise. Kapitalismens modsætninger er langt fra at blive løst og forværres tværtimod. Systemet har ændret sig fra en relativ lænke til en absolut lænke på udviklingen af produktivkræfterne og samfundets fremskridt. Selv før nedturen i 2008 kunne det kapitalistiske samfund, på trods af en stigning i profitraten gennem 30 år, kun udvikle sig i et meget beskedent tempo, på trods af de spekulative bobler, bjerge af kredit og gæld og oceaner af billige penge. Dette er en klar indikation på udmattelsen i det kapitalistiske system, der for længe siden har nået sine grænser og kun kan opretholde sig selv kunstigt og med ekstraordinære foranstaltninger. Denne organiske krise, som genopstod I 1974, fortsatte med op- og nedture helt frem til i dag.

Produktivitetsgåden

Rystende nok er også arbejdsproduktiviteten haltet bagud i dette såkaldte opsving. Økonomer refererer til det som ”produktivitetsgåden”, hvilket afspejler deres fuldstændige forvirring. I Storbritannien har det nået ekstreme niveauer, hvor produktiviteten pr. arbejdstime faktisk er faldet i løbet af de sidste fem år. Det er blot tredje gang, vi ser et sådant fald i de sidste 100 år; de to andre lejligheder har været i kølvandet på de to verdenskrige. Verdensøkonomien har oplevet en lignende krise.

Produktivitetsnedgangen i De Forenede Stater, verdens rigeste land, har fremprovokeret en ophedet debat om, hvorfor produktiviteten er faldet. Diskussionen raser omkring den svage efterspørgsel i dette svage opsving, eller omkring det faktum, at de kræfter, der driver innovationen, er løbet tør for damp eller er gået i stå. Debatten blev udløst af Professor Robert Gordon fra Northwestern University, som stillede spørgsmålet om, hvorvidt det 19. og 20. århundredes store innovationer, såsom effektiv transport og arbejdsbesparende husholdningsmaskiner, nu alle hørte hjemme i fortiden. Amerikas tekniske fremskridt er klart sagtnet siden 1970, et resultat af langsommere innovation. “Den mest foruroligende udvikling er den, der har ramt produktiviteten”, slår Financial Times fast. ”En rapport fra Conference Board-tænketanken i denne uge viste, at der for første gang i årtier var en nedgang i verdens evne til at omsætte kapital og arbejde til varer og tjenesteydelser. Hvis denne afmatning fortsætter, vil konsekvenserne for levestandarten være dyster: Effektivitet og innovation er i det lange løb de vigtigste drivkræfter for økonomisk vækst.” (FT, 18/1 2014)

Paul Krugman, nobelpristageren i økonomi, bemærkede i 1990´erne, at ”produktivitet ikke er alt, men i det lange løb er det næsten alt”. Faktisk kan al økonomi reduceres til en arbejdstidsøkonomi. Jo mere produktivt samfundet er, jo rigere eller mere velhavende bliver det. Øget produktivitet skyldes teknologisk fremskridt og investering i arbejdsprocessen. Kapitalismen har frembragt en revolution med hensyn til arbejdsproduktivitet, men denne har nu nået sine grænser. Den omstændighed, at kapitalismen står overfor en produktivitetskrise sætter spørgsmålstegn ved hele markedsøkonomiens berettigelse. I stedet for hele tiden at investere den merværdi, der er udvundet af arbejderklassen i produktionen igen, er kapitalismen mere og mere blevet en hindring for sig selv.

En anden artikel, som anmeldte Conference Board-produktivitetsrapporten, understregede situationens alvor: “Historien er den samme både for arbejdsproduktiviteten – resultatet af hver arbejdstime – og for totalfaktorproduktiviteten. Faldende vækstrater er resultatet af en lang historie om faldende vækst i avancerede økonomiers produktivitet, som ikke mere modsvares af store stigninger i de fremvoksende økonomier.” Den fortsætter: ”I de fremvoksende økonomier, på trods af at produktivitetsudviklingen stadig er væsentligt bedre end i 1970´erne og 1980´erne, er de foruroligende tegn, at vedvarende udgifter til investeringsgoder ikke frembringer de samme forbedringer i effektiviteten som for ti år siden, hvilket tyder på, at kapitalen ikke allokeres til de bedst mulige områder. Conference Board vurderede, at den totalefaktorproduktiviteten sidste år gik i stå i Kina og faldt i Indien, hvilket tyder på, at selv de største af de fremvoksende økonomier må kæmpe hårdt for at skabe de effektivitetsfremskridt, som man tidligere kom så let til.” Den konkluderer: ”Hvis denne afmatning fortsætter, vil konsekvenserne for levestandarden være dystre.”

Med hensyn til “de bedst mulige områder”, så har kapitalismen altid investeret sin kapital, hvor som helst den kan få de mest rentable afkast. Det er den eneste grund til, at kapitalisterne er med i legen. Det er kapitalismens logik.

”Solens nedkøling”

Dette har fået nogle på venstrefløjen til at forestille sig, at kapitalismens krise kan forklares ved profitratens tendens til fald. På trods af, at denne tendens eksisterer, så er det dog kun en tendens. Nogle perioder oplever et fald i profitraten, mens andre oplever en stigning, alt afhængigt af de modstridende kræfter. Denne tendens optræder hen over en længere periode. Vi er enige med Rosa Luxemburg, når hun sagde, at hvis profitratens fald skulle være ansvarlig for kapitalismens undergang, så ville dette ”tage lige så lang tid som solens nedkøling”. Gennem de seneste 30 år forud for krisen i 2008 har der været en stigende profitrate. Skønt profitratens tendens til fald er en vigtig tendens indenfor kapitalismen, så forklarer det ikke årsagen til kapitalistiske kriser, som er overproduktionkrisen.

Skønt der har været et opsving i rentabiliteten siden sammenbruddet I 2008-9, så er investeringerne, nøglen til enhver vedvarende vækst, helt i bund. I nogle lande som f.eks. Storbritannien er den faldet betydeligt. Årsagen til dette er ikke rentabiliteten (som er steget) eller adgang til midler (kapitalisterne sidder på hundreder af milliarder), men manglen på profitable markeder (eller ”efterspørgsel” som de borgerlige gerne vil sige). Overkapacitet (overproduktion) er vidt udbredt, en efterladenskab fra førkriseperiodens vidtløftige optimisme og massive investeringer.

Det normale efter en krise er, at profitraten, der kollapsede under krisen, stiger med ødelæggelsen af overproduktionen og tjener som stimulus til ny investering. De udslidte produktionsmidler erstattes af nyt maskineri og udstyr, og dette giver grundlag for en udvidelse af produktionen. Beskæringen af lønningerne og forværringen af arbejdsforholdene bidrager, sammen med en udryddelse af overskudslagrene, til helt eller delvist at genoprette profitraten. Dette bereder vejen for et nyt konjunkturopsving, men sår også frøene til en ny krise i fremtiden. Dette er den såkaldte ”kreative destruktionsproces”. Ved at trykke lønningerne ødelægger man imidlertid købekraften, som realiseringen af profitten hviler på.

Normalt ville en krise fjerne denne overproduktion, men det har ikke været tilfældet denne gang. På trods af den dybeste krise siden 1930´erne, har ødelæggelsen af såvel papir-værdier som af anlæg og maskiner undladt helt at udrydde den “over-kapacitet”, som er synonym med overproduktion af kapital og markedets grænser. Det er derfor, der er tale om ”zombie”-banker og firmaer, der holdes kunstigt oven vande af billig kredit. Resultatet er, at det kapitalistiske system tynges af overkapacitet og af mangel på markeder, hvor varerne kan sælges. Denne fejl ved systemet er også en afspejling af verdenshandlens nuværende vækst i sneglefart. Opbremsningen i de fremvokende økonomier, især Kina, er ligeså vel et symptom på denne krise som den er en faktor, der tjener til at forstærke problemet.

De, der argumenterer for, at krisens årsag skal findes i den faldende profitrate, er nødt til at forklare, hvorfor opsvinget i profitraten i den forløbne periode ikke har ført til en reel stigning i investeringerne og en tilbagevenden til vedvarende vækst. ”Profittens andel af det amerikanske bruttonationalprodukt er steget fra mindre end 4 procent i midten af 1980´erne til et efterkrigshøjdepunkt på 11 procent sidste år, en statistik, som ville varme hjertet på en røverbaron fra det 19. århundrede”, slår John Plender fast.”Lønningernes andel er faldet støt siden de tidlige 1970´ere.” (FT 11/1 2014) . I følge det amerikanske Bureau of Economic Analysis toppede profitterne før skat i tredje kvartal af 2006 med 1.865 milliarder $, et år før kreditkrisen. Profitraten faldt gradvist gennem 2008, men i det fjerde kvartal det år faldt den samlede profit til 861 milliarder $. Dette var sammenfaldende med krisen og sammenbruddet i verdenshandlen, som vi har forklaret. Men i det første kvartal af 2009 hoppede profitterne før skat igen tilbage til 1.130 milliarder $, og nåede i fjerde kvartal 1.548 milliarder $. I tredje kvartal af 2010 havde de med 1.845$ næsten nået 2006-førkrise-niveauet.

Når det er tilfældet, hvorfor er kapitalismen da stadig i dyb krise med en i bedste fald blodfattig vækst og faldende investeringer, der jo ellers er livskraften i ethvert opsving? Med rekordprofitter ser man, at teorien om, at den kapitalistiske krise skyldes profitratens tendens til fald, er forkert. Det er en ensidig mekanisk forklaring, som modsiger Marx´ dialektiske metode. Han tilskrev ikke den kapitaliske krise en enkelt årsag, men så den som en sammenkædning af modsætninger. Han forklarede det således: ”Loven fungerer derfor blot som en tendens, hvis virkning kun er afgørende under vise omstændigheder og over lange perioder.” (Marx, Capital, Vol. 3, p. 346). Som vi har forklaret, er essensen af en kapitalistisk krise overproduktion af kapital- og forbrugsgoder i forbindelse med kapitalistisk produktion, dvs. med det formal at producere profit. Når der ikke er nogle markeder, er der intet salg og derfor ingen profit. Hvorfor skulle kapitalisterne investere under disse organiske krisebetingelser?

Blindgyde

Angrebene på levestandarden og de massive nedskæringer har tjent til at nedsætte forbrug og investeringer, uden hvilke der ikke kan findes meningsfuld vækst. Før i tiden ville kapitalismen udvikle sig ved at investere det overskud, der var udvundet af arbejderklassens ubetalte arbejde. På denne måde ville kapitalismen overvinde en dybtliggende modsigelse, nemlig at arbejderklassen ikke kan købe de produkter tilbage, den skaber. Men levestandarden er under angreb over hele linjen. Lave lønninger muliggør høje profitter, men samtidig umuliggør de realiseringen af sådanne profitter, fordi de reducerer efterspørgslen efter varer. Yderligere kan kapitalistiske regeringer ikke øge de offentlige udgifter på grund af krisen i de offentlige finanser, og lønningerne (som skæres ned overalt) kan ikke øges, da dette vil spise en bid af profitten. Uden investering (som stammer fra arbejderklassens ubetalte arbejde) og med faldende levestandard er systemet fanget i en blindgyde. Kapitalistisk produktion afhænger af accelereret akkumulation (investering). En manglende evne til at udføre denne funktion må fremkalde en uundgåelig krise. Faldende akkumulation har en katastrofal afsmittende effekt, idet den hindrer den kontinuerlige cyklus og produktionsproces, samt realisering (salg) og investering. Når akkumulationen ophører, ophører profitten.

Kapitalismen er tvunget til at skabe sit eget marked i form af investering i kapitalgoder, hvilket igen virker som ansporing til økonomisk udvikling. Marx delte den kapitalistiske produktion op i to afdelinger baseret på investeringsgoder og forbrugsgoder. Det komplekse indbyrdes forhold mellem Afdeling 1, produktionen af produktionsmidler (kapitalgoder, maskiner, bygninger osv.) og Afdeling 2, produktionen af konsumptionsmidler (forbrugsgoder), tjener til at udvide økonomien. Bortset fra den lille del af overskuddet, som kapitalisterne konsumerer, reinvesteres resten i økonomien. Hele kapitalismens historiske retfærdiggørelse har ligget i udviklingen af produktivkræfterne. Hvis produktionen ikke øges, vil markedet fortsætte med at stagnere. De to afdelinger af produktionen er gensidigt afhængige. Et fald i den ene vil i sidste ende betyde et fald i den anden. Det kapitalistiske system fungerer, når hver faktor virker ind i den næste, hvilket kræver konstant øget produktion, investering og øgede markeder i en udviklingsspiral. Men i dag finder den modsatte proces sted med over-kapacitet og svindende markeder, hvilket har stagnation og depression som de uundgåelige konsekvenser.

Loven om “akkumulation for akkumulationens skyld”, der driver kapitalismen fremad ophører med at fungere. Kapitalismens generelle krise afspejles i kapitalismens manglende evne til at udvikle produktivkræfterne som før i tiden. Den kapitalistiske produktionskurve, som Trotskij talte om, er på en nedadgående bane. Den nuværende epoke er karakteriseret ved korte boom eller anæmiske bedringer og dybe nedture og langvarig depression. Lige meget hvad kapitalisterne gør, vil det være forkert. Alle forsøg på at genoprette den økonomiske balance vil simpelthen tjene til at destabilisere den sociale og politiske ligevægt. De er fanget mellem Djævelen og det dybe blå hav. Det er derfor, vi er gået ind i den mest urolige periode i historien, en periode med krampetrækninger – økonomisk, politisk, socialt og med hensyn til globale relationer. Hver af disse krampetrækninger indvirker på den næste i en kontinuerlig løkke.

Permanente angreb

I dag, mere end fem år efter den ødelæggende krise, ser fremtidsudsigterne under kapitalismen mildt sagt sorte ud. Vi har et svagere opsving end i 1920´erne og 1930´erne. Samtidig bliver levestandarden skåret ned ind til benet, og overalt er der nedskæringer. Nedskæringernes vej “bliver lang, urolig og vanskelig”, slår Janan Ganesh fast. ”Det økonomiske opsving er ikke enden på det, det er ikke engang begyndelsen af enden. I bedste fald markerer det slutningen på begyndelsen. Hvis dette får vor finanspolitiske krise til at lyde som en skræmmende historisk udfordring, så er det også meningen.” (FT, 15/10 2013).

Visse seriøse borgerlige kommentatorer, så som Lawrence Summers, en forhenværende amerikansk finansminister under Clinton, har draget nogle alarmerende konklusioner. I en artikel ved navn ”Hvorfor stagnation kan vise sig at være den nye normaltilstand”, taler han om ”permanent stagnation” under kapitalismen. Ifølge ordbogen betyder ordet “permanent” noget, der varer uendelig lang tid eller måske endog et århundrede. Selv om økonomien accelererer i år, siger han, ”giver dette ingen garanti for, at den er i stand til vedvarende vækst ved normale realrenter. Europa og Japan forventes at være vokset på et niveau et godt stykke under USA. Over hele den industrialiserede verden er inflationen under det forventede niveau og ser ikke ud til at nå op på dette – hvilket antyder et kronisk efterspørgselsunderskud.” (Financial Times 16/12 2013).

Summers holdt sin tale om “permanent stagnation” på IMF´s forskningskonference. Denne nye epoke med stagnation, som borgerlige kommentatorer taler åbent om, er simpelthen et andet ord for en ny depression og en afspejling af kapitalismens organiske krise. James Richars mener, at vi allerede er i en krise, hvor langsom økonomisk vækst er strukturel. ”Systemet slingrer afsted”, siger han med en mærkelig underdrivelse. Blandt andre mere fremsynede kapital-strateger er den tidligere optimisme blevet erstattet af dyb pessimisme, igen en yderligere refleksion af kapitalismens dybe krise. Dette afspejlede sig i en kommentar af Martin Wolf, Financial Times´ cheføkonom, der overvejede, hvordan en tilbagevenden til 1930´erne var mulig. ”Jeg vidste det ikke. Nu ved jeg det”, sagde han rent ud. Situationens alvor (den nye ”normalitet”) er endelig gået op for de mest seriøse borgerlige repræsentanter. De er blevet tvunget til at acceptere, at de står i en systemkrise, der minder meget om krisen i trediverne.

Lignende holdninger blev fremsat af chefen for IMF, Christine Lagarde:”Den globale økonomi runder hjørnet fra Den Store Recession (de kan ikke få sig selv til at bruge ordet nedtur), selv om væksten overalt er for langsom og svag”, siger Fru Lagarde. ”Med mindre nogle lande går sammen om at tage den rigtige slags politiske foranstaltninger, så kan vi stå overfor år med langsom vækst eller vækst under standard – langt fra den solide, vedvarende vækst, som er nødvendig for at skabe jobs nok og forbedre levestandarden i fremtiden.” (FT 3/4 2014) Helt ærligt, så er der ikke skyggen af en chance for, at kapitalistiske lande går sammen om den “rigtige slags politik”. Det er ønsketænkning helt ud i det ekstreme, hvilket bevidnes af den tøvende vaklen i europæisk politik.

Men et nyt spøgelse går gennem Europa – deflationens og prisfaldets spøgelse, som også karakteriserede 1930´ernes Depression. De seriøse borgerlige økonomer er særdeles foruroligede over, at inflationen i Eurozonen i år frem til marts faldt til 0,5 procent. I Spanien faldt forbrugerpriserne faktisk 0,2 procent i samme periode. Det var det kraftigste prisfald siden 2009. Den generelle tendens er tydeligt nedadgående, hvilket antyder en kronisk mangel på efterspørgsel, og hvilket man frygter kan ende i en nedadgående spiral.

Deflation – af Christine Lagarde beskrevet som en “trold” – vil blot bidrage til deres problemer ved at tilskynde folk til at udskyde deres forbrug og investeringer, ligeså vel som den vil øge gældsbyrden. Idet priserne falder, vil låns nominelle værdi forblive den samme, mens indtægterne går ned. Låntagerne tvinges til at bruge mere af deres indkomst på at klare deres lån. Dette dæmper forbruget og presser priserne yderligere ned. Investeringer udsættes også, da firmaerne holder på deres kontante reserver, fordi omkostningerne ved at holde på likviderne falder. Hvis man har gæld, vil deflationen tendere til at øge presset på virksomhederne for at få dem til at afvikle deres gæld hurtigere, og dette vil presse dem ind i en nedadgående spiral. Som Luis Garicano, professor i økonomi ved LSE (London School of Economics), slog fast: “Vi er ude på et område, hvor de modeller og analyser, de politiske beslutningstagere anvender, ikke ser ud til at virke. Og det er meget bekymrende.” (FT, 3/4 2014).

“Ingen af os [I Europa] har nogensinde oplevet deflation”, siger Graham Secker, leder af den fælles europæiske afdeling ved Morgan Stanley (am. finansselskab). ”Ingen troede, at inflationen ville indtræffe i Japan, ikke før det virkelig skete.” (FT, 3/3 2014) “For Eurozonen”, forklarede økonomen Wolfgang Munchau, “er den tyske deflation et mareridt. Hvis periferien ønsker at blive mere konkurrencedygtig, har den brug for en lavere inflation end Tysklands. Men hvis også Tyskland får deflation så vil der enten ske det, at den konkurrencemæssige justering ikke indtræffer, eller at hele Eurozonen havner i deflation; eller højst sandsynligt begge dele.” (FT, 24/2 2014).

De er især bange, fordi renten er tæt på nulpunktet og truer med at blive negativ. Men en strategi, der tvinger bankkunderne til at samle deres kontanter i en bankboks i stedet for at betale til en konto, er nytteløs. Ironisk nok er den keynesianske medicin med budgetunderskud, som kunne sparke gang i efterspørgslen og hæve priserne, udelukket i svært gældstyngede stater, hvor deflationen rejser sig mest truende. Den eneste bemærkelsesværdige undtagelse, som ser ud til at være gået ”all in”, er Japan. Milliarder pumpes ind i den gældsplagede økonomi, men med lille effekt, måske bortset fra at det muligvis kan skubbe statsobligationsrenterne i vejret og dermed true regeringens overlevelse.

Produktivkræfternes krise

Ikke overraskende kommer borgerlige kommentatorer med alle mulige forklaringer på krisen, lige bortset fra den rigtige. Selvfølgelig spiller forskellige elementer helt bestemt en rolle i krisen. Overfladisk set blev den økonomiske nedtur set som en finanskrise. Men manglen på finansiering blev forårsaget af krisen og ikke omvendt. Men der er noget mere fundamentalt i spil. Kapitalismens love fungerer ikke længere, som de gjorde før i tiden. Akkumulationen tørrer ind. Globaliseringen (udvidelsen og intensiveringen af af verdensmarkedet) er ved at gå i stå og truer med at gå i bakgear. Alle de faktorer, der bidrog til opsvingsårene, har forvandlet sig til deres modsætninger.

I udviklingen af produktivkræfterne ser marxismen nøglen til udviklingen af samfundet og af historien. Så længe kapitalismen er i stand til at udvikle produktivkræfterne, kan dette give systemet en relativ stabilitet. Det var situationen før i tiden, men det er ikke længere tilfældet. I dag ser vi det modsatte, hvorved krisen har betydet social ustabilitet i hele verden. ”Verden er gået ind i usikkerhedens tidsalder”, forklarer Phillip Stephens i Financial Times (21/2 2014)

Mere end fem år efter Lehman Brothers´ sammenbrud står verdens kapitalistiske system stadig i en blindgyde. Det er et alvorligt ildebefindende, som det ikke kan slippe ud af. Dette har forskellige konsekvenser. Som Marx for længe siden forklarede, forlader intet socialt system scenen, før det har udtømt sig selv og viser sig ude af stand til fortsat at udvikle produktivkræfterne. Når dette sker, træder samfundet ind i en periode med social revolution. Det er præcist den situation, vi i dag står i på verdensplan. Det er en krise, hvor produktivkræfterne gør oprør mod den private ejendomsrets og nationalstatens begrænsninger. Kapitalismen har udtømt sin historiske mission og er blevet en gigantisk lænke på den økonomiske og sociale udvikling og for menneskeligt fremskridt i almindelighed.

I stedet for at betyde fremskridt er privat ejendomsret til produktionsmidlerne blevet en enorm hindring for socialt fremskridt. Produktionsmåden og den private ejendomsret er kommet i konflikt med behovet for social produktion. De eksisterende ejendomsforhold er nemlig blevet historisk forældede. Generelt er de blevet en hindring for yderligere fremskridt. ”Fra at være former til udvikling af produktivkræfterne, ” forklarede Marx, ”har disse relationer forvandlet sig til deres lænker. Produktivkræfterne er i totalt oprør mod de kapitalistiske ejendomsforhold” Den historiske materialisme forklarer, at “ingen social orden går nogen sinde til grunde, førend alle de produktivkræfter, den har plads til, er udviklet; og nye, mere udviklede produktionsforhold fremkommer aldrig, før deres materielle eksistensbetingelser er modnet i livmoderen på selve det gamle samfund.” Disse betingelser er ikke kun modnede, men er overmodne og har sat verdensrevolutionen på dagsordenen. Kapitalismens blindgyde afspejles af det faktum, at den ikke kan nyttiggøre den produktionskapacitet, den har sat i verden. I tidligere tiders økonomiske opsving kunne systemet kun bruge 80 % af produktionskapaciteten. I nedgangstider kan systemet knapt bruge 65 % af kapaciteten. I dag snerper det mod den lavere ende. Dette illustreres af tallene for USA, hvor kapacitetsudnyttelsen faldt til 66,9 procent I 2009 og steg til 79 procent i 2013. Endnu en gang afspejler dette det kapitalistiske systems totale dødvande.

Marx selv opsummerer hele modsigelsen:

”Den kapitalistiske produktion stræber konstant efter at overvinde de iboende barrierer [for dens videreudvikling], men den kan kun overvinde dem ved at sætte barrierer op på ny og på et mere kraftfuldt niveau. Den sande barriere for kapitalistisk produktion er kapitalen selv.” (Marx, Capital, Vol 3, p. 358)

Det kapitalistiske system befinder sig i en tilstand af terminal nedgang. Systemet er kun ét stort chok væk fra en ny verdenskrise. Dette chok kan være alt muligt. Det er derfor de kapitalistiske kommentatorer er oprørte over begivenhederne i Ukraine. Hvis situationen eskalerer, og Rusland gør gengæld mod enhver sanktion og afskærer energiforsyningerne til Ukraine og Europa, så kan dette få alvorlige konsekvenser. Krigen i Mellemøsten i 1973 førte til en firedobling af oliepriserne. Dette igen udløste verdenskrisen i 1974. I dag kunne en stor stigning i energipriserne og det deraf medfølgende kaos få den samme effekt.

Selv uden dette er der en voksende pessimisme og fortvivlelse over det hele. ”Et nyt årti med vestlig økonomisk elendighed – eller, Gud forbyde det, endnu en finanskrise – vil sandsynligvis afføde mere radikale løsninger og politikere,” slår Gideon Rachman fast i Financial Times (10/12 2013). Denne uopløselige historiske krise baner vejen for revolutionære begivenheder og massive bevidsthedsforandringer verden over. Hvad der er absolut klart er, at der ikke findes nogen udvej på kapitalismens grundlag, hvilket er forudbestemt til at kaste menneskeheden ud i en epoke med revolution og kontrarevolution. Kun gennem den revolutionære omstyrtning af systemet kan vi komme videre og lægge den kapitalistiske krises mareridt, og alt hvad det betyder, bag os. Kun hvis vi udrydder de modsætninger, der udgår fra kapitalismen, kan vi fuldt ud udnytte verdens ressourcer til at komme sultens, fattigdommens og elendighedens plage til livs og skabe et liv, der er mennesker værdigt. Det ville for menneskeheden, med Engels´ ord betyde ”et spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige.”

Oversat fra engelsk af Allan E. Petersen, december 2014