thumb marx engels“Hvad mente Marx med kapitalismens modsætninger?” spørger Samuel Brittan, den højreorienterede økonom, der skriver i Financial Times. ”Basalt set at systemet producerer en evigt ekspanderende strøm af varer og services, som en forarmet proletariseret befolkning ikke har råd til at købe. Nogen og 20 år efter det sovjetiske systems sammenbrud virker det forældet. Men efter den stigende koncentration af rigdom og indkomst, bør vi se på det igen.”(1)

Med de kapitalistiske krisers tilbagevenden har der været en fornyet interesse i marxistisk økonomisk teori. Selv borgerlige økonomer er i stigende grad blevet tvunget til at kommentere på Marx’ ideer, om ikke andet så for at afvise dem. Der er næsten ikke en dag, hvor der ikke kan findes en reference til Marx i finansmedierne. Ikke overraskende har dette betydet et fokus på Marx teori om kriser.

Denne interesse har betydet en genoplivning af kontroversen omkring “under-forbrugs” forklaringen på krise, der i grove træk forbinder kapitalismens vanskeligheder, især under kriseforhold med en mangel på efterspørgsel i økonomien. Ifølge denne teori har kapitalismen en indbygget tendens til at producere langt mere end kan absorberes af forbruget. Moderne ”under-forbrugs” teorier er tæt identificeret med John Maynard Keynes, der mente at problemet med mangel på ”effektiv” efterspørgsel kunne løses gennem statens intervention ved hjælp af underskudsfinansiering.

Teorierne om “under-forbrug” forveksles ofte med Marx’ ideer. Men det er ikke det samme som Marx forklarede for længe siden. Mens under-forbrug uden tvivl eksisterer for masserne, som enhver arbejder kan bevidne, er det ikke den direkte årsag til kapitalistiske kriser.

Ideen om “under-forbrug” som årsag til krisen går forud for Keynes og endda forud for Marx. Den kan findes i de store utopiske socialister som Robert Owens tekster. Men den bedst kendte fortaler for disse synspunkter var Jean Charles Sismondi (1773-1842), Thomas Malthus (1766-1834) og Johann Karl Rodbertus (1805-1875).

Den mest konsistente og udviklede version af teorien, såvel som den mest simple, blev fremsat af Jean Charles Sismondi. Som Engels pointerede: ”’Under-forbrugs’ forklaringen på kriser havde sin oprindelse hos Sismondi og i hans fremstilling havde den stadig en hvis mening.”(2) Denne ”mening” blev også anerkendt af Marx, som det kan ses i hans tekster om emnet.

Sismondis hovedtekst Den politiske økonomis nye principper blev udgivet i 1819. I denne bog fastholdt han, at generelle kriser skyldtes overkapacitet, der skyldtes adskillelsen af varernes bytteværdi fra samfundets behov og fornødenheder. Ifølge Sismondi stammede overproduktion af varer ikke fra en generel overopfyldelse af menneskelige behov, men fra en dårlig fordeling af indkomsten og massernes fattigdom, der resulterede i utilstrækkelig efterspørgsel i samfundet. Kort sagt at arbejderklassen ikke modtog nok i løn til at kunne købe de varer tilbage som de producerede, hvilket altid er tilfældet under kapitalismen.

Say’s Lov

Selvom det var ensidet, tog Sismondi ikke fuldstændig fejl i hans antagelse. Faktisk havde han en række korrekte observationer, der også blev accepteret af Marx. Det var for eksempel Sismondi, der pointerede den fejlagtige antagelse hos Jean Baptiste Say (der blev støttet af James Mill og David Ricardo) om at enhver sælger mødes af en tilsvarende køber (”Says lov”) og derfor anså en generel overproduktion for umulig. Ifølge dem ville økonomien altid nå en ligevægtstilstand, hvilket tydeligvis ikke er tilfældet. Denne forsimplede ”teori” om ligevægt er den virkelige kilde til ”den effektive markedshypotese”, der siger at en økonomi efterladt uden indblanding, vil nå den optimale tilstand. Det var den moderne politiske økonomis rettesnor – indtil dets falskhed blev udstillet af det største kollaps i produktivkræfterne i generationer i 2008-2009.

I modsætning til de vulgære borgerlige økonomer, der afskrev kriser, som J.B. Say, forstod Sismondi, at kriser var en indbygget del af vareproduktionsprocessen. Men hans forståelse af de kapitalistiske krisers virkelige natur, var stadig begrænsede og temmelig ensidige selvom de var langt mere avancerede. Kapitalismens virkelige natur og modsætninger fik han ikke rigtig fat i, selvom de var til stede. Trods hans begrænsninger anerkendte Marx ham om anså ham for at være en original tænker der, ud af de klassiske økonomer, stræbte imod en forståelse af kapitalismen og dens tendens til kriser. I hans opfattelse var han hoveder foran David Ricardo, den fremtrædende repræsentant for den borgerlige klassiske politiske økonomi.

“Sismondi er i dybden bevidst om modsætningerne i den kapitalistiske produktion”, skrev Marx, “han er klar over at dens form – dens produktionsrelationer – på den ene side stimulerer ubegrænset udvikling af produktivkræfterne og rigdommen; og at på den anden side at disse relationer er betingede, at deres modsætninger mellem brugsværdi og bytteværdi, varer og penge, køb og salg, produktion og forbrug, kapital og lønarbejde, osv. antager større og større dimensioner i takt med at den produktive kraft udvikler sig.”

Marx fortsætter: “han er i særlig grad klar over den fundamentale modsætning: på den ene side en ubegrænset udvikling af produktivkræfterne og øgning af rigdommen, der på samme tid består af varer og må omdannes til penge; på den anden side er systemet baseret på det faktum, at massen af producenter er begrænset til livsnødvendighederne. Derfor er kriser, ifølge Sismondi, ikke tilfældige, som Ricardo fastholder, men essentielle udbrud – der opstår på stor skala og på bestemte perioder – af de indbyggede modsætninger”(3)

Samtidig med at han anerkendte Sismondis store bidrag, var Marx stadig klar over hans fejl og begrænsninger som hos alle klassiske økonomer:

”Han [Sismondi] kritiserede kraftigt modsætningerne i den borgerlige produktion, men forstår dem ikke og som konsekvens heraf forstår han ikke de processer, der kan opløse dem. Men på bunden af dette argument findes i virkeligheden en antydning af at nye former for tilegnelse af rigdommen må svare til produktivkræfterne og de materielle og sociale betingelser for produktionen af rigdom, der har udviklet sig indenfor det kapitalistiske samfund; at de borgerlige former kun er overgangsformer, hvori rigdommen kun antager en modsætningsfyldt eksistens og overalt på samme tid fremstår som sin modsætning.”(4)

Malthus

Thomas Malthus tilføjede ikke noget nyt til, hvad Sismondi havde allerede skrevet. Malthus arke-forsimpleren og reaktionens forsvarer forsøgte groft at bruge disse argumenter til at retfærdiggøre ”aristokratiets, kirkens, skatte-ædernes, spytslikkernes osv.” interesser. Marx beskyldte Malthus for at plagiere Adam Smiths svage side og karikere Sismondi.(5)

Marx udviklede sine egne ideer om kapitalistiske kriser på baggrund af meget grundige studier og kritik af alle de klassiske økonomier, især dets hovedrepræsentanter blandt andet Adam Smith og David Ricardo. Selvom Marx ikke formåede at skrive en specifik bog om kapitalistiske kriser, er hans teori tilstede gennem alle hans økonomiske tekster, især Kapitalen og Teorier om Merværdi.

Profitraten

Nogle tilskriver fejlagtigt profitratens tendens til at falde som den virkelige årsag til kapitalistiske kriser, men det er ikke rigtigt og Marx anså det aldrig som sådan. Mens det utvivlsomt er en vigtig tendens under kapitalismen, operer den som en langsigtet tendens, der tynger ned på systemet. Marx udtrykte i meget klare termer, at modsatrettede faktorer omdanner denne lov til en tendens, og beskrev den unikt som ”denne dobbeltsidede lov”. Han forsatte med at forklare: ”Denne lov virker derfor kun som en tendens, hvis effekt kun er afgørende under visse bestemte omstændigheder og over lange perioder.”(6)

Der har været lange perioder, hvor profitraten faldt. Det var tilfældet ved slutningen af den lange periode med kapitalistisk opsving, der fulgte anden verdenskrig. Men der har også været lange perioder, hvor profitraten steg som i de sidste 30 år. Vi må derfor se andetsteds hen for en forklaring på kriser, som Marx afslører i hans omfattende tekster om politiske økonomi.

I Teorier om Merværdi, der af Engels beskrives som bind 4 af Kapitalen, kommer Marx med en klar skitse af den fundamentale modsætning, som kapitalismens står overfor:

“Det faktum at den borgerlige produktion er tvunget af sine egne indre love til på den ene side at udvikle produktivkræfterne som om produktionen ikke fandt sted på et snævert begrænset socialt grundlag, mens på den anden side den kun kan udvikle disse kræfter indenfor disse snævre grænser, er den dybeste og mest skjulte årsag til kriser. Det viser de himmelråbende modsætninger, som den borgerlige produktion finder sted indenfor, og afslører selv ved at overfladisk blik, den borgerlige produktionsform som blot en overgang, en historisk form.”

“Dette forstås temmelig forsimplet, men ikke desto mindre korrekt af Sismondi, for eksempel som en modsætning mellem produktion for produktionens skyld og distributionen der gør en absolut udvikling af produktiviteten umulig.”(7)

Marx udtalte flere gange, at den ultimative årsag til kapitalistiske kriser er overproduktion. Men det er ikke overproduktion i forhold til, hvad folk behøver eller vil have. I en markedsøkonomi refererer overproduktion kun til, hvad der kan sælges med profit. ”Englænderne for eksempel er tvunget til at låne deres kapital til andre lande for at skabe et marked for deres varer”; forklarer Marx.

“Overproduktion, kreditsystemet osv., er midler hvormed kapitalistisk produktion forsøger at bryde gennem sine egne barrierer og at producere udover sine egne begrænsninger… Derfor opstår kriser, der på samme tid driver den fremad og udover [dets egne grænser] og tvinger den til at tage syvmileskridt for at nå en udvikling af produktivkræfterne, der kun kunne opnås meget langsomt inden for dets egne grænser.”(8)

Marx gentager denne pointe igen og igen gennem alle sine tekster. ”Overproduktion er specifikt betinget af de generelle love for kapitalens produktion: at producere til den grænse sat af produktivkræfterne, det vil sige at udnytte den maksimale mængde arbejde med en given kapital, uden hensyn til markedets virkelige grænse eller behov bakket op af evnen til at betale.(9)

fallencapital latuffReproduktionsprocessen

Igen i bind 2 af kapitalen forklarer Marx “Omfanget af massen af varer, der frembringes af kapitalistisk produktion bestemmes af omfanget af denne produktion om dens behov for konstant ekspansion, og ikke af en forudbestemt ramme af udbud og efterspørgsel, af behov der skal tilfredsstilles. Udover andre industrielle kapitalister kan masseproduktion have grosserer som sin eneste umiddelbare køber. Indenfor visse grænser kan reproduktionsprocessen fortsætte på samme eller på en udvidet skala, selvom varerne der udspyes fra den ikke i realiteten går ind i hverken individuel eller produktivt forbrug. Forbruget af varer inkluderes ikke i det af kapitalens kredsløb som de opstår fra. Så snart garnet for eksempel er solgt, kan kredsløbet for den kapitalværdi, der er repræsenteret i garnet begynde på ny, i starten uden hensyn til hvad der sker med garnet, når det bliver solgt. Så længe produktet sælges, følger alt sin regelmæssige kurs, så vidt angår den kapitalistiske producent. Den kapitalværdis kredsløb, som han repræsenterer, er ikke forstyrret.”

Marx fortsætter derefter med at forklare, at denne ekspansion tillader hele reproduktionsprocessen at blive fuldendt. Men de ophober sig og ligger usolgte i hænderne på detailhandlerne og forbliver på markedet, ”En strøm af varer”, skriver Marx, ”følger nu på hinanden, og det fremkommer endelig at den tidligere strøm kun tilsyneladende blev opslugt af forbrug. Varekapitalen kappes nu med hinanden om plads på markedet. Senkommerne sælger under prisen, for overhovedet at få solgt. De tidligere strømme er endnu ikke omdannet til rede penge, mens betalingen for dem forfalder til betaling. Deres ejere må erklære sig konkurs eller sælge for enhver pris for at kunne betale. Dette salg har dog intet som helst at gøre med efterspørgslens virkelige tilstand. Det har kun at gøre med efterspørgsel efter betaling, med den absolutte nødvendighed af at omsætte varer til penge. På dette tidspunkt bryder krisen ud. Den bliver først tydelig ikke i den direkte indskrænkning af forbrugernes efterspørgsel, efterspørgslen til individuelt forbrug, men snarere i en nedgang i antallet af udvekslinger af kapital i kapitalens reproduktionsproces.”(10)

Den same pointe gentages igen i bind 3 af Kapitalen, hvor Marx (endnu engang) understreger den fundamentale modsætning i den kapitalistiske produktionsmåde: ”den ultimative årsag til alle virkelige kriser forbliver bestandig massernes fattigdom og begrænsede forbrug stående i modsætning til driften i den kapitalistiske produktion til at udvikle produktivkræfterne som om kun samfundets absolutte forbrugskraft udgjorde grænsen”.(11)

latuff us bank crisisOverproduktion

Nogle “kloge” folk har forsøgt at komme omkring denne klare forklaring på kriser ved at hævde at denne udtalelse fra Marx var en isoleret sætning, en “beskrivelse” eller simpelthen ”en henkastet bemærkning”. Men selv den mest flygtige undersøgelse af hans tekster viser, at dette ikke er tilfældet. Langt fra at være en isoleret og tilfældig bemærkning er denne forklaring i virkeligheden absolut central for Marx’ teori om kriser. Det er en teori ikke baseret på ”under-forbrugs” teorien, der i bedste fald er fuldstændig ensidet, men på den centrale modsætning med overproduktionen under kapitalismen. Marx og Engels havde allerede hentydet til denne årsag i Det Kommunistiske Manifest, hvor overproduktion beskrives som en epidemi, ”som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion.”

Det var ingen andre end revisionisten Eugene Dühring, der lånte og populariserede ”under-forbrugs” forklaringen på kriser, som han fremsatte i opposition til Marx’ teori om overproduktion. Engels pointerede at: ”Rodbertus tog ideen fra Sismondi, og Herr Dühring har derefter kopieret den på hans almindelige vulgære facon fra Rodbertus.”(12)

Det var op til Engels assisteret af Marx at tilbagevise denne falske ide fra professor Dühring inklusiv ideen om ”under-forbrug”. Svaret var så omfattende at rækken af artikler udgivet i den tyske partipresse, snart blev en bog med titlen Anti-Dühring, der først kom frem i 1878, og efterfølgende er blevet etableret som en af de grundlæggende klassikere i marxistisk teori.

Det er bemærkelsesværdigt, at i behandlingen af kapitalistiske kriser indeholder forklaringen i Anti-Dühring ikke en eneste reference til profitratens tendens til at falde. Ja ikke et eneste ord – ikke engang en ”henkastet bemærkning” kan findes om emnet. Nogle akademiske ”marxister” er ekstremt irriterede over denne tavshed. De er så irriterede, at de har forsøgt at argumentere for, at Engels’ anskuelser ikke var de samme som Marx’, med andre ord at Engels ikke var en virkelig marxist!

Typisk for denne tilgang er Professor M.C. Howard og seniorprofessor i økonomi J.E. King, der i deres History of Marxian Economics informerer os om, at Engels “fortolkede Marx for at fremkomme med en sammenhængende teori og økonomiske kriser.” Disse lærde kritikere fortæller os, at: ”Ved at tilsidesætte profitratens tendens til at falde forsagede han faktisk en kæmpe del af Marx’ kriseteori, selvom han blev fulgt i dette af næsten alle marxistiske økonomer før 1929.” De konkluderer, at ”kontroversen fortsætter om hvorvidt hans [Engels’] egne senere tanker udgør en distinkt ’Engelsisme’ der med sin determinisme og sin anvendelse af naturvidenskabens ræsonnement for at studere den menneskelige historie er adskilt fra og i modsætning til Marx’ egen filosofi og analysemetode… det er muligt, at Engels tog en bevidst beslutning om at undertrykke de af Marx’ tekster, hvis humanistiske orientering han (i 1880’erne) havde meget lille sympati for.”(13)

Dette er opdigtede og grundløse beskyldninger, der ikke har den ringeste forbindelse til sandheden men som udbredes på universiteterne som så meget andet billig sladder. De er del af den akademiske verden, der er adskilt fra marxismen, men som forsøger at gøre sig bemærket ved at fabrikere forskelle mellem Marx og Engels. De har muligvis læst alle de rigtige bøger, men deres synspunkter er ikke til stor gavn for marxister eller nogen som andre der søger en videnskabelig forklaring.

Men kan det virkelig, som de foreslår, være rigtigt, at Engels misforstod eller misfortolkede Marx’ synspunkter om økonomi - i dette tilfælde i det klassiske værk Anti-Dühring? Nej, det er ikke rigtigt og af en meget god grund: Selvom denne bog blev skrevet af Engels, blev det færdige udkast læst og godkendt af Marx, der også bidrog med et helt afsnit til den. Hvilken del skrev Marx? Mens Engels koncentrerede sig om filosofi, historie og videnskab, var det Marx selv der, som Engels indrømmede, skrev et langt afsnit om økonomisk teori i Anti-Dühring.

Eftersom denne bog blev skrevet mere end et årti efter at udkastet til Kapitalen var blevet færdiggjort, og eftersom Marx døde omtrent fem år efter dets udgivelse, kan delen om økonomi i Anti-Dühring tages som Marx’ sidste tanker om kapitalistiske kriser. Dette er uden tvivl det sidste han skrev om emnet.

Vi vil behandle profitratens tendens til at falde i en fremtidig artikel, men for nu er det tilstrækkeligt at bemærke, at de opfattelser, der udtrykkes i Anti-Duhring, repræsenterer både Marx og Engels’ synspunkter, der var identiske på trods af det falske billede alle revisionisterne har forsøgt at fremstille.

Anti-Dühring

Lad os se hvad Engels (og Marx) skrev i Anti-Dühring. ”Vi har set, hvordan de moderne maskiners ubegrænsede evne til forbedring som følge af samfundets produktionsanarki tvinger den enkelte industrikapitalist til uafbrudt at forbedre sine egne maskiner, at forøge deres produktivitet”, forklarer forfatteren. ”En lige så bydende tvang ligger der for ham i den blotte mulighed for at udvide produktionsområdet. Storindustriens enorme ekspansionsevne - sammenlignet med den er luftarternes evne til at udvide sig den rene barneleg - træder os nu i møde som et kvalitativt og kvantitativt udvidelsesbehov, der lader hånt om ethvert modtryk”(14) Efter at han har beskrevet produktivkræfternes ubarmhjertige vækst under kapitalismen drevet af tvungne love, går forfatteren over til at forklare de fundamentale modsætninger, der plager det kapitalistiske system: “Modtrykket udgøres af konsumtionen, af afsætningen, af markederne for storindustriens produkter”, forklarer Engels. “Men markedernes ekspansionsevne, ekstensivt såvel som intensivt, styres af helt andre love, der virker med betydelig mindre styrke.” 

Her beskriver Engels (og Marx), at der åbner sig et gab mellem produktion og forbrug, der opererer efter forskellige love, nogen kraftigere end andre. ”Udvidelsen af markedet kan ikke holde trit med udvidelsen af produktionen. Kollisionen bliver uundgåelig… kapitalistisk produktion er påbegyndt en ny ‘ond cirkel’”, forklarer Engels.(15) Han kommer med samme pointe i november 1886 i forordet til Kapitalen: “Mens den produktive kraft øges i et geometrisk forhold, fortsætter udvidelsen af markedet i bedste fald aritmetisk.” (Egen oversættelse)

Så hvilken karakter har kriser under kapitalismen? Engels forklarer, ”Disse krisers karakter er så udpræget, at Fourier beskrev dem alle, da han så rammende betegnede den første som: crise plethorique, overflodskrise”(16) Med andre ord en overproduktionskrise.

Det er blot en gentagelse af, hvad Marx har forklaret andetsteds. For eksempel i Kapitalen bind 1: ”Fabrikssystemets uhyre evne til springvist at udvide sig og dets afhængighed af verdensmarkedet fremkalder nødvendigvis feberagtig produktion og deraf følgende overfyldning af markerne, hvad der så medfører lammelse, når markederne skrumper ind. Industriens tilværelse forvandler sig til en rækkefølge af jævn opgang, højkonjunktur, overproduktion, krise, stagnation.”(17)

I sin forklaring på den marxistiske teori og kriser piller Engels fuldstændig Eugene Dührings forsøg på at forklare kriserne gennem ”massernes underforbrug” fra hinanden. Engels drager en skarp adskillelse mellem ”under-forbrug” (der altid har eksisteret i et klassesamfund, som resultat af massernes fattigdom) og overproduktionsfænomenet, der kun finder sted i kapitalismen.

Brugsværdier

Før-kapitalistiske samfund var naturlige økonomier, hovedsageligt baseret på produktion af brugsværdi. Fænomenet overproduktion var ukendt i disse samfund, der led af det modsatte problem, især underforbrugsproblemet, der kom af manglen på brugsværdi, som resultat af produktivkræfternes lave niveau og naturlige katastrofer (tørke, plager, pest o.l.) såvel som krig, som disse samfund havde en tilbøjelighed til.

Overproduktion er derfor noget enestående for kapitalismen og eksisterer ikke i noget andet samfund. Det opstår ud af markedsøkonomien og vareproduktionens anarkistiske love. Under kapitalismen er produktivkræfterne blevet revolutioneret i en sådan grad, at de, hvis produktionen var rationelt planlagt og organiseret, fuldstændig kunne tilfredsstille samfundets basale behov. De er vokset fuldstændig ud over det kapitalistiske system og det private ejerskabs rammer.

På grundlag af en rationel plan for produktionen, kunne arbejdets produktivitet og med den levestandarden hos det overvældende flertal øges enormt på relativt kort tid. Problemet er at under kapitalismen bliver produktionen ikke planlagt rationelt, men gearet til at få maksimal profit og domineres af blinde markedskræfter. Her står vi overfor modsætningen mellem social produktion og individuel tilegnelse, hvor kapitalisterne tilegner sig den rigdom, der er skabt af arbejderklassens sociale arbejde.

Overproduktionen fremkommer under kapitalismen på grund af den ubegrænsede drift efter at udvide produktionen, der periodevis kolliderer med markedsøkonomiens snævre grænser. Masser af mennesker ønsker eller behøver ting, men de har ikke pengene til at købe dem. De mangler ”effektiv efterspørgsel” ifølge de borgerlige økonomer. Dette mærkelige fænomen med overproduktion, hvor der eksisterer for mange varer, hvor varer produceret for salg ikke kan sælges, opstår i sidste ende fra det faktum at arbejderklassen ikke kan købe den fulde værdi af det, den producerer tilbage. Profit er arbejderklassens ubetalte arbejde. Denne tilstand er irrationel ud fra ethvert fornuftigt synspunkt, men opstår ud af markedsøkonomiens anarki og det kapitalistiske samfunds klassestruktur.

”Under-forbrug” eksisterer også under kapitalismen, som enhver arbejder kan bevidne. Merværdi kan ikke komme fra hverken maskiner eller bygninger, der blot overfører deres egen værdi til varerne. Kun menneskeligt arbejde er i stand til at skabe ny værdi. Arbejderklassen modtager mindre værdi i løn, end de producerer. Dette ubetalte arbejde er kilden til merværdi og tilegnes af kapitalisten. Arbejderne kan aldrig købe tilbage, hvad de producerer, eftersom de kun modtager nok til at opretholde sig selv og deres familier. Som Marx forklarede, er problemet ikke at forklare, hvorfor der kommer kriser, men hvorfor som et resultat heraf der ikke fra dag et er en permanent krise i kapitalismen.

Men det kapitalistiske system kommer rundt om dette problem med utilstrækkelig efterspørgsel med opdelingen af økonomien i to hovedafdelinger: afdeling et, der producerer forbrugsgoder og afdeling to, der producerer kapitalgoder (produktionsmidlerne).

”En del af kapitalisterne producerer goder, der direkte forbruges af arbejderne”, forklarer Marx ”en anden del producerer enten goder, der kun indirekte forbruges af dem, for så vidt for eksempel de er del af den kapital, der er nødvendig for at producere livsnødvendighederne som råmaterialer, maskiner osv. eller varer der ikke forbruges af arbejderne overhovedet, som kun går ind i indtægterne hos ikke-arbejderne.”(18) (Egen oversættelse).

Så længe kapitalistklassen, der tilegner sig merværdien, tager overskuddet og reinvesterer det i mere nyt maskiner, bygninger og generel infrastruktur kan systemet udvikle sig, men kun på bekostning af at forberede vejen for en ny overproduktionskrise. Med andre ord skaber det kapitalistiske system sit eget marked gennem interaktion mellem de to afdelinger af produktionen og overkommer midlertidigt denne indbyggede modsætning. Det eneste problem er, at denne øgede produktionskapacitet producerer endnu flere forbrugsgoder, der til sidst ikke kan sælges og vi har en ny krise. Men slagtningen af kapitalens værdi, der altid kommer i en krise, lægger grunden for en ny periode med opsving, som igen reproducerer modsætningerne på et højere niveau. Det tager form under kapitalismens cyklus med opsving og krise.

Ubegrænset ekspansion

Manglen på arbejderklassens købekraft er derfor kun en side af ligningen. Mere betydningsfuldt er kapitalisternes fortsatte drift efter ubegrænset ekspansion ved at reinvestere den merværdi, der er udtrykket fra arbejderklassens ubetalte arbejde. Denne dialektiske modsætning udgør det kapitalistiske systems hjerte. Denne ukontrollerede drift efter at akkumulere og producere vil før eller senere ramme forbrugets grænser. Her har vi et system med produktion for produktionens skyld og akkumulation for akkumulationens skyld, som Marx forklarede. For at sælge denne overflod af varer er kapitalisterne tvungne til at reducere deres priser under produktionsprisen, hvilket resulterer i tab, faldende profitter og højst sandsynligt bankerotter. Det driver de svagere kapitalister ud og forbereder grunden for et nyt opsving baseret på en højere profitrate.

”[M]assernes underkonsumtion, massekonsumtionens indskrænkning til det, der er strengt nødvendigt til underhold og forplantning, ikke noget nyt fænomen,” forklarer Engels. ”Den har eksisteret, så længe der fandtes udbyttende og udbyttede klasser.” Overproduktionskrisen er dog et nyt fænomen, der først er opstået under den kapitalistiske produktionsmåde. ”Underkonsumtion har altså været et konstant historisk fænomen i årtusinder” fortsætter Engels ”[…] Men det siger ikke noget om årsagerne til, at vi i dag har kriser, lige så lidt som det siger noget om årsagerne til, at de ikke fandtes tidligere.”

Han går derefter over til at forklare årsagen i den kapitalistiske produktionsform, karakteriseret af ”den almindelige afsætningsstagnation, der skyldes produktionsoverskud og kommer til udtryk i kriserne, er først kommet til syne i de sidste halvtreds år.”(19)

Den marxistiske kriseteori er baseret på en dialektisk modsætning: den ubegrænsede drift efter at producere som er unik for den kapitalistiske produktionsmåde, kombineret med massernes begrænsede forbrug som udspringer af deres sociale position. Konsekvensen er at kapitalismen er som en mand der saver den gren over som han selv sidder på. På samme tid skaber og ødelægger det markedet ved at presse mere og mere merværdi ud af arbejderklassen, mens de forsøger at holde lønningerne nede på det rene minimum. “Den del der tilfalder arbejderklassen (talt pr. person)”, forklarer Engels “øges enten kun langsomt og ubetydeligt eller overhovedet ikke, og under vise omstændigheder falder den måske endda.”(20) (Egen oversættelse). Det bliver til en barriere for markedets ekspansion og derfor på realiseringen af merværdien, som vi har set i den seneste periode med langvarig nedskæringspolitik.

Pres lønningerne ned

Kapitalisterne som samlet hele ønsker naturligvis at se et ekspanderende marked. Enhver individuel kapitalist ville blive henrykt over at se alle deres konkurrenter øge lønningerne til deres arbejdere for at øge efterspørgslen. Men når det kommer til deres egne arbejdere er de fast besluttede på at holde lønningerne nede for at reducere omkostningerne og øge profitterne. Så kapitalisterne, der er drevet af konkurrencen, ender alle med at forsøge at presse lønningerne ned og derfor efterspørgslen. ”Produktet styrer producenterne”, forklarer Engels(21) (Egen oversættelse). De er alle fanget i denne modsætning i kapitalismen.

I et udfald mod Dühring bemærker Engels: “Der hører således en stærk dosis dybt original uforskammethed til for at forklare den øjeblikkelige totale stagnation i afsætningen af bomulds-garner og -stoffer med de engelske massers underkonsumtion i stedet for med de engelske bomuldsfabrikanters overproduktion.”, skriver Engels.(22) Dette synspunkt har, bør det bemærkes, intet tilfælles med positionerne hos forskellige borgerlige økonomiske skoler kendt som ”under-forbrugeristerne”, navnlig keynesianisterne.

Marx selv havde kritiseret konceptet med ”underforbrug” som krisens årsag i bind to af kapitalen, skrevet omkring 10 år før Anti-Dühring. Forbrug alene (eller snarere manglen på det) er ikke den fundamentale årsag, forklarer han. Hvis det var tilfældet, kunne problemet løses ved at øge massernes købekraft. Det er præcis keynesianisternes falske argument. Marx svarede dette på følgende vis:

“Det er en ren tautologi at sige, at kriser forårsages af manglen på effektiv efterspørgsel eller effektive forbrugere. Det kapitalistiske system kender ikke til andre former for forbrug end det effektive. At varer er usælgelige betyder blot, at der ikke er fundet nogen effektive købere til dem, dvs. forbrugere (eftersom varer i sidste ende købes til produktiv eller individuelt forbrug).” Han fortsætter: ”men hvis man ville forsøge at give denne tautologi en snert af en dybere retfærdiggørelse ved at sige, at arbejderklassen modtager en for lille del af sit eget produkt og at ondet kunne afhjælpes så snart den modtog en større del af det og dets lønninger steg som konsekvens, kan man kun bemærke, at kriser altid forberedes præcis af en periode, hvori lønningerne generelt stiger og arbejderklassen faktisk modtager en større del af det årlige produkt, der er beregnet for forbrug. Fra disse advokaters standpunkt med ’simpel’ (!) og sund fornuft, burde en sådan periode snarere fjerne kriserne.”(23) (Egen oversættelse).

Med andre ord, lønningerne har en tendens til at stige ved et opsvings højrepunkt, hvor arbejdskraften har en tendens til at være en mangel, kort før en nedgang i økonomien. Derfor kan manglen på efterspørgsel ikke anses for at være den virkelige årsag til overproduktionskriser.

Det er netop keynesianisterne, der tror, at kriser skabes af mangel på “effektiv efterspørgsel” (“underforbrug”) og at lønninger eller statens forbrug bør øges for at løse problemet. Venstrereformister fremsætter ofte dette keynesianistiske argument som en løsning på den nuværende krise. Mens vi uden tvivl går ind ofr højere lønninger, er ideen om, at det vil løse krisen fuldstændig forkert. I realiteten vil højere lønninger blot æde af profitterne og presse kapitalisterne til at skære på investeringer og produktion og dermed udligne tiltagets effekt. Det er umuligt at skabe efterspørgsel ud af den blå luft. Kapitalismens love bestemmes af et system af vareproduktion, inklusiv arbejdskraft.

At kræve at staten skal ”skabe” efterspørgsel er også utopisk. Forsøget på at bruge seddelpressen til at ”skabe” penge, der ikke er underbygget af ekstra produktion, vil kun tjene til at puste til inflationen og reducere arbejdernes indkomst. Den eneste anden vej for staten til at øge forbruget er at tage en yderligere del af merværdien gennem beskatning. Det vil igen betyde enten at skære i profitterne, hvilket vil stoppe kapitalisternes investeringer eller beskatning af arbejderklassen, hvilket vil skære forbruget og dermed reducere efterspørgslen. Hvis de låner pengene (underskudsfinansiering), vil de skulle betale tilbage med renter. I sidste ende vil en sådan løsning kun intensivere kapitalismens problemer, ikke løse dem. Det er en ”catch 22” situation.

”Den kapitalistiske produktionsmådes samlede mekanisme svigter under presset af de produktivkræfter, den selv har frembragt”, skriver Engels. ”Den kan ikke længere forvandle hele denne masse af produktionsmidler til kapital; de ligger stille, og netop derfor må også den industrielle reservearmé ligge stille. Produktionsmidler, subsistensmidler, disponible arbejdere, er til stede i overflod. Men \"overfloden bliver kilde til nød og mangel\" (Fourier). Det er netop denne overflod, der forhindrer, at produktions- subsistensmidler forvandles til kapital.”(24)

Imod slutningen af sit liv vendte Engels tilbage til kapitalismens fundamentale modsætninger I hans introduktion fra 1891 til Marx’ Lønarbejde og Kapital. Den kunne være skrevet for at beskrive situationen i verden i dag, Vi overlader derfor det sidste ord til ham på spørgsmålet om kriser:

”Dette menneskelige arbejdes produktivitet, der hver dag stiger i en grad som tidligere var uhørt og endelig betyder en fremvækst af en konflikt, som den nuværende kapitalistiske økonomi må forulykke. På den ene side umådelig rigdom og overflod af produkter som køberne ikke kan kapere; på den anden side samfundets store masse proletariseret, omdannet til lønarbejdere og præcis af denne grund gjort ude af stand til selv at tilegne sig denne overflod af produkter. Denne deling af samfundet i en lille umådeholden rig klasse og den store, ejendomsløse klasse af lønarbejdere resulterer i et samfund, der kvæles af sin egen overflod, mens det store flertal knap nok eller næsten ikke er beskyttet fra ekstrem mangel. Denne tilstand bliver dagligt mere absurd og – mere unødvendig. Den må afskaffes og kan afskaffes.”(25) (Egen oversættelse)

Alle citater er oversat fra den engelske artikel.


noter

(1) Financial Times, 26 August, 2011

(2) Engels, Anti-Dühring, p.341, Moscow, 1969

(3) Marx, The Theories of Surplus Value, vol.3, p.56

(4) Ibid, p.56

(5) Ibid, pp. 62 og 53

(6) Marx, Capital, vol.3, pp.326 og 346, Penguin edition, vores fremhævning

(7) Marx, Theories, vol.3, p.84, vores fremhævning

(8) Ibid, p.122

(9) Marx, Theories, vol.2, p.535

(10) Marx, Capital, vol.2, pp.156-57, Penguin

(11) Marx, Capital, vol.3, p.615, vores fremhævning

(12) Engels, Anti-Dühring, p.341

(13) Howard and King, A History of Marxian Economics, vol.1, p.17

(14) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(15) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(16) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(17) Marx, kapitalen, bind 1, www.marxister.dk

(18) Den engelske original: Marx, The Theories of Surplus Value, vol.3, p.41

(19) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(20) Den engelske original: Marx and Engels, Selected Works, vol.1, p.148

(21) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(22) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(23) Marx, Capital, vol.2, pp.414-15

(24) Engels, Anti-Dühring, www.marxister.dk

(25) Marx and Engels, Selected Works, vol.1, pp.148-9

 

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.