Imperialismen LeninVi bringer her forordet til Forlaget Marx' nyudgivelse af Lenins mesterværk "Imperialismen som kapitalismens højeste stadie". Bogen kan købes hos Forlaget Marx

I skrivende stund regner granaterne over civilbefolkningerne i Gaza, og millioner er på flugt fra mareridtet i Syrien. Den økonomiske krise, der startede i 2008, har sat sig dybe spor. Stormagterne tester grænserne for hinandens evne og villighed til at forsvare deres interessesfærer, om det så er i Mellemøsten, Østeuropa eller i resten af verden.

Siden 2008 er hundreder af banker kollapset, og deres aktiver er overtaget af deres konkurrenter, der er vokset til endnu større finansielle kæmper. Dette med massiv statsstøtte. Alle har hørt om, hvordan nationalstaterne siden krisens første stormombruste dage har sprøjtet hundrede af milliarder ind i finanssektoren for at holde hånden under aktie- og obligationskurserne. Over hele jorden manøvrerer verdens førende magter nu for at sikre deres interesser i et presset verdensmarked. I den kontekst er det mere end passende at genudgive Lenins betydningsfulde værk: ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”.

Når man læser Lenins værk i dag, er det slående, hvor skarpt hans analyse rammer ned i dagens samfund. Uden på nogen måde at kunne yde værket retfærdighed (det vil kræve en bog for sig), vil vi her forsøge kort at sætte Lenins værk ind i en moderne kontekst.

Imperialismen i dag

På venstrefløjen tales meget om ”anti-imperialisme”. Som regel begrænses betegnelsen ”imperialisme” dog til at dække en politik med angrebskrig, ofte i fjerntliggende lande, som det var tilfældet med de amerikansk-ledede invasioner i Afghanistan og Irak. Men som Lenin viser i dette værk, er begrebet imperialisme langt dybere. Det er ikke bare betegnelsen på en inhuman politik, men et egentligt stadie i kapitalismens økonomiske udvikling.

Lenins undersøgelse bygger videre på Marx og Engels' analyser. Her viste de, hvordan den oprindelige fri konkurrence, af egen drift, går imod koncentration af kapital og monopolisering. Men hvor Marx og Engels i høj grad forudanede en fremtidig udvikling, sætter Lenins senere undersøgelse kød og blod på denne analyse. Ved en række eksempler viser han, hvordan først monopolisering af industrien skaber grundlaget for finanskapitalens herredømme, en finanskapital der er mange gange større i dag og om muligt endnu mere magtfuld end på Lenins tid. Dernæst hvordan finanskapital og stat går hånd i hånd for at tilkæmpe sig råstoffer, markeder og interessesfærer ad både økonomisk og militær vej.

Mens Lenin beskriver det reaktionære styre, som monopolerne og finanskapitalen påtvinger verdens lande, så viser han også hvordan koncentrationen af produktionen, i en historisk sammenhæng, er en progressiv udvikling. Inden for de enorme koncerner hersker nemlig streng planøkonomi, og stadig flere led kommer med i kæden. En udvikling, der går hen imod stadig større socialisering af produktionen og dermed danner et bedre udgangspunkt for en socialistisk økonomi, med demokratisk planlægning af produktionen efter en proletarisk revolution.

Supermarkeder – centralisering i anden potens

Tag eksemplet med verdens største detail-kæde Walmart: Kæden har over 2 mio. ansatte i 27 lande. Det er en virksomhed, der også benytter sig af kombination, som Lenin kaldte det, her ved at sprede sig over flere led i produktionskæden. I 1991 begyndt Walmart således at introducere sine egne mærker. Det har i dag nået et niveau, hvor 40 pct. af varerne, der ryger over disken, er Walmarts egne mærker. Som den absolut største spiller i amerikansk detailhandel, med en markedsandel på 25 pct., har det stor effekt.

På grund af sin enorme størrelse har Walmart en knusende magt overfor sine leverandører, som den benhårdt kan diktere stadigt lavere indkøbspriser. Men lige så vigtigt stiller Walmart ekstreme krav til sine leverandører. Firmaet har et af verdens mest sofistikerede og centraliserede logistiksystemer. Alle leverandører er koblet på samme system, der på baggrund af enorme mængder information om forbrugernes købevaner, helt ned til hvert enkelt vare, der scannes i en kasse, bruger disse såkaldt Big Data-set til at forudsige fremtidige indkøbsvaner. Systemet synkroniserer produktionen hos samtlige leverandører og sammenkobler dem med et satellitbaseret transportsystem, der opereres af Walmarts 6.500 trækkere med 55.000 trailere. Disse leverer produkterne til 158 distributionscentre, der hver er over 100.000kvm. med over 8km. transportbånd. Alt sammen for at sikre det mest effektive flow og mindst muligt spild.

På den måde fungere leverandørerne i realiteten som en fuldstændig integreret del af Walmart og er helt underlagt deres magt. De moderne kæmpekoncerner har i sandhed bragt koncentrationen til nye højder.

Finanskapitalens vækst

Lenin beskriver videre, hvordan imperialismen som økonomisk stadium er kendetegnet ved dels, at produktionen koncentreres og monopoliseres, men også ved industriens svækkelse i forhold til den finansielle sektor i de udviklede lande. Bankerne går fra formidlere til kommandører, og finanskapitalen bliver den dominerende magt.

Den finansielle sektors betydning var stor på Lenins tid, men er kun vokset siden. I Danmark svarede sektorens udlån i 1956 således til hele 77 pct. af BNP. I 2012 var det tal steget til enorme 199 pct. Med andre ord er hele det danske samfund den finansielle sektors gældsslaver.

Den finansielle sektor i Danmark har i det hele taget en gigantisk relativ vægt, og bare bankernes balance svarede samlet set til 397 pct. af Danmarks BNP i 2012. Én bank alene; Danske Bank, som for en stor dels vedkommende domineres af Mærsk-familien, har ifølge Rangvidudvalgets rapport fra 2013 aktiver, der er nær 200 pct. af BNP.

Finanskapitalens overmagt

Mens finansverdens regeren var mere skjult på Lenins tid, er den i dag, seks år efter det verdensomspændende finanskrak, tydelig for enhver.

Alene fra 2000 til 2008 er verdens gældsmarked tredoblet. Finansielle aktiver (uden derivater, de mest eksotiske spekulationspapirer) har for længst overhalet verdens samlede BNP. (på $72.000 mia.) to gange.

Finanskapitalens magt blev tydelig, da krakket ramte i 2008. Omgående klappede samtlige nationalbankschefer og regeringsledere verden over hælene sammen og nationaliserede så at sige omgående bankernes tab, men overlod profitten til finanskapitalisterne. Arbejderklassen måtte betale regningen.

De sunde dele af de mindre og/eller svagere banker, der var ved at bukke under, blev af staten praktisk talt foræret til de stærkere. Antallet af banker i Danmark er fra 2008 til 2013 faldet med 56 pct., mens udlånsbeholdningen kun er faldet 25 pct. De fem største banker har i dag en markedsandel på 85 pct., hvoraf Nordea Danmark og Danske Bank, ifølge Voxmeter, alene sidder på hhv. 23,3 pct. og 27,2 pct. Med andre ord koncentreres endnu mere magt i hænderne på et stadigt mindre antal mennesker.

Finanskapitalen og Staten

Den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs er et glimrende eksempel på det moderne finansoligarki. Med aktiver til en værdi af godt og vel 5.000 mia. kroner (2,7 gange så meget som det danske BNP.) og et overskud i 2013 på 64,71 mia. kroner, er det i sandhed en kæmpe.

Dens eneste virke er finansielle operationer (som fx investeringer, børsnoteringer osv.) på egne og kunders vegne. Men som Lenin forklarer i dette værk, er banken i det imperialistiske stadie ikke bare en formidler, der holder kapitalen beskæftiget. Banken er en endog meget aktiv kommandør. Således købte Goldman Sachs 20 pct. af aktierne i Dong Energy i starten af 2014, til ekstrem underpris fra den danske regering. En del af den politiske aftale, som størstedelen af Folketinget godkendte, indeholdt et krav om børsnotering inden selskabets regnskabsaflæggelse i 2017. Hvis dette krav ikke opfyldes, har Goldman Sachs ret til at tilbagesælge sine aktier til en "i forvejen aftalt pris", som det blev offentligheden fortalt.

"Idéen er jo, at Dong skal børsnoteres om nogle få år. Og sandsynligvis vil Goldman Sach kort efter børsnoteringen skille sig af med en del af aktierne - de vil ikke være ejere af Dong i 30 år", fortalte professor Michael Møller til Politiken.

Ved at "rydde op i selskabet" skal Goldman Sachs altså være med til at presse kursen på de nyudstedte aktier så højt op som overhovedet muligt. Det vil give Goldman Sachs en masse penge og selvfølgelig også betyde, at staten kan tjene så meget desto mere på at sælge sine aktier på det tidspunkt.

Investeringsbanken venter heller ikke bare på, at politikerne kommer med nye regler, de skal forholde sig til. Nej, de skriver dem selv. Således var tidligere Goldman Sachs-chefer; Robert Rubin og Henry Paulson finansministre under henholdsvis Bill Clinton og George W. Bush. Under Obama var Goldman Sachs-lobbyisten, Mark Patterson, stabschef for finansminister Timothy Geithner. Formanden for den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, er også tidligere Goldman Sachs-mand.

Samme fænomen ser man også i lille Danmark, hvor der ligeledes er løbende udveksling mellem topembedsmænd, erhvers- og finanstoppen. Således var fx David Hellemann departementschef i Finansministeriet under Corydon, men er netop blevet topchef i Nordea Danmark.

Disse personsammenfald er naturligvis bare det mest åbenlyse tegn på den tætte forening af finanskapital og stat. Tusindvis af synlige og usynlige bånd binder dem sammen økonomisk.

Forskelle og ligheder

Mens hovedparten af de elementer, som Lenin beskriver, i høj grad stadig gør sig gældende i dag, er der naturligvis også forskelle - tiden har trods alt ikke stået stille. I økonomisk sammenhæng er tidshorisonterne for finanskapitalens investeringer blevet stadig kortere og mere spekulative, hvilket blot har skærpet modsætningerne i økonomien og ført til mere kaotiske tilstande, som står i skarp kontrast til den strenge orden internt i de store monopoler.

Ejerstrukturerne for virksomhederne er også ændret. Store dele af middelklassen og endda den øverste del af arbejderklassen ejer i dag aktier. Enten direkte eller indirekte gennem pensionsinvesteringer osv.

Det har fået visse kloge hoveder til at erklære, at der ikke længere findes kapitalister, at vi alle er virksomhedsejere. Men inden man drager den slags konklusioner, er det værd at se på ejerskabet af de 500 største (ikke finansielle) virksomheder i Danmark.

Aktie-”demokrati”

Tilbage i 1999 lavede Finansministeriet følgende opgørelse:

Ud af de 500 største virksomheder i Danmark havde:

  • kun 44 (8 pct.) af dem, hvad Finansministeriet betegnede som ”spredt ejerskab”, hvor ingen aktionær ejer mere end 20 pct. af aktierne.
  • Til sammenligning var der 109 (21,8 pct.) familieejede virksomheder.
  • 57 (11,4 pct.) var fondsejede, som i de fleste tilfælde blot er et ekstra led indskudt i et familieejerskab.
  • 86 (17,2 pct.) havde dominerende ejerskab, hvor en eller flere personer, en familiekreds, en eller flere erhvervsvirksomheder, eller en eller flere fonde besidder en kapitalandel/stemmeandel på mere end 20 pct., men ikke over 50 pct.
    • Hvordan kan fx en familie så dominere et selskab, hvis ingen ejer mere end 50%? I finansministeriets opgørelse fra 1999 forklares det med A.P. Møller gruppen som eksempel på en kompliceret magtpyramide: På første trin var alle A.P. Møller gruppens selskaber. På næste trin var to selskaber: ”Dampskibsselskabet Svendborg” og ”Aktieselskabet Dampskibsselskabet af 1912”. De er tilsammen hovedaktionærer i alle de underliggende selskaber. På sidste trin var tre fonde (kontrolleret af familien) og nu afdøde Mærsk Mc-Kinney Møller, der tilsammen ejede majoriteten af aktierne i disse to dampskibsselskaber. Med en sådan konstruktion var der formelt tale om selvstændige selskaber, der ikke skulle aflevere samlet regnskab og ikke skulle stå til regnskab for hinanden, mens realiteten var, at de var én enhed. A.P. Møller gruppens konstruktion anno 1999 var et eksempel på hvad Lenin kalder et ”deltagelsessystem”.
  • 144 (28,8 pct.) var datterselskaber af et udenlandsk selskab og derfor også uden for småaktionærernes indflydelse.

Samlet set vil det sige, at 394 ud af de 500 største selskaber helt åbenlyst er udenfor den ”almindelige aktionærs” indflydelse. I praksis gælder det samme imidlertid for de resterende virksomheder. Ejerskab på papiret er nemlig ikke ensbetydende med kontrol, idet småaktionærerne, i det omfang de i det hele taget har stemmeret, har så få stemmer, at de i realiteten er ligegyldige, og de store investorer vha. fuldmagter osv. kan kontrollere selskabet.

I realiteten kan fx en bank have bestemmende indflydelse med en aktiepost på bare 15 pct., hvis de tre øvrige største aktionærer har under 5 pct. hver. Ligeledes kan selskaber kombinere deres indflydelse, som det er tilfældet med eksemplet fra A.P. Møller -gruppen.

Jo flere aktier et selskab udsteder, jo mere drukner de små, og jo mere vinder de store.

Som Lenin udtrykker det: ”Aktiebesiddelsens 'demokratisering', af hvilken de borgerlige sofister og opportunistiske 'også-socialdemokrater' venter (eller foregiver at vente) 'kapitalens demokratisering', småproduktionens stigende betydning osv., er i virkeligheden kun et af midlerne til at styrke finansoligarkiets magt. Af denne grund tillader lovgivningen i øvrigt i alle ældre, mere fremskredne, mere 'erfarne' kapitalistiske lande mindre aktier.”

I selskaber med spredt ejerskab har de institutionelle investorer, som ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), dog en stor rolle. Så skulle man tro, den hellige grav er velforvaret med folk som LO-formand Harald Børsting ved roret. Problemet er bare, at bestyrelsen er en kransekagefigur, uden reel indflydelse. Faktum er, at disse pengetanke ikke repræsenterer en egeninteresse. Tværtimod er det de største virksomheder i Danmark, som LD investerer arbejdernes penge i, som har enorm indflydelse på, hvad LD bruger arbejderklassens opsparede milliarder til. LD, ATP og pensionskasserne er dermed et værktøj for toppen af erhvervslivet og finanskapitalen. Indbygget i fondene er yderligere den modsætning, at arbejdernes interesse er modsat kapitalens, men samtidig skal fondene sikre størst muligt afkast for arbejdernes surt opsparede penge.

Så aktieejerskab og pensionsmidler gør ikke almindelige arbejdere til virksomhedsejere. Tværtimod er realiteten, at arbejderklassen i Danmark stiller sin opsparing (en formue der i 2012 beløber sig til 3.600 mia. kroner) til finanskapitalens disposition og dermed gearer finanskapitalens kapital.

Økonomisk Kolonialisme

Sidste del af Lenins ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium” er dedikeret de kapitalistiske staters kamp om råstoffer, markeder og interessesfærer. Her beskriver han, hvordan kolonierne er af afgørende betydning, og hvordan det faktum, at hele verden allerede er opdelt, gør det nødvendigt for nye imperialistiske magter, uden de store kolonibesiddelser, at gennemtvinge en nyopdeling – hvad der førte til 1. Verdenskrig.

Her ser vi en på overfladen markant forskel til i dag. Antallet af kolonier er faldet drastisk, og der er mere eller mindre kun halv-kolonier tilbage, som fx Grønland, der er under den danske krones ”beskyttelse” (læs: dominans).

Særligt efterkrigsperioden er afgørende for at forstå denne udvikling. En revolutionær bølge strømmede over hele verden efter Anden Verdenskrigs afslutning. Mens den i Europa blev besejret ved stalinismens og socialdemokratiernes hjælp og ledt over ad parlamentarisk-demokratisk vej med en række historiske indrømmelser fra den herskende klasse, bl.a. hele velfærdsstaten, var der i efterkrigsperioden en hel række national-demokratiske revolutioner og befrielseskrige i de koloniale lande. Mange steder førte det til forskellige former for tilbagestående planøkonomier, skabt i Moskvas billede, men med et endnu mere tilbagestående teknisk og kulturelt niveau.

Her kommer vi til et springende punkt i forhold til, hvad Lenin beskriver i ”Imperialismen”: De herskende klasser i Europa var efter anden verdenskrig simpelthen ikke stærke nok til at bevare de kolonier, som Lenin beskriver som afgørende for finanskapitalen og imperialismen. Og med det enorme vækstpotentiale, der lå i genopbygningen af de imperialistiske lande efter krigen, var det i første omgang heller ikke så presserende. Nye industrier kom til, og ny teknologi og kapitalintensiv masseproduktion blev indført indenfor stort set alle områder.

Verdenshandlen steg årligt med to-cifrede værdier; udviklingen i produktiviteten i de imperialistiske lande var enorm. De nu tidligere koloniale lande blev måske nok officielt uafhængige lande, men deres kapitalapparat og finansielle styrke kunne på ingen måde måle sig med de imperialistiske lande. Kun ved finansiel, militær og handelsmæssig støtte fra Sovjet kunne nogle af dem bevare en vis selvstændig handlefrihed en periode.

Men i mangel af en socialistisk revolution i de avancerede lande, der kunne have givet den nødvendige teknologiske og økonomiske støtte, var det kun et spørgsmål om tid, førend verdensmarkedet ville genvinde kontrollen over disse økonomier og dermed underkaste dem de imperialistiske økonomiers dominans.

For den internationale finanskapital viste denne udvikling væk fra koloniherredømme sig at være en fordel. At kontrollere et territorium fysisk med soldater, administration, bureaukrati osv. er en dyr foreteelse, mens økonomisk dominans er billig og så at sige ”uden ansigt”: Der er ikke nogen kolonimagt at angribe, kun markedets usynlige, men brutale hånd, som bag scenen styres af de store monopoler. Men baggrunden for denne udvikling væk fra koloniherredømme skal også findes i det indbyrdes styrkeforhold mellem de kapitalistiske lande.

Én kapitalistisk supermagt

Allerede inden Anden Verdenskrigs afslutning stod det klart, at USA ville blive den nye altdominerende imperialistiske supermagt. Produktionsapparatet hos de gamle imperialistiske magter, som England og Frankrig, var udslidt og landene var i gæld til halsen efter krigen. Kreditoren var USA, hvis produktionsapparat var intakt, og hvis interessesfære og guld- og valutareserve var blevet voldsomt udvidet.

USA's overlegne økonomiske styrke kombineret med dets rolle som eneste reelle bolværk mod den enorme fjende i øst, skabte meget stabile relationer internt mellem de imperialistiske magter. Den førende imperialistiske magt, USA, havde simpelthen ikke noget at frygte fra de mindre magter. Enhver åbning af nationale markeder, selvom de også gav rum til andre imperialistiske magter, måtte nødvendigvis favorisere amerikansk kapital. Derfor blev USA forkæmper for frihandel, beskytter af handelsruter og råstofforsyning.

Den amerikanske økonomis overlegenhed afspejles grafisk i tallene for produktivitet pr arbejdstime:

 BNP pr arbejdstime historisk stormagter

De tilbagestående lande, med næsten ingen eller en ringe industriel base, var og er stadig dybt afhængige af eksport at råvarer til de imperialistiske lande. En position de fastholdes i ved de udviklede landes handelsbarriere overfor færdigprodukter og ikke mindst dumping af færdigvarer på udviklingslandenes markeder. En taktik, som Lenin beskrev som følger:

”Det for finanskapitalen og kartellerne særegne system at eksportere varer til underpriser, 'dumping', som englænderne siger, er også bekendt: i indlandet sælger kartellet sine frembringelser til monopolhøje priser, medens det i udlandet sælger til spotpris for at undergrave konkurrenten og forøge sin egen produktion til det yderste osv.” (Kapitel 9)

Hvordan udmøntede den moderne økonomiske kolonialisme sig så? Efter den såkaldte oliekrise i '73, der på den ene side betød en eksplosion i importudgifter for ikke-olieeksporterende udviklingslande, havde mange banker i de udviklede lande på den anden side enorme mængder ”oliedollars” som skulle investeres. De blev ført over i statsobligationer i de tidligere koloniale lande. Her faldt de på et tørt sted og blev brugt til at afbøde den massive fattigdom, og altså brugt til dag til dag-offentligt forbrug som subsidier osv., og ikke til langsigtede investeringer.

Med prisfald 28 pct. på verdensmarkedet for råvarer i recessionen '81-'82 (United Nations Conference on Trade and Development, Trade and Development Report, 1988), samtidig med at den vestlige finanskapital gennemførte rentestigninger i reale termer på 75 pct. fra '80-'82, kom mange udviklingslande i bundløs gæld og flere gik bankerot. Resultatet var, at de måtte optage lån fra internationale organisationer, som fx den Internationale Valutafond (IMF), hvor den eneste kapitalistiske supermagt USA sidder med den altdominerende indflydelse, med en større stemmeandel end de tre næste lande på listen tilsammen. Med lånene fulgte en række forpligtelser om at liberalisere og åbne deres markeder for udenlandsk kapital, som betød en de facto-overtagelse af udviklingslandenes økonomier fra de enorme vestlige monopoler og finanskapitals side. Resultatet er altså det samme som på Lenins tid, men finanskapitalens midler har udviklet sig.

Finanskapitalens jerngreb

Lenins analyse viser, at i de imperialistiske lande svækkes eksporten af varer og med den industriproduktionen til fordel for eksport af kapital og udvidelse af den finansielle sektor og serviceerhverv. Præcis samme udvikling i anden potens har vi set den sidste generation. Produktion flyttes fra de udviklede økonomier til udviklingslande, som Lenin påpeger allerede i 1916:

”Så længe kapitalismen er kapitalisme, bliver kapitaloverfloden ikke anvendt til at hæve massernes levefod i det pågældende land, da det ville betyde en formindskelse af kapitalisternes profit, men derimod til forøgelse af profitten ved hjælp af kapitaleksport til udlandet, til de tilbagestående lande. I disse tilbagestående lande er profitten i almindelighed meget stor, idet der her kun findes lidt kapital, jorden er forholdsvis billig, lønningerne lave og råstoffer billige.”

og videre om karakteren af kapitalismen i det imperialistiske stadium:

”Monopol, oligarki, stræben efter herredømme i stedet for frihed, og efter få rige og mægtige nationers udbytning af et stadig større antal små eller svage nationer – alt dette skabte de kendetegn hos imperialismen, som bevirker, at vi karakteriserer den som snyltende eller forfaldende kapitalisme. Mere og mere udpræget ytrer sig en af imperialismens tendenser, skabelsen af 'rentierstaten', ågerstaten, hvis bourgeoisi mere og mere lever af kapitaleksport og kuponklipning. Det ville være fejlagtigt at tro, at denne tendens til indre forfald udelukker en hurtig vækst af kapitalismen; aldeles ikke. Enkelte industrigrene, enkelte lag af bourgeoisiet og enkelte lande åbenbarer i imperialismens tidsalder stærkere eller svagere snart den ene snart den anden af disse tendenser. I det store og hele vokser kapitalismen betydeligt hurtigere end tidligere. Denne vækst er imidlertid ikke alene i almindelighed mere og mere uregelmæssig, men uregelmæssigheden viser sig også særligt ved indre forfald i de kapitalistiske lande (England).”

Den proces, Lenin beskriver, har i dag nået astronomiske højder. I Storbritannien har bevægelsen været særlig ekstrem. Siden 1970 har industriproduktionens output været næsten konstant på trods af, at der i dag er en brøkdel ansat i forhold til dengang. Men til gengæld er industriproduktionens andel af BNP gået fra næsten 27 pct. af BNP i 1970 til under 10 pct. i dag. I samme periode er The City, Londons finanscentrum, eksploderet. London er nu én af verdens tre finansielle centre, og servicesektoren er gået fra at udgøre ca. 55 pct. af BNP til 78 pct. I Kina er industriproduktionen i samme periode gået fra 29 pct. til ca. 32 pct. af BNP.

I krig for kapitalen

Den relative stabilitet mellem de imperialistiske magter i efterkrigstiden og økonomisk dominans af mere tilbagestående lande betyder på ingen måde, at krig er forsvundet som magtmiddel for de imperialistiske lande. Men da Sovjet eksisterede, var rammen om interventionerne og proxykrigene (krig pr. stedfortræder) som oftest politisk, i form af den Kolde Krig: hvor den ene blok forsøger at trænge den anden tilbage. Kampen om markeder, råstof, handelsruter osv. var en integreret og underlagt del af denne kamp mellem økonomiske systemer.

Derfor betød Sovjets sammenbrud også et brud i den internationale stabilitet. Den første Golfkrig var et eksempel på en mere klassisk imperialistisk intervention, hvor USA og dets allierede intervenerede militært for at forsvare sine interesser i den olierige Persiske Golf, og sikre, at Irak ikke forstyrrede magtbalancen.

Den danske stat deltog også i denne krig. Ikke for at sikre sig olieinteresser, men for at sikre sin interesse i et tæt forhold til USA. I en lille imperialistisk stat som Danmark, der er fuldstændig ubetydelig i international sammenhæng, og som ligger meget tæt på Europas kæmpe, Tyskland, forsøger den herskende klasse at bevare en form for uafhængighed fra den sydlige kæmpe ved fuldstændigt at underlægge sig verdens supermagt på den mest underdanige facon.

Omstændighederne omkring, hvorfor Danmark gik til angreb på et suverænt land for første gang i over hundrede år, er illustrative for sammensmeltningen mellem kapital og stat, og ikke mindst de folkevalgte politikeres underdanighed.

Følgende er at læse i biografien om Mærsk Mc-Kinney af Thomas Larsen og Fin Mortensen:

”To uger efter irakernes invasion af Kuwait modtog Danmark sammen med andre NATO-lande en henvendelse fra amerikanerne, som spurgte, om nogen kunne hjælpe dem med at sejle udstyr fra USA til Golfen. Mærsk Mc-Kinney Møller tog kontakt til statsministeren og sagde, at hans rederi ville kunne hjælpe. Poul Schlüter henviste til Udenrigsministeriet, som tog kontakt til rederiet med en opringning fra Ellemann til Mærsk. Udenrigsministeren havde fået skibsrederens direkte nummer på Esplanaden og blev noget imponeret over, at Mærsk selv tog telefonen - uden noget mellemled. 'Han bekræftede, at han havde noget at tilbyde, og vi aftale, at jeg skulle meddele det til amerikanerne, og det gjorde jeg i en direkte henvendelse til den amerikanske udenrigsminister James Baker,' husker Uffe Ellemann-Jensen. [...] Dermed var sagen fjernet fra Folketinget og blev i stedet til et anliggende mellem Mærsk Mc-Kinney og USA. Mærsk blev så at sige privat deltager i operationen.”

Siden Golfkrigen har det danske militær været indsat i en række missioner: Afghanistan, Irak, Bosnien og bombardementerne i Libyen, for at nævne de mest markante. Derudover patruljerer danske orlogsfartøjer ofte ved Afrikas Horn for at holde skibsruterne fri for pirater. På grund af dansk militærs ringe selvstændige styrke har alle udenlandske missioner primært haft ét underliggende formål: at indynde sig hos USA. Som en ikke ubetydelig sidegevinst har det også hjulpet Mærsk til nye ordrer fra amerikansk militær (Mærsk opererer fast 22 forsyningsskibe for amerikansk militær, foruden at man står klar med ekstra kapacitet ved invasioner).

USA svækkes

USA's styrke på alle niveauer er uden sammenligning, også finansielt. Følgende liste blev offentliggjort af tyske forsikringsselskab Allianz i 2010:

Rigeste lande i aktiver (%-del af verdens aktiver):

USA: $41.591 mia., andel: 38,95 %
Japan: $14.643 mia., andel: 13,71 %
Tyskland: $6.068 mia., andel: 5,68 %
Storbritannien: $6.065 mia., andel: 5,68 %
Frankrig: $4.975 mia., andel: 4,66 %
Italien: $4.576 mia., andel: 4,28 %
Kina: $4.407 mia., andel: 4,13 %
Canada: $2.626 mia., andel: 2,46 %
Spanien: $2.277 mia., andel: 2,13 %
Australien: $1.981 mia., andel: 1,85 %
Nederlandene: $1.978 mia., andel 1,85 %

Men mens USA på Lenins tid var en supermagt under opkomst, er det i dag en supermagt i forfald. USA er stadig den største på alle felter, men relativt set falder landet bagud. Fra at være verdens kreditor er USA nu verdens største debitor og skylder nu over 17.000 mia. dollars. Mens BNP fra 2000 til 2014 er vokset med 68 pct., er statsgælden vokset med hele 217 pct.

Landets økonomiske vaklen har også betydet en diplomatisk svækkelse. Miseren i Syrien, hvor Obama ikke var i stand til at intervenere militært, er blot et af de seneste eksempler. Landene længere nede i hierarkiet, bl.a. Rusland og Kina, begynder nu at stikke hovedet frem, som vi kan se det i deres intervention i hhv. Ukraine og det Sydkinesiske Hav.

Anti-imperialisme kan kun være anti-kapitalisme

På trods af forskellene fra i dag til Lenins tid er det slående, hvor rammende Lenins analyse er på kapitalismen i dag. Alle de grundlæggende fænomener han beskriver; koncentration, monopol, finanskapital, eksport af kapital, sammensmeltning af stat og finanskapital, er i fuld flor. Som Lenin skriver, er imperialismen ikke bare kapitalismens højeste stadium, men også et stadium af forfald. Kapitalistklassen er gået fra at være en drivkraft i udviklingen af produktionsmidlerne til at være en parasitisk gevækst, der kanaliserer enorme værdier væk fra udviklingen af produktivkræfterne og over i spekulation.

Årsagen til imperialismen, til krige, interventioner, monopoler osv. skal ikke findes i dårlig politik. Det kan ikke fjernes ved regulering, Tobin-skat og appeller om anstændighed eller ”anti-monopolitisk demokrati”, som de ex-stalinistiske partier prædikede. Alle de elementer, der udgør imperialismen, er resultat af kapitalismen selv. Hvor mange gange har man ikke hørt folk, der kalder sig venstreorienterede, kræve åbning af EU's toldmure for U-landene, klage over, at EU er grundlovsstridigt, eller at Irakkrigen var ”ulovlig” osv. osv. Lenin svarede dem allerede for næsten 100 år siden:

”I De Forenede Stater skabte den imperialistiske krig imod Spanien i 1898 'antiimperialisternes' opposition; disse det borgerlige demokratis sidste mohikanere kaldte denne krig 'forbryderisk', anså anneksion af fremmede lande for forfatningsbrud og kaldte behandlingen af Aguinaldo, føreren for de indfødte på Filippinerne, for 'et chauvinistisk bedrag', (man havde først lovet ham frihed for hans land og bagefter landsat amerikanske tropper og annekteret Filippinerne); de citerede Lincolns ord: 'Når hvide regerer sig selv, så er det selvstyre; regerer de ikke alene sig selv, men tillige andre, så er det ikke længere selvstyre, men despoti.' Men så længe hele denne kritik veg tilbage for at erkende imperialismens uadskillelige forbindelse med trusterne og altså med hele kapitalismens grundlag, så længe de frygter for at slutte sig til de kræfter, som er skabt af storkapitalismen og dens udvikling, så længe forblev denne kritik et 'fromt ønske'.”

og videre:

”Kautsky har brudt med marxismen, idet han for finanskapitalens tidsalder præker et 'ideal, som nu er blevet reaktionært', nemlig det 'fredelige demokrati', 'de økonomiske faktorers styrke alene' – for objektivt fører disse idealer os tilbage, fra den monopolistiske til den ikke-monopolistiske kapitalisme; det er reformistisk svindel.”

Sult, krig og elendighed, arbejdsløshed og national undertrykkelse er menneskeskabte problemer. Det betyder også, at menneskene kan fjerne dem. Samfundets enorme produktive potentiale kan spændes for menneskehedens vogn, i stedet for finansoligarkiets, som det er tilfældet i dag. Men det sker ikke af sig selv. Det kræver en bevidst omvæltning af det eksisterende system, hvor arbejderklassen tager magten og åbner døren for en ny periode i den historiske udvikling. Det kræver en socialistisk revolution. Anti-imperialisme er anti-kapitalisme eller intet.

Jonas Foldager

Revolutionære Socialister, København juli 2014

 

Bogen kan købes hos Forlaget Marx

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.