Artikelindeks

 

Kina er nu verdens fjerdestørste magt

De seneste tal viser, at Kina nu er blevet den fjerdestørste økonomiske magt i verden efter USA, Japan og Tyskland, og at det er den tredjestørste producent af fabriksfremstillede produkter i verden efter USA og Japan. I 2004 forbrugte Kina halvdelen af den beton, der blev brugt i verden. Det er ved at blive en stormagt ikke bare militært, hvilket det allerede var, men også økonomisk.

Til at starte med troede de udenlandske kapitalister, at de kunne tvinge Kina til at åbne op, og derefter ville de oversvømme det med varer. Men Kina har udviklet sig anderledes, end hvad imperialisterne forventede. Kina er nu en stor eksportør. USA har et vareunderskud med Kina, der har nået rekordhøje 205 milliarder dollars. De klager over, at Kina eksporterer for meget, eksporterer til Europa, til USA til hele verden. De diskuterer regelmæssigt toldbarrierer i et forsøg på at begrænse importen fra Kina. Men for at stoppe kinesiske varer må de pålægge ekstremt højre toldsatser, fordi Kinas produktivitetsniveau er så højt og dets varer så billige.

Med den umådelige udvikling af sine produktivkræfter, den enorme ændring i sin økonomi, konsolideringen af kapitalistiske forhold, er det nu logisk, at Kina opfører sig som en imperialistisk magt. Det importerer råmaterialer og eksporterer forarbejdede varer og kapital. En af de faktorer, der har været medvirkende til prisstigningerne på olie, er den enorme efterspørgsel fra Kina, der nu er blevet den anden største forbruger af olie i verden og en nettoimportør. Det importerer også store mængder af jernmalm, kobber, bauxit, tømmer, zink, mangan, tin og sojabønner.

Dets forhold til Latinamerika og Vestindien fremhæver Kinas imperialistiske karakter. Kina eksporterede for eksempel i 1999 varer for 5 milliarder dollars til Latinamerika og Vestindien og importerede for 3 milliarder dollars. I 2004 eksporterede det for 18 milliarder dollars varer og importerede for 22 milliarder fra den samme region. Latinamerika eksporterer hovedsageligt fødevarer og råmaterialer til Kina, mens Kina eksporterer tekstiler, tøj, sko, maskiner, fjernsyn og plastik. I 2004 investerede Kina 6,32 milliarder dollars i Latinamerika. De planlægger at investere yderligere 250 millioner dollars i venezuelansk olie alene. Kina har også etableret en ”strategisk alliance” med Brasilien, hvor der allerede er kinesisk ejede fabrikker. Femten procent af Brasiliens eksport går til Kina og det tal vokser. Kina konkurrerer også med Indien om olieressourcerne i Asien. Det er blevet en stor konkurrent på verdensplan. I 2004 voksede verdenshandelen med 5 procent. Kina stod for 60 procent af denne vækst. Næsten to tredjedele af væksten i verdenshandelen skyldes Kina.

I forlængelse af denne udvikling ser vi, at Kina endda har sendt tropper til at tjene i FN styrken på Haiti. De opbygger en stor flåde. Grunden til det er, at de i fremtiden vil blive nødt til at kontrollere skibsruterne i Stillehavet og andre steder. Det vil bringe dem i åben konflikt med USA. Allerede nu begynder amerikanske kongresmedlemmer at blive bekymrede over den voksende kinesiske involvering i Latinamerika og citerer ”Monroe doktrinen”, der etablerede princippet om, at ingen magt bør have mere indflydelse i Latinamerika end USA.

Styrkelse af arbejderklassen

Denne enorme udvikling af den kinesiske økonomi har også en anden side. Sammen med den massive udvikling af produktivkræfterne kommer også en enorm styrkelse af arbejderklassen. Folk flytter ind til byerne i en rate på 20 millioner om året. Kina er blevet omdannet hurtigt med en formidabel udvikling i byområderne i takt med, at ekstremt fattige bønder forsøger at undslippe fattigdommen på landet. Op mod 40 procent af befolkningen lever nu i byerne. Der er over 166 byer i Kina med over en million indbyggere. Byggeindustrien i Kina stiger kraftigt. Der er 38.000.000 bygningsarbejdere alene. I mere end 80 byer bygges der undergrundstransportsystemer. Al dette har en effekt på økonomien med en større efterspørgsel efter stål, beton og så videre. Dette proletariserer det kinesiske samfund i et hidtil uset omfang.

Det er beregnet, at indenfor 15 år vil der være 800 millioner byboere. Det er den største proletariske koncentration i historien. Det ville være et enestående fænomen. Det ville være den største bevægelse af sin slags i historien. Og det ville skabe det største proletariat, der nogensinde er blevet set i historien. Det vil være det mest magtfulde i verden.

Bønderne, der strømmer ind i byerne, levede under forfærdelige forhold på landet. Kollektiverne er blevet ødelagt. De plejede at sørge for en række ydelser, sundhed, pensioner osv. To tredjedele af den landlige befolkning i Kina har rent faktisk ikke nogen pensionsordning. Så de leder efter arbejde i byerne.

Vi har set dette fænomen før: I USA og Europa med immigranterne fra Latinamerika, Afrika og Asien. De er forberedte på at tage de værste jobs og leve under forfærdelige forhold, men de tjener i det mindst en indkomst, penge, som de kan sende tilbage til deres familier. For dem er det et middel til at undslippe fattigdom. Når det er sagt, så overlever mange af dem knap nok. De høster meget lidt af den enorme rigdom, de producerer. Denne situation indeholder potentialet til revolutionære bevægelser i fremtiden.

Det progressive element i al dette er skabelsen af millioner af kapitalismens ”banemænd”, millioner af proletarer. I den forstand byder vi industriens udvikling velkommen. Selvom det er til en forfærdelig pris, skaber det klassen, der vil gennemføre samfundets forandring. Der skabes kæmpe arbejderklassedistrikter i byerne, med akkumuleringen af enorme modsætninger.

Selvom den kinesiske kapitalisme udvikler sig med halsbrækkende hastighed, var afviklingen af planøkonomien et reaktionært skridt tilbage. Den nuværende økonomiske udvikling kunne nemt opnås og overgås og ubalancerne, vækstens kaotiske natur, den voksende sociale polarisering kunne undgås, hvis der var et regime med ægte arbejderdemokrati.

Der er en enorm polarisering mellem klasserne, mellem by og land, mellem de kapitalistiske zoner og de gamle statsejede industrielle zoner. Der er kæmpe sociale forskelle. De rigeste 10 procent i byerne ejer 45 procent af rigdommen. De fattigste 10 procent har kun 1,4 procent. Mens en ny rig borgerklasse skabes, er der op imod 200 millioner arbejdsløse.

Den ujævne udvikling påvirker også forskellige regioner i Kina, hvoraf nogen ikke får gavn af den vækst, der finder sted østpå og i kystregionerne. Denne ulige udvikling risikerer at antænde det nationale spørgsmål i Kina. Der er 100 millioner mennesker, der tilhører en national minoritet (tibetanere, turkmener, mongoler, uighere), og der er regelmæssigt sammenstød med politiet. I denne situation med polarisering kan det nationale spørgsmål igen blive rejst skarpt.

Det er rigtigt, at den økonomiske udvikling har hævet levestandarden for nogle, men der er en anden side til ligningen. Økonomisk vækst skaber, langt fra at garantere stabilitet, større militans fra arbejderne og social uro. Leve- og arbejdsforhold og måden, som rigdommen fordeles på, er kæmpe spørgsmål. Masserne foragter bureaukraterne, der ødelægger alt, hvad de har vundet tidligere.

Forholdene for arbejderklassen i Kina er lig forholdene i England, som Engels beskrev dem, i det nittende århundrede. 80 procent af dødsfaldene i miner finder sted i Kina – alligevel producerer de kun 30 procent af verdens kul. I 1991 døde 80.000 arbejdere i arbejdsulykker. I 2003 var det tal vokset til 440.000. Der er et utroligt pres på arbejderklassen. Det er ikke et lykkeligt stabilt samfund, der ser frem til en komfortabel fremtid. Mellem dem på 20-35 år er selvmord den største dødsårsag. Hvert år er der 250.000 selvmord – og yderligere 2,5 til 3,5 million forsøg på selvmord. Millioner har mistet deres arbejde. Der er store protester, men det ubøjelige pres mod kapitalisme fortsætter.

Vi har pointeret, at det, der sker i Kina i dag, har nogle slående ligheder med den tidlige udvikling af kapitalismen i Rusland for mere end hundrede år siden. Opløsningen af de gamle landbrugsfællesskaber efterfulgt af udviklingen af industrien i den senere del af det nittende århundrede skabte et friskt proletariat, udgjort af bønder, der havde forladt deres jord. Skabelsen af et sådan proletariat, og de forfærdelige forhold skabt af denne proces, førte til 1905 revolutionen og senere Oktoberrevolutionen. Nu skabes betingelserne for klassekonflikt i Kina, der i sidste ende vil føre til et lignende udfald, en revolutionær opstand.

Vi har allerede nu set nogle bitre strejker. Antallet af arbejdskonflikter af alle slags steg med 12,5 procent i år 2000 og med 14,4 procent i 2001, hvor det nåede 155.000. I 1999 var der tæt på 7000 ”kollektive aktioner”, som de kalder dem, der hovedsageligt var strejker eller go-slow strejker, med minimum tre deltagere, involverende over 250.000 mennesker i alt. Dette repræsenterer en stigning på 900 procent siden 1992. Siden 1999 er antallet af kollektive konflikter steget med omkring 20 procent om året. Selvom de absolutte tal stadig er temmelig lave, er disse bevægelser en indikation på, hvad der vil komme. Det er en indikation på, at den økonomiske vækst ikke mekanisk oversættes til social stabilitet. Rent faktisk er det modsatte tilfældet.

Den kinesiske økonomi styres nu af kapitalismens love. Der har været massive investeringer, der er baseret på perspektivet om et evigt voksende verdensmarked. Men det er ikke muligt at fastholde for evigt, og Kina vil derfor stå overfor en krise på et vist stadie. Vi kan ikke sætte et tidspunkt på og sige præcis, hvornår det vil ske. Men det vil komme, og når det gør, vil det være en dyb krise, og det vil have en indvirkning på hele verden.

Den kinesiske arbejderklasse er en ny og frisk arbejderklasse. Der var, og er stadig, en temmelig stor arbejderklasse, der arbejdede i statsindustrierne. Dette lag havde, trods bureaukratiet, vundet nogle meget favorable forhold. Nu mister de dem. Forholdet mellem arbejderne og virksomhederne de arbejder for er mere som i Vesten. Konsekvenserne vil på et vist stadie blive en eksplosion i klassekampen.

china-congress-hall-wideDet kinesiske kommunistpartis kongressalKommunistpartiets position

På nuværende tidspunkt dominerer Kommunistpartiet og har kontrol over situationen. Men hvad vil der ske med Kommunistpartiet? Kommunistpartiet har mellem 60 og 70 millioner medlemmer. Det er groft sagt omkring 5 procent af befolkningen. Tidligere var partiet et instrument for statsbureaukratiet, men i den seneste periode har kinesiske kapitalister fået lov til at melde sig ind. Nu er 30 procent af de kinesiske kapitalister medlemmer af Kommunistpartiet, hvilket viser, at de føler, at deres interesser bedst kan forsvares ved at være i partiet. Kapitalisterne er stadig et lille mindretal i absolutte tal, men det er bemærkelsesværdigt, at så stort et antal af kapitalisterne er blevet lukket ind.

For få år siden blev næsten halvdelen af Centralkomiteen udskiftet, og tydeligvis blev nogle af de gamle bureaukraterne, der blev anset for at være en forhindring for bevægelsen mod kapitalisme skubbet ud. På den måde bruges Kommunistpartiet af kapitalisterne som et instrument til at forsvare deres klasseinteresser. Indenfor de lavere rækker af partiet må der være mange, der tror på ”kommunisme”, eller i det mindste hvad de opfatter som kommunisme, og nogle af dem vil være bekendt med Marx’ ideer. Men dem i toppen, der har grebet om magten, leder processen i retning af kapitalisme.

Hvad er fremtiden for det kinesiske Kommunistparti? Så længe økonomien fortsætter med at udvikle sig til den nuværende rate, vil ledelsen af Kommunistpartiet være i stand til at fastholde situationen og opretholde en vis stabilitet indenfor samfundet og indenfor partiet. Men stående overfor store omvæltninger, en alvorlig økonomisk krise, store klassekonflikter, nationale konflikter, sociale konflikter af enhver art, kunne der være en tendens til at forskellige fraktioner i toppen falder fra hinanden. Vi må huske på, at fordi det kinesiske Kommunistparti ikke er et parti som sådan, kan det ikke sammenlignes med kommunistpartierne i Vesten. Det kinesiske Kommunistparti har været en del af statsapparatet lige siden 1949, da det kom til magten.

Men på grundlag af begivenheder kan dets hold om staten blive brudt. I det russiske bureaukratis tilfælde skete dette på krampagtig vis. Det gamle monolitiske stalinistiske parti blev opløst i mange partier, der repræsenterede forskellige interessegrupper. Ud af dette kom også flere kommunistpartier, der blev ægte arbejderpartier. Men denne proces er i Kina ude i fremtiden. På nuværende tidspunkt kontrollerer det kinesiske bureaukrati situationen. Og partiet bliver brugt til at udvikle kapitalismen.

Det eneste, der er sikkert, er, at det ikke vil blive en glat proces. I takt med at den nye kapitalistiske økonomi skaber nye modsætninger, vil det fremprovokere delinger indenfor partihierarkiet. Der er faktisk allerede sådanne delinger, som den nuværende konflikt over yderligere lovændringer vedrørende ejendomsforholdene indikerer. Hvordan skal vi fortolke disse delinger indenfor Kommunistpartiet? Vi må starte med den overordnede proces og se, hvor det bevæger sig hen. Det har nået det punkt, hvor de kapitalistiske forhold er etableret. Der er adskillelsen mellem lønarbejde og kapital, konkurrence på markedet, profitmotivet osv. Der er stadig stærke levn fra det gamle system, men de er enten under forberedelse til privatisering eller fungerer som statskapitalistiske virksomheder. Vi må tage denne statssektor med i beregningerne, men vi må forstå, at den private sektor nu er den mest dynamiske del af økonomien, og at bevægelsen mod kapitalisme er blevet konsolideret.

Indenfor bureaukratiet i sådan et stort land vil der uundgåeligt være modstrømninger, forskellige fraktioner med forskellige synspunkter og interesser. Der er en fløj, der ser på den overordnede proces og er bekymret for den ustabilitet, den fremprovokerer. Premierministeren og præsidenten deler disse bekymringer, fordi de kan se farerne ved fortsatte ubalancer og polarisering. Denne fløj ønsker at introducere sociale reformer for at opbløde slagene på massernes. De frygter revolution fra neden, så de kræver nogle investeringer i de mindre udviklede områder og øgede sociale udgifter.

De udfordrer ikke kapitalismens essens og vil ikke aktivt intervenere for at stoppe udviklingen og kapitalismens konsolidering, men de er bekymrede for, at ulighederne, de stigende sociale spændinger på et vist punkt vil føre til en revolutionærs bevægelse blandt proletariatet. Selvfølgelig har de ret. Problemet er, at opretholdelsen af de gamle stalinistiske strukturer også ville have ført til en bevægelse blandt masserne på et vist stadie og til systemets endelige kollaps. Derfor vil denne fløj af bureaukratiet ikke skubbe processen baglæns, men vil prøve at introducere nogle sociale reformer for at opbløde massernes slag.

Bureaukratiet i Østkina, der er meget tættere forbundet til den nye kapitalistklasse, ser at dette bortleder essentielle ressourcer væk fra udviklingen af industrien. Frem for at sænke processens fart går denne fløj ind for at accelerere processen og en gang for alle at sætte en stopper levnene fra det gamle system. Den nuværende konflikt er derfor ikke mellem dem, der ønsker at ”gå tilbage” og dem, der ønsker kapitalisme. Den drejer sig om systemets stabilitet som helhed. Ironien er, at i det lange løb kunne denne proces splintre Kommunistpartiet og føre til endnu større ustabilitet.

Modsætningerne indenfor bureaukratiet afspejler derfor en konflikt over det næste stadie i de juridiske reformer vedrørende ejendomsforholdene. Under pres fra visse dele er processens tempo sænket. Det understreger det faktum, at processen ikke er lineær. Ved mere end en lejlighed, som vi allerede har set, har der været perioder, hvor bureaukratiet er blevet nødt til at sænke tempoet på processen, men uden at omgøre nogen af markeds”reformerne”.

Denne midlertidige og ustabile balance kan opretholdes så længe, BNP vokser med den nuværende årlige rate på omkring 9 procent. Hvert år tabes der millioner af jobs i statsindustrien, men endnu flere millioner skabes i den kapitalistiske sektor. Ligesom tilstrømningen af landarbejdere ind i byerne hovedsageligt kan absorberes. Selvom de jobs, der skabes, giver meget lave lønninger, er de stadig meget højere end, hvad der er til rådighed i landområderne. Derfor kan migrantarbejderne, selvom de arbejder under forfærdelige forhold, tjene en indkomst, sende penge hjem osv.

Som vi har set fungerer størstedelen af den kinesiske økonomi nu på kapitalistisk basis. Kun omkring en tredjedel af BNP produceres nu af statssektoren. Der er stadig nogen vej at gå for at privatisere det, der er tilbage, men statssektoren dominerer ikke længere. Som de fortsætter med at restrukturere og privatisere endnu mere af, hvad der er tilbage af statssektoren, vil yderligere millioner af jobs blive tabt. I en sådan situation er det en absolut nødvendighed at fastholde væksten.

Hvis de kunne have yderligere 10-20 år med vækstrater på 7-10 procent ville de måske være i stand til at opnå dette niveau af urbanisering og industrialisering relativt glat. Men det afhænger af verdensmarkedet. Kina eksporterer mere end 50 procent af BNP. Det har meget billige arbejdsomkostninger og meget moderne produktionsmidler – dvs. et meget højt produktivitetsniveau. Men Kina kommer under pres. Der er tegn på, at hastigheden sænkes i nogle dele af verdensøkonomien, økonomierne i Eurozonen stagnerer eller vokser kun langsomt. Der er begyndelsen på overproduktion på verdensplan – delvist grundet den kinesiske vækst. Enhver betydelig nedgang i verdensmarkedet ville derfor drastisk påvirke væksten i den kinesiske økonomi, som det skete med Sydkorea tidligere. Kina står allerede med udsigt til overproduktion af stål, jernmalm og kul og også af forbrugsvarer. Tegnene er der på en fremtidig overproduktionskrise.

Det skaber alarm hos IMF, der, trods al deres retorik om markedets effektivitet, indser, at verdensøkonomiens hovedproblem er overproduktion. Ifølge IMF økonomer har over 75 procent af kinesiske industrier problemer med produktiv overkapacitet, hvilket sætter pres på profitraten. Det er uundgåeligt, når man tager investeringernes hektiske karakter i betragtning, hvor utrolige 45 procent af BNP udgøres af investeringer, et investeringsniveau der er historisk enestående: ikke engang Japan nåede disse niveauer under efterkrigsopsvinget. Så længe eksporten fortsætter med at vokse, og Vesten fortsætter med at forgælde sig yderligere, kan de leve med dette, men med denne vækstrate i investeringerne fordobler Kina sin produktive kapacitet hver 4-5 år, en vækstrate der uundgåeligt vil føre til en massiv overproduktionskrise. I juli 2005 udgav IMF en generel rapport om situationen i Kina (IMF, Staff report for 2005, 8.7.2005), der udelukkende fokuserer på problemerne i investeringsboomet, der har øget hvad Marx definerede som kapitalens organiske sammensætning enormt, (kapital-arbejder ratioen er steget med 450 procent siden 1984), og dermed reduceret udbyttet af investeringerne fra 16 til 12 procent.

Overproduktionen vil først ramme bankerne, der vil begynde at akkumulere insolvente lån. Derfra vil problemerne bevæge sig ind på beskæftigelsesområdet og derfra til sociale konflikter.

Kina er også under pres fra USA om at devaluere sin valuta eller stå overfor hårde toldsatser på sin eksport. På nuværende tidspunkt bliver der diskuteret et lovforslag i den amerikanske kongres, der vil indføre en told på 27,5 procent på kinesisk import! Kina planlægger at sætte sin valuta fri i 2008. Men Kina er ikke Haiti eller Nigeria, hvor IMF kan komme og fortælle dem, hvad de skal gøre. Kina er en stormagt, og derfor vil der komme store konflikter over dette spørgsmål.

I 2005 var der en massiv stigning i den kinesiske eksport til USA. Multifiber aftalen satte en stopper for tekstilkvote aftalen i januar sidste år; der er ikke længere nogle kvoter på eksporten. Resultatet er, at Kinas tekstil eksport voksede med 70 procent i de første fire måneder af sidste år. Kina producerer flere tekstiler billigere, og det har betydet enden på den industri i Europa. I dag ligger Kina i toppen for direkte udenlandske investeringer. I 2004 modtog Kina 54.000 milliarder i udenlandske investeringer, en klar indikation på de internationale kapitalisters tillid til de nye kapitalistiske relationer der hersker.

US-vs-ChinaKina og USA

Hvad er perspektivet for de kommende år? Nogen siger, at et krak a la 1997 forberedes, at økonomien er et løbsk tog. En overproduktionskrise, der udtrykker en fundamental ændring i systemet, tårner sig op. Overproduktion er karakteristisk ved kapitalismen, ikke en planøkonomi. Hvis Kina sænker tempoet, vil det have en stor indflydelse på USA og de asiatiske lande. Malaysia har øget sin eksport til Kina fra 1 milliard dollars til 7 milliarder på 5 år. Japan har også enorme interesser i Kina – 16.000 japanske virksomheder opererer der.

På grund af Kinas aldeles konkurrencedygtige industri kommer det nu i konflikt med den amerikanske imperialisme: Men der er en modsætning i forholdet mellem de to magter. Blandt de største indehavere af amerikanske statsobligationer er Kina og Japan. Derfor har kineserne en interesse i at holde den amerikanske økonomi flydende, fordi det er et af dets største eksportmarkeder. De ønsker ikke at se en krise i USA. De ville foretrække et rart og hyggeligt forhold, men det er udelukket. De er i konflikt over verdensmarkedet; USA har et kæmpe handelsunderskud, og en stor del af det er til Kina. Det fremprovokerer modsætninger indeni USA: De amerikanske firmaer, der har investeret i Kina, høster store profitter. De producerer billigt i Kina og sælger deres varer i USA til priser bestemt af verdensmarkedet. Praktisk taget alle større multinationale har en tilstedeværelse i Kina. Hvordan kan USA så bremse den kinesiske magt, når deres egen økonomi og store virksomheder afhænger af den kinesiske økonomi? Der er derfor modsatte pres på spil, og konflikten vil fortsat vokse i fremtiden.

Revolution under forberedelse

Sammen med udviklingen af kapitalismen kommer også stigningen af enorme klassemodsætninger. Dette lægger grunden for klassekonflikter i Kina. Det er faktisk blevet et af de mest ulige samfund i verden. Vi har allerede nævnt ulighederne i byerne. Det overordnede billede er, at de øverste 20 procent af befolkningen fortærer 50 procent af den overordnede nationale indkomst, mens de nederste 20 procent kun har sølle 4,7 procent.

Disse tal blev taget fra en FN rapport og offentliggjort i en artikel af the Xinhua News Agency. (http://news.xinhuanet.com/english/2005-09/27/content_3549257.htm). Den samme artikel fortsætter, “en rapport fra instituttet for arbejds- og lønstudier under ministeriet for arbejde og social sikkerhed pointerer, at siden 2003 er Kinas indkomstulighed forværret hurtigt og har nu nået det ’orange’ niveau, det andet mest alvorlige efter instituttets standarder. Hvis ingen effektive midler tages i brug, kan det forværres og nå det mest alvorlige ’røde niveau’”.

FN rapporten er baseret på Gini Koefficienten, et statistisk mål for ulighed i et givent land. Nul udtrykker ”fuldstændig lighed”, og et repræsenterer ”fuldstændighed ulighed”. I Kina har denne koefficient nået 0,45. Ifølge internationalt accepterede standarder bliver situationen ustabil når koefficienten når over 0,40 i et land. I Kina er man ikke bare gået over 0,40 i koefficient, men det fortsætter med at vokse.

Som Xinhua bureauet siger, “Hvis trenden fortsætter uhindret, vil landets mål om fælles fremgang for hele dets folk ikke blive opnået, og den stigende kløft kan antænde social uro.” Vi ser nye gigantiske skyskrabere skyde op overalt i Kinas moderne byer omringet af uendelige områder med urban fattigdom. Det alene er nok til at fremprovokere klassekamp i Kina.

Hvad ville marxisternes opgave være i denne situation? Den første opgave er åbenlyst at forklare, hvad der sker. Hvis vi ønsker at gå i dialog med arbejderne, de studerende og de ærlige medlemmer af Kommunistpartiet i Kina må vi sikre os, at vores analyse er i overensstemmelse med den virkelige konkrete situation. Vi må derfor studere alle aspekter af den kinesiske økonomi, samfund og politik i detaljer.

Det ville være en alvorlig fejl at forsøge at behandle en kompleks, modsætningsfyldt og historisk enestående proces på grundlag af færdigsyede formler, der ikke stemmer overens med, hvad arbejderne og ungdommen oplever. Med sådan en tilgang ville vi ikke nå nogen vegne.

ChenChen Tu Hsiu (Chen Duxiu), hvis politik var tæt på Trotskijs, medgrundlægger af det kinesiske kommunistparti.Vi må tage traditionerne i Kina med i beregningerne. Russerne havde traditionerne med bolsjevikkerne, Lenin og Trotskij. I Kina mangler den tradition. Den vigtigste kinesiske tradition er en maoistisk. Men det er ikke den eneste tradition. Der er også den vigtige tradition med Chen Tu Hsiu (1879-1942) en af grundlæggerne af det kinesiske Kommunistparti, der på et vist stadie bevægede sig i retning af trotskisme.

Chen var stærkt influeret af Oktoberrevolutionen i 1917, hvorfra han lærte, at sociale fremskridt kun var mulige ved at vælte godsejervældet og kapitalismen. Han var en af lederne af den antiimperialistiske Fjerde Maj bevægelse i 1919. Det følgende år gik han sammen med andre revolutionære i dannelsen af det Kinesiske Kommunistparti, der holdt sin første nationale konference i Shanghai i juli 1921.

Hans skæbne blev tragisk. Efter at have fulgt Stalins råd i 1926 led den kinesiske revolution nederlag. Komintern ville dog ikke påtage sig noget ansvar for fiaskoen og lagde skylden for alt på Chen, og i 1927 blev han fjernet fra partiets ledelse. Han krævede en seriøs revurdering af Kominterns politik, hvilket førte til hans eksklusion i 1929, anklaget for at være en oppositionist. Han gik efterfølgende med i den trotskijstiske Venstreopposition.

Det er en positive ting, at der i det moderne Kina er Chen Tu Hsiu samfund opstartet med henblik på at studere hans tekster. I den seneste periode er der især blandt studerende blevet opstartet marxistiske studiecirkler. Der er en tørst blandt nogle lag efter at opdage marxismens virkelige ideer. Det afspejler ønsket om at bevæge sig mod et virkeligt lige samfund, der kun kan være et socialistisk baseret på arbejderdemokrati.

For disse mere avancerede lag og for arbejderklassen og ungdommen generelt må vi sige klart, hvad vi mener, der foregår i Kina, forklare planøkonomiens overlegenhed, men også analysere krisen i det kinesiske bureaukrati og hvorfor den er opstået, hvorfor det maoistiske regime ikke overlevede.

Selvom der stadig er nogen levn fra det gamle system både i form af den statsejede sektor og statsapparatet, er den fundamentale opgave, som Kina nu står overfor en social revolution. Hovedparten af økonomien er i private hænder. Bevægelsen mod kapitalisme er et uundgåeligt faktum. Al snak om “socialisme med kinesiske karakteristika” er et figenblad, som ingen tror på mere, ikke engang det kinesiske bureaukrati. Selvom der er modsatrettede tendenser, mener vi, at processen nu har nået the point of no return.

Statsapparatet var og er det gamle uhyrlige totalitære bureaukratiske regime, og det er blevet fusioneret med de mest afskyelige træk fra kapitalismen og stalinismen. Den ydre skal, formen, er et stalinistisk statsapparats, men indholdet er borgerligt. Situationen skaber modsætninger, der må producere en revolutionær bevægelse på et vist stadie.

Kina er nu opstået som en verdensmagt på dens egne præmisser. Dets skæbne er forbundet med udviklingerne på verdensplan, især i verdensøkonomien. På samme måde kan begivenheder i Kina have en indflydelse på verdensplan både økonomisk og politisk.

Især den kinesiske arbejderklasse er bestemt til at spille en nøglerolle i den kommende periode. Napoleon har efter sigende sagt, at ”Kina er som en sovende kæmpe. Og når hun vågner, vil hun forbavse verden.” I en omskrivning af Napoleon kan vi sige, at i dag er den sovende kæmpe det kinesiske proletariat. Når den rejser sig, vil ingen magt på planeten være i stand til at stoppe den, og den vil ændre hele verdenssituationen.

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.