Artikelindeks

 

By og Landsby virksomhederne (Town and Village Enterprises (TVEs))

Som vi allerede har berørt tidligere, var et andet element i udviklingen af kapitalismen væksten i by og landsby virksomheder (TVE’erne). TVEerne står nu for 30 procent af BNP, men deres natur er ikke altid klar, og de har en modsætningsfyldt karakter. Det ville have været umuligt for bureaukraterne bare at privatisere disse virksomheder uden økonomisk og politisk kaos. Bare at privatisere alt på en gang ville have betydet, at mange virksomheder og i virkeligheden mange sektorer ville have været lukket ned eller gået fallit. Dette ville have betydet enden på Kommunistpartiets styre.

Introduktionen af TVEerne var derfor blot et overgangsskridt på vejen mod en fuldstændig privatisering. Det giver bestyrerne og andre parasitiske sektorer i samfundet tid til at akkumulere den nødvendige kapital til at overtage fuldt ejerskab over disse virksomheder. Dette er et perfekt eksempel på, hvordan de gamle statsejede virksomheder og den statsejede sektor nu tjener kapitalismens interesser i Kina, ved at nære og støtte de spirende borgerlige elementer i samfundet, indtil de kan opnå direkte ejerskab. I nogle tilfælde er TVEerne kommunale virksomheder i andre er de ”joint ventures” med private kapitalister. I alle tilfælde fungerer de som kapitalistiske firmaer og er gradvist overgået til private kapitalisters ejerskab.

TVEerne inkluderes nogen gange i statistikker for at vise, at størstedelen af økonomien er offentligt ejet, og nogen bruger dem endda til at forsøge at påstå, at det er en form for ”socialisme”. Men et nærmere kig afslører et andet billede. Antallet af TVE’er voksede fra 1,5 millioner i 1987 til 25 millioner i 1993, der beskæftigede 123 millioner arbejdere, men siden 1996 er deres antal faldet i takt med, at de privatiseres fuldt ud. Selv hvor de fortsat er statslige eller kommunale firmaer, fungerer de ligesom private virksomheder, hvor ledelsen har retten til at hyre og fyre.

Ifølge Hart-Landsberg og Burkett har studier vist, at ”… ’i gennemsnit kan arbejderne i TVEerne tjene en grundløn, der er lavere end minimumslønnen og må tjene resten gennem overarbejde og akkord bonusser. Selv de basale lønninger er ikke garanteret, eftersom minimumslønnen bestemmes af de lokale kommunale autoriteter, hvis materielle interesser – både institutionelt og privat – er bundet til maksimeringen af profit’. Faktisk er TVEernes ’konkurrencedygtighed og profitmargener’ hovedsageligt holdt oppe af den ’rigelige forsyning af landarbejdere til latterligt lave priser frigjort ved opløsningen af kommunesystemet og forarmelsen af individuelle bondefamilier.” (China and Socialism - Market Reforms and Class Struggle, side 45)

TVEernes skæbne var tæt forbundet med den overordnede proces, der fandt sted i økonomien. Som den private sektor blev den dominerende, blev TVE’ernes nødt til at tilpasse sig dette. Som de samme forfattere forklarer, ”lige så ødelæggende for TVE’erne, med nye muligheder for at profitere fra privat produktion, begyndte mange bestyrere ulovligt at overdrage TVE’ernes aktiver eller produkter til private virksomheder, hvor de kunne tjene større overskud hjem. Denne selskabstømning accelererede i midt-90’erne, efter at partiet forpligtigede sig til privatiseringen af små statsvirksomheder… Med udsigt til faldende profitter og afindustrialisering efterlignede kommunal- og landsby embedsmændene statsembedsmændene og begyndte et hurtigt frasalg af TVE’erne startende i 1996.” (ibid)

Brug af staten til at bygge en stærk kinesisk kapitalisme

Bureaukratiet i Kina ønsker ikke at blive et let bytte for imperialistisk dominans. Og de vil ikke tillade, at det sker. De ved, at de må fastholde en stærk kinesisk kapitalistisk sektor, og de gør det ved at opbygge og faktisk styrke nogen af statsvirksomhederne. De har enorme summer af kapital til rådighed. Statsbankerne bliver brugt til at pumpe penge ind i disse statsvirksomheder.

Ifølge forfatterne til China’s Ownership Transformation; “Kina har opfostret over 20 gigantiske virksomheder og konglomerater, der har vist sig konkurrencedygtige på det internationale marked. Nogen af disse virksomheder fyrer ti- eller hundredetusinder ansatte, ikke fordi de har finansielle problemer, nogen af dem er yderst profitable, men fordi de ønsker at positionere sig selv som vigtige internationale spillere. I 2002 kontrollerede de top 12 kinesiske transnationale selskaber, hovedsageligt statsejede, over 30 mia. dollars i udenlandske aktiver og havde omkring 20.000 udenlandske ansatte og 33 mia. dollars i udenlandsk salg.”

Så selvom disse er statsejede, forberedes de som større kinesiske statsvirksomheder til at kunne konkurrere med de amerikanske og japanske osv. på kapitalistisk basis. Dokumentet har en tabel kaldet Sammensætningen af Kinas BNP af ejerskabstype. Vi har set, at allerede i 1988 var den statskontrollerede sektor faldet til 41 procent af BNP. I 2003 var den faldet yderligere til 34 procent. Hvad, de kalder den ”virkelige private sektor”, var i den samme periode fra 1988 til 2003 faldet fra 31 procent til 44 procent. Men hvis vi ser på den overordnede ikke-statslige sektor, udgjorde den i 2003, 66 procent af BNP. Og dokumentet konkluderer, ”den private sektor er nu endnu større, hvis vi medtager, at en bemærkelsesværdig procentdel af de kollektive landbrug i realiteten er privat kontrollerede, og at den private sektor generelt er mere produktiv end de andre sektorer i økonomien.”

Vi har set det ske før på en mindre skala. I Sydkorea udviklede staten store selskaber, men det definerede det på ingen måde som en deform arbejderstat, ikke engang en overgangsstat. Det var en svag kapitalisme, der kun kunne blive bygget på basis af, at staten investerede kapitalen, fordi borgerskabet var for småt og for svagt til at kunne gøre det. I Kinas kontekst kan vi se en lignende proces i meget større skala. Selvom et meget stærkere borgerskab bliver skabt i Kina, har det stadig ikke ressourcerne til at køre og udvikle de store virksomheder, hvoraf mange af dem stadig er statsejede. Det er derfor, at det er staten, der leder Kina, og denne stat opbygger kapitalisme og borgerskabet.

Hvis man ser på de juridiske strukturer i Kina, kan man se, at der er sket vigtige ændringer i de sidste tre-fire år for at bringe den juridiske struktur på linje med de nye ejerskabsrelationer. I 2004 blev der lavet vigtige ændringer i grundloven, hvor den ikke-statslige sektors rolle i at understøtte økonomisk aktivitet i landet og beskyttelse af privat ejendom fra vilkårlig beslaglæggelse blev understreget.

Indtil for nylig var der love i Kina, der regulerede eller forhindrede private selskaber i at gå ind i sektorer såsom den offentlige almennyttige sektor og finansservice. I 2005 blev de love afskaffet, hvilket tillod private selskaber at gå ind i disse sektorer. Det sker også nu indenfor banksektoren. De begynder at privatisere og tillader udenlandsk kapital at komme ind i bankerne. Når de borgerlige analytikere skriver om Kina i dag, går de faktisk detaljeret ind i lovene og de juridiske strukturer, der bliver nødt til at komme i samklang med de nye ejendomsformer. De ser dem som levn fra fortiden, der må fjernes for at lette de private firmaers funktion.

I Kina har ejendomsrelationerne ændret sig, men selvom meget allerede er blevet gjort i forhold til at bringe de juridiske strukturer i samklang, er der stadig levn fra det gamle juridiske system. Udviklingen af nye ejendomsforhold kan sagtens komme i konflikt med de gamle juridiske former; de kommer ikke nødvendigvis på linje med den økonomiske basis med det samme. Men før eller senere må denne ”overbygning” bringes i overensstemmelse med den økonomiske base. Som Karl Marx pointerede i 1859 i hans forord til Bidrag til kritikken af den politiske økonomi:

“På et vist trin i deres udvikling kommer samfundets materielle produktivkræfter i strid med de forhåndenværende produktionsforhold, eller hvad der kun er et juridisk udtryk for det samme, med de ejendomsforhold, indenfor hvilke de hidtil har bevæget sig. Fra at være produktivkræfternes udviklingsformer slår disse forhold om til at blive lænker for dem. Der indtræder da en epoke med sociale revolutioner. Med forandringen af det økonomiske grundlag sker der en langsommere eller hurtigere omvæltning af hele den uhyre overbygning.” [vores fremhævning]

I Kina har vi ikke at gøre med en social revolution, men en kontrarevolution. Ikke desto mindre holder Marx’ pointe stadig. Når først ejendomsforholdene ændrer sig, må den juridiske overbygning følge med. Vi kan derfor forvente, at processen med at bringe den juridiske overbygning i overensstemmelse med den økonomiske basis vil fortsætte i et raskt tempo. Selvom der er nogen opposition indenfor visse lag af bureaukratiet, må de ”langsommere eller hurtigere” blive bragt i samklang. Allerede nu er meget blevet gjort, som ændringerne i grundloven er bevis på.

WTO KinaIndtræden i WTO

Et andet vigtigt vendepunkt kom i november i 2001, da Kina besluttede at gå med i verdenshandelsorganisationen, WTO. Spørgsmålet om indmeldelse i WTO var et vigtigt spørgsmål. Ved at gå med i WTO forpligtigede Kina sig til at gå væk fra al kontrol med udenrigshandelen indenfor 5 år, og de har gjort dette skridt for skridt siden. Grunden til, at Kina gik med i WTO, er åbenlys. Den nuværende kinesiske økonomi kan kun eksistere, hvis den er tæt forbundet med verdensøkonomien. Den afhænger kraftigt af eksport og bliver nødt til at have en international aftale om handel. Den må deltage fuldstændig i verdensøkonomien. Det accelerer så igen processen med kapitalistisk omdannelse i Kina.

Opgivelsen af statskontrollen med udenrigshandelen er et vigtigt element i at åbne Kina op i forhold til verdensmarkedet. Lad os huske på at et af hovedelementerne i Bolsjevikkerne program - som Trotskij forsvarede fast imod Stalin og Bukharin – var, at en arbejderstat omringet af en kapitalistisk verden må have et statsmonopol på udenrigshandelen. Det var især tilfældet i en underudviklet økonomi.

Nikolai Bukharin 1929Nikolai Bukharin i 1929Bukharin havde også den ide, at det for at udvikle økonomien var nødvendigt at tillade et lag af bønderne at berige sig selv. Gennem dette mente han, at materielle incitamenter ville skabe en større effektivitet og produktion. Men Bukharin havde ingen ide om, hvor hans ideer kunne føre hen. Han forestillede sig ikke, at hans position ville føre til en tilbagevenden til kapitalistiske forhold. Men havde hans position sejret, ville der have været en tilbagevenden til kapitalismen i Sovjetunionen så tidligt som 1928. Selv på det tidspunkt blev presset fra kapitalismen følt meget stærkt. Der er paralleller mellem Deng og Bukharin. Selv det sprog de brugte var ens. Deng brugte sloganet ”at blive rig er strålende”, mens Bukharins slogan var ”berig jer!”.

Statsmonopolet på udenrigshandelen var i bund og grund et beskyttende tiltag imod indtrængen af kapitalistisk indflydelse udefra. Hvis man ser på kapitalismens historie i de udviklede lande, kan man se, at protektionisme blev brugt på et vist stadie for at beskytte deres hjemmemarkeder, og at frihandel først bliver borgerskabets foretrukne politik på senere stadier. Når først de har udviklet en moderne konkurrencedygtig industri, har de ikke brug for protektionisme. På dette stadie var deres industri stærk nok til at dominere verdensmarkedet. Som Marx og Engels skrev i Det Kommunistiske Manifest, med henvisning til bourgeoisiet, ”De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus…”

Indtil for nylig var det også tilfældet i nutidens underudviklede lande. Pakistan for eksempel havde mange toldbarrierer og protektionistiske tiltag op til for omkring 20 år siden. Men i den seneste periode er de blevet tvunget til at åbne op til deres indre marked. Imperialisterne dikterer disse landes politik, og de kan ikke tolerere protektionistiske tiltag, selvom de på samme tid jaloux beskytter deres egne markeder indenfor landbrug osv. De har et presserende behov for at åbne alle markeder op for deres varer.

Forskellen mellem Kina og Pakistan er, at det såkaldt åbne marked, der er blevet pålagt Pakistan, betød ødelæggelsen af tusinder af industrier og fabrikker. Niveauet for udviklingen af den pakistanske industri var for lav til at modstå konkurrence udefra. Men Kina er ikke Pakistan, og den kinesiske regering må tænke, ”Vi er stærke nok nu, vi har produktiviteten til at stå op imod konkurrence udefra.” Dette fremprovokerer dog gengældelsestiltag fra især USA, hvor protektionisme forsøges som et middel til at forsvare der amerikanske marked imod billige kinesiske varer.

Kold overgang?

Det er nu klart, at der har været en overgang til kapitalisme, men hvordan skete det? Der har ikke været nogen væbnet kontrarevolution, ingen større konfrontationer mellem forskellige fløje i bureaukratiet. Trotskij brugte engang ideen om reformismens film spillet baglæns. Han forklarede, at for at kontrarevolutionen kunne finde sted, var en eller anden form for voldelig konflikt uundgåelig. Kun derefter ville en tilbagevenden til kapitalisme være mulig. Han sagde, at systemet ikke kunne ”reformeres” over til kapitalisme.

Her må vi lære fra Trotskij. Vi må tage fra Trotskij, ikke bare isolerede sætninger fra her og der, men den metode han bruger. Han behandlede Rusland i 1930’erne, hvor revolutionens traditioner stadig var i live. Den russiske arbejderklasse havde spillet nøglerollen i revolutionen og var bevidst om, hvad en tilbagevenden til kapitalisme ville have betydet. Den arbejderklasse ville have modsat sig kapitalistisk genindførsel. Også den internationale situation betød en anden balance mellem kræfterne indeni Sovjetunionen. Et betydeligt lag af bureaukratiet havde en interesse i at beholde statsplanen.

Men stalinismen overlevede i Sovjetunionen i flere årtier, meget længere end selv Trotskij kunne havde forudset for mere end 70 år siden. Kvantitative ændringer bestemmer kvalitative ændringer. I den periode blev de revolutionære traditioner udryddet fra arbejdernes bevidsthed. Den generation, der havde oplevet revolutionen, var væk. De nye generationer var vidne til et grådigt bureaukrati, der hævede sig højere og højere over masserne. De så intet andet end absolut elendig ledelse, spild og korruption på alle niveauer og hen imod enden var alt, der var tilbage at se, et system, der langsomt gik i stå. Nogen gange kan et regime være så råddent, at den herskende klasse – eller herskende kaste – er ude af stand til at stå imod selv det mindste pres, når først bevægelsen bryder ud fra neden.

Ideen om, at en borgerlig revolution er nødvendig for at kunne bygge en basis, som kapitalismen kan udvikle sig på, kommer fra erfaringen med de klassiske borgerlige revolutioner i Frankrig i 1789 eller i England i 1640. Borgerskabet havde udviklet sig, opbygget sin rigdom indenfor feudalismens fængsel og i sidste ende måtte det bryde igennem disse begrænsninger. Den unge bourgeois klasse ledte nationen imod jordaristokratiet og omstyrtede feudalismen og skabte dermed forholdene for en moderne kapitalistisk udvikling. Men da først kapitalismen havde udviklet sig i nogle få nøglelande (England, Frankrig og USA), betød det, at gentagelsen af måden, som kapitalismen havde udviklet sig på i disse lande, blev praktisk taget umulig i de andre mindre udviklede lande. Marx kunne se dette i Tysklands tilfælde, hvor han udtalte, at det tyske bourgeoisi var blevet reaktionært allerede inden, at det var kommet til magten.

Mensjevikkerne forstod ikke dette spørgsmål. De forventede, at alle lande skulle gå gennem de samme stadier. Rusland var underudviklet med en kæmpe bondestand og godsejervælde. De overførte derfor mekanisk det, der var sket i Frankrig og England, til Rusland. Derfor var de russiske kommunisters opgave ifølge dem af støtte ”det progressive borgerskab”. De forstod ikke, hvad Trotskij forklarede i hans teori om den permanente revolution. I imperialismens epoke kunne borgerskabet i de underudviklede lande ikke spille den progressive rolle, som de havde spillet i Frankrig eller England.

Det forklarer også, hvorfor kapitalismens udvikling i andre ikke altid kommer gennem den borgerlige revolutions klassiske mekanismer med borgerskabet i spidsen for masserne. Det er ikke sådan, kapitalismen blev til i Japan eller Tyskland for eksempel. I dag to af de mest magtfulde lande i verden. I Japan var det bureaukratiet i den feudale stat, der, under pres fra den amerikanske imperialisme, ledte bevægelsen mod kapitalisme på grund af det svage og udtjente borgerskab på det tidspunkt. Hvorfor? Fordi udviklingen i verden dominerer alle processer. Japans fremtid, som en magtfuld nation kunne kun opretholdes, hvis de udviklede kapitalisme. Fordi borgerskabet i Japan ikke var i stand til at gennemføre sin historiske rolle, udførte en anden klasse dens opgaver. I Tyskland var det Junkerne i det gamle statsapparat, der tilså en lignende proces.

Men præcis fordi der ikke var nogen revolution, var der fortsat levn fra det gamle feudale system. I Tyskland blev disse modsætninger først endelig løst som et resultat af den fejlslagne 1918 proletariske revolution, der i det mindste færdiggjorde den borgerlige revolutions ufuldendte opgaver. I Japan blev de samme opgaver udført af de amerikanske besættelsestropper efter 1945. McArthur gennemtvang landbrugsrevolutionen i Japan af frygt for den kinesiske revolutions effekt på de japanske masser.

I disse tilfælde var der ingen “borgerlig revolution” men en form for “kold” overgang fra et system til et andet. Lenin understregede, at historien kender alle mulige former for mutationer og forandringer. Den virkelige levende proces er ikke altid nødvendigvis i alle detaljer i overensstemmelse med lærebøgerne! Der er ingen stive regler for, hvordan social forandring foregår. Som marxister må vi være klar over dette, ellers vil vi blive kastet hid og did af begivenheder, der ikke er i overensstemmelse med mekaniske og forudfattede opfattelser.

Vi må derfor placere Trotskijs opfattelse af den “kolde overgang” i den historiske kontekst, som han rejste ideen i. Vi må imidlertid også se, at Trotskij gav os en indsigt i, hvordan bureaukratiet nemt kunne tilpasse sig en kapitalistisk genindførsel. Han forklarede, at hvis der i Sovjetunionen var en borgerlige kontrarevolution, ville den nye herskende klasse skulle udrense langt færre elementer fra staten end i tilfælde af en politisk revolution. Det er præcis, hvad der skete med det gamle Sovjetbureaukrati, da Jeltsin kom til magten, og det kinesiske bureaukrati er ikke anderledes. Trotskijs præcise ord i Revolutionen forrådt var:

“Hvis derimod et borgerligt parti, for at antage en anden hypotese, gik i lag med at styrte den herskende sovjetklasse, ville det finde et ikke ringe antal villige tjenere blandt de nuværende bureaukrater, administratorer, teknikere, direktører, partisekretærer og blandt de privilegerede øverste kredse i almindelighed. En udrensning i statsapparatet ville naturligvis også i dette tilfælde være nødvendig. Men en bourgeoisireformation ville sandsynligvis ikke behøve at udrense så mange folk som et revolutionært parti. Hovedopgaven for de nye magthavere ville være at genindføre privatejendomsret til produktionsmidlerne. Først og fremmest ville det være nødvendigt at skabe betingelser for at frembringe stærke gårdejere af de svage kolkhosbønder, og at forvandle de stærke kolkhoser til produktionsandelsforetagender efter den borgerlige type, eller til landbrugsaktieselskaber. På industriens område ville afnationaliseringen begynde med letindustrierne og fødevareindustrierne. Planlægningsprincippet ville i en overgangsperiode blive omdannet til en række kompromiser mellem statsmagten og private “korporationer” eller laug som fremtidige ejere, blandt sovjetindustriens hovedledere, emigrerede tidligere ejere og udenlandske kapitalister. Til trods for at sovjetbureaukratiet er gået langt hen imod forberedelsen til en borgerlig genopbygning, ville det nye styre være nødt til at indføre ikke en reform, men en social revolution med hensyn til formerne for ejendomsret og industrimetoder.”

Den sociale basis for Sovjetunionen var en arbejderstats med en statsejet centralt planlagt økonomi, og alligevel, hvis de havde omdannet sig til et borgerligt regime, ville der ikke skulle udrenses lige så mange mennesker. Det var fordi, de allerede var privilegerede elementer, og de ville blive nødt til at omdanne sig fra privilegerede bureaukrater i arbejderstaten til kapitalismens privilegerede tjenere. På den anden side ville en politisk revolution påtvinge mange af disse bureaukrater en arbejderløn og fjerne deres privilegier. Derfor ville en større konflikt opstå. Den nuværende situation i Rusland viser, at Trotskij havde ret.

Trotskijs analyse af USSR leverer vigtige elementer, der hjælper os til at forstå processen i Kina i dag. Her har vi også at gøre med en privilegeret kaste, der som Trotskij understregede, på et vist tidspunkt vil ønske at blive ejere af produktionsmidlerne som en garanti for deres privilegier.

Der har været flere faktorer, der har skubbet det kinesiske bureaukrati i denne retning. Der var det massive opsving efter anden verdenskrig i det kapitalistiske vesten, med en hidtil uset udvikling af produktivkræfterne. Dette blev fulgt af en krise i de stalinistiske regimer i Østeuropa og Sovjetunionen. Den marxistiske tendens noterede sig disse begivenheder i starten af 1970’erne. Det kinesiske bureaukrati noterede sig dem også. Vækstraten i Sovjetunionen faldt til 3 procent, 2 procent og derefter nul. Systemet stagnerede. I sidste ende kollapsede Østeuropa og to år senere kollapsede Sovjetunionen også. Sovjetunionen mistede enorme områder af sit territorium.

Det var meget magtfulde faktorer i bestemmelsen af, hvordan det kinesiske bureaukrati tænkte. De startede med, hvad der basalt set var en kinesisk version af NEP, og forsøgte at få økonomien til at blive mere effektiv, mere produktiv. De observerede udviklingen i verden, og hele situationen skubbede dem i én bestemt retning. Lige over grænsen i Sovjetunionen kunne de se absolut kaos og katastrofe. De må have tænkt, ”vi vil ikke lade det ske her. Vi må introducere markedsmetoder, men vi vil selv kontrollere processen”. Så de gjorde det gradvist, skridt for skridt, men da først de havde indladt sig på den vej, antog processen sin egen indre logik, der i sidste ende endte op med den nuværende situation.

Nu i Kina er der meget magtfulde borgerlige interesser. Det nye borgerskab bruger Kommunistpartiet til at forsvare deres klasseinteresser. Under disse forhold ville bureaukratiet så kunne vende processen og gennemføre denne tilbagerulning succesfuldt? Vi mener, at processen er gået ud over det stadie, hvor det kan ske uden store konfrontationer med den pro-kapitalistiske fløj. Derfor er en ”kold overgang” tilbage til en form for bureaukratisk planlagt økonomi ikke mulig. Men det er et hypotetisk perspektiv, eftersom der ikke er nogen indikationer på, at en sådan fløj eksisterer.

Et vigtigt element i den kinesiske ligning er arbejderklassens størrelse og erfaring. Enhver bevægelse væk fra kapitalisme ville nu være nødt til at basere sig på mobiliseringen af denne arbejderklasse, og de kinesiske arbejdere ville ikke acceptere en bevægelse tilbage til stalinismen; de ville have en tendens til at gå frem mod ægte socialisme, til ægte arbejdermagt.

I et sådan scenario ville en del af partiet uden tvivl blive påvirket. Fra breve og artikler, der har været trykt i de kinesiske medier, ser det ud til, at der stadig er folk i det kinesiske kommunistparti, der tror på idealerne fra 1949 revolutionen, og disse ville blive påvirket af en revolutionær bevægelse blandt arbejderklassen og ville blive skubbet ind i en konflikt med den dominerende pro-kapitalistiske fløj. Dette ville indebære en splittelse mellem forskellige lag med toppen, der forsvarer de nye kapitalistiske relationer, og nogle af de lavere lag trukket efter arbejderklassens bevægelse.

Trotskij refererede til eksistensen af en “Reiss fløj” i det russiske bureaukrati, det vil sige en fløj, der ønskede at gå tilbage til oktoberrevolutionens idealer, til ægte bolsjevisme. I 1930’erne eksisterede der en sådan fløj. Revolutionen var stadig foregået for relativt nylig, og mange af partimedlemmerne fra perioden op til revolutionen kunne se forskellen mellem stalinisme og ægte bolsjevisme.

Imidlertid overlevede det stalinistiske regime i Sovjetunionen i årtier. Stalin ødelagde gradvist ethvert link til Oktoberrevolutionens idealer. På trods af dette var der, da Sovjetunionen kollapsede i 1991, en fløj, om end et lille mindretal, der søgte efter ægte leninistiske ideer.

I Kina er situationen i nogen grad anderledes. En ”Reiss fløj”, som beskrevet af Trotskij, er udelukket. 1949 revolutionen var ikke baseret på Lenins ideer. Det kinesiske Kommunistparti var blevet omdannet til en stalinistisk organisation, længe før det kom til magten. Derfor har selv dem, der kommer fra perioden før 1949, stalinismen som referencepunkt.

Vi må forstå forskellen mellem en “degenereret arbejderstat” og en “deform arbejderstat”. En degenereret arbejderstat er åbenlyst en stat, der er blevet en deform arbejderstat. Men den eneste deforme arbejderstat historien kender til var Sovjetunionen. Den startede som en relativt sund arbejderstat, og på grund af revolutionens isolation gennemgik den en degenerering, hvor bureaukratiet tilranede sig magten. For at fuldende denne proces måtte det stalinistiske bureaukrati fysisk eliminere tusindvis af ægte kommunister, der forstod forskellen på hvad Bolsjevikkerne havde kæmpet for at opbygge og den uhyrlige karikatur, der udviklede sig af revolutionens isolation i et tilbagestående land.

I Kina var der ingen periode, hvor staten havde været en sund arbejderstat. Der var aldrig en periode med ægte arbejderdemokrati eller arbejdermagt. Den kinesiske stat startede fra den allerførste dag, da kommunistpartiet kom til magten, som en deform arbejderstat. Rent faktisk arvede kommunistpartiet det gamle mandarinske statsapparat. Selv i Sovjetruslands tidlige dage påpegede Lenin, at hvis man kradsede i arbejderstatens overflade, ville man finde det samme gamle tsaristiske statsapparat, fordi den nye arbejderstat, især i et tilbagestående land, må regne med mange af de gamle embedsmænd. Men i det mindste kunne arbejderne, i Lenins tid, holde de konservative tendenser i dette lag i tømme, gennem deres magtorganer Sovjetterne. Men i Kina var det ikke tilfældet.

På trods af dette må der være elementer indenfor partiet måske i en fordrejet form, der ser på overgangen til kapitalisme i Kina med afsky. De ser, hvordan arbejderne har mistet alle deres rettigheder, og at der er trampet på alle revolutionens idealer. De vender tilbage til udgangspunktet om et maoistisk Kina, som de ser som et samfund, der var langt mere ”lige”. Men i den nuværende kontekst med udviklingen af sådan et kæmpe proletariat ville den gamle maoistiske ide om at basere alting på bønderne ikke give nogen mening for arbejderne. I dag er proletariatet blevet den dominerende kræft og derfor ville arbejdere i byerne, der leder efter en vej ud gennem en ”tilbagevenden til Mao”, rejse spørgsmålet om arbejdermagt. En sådan udvikling ville have en indflydelse på partiet, der uundgåeligt ville bryde sammen på klasselinjer.

Blandt toplaget af bureaukratiet er der imidlertid ingen bevis på en fløj, der ønsker at vende tilbage til den gamle statsejede, centralt planlagt økonomi. Ud fra bureaukratiets synspunkt ”fungerer” systemet. Det går rent faktisk rigtig godt! Vi har pointeret, hvad Trotskij sagde om, at bureaukratiet vil ønske at kunne overføre deres privilegier til deres børn. I dag er mange af bureaukratiets sønner og døtre blevet til ejere af produktionsmidlerne. Blandt dette lag er der intet ønske om at gå tilbage til en nationaliseret planøkonomi. Der er ingen materiel basis for dem til at ønske det. De ville modsætte sig ethvert forsøg på at skrue tiden tilbage, og de ville have statens opbakning. Det er også værd at notere sig, at toppen af hæren også er blevet til ejendomsbesiddere. Dermed har officerkasten indenfor ”de bevæbnede grupper af mænd” også en materiel interesse i de ejendomsforhold, der er blevet etableret.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.