Det kinesiske bureaukrati tager ved lære
I Kina udviklede bureaukratiet sig i nogen grad anderledes. Det kinesiske bureaukrati iagttog opmærksomt hvad, der var ved at ske i Rusland. Den fløj af bureaukratiet som Deng repræsenterede tog ved lære af erfaringen fra Rusland og fra sin egen nylige fortid. Kina har en kontinental størrelse med en enorm befolkning, men selv dette uendelige land kunne ikke udvikle sig isoleret fra resten af verdensøkonomien. ”Socialisme i et land” havde vist sig at være en fiasko. Det selvforsyningssystem, som bureaukratiet havde forsøgt at bygge under Mao, havde endelig afsløret alle dets begrænsninger.
Deng-fløjen iagttog Rusland og Østeuropa gå i krise og de stormfulde begivenheder i 1989-1991, hvor alle disse regimer kollapsede et efter et, og overgangen til kapitalismen blev indvarslet. De så dette engang massive, almægtige russiske bureaukrati kollapse som et korthus. I alle tidligere stalinistiske lande i Østeuropa og Sovjetunionen – og især i det tidligere Sovjetunionen – blev økonomien kastet tilbage, store dele af produktivkræfterne blev ødelagt og bureaukratiet mistede kontrollen med processen. Det tog nogen tid før økonomien stabiliserede sig og begyndte at vokse igen. I disse begivenheder kunne det kinesiske bureaukrati se sin egen mulige fremtid. De drog derfor den konklusion, at de ikke kunne tillade at det skete i Kina, og at det var nødvendigt med nogen ændringer af politikken for at undgå et lignende kollaps i deres eget land.
På samme tid viste begivenhederne på Den Himmelske Fredsplads, at det kinesiske bureaukrati på et tidspunkt kunne stå overfor samme skæbne. Dette sammen med Sovjetunionens kollaps havde en enorm indflydelse på det kinesiske bureaukratis overvejelser og skubbede dem til at bevæge sig videre fra det tidligere stadie med brug af markedsmekanismer for at opnå en produktivitetsstigning, mens man opretholdt princippet om, at statssektoren skulle dominere, til at accelerere processen som til sidst førte til situationen i dag, hvor den private sektor dominerer.
I takt med at økonomien i Kina voksede under Mao svarende til det, der skete i Sovjetunionen, voksede også bureaukratiets appetit, og også manglen på koordination mellem de forskellige sektorer af økonomien blev forstørret. Det forklarer fænomener som ”Det Store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen”. Mao forsøgte at skubbe økonomien fremad med disse metoder, mens han på samme tid prøvede at tøjle bureaukratiets udskejelser, som truede systemets stabilitet.
Udskejelser fra et lag af bureaukratiets kan true den bureaukratiske kastes interesser som helhed. På den måde svarede det til, hvad Stalin gjorde i 1930’erne, hvor han slog til mod elementer indenfor bureaukratiet, men altid med det formål at bevare regimets stabilitet. Stalin fik tilmed bureaukrater skudt – han slog til mod den mest korrupte fløj af bureaukratiet for at redde bureaukratiet som helhed. Det var et element af dette i Kulturrevolutionen, da et lag af det kinesiske bureaukrati kom under angreb. Demagogisk angreb Mao, ”dem der gik mod kapitalisme” for at konsolidere hans egen position men på den samme tid tøjle de mest ekstreme former for korruption, som underminerede hele systemet.
Essensen i Kulturrevolutionen var ikke, som nogen i vesten har påstået, en bevægelse bestående af arbejdere og unge, der påtvang bureaukraterne deres vilje. Mandel og co. sammenlignede Kulturrevolutionen med Pariserkommunen, og viste derved deres fuldstændige mangel på evne til at forstå, hvad der virkeligt skete. De sammenblandede en bevægelse sluppet løs af en fløj af det kinesiske bureaukrati mod en anden fløj, med arbejdernes ægte oprør i Paris i 1871. De forstod ikke, at Kulturrevolutionen hele tiden var kontrolleret fra toppen af Mao som den øverste dommer. Som vi allerede har forklaret, opnåede Mao med sine metoder langt fra at skubbe økonomien fremad, men kun sammenbrud og kaos. I tre år var der et fuldstændig kollaps i både landbrugs- og industriproduktionen, og alle skoler og universiteter var lukkede. Fløjen ledt af Deng Xiaoping var forfærdede og begyndte at drage konklusioner fra disse erfaringer.
Vi må forstå, at en planlagt økonomi kun kan fungere effektivt, hvis arbejderklassen kontrollerer alle niveauer. Arbejderne må diskutere planen på alle niveauer. Det er grunden til, at arbejderdemokrati, arbejderkontrol og arbejderledelse er essentielle elementer i planens funktionalitet. Arbejderne, som også er forbrugere, har en materiel interesse i at sikre, at planen fungerer effektivt på alle niveauer. Bureaukraten er kun interesseret i at nå sin kvote – uanset kvaliteten eller om det er koordineret med resten af produktionen – så han kan få sine bonusser. Ydermere kan et centraliseret bureaukrati ikke tage beslutninger om alle aspekter af produktionen. Forfærdelige forvridninger og ineffektivitet skabes, når alting afhænger af en central bureaukratisk befaling. Den overordnede plan må kontrolleres af arbejdere på alle niveau. Det forklarer, hvorfor ”Det Store Spring Fremad” og ”Kulturrevolutionen” fejlede. Du kan ikke bekæmpe bureaukratiet med bureaukratiske midler. Så disse to episoder endte blot op med at forstørre den forvridning, som bureaukratiet havde medført.
Det er vigtigt at forstå, hvad der skete i Kulturrevolutionen for at forstå den senere udvikling under Deng. Det maoistiske bureaukrati havde lænet sig op af masserne for at slå til mod en del af bureaukratiet. Ved at gøre sådan udløste de, på bonapartistisk manér, kræfter fra neden, men der var en risiko involveret i dette. Havde de tilladt masserne at gå længere, ville det muligvis have betydet, at bureaukratiet havde mistet kontrollen. Da de havde tøjlet udskejelserne fra en fløj af bureaukratiet, satte de en stopper for den selv samme bevægelse, som de havde udløst, og i 1969 strammede de tøjlerne. Så deres hovedslogan gik fra at være ”Masserne har ret, hvad, folket siger, er rigtigt” til ”Hvad der er rigtigt, er det, formand Mao tænker”.
Ved at slå ned på masserne, svang magtbalancen uundgåeligt mod den pro-kapitalistiske fløj. Da Mao havde standset masserne, blev magtbalancen afgjort indenfor bureaukratiet. Mao havde god grund til at bekymre sig om masserne, for der havde været forskellige strejkebølger og bevægelser fra neden i den forudgående periode, de sidste af disse i 1966-67 og i 1976 hvor der var en opstand blandt arbejderorganisationer for at rejse deres utilfredshed med løn og arbejdsforhold. Hvad vi ser, er arbejderklassens tendens til at gå udover de grænser, som bureaukratiet har fastsat. Pointen, som vi må forstå, er, at det maoistiske bureaukrati ikke kunne gå så langt som til at give magt til arbejderne i forsvoret for statsplanen. Det ville have betydet tab af deres privilegier.
Men de stod stadig overfor problemet med at udvikle økonomien. Fra et ægte marxistisk standpunkt var den eneste mulighed at indføre ægte arbejderdemokrati, hvilket selvfølgelig var det sidste, bureaukratiet ville gøre. Vi må ikke glemme, at den del af bureaukratiet, som forsvarede planen, gjorde det for at forsvare sine egne interesser, sine egne privilegier. Trotskij forklarer situationen meget godt i In Defence of Marxism. Han siger, ”Bureaukratiet bekymrer sig først og fremmest om sin magt, sin prestige, sine indtægter. Det forsvarer sig selv meget bedre end det forsvarer USSR. Det forsvarer sig selv på bekostning af USSR og på bekostning af verdensproletariatet.” Det er grundlæggende bureaukratiets natur.
Et bred lagt af bureaukratiet åndede lettede op, da Kulturrevolutionen var ovre – de ville tilbage til stabiliteten og nyde deres privilegier indenfor systemet. Det er klart, at der allerede var en fløj af bureaukratiet, som diskuterede ideen om at introducere en form for markedsstimulans i økonomien.
Slutningen på Mao-æraen
Da Mao var død, gik den kapitalistisk orienterede fløj af bureaukratiet i offensiven og rejste spørgsmålet om markedet, om verdensmarkedet. Faktisk havde Deng Xiaoping og de andre en pointe; at det var umuligt at adskille Kina fra verdensøkonomien, og at det skulle deltage i verdenshandelen. Det var den oprindelige ide. I mangel på arbejderdemokrati, kan verdensmarkedet bruges som et groft tjek på fejlstyring og ineffektivitet.
Under de forhold, der eksisterede i Kina i 1970’erne, ville en slags NEP ikke være blevet udelukket, selv af et revolutionært marxistisk parti, præcis som Bolsjevikkerne havde gjort i starten af 1920’erne. Så længe de vigtigste dele af økonomien forbliver under statslig kontrol, under planens styring, kan disse metoder bruges til at stimulere og udvikle økonomien i en isoleret arbejderstat.
Lenin overvejede noget lignende, da han tilbød de vestlige kapitalister kontrakter i Sibirien, hvor der var mange råmaterialer men hvor økonomien var underudviklet. Den svage, unge arbejderstat havde ikke midlerne til at udvikle Sibirien. Så Lenin insisterede på, at i sådan en situation var den eneste måde, man kunne de investeringer og den teknologi, der var nødvendig til at udvikle produktionskræfterne, var ved at tilbyde kontrakter til udenlandsk kapital. Ideen var, at ved at garantere kapitalisterne profitter, kunne de udvikle regionen, skaffe sig de nye produktionsmidler og teknikken osv., og at det ville være til gavn for revolutionen.
Lenin pointerede i 1918 i ”Left-wing Childishness and the Petty Bourgeois Mentality” at ”Vi, Proletariatets parti, har ingen anden måde til at opnå evnen for at organisere produktion i så stor skala, andet end ved at opnå det fra førsteklasses kapitalistiske eksperter.” D. 4. februar det følgende år stillede han en resolution i Folkekommissærernes Råd (FR), i hvilken han slog fast: ”FR… mener, at udlicitering af kontrakter til repræsentanter for udenlandsk kapital generelt set, som et principspørgsmål, er tilladeligt i udviklingen af landets produktivkræfters interesse.” Forskellen var selvfølgelig, at i 1918-1919 var der ikke nogen tvivl om Sovjetunionens natur. Det var en sund arbejderstat, eller i det mindste en relativt sund arbejderstat, hvor sådanne indrømmelser ville blive brugt til at styrke arbejderstaten, ikke svække den.
Vi må også huske, at det var verdensrevolutionens forsinkelse, der tvang Bolsjevikkerne til at lave disse kompromiser. De var acceptable så længe, statsmagten var i arbejderklassens hænder, og selvsamme stat havde kontrol over alle økonomiens nøglepunkter. Problemet var dog, at de udenlandske kapitalister ikke var tilfredse med at opnå kontrakter med arbejderstaten i 1921, de ville hellere knuse den. Med det kinesiske bureaukrati var det en helt anden sag. Kapitalisterne kunne lave aftaler med denne privilegerede kaste. Selv den ærke-reaktionære Nixon havde ingen problemer med at få aftaler i stand med det kinesiske bureaukrati.
Efter Maos død fik ideen om at åbne landet for udenlandske investeringer vind i sejlene blandt bureaukratiet, og Deng Xiaoping personificerede denne ide. Dette afspejlede det faktum, at flertallet af bureaukraterne havde indset, at selvforsyningspolitikken havde fejlet, og Kina ikke kunne udvikle sig i isolation.
Deng var tidligere generalsekretær for partiet, men var blevet fjernet fra ledelsen under Kulturrevolutionen. Men fra januar 1974 var han endnu en gang medlem af Politbureauet. Før han endnu en gang blev fjernet fra alle sine positioner, nåede Deng ikke bare at blive premierminister, men også vice-præsident for partiet og chef for generalstaben – den næsthøjest rangerede mand i Kina, efter Mao. Til trods for hans høje stillinger, blev han senere fordømt som et ”monster”, der førte an i en kontrarevolutionær konspiration, de fulgte ”en kapitalistisk politik”. Det mest overraskende var dog, at han fik lov til at beholde sit partikort. Normalt ville alle, der faldt i unåde hos ”den store leder”. være blevet ekskluderet, eller det der er værre. Dette skete ikke for Deng, fordi han havde en stor opbakning blandt bureaukratiet. Set i bakspejlet kan vi måske endda gætte på at flertallet af bureaukraterne – i hvert fald blandt de ledende lag – støttede Deng, men ikke kunne gøre noget pga. Maos position.
Den udbredte støtte til Deng indenfor bureaukratiet blev bekræftet efter Maos død. ”Firebanden”, der inkluderede Maos enke, legede med ideen om at fortsætte kulturrevolutionen. Men holdningen hos den dominerende fløj af bureaukratiet var helt klar. ”Firebanden” blev arresteret d. 6. oktober 1976, og fik aldrig igen nogen ledende positioner, og Deng fremkom derefter som leder af partiet i 1978.
Det er fra denne periode, at rødderne til den nuværende situation stammer. Debatten internt i kommunistpartiet om at åbne økonomien op for udenlandske investeringer startede i 1977-78. Dengs fløjs kom frem med begrebet ”markedssocialisme” for at beskrive, hvad de foreslog. De argumenterede for, at Maos æra havde efterladt økonomien i ét stort rod. Det var ikke helt sandt, for til trods for problemerne undervejs var økonomien vokset rimelig hurtigt de foregående 25 år.
Hvad der dog er sandt, er at takt med at økonomien blev mere sofistikeret, jo mere viste begrænsningen i det bureaukratiske kommandosystem sig. Ligesom i Sovjetunionen var der mangel på koordination mellem de forskellige sektorer, ubalance i investeringerne de forskellige sektorer imellem, med overproduktion af nogle varer, og underproduktion af andre. Der var fusk, svindel, korruption, sabotage, spild og kaos i massivt omfang. Industriens produktivitet var faldende. Der var inflationære tendenser, mangel på forbrugsvarer og social utilfredshed.
Dette var begyndt at have en indvirkning på arbejderne og bøndernes behov, der var ved at blive rastløse. Alt dette kunne have været blevet løst ved at introducere reel arbejderkontrol og ledelse af økonomien. Men for at det kunne ske, ville det have krævet en politisk revolution; Bureaukratiet ville skulle fjernes fra magten. Men bureaukratiet havde ikke tænkt sig at give magten fra sig så let. Dengs (og hans fløj i bureaukratiet) holdning var. at hvis man ville fortsætte med at udvide produktivkræfterne og forbedre produktiviteten, var markedsstimulanser nødvendige.
Selvom de allerede havde overgået lande som England i absolut produktion, så var både Kina og Rusland langt bagefter det kapitalistiske vesten med hensyn til produktivitet. I Rusland var krisen allerede blevet åbenlys med en bemærkelsesværdig nedgang i væksten. I Kina forstod Dengs fløj nødvendigheden af at introducere de mest avancerede teknikker i den Kinesiske økonomi. Dette kunne kun ske ved at åbne Kina op for udenlandske investeringer, og ved at deltage på verdensmarkedet.
Hvis statsmagten havde været i arbejdernes hænder, kunne have bremset tendenserne mod kapitalistisk genindførsel. Men statsmagten var i bureaukratiets hænder, og under de forhold udgjorde introduktionen af kapitalistiske incitamenter en reel trussel mod planøkonomien, om en total ødelæggelse af økonomien over en periode.
Vi skal dog ikke have en mekanisk tilgang til spørgsmålet. Det ville være nemt at sige i bagklogskabens klare lys, at siden, Deng kom til magten i 1978, har bureaukraterne haft en klar plan om at gå tilbage til kapitalismen, men det ville være forkert. Bureaukratiet bevæger sig empirisk, afhængigt af dets behov på det givne tidspunkt. Selv i Stalinistiske Rusland var der lange perioder med større åbenhed mod markedskræfterne og decentralisering, efterfulgt af perioder med gen-centralisering. De repræsenterede bureaukraternes forsøg på at få økonomien i gang. De var trods alt klar over, at hvis de ikke udviklede produktionsmidlerne, var deres egen privilegerede position truet.
Deng’s 1978 vending
Det var denne overvejelse, der førte det kinesiske kommunistparti til i slutningen af 1970’erne at drage den konklusion, at det var nødvendigt at åbne op for udenlandske investeringer. I december 1978 holdt det Kinesiske Kommunistparti sit tredje plenum. Her diskuterede det den nye vending. Selvom det erklærede, at centraliseret planlægning ville fortsætte med at være den dominerende form, introducerede det elementer af decentralisering og opmuntrede opsætningen af private firmaer. Ideen var, at markedskræfterne måtte introduceres som et middel til at sikre, at økonomiens behov blev mødt.
Det førte i sidste ende Deng til at forslå opsætningen af fire særlige økonomiske zoner i 1979 omkring Hong Kong og Macao, i Guangdong og Fujian provinserne på den sydlige kyst. Det var zoner, der ville være åbne for udenlandske investeringer. I starten var der ret stramme restriktioner på niveauet og naturen af hvilke investeringer, som udenlandske kapitalister kunne foretage. Dette indikerer, hvad vi sagde ovenfor, at selvom Deng-fløjen så disse tiltag som midler til at modernisere produktivkræfterne og samtidig opretholde den centralt planlagte og statskontrollerede natur i økonomien. Først var de meget forsigtige og gav kun begrænsede indrømmelser.
Men præcis på grund af restriktionerne blev de fire særlige zoner ikke med det samme så succesfulde, som det havde været forventet. Det er derfor, at restriktionerne blev slækket i 1983, hvor for eksempel fuldstændig udenlandsk ejede virksomheder fik tilladelse til at operere. Her ser vi bureaukratiets empirisme. Der var ikke en udarbejdet “plan”. Men da først bureaukratiet indlod sig på denne vej, begyndte den at udvikle sin egen logik. Bureaukratiet fandt det sværere og sværere at diktere markedskræfterne. Hvis de ville have kapitalisterne til at investere, måtte de skabe favorable forhold for dem.
Mens disse særlige zoner blev skabt fandt en parallel proces sted indenfor landbruget. Det gamle kollektiviserede jordsystem blev afmonteret, og logikken i privat produktion blev introduceret. Det blev gjort ved at ”lease” jorden til familierne. Juridisk set forblev jorden statsejendom – og er det stadig i dag – men i praksis var det blevet privat ejendom. For eksempel kan leaset jord gives videre til ens efterkommere. Denne ændring har ført til en situation, hvor de, der havde leaset jorden, allerede i slutningen af 1980’erne endda kunne sælge det leasede jord eller give det videre som arv.
Dette førte til en differentiering indenfor bondestanden, hvor nogle berigede sig selv, mens andre mistede kilden til deres levebrød og blev tvunget til at begynde at immigrere til byerne. Der var en stigende produktivitet af jorden på den ene side og en forarmelse af store lag på den anden. Det skabte den tilførsel af billig arbejdskraft, der ville tjene som et grundlag for udviklingen af kapitalismen i byerne.
Det er en proces, der ligner den, der fandt sted i Rusland efter 1861 med opløsningen af Miren, den gamle landbrugskommune. Som kommunerne brød sammen, begyndte bønderne at flytte ind til byerne, og tilvejebragte dermed den nødvendige arbejdskraft til udviklingen af kapitalisme mellem 1880 og 1912. Men det, der sker i Kina i dag, er på en meget større skala, end hvad vi så i Rusland. Det kan også sammenlignes med processerne i den britiske kapitalismes tidlige dage, med den brutale fordrivelse af bønderne fra jorden, hvor de blev tvunget til at leve i byerne under forfærdelige forhold. Det kunne endda sammenlignes med perioden med det Vilde Vesten med kapitalismens ekspansion i USA: Hvad vi ser i Kina, har i virkeligheden elementer fra alle disse historiske eksempler. Det er uden fortilfælde i processens omfang og hastighed.
Et af de første tiltag det kinesiske regime introducerede i forsøget på at tiltrække udenlandske investeringer var skabelsen af et “arbejdsmarked”. Derfor blev en række reformer introduceret, der tillod managerne af udvalgte statsejede virksomheder at stoppe med de såkaldte ”livstids” jobs. Ideen om, at arbejderne kunne blive fyret, blev introduceret.
Få år senere i 1983 gik staten et skridt videre. Statsejede virksomheder kunne nu hyre arbejdere på kontraktbasis for en begrænset tidsperiode. Dette nye system betød, at nyansatte arbejdere ikke kunne få de velfærdsydelser, som statsarbejderne havde haft gavn af tidligere. I 1987 var 7,5 million arbejdere hyret på kontraktbasis af statens firmaer og yderligere 6 millioner havde fået deres status ændret fra livstid til kontrakt.
I den samme periode begyndte arbejdsstyrken i den private sektor at vokse. Fra omkring en kvart million i 1979 nåede den 3,4 millioner i 1984 hovedsageligt i meget små firmaer. I starten var der en grænse på hvor mange arbejdere, der måtte være ansat i private firmaer, men i 1987 blev grænsen afskaffet. Oven i dette blev en forklædt form for private virksomheder tilladt at udvikle sig, i form af såkaldte ”by-kollektiver” eller by- og landsbyvirksomheder (Town and Village Enterprises (TVEs)). Disse var kontrolleret og afhængige af lokale kommunale myndigheder, men var ”profit-orienterede”, dvs. de opererede som kapitalistiske virksomheder. (Vi vil behandle udviklingen af TVE’erne senere).
Trods disse udviklinger fortsatte statssektoren med at dominere og lede den overordnede økonomiske proces i hele denne periode. I midten af 1980’erne beskæftigede statssektoren omkring 70 procent af arbejdsstyrken i byerne. Men disse arbejderes status var ved at ændre sig. Flere og flere af dem var på begrænsede kontrakter.
Lukningen af de statsstyrede virksomheder førte til det tidligere ukendte fænomen; arbejdsløshed. Hurtigt efter de første ”markedsreformer” blev introduceret, begyndte inflationen at tage fart og fremprovokere social uro. Af frygt for de politiske konsekvenser besluttede regimet i 1981 at sænke processens fart. Det var noget, der skulle blive gentaget ved hver efterfølgende krise gennem hele processen. Men hver gang besluttede bureaukratiet, som vi skal se - efter en begyndende nedsættelse af tempoet og genstabilisering af situationen – at gå frem og accelerere processen endnu engang. De tog aldrig et skridt tilbage.
I 1982 erklærede Partiet stadig officielt, at statssektoren var den dominerende. På dette tidspunkt er vi stadig i en situation med et bureaukrati i en deform arbejderstat, der bruger kapitalistiske metoder til at udvikle økonomien som et hele. Men i 1984 bevægede de sig endnu engang i retning af større frihed for en udvikling af den kapitalistiske slags. Der blev lagt mere og mere eftertryk på den private produktion og markedet. Priserne på de fleste forbrugs- og landbrugsprodukter blev liberaliseret. Fra da af ville markedet blive den kraft, der bestemte prisniveauerne.
Kommunistpartiets 12. Kongres blev afholdt samme år, som ideen om en “planlagt vareøkonomi” blev introduceret. Vi ser begyndelsen på, at modsætningen mellem den planlagte økonomi og kapitalisme udtrykkes selv i den terminologi, som regimet bruger. Området dækket af de særlige økonomiske zoner blev udvidet med tilføjelsen af yderligere 14 byer langs kysten. Et år senere blev også Pearl floddeltaerne, Min floddelta og Yangtze floddelta regionerne tilføjet. Grundlæggende set blev hele området langs Kinas lange kystlinje åbnet for udenlandske investeringer.
Processen fortsatte med at accelerere i 1986, da nye tiltag blev introduceret, som yderligere lettede udenlandske investeringer: lavere skatter, mere frihed til at hyre og fyre, og nemmere adgang til udenlandsk valuta. Som del af denne proces introducerede de en række ændringer: de afskaffede det lige lønsystem, fjernede livstids jobs, linkede lønningerne til produktiviteten og gav kortfristede kontrakter – alt sammen mere end velkendt for arbejderne i vesten.
På partiets 13. nationale kongres i 1987 blev der stillet yderligere forslag om at udvikle en ”eksport-orienteret økonomi”. Væksten i industrikapaciteten krævede import af maskiner og andre varer. Som konsekvens var midtfirserne vidne til en stejl vækst i Kinas handelsbalance kombineret med endnu en eksplosion af inflations pres. I 1988 og 1989 var der en årlig inflation på 18 procent. Den virkelige købekraft for arbejderfamilier blev ramt hårdt.
Militæret rykker frem på Himmelske Freds Plads under nedkæmpelsen af oprøret.Den sociale ustabilitet, som dette fremprovokerede, tvang regimet til at nedsætte tempoet for processen. Efter pres i det sene 1988 satte regimet bremsen i over for de såkaldte ”reformer”, og i et forsøg på at få inflationen under kontrol strammede de op på pengeforsyningen. Det fremprovokerede et nyt fænomen i den kinesiske økonomi, en recession i 1989. Alt dette ledte til en voksende social uro og en strejkebølge fulgte. Det er i denne kontekst, at vi har bevægelsen i Beijing på Den Himmelske Fredsplads.
Hvad repræsenterede bevægelsen omkring Den Himmelske Fredsplads? Det står klart, at der var et element af politisk revolution tilstede i 1989. Det kan der ikke herske tvivl om. Store grupper af studerende drog ud i gaderne. Ungdommen sang Internationale, som ville de sige til regimet og verdens opinionen, ”se vi støtter ikke kapitalisme, vi er ikke kontra-revolutionære.”
Men hvad, der startede som en ungdoms og studenterprotest, spredte sig hurtigt til arbejderne. Dette forfærdede regimet og overbeviste den stalinistiske fløj om at knuse bevægelsen i blod. Gennem dette pludselige og brutale indgreb, sikrede regimet, at det havde et sikkert greb om samfundet. Nogle kunne spørge hvornår vendepunktet i kapitalismens tilbagevenden var. Da vi snakker om en tredive år lang proces, er det ikke muligt at fastsætte et sådant punkt. Men der har været begivenheder, der har bidraget til accelerationen af denne proces. Det er derfor mere korrekt at snakke om en serie af vendepunkter, et af de punkter er Den Himmelske Fredsplads.
Efter knusningen af protesterne på Den Himmelske Fredsplads svang pendulet til højre. Bevægelsen omkring Den Himmelske Fredsplads øgede mange arbejdere og unges håb, men masserne blev besejret. Efter Den Himmelske Fredsplads ledte regimet efter alle bevægelsens nøgleledere, hvoraf mange forsvandt eller tilbragte mange år i fængsel. Samtidigt satte bureaukratiet tempoet på markedsreformprocessen ned i et forsøg på at genstabilisere situationen. Da bureaukratiet igen følte sig sikker på situationen, blev bevægelsen i retningen af kapitalisme intensiveret.
Samtidig må vi huske, hvad der skete i Østeuropa og Sovjetunionen. I 1989 kollapsede alle de stalinistiske regimer i Østeuropa et efter et. Bureaukratiet mistede kontrol med situationen, og en kaotisk overgang til kapitalisme åbnede sig. Sovjetunionen holdt ud lidt længere men bukkede til sidst under for den samme proces, da det gamle stalinistiske regime kollapsede i 1991. Som vi allerede har påpeget, var disse regimer så rådne, at de faldt næsten uden nogen modstand fra bureaukraternes side. I Rusland hvor udsigten til en borgerkrig var reel, viste stalinisters hard-linere sig at være så korrupte, at de ikke kunne udgøre en seriøs opposition. Systemet, de repræsenterede, havde nået sine grænser.
Disse begivenheder har utvivlsomt haft en effekt på de kinesiske stalinister. Indtil da havde de introduceret markedsreformer. De havde åbnet hele områder af Kina op for kapitalinvesteringer, men den stats ejede sektor var stadig dominerende, og partiets linje var, at det skulle forblive sådan. Den økonomiske kontrols håndtag var stadig i bureaukratiets hænder. Processen kunne stadig være blevet skruet tilbage. Pointen er, at de ikke havde nogen interesse i at skrue den tilbage. Som vi allerede har sagt, tog de aldrig et skridt tilbage. Over for øjeblikke med ustabilitet blev tempoet for processen sat ned men aldrig vendt om.
1992: “socialistisk markedsøkonomi med kinesiske karakteristika”
Den kombinerede effekt af protesterne på Den Himmelske Fredsplads og stalinismens kollaps i Østeuropa og Sovjetunionen havde en dybtgående effekt på det kinesiske bureaukrati. Efter disse begivenheder besluttede det kommunistiske partis ledelse at accelerere ”markedsreform” processen. De begyndte at se kapitalismens genoprettelse som svaret på deres krise, men de var fast besluttet på, at processen skulle ske under bureaukratiets faste kontrol. Essensen af dette var, at bureaukratiet gødede jorden til at kunne omdanne sig til den nye klasse af kapitalister.
At, bureaukratiet bevægede sig i denne retning, betød ikke, at det nødvendigvis ville lykkes for dem at fuldføre processen med kapitalistisk genoprettelse. Det er en ting at erklære en intention, en anden er at opnå den. Havde der været en seriøs nedgang i det kapitalistiske vesten i et omfang, der kunne sammenlignes med krakket i 1929, kunne tingene have set anderledes ud. Men dette materealiserede sig ikke. Opsvinget i vesten blev forlænget på grund af en række faktorer, der bliver behandlet i andre dokumenter. Det har kun været med til at ophobe modsætninger i forberedelsen af en større krise, når den kommer. Men det kinesiske bureaukrati forstår ikke dette. Den har ikke en marxistisk forståelse af processerne men reagerer empirisk på begivenhederne. Kapitalismen oplevede et opsving på verdensplan medens stalinismen kollapsede, det var alt, de kunne se.
Konklusionen, som bureaukratiet drog fra disse begivenheder, blev klar i 1992. Det år mødtes den 14. Parti kongres og opgav officielt ideen om, at statssektoren skulle dominere. De annoncerede planerne om at opsætte en såkaldt “socialistisk markedsøkonomi med kinesiske karakteristika”. Samme år lancerede Deng et nyt niveau i ”reformprogrammet”, som de kaldte det. Han tog på tur til den specielle zone i Shenzen og udtalte sin kendte erklæring: ”Så længe det skaber penge til Kina, er det godt”. Dette var endnu et vigtigt vendepunkt indenfor regimet.
Markedsmekanismer havde allerede været i virkning i noget tid i Kina. Hvad, der var betydeligt i 1992, var, at partiet officielt valgte at opgive dets forpligtelse til at fastholde de statsejede virksomheder som den dominerende sektor. Indtil da var udviklingen af den private sektor sket udenom statssektoren. Nu valgte de at gå videre til privatiseringen af statsejede virksomheder. De udvalgte 2500 lokalt ledede og 100 centralt ledede virksomheder til denne overgang. I 1998 var det fuldført.
I 1994 udvidede de programmet og fastslog, at de ville beholde kontrollen over de 1000 største statsejede virksomheder, hvorimod alle overskydende firmaer ville være åbne for leasing eller salg til private. I slutningen af 1990erne beskæftigede den statsejede sektor 83 millioner mennesker men det udgjorde kun 12 % af den totale arbejdsstyrke og selv i byområderne kun en tredje af arbejdsstyrken. Vi ser her et enormt skift fra 1978, da 78 procent af den urbane arbejdsstyrke var ansat i statssektoren.
I slutningen af 1990erne var de statsejede virksomheders bidrag til BNP faldet til 38 procent. I september 1999 til det fjerde plenum af den 15. Parti kongres tog de endnu et skridt. De kaldte det ”lad politikken gå” positionen, med andre ord; staten løsnede op og afgav sin kontrol. De fortsatte med at løsne kontrollen i små og mellemstore statsejede virksomheder. For eksempel bekendtgjorde Beijing City regeringen, der dækker et større område, i juli 2000, at alt stats- og fælleseje ville blive trinvis afskaffet i alle små og mellemstore statsvirksomheder inden for tre år. I 2001 udgjorde statsejede virksomheder kun 15 procent af den totale beskæftigelse indenfor fremstillingsindustrien, og mindre end 10 procent af beskæftigelsen i indenrigshandlen.
Kina havde overlevet det Sydøstasiatiske børskrak, delvist fordi de stadig havde en vis grad af statskontrol med udenrigshandlen, og at møntfoden ikke var konvertibel. Disse to faktorer beskyttede Kina mod de værste effekter af krisen. Kina kom faktisk ud af det styrket og påtog sig en dominerende rolle i regionen. Efter dette var der i perioden fra ca. 1998 til 2001 en yderligere acceleration af processen. Processens retning var meget klar nu. Det kommunistiske partis hierarki var blevet fuldstændig overbevist om, at private firmaer var mere effektive end statsstyrede. Den eneste form for statseje, de kunne forstille sig, var den, der eksisterede under en bureaukratisk plan, med al den dårlige ledelse som dette medførte. De kunne ikke forstille sig en effektiv statsejet industri under arbejderkontrol.
Dokumentet ”China’s Ownership Transformation” udgivet i 2005, giver nogle interessante tal, som vi citerer nedenfor. Dokumentet blev skrevet af Ross Garnaut, Ligang Song, Stoyan Tenev og Yang Yao fra the International Finance Corporation, Australian National University, China Centre for Economic Research og Peking University; udgivet af the International Finance Corporation, en afdeling af Verdensbanken og kan findes på internettet her: www.ifc.org.
Forfatterne pointerer, at privatiseringerne for alvor startede i 1992. Med henvisning til 1995 siger dokumentet ”staten besluttede at beholde mellem 500 og 1000 statsfirmaer og at tillade mindre firmaer at blive udlejet eller solgt”. Det forklarer, at det var en god grund til dette, fordi de 500 største statsejede firmaer - de fleste af dem kontrolleret af den centrale regering i 1997 - rådede over 37 procent af statens industrielle aktiver, de sørgede for store indtægter til staten osv.
Dokumentet forklarer med henvisning til perioden, hvor de øgede processens hastighed, at “trenden afspejlede den overbevisning, at for at et firma for alvor kan omdannes, er det nødvendigt for ledelsen af eje flertallet af aktierne”. Og i den kinesiske tradition blev sloganet nu, ”staten trækker sig tilbage, og den private sektor bevæger sig fremad.” De opfandt sloganet for at få beskeden igennem til masserne.
Der bliver givet masser af tal og figurer, der opridser processen og viser den accelererende hastighed. Dokumentet forklarer for eksempel, a, ”hvis denne gennemførsel er typisk for resten af landet [med henvisning til et udvalg af 6 byer], så er privatiseringerne i Kina allerede gået længere end i mange Østeuropæiske og tidligere sovjetiske lande.”
Men det er ikke en simple proces med bare at sælge alt fra. Det er ikke bare et spørgsmål om at se på procentfordelingen af statsligt og privat ejerskab, (selvom det i sidste ende er den afgørende faktor). Det er ikke bare hvor meget, der er i statens hænder, men også hvordan den sektor, der forbliver i statens hænder, fungerer og med hvilket formål. Det er også nødvendigt at se på processens overordnede retning, og denne har været ubønhørligt i retning af kapitalisme.
Men i processen med kapitalistisk omdannelse har de endnu ikke udviklet et borgerskab, der er i stand til at køre de store virksomheder på størrelse med nogen af de amerikanske og japanske multinationale uden statens hjælp. Staten vil fortsat spille en rolle i nogen tid, men på et tidspunkt vil et magtfuldt borgerskab opstå.
Bureaukratiet har solgt de fleste at de små og mellemstore virksomheder og har på same tid opmuntret udviklingen af private firmaer, der aldrig har været i statens hænder. Nu opererer 450 af de 500 største multinationale i Kina. Så et vigtigt element i ligningen er det faktum, at den private sektor har udviklet sig hurtigere end statssektoren. Og hvis vi ser på, hvad der er tilbage af statssektoren, ser vi at en stor del af den forberedes til yderligere privatisering. Store statskonglomerater opsplittes i forskellige virksomheder, hvor de ineffektive sektorer lukkes, og de mest profitable sektorer sælges.
Lederne af de statsejede virksomheder har travlt med selskabstømning. De har deres venner i den private sektor, og de lader disse få de bedste maskiner, de bedste dele osv., mens de lader virksomheden forfalde og svinde hen. Følelsen blandt lederne er, ”denne fabrik skal alligevel privatiseres før eller senere, og jeg vil blive tilbudt fabrikken”. Så ideen er at reducere virksomheden til en tilstand, hvor den er mindst muligt værd, så den kan købes billigt. I mange byer har de lokale råd besluttet, at den bedste måde at få en virksomhed til at fungere er at sælge den billigt til bestyrerne for at stoppe selskabstømningen, hvor ideen er, at når bestyrerne bliver ejere, vil de bruge aktiverne til at udvikle virksomhederne, eftersom de vil høste profitten.
Arbejderne har betalt dyrt i processen med tab af millioner af arbejdspladser. I perioden fra 1990 til 2000 blev 30.000.000 statslige jobs ødelagt. Et såkaldt ”rust-bælte” opstod i de traditionelle industrielle områder, såsom Nordøst, den centrale kerne i Kinas gamle statsplan. Dem, der stadig havde arbejde, så alle deres rettigheder blive ødelagt. Over en periode på flere år blev alle fremskridtene fra 1949 revolutionen skåret væk. Dette medførte modstand fra arbejderklassen, men bureaukratiet skubbede ubøjeligt på.
De introducerede det frie marked inden for sundhed, boliger og arbejde. Selv uddannelse skal man nu betale for. I starten af 1990’erne var der allerede stærke elementer af kapitalisme. I 1992 kom 40 procent af salgene fra den private sektor. I 1991 var der 13.000.00 private industrialister med 21.000.000 arbejdere – hovedsageligt små firmaer – men dette var bare starten. I landsbyerne introducerede de indrømmelser til de rigere bønder: udleje af jorden og tilladelse til at sælge produkter på markedet havde nedbrudt kollektiverne og skabt en yderligere differentiering mellem de rige og de fattige bønder. I 1998 var der stadig 238.000 statskontrollerede bedrifter, men i 2003 var dette tal faldet til 150.000.
