Artikelindeks

Note: Udkastet til dette dokument blev skrevet i april 2006 og diskuteret og vedtaget ved IMT's Verdenskongres i juli 2006. Dokumentet har ikke tidligere været tilgængeligt på nette på dansk i fuld længde. På grund af Kina's stigende vigtighed, både økonomisk, militært og geoplitisk, gør vi det nu tilgængeligt, for at give vores læsere en grundlæggende forståelse af hvordan Kina er kommet til der hvor det er i dag.

 

Introduktion

Efter den russiske Oktoberrevolution i 1917 var den Kinesiske Revolution i 1949 den næst-vigtigste begivenhed i historien. Den førte til afskaffelsen af godsejervældet og kapitalismen og med det enden på imperialistisk dominans i et stort område af kloden.

Men hvor den russiske revolution førte til skabelsen af en relativ sund arbejderstat etableret af arbejderklassens under ledelse af Bolsjevikpartiet – et revolutionært parti med et internationalistisk udsyn – førte den kinesiske revolution i 1949 med det samme til skabelsen af en stalinistisk deform arbejderstat.

maoMao Zedong, ved magten 19. juni 1945 – 9. september 1976De mest fundamentale betingelser for arbejderdemokrati manglede lige fra starten af. Der var hverken Sovjetter, eller arbejderkontrol, eller rigtige fagforeninger, der var uafhængige af staten, ej heller en ægte marxistisk ledelse. Dette skyldtes, at revolutionen blev udført under ledelsen af stalinisterne i front for en bondehær og ikke baseret på arbejderklassen i byerne. Bondehæren er det bonapartistiske herredømmes klassiske instrument. Mao, som baserede sig på denne bondehær, manøvrerede imellem klasserne på bonapartistisk vis ved at bruge den Røde Hær som en rambuk, først mod godsejervældet og senere også imod kapitalisterne.

Den kinesiske revolutions sejr var mulig på grund af en række særlige objektive omstændigheder. Hovedgrunden for, at den kinesiske revolution tog den form den gjorde, var først og fremmest den amerikanske imperialismes manglende evne til at intervenere. Den anden faktor var at Kina ikke kunne gøre fremskridt under kapitalismen og Chiang Kai Sheks fuldstændig degenererede borgerlige regime. De andre faktorer var tilstedeværelsen af en stærk stalinistisk deform arbejderstat i Rusland ved Kinas grænse.

Mao Zedong og de kinesiske stalinister skabte en stat i Kina i det stalinistiske Ruslands billede – en monstrøs bureaukratisk karikatur af en arbejderstat, og derfor begyndte den kinesiske revolution i 1949, hvor den russiske revolution sluttede.

Vi må huske, at den kinesiske revolution afskaffede kapitalismen i Kina på trods af perspektivet hos ledelsen i det kinesiske Kommunistparti. Maos originale perspektiv var hundrede års kapitalisme. Han havde den stalinistiske to-stadie teori, som sagde, at den socialistiske revolution ikke var mulig i et tilbagestående underudviklede lande, og det første trin derfor ville være ”demokratisk”, dvs. borgerligt. Kun efter at kapitalismen havde udviklet sig, ville kampen for socialisme være mulig. Denne teori blev modbevist af, hvad der skete, da det kinesiske Kommunistparti kom til magten.

I begyndelsen dannede Mao en “folkefront” med en række af de borgerlige partier. Det førte nogen til at tro, at Mao ville ”forråde” revolutionen, som Kommunistpartiet havde gjort i Spanien og andre lande, hvor Folkefronten blev brugt til at standse arbejderklassens bevægelse. Der var dog en fundamental forskel i Kina i 1949. Statsmagten var i Maos hænder; ”grupperne af bevæbnede mænd” blev ikke kontrolleret af borgerskabet. Borgerskabet flygtede, sammen med Chiang Kai Shek til Taiwan. Der var ikke noget effektivt borgerskabet, der kunne dannes en reel alliance med.

Under disse forhold blev Folkefronten et redskab til at tøjle arbejderne i byerne, at stoppe dem i at gå videre end de grænser det stalinistiske regime opsatte. Men fordi der ikke var et ”progressivt borgerskab” med hvem de kunne bygge et ”demokratisk” kapitalist Kina, som kunne køre landet og økonomien effektivt, og fordi den egentlige statsmagt var i hænderne på den Røde Hær, var de tvunget til at overtage kontrollen med de vigtigste dele af økonomien.

På trods af at den kinesiske revolution ikke tog form af en proletarisk revolution, støttede den marxistiske tendens den, fordi den befriede produktivkræfterne fra kapitalismens og feudalismens begrænsninger og dannede grundlag for en udvikling af økonomien, som ellers ikke ville have været mulig. Marxisterne forklarede dog, at selvom Kommunistpartiet og statsbureaukratiet ville være i stand til at spille en relativ progressiv rolle i at udvikle Kina, ville de samme bureaukratiske misdannelser betyde, at de kinesiske masser måtte gennemføre en anden, politisk revolution for at gå frem mod ægte socialisme, ægte arbejdermagt.

Væksten i den kinesiske økonomi efter 1949 var spektakulær. Det er tilstrækkeligt at sammenligne den økonomiske udvikling i Kina og Indien i perioden 1949-1979. Begge lande startede ud på mere eller mindre det samme niveau, men væksten i Kina var langt højere gennem hele periode. Dette kan kun forklares ved det faktum, at Kina havde en centraliseret, statsejet, planlagt økonomi. Selvom langt mere kunne have været opnået under et styre med ægte arbejderdemokrati, var den planlagte økonomi under Mao et kæmpe skridt fremad og den vækst den muliggjorde, er det grundlag, som det moderne Kina hviler på i dag.

Men bureaukratiet havde mange mangler. Det havde især et snævert nationalistisk udsyn, som var karakteristisk for alle stalinistiske regimer. Havde Kina og Rusland været ægte arbejderstater, var de gået sammen i en Socialistisk Føderation med landene i Østeuropa og havde udviklet en international plan for produktionen ved forenet og rationelt brug af de menneskelige og materielle ressourcer fra alle disse lande. I stedet frembragte – som marxisterne havde forudsagt – det nationalistiske udsyn hos både det kinesiske og sovjetiske bureaukratier en konflikt.

Det førte til splittet mellem Kina og Rusland i 1960. Sovjetbureaukratiet havde forsøgt at bringe Kina ind under dets ”interessesfære”. Det kunne det kinesiske bureaukrati ikke tolerere, og da Mao ikke var kommet til magten på grundlag af en fremrykkende russisk hær (som i de fleste østeuropæiske lande), havde han sit eget uafhængige grundlag, lignende Titos. Marxisterne pointerede faktisk på det tidspunkt, at Stalin ville stå overfor en ny Tito. Som konflikten brød frem, trak de russiske stalinister deres støtte, eksperter osv. tilbage, og tilførte dermed den kinesiske udvikling et alvorligt slag på det tidspunkt. Det var efter dette, at det kinesiske bureaukrati indlod sig på den yderst reaktionære selvforsyningsvej, ved at isolere Kina fra resten af verdensøkonomien og derved fra den internationale arbejdsdeling.

Mao forsøgte at skjule hvad han i virkeligheden var i gang med ved at fordømme sovjetbureaukratiets ”revisionisme”, fordi han havde brug for ideologisk og teoretisk retfærdiggørelse af hans split med Sovjetunionen. Men i bund og grund var det kinesiske bureaukrati ikke forskelligt fra dets sovjetiske modpart. Det forsøgte at bygge sin egen version af ”socialisme i et land”, noget der er umuligt at opnå, selv i et land af kontinental størrelse.

Således var det tilbagestående og isolerede Kina nødsaget til at udvikle produktionsmidlerne ud fra et meget lavt udgangspunkt og uden hjælp fra den mere avancerede teknik tilgængelig i Rusland på det tidspunkt. Det betød, at udviklingen i Kina blev opnået med enorme omkostninger, både målt i menneskelige og materielle ressourcer. Ikke desto mindre blev Kina forvandlet fra et tilbagestående kolonialt land, imperialisterne legeplads, til en mægtig magt.

På trods af dets mangler, formåede det kinesiske bureaukrati at opnå det, som det svage kinesiske borgerskab fuldstændig havde fejlet at gøre, at skabe en ægte national enhed og en moderne stat for første gang i landets historie. Landbrugsrevolutionen blev også opnået i et snuptag, og nationaliseringen produktionsmidlerne lagde grunden for udviklingen af den kinesiske økonomi i en uhørt skala.

Mellem 1949 og 1957 var den gennemsnitlige årlige vækstrate i den kinesiske økonomi 11 procent og i perioden fra 1957 til 1970 fortsatte den industrielle produktion med at vokse 9 procent, langt højere end i den kapitalistiske verden, (i den samme periode var vækstraten i Indien under halvdelen af Kinas.) I 1952 producerede Kina kun 1000 traktorer om året, en indikator på at landbruget stadig var meget primitivt. I 1976 producerede Kina 190.000 traktorer om året.

Alle dette blev opnået på trods af forstyrrende vovestykker som Det Store Spring Fremad i 1958 og Kulturrevolutionen i 1966. Det Store Spring Fremad var ansvarlig for et alvorligt fald i landbrugsproduktionen, der førte til en hungersnød, som tog livet af 15 millioner kinesere, og mellem 1967 og 1968 var der et fald på 15 procent i den industrielle produktion, der førte til et skarpt fald i massernes levestandard. Efter disse store afbrydelser i den økonomiske udvikling kom økonomien sig takket være statsplanen.

Selv i 1974 hvor resten af verden var i recession – den første samtidige verdensrecession siden 2. verdenskrig, hvor der var et samlet fald i verdensproduktionen på 1 procent – voksede Kina med 10 procent. Dette kan sammenlignes med USSR i 1930’erne og viser fordelene ved en planlagt nationaliseret økonomi.

Virkningen af alle dette ændrede det kinesiske samfund og bragte det ind i det 20. århundrede. Før 1949 var analfabetismeraten i Kina på 80 procent. I 1975 gik 93 procent af alle børn i skole. Der var en vældig udvikling af sundhedssystemet, boligforhold osv. Den forfærdelige fattigdom, som eksisterede før revolutionen, var blevet udryddet med en ægte fremgang i levestandarden og også en række vigtige sociale gevinster. Den forventede levealder var i 1945 på 40 år, men i 1970 var den nået op på 70, tæt på var den var i de fleste udviklede kapitalistiske lande. Kvinders forhold var også blevet forbedret meget, som for eksempel afskaffelsen af sammenbindingen af kvindens fødder og andre reformer viser.

Trotskij om bureaukratiet

På trods af de store succeser var bureaukratiet ikke et historisk nødvendigt socialt lag i udviklingen af den kinesiske økonomi. Planen havde ikke brug for bureaukratiet for at kunne fungere. Tværtimod, planen virkede på trods af bureaukratiet. I Trotskijs artikel- og brevsamling kaldet In Defence of Marxism i en tekst skrevet i oktober 1949, finder vi følgende:

“Hvis det bonapartistiske rakkerpak er en klasse, betyder det, at det ikke er et mislykket forsøg, men et levedygtigt barn af historien. Hvis dets plyndrende snyltertilværelse er ”udbytning” i den videnskabelige forstand af begrebet, betyder dette, at bureaukratiet besidder en historisk fremtid som herskende klasse og er en absolut nødvendighed for det givne økonomiske system.” (egen oversættelse).

Trotskij forklarede, at bureaukratiet tværtimod ikke har nogen historisk fremtid. Det blev født ud af degenereringen af Sovjetunionen under forhold med ekstrem tilbagestående og isolation. Det kinesiske regime blev indrettet efter det stalinistiske Ruslands model, og det kinesiske bureaukrati spillede den samme rolle som dets sovjetiske modpart.

Tilstedeværelsen af dette bureaukrati betød, på trods af al retorikken, at der var sociale privilegier og uligheder indenfor det kinesiske samfund. I 1976 for eksempel var lønnen for en industriarbejder, som arbejdede 48 timer om ugen 12 dollars om måneden. Folk med længere uddannelser tjente 120 dollars eller mere. Det er en lønforskel på 10 til 1.

I Sovjet havde Lenin accepteret en forskel på 4 til 1 – et “borgerlige kompromis”, som han definerede det – som en måde at sætte økonomien i gang, men det blev set som et midlertidigt tiltag, imens bolsjevikkerne ventede på, at verdensrevolutionen udfoldede sig. Bolsjevikkerne havde et internationalistisk udsyn og så deres eneste egentlige redning i en verdensrevolution. Deres perspektiv var, at når først proletariatet i de mere udviklede lande omstyrtede kapitalismen, så ville en harmonisk udvikling af økonomien blive mulig, da mere moderne teknikker fra disse lande ville blive tilgængelige i det tilbagestående Rusland. Uheldigvis led revolutionen nederlag i det ene land efter det andet, og Rusland forblev endnu mere isoleret, hvorved med bureaukratisk degenerering blev beseglet.

Det kinesiske bureaukrati så ikke lønforskelle på same måde, som bolsjevikkerne havde gjort. Lønforskelle efter den kinesiske revolution blev ikke set som midlertidige ”borgerlige” kompromiser pålagt af revolutionens isolation og økonomiens underudviklede natur, men som konsolideringen af bureaukratiets rigdom og privilegier. Bureaukrater levede langt over almindelige arbejderes niveau. Implicit i en sådan situation var muligheden for genindførelsen af kapitalisme på et vist stadie.

For så vidt den planlagte økonomi garanterede dem deres magt, indkomst, privilegier og prestige, forsvarede de den. Men, som Trotskij havde pointeret i Sovjetunionen, ville bureaukratiet ikke være tilfredse med bare at drage fordel af privilegier baseret på deres administrative position i samfundet, de ville også være i stand til at give disse videre til deres børn. For at det kunne blive muligt, måtte ejendomsforholdene ændres. Han forklarer i kapitel 9 af Revolutionen Forrådt:

revolutionen forraadtKøb Revolutionen Forrådt hos Forlaget Marx”Lad os endelig som en tredje variant antage, at hverken et revolutionært eller et kontrarevolutionært parti tager magten. Bureaukratiet vil fortsætte i spidsen for staten. Selv under disse omstændigheder vil de sociale forhold ikke stivne. Vi vil ikke kunne regne med, at bureaukratiet fredeligt og frivilligt vil underkaste sig en socialistisk lighed. Når det på nuværende tidspunkt har anset det for muligt at indføre rang og dekorationer, trods de alt for åbenlyse ubehageligheder ved sådanne handlinger, må det uundgåeligt i fremtiden søge sin støtte i ejendomsforholdene. Man kan måske indvende, at bureaukraten i topstilling er temmelig ligeglad med de herskende ejendomsformer, når de bare garanterer ham den nødvendige indtægt. Dette argument ser ikke alene bort fra det ustabile i bureaukratens egne rettigheder, men også fra problemet om hans efterkommere. Den nye dyrkelse af familielivet er ikke faldet ned fra himlen. Privilegier har kun deres halve værdi, hvis de ikke kan overføres til ens børn. Men retten til at testamentere væk er uløselig forbundet med ejendomsret. Det er ikke nok at være direktør for en trust, man skal også være aktionær. Bureaukratiets sejr på dette afgørende område ville betyde dets forvandling til en ny besiddende klasse.”

Og han forsatte:

”At definere sovjetstyret som en overgang eller som noget midlertidigt, vil sige at forlade sådanne afsluttede sociale kategorier som kapitalisme (og dermed »statskapitalisme«) og også socialisme. Men foruden at være fuldstændig utilstrækkelig i sig selv, er sådan en definition i stand til at forme den urigtige ide, at fra det nuværende sovjetstyre er kun en overgang til socialisme mulig. I virkeligheden er et tilbagefald til kapitalisme i høj grad muligt. En mere fuldstændig definition vil nødvendigvis blive mere indviklet og dybgående.” [Vores kursivering]

”Sovjetunionen er et modsætningsfuldt samfund, halvvejs mellem kapitalisme og socialisme, hvori: (a) produktivkræfterne endnu langt fra er egnede til at give statsejendomsretten en socialistisk karakter, (b) tendensen hen imod primitiv akkumulation, skabt ved afsavn, vælder frem gennem utallige porer i planøkonomien, (c) reglerne for fordeling bevarer en borgerlig karakter og danner grundlaget for en ny differentiering af samfundet, (d) den økonomiske vækst fremskynder en hastig dannelse af privilegerede lag, mens den kun langsomt forbedrer stillingen for arbejderne, (e) ved at udnytte de sociale modsætninger har et bureaukrati omdannet sig selv til en ukontrolleret kaste, der er fremmed for socialismen, (f) den sociale revolution, der er forrådt af det herskende parti, eksisterer inden for ejendomsforholdene og i de arbejdende massers bevidsthed, (g) en videre udvikling af de opsamlede modsætninger kan lige så vel føre til socialisme som tilbage til kapitalisme, (h) på vejen til kapitalisme ville kontrarevolutionen være nødt til at bryde arbejdernes modstand, (i) på vejen til socialismen må arbejderne styrte bureaukratiet. Den sidste analyse vil vise, at problemet vil blive afgjort af de levende sociale kræfters kamp på både den nationale arena og på verdensarenaen.” [Vores kursivering]

”De doktrinære vil uden tvivl ikke blive tilfredsstillet ved denne hypotetiske begrebsbestemmelse. De ville synes om ubetingede formler: Ja-ja, og nej-nej. Sociologiske problemer ville bestemt være enklere, hvis sociale fænomener altid havde en bestemt og afsluttet karakter. Der er imidlertid ikke noget, der er mere farligt end for den logiske fuldkommenheds skyld at fjerne de elementer, der i dag forstyrrer ens skema og i morgen måske helt kuldkaster det. Vi har i vor analyse frem for alt undgået at krænke dynamiske sociale dannelser, som er uden fortilfælde og uden sidestykker. Den videnskabelige opgave, så vel som den politiske, er ikke at give en fuldt færdig definition af en ufuldendt proces, men at følge alle dens trin, udskille dens progressive tendenser fra dens reaktionære, fremstille gensidige påvirkningsforhold, forudse mulige forskelligheder i udviklingen og i et sådant fremsyn finde et grundlag for aktion.”

Som vi kan se, var tilbagevenden til kapitalisme en konkret mulighed i Trotskijs perspektiv. Han pointerede, at den nationaliserede planlagte økonomi ikke var sikker i hænderne på et sådan bureaukrati, og at det indebar truslen kapitalismen genkomst på et vist stadie.

En deform arbejderstat er per definition et overgangssystem mellem kapitalisme og socialisme, som enten vil blive omstyrtet af en politisk revolution eller glide tilbage til kapitalisme. Historisk opstod det første gang på baggrund af degenereringen af den russiske revolution. Det er et unødvendigt stadiei udviklingen af produktivkræfterne. Det var ikke en uundgåelig eller nødvendig social form. Havde den russiske revolution spredt sig til de udviklede lande i 1920’erne, var stalinismen aldrig blevet til noget.

På trods af deres begrænsninger udviklede disse regimer dog produktionsmidlerne i en uhørt grad. I den forstand havde de et progressivt indhold. Det udsprang af det statslige ejerskab over produktionsmidlerne og den planlagte økonomi. Trotskij analyserede dette i Revolutionen Forrådt og forudsagde, at så længe regimet kunne udvikle økonomien i et tilbagestående land, ville det have nogen succes. Men jo mere sofistikeret økonomien blev, desto mere ville bureaukratiet blive en lænke på dets udvikling.

Som økonomien voksede, begyndte bureaukratiet at fortære en større og større del af rigdommen. Med det kom spild, korruption og udplyndringer i stor skala af den rigdom som arbejderklassen og bønderne skabte. Vigtigere endnu, som økonomien udviklede sig og blev mere sofistikeret blev det klart at det bureaukratiske kommandosystem ikke kunne styre hver eneste detalje i en mere og mere kompleks økonomi. Bureaukratiet gik fra at være en relativ lænke på udviklingen af produktivkræfterne til at blive en absolut lænke på produktivkræfterne.

Trotskij lagde også vægt på spørgsmålet om produktivitet. Som vi vil se, viste dette sig at være et nøgleelement i forståelsen af, hvordan og hvorfor de stalinistiske regimer kollapsede i Østeuropa og Sovjetunionen. Trotskij forklarer i kapitel 1 af Revolutionen Forrådt:

”Sovjetindustriens dynamiske talopgivelser har ingen fortilfælde. Men de er langt fra de endelige. Sovjetunionen er ved at hæve sig op fra et forfærdende lavt niveau, mens de kapitalistiske lande er ved at glide ned fra et meget højt. Kræfternes sammenspil bestemmes for tiden ikke af det dynamiske i væksten, men ved at stille de to lejres samlede magtforhold op mod hinanden, alt det som kan udtrykkes i materielle forråd, i teknik, kultur og frem for alt, det menneskelige arbejdes produktivitet. Når vi derfor nærmer os problemet fra dette statistiske synspunkt, ændres stillingen straks til ugunst for Sovjetunionen.”

Han tilføjede følgende betydelige pointe:

“ Men det centrale i spørgsmålet: Hvem vinder? ikke bare i det militære, men endnu mere i det økonomiske, stilles i Sovjetunionen i verdensmålestok. Militær intervention er en farlig sag. Men interventionen af billige varer i en kapitalistisk hærs bagagevogne er langt farligere.” (Revolution Forrådt, kapitel 1)

Trotskij skrev så tidligt som august 1925 en meget fremsynet og skarp analyse af de problemer, som den unge sovjetstat stod overfor i Wither Russia? (senere kendt som Towards Capitalism or Socialism?). I dette værk stiller Trotskij spørgsmålet ligefremt: ”Hvad er vores udviklingsrate, når man se på det fra verdens økonomiens synspunkt?” Og i svaret på hans eget spørgsmål siger Trotskij følgende:

“Præcis på grund af vores succeser er vi gået ind på verdensmarkedet, dvs. vi er gået ind i systemet med universal arbejdsdeling. Og på samme tid er vi forblevet omringet af kapitalisme. Under disse forhold vil vores økonomiske udviklingsrate bestemme vores modstandsstyrke overfor det økonomiske pres fra verdenskapitalismen og verdensimperialismens militær-politiske pres.”(Egen oversættelse. The Challenge of the Left Opposition – 1923-25, Pathfinder, 1975, side 330)

Trotskij lagde stor vægt på spørgsmålet om sovjetøkonomiens vækstrate i 1925. Han betonede at, “… fremskridtsraten er præcis det afgørende element!” Og tilføjede:

“Det er ret klart, at i takt med at vi bliver en del af verdensmarkedet, vil ikke kun vores muligheder men også vores farer øges. Kilden kommer her igen, som til så mange andre forhold, fra vores form for bondeøkonomi, vores teknologiske tilbageståenhed, og verdenskapitalismens nuværende enorme produktive overlegenhed i forhold til os …” (Egen oversættelse. ibid. side 344)

“De borgerlige landes grundlæggende økonomiske overlegenhed består af det faktum, at kapitalismen nuværende tidspunkt stadig producerer billigere og bedre varer end socialismen. Med andre ord, arbejdsproduktiviteten i de lande, der stadig lever i tråd med den gamle kapitalistiske civilisations lov om inerti, er nuværende tidspunkt betydeligt højere end i det land, som er begyndt på at bruge socialistiske metoder under forhold med nedarvet barbarisme.

Vi er bekendt med den grundlæggende historistiske lov: at sejren i sidste instans tilfalder det system, som giver det menneskelige samfund det højeste økonomiske niveau.

Den historiske strid vil blive bestemt – og selvfølgelig ikke på en gang – ved en sammenligning af koefficienterne for arbejdsproduktiviteten.” (Egen oversættelse. ibid. side 345)

Det, Trotskij siger her, er meget vigtigt for at forstå, hvad der skete årtier senere i de tidligere stalinistiske lande. Selvom den planlagte økonomi tillod Sovjetunionen at gøre kæmpe fremskridt i udviklingen af produktionsmidlerne, haltede landet stadig langt bagefter de udviklede kapitalistiske lande. Men så længe bureaukratiet udviklede produktivkræfterne var en relativ stabilitet sikret for de stalinistiske regimer. I 1930’erne blev produktivkræfterne ikke bare udviklet, men de udviklede sig meget hurtigere end i den kapitalistiske verden. Det forklarer de stalinistiske regimer ukuelighed i denne periode og også hvorfor at pro-kapitalistiske tendenser indenfor bureaukratiet ikke endnu udkrystalliserede sig som en levedygtig kraft.

Trotskij forklarede dog også at på et vist tidspunkt i dets udvikling, vil bureaukratiet gå fra at være en relativ lænke til at blive en absolut lænke på udviklingen af produktionsmidlerne. Vækstraten ville flade ud og genåbne muligheden for kapitalismens tilbagevenden. Det er, hvad der skete i 1960’erne og 1970’erne. Den økonomiske vækst i Sovjetunionen sank først til et niveau sammenligneligt med det kapitalistiske Vestens og stoppede derefter helt.

Når det punkt først var nået, var der, ifølge Trotskij, to muligheder: enten ville arbejderne vælte bureaukratiet, mens de bevarede den planlagte økonomi under arbejdernes demokratiske kontrol og ledelse, eller der ville være en kontrarevolutionær tilbagevenden til kapitalisme.

Historien har vist, at det sidste blev disse regimers skæbne. I Rusland og Østeuropa, som havde været i krise siden 1970’erne, så vi systemets kollaps, da det blev klart, at det ikke længere kunne udvikle økonomien. I Rusland kollapsede systemet temmelig pludseligt og det tog flere år inden økonomien endelig stabiliserede sig og begyndte at vokse igen på et kapitalistisk grundlag.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.