pikettyMed sin tydelige og simple forklaring af uligheden under kapitalismen er det tydeligt, hvorfor Thomas Piketty er blevet en "rockstjerne-økonom" på verdensplan. Støttet af grundige og omhyggelige studier af århundreders data over velstand og indkomst fra flere forskellige lande, drager Piketty en entydig konklusion: Voksende ulighed mellem rig og fattig – mellem ejerne af kapital og resten af samfundet – er den normale tilstand under kapitalismen. Perioder med faldende ulighed, såsom under efterkrigsopsvinget, hævder Piketty, er undtagelsen og ikke reglen.

Forholdene skaber bevistheden

Piketys succes kan dog ikke bare tilskrives hans egen personlige stringens og genialitet, ej heller hans velformulerethed og klarheden i hans tekster. Den er i højere grad en afspejlning af den tid, vi lever i – en tid hvor det, at kapitalismen er i dyb krise, økonomien er stagneret og uligheden stiger, er blevet den nye normalitet. Som The Economist (3. maj 2014) skriver:

"Bogens succes har meget at gøre med at handle om det rigtige emne på det rigtige tidspunkt. Ulighed er pludselig blevet et interessant emne, især i USA... ramt af Wall Streets udskejelser snakker amerikanerne pludselig om de rige og omfordeling. Derfor har bogen, der argumenterer for, at en voksende konsentration af velstand er et iboende træk i kapitalismen og anbefaler en global skat på velstand som den progressive løsning, denne tiltrækningskraft."

Som Andrew Hussey kommenterede i The Observer (d. 13 april 2014), "Det enestestående ved denne bog er, at den’videnskabeligt’ beviser, at den intuitive opfattelse er rigtig... Den siger, hvad mange mennesker allerede tænker."

Forfatteren selv har delvist medgivet, at "noget af bogens succes" skyldes "bekymringen for stigende ulighed."

"Der er en fornemmelse af, at uligheden og rigdommen er stigende i USA. Folk undrer sig over, om det vil fortsætte for evigt. Når der er rimelig lav vækst, 1 procent, 2 procents vækst, så bekymrer folk sig for fremtiden. Folk tænker over ulighed." (New Statesman 6. maj 2014)

Seks års kapitalistisk krise, hvor bankfolk og chefer er fortsat med at tjene rekordhøje profitter, mens resten af os bliver bedt om at betale for krisen gennem besparelser og nedskæringer, har overbevist det store flertal om, at vi bestemt ikke alle er "i samme båd". Den stigende følelse af kapitalismens uretfærdighed har afspejlet sig på en række forskellige måder i den seneste periode, fra rapporterne fra velgørenhedsorganisationen Oxfam som afslørede, at 85 milliardærer ejer det samme som halvdelen af jordens befolkning, til undersøgelser der indikerede, at andelen samfundets rigdom, der går til arbejderne i form af løn, er faldet i alle lande over de sidste par årtier. Andre har bemærket, at menneskeheden i stigende grad er i et kapløb mod maskinerne – at de teknologier samfundet har skabt, har ført til en ophobning af profit på den ene side og til lavere lønninger og massearbejdsløshed på den anden.

Frem for alt har den voksende erkendelse af den iboende ulighed i kapitalismen vist sig i de massebevægelser, der er sprunget ud over hele verden, og tydeligst ved den nu universelt kendte parole "vi er de 99%". Snakken om ulighed er derfor ikke et nyt fænomen, som Piketty har været med til at skabe, men tidsånden nu – en tid med tilsyneladende permanent krise og nedskæringspolitik.

Piketty som marxist?

Med sit hovedbudskab – at den indre dynamik i den uregulerede kapitalisme tenderer til at skabe ulighed, og ikke reducere den – og selvfølgelig med sit valg af titlen "Kapitalen", er Piketty ikke overraskende blevet sammenlignet med forfatteren af det nittende århundredes "Kapitalen", Karl Marx.

Pikettys fokus på spørgsmålet om kapital – det vil sige på ejerskabet af akkumuleret rigdom – i stedet for blot på indkomster, som mange andre tidligere diskurser omkring ulighed fokuserede på, bærer i sandhed en lighed med Marx’ egen analyse, ligesom den moderne franske økonoms konklusion, at ulighed er et fundamentalt symptom på kapitalismens love, noget iboende i systemet, fremfor blot et uheldigt eller lejlighedsvist tilfælde. Som Marx bemærkede for længe siden i Kapitalen:

"Proportionelt med at kapitalen ophobes, må situationen for arbejderen, om hans løn er høj eller lav, forværres... Det gør ophobningen af elendighed en nødvendig betingelse, svarende til ophobningen af rigdom. Ophobningen af rigdom på den ene pol er derfor på samme tid ophobningen af elendighed, arbejdskraftens pinsel, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedbrydning på modsatte pol, dvs. på den klasses side som producerer sit eget produkt som kapital"

Det er dog ved dette punkt, at lighederne mellem de to forfattere ender.

Pikettys egen teori er grundlæggende baseret på fordelingen af rigdom i samfundet, hvilket ifølge forfatterens hypotese handler om to hovedvariable; r, kapitalens generelle afkast over tid – dvs. den gennemsnitlige profitrate; og g, den økonomiske vækst i samfundet over tid. Når r er større end g, altså når profitraten er større end væksten, betyder det, at en stigende del af kagen går til kapital og en faldende del går til arbejdskraften - uligheden stiger.

Ifølge Pikettys egne empiriske studier har denne tendens været den historiske norm i det nittende århundredes England og Frankrig. Kun ved ødelæggelsen af store mængder kapital under to verdenskrige, stærk skatte- og reguleringspolitik, og en exceptionel periode med økonomisk vækst i kølvandet på anden verdenskrig, blev den gabende ulighed i det 20. århundrede delvist modgået. Siden 1970'erne har væksten dog været vedvarende træg, og da profitterne er fortsat med at vokse, er den langsigtede tendens med stigende ulighed vendt tilbage så det batter.

Marxisme ser imidlertidig ikke kun ulighed som et resultat af distributionen af rigdom, men som et uungåeligt resultat af produktionen af rigdom under kapitalismen. Al rigdom i samfundet er et produkt af arbejde, skabt af arbejderklassens fysiske eller mentale bestræbelser. Profitter – kapitalafkastet – er, som Marx forklarede, intet andet end arbejderklassens ubetalte arbejde; forskellen mellem værdien af det producerede og værdien, der tilfalder arbejderen i form af løn. En stigende profitrate indikerer derfor kun en stigende udbytning af arbejderklassen, hvilket nødvendigvis betyder, at en større andel af rigdom ophobes i kapitalisternes hænder – en lille elite af udbyttere.

Marx viste i Kapitalens tre bind, hvordan kapitalisterne med forskellige midler kunne presse større profitter ud af arbejderklassen: ved at forlænge arbejdsdagen; ved at intensivere arbejdet; ved at øge arbejdernes effektivit og produktivitet; ved at erstatte arbejderne med maskiner osv. Dette førte i sidste ende til én ting: en stigende udbytning af arbejderklassen – altså en stigende andel af ubetalt arbejde i forhold til arbejderklassens totale arbejde.

Denne udbytning er dog også kilden til en indbygget modsætning indenfor kapitalismen. Hvis arbejderne ikke får betaling for deres arbejdes fulde værdi – hvilket nødvendigvis er tilfældet i et system med privat ejerskab og produktion for profit – hvordan skal de så nogensinde kunne købe de produkter, som de producerer, tilbage? Denne modsigelse af overproduktion – som historisk er blevet midlertidig løst via investeringer, brugen af kredit og ekspansion af verdenshandlen osv. – er, hvad der fører til periodiske kriser under kapitalismen, inklusiv den dybe organiske krise som vi oplever i dag, hvor alle de ophobede modsætninger i systemet optrevles for øjnene af os.

Men Marx så aldrig den kapitalistiske økonomi blot som et sæt abstrakte variabler, men som et dialektisk system af modsætninger og sammensatte processer, og i sidste ende som en kamp mellem levende kræfter – en klassekamp mellem kapitalisterne og arbejderne for det producerede overskud i samfundet. Via midlerne beskrevet ovenfor kan kapitalisterne forsøge at øge deres profit på bekostning af arbejderklassen; men hvor arbejderklassen er organiseret, samlet og parate til at slås, kan reformer bliver vundet, og arbejderne kan få en større del af kagen.

Forskellen mellem Marx og Piketty handler derfor ikke kun om konklusionen, men også om tilgangen: forskellen mellem Marx' dialektiske, materialistiske og revolutionære analyse af kapitalismen og Pikettys tørre, empirisk og akademiske tilgang. Som Paul Mason skriver i The Guardian d. 28 April 2014:

"Er Piketty den nye Karl Marx? Den, der har læst sidstnævnte, vil vide, at det er han ikke... Hvor Marx så sociale relationer – mellem arbejdere, direktører, fabriksejere og landadelen – ser Piketty kun sociale kategorier: rigdom og indkomst. Marxistisk økonomi lever i en verden, hvor de indre tendenser i kapitalismen modsiges af oplevelsen af overfladen. Pikettys verden består udelukkende af konkret historisk data, så beskyldningen om en blød marxisme er komplet malplaceret."

Reformistisk "manna fra himlen"

Piketty har dog stadig følt det nødvendigt at gå langt for at forsikre verden om, at han ikke er marxist, og har kategorisk anført, at han mener, at "vi har brug for privat ejendomsret og markedsinstitutioner, ikke bare af hensyn til økonomisk effektivitet men også den personlige frihed" (New York Times 19. April 2014), og bekræfter at, "jeg forsvarer det frie marked og privatejendommen", mens han kommer med det socialdemokratiske forbehold at, "der er grænser for, hvad markedet kan". (The Guardian 2. Maj 2014).

I andre interviews har han imidlertidig slået fast, at Marx' Kapitalen "ikke havde nogen særlig inflydelse" på ham, og at han "aldrig formåede at læse den". Ikke desto mindre føler vores lærde akademiker stadig, at han er i en position, hvor han kan kritisere Marx for manglede empirisk data – uagtet det faktum, at Kapitalen er fyldt med kvalitative rapporter og kvantitative data fra et hav af kilder!

For den reformistiske venstrefløj er Piketty derfor som sendt fra himlen: En mand der giver en teoretisk forklaring på årsagerne til ulighed, sammen med en akademisk retfærdiggørelse af radikaltlydende socialdemokratisk politik med høj beskatning af indkomst og rigdom, men som samtidig tager afstand fra Marx' revolutionære ideer. Som Paul Mason skriver (28 April 2014), tilbyder Piketty et program, der, mens det fremstår radikalt, holder sig fuldstændig indenfor kapitalismen rammer:

"Piketys Capital indeholder i modsætning til Marx' løsninger, som er mulige indenfor kapitalismen: 15% skat på kapital, 80% skat på høje indkomster, tvunget gennemsigtighed for alle banktransaktioner, åbenlys brug af inflation til at genfordele rigdom nedad."

Len McCluskey, leder for Unite, den største fagforening i Storbritannien, beskriver Pikettys anerkendte værk som "manna fra himlen", mens Paul Krugman, nobelprisvindende økonom og moderne keynessianistisk akademisk darling, har beskrevet Pikettys Capital som "en tour de force", en "mesterlig diagnose", som har "ændret vores økonomiske diskurs" ved at bidrage med "en samlet felt-teori om ulighed, der integrerer økonomisk vækst, fordelingen af indkomster mellem kapital og arbejdskraft og fordelingen af rigdom og indkomst mellem individer i én samlet ramme".

Som alle andre reformister har Piketty ingen tiltro til arbejderklassens magt til at ændre samfundet. I modsætning til reformisterne ser han dog heller ingen tilbagevenden til efterkrigsopsvinget med økonomisk boom og keynesiansk politik. Som Mason bemærker, "for Piketty er en gentagelse af den keynesianske æra usandsynlig: Arbejderne er for svage, den teknologiske udvikling er for langsom og kapitalens globale magt er for stor." (28. April 2014).

Her har Piketty ret. Efterkrigstidsopsvinget var vitterlig en kapitalistisk uregelmæssighed; en historisk undtagelse der var mulig på grund af et sammenfaldaf faktorer, som Ted Grant forklarede i sin analyse Will There be a Slump, som inkluderede: En massiv ødelæggelse af produktionsmidlerne under anden verdenskrig; USA's enormt styrkede position efter krigen og evne til at lede den enorme udvidelse af verdenshandlen; Udviklingen og implementeringen af nye teknologier og produktionsteknikker pga. nationale forsknings- og udviklingsprogrammer under krigen; Og stalinisterne og reformisternes politiske forræderi ved krigens slutning. En sådan ekseptionel vækst-situation ligger ikke i kortene i dag; I stedet er perspektivet intet andet end permanent krise, økonomisk stagnation og endeløs nedskæringspolitik.

Pikettys løsninger er derfor bare en appel til politikerne om at forsøge at sætte et plaster på det gabende sår af ulighed, kapitalismen har skabt. At lappe systemet så det kan fortsætte. I denne henseende er problemet for Piketty ikke uligheden i sig selv, men det at den skaber vrede og uretfærdighed i samfundet, og dermed truer selve systemet: "Det er meget svært at få et demokratisk system til at virke, når man har så ekstrem ulighed" (New York Times 19. April 2014) Pikettys bekymringer gengives også fra de reformistiske ledere i fagbevægelsen som McCluskey, der slog fast, "hvis kløften mellem de super rige og resten af os fortsætter med at vokse, kan det kun føre til social uro. Dette kan komme til udtryk på flere måder, ingen af dem er gode" (28. April 2014)

Reformisterne, der er meget langt fra at anbefale en socialistisk ændring af samfundet, klamrer sig – med deres nye teoretiske leder, Thomas Piketty – til kapitalismens kadaver på præcis det tidspunkt, hvor systemet dør for deres fødder, og advarer den herskende klasse om farerne ved revolution, hvis ikke spørgsmålet om ulighed bliver adresseret.

Piketty er derfor ikke en stærkt principfast ideolog, men blot endnu en liberal økonom som ønsker, – ligesom John Maynard Keynes gjorde før ham med hans General Theory, der blev skrevet under den store depression – at fremhæve kapitalismens værste udskejelser i håbet om at lade systemet fortsætte som førhen. "Jeg har intet problem med ulighed" har Piketty fastslået, "så længe det er for det fælles bedste." (New York Times 19. 2014)

Pragmatiker eller utopist?

Som så mange andre indenfor den akademiske verden forsøger Piketty at fremstille sig selv som en neutral observatør, som er hævet over den smålige politiske verden. Piketty, der hverken er revolutionær anti-kapitalist eller fundamentalistisk tilhænger af det frie market, forsøger at overbevise politikerne om at handle via fornuftens argumenter og ved at appellere til fakta.

For det første er Piketty, selvom han opfatter sig som "pragmatiker" – en praktisk videnskabens og den empirisk evidens’ mand – ikke desto mindre tydeligt begrænset af den herskendes klasses ideer og det borgerlige samfunds fordomme. Som Keynes korrekt bemærkede i sin General Theory, "praktiske mænd, som tror de er fritaget fra intellektuel inflydelse, er typisk slaver af en eller anden hedengangen økonom." Ironisk nok er Piketty selv en slave af Keynes; Endnu en økonom som troede han kunne reformere og regulere kapitalismen for at slippe af med de værste udskejelser, mens han lader systemet som helhed rulle videre.

For det andet er Piketty langt fra at være "pragmatiker", men tydeligvis den mest vildledte utopist. Piketty har selv beskrevet nogle af sine politiske forslag som "utopiske". Alligevel fastholder han – som så mange andre reformister – at alt, der er brug for, er "politisk vilje": "Hvis vi er i stand til at sende en million tropper til Kuwait i løbet af få måneder for at skaffe olien tilbage, så kan vi vel også gøre noget mod skattely" (New York Times 19. april 2014)

En sådan logik skøjter hen over den politiske virkelighed og sammenblander og sammensmelter bevidst samfundets klasseinteresser: Imperialistisk invasion i Kuwait, Irak eller Afghanistan bliver ledt af den herskende klasse med henblik på at øge profitten, udvide markeder og udvide inflydelsessfærer – det vil sige til gavn for kapitalisterne; at gøre "noget" ved skattely, hvis det skal være "noget" der reducerer uligheden, kan kun betyde at gå imod kapitalens interesser og at skade de selvsamme profitter. Som Paul Mason bemærker: "[Piketty] kalder nogen af [sine løsninger] utopiske og han har ret. Det er nemmere at forestille sig kapitalismen kollapse, end at eliten går med til dem." (28 April 2014) og som The Observer (13. April 2014) bemærker:

"...Det er svært, nærmest umuligt, at forestille sig, at den kur han foreslår – skat og mere skat nogensinde vil blive implementeret i en verden, hvor penge og dem der har flest af dem, fra Beijing til Moskva til Washington, stadig bestemmer."

Som alle reformistiske ledere og intellektuelle før ham tror Piketty, at den kapitalistiske stat kan bruges imod kapitalisternes egne interesser. Mens vores akademiske rockstjerne kan være stolt af sin brug af historisk data i sine økonomiske studier, ser det ud til, at han er villig til at ignorere alle de lektioner historien har givet os, når det drejer sig om staten og dens potentiale for at reformere kapitalismen.

Hvor reformer er blevet vundet under kapitalismen har det altid været på grundlag af klassekamp og truslen mod kapitalisterne, at de potentielt kunne miste langt mere. Piketty medgiver så meget i et interview i Huffington Post (1. maj 2014), hvor han forklarer, at faren for revolution og sovjetunionens eksempel på en planøkonomi hjalp med at overbevise kapitalisterne om at give afkald på en del af deres profitter:

"Eksistensen af en kontra-model (Sovjetunionen) var en af grundene til at en række reformer eller politikker blev accepteret.

I Frankrig er det meget tydeligt at se, at i 1920 vedtog politiske flertal stejl progressiv beskatning. De præcis samme folk nægtede at indføre en indkomstskat med 2 procents skattesats i 1914. I mellemtiden fik den bolsjevikiske revolution dem til at tænke, at progressiv beskatning trods alt ikke er så farlig som revolution.”

"Historien om alle hidtige samfund," forklarede Marx og Engels i Det Kommunistiske Manifest, "er historien om klassekamp." Hvor reformistiske ledere såsom Allende i Chile i 1973 har forsøgt gradvist at reformere kapitalismen til fordel for størstedelen af samfundet, er de altid blevet mødt med modstand, sabotage og endda vold fra den eksisterende herskende klasse af kapitalister og godsejere.

Man behøves ikke engang at gå så langt tilbage som til 1973 for at demonstrere dette; meget tættere på Pikettys egen tid og sted, kan vi finde det miserable eksempel med François Hollande, Frankrigs "socialistiske" præsident, som vandt en kæmpe sejr i maj 2012 på et program om at beskatte de rige. Indenfor det første år i embedet så præsident Hollande sit politiske flagskib om 75% beskatning af de højeste indkomster blive skudt ned af de franske domstole – altså af den borgerlige stat. Nu to år efter valget har Hollande svigtet alle sine valgløfter og gennemfører – efter pres fra de store virksomheder og deres trusler om at trække investeringer ud af landet – et nedskæringsprogram for at "genskabe konkurenceevnen" i fransk økonomi – med andre ord at sænke lønomkostningerne og øge profitten.

I stedet for at være praktisk og "realistisk" er Piketty ligesom alle andre reformistiske ledere dybt utopisk. Den eneste realistiske løsning er den revolutionære socialistiske ændring af samfundet – at gøre en ende på det kapitalistiske system og underlægge rigdommen og teknologien i samfundet en rationel og demokratisk produktionsplan.

Frygten fra højre

Mere interessant end det reformistiske venstres fortryllelse af Piketty er raseriet fra kapitalismens mest inderlige støttere, som er forfærdede over populariteten hos en mand, der opfordrer til store skattestigninger til de rige. Selvom han klart har udtalt sin modstand mod revolutionære ideer, forstår de glødende fortalere for det frie marked, at Piketty, ved at komme med en teoretisk kritik af det kapitalistiske system og sætte spotlight på spørgsmålet om ulighed og genoplive diskussionen af værdien af Marx' egen analyse, har åbnet en potentiel Pandoras æske af radikalisering blandt masserne.

De borgerlige talerør imødekommer roligt - og korrekt - Pikettys reformistiske foreslag: "Højere skatter på indkomster og rigdom afskrækker iværksættere og risikovillighed..."(The Economist 3. maj 2014) – Med andre ord, beskatning af de rige fører til investeringsstop og kapitalflugt. Det problem, kapitalens forsvarere møder, er, at Piketty’s empiriske historiske analyse af ulighed er temmelig vandtæt.

Resultatet er, at markedsfanatikerne ikke er i stand til at svare på Pikettys kritik med en holdbar analyse fra dem selv; I stedet plastrer de mærkatet "marxist" på ham. Mens hans metode og teoretiske forklaring tydeligvis ikke er marxistisk, og mens de kan afvise hans politiske anbefalinger som "utopiske" (hvilket de er), har de mest faste forsvarere af det kapitalistiske system problemer med at argumentere mod de facts, som Piketty fremlægger i sit værk.

Den keynesianske økonom Paul Kruman har pralet med, at "højrefløjen ser ud til at være ude af stand til at fremsætte nogen form for substansielt modangreb på Pikettys teser," (New York Times 24. April 2014) og går videre med at sætte fokus på de borgerlige ideologers bekymringer:

"Hr. Piketty er næppe den første økonom, der peger på, at vi oplever en skarp stigning i uligheden, eller som understreger kontrasten mellem den langsomme vækst i størstedelen af befolkningens indkomst og de skyhøje indkomster i toppen. Det er sandt, at Piketty og hans kollegaer har tilføjet en stor historisk dybde til vores viden, der demonstrerer, at vi vitterligt lever i en ny forgyldende æra. Men det har vi vidst i et stykke tid.

Nej, det virkeligt nye ved 'Capital' er den måde, den nedbryder den mest dyrebare konservative myte, at vi lever i et meritokrati, hvori stor rigdom er noget, man har tjent og er velfortjent.

I de sidste par årtier har det konservative svar på forsøgene på at gøre de skyhøje indkomster i toppen af samfundet til et politisk emne involveret to forsvarslinjer: Først benægtelse af at det rent faktisk går de rige så godt og resten af samfundet så skidt, som det gør, men når benægtelsen fejler, påstår de, at de skyhøje indkomster i toppen er en berettiget beløning. Lad være at kalde dem den ene procent eller de rige; kald dem 'jobskabere'"

Men hvordan kan det forsvar bruges, hvis de rige opnår store dele af deres indkomst ikke ved det arbejde, de udfører, men fra den formue de ejer? Og hvad hvis stor rigdom i højere grad ikke kommer fra foretagsomhed men fra arv?"

Kapitalisme og den herskende klasse, der forsvarer den, er i høj grad afhængig af ophobningen af foregående fordomme, "den offentlige mening", og "sund fornuft", som de hjælper med at udbrede og konsolidere via deres kontrol af staten, medierne, undervisningssystemet osv. Men forholdene skaber bevistheden, og fakta kan være stædige ting. På baggrund af store begivenheder, og fra deres egne oplevelser bliver masserne ekstremt opmærksomme på uretfærdigheder og ulighed i samfundet, hvilket fører til, at spørgsmål, der ikke før blev stillet, rejses, hvilket skaber en frugtbar grund for mere radikale ideer til at fastne sig i massernes bevidsthed.

Derfor denne store bekymring hos borgerskabet i dag, der føler sig stærkt truet af en akademiker, der sætter spørgsmål ved deres tidligere ukrænkelige system, og som kan føle deres kontrol og intellektuelle autoritet smuldre. I en kommentar til Pikettys værk og dets analogi med Keynes General Theory, der opsatte et akademisk ramme for den reformistiske efterkrigskonsensus om keynsianistisk økonomisk politik og fokus på efterspørgselssiden, bønfalder James Pethokoukis de prokapitalistiske økonomer om at finde mere overbevisende argumenter for det frie marked i dag.

Han skriver i National Review Online:

"Den bløde marxisme i [Pikettys] Capital vil, hvis den forbliver uudfordret, sprede sig og omforme det politiske økonomiske landskab, hvorpå alle fremtidige politiske kampe vil blive udkæmpet. Vi har set den film før...hvem vil føre den intellektuelle sag for økonomisk frihed i dag?"

Allister Heath, redaktør på City AM, og et pålidelig talerør for bankfolk og investorer i London, advarede sidste år sine kapitalistiske kollegaer om, at "Der er desværre massestøtte til nationaliseringer og priskontrol" og at "tilhængere af markedsøkonomien har et stort problem. Med mindre de forholder sig til folkets bekymringer, vil de blive udslettet." Han udtrykker nu ærligt sine bekymringer igen med henblik på den aftagende popularitet for det udbyttende system, som han forsvarer:

"Før snarere end senere må kapitalismens tilhængere tage sig sammen. De bliver slagtet på den intellektuelle slagmark af modstanderer, som finder sexede nye retfærdiggørelser for deres gamle argumenter. Vi har brug for et bedre forsvar af det frie markedssystem, og vi har brug for det nu." (Allister Heath, The Telegraph 29. April)

Disse ord udtrykker præcist den herskende klasses bekymringer. De forstår, at flere års krise og nedskæringer har en enorm indvirkning på massernes bevidsthed, og de kan se, at antikapitalistisk retorik og radikale ideer i stigende grad er populære blandt arbejdere og unge. Som Larry Elliott bemærker i The Guardian (2. maj 2014):

"[Pikettys] Capital taler til Occupy-bevægelsen; den taler til dem der er under 25 år, som i England har realløn, der er 15% lavere end i 1990'erne; den taler til Generation lejer."

Elliot påpeger dog modsigelserne i situationen:

"At beundre analysen er dog én ting; at acceptere de politiske forskrifter er en helt anden. Labour vil styre udenom Pikettys mere radikale forslag."

Med andre ord, mens krav om beskatning af de rige er enormt populært, nægter arbejderbevægelsens ledere at gennemføre dem og lover i stedet kun en fortsættelse af de borgerliges nedskæringspolitik. Som altid er "menneskehedens historiske krise", som Trotskij bemærkede, "reduceret til en krise i den revolutionære ledelse."

Pikettys forslag om at beskatte de rige er vitterligt en utopisk drøm i et globaliseret kapitalistisk verdensmarked, hvor kapitalen er flydende og dynamisk. Ikke desto mindre er modtagelsen af bogen – entuisiasme fra dem der leder efter en forklaring og en løsning på kapitalismens ulighed, samt frygt og gru fra dem, der forsvarer det senile, rådnende kapitalistiske system – en præcis afspejling af den stigende forståelse i samfundet af, at kapitalismen er nået en blindgyde, hvor der ingen fremtid tilbydes til langt størstedelen af befolkningen anden end en "ophobning af elendighed, arbejdets pinsel, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk forfald."

Det er tid til at gøre en ende på kapitalismens ulighed og uretfærdigheder. Det er tid til en revolutionær socialistisk forandring af samfundet for at tage den enorme rigdom i samfundet ud af hænderne på den ene procent og sætte dem under en rationel og demokratisk produktionsplan i de 99%’s interesse. Det er tid til at feje dette udlevede system i historiens skraldespand, hvor det hører hjemme.

Denne artikel er oprindeligt bragt på socialist.net d. 9 maj 2014

 

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.