Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; plgSystemOfflajnJoomla3compat has a deprecated constructor in /home/marxdk/public_html/plugins/system/offlajnjoomla3compat/offlajnjoomla3compat.php on line 83

Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; plgSystemOfflajnParams has a deprecated constructor in /home/marxdk/public_html/plugins/system/offlajnparams/offlajnparams.php on line 30

Deprecated: Methods with the same name as their class will not be constructors in a future version of PHP; plgSystemDojoloader has a deprecated constructor in /home/marxdk/public_html/plugins/system/dojoloader/dojoloader.php on line 21

Warning: Cannot modify header information - headers already sent by (output started at /home/marxdk/public_html/plugins/system/offlajnjoomla3compat/offlajnjoomla3compat.php:83) in /home/marxdk/public_html/plugins/system/responsivizer/responsivizer.php on line 247
Marxisme og kvindens frigørelse

Kvinde Frigørelse Pjece 4 lilleTryk på billedet for at købe pjecen”Det er kun muligt at ændre kvindens position grundlæggende, hvis alle betingelser for den sociale, familiemæssige og huslige eksistens ændres.” (Trotskij, Women and the Family, side 45)

Kapitalismen står ved en blindgyde. Kapitalismens krise på verdensplan rammer kvinder og unge ekstra hårdt. Allerede i det 19. århundrede, viste Marx kapitalismens tendens til at lave superprofit fra udnyttelsen af kvinder og børn. I Kapitalens først bind skriver Marx:

“Kvinder og børns arbejde var derfor den første ting kapitalister, der brugte maskiner, søgte efter. Den mægtige erstatning for arbejdere og arbejdersker blev løbende ændret til et middel til at øge antallet af lønarbejdere ved at inddrage ethvert medlem af arbejderens familie under kapitalens direkte herredømme, uden skelnen mellem køn og alder. Tvunget arbejde for kapitalisten erstattede, ikke bare barnets leg, men også det frie arbejde hjemme indenfor de moderate begrænsninger for støtten til familien” (K. Marx, Kapitalen, bind 1)

I de avancerede kapitalistiske lande har den ændrede produktionsform og kapitalisternes konstante forsøg på at hæve profitraten, betydet en fortsat stigning i antallet af kvinder og unge i arbejde, der udsættes for den værste form for udnyttelse. De arbejder for lave lønninger, under dårlige forhold med få eller ingen rettigheder. I USA alene er omkring 40 millioner kvinder blevet en del af arbejdsstyrken over de sidste 50 år; i Europa yderligere 30 millioner. I 1950 havde omkring 1/3 af alle kvinder i USA i den arbejdsdygtige alder et betalt arbejde, nu er det ca. ¾. Statistikkerne siger at 99% af alle amerikanske kvinder, på et eller andet tidspunkt vil arbejde for en løn. At kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet, er i sig selv en progressiv udvikling. Det er forudsætningen for kvindernes frihed fra hjemmets og den borgerlige families snævre rammer, og for deres frie udvikling som mennesker og medlemmer af samfundet.

Kapitalismen ser ikke kvinden som andet end en belejlig kilde til billig arbejdskraft og en del af en ”reserve hær”, der kan trækkes på, når der er mangel på arbejdskraft i bestemte områder af produktionen, og som kan fyres igen, når behovet forsvinder. Vi så dette i begge verdenskrige, hvor kvinder blev trukket ind på fabrikkerne for at erstatte mændene, der var blevet kaldt i krig, hvorefter de blev sendt tilbage i hjemmene, da krigen sluttede. Kvinder blev opmuntret til at indtræde på arbejdsmarkedet under perioden med kapitalistisk opsving i 1950’erne og 1960’erne, hvor deres rolle lignede gæstearbejdernes – et lager af billig arbejdskraft. Trods al snak om ”girl power” og trods alle de love, der skulle sikre ligestilling, er kvinder stadig den dag i dag den mest undertrykte og udnyttede del af arbejderklassen, måske sammen med indvandrerne.

Tidligere blev kvinder opfattet som værende ligeglade med politik, uorganiserede og frem for alt passive, hvorved de kunne fungere som en basis for reaktion. Borgerskabet, der brugte kirken og kvindebladene, baserede sig selv på dette lag for at holde sig ved magten. Men denne situation ændrede sig med kvindens ændrede rolle i samfundet. Kvinder er ikke længere, i hvert fald ikke i de fremskredne kapitalistiske lande, tilfredse med at blive holdt i uvidenhed og holdt i den traditionelle rolle af ”Kirche, Kücher and Kinder” (kirke, køkken og børn). Dette er en progressiv udvikling, som har konsekvenser for fremtiden. På samme måde, som borgerskabet i høj grad har tabt sine massive sociale reserver af reaktion i bønderne i USA, Japan og Vesteuropa, udgør kvinder ikke længere en reserve af tilbageståenhed og reaktion som i fortiden. Kapitalismens krise, der konstant angriber kvinderne og familien, vil yderligere radikalisere endnu bredere lag af kvinder og skubbe dem i en revolutionær retning. Det er vigtigt, at socialister forstår kvinders kæmpe revolutionære potentiale og tager de nødvendige skridt for at det bliver brugt.

Kvinder er potentielt mere revolutionære end mænd, fordi de er friske og i mange tilfælde ikke har mange års konservativ rutine, der så tit karakteriseres som “normal” fagforeningsarbejde, bag sig. Enhver, der har set en strejke udført af kvinder, kan bevidne deres utrolige beslutsomhed og mod. Det er alle socialisters pligt at støtte ethvert skridt for at opmuntre kvinder til at tilslutte sig og deltage i fagforeninger, med lige rettigheder og ansvarsområder.

Første Internationale

Kvindespørgsmålet har altid haft en central plads i marxismens teori og praksis. Første Internationale tog kampen for reformer meget seriøst. Følgende er et spørgeskema om arbejdsforhold udarbejdet af Marx i slutningen af august 1866 sendt ud fra Generalrådet til alle sektioner:

  1. Industri, navn.
  2. Den ansattes alder og køn
  3. Antal ansatte.
  4. Lønninger; (a) lærlinge; (b) løn pr. dag eller pr. akkord; skala betalt af mellemmænd. Ugentlig, årligt gennemsnit.
  5. (a) Arbejdstimer i fabrik. (b) arbejdstimer ved små arbejdsgivere og ved hjemmearbejde, hvis produktionen udføres under disse omstændigheder. (c) Natarbejde og dagsarbejde.
  6. Måltider og behandling.
  7. Form for værksted og arbejde. Overfyldt, defekt ventilation, mangel på sollys, brug af gaslys, renlighed osv.
  8. Beskæftigelsens natur.
  9. Ansættelsens effekt på fysiske forhold.
  10. Moralske forhold. Uddannelse.
  11. Handelsforhold: Hvorvidt handelen er sæsonpræget eller mere eller mindre fordelt over året, hvorvidt der er store svingninger, udsat for udenlandsk konkurrence, hvorvidt det er rettet mod hjemmemarked eller udenlandsk konkurrence osv.
  12. Begrænsning af arbejdsdagen.

En forudsætning uden hvilken alle andre forsøg på at forbedringer og befrielse er dødfødte, er arbejdsdagens begrænsning.

Det er nødvendigt at genoprette arbejderklassens sundhed og fysiske energi, dvs. enhver nations krop, såvel som at sikre dem muligheden for intellektuel udvikling, selskabelighed, social og politisk handling.” (referat fra Første Internationales Generalråd, Minutes of the General Council of the First International 1864-1866, pp. 342-3.)

De foreslog 8 timers arbejde som arbejdsdagens lovmæssige grænse. Natarbejde skulle kun udføres undtagelsesvis indenfor områder bestemt af loven. Den generelle retning måtte være at undertrykke al natarbejde. Men dokumentet fortsætter: ”Denne paragraf refererer kun til voksne, mænd eller kvinder, den sidstnævnte må dog bestemt udelukkes fra alt natarbejde overhovedet og alle former for arbejde, der er skadeligt for kønnet, eller som udsætter deres kroppe for gifte eller andre skadelige ting. Ved voksne personer forstår vi alle personer, der er fyldt 18 år.” (ibib. s. 343)

Det er ikke almindelig kendt, at Marx’ datter Elaenor spillede en aktiv rolle i arbejdet blandt kvindelige arbejdere i “sweat shops” i det østlige London. I en artikel i medierne om Sweating in Type-Writing Offices hvori hun foreslog, at der måtte dannes fagforeninger både af dem, der skrev derhjemme og eller på virksomheder hvor, som hun skrev, ”hvis du ønsker at leve af dit arbejde, må du arbejde under stort pres og mange flere timer end otte om dagen.” (Yvonne Kapp, Eleanor Marx, The Crowded Years, 1884-98, p. 364.) De linjer lyder stadig relevant hundrede år senere!

Et vigtigt vendepunkt var strejken blandt Londons tændstikspiger i 1888, hvor denne mest udnyttede og undertrykte del af arbejderne gjorde oprør mod deres undertrykkere. Ved fabrikken i Bow i det fattige East End bestod arbejdsstyrken udelukkende af kvinder, lige fra 13-årige piger til mødre for store familier. De barbariske forhold lignede dem, som arbejderne i den tredje verden oplever nu. Brugen af hvid fosfor til at lave tændstikkerne, betød forfærdelige sygdomme, der åd kæbebenet, et resultat af at arbejderne måtte spise deres mad i værkstedets forurenede atmosfære. Dårlige lønninger blev forværret af det skændige bødesystem, der ofte blev brugt mod de mest banale foreteelser, pga. af træthed. Resultatet var, at aktieejerne fik en bødedividende på 22 procent.

627 kvinder overkom deres frygt i juli 1888 og gik i strejke. I løbet af fjorten dage vandt kvinderne store indrømmelser takket være fagforeningernes støtte og offentlige kampagner, der rejste den ikke ubetydelige sum af £400. Resultatet var, at disse ufaglærte kvinder organiserede tændstikarbejdernes fagforening – den største fagforening bestående af kvinder og piger i England. Det var et kæmpe skridt fremad i eksplosionen af ”ny faglig organisering” i England, hvor det ufaglærte proletariat for første gang blev organiseret i fagforeninger. Det indeholder vigtige lektioner for den nuværende periode, hvor - som for 100 år siden - et stort antal ufaglærte og semi-faglærte arbejdere er uorganiserede og en stor del af disse er kvinder.

Bolsjevikkerne og kvinder

Bolsjevikkerne tog altid revolutionært arbejde blandt kvinder meget seriøst. Lenin især tilskrev altid spørgsmålet enorm vigtighed, især i perioden med det revolutionære opsving fra 1912-14 og under første verdenskrig. Det var på dette tidspunkt, at kvindernes internationale kampdag (8. marts) begyndte at blive fejret med arbejderes massedemonstrationer. Det er ikke et tilfælde, at Februar revolutionen (marts ifølge den nye kalender) opstod fra uroligheder omkring kvindernes kampdag, da kvinder demonstrerede imod krigen og de høje leveomkostninger.

Socialdemokraterne havde begyndt systematisk arbejde blandt de kvindelige arbejdere under det revolutionære opsving i 1912-14.

Bolsjevikkerne organiserede det første møde på kvindernes internationale kampdag i Rusland i 1913. Samme år begyndte Pravda regelmæssigt at udgive en side tilegnet spørgsmål vedrørende kvinder. Bolsjevikkerne lancerede en kvindeavis, Rabotnitsa (den kvindelige arbejder), i 1914, første udgave udkom på Kvindernes internationale kampdag, da partiet igen organiserede demonstrationer. Avisen blev undertrykt i juli sammen med resten af arbejderpressen. Bolsjevikkernes avis blev støttet finansielt af kvindelige fabriksarbejdere og distribueret af dem på arbejdspladserne. Den rapporterede om de kvindelige arbejderes forhold og kampe i Rusland og udenlands, og opmuntrede kvinder til at gå med i kampen sammen med deres mandlige kollegaer. Det ansporede dem til at afvise kvindebevægelsen der var opstartet af de borgerlige kvinder i kølvandet på revolutionen i 1905.

Revolutionært socialdemokratisk arbejde i Rusland under Første Verdenskrig stod overfor enorme vanskeligheder. Partiet og fagforeningerne var illegale. Men i 1915 var bevægelsen ved at komme sig over de slag, som det modtog i krigens første måneder. Et område hvor det begyndte at opleve vigtig fremgang, var blandt kvinder, der blev draget ind i industrielt arbejde i stort antal. Ved krigens udbrud udgjorde kvinderne omkring en tredjedel af industriarbejderne, og en større del af dem i tekstilindustrien. Dette voksede endnu mere under krigen, i takt med at mange af dem blev eneforsørgere af deres familier og knapheden og priserne på livsfornødenheder voksede. Kvindelige arbejdere deltog i mange strejker og demonstrationer imod de økonomiske vanskeligheder, som Ruslands involvering i krigen skabte.

Mens Bolsjevikpartiet stadig hovedsageligt bestod af mænd (ved bolsjevikkernes sjette kongres i august 1917 udgjorde kvinder omkring 6 procent af de delegerede), begyndte de at rekruttere kvindelige arbejdere i større omfang med 1912-14 opsvinget. Det følgende ekstrakt er fra en løbeseddel med titlen ”Til arbejderkvinderne i Kiev” uddelt af bolsjevikkerne i Kiev, Ukraine 8. marts 1915. Løbesedlen giver os en ide om, hvordan bolsjevikkerne rejste spørgsmålet i deres offentlige agitation. Deres appel forbandt undertrykkelsen af kvinder til mandlige arbejderes lidelse, og til et program for det arbejdende folks befrielse:

”Jammerlig som arbejderes lod er, så er kvindernes status langt værre. I fabrikkerne, værkstederne, arbejder hun for en kapitalistisk boss, hjemme for familien.
Tusinder af kvinder sælger deres arbejdskraft til kapitalen; tusinder slider sig ned som hyret arbejdskraft, tusinder og hundredetusinder lider under familiens åg og social undertrykkelse. Og for dette enorme flertal af arbejderkvinderne er det sådan, det må være. Men er det virkelig sandt, at arbejderkvinden ikke kan håbe på en bedre fremtid, og at skæbnen har tilskrevet hende et helt liv med arbejde og kun arbejde, uden hvile nat eller dag?

Kammerater, arbejderkvinder! De mandlige kammerater slider sammen med os. Deres skæbne og vores er en og den samme. Men de har for lang tid siden opdaget, at den eneste vej til et bedre liv er vejen for organiserede arbejderes kamp mod kapitalen, kampen imod al undertrykkelse, ondskab og vold. Kvindelige arbejdere, der er ingen anden vej for os. De mandlige og kvindelige arbejderes interesser er de samme. Kun i fælles kamp sammen med de mandlige arbejdere, i fælles arbejderorganisationer – i det Socialdemokratiske parti, fagforeningerne, arbejderklubberne, og kooperativerne – skal vi opnå vores rettigheder og vinde et bedre liv.” (Lenin's Struggle for a Revolutionary International, p. 268.)

Kvinder efter oktober

rosaRosa LuxemburgI tsarens Rusland var kvinder deres mænds slaver ifølge loven. Ifølge tsaristisk lov: ”Hustruen skal adlyde sin mand som familiens overhoved, forblive sammen med ham i kærlighed, respekt ubegrænset lydighed, gøre ham enhver tjeneste og vise ham enhver hengivenhed som hustru.”

Kommunistpartiets program i 1919 sagde: ”Partiets opgave på nuværende tidspunkt er først og fremmest at arbejde indenfor ideer og uddannelse for fuldstændig at ødelægge alle former for ulighed eller fordomme, især blandt tilbagestående lag af proletariatet og bondestanden. Partiet begrænser sig ikke til kvindens formelle ligestilling, men stræber efter at befri dem fra de forældede husholdningers overflødige materielle byrder ved at erstatte dem med fælleshuse, offentlige spisehuse, centrale vaskerier, børnehaver osv.”

Men evnen til at gennemføre dette program afhang af den generelle levestandard og samfundets kulturelle niveau, som Trotskij forklarede i sin artikel Fra den gamle familie til den nye, der fremkom i Pravda d. 13. juli, 1923:

”De fysiske forberedelser for det nye livsforhold og den nye familie kan igen grundlæggende set ikke adskilles fra arbejdet med den generelle socialistiske opbygning. Arbejderstaten må blive rigere, for at det kan blive muligt seriøst at tage sig af børnenes offentlige uddannelse og familiens frigørelse fra køkkenets og vaskeriets byrde. Socialiseringen af familiens husholdning og offentlig undervisning af børnene er utænkelig uden en markant forbedring i vores økonomi som helhed. Vi har brug for flere socialistiske økonomiske former. Kun under sådanne betingelser kan vi fritage familien fra de funktioner og de bekymringer, der nu undertrykker den og får den til at falde fra hinanden. Vask må foretages på offentlige vaskerier, bespisning på offentlige restauranter og syning på offentlige systuer. Børnene må undervises af gode offentlige lærere, der føler et virkeligt kald overfor deres arbejde. Så ville båndet mellem mand og kone blive befriet fra det ydre og tilfældige, og den ene ville ophøre med at absorbere den andens liv. Ægte lighed ville endelig blive etableret. Båndet mellem dem vil afhænge af gensidig tiltrækning. Og på den baggrund især vil familien opnå en indre stabilitet, naturligvis ikke den samme for alle, men ikke tvungent for nogen.” (Trotskij, Fra den gamle familie til den nye, 1923).

Bolsjevikkernes revolution lagde grundlaget for kvindernes sociale befrielse, og selvom den stalinistiske politiske kontrarevolution repræsenterede et delvist tilbageskridt, er det unægtelig, at kvinderne i Sovjetunionen gjorde enorme fremskridt i kampen for ligestilling. Kvinder var ikke længere tvunget til at leve sammen med deres mænd eller at følge dem, hvis et jobskifte betød et skift af bolig. De blev givet lige rettigheder til at stå i spidsen for husholdningen og modtog ligeløn. Der blev sat fokus på kvindernes rolle som mødre og særlig barselsregler blev introduceret, der forbød lange arbejdstider og natarbejde og indførte betalt barsel ved fødsel, børnepenge og børnehaver. Abort blev legaliseret i 1920, skilsmisse blev simplificeret og civil registrering af ægteskaber introduceret. Konceptet med uægte børn blev også afskaffet. Med Lenins ord: ”I bogstavelig forstand efterlod vi ikke en eneste mursten stående tilbage af de foragtelige love, der satte kvinder lavere end mænd.”

Der blev gjort materielle fremskridt for at lette kvindernes fulde involvering i alle sfærer af det sociale, økonomiske og politiske liv – med gratis skolemåltider, mælk til børn, særlig støtte til mad og tøj til børn med behov, graviditetskonsultationscentre, barselshjem, vuggestuer og andre faciliteter.

I Revolutionen Forrådt skriver Trotskij: "Oktoberrevolutionen opfyldte hæderligt sine forpligtelser overfor kvinden. Den nye regering gav hende ikke blot alle politiske og juridiske rettigheder og ligeret med manden, men hvad der er mere vigtigt, den gjorde alt hvad den kunne, og i alle tilfælde uden sammenligning mere end nogen anden regering nogensinde har gjort, for reelt at sikre hende adgang til alle former for økonomisk og kulturelt arbejde: Imidlertid kan selv den mest radikale revolution, lige så lidt som det »almægtige« engelske parlament, omskabe en kvinde til en mand – eller lad os sige dele byrderne lige mellem dem, de byrder der følger med svangerskab, fødsel, diegivning og børneopdragelse. Revolutionen bestræbte sig heltemodigt for at ødelægge den såkaldte »hjemmets arne«, denne gammeldags, kvælende og stivnende institution, hvor kvinden fra de arbejdende klasser udfører slavearbejde fra barndom til død. Familiens plads som et i sig selv indelukket småforetagende skulle ifølge planerne omformes og udvides ved et fuldendt system af social forsorg og goder: mødrehuse, vuggestuer, børnehaver, skoler, folkekøkkener, offentlige vaskerier, skadestuer, hospitaler, sanatorier, sportsinstitutioner, biografer osv. Når de socialistiske samfundsinstitutioner helt havde overtaget familiens husholdningsfunktioner og havde forenet alle slægtled i solidaritet og gensidig hjælp, skulle det bringe kvinden, også i ægteskabet, en virkelig befrielse fra de tusindårige lænker." (Trotskij, Revolutionen forrådt, kap. 7)

Kommunistisk internationale

Kommunistiske Internationale (KI) fulgte bolsjevikpartiets traditioner og lagde stor vægt på arbejdet blandt kvinder og instruerede kommunistpartierne i at ”udvide deres indflydelse over de bredeste lag af den kvindelige befolkning ved at organisere et særligt organ indenfor partiet og etablere særlige metoder til at nå kvinderne, med det mål at befri dem fra indflydelsen fra det borgerlige verdenssyn eller indflydelsen fra de kompromissøgende partier og uddanne dem til at blive beslutsomme forkæmpere for kommunismen og følgelig kvindens fulde udvikling.”

Med etableringen af “særlige organer” med formål at arbejde blandt kvinder var det ikke på nogen måde KI’s ide, at de skulle være separate kvindeorganisationer. En sådan ide ville have været lige så meget en vederstyggelighed som ideen om separate revolutionære organisationer for undertrykte nationaliteter, jøder, sorte osv. – noget Lenin og Trotskij altid kæmpede imod. De siger rent faktisk meget klart, ”Kommunistisk Internationales tredje kongres er bestemt imod enhver form for separate kvindesammenslutninger i partierne og fagforeningerne eller særlige kvindeorganisationer” (Theses, Resolutions and Manifestos of the First Four Congresses of the Third International, p. 217.)

Det de tænkte på, var behovet for særlige grupper af kammerater specialiserede og trænede i denne form for arbejde, til de tekniske opgaver med at udgive propaganda, løbesedler osv. og for generelt at organisere dette arbejde. Det blev også gjort klart, at sådanne grupper ikke skulle arbejde separat men under kontrol fra de normalt valgte organer i partiet. Hovedformålene med dette arbejde var nærmere angivet:

1) at uddanne kvinder i kommunistiske ideer og drage dem ind i partiets rækker;
2) at bekæmpe fordommene mod kvinder hos massen af det mandlige proletariat og øge bevidstheden blandt arbejdende mænd og kvinder om, at de har fælles interesser;
3) At styrke arbejderkvindernes vilje ved at drage dem ind i alle former for civile konflikter, opmuntre kvinder i kapitalistiske lande til at deltage i kampen mod kapitalistisk udbytning, i masseaktion mod de høje leveomkostninger, imod boligmanglen, arbejdsløshed og omkring sociale problemer og kvinderne i sovjetrepublikkerne til at tage del i dannelsen af den kommunistiske personlighed og kommunistiske levevis;
4) At sætte spørgsmål, der direkte vedrører kvindernes befrielse, bestyrker deres befrielse og forsvarer deres interesser, som dem der føder børnene, på partiets dagsorden og som en del af lovforslag;
5) At gennemføre en velplanlagt kamp imod traditionens magt, borgerlige vaner og religiøse ideer, og dermed rydde vejen for sundere og mere harmoniske relationer mellem kønnene, og garantere det arbejdende folks moralske levedygtighed.” (Ibid., p. 218.)

Kommunistisk Internationale under Lenin og Trotskij ville aldrig have accepteret en skødesløs eller affærdigende attitude til dette afgørende arbejdsområde. KI’s tredje kongres udtalte, at ”uden den aktive deltagelse fra de brede masser af det kvindelige proletariat og de semiproletariske kvinder kan proletariatet hverken tage magten eller virkeliggøre kommunismen. Samtidig drager kongressen alle kvinders opmærksomhed mod det faktum, at uden det Kommunistiske partis støtte til alle de tiltag, der fører til kvindernes befrielse, kan anerkendelsen af kvinderne som ligeværdige mennesker og deres virkelige befrielse ikke vindes i praksis.” (Ibid., pp. 213-4.)

Det er tydeligt, at KI fra starten under Lenin Trotskij forklarede kvindespørgsmålets centrale rolle med a) gik til det udelukkende fra et revolutionært klassestandpunkt og b) forklarede at kvindernes virkelige befrielse kun kunne opnås under socialismen. KI understregede behovet for at integrere kvindearbejdet i partiets generelle arbejde og ikke udskille det som noget separat:

“For at styrke kammeratskabsfølelsen mellem arbejderkvinder og –mænd er det ønskværdigt ikke at organisere særlige kurser eller skoler for kommunistiske kvinder, men alle generelle partiskoler må uden undtagelse inkludere et kursus om metoder for arbejde blandt kvinder.” (Ibid., p. 227.)

Efter den fjerde kongres – den sidste ægte leninistiske kongres i KI – blev der lavet en kort evaluering af arbejdet, der pegede på vigtigheden af dette arbejde for en revolutionær internationale (og også laver en særlig reference til problemerne for kvinder i tilbagestående koloniale lande i østen), men som også gjorde det klart, at nogle sektioner ikke havde påtaget sig dette arbejde med tilstrækkelig energi:

“Behovet for og værdien af særlige organisationer for kommunistisk arbejde blandt kvinder blev også bevist af aktiviteterne fra Kvindesekretariatet i Øst, der udførte vigtigt og succesfuldt arbejde under nye og usædvanlige forhold. Desværre må Kommunistisk Internationales fjerde kongres indrømme, at nogle sektioner enten slet ikke har opfyldt, eller kun delvist har opfyldt deres ansvar om at give konsekvent støtte til kommunistisk arbejde blandt kvinder. Indtil nu har de enten ikke formået at tage tiltag til at organisere kommunistiske kvinder indenfor partiet eller ikke formået at opsætte de partiorganisationer, der er vitale for arbejdet blandet kvindemasserne og at etablere bånd til dem.

Fjerde kongres insisterer på, at det er presserende at de pågældende partier råder bod på disse udeladelser hurtigst muligt. Den opfordrer alle sektioner af Kommunistisk Internationale til at gøre alt, hvad de kan, for at promovere kommunistisk arbejde blandt kvinder i lyset af dette arbejdes vigtighed. Den proletariske enhedsfront kan ikke realiseres uden den aktive og oplyste deltagelse af kvinder. Under visse omstændigheder, hvor der er korrekte og tætte bånd mellem kommunistpartierne og arbejdende kvinder, kan kvinderne blive pionerer for den proletariske enhedsfront og for revolutionære massebevægelser.” (Ibid., p. 326.)

Stalinismens rolle

Den store franske utopiske socialist Fourier sagde klogt, at kvindernes position var det klareste udtryk for et socialt regimes virkelige natur. Hvor den bolsjevikiske revolution satte kvinderne fri, førte den stalinistiske kontrarevolution til en drastisk tilbagerulning af politikken vedrørende kvinder og familien. Mange af de sejre, der var blevet opnået af revolutionen, blev ophævet. Abort blev gjort ulovligt og skilsmisse blev gjort sværere og sværere indtil det blev en meget dyr retssag. Prostituerede blev arresteret, mens den tidlige bolsjevikiske politik havde været kun at arrestere bordelejerne og udstille de mænd, der købte prostituerede og at tilbyde de prostituerede frivillig jobtræning. Åbningstiderne i daginstitutionerne blev skåret ned, så de kun svarede til arbejdsdagens længde. Og piger blev undervist i særlige fag i skolen for at forberede dem på deres rolle som mødre og husmødre.

I 1938 karakteriserede Trotskij situationen på følgende vis: ”Kvindernes position er den mest grafiske og rammende indikator for at evaluere et socialt og regime og en stats politik. Oktoberrevolutionen indskrev på sit banner kvindekønnets befrielse og skabte den mest progressive lovgivning vedrørende ægteskab og familien i historien. Det betyder selvfølgelig ikke, at et ”lykkeligt liv” var umiddelbart forestående for sovjetkvinden. Ægte befrielse af kvinden er utænkelig uden en generel vækst i økonomien og kulturen, uden ødelæggelsen af den småborgerlige økonomiske familieenhed, uden introduktionen af socialiseret madlavning og uddannelse. I mellemtiden er bureaukratiet, guidet af deres konservative instinkter, alarmeret over familiens ’opløsning’. Det er begyndt at synge lovprisninger til familiemåltidet og tøjvasken i familien, dvs. til kvindernes slaveri i husholdningen. Som kronen på værket har bureaukratiet genindført kriminel straf for aborter og dermed officielt sendt kvindernes status tilbage på niveau med pakæslet. I direkte modstrid med kommunismens ABC har den herskende kaste dermed genindført den mest reaktionære og formørkede kerne i klassesystemet, dvs. den småborgerlige familie.” (Trotsky, Writings (1937-38), p. 170.)

Selvom nogen af reformerne blev genindført efter Stalins død i 1953, såsom retten til abort, genvandt kvindernes position i Sovjetunionen aldrig, hvad den havde været under Lenin og Trotskij. Men de havde stadig mange fordele i forhold til kvinder i Vest. Efterkrigsopsvinget, der var gjort muligt af den nationaliserede planøkonomi, gjorde det muligt med en regelmæssig generel forbedring: pensionsalder på 55 år, ingen diskrimination i løn eller ansættelsesforhold og gravide kvinders ret til at skifte til lettere arbejde med fuld betalt barsel 56 dage før og 56 dage efter fødslen. En ny lov i 1970 afskaffede natarbejde og arbejde under jorden for kvinder. Antallet af kvinder på de højere læreanstalter, som andel af det samlede antal, steg fra 28 procent i 1927 til 43 procent i 1960 og 49 procent i 1970. De eneste andre lande i verden, hvor kvinder udgjorde over 40 procent af de studerende på højere læreanstalter, var Finland, Frankrig og USA.

Der var forbedringer førskole pasningen af børn: I 1960 var der 500.000 pladser, men i 1971 var dette vokset til over 5 millioner. Planøkonomiens enorme fremskridt med den tilsvarende forbedring i sundhedsvæsenet blev afspejlet i en fordobling af den forventede levetid for kvinder til 74 år og en reduktion i børnedødeligheden med 90 procent. I 1975 var antallet af kvinder, der arbejde indenfor uddannelse vokset til 73 procent. I 1959 arbejdede en tredjedel af kvinderne i fag, hvor 70 procent af arbejdsstyrken var kvinder, men i 1970 var dette tal steget til 55 procent. På det tidspunkt var 98 procent af sygeplejerskerne kvinder og 75 procent af lærerne, 95 procent af bibliotekarerne og 75 procent af lægerne. I 1950 var der 600 kvindelige videnskabelige doktorer, men i 1984 var det tal vokset til 5600!

Kapitalistisk kontrarevolution

Bevægelsen mod kapitalisme har hurtigt omgjort fortidens landvindinger og skubbet kvinderne tilbage til en position i elendigt slaveri og familiens hykleriske navn. Den største del af byrden for krisen placeres på kvindernes skuldre. Kvinderne er de første til at blive fyret for at undgå at betale sociale ydelser, som børne- og barselsydelser. Eftersom kvinder udgjorde 51 procent af den russiske arbejdsstyrke for få år tilbage og at 90 procent af kvinderne arbejdede, har den voksende arbejdsløshed betydet, at mere en 70 procent af Ruslands arbejdsløse arbejdere nu er kvinder. I nogle områder er tallet 90 procent.

De sociale ydelsers kollaps og voksende arbejdsløshed betyder, at alle planøkonomiens fordele for kvinder systematisk udryddes. Den voksende arbejdsløshed vil dømme mange flere til arbejdsløshed i Rusland end i Vesten, fordi mange ydelser er knyttet direkte til arbejdspladsen: ”arbejdsløshed indebærer stadig stort stigma i Rusland. Først i 1991 sluttede det med at være en forbrydelse. For dem uden job, truer absolut fattigdom. Arbejdsløshedsunderstøttelsen er forbundet med minimumslønnen på 14.620 rubler om måneden, en tredjedel af det officielle eksistensniveau og omkring en syvendedel af gennemsnitslønnen. Dem uden arbejde er ofte dårligere stillet end disse tal antyder, fordi de mest basale sociale ydelser, såsom sundhed, skoler og transport leveres af virksomheder frem for lokalregeringer og derfor kun er til rådighed for dem i arbejde,” rapporterer the Economist (11/12/93)

Under det tidligere styre modtog kvinderne 70 procent af mændenes løn. Nu er tallet 40 procent. At forsørge en familie på en løn var svært nok i det gamle USSR. Nu med den dramatiske vækst i fattigdommen er det rent ud sagt umuligt. Derfor er kvinderne hovedofrene for dette reaktionære regime. Prostitution er steget enormt, fordi kvinder forsøger at overleve ved at sælge deres kroppe til dem, der har penge til at købe dem – især de usle ”nyrige” og udlændinge. Selv her er de blevet ofre for mafiaen, der kræver mindst 20 procent af alle forretninger. I vestlige magasiner reklameres der for russiske kvinder side om side med kvinder fra tredje verdenslande som mulige koner for udlændinge. Kvindernes ydmygende slaveri, reduceret til status som varer, sammenfatter ydmygelsen af et land, der er tvunget til at underlægge sig udbytningen i sin mest nøgne og skamløse skikkelse.

D. 10. februar 1993 annoncerede den daværende arbejdsminister, J. Melikyan, regeringens løsning på arbejdsløsheden. I et sprog, der ville gøre enhver højrefløjspolitiker i vesten stolt, sagde han, at han ikke så noget behov for særlige programmer til at hjælpe kvinder tilbage i arbejde. ”Hvorfor skulle vi forsøge at finde arbejde til kvinder, når mænd er ledige og på arbejdsløshedsunderstøttelse?” spurgte han. ”Lad mændene arbejde og kvinderne tage sig af hjemmene og børnene.” Sådanne udtalelser, der ville have været utænkelige tidligere, anses nu for at være normalt og acceptabelt. Her ser vi mere klart end noget andet sted den kapitalistiske kontrarevolutions virkelige ansigt – råt, brutalt og ignorant – et uhyrligt tilbageskridt til dagene under tsarens slaveri hvor hver slave havde tilladelse til at være herre over sin hustru og børn som kompensation for sine egne nedværdigende forhold.

Denne situation gælder ikke bare Rusland. I det tidligere Østtyskland havde ni ud af ti kvinder et fuldtidsjob. Arbejde for kvinder var en rettighed. For at gøre det muligt at kombinere arbejde og familien leverede staten omfattende børnepasning og et år fri for hver baby. Nu er alle disse fremskridt fra planøkonomien blevet ødelagt. De tidligere generøse børnepasningstilbud er blevet afskaffet. Efter Tysklands forening blev en tredjedel af alle kvindernes jobs fejet af banen gennem massearbejdsløshed i den offentlige sektor, tekstil og landbrug. The Economist (18/7/98) rapporterer: ”Over de sidste får år har arbejdsløshedsraten for Østtyske kvinder ligget fast omkring 20 procent, omkring 5 procent over raten for mænd og dobbelt raten for både mænd og kvinder i Vesttyskland. Østtyske kvinder, der var frataget deres mulighed for en indtjening (såvel som deres børnepasningssystem), begyndte øjeblikkeligt at økonomisere i forhold til babyer. Den østtyske fødselsrate blev halveret fra et allerede lavt tal på 1,56 barn pr. kvinde i 1989 til omkring det halve og forbliver under 1 barn pr. kvinde. Men østtyske kvinder opgiver ikke deres jobs. De får arbejdsløshedsunderstøttelse og bliver bare ved med at søge.”

Den “tredje verden”

8 marts iranDemonstration på kvindernes internationale kampdag 8. marts 1979 i Iran imod ændringer i kvinders status og rettigheder, inklusiv krav om at bære slør.I de avancerede kapitalistiske lande er kvindernes position blevet betydeligt forbedret i de sidste 50 år. I hvert fald formelt set har de opnået samme lovlige rettigheder som mænd. De har samme adgang til uddannelse, og til en vis grad har de forbedret deres adgang til arbejde. Men i den tredje verden, der består af over to-tredjedele af menneskeheden, er situationen en helt anden. Kvinders slaveri er værre nu end nogensinde før i historien. Hvert år dør 500.000 kinder som følge af komplikationer fra graviditet, og måske yderligere 200.000 dør som følge af aborter. Ulandene bruger kun 4% af deres BNP på sundhed, i gennemsnit 41$ pr. person, sammenlignet med 1900 $ i de avancerede kapitalistiske lande. Et skøn siger at omkring 100 millioner børn mellem 6 og 11 år ikke går i skole. To tredjedele af dem er piger. Hovedårsagen til den stigende fattigdom i den tredje verden er, at ressourcerne forsvinder gennem handel, samt den kæmpe gæld den tredje verden skylder til store vestlige banker.

Imperialismens og de gigantiske multinationale selskabers absolutte dominans sikrer, at den sidste dråbe af merværdi uden nåde presses ud af mænd, kvinder og børn uden forskel. Børnearbejde, eksisterer selv i avancerede kapitalistiske lande, men i Asien, Afrika og Latinamerika er det normen. Forældre der lever på sultegrænsen har intet andet alternativ end at sælge deres børn til slaveri, inklusiv den mest beskidte form for slaveri, prostitution. Merværdien der udtrækkes af de ”humane”, ”kristne”, vestlige civilisationer indeholder blod sved og tårer fra millioner af udnyttede kvinder og børn, præcis som i Marx’ tid. Borgerskabet lader som om, de er skræmte ved denne lidelse, men beholder pengene alligevel.

Store monopoler som Disney og Nike får deres profitter fra slavearbejde i lande som Haiti. Den gigantiske kapitals indtog i disse lande har nådesløst revet de gamle patriarkalske familierelationer der eksisterede tidligere fra hinanden. Den beskyttelse, som blev givet kvinder og børn tidligere gennem den udvidede familie og stammesamfundets regler, er blevet ødelagt, og intet er blevet sat i stedet. Derfor lider kvinder stadig på fx det indiske subkontinent under de samme lidelser fra tidligere, som er blevet markant større pga. det kapitalistiske systems barbariske økonomiske udnyttelse. Det indiske borgerskab har end ikke formået, et halvt århundrede efter den såkaldte uafhængighed, at afskaffe kastesystemet. Den barbariske praksis med ”suttee”, hvor kvinder tvinges til at kaste dem selv på hendes afdøde mands ligbrænding er der hundreder af tilfælde af hvert år. De enker, der formår at undslippe denne skæbne, bliver behandlet som sociale udskud, der ikke har ret til at leve. De bliver slået, udsultet og ydmyget af familiemedlemmer, indtil de er drevet til selvmord.

Over hele Asien bliver fødslen af piger opfattet som uheld i landbrugssamfundene. Pigebørns død er almindelig. I Kina er statsbørnehjemmene fyldt med pigebørn, der bliver sultet og forsømt. Grunden er, at fattige asiatiske bønder har brug for store familier, der kan forsørge dem på deres gamle dage i samfund, hvor der ikke er nogen pension eller socialt sikkerhedsnet. Drengebørn er stærkere og kan udføre mere af arbejdet, hvor piger har brug for en tilgift for at blive gift. I Indien kan brudgommens familie dræbe pigen, hvis tilgiften ikke opfattes som tilstrækkelig. Dette er tilstanden i Indien i begyndelsen af det 21. århundrede. Tingene står ikke meget bedre til i Pakistan, hvor den islamiske sharia er lov. Kvinder har ingen rettigheder, og hendes forældre og mand kan råde over hende, som de finder bedst. Men Pakistan er et liberalt paradis sammenlignet med Afghanistan under Taleban. Før 1979 revolutionen var den største økonomiske aktivitet i Afghanistan salget af kvinder som brude. De afghanske stalinister vedtog en lov, der gav kvinder rettigheder. Nu er alt dette ødelagt. Kvinder er frarøvet alle rettigheder og bundet til hjemmet. Siden de ikke må arbejde, må de sulte. Disse barbariske love bliver strengt overholdt trods det faktum, at der er seriøs mangel på arbejdskraft som et resultat af det store antal mænd dræbt i krig. Det betyder ikke noget, at mange af disse kvinder har færdigheder som lærere og sygeplejersker, som der er brug for. De må ikke arbejde. Dette er det sande barbariske ansigt af islamisk reaktion. Men de virkelige ansvarlige er imperialisterne i Washington og deres støtter i Pakistan, der bevæbnede og finansierede disse monstre i deres kamp imod ”kommunismen”.

I Afghanistan er kampen for rettigheder for kvinder uløseligt bundet sammen med den revolutionære kamp for en socialistisk omformning af samfundet og omstyrtelsen af det forfærdelige religiøst reaktionære regime. Kvinderne i Afghanistan udgør en magtfuld reserve for revolution. Dette faktum kan ses i erfaringerne fra Iran. Efter 20 år med islamisk reaktion er masserne trætte af Mullahernes styre. Fundamentalismens byrder er specielt hårde for kvinder, der begynder at vise deres utilfredshed. Det sås f.eks., da Iran slog USA i fodbold, og kvinder løb ud i gaderne for at synge og danse med mændene uden ”chadoren” (klædedragten der dækker hele kroppen og ansigtet), mens mullaherne ikke kunne gøre andet end at se til. Også her vil kvinderne spille en hovedrolle i den kommende revolution i Iran.

Lenin sagde engang, at “kapitalisme er lidelse uden ende”. Denne lidelse påvirker kvinder overalt, og mest modbydeligt i den tredje verden. Det ”socialistiske” FLNs mislykkede forsøg på at gennemføre revolutionen i Algeriet har medført den nuværende blodige stilstand. Den uhyggelige massakre af mænd, kvinder og børn, hvor hele landsbyer bogstaveligt talt blev skåret i småstykker med knive og økser, finder sted under tavshed fra vesten. Det er tydeligt, at disse forbrydelser ikke er de islamistiske terroristers monopol, men også er, måske hovedsageligt, militærregimet og dets dødspatruljers arbejde. Ovenpå alle disse andre forbrydelser er kvinder med vilje taget ud som mål til at blive kidnappet og voldtaget. Et stort antal af disse kvinder har siden begået selvmord. At bruge voldtægt som reaktionens våben blev set igen i Indonesien, hvor Suhartos regime organiserede pogromer mod kinesere, præcis som Tsaren i Rusland gjorde det mod jøder. Disse lidelser viser, hvad den herskende klasse er i stand til. Lignende ting venter i de udviklede lande i fremtiden, hvis arbejderne ikke tager magten i den næste periode.

Hovedbyrden af undertrykkelsen falder altid på kvinder fra de fattigste lag af samfundet. Men, især i den tredje verden, er der mange tilfælde af brutale og inhumane behandlinger af kvinder også fra andre klasser. Marxister må kæmpe imod alle uretfærdigheder i samfundet men basere sig på arbejderklassen, som alene kan lede samfundet ud af denne blindgyde. Enhver uretfærdighed mod kvinder bør fjernes.

Uden at komme i karambolage med religiøs følsomhed og ved at bruge taktfuldt sprog, må vi udstille religionens rolle. Kampen for revolution i Asien og Mellemøsten kræver en uafbrudt kamp mod alle former for religiøs fundamentalisme, der uafhængigt af dets ”anti-imperialistiske” sprog altid spiller den mest reaktionære rolle i samfundet. Kvindernes frigørelse vil for altid være en utopi, med mindre det går hånd i hånd med kampen imod al religion, der uundgåeligt opretholder kvinder i slaveri.

Kvinder og arbejdsløshed

Kapitalismens krise udtrykkes bl.a. af de høje arbejdsløshedstal selv i perioder med opsving. Dette påvirker kvinder og unge meget mere alvorligt end andre dele af samfundet. Arbejdsløshedstallene er meget højere blandt kvinder end gennemsnittet. Og disse tal underdriver den virkelige situation, da de ikke tæller alle de kvinder med, der har opgivet ethvert håb om at finde arbejde, og ikke længere gider at indskrive sig i arbejdsløshedskøen. Den generelle tendens mod en flygtiggørelse af arbejdet (under dække af fleksibilitet) har de mest skadelige virkninger på kvinder. De fleste kvinder, selv uden dette, var allerede dømt til de værste lønninger og forhold. Nu er deres forhold gået fra dårlige til værre. Denne ukontrollerede udbredelse af halvtids og midlertidigt arbejde, der siges at være mere passende for kvinder, er en ideel undskyldning for at påtvinge de mest forsvarsløse dele af samfundet disse elendige forhold. Som ”The Economist ” (borgerlig økonomisk avis) indrømmer:

“I USA med opsving i økonomien og stramme arbejdsmarkedsforhold, viser kvinder sig at være en guds gave for mange arbejdsgivere. De koster som regel mindre end mænd, og er mere forberedte på at være fleksible og mindre tilbøjelige til at give problemer, hvis arbejdsforholdene er dårlige. Meget færre af dem er medlemmer af en fagforening. Den eneste overraskelse er, at amerikanske kvinders arbejdsløshed ikke er mindre end mændenes.” (The Economist, 18/7/98).

Og det tilføjes:

“mange er hvad arbejdsmarkeds økonomer kalder “atypisk ansættelse”, den slags der bedre passer til serviceindustrien: halvtids, midlertidigt, med uregelmæssige eller ualmindelige arbejdstider, eller på kontraktbasis. Nogen af dem er usikre og mange af dem er dårligt betalt. Kvinder, ivrige efter at finde en måde at kombinere et arbejde med en familie, har vist sig at være langt mere fleksible og tilpasselige til denne nye måde at arbejde end mænd.” (The Economist, 18/7/98).

Andelen af deltidsjob stiger alle steder. For mange kvinder er dette den eneste mulighed for arbejde, de kan overveje, fordi det gør det muligt at kombinere arbejde og familie. Dette passer arbejdsgiverne godt, fordi det giver dem mulighed for, at behandle deres ansætte som de vil, og presse arbejdstempoet for at få større output og betale dem småskillinger. Nye variationer over temaet dukker hele tiden op. Den seneste opfindelse er kontrakt-arbejde, hvilket essentielt omfatter enhver, hvis job ikke forventes at holde. I USA viser en beregning fra the Department og Labor at ca. 5.5 millioner er ansat under disse kontraktforhold, hvoraf over halvdelen er kvinder og næsten halvdelen er halvtids. De bliver betalt mindre end deres ikke-kontrakt modbilleder, og får som regel ikke nogen sygeforsikring eller andre goder fra deres arbejdsgivere.

Den tyske version kaldes “mindre beskæftigelse” og mange økonomer regner med at fænomenet vil vokse i spring. Det er afhængigt af juridiske indrømmelser, der fritager folk, som tjener mindre en 620 Dmark ($340) om måneden, fra at betale til det omfattende (og dyre) tyske sociale sikkerhedssystem, men som også udelukker dem fra pensionsrettigheder og arbejdsløshedsunderstøttelse. Det anslås, at det samlede antal ansatte kun i sådanne ”mindre” jobs er over 4 mio., hvoraf cirka halvdelen er kvinder.

“Pga. Familieforpligtigelser, arbejder kvinder gennemsnitligt færre timer på deres betalte jobs end mænd”, siger The Economist, “ så deres ugentlige eller årlige løn er endnu længere bagud mænds end deres timeløn. I EU arbejder omkring en tredjedel af alle kvinder mindre end standardarbejdsugen på 35-40 timer, (selvom gennemsnittet gemmer store forskelle); blandt mænd er andelen af halvtidsbeskæftigede kun omkring 5%, og de fleste af disse er enten studerende eller ældre arbejdere på vej på pension. I USA arbejder en mindre andel af kvinderne deltids end i Europa, men en større andel af mænd. De japanske tal ligner de europæiske, men mange kvindelige deltidsansatte arbejder næsten fuldtids; de bliver bare betalt mindre end officielle fuldtidsansatte. ”Deltids” bliver stadig ofte oversat som ”anden-klasse”.” (The Economist, 18/7/98).

Overarbejde og familien

En undersøgelse af arbejdende kvinder udgivet af The Economist maler et skræmmende billede af den art af overarbejde, der eksisterer i moderne tids USA, ikke bare blandt håndværkere men også blandt kontorarbejdere, og som må have alvorlige konsekvenser for familielivet og personlige relationer.

“Hvor begge forældre arbejder (hvilket var normen for de fleste udover firmaets topledelse), begyndte end typisk dag før daggry for at få børnene klar og sætte dem af på firmaets (støttede) børnehave. Forældrene brugte så en lang dag på arbejde, før de hentede børnene fra en ti timers lang dag i børnepasningen, hvorefter de købte ind på vej hjem, puttede tøjet i vaskemaskinen, gjorde rent, læste en godnathistorie for børnene hvorefter de selv gik i seng fuldstændigt udmattede. Og dette var dagene hvor intet gik galt”.

“Ms. Hochschild fandt at disse ansatte sjældent tog forældreorlov, arbejdede fleksibelt eller brugte nogle af de andre af de familievenlige politikker der blev tilbudt. I stedet brugte de længere tid på arbejde, ofte med en masse overarbejde oven i deres standardtimer. Nogen gange havde de virkelig brug for overtidsbetalingen. Men oftere, stillet overfor valget mellem stress på arbejdet eller stress derhjemme, valgte både mænd og kvinder arbejdet, hvor de i det mindste havde kontakt med kollegaer, blev taget seriøst, og blev betalt for deres lidelser, hvor de derhjemme følte sig isolerede, taget for givet og nedslidte pga. uendelige krav. Arbejdet var blevet hjem, og hjemme var blevet hårdt arbejde.

Størstedelen af amerikanske familier med skolebørn lever nu den form for liv beskrevet i bogen”, tilføjer The Economist (18/7/98).

Alligevel var størstedelen af disse arbejdere ikke tilfredse med deres lod. Godt over halvdelen nævnte ”mangel på tid” som deres største problem. Dette er en af de mest slående modsætninger i moderne kapitalisme. På et tidspunkt hvor udviklingen af videnskab og teknologi har muliggjort den nødvendige basis for at revolutionere folks liv, tilbyde bedre arbejdsmiljø og kortere arbejdstid, er millioner dømt til arbejdsløshedskøen. Samtidig med at de millioner af andre, der er ”heldige” nok til at have et arbejde, er dømt til et liv med lange arbejdstider og et enormt pres på arbejdet. De er dømt til at ofre deres helbred og psykiske trivsel såvel som deres familieliv og adgang til deres børn.

Udviklingen af teknologien bruges til at øge arbejdernes slaveri for chefen, og gør selv halvtids hjemmearbejdende slaver af kontoret med en ubegrænset arbejdsdag. Opfindelser som mobiltelefoner, beepers og bærbare computere tillader et ikke tidligere set niveau af kontrol over arbejderne, selv når direkte overvågning er fraværende. Forskellen mellem arbejdsplads og hjem, mellem arbejdstid og fritid begynder at miste sin mening. Kapitalens tyranni, dets absolutte hersken over arbejderne og deres familier, bliver absolut. Spørgsmålet, vi burde stille os selv i starten af det 21. århundrede, er ikke, ”er der et liv efter døden?”, men nærmere ” er der et liv før døden?”.

“Vagt nummer 2”

For at kunne gå på arbejde må kvinder med børn finde en måde at få passet dem. I et fornuftigt samfund bør princippet om fri universel uddannelse udvides til at gælde yngre børn, i tilgift til de mest generøse forhold med fuld betalt forældreorlov i de første år af barnets liv. I stedet for dette er arbejderklasse mødre tvunget til at efterlade deres børn i utilfredsstillende ”børnepasninger” med uerfarne og ukvalificerede personer. På baggrund af denne situation er tragedier opstået. Den sensationelle presse oppisker en stemning mod uheldige kvinder. Men omhyggelige med ikke at pege fordømmende på det samfund der muliggør disse skandaler.

Ifølge en nylig undersøgelse fra the National Institute of Child Health and Human Development passes op mod 80 procent af amerikanske babyer regelmæssigt af andre end deres mødre de første 12 måneder af deres liv; de fleste starter i pasningstilbud, inden de er fire måneder gamle; og de passes typisk omkring 30 timer om ugen. Men det tilføjes: ”de fleste af disse faciliteter halter langt bagefter den standard, som størstedelen ville anse for at være optimale. Kun lige akkurat tilstrækkelig er blevet den beskrivelse, man kan give de fleste børnepasningstilbud i dette land. Omkring 15-20 er i en direkte sørgelig eller endda farlig tilstand.” (The Economist, 18/7/98, vores fremhævning.)

Selv disse primitive forhold er for dyre for mange kvinder, der er nødsaget til at opgive at finde et arbejde overhovedet. Trods al snak om frigjorte kvinder, karriere kvinder osv. er mange fortsat fanget mellem hjemmets fire vægge. I Europa beskriver omkring en tredjedel af kvinder i den arbejdsdygtige alder sig som ”husmødre”, ifølge the European Community Household Panel, hvilket højst sandsynligt omfatter nogle af dem med halvtidsarbejde. Jo flere børn de har, jo mere sandsynligt er det, at de er bundet til hjemmet. ”Dette er ikke nødvendigvis en recept på lykke”, siger the Economist, ”i næsten alle EU lande er kvinder, der går på arbejde sundere og mere tilfredse med livet, end de der ikke gør. Men i det mindste er de fritaget fra den ”anden vagt”: en dags arbejde derhjemme efter en dags arbejde for deres arbejdsgiver.” (the Economist, 18/7/98).

For hundrede år siden i Erfurt programmet for det tyske Socialdemokrati kunne man læse:

”Kvinders deltagelse i industrien betyder den totale ødelæggelse af familielivet for den mandlige arbejder uden en erstatning med en højere form for familierelation. Det kapitalistiske produktionssystem ødelægger i de fleste tilfælde ikke den mandlige arbejders enkelthusholdning, men frarøver det alt bortset fra dets utiltrækkende dele. Kvinders aktivitet i industrien i dag betyder ikke, at hun frigøres fra husholdningspligter; det betyder en forøgelse af hendes tidligere byrder med nye. Men man kan ikke tjene to herrer. Den mandlige arbejders husholdning lider, når hans kone må hjælpe med at tjene det daglige brød. Nutidens samfund tilbyder, i stedet for individuelle husholdninger som det ødelægger, kun miserable erstatninger; suppekøkkener og dagpasningstilbud, hvor de fysiske og mentale krummer fra de rige overføres til de lavere klasser.” (K. Kautsky, The class struggle, s. 26).

Dette forbliver sandt i dag. Kvinder lider fra dobbelt slaveri; slaveriet på arbejdspladsen hvortil der lægges ”anden vagt” derhjemme. For eksempel bruger japanske arbejdende koner omkring 3 ½ timer om dagen på hjemlige pligter – oveni deres betalte arbejde. En lignende position findes i andre såkaldte civiliserede vestlige samfund.

Kvinder og fagforeninger

pædagoger i kampOp gennem 00’erne strejkede mange kvinder i den offentlige sektor for bedre forhold og løn.Den socialistiske omvæltning af samfundet ville være utænkelig uden den daglige kamp for fremskridt under kapitalismen. Socialister kan derfor ikke være ligeglade med kampen for reformer. Men for marxister er det vigtigste element ved dette, at arbejderne lærer gennem kamp. Hovedopgaven er ”tålmodigt at forklare”, begyndende med de mest bevidste og aktive kvinder i fagforeningerne og arbejderpartierne, behovet for en socialistisk ændring af samfundet ikke bare nationalt men internationalt. Vi må stræbe efter at hæve deres niveau, og interessere dem i et bredere lag af spørgsmål, i teorier og ideer og vinde dem til marxismen. Man bør passe på ikke at falde i den samme fælde som reformisterne, myriaderne af sekter og mange borgerlige feminister, der tror, at kvinder kun er interesserede i såkaldte kvindespørgsmål. Vigtige som mange af disse spørgsmål er, ville det alligevel være en alvorlig fejl at undervurdere kvinders interesse i bredere ideer og nutidens fundamentale spørgsmål. Tværtimod vil de bedste kvindelige klassekæmpere være dem, der er tiltrukket af og entusiastiske omkring de revolutionære teorier og programmer i marxismen.

Kampen for kvindernes interesser må begynde på arbejdspladserne. Kampen for at organisere kvindelige arbejdere i fagforeninger, for en anstændig løn såvel som fuldstændig ligestilling med mandlige arbejdere, er socialisters første pligt. Kvindelige arbejdere er et kolossalt revolutionært potentiale for arbejderbevægelsen, som det bundne og konservative fagforeningsbureaukrati ikke er i stand til at udvikle. De nye produktionsforhold og den kæmpe ekspansion af den såkaldte service industri har betydet en enorm stigning i antallet af kvinder på arbejdsmarkedet. Marxister i fagforeninger bør tage initiativet til, hvor det er muligt, at fremsætte krav om en kampagne for at organisere uorganiserede lag, specielt kvinder og unge i disse ”fag”.

Det centrale spørgsmål er den utilslørede diskrimination af kvinder på arbejdspladserne. Kvinder over hele verden bliver gennemsnitligt betalt mindre end mænd, typisk omkring 20-30% mindre, for samme slags arbejde. Og lavere løn betyder som regel lavere eller ingen goder og en mindre pension. Dette er ikke kun skadeligt for kvinder men også for mandlige arbejdere. Accepten af lavere lønninger for nogen som helst gruppe af arbejdere har en nedtrykkende effekt på lønninger og arbejdsforhold generelt. Accepten af, at kvinder og unge får lavere løn end resten af arbejdskraften, er reaktionært og splittende. Det forklarer mange kvinders ligegyldighed overfor fagforeninger, der ikke gør noget for dem. At organisere de uorganiserede er er en fundamental opgave for fagforeningerne især i den nuværende epoke. Kampen for ”lige løn for lige arbejde” er specielt vigtighed. Princippet kan nemt blive fordrejet og invaderet af kapitalisterne, siden det kan være svært eller umuligt at sammenligne forskellige typer af arbejde udført af mænd og kvinder i forskellige brancher.

Som en undersøgelse i ”the Economist” fremstiller det; ”Denne gang fandt de (kvinderne) belejligt at arbejde ventede til dem. Som de udviklede økonomier blev rekonstrueret, blev en masse nye jobs skabt i servicesektoren, der var ret ulig de traditionelle sikre helårs fuldtidsjobs i industrien, hovedsageligt besat af mænd. Mange af disse nye jobs var deltids eller involverede mærkelige arbejdstider, hvilket tilbød og krævede en grad af fleksibilitet, der ofte passede kvinder. Mange af disse var også i lavstatus, lavt betalte sektorer såsom salg, catering og rengøring, der havde lav appel til mænd.” (the Economist 18/7/98).

I jobs, hvor få mænd men mange kvinder arbejder, er der tendens til lave lønniveauer. Dette gælder især indenfor handel, rengøring og catering, og mindre grad i jobs såsom børnepasning, sygepleje og undervisning, hvor hovedarbejdsgiveren er den offentlige sektor. Med så mange kvinder koncentreret i lavtlønnede jobs er det ikke overraskende, at der trods utallige love vedrørende ligeløn er et stort hul i alle lande mellem mandlige og kvindelige lønninger. Som et resultat af pres fra kvindelige arbejdere og fagforeningerne, bliver det formindsket: i USA f.eks. har kvinders timeløn i de sidste 20 år sneget sig op fra 64% til over 80% af den mandlige løn. Men forskellen eksisterer stadig, og jo lavere vi når ned i lønskalaen, jo højere er forskellen. Mens unge, barnløse professionelle fuldtids arbejdere af begge køn i USA ofte får samme løn, bliver lavt betalte kvinder i underbetalte industrier kun betalt en lille del af gennemsnitslønnen for mænd der arbejder i industrien.

Kvinder bliver også diskrimineret pga. deres naturlige rolle med at føde børn. I nutidens samfund, er det at have et barn, der burde være en glædelig ting, ofte en katastrofe især for moderen. Det betyder ofte tab af arbejde og en reduktion til fattigdom og ydmygende forhold med afhængighed af elendige behovsrelaterede statsgoder. Den borgerlige presse især i England og USA, mærker kynisk enlige mødre som parasitter der ”lever af staten”, uden at forklare hvordan disse kvinder nægtes adgang til arbejdsmarkedet og marginaliseres fra samfundet på den mest brutale og inhumane facon. Men selv hvis hun formår at holde fast i et arbejde betyder det stadig et fald i indkomst. ”Men når først kvinder får børn, falder deres relative løn, og jo flere børn de har, jo mere falder deres løn.” (the Economist, 18/7/98, vores fremhævning).

Marxisme eller feminisme?

Marxister må energisk tage alle sager vedrørende kvinder op, kæmpe imod ulighed og alle udslag af undertrykkelse, diskrimination og uretfærdighed. Men det må altid gøres udfra et klasseperspektiv. Man må kæmpe konsekvent for enhver reform, der udgør et reelt fremskridt for kvinder, men samtidig forklare at den eneste måde man kan opnå kvindernes, og alle andre lag i samfundets fulde frigørelse, er gennem afskaffelsen af det kapitalistiske samfund. En afskaffelse kræver fællesskab mellem mandlige og kvindelige arbejdere i kampen mod kapitalismen. Enhver tendens til at spille kvinder ud mod mænd og til at splitte og adskille kvinderne fra resten af arbejderbevægelsen i kvindefrigørelsens navn eller andre lignende tiltag er aldeles reaktionære og må bekæmpes energisk.

Man må kæmpe for enhed i arbejderklassen, uafhængigt af køn, race, farve, religion eller nationalitet. Derfor forudsætter kampen for kvindesagen nødvendigvis en uerstattelig kamp mod alle former for borgerlig og småborgerlig feminisme. Sådanne tendenser vil, hvor de vinder indflydelse i arbejderbevægelsen, uundgåeligt hjælpe de mest reaktionære elementer, spille en opsplittende rolle og skabe forvirring hos de kvinder der bevæger sig i retning af socialismen. I disse, og alle andre spørgsmål, må vi tage et klart klassestandpunkt. Bolsjevikpartiet og den kommunistiske internationale talte altid i deres resolutioner om ”arbejderkvinder” og ikke kvinder generelt. Det er unødvendigt at sige, at kampen for rettigheder for kvinder inkluderer alle kvindelige arbejdere, inklusiv hjemmegående husmødre, arbejdsløse kvinder, skoleelever osv. Men hovedelementet er den arbejdende kvinde der i dag repræsenterer en større og større del af arbejderklassen.

At opnå formelt lige rettigheder uden at ændre de sociale relationer løser kun problemet i meget begrænset omfang og efterlader grundstenene til kvindeundertrykkelsen i det kapitalistiske samfund urørt. I den seneste periode har mange af de såkaldte ”forbedringer” såsom ”positiv diskrimination” faktisk fungeret som et middel til fremgangen af et lag af småborgerlige karrieremagere. De militante småborgerlige feministers højlydte krav om ”lighed” (retten til kvindelige præster, ledere osv.) er det sidste årti eller lignende blevet mere og mere afdæmpet. Dette sker fordi middelklassens feministerne i det store og hele får hvad de beder om.

Borgerskabet har gjort lidt ekstra plads for kvindelige ledere, direktører, dommere, bureaukrater og præster. Forfremmelsen af kvinder som mellemledere er steget fra måske 4% til 40% af det samlede antal over de sidste 20 år i USA. De største firmaer er meget bedre til at promovere kvinder end de mindre, så kvinder gør det godt. Disse borgerlige og småborgerlige feministiske karrieremageres slogan for frigørelsen af kvinder har altid været ”en for en, begyndende med mig selv”. En af argumenterne for kvindelige ledere er at vi har brug for ledelse med ”et kvindeligt ansigt” og ”med bløde værdier”. Men forholdene for en arbejdsplads ændrer sig ikke bare fordi der kommer en kvindelig leder, ledere vil altid uanset køn, være ansat af en virksomhed, med det mål for øje at få så meget ud af de ansatte som muligt.

Det er derfor vi altid er klart imod borgerlig og småborgerlig feminisme. Det har intet til fælles med den virkelige kamp for kvindefrigørelse, der kun kan opnås med en omstyrtelse af kapitalismen. Når først disse karrierekvinder har løst deres personlige ”problemer” indenfor kapitalismens grænser, er de godt tilfredse med at glemme de 99% af kvinderne, der lider under den mest horrible undertrykkelse og udnyttelse, mens de tidligere feminister” tilslutter sig undertrykkernes rækker. Et lignende fænomen er opstået blandt middelklassens sorte, der har haft held med ”race relations industry” i de seneste år. Den herskende klasse kan sagtens give ”indrømmelser” til en bevægelse der alligevel ikke truer deres styre.

Vi går ikke ind for “positiv diskrimination”, hverken for kvinder, sorte eller nogen andre grupper. Det er et småborgerligt krav, der er med til at bevæge det væk fra ulighedens fundamentale rødder. Oprettelsen af arbitrære kvoter for kvinder, sorte osv. virker i sagens natur som et middel til forfremmelse af et mindretal af karrieremagere, der giver det indtryk at ”noget bliver gjort”, mens det efterlader det basale problem uløst. Denne metode giver ikke et svar på diskriminationsproblemerne. Derudover er det som regel en metode anvendt af bureaukratiet at fylde de ledende råd, parlament og lignende med kvindelige eller sorte karrieremagere der adlyder. Det klareste eksempel på dette er USA, hvor denne metode med stort held er blevet brugt af borgerskabet til at aflede racekonflikter ved at skabe et forholdsvist stort lag af sorte karrieremagere. Middelklassens sorte har brugt kampen imod racismen til at opnå gode velbetalte jobs til dem selv, og har derefter besluttet, at det ville være bedre for dem ar blive mere ”moderate” og ”fornuftige”.

Det er rigtigt, at ærlige arbejderkvinder og unge piger nogen gange kalder sig selv feminister uden måske helt at forstå hvad der ligger i begrebet. Man må have en fleksibel og positiv holdning til dem, på samme måde som vi ville have overfor medlemmer af undertrykte nationaliteter. Men ligesom vi er imod nationalisme, er vi også imod feminisme, fordi der i feminismen lægger en opsplitning mellem mænd og kvinder. Kampen imod diskrimination ændrer ikke dette synspunkt det mindste. Man må altid angribe spørgsmålet om ulighed ud fra et arbejderklasse og socialistisk standpunkt og ingen andre. Det er en ting, at arbejderkvinder udtrykker deres bekymring omkring de problemer, de står overfor i forhold til deres køn (ulige løn, mængden af arbejdsopgaver i hjemmet, problemer med børneopdragelse, sexchikane og vold mod kvinder), og at de ønsker at kæmpe imod disse ting. Men det er en helt anden ting, når borgerlige og småborgerlige tendenser forsøger at udnytte kvindernes problemer til at skære en kile ned mellem mænd og kvinder. Den naturlige bekymring fra arbejderkvinder er at de ser tilstedeværelsen af ulighed, og at de er imod det. Det kan være startpunktet for at deltage i kampen for at ændre samfundet til et socialistisk, hvorimod borgerlige og småborgerlige kvinder behandler kvindespørgsmålet isoleret og søger en løsning indenfor rammerne af det kapitalistiske samfund. Dette fører uundgåeligt til reaktionære konklusioner.

Truslen mod kulturen

morbarnKvinder har specifikke problemer, som der må tages hånd om. Ikke bare spørgsmålet om diskrimination på arbejdspladsen, lavere løn pga. køn, mangel på rettigheder o.l., men også spørgsmål relateret til moderskab, graviditet o.l. Kvindens rolle som den der føder børn rejser behovet for specielle rettigheder for at beskytte gravide kvinder og mødre. Introduktionen af formel lighed, som unægtelig var et skridt fremad, løste ikke kvinders fundamentale problem.

“Det mest radikale feministiske krav – udvidelsen af valgretten til også at gælde kvinder indenfor den borgerlige parlamentarisme – løser ikke spørgsmålet om ægte ligestilling for kvinder, især for de besiddelsesløse klasser. Erfaringerne for arbejderkvinder i alle de kapitalistiske lande, hvor borgerskabet over de seneste år har indført formel ligestilling af kønnene, gør dette klart. Afstemningen ødelægger ikke den primære grund til kvinders slaveri i familien og samfundet. Nogle borgerlige stater har erstattet ubrydeligt ægteskab med civilt ægteskab. Men så længe den kvindelige arbejder forbliver økonomisk afhængig af den kapitalistiske boss og hendes mand, der i mange tilfælde er ham, der tjener størstedelen af indtægten i familien, og pga. manglen af omfattende foranstaltninger til at beskytte moderskabet og barndommen og give socialiseret børnepasning og uddannelse, kan det ikke føre til en ligestilling af kvinden i ægteskabet eller løse problemerne ved relationer mellem kønnene” (”Teser, resolutioner og manifester fra de første fire kongresser i den tredje Internationale”, side 215).

Alle de sociale reformer, der har berørt kvinder, viser at dette fuldstændig korrekt.

Kvindernes problemer stopper ikke ved fabrikssporten eller kontordøren, men gælder også i hjemmet og samfundet. Alle socialister må kæmpe for afskaffelsen af al diskriminerende lovgivning: for fuldstændig ligestilling af kvinder og mænd for loven; for de mest omfattende rettigheder til skilsmisse og abort; for fri adgang til prævention og sundhedstjek; for universel gratis børnepasning af høj kvalitet til alle aldre. Vi må udarbejde et program med overgangskrav, der starter med de mest nærliggende og presserende behov for kvinder på alle niveauer, ikke bare på arbejdspladsen, men også i hjemmet, børnepasning, uddannelse, hjem, offentlig transport, pension, ferie, lovmæssige rettigheder osv. Mens vi kæmper for ethvert progressivt krav, der vil forbedre kvinders vilkår, er det absolut nødvendigt, at give disse krav et klasseindhold. For eksempel må man kræve oprettelsen af børnepasning af god kvalitet betalt af staten. Men den daglige kamp for arbejderkvinders rettigheder er ikke nok i sig selv, men et middel til at gøre kvinder opmærksomme på deres position som en del af en udbyttet klasse, og behovet for at kæmpe for et andet samfund hvor rettigheder som mennesker vil blive gennemført og opretholdt.

Det nuværende samfunds degenerering truer den grundlæggende basis for civiliseret liv. Ved siden af de sociale og økonomiske problemer, der skyldes fattigdom, lave lønninger og arbejdsløshed, står arbejderne i stigende grad overfor problemer som narko, kriminalitet og misbrug af alle slags der frem for alt truer kvinder, børn og unge mennesker. Reaktionære og præster sørger over symptomerne på ”moralsk forfald”, men er ude af stand til, at relatere dem til krisen i det samfund vi lever i. Det er arbejderbevægelsens pligt at kæmpe for at forsvare ethvert element af kultur og civilisation som trues af kapitalismens forfald. Den gamle familie er allerede ved at bryde op, men intet sættes i dens sted. Resultatet er at millioner af kvinder, mange af dem unge og sårbare, står overfor et liv i elendighed som enlige forældre afhængig af statsbureaukratiets nåde. Som om deres lidelse ikke var nok, fører de borgerlige hyklere en nådesløs kampagne for at fornærme, ydmyge og kriminalisere dem, hvor de fremstilles som socialt udstødte ”der lever på samfundets bekostning” (hvilket er præcis hvad borgerskabet selv gør).

I England var en af Blair regeringens første handlinger af angribe støtten til enlige mødre. For et par år siden sagde den kvindelige australske politiker, Ms Pauline Hanson, leder af partiet ”One Nation Party” at velfærdsydelserne til enlige mødre skulle skæres hvis de fik barn nummer to. ”Jeg vil virkelig slå hårdt ned på enlige mødre derude, der fortsætter med at føde barn efter barn med forskellige fædre på skatteydernes penge”. I Australien er der 360.000 enlige forældre der i alt modtager $2.9 mia. om året ud af et budget til social sikkerhed på $42 mia. Gennemsnitsalderen for disse kvinder er 33, og de modtager i gennemsnit den fyrstelige sum af 170 australske dollars (US$107) om ugen, som skal strække til at dække, mad, husleje og tøj til deres familier, hvorved de sparer staten for en langt større sum, som ellers skulle bruges til at have disse børn på børnehjem. Lignende eksempler på angreb på samfundets mest følsomme sektion med undskyldningen om at det er angreb på den såkaldte afhængighedskultur, gentages i alle lande. Det er et strålende eksempel på ”den kristne moraliserings” hykleriske service til de nådesløse nedskæringskapitalister. Det siger også en del om det borgerlige samfunds holdning til kvinder og børn.

Fraskilte kvinders stilling er også et klassespørgsmål. Effekterne af en skilsmisse og det at være enlig forældre er meget forskellig afhængig af hvilken social klasse kvinden tilhører. En amerikansk dommer tilkendte den fraskilte kone til millionæren Robert I. Goldmand, chef for Congress Financial Corp., 50 procent af hans $100 millioners ejendom. ”Velkommen til den nye forretningsskilsmisse,” skriver BusinessWeek (5/8/98). ”Magtfulde kulturelle, juridiske og økonomiske kræfter slår sig sammen for at gøre afslutningen på et ægteskab i USA dyrere end nogensinde – især for de højtstående, velkompenserede (!) forretningsfolk. Og det gør hele skilsmisseprocessen, der allerede til at starte med er ubehagelig, meget grimmere. Mænd gemmer deres penge væk i hemmelige caribiske fonde, konerne beskylder deres eksmænd for mishandling og advokater går derfra med syv-cifrede salærer.

Borgerlige sociologer fremstiller den “moderne” enlige forældre som et perfekt eksempel på socialt fremskridt og frigørelse. The US Census Bureau rapporterer, at antallet af kvinder der lever alene er fordoblet de sidste 20 år til 15 millioner. En nye bog med titlen Den improviserede kvinde, genopfindelsen af alene kvinders liv (The Improvised Woman, Reinventing Women in a Single Life), præsenterer et idealbillede af disse sorgløse kvinder: ”ugifte kvinder køber biler, føder eller adopterer børn, og opnår indflydelsesrige positioner,” påstår den. Men den generelle statistik viser den afgrundsdybe forskel fra dette til det store flertal af enlige mødre. Mange af disse er sorte, og lever i ghettoer i byer i det rigeste land på jorden men under forhold som i den tredje verden med mareridtsagtige forhold med fattigdom, narkotika, kriminalitet og vold.

Kapitalismens krise manifesterer sig selv som det universelle forsøg på at beskære statens udgifter. Angreb på arbejde, levestandard, sundhed og uddannelse påvirker arbejderklassen generelt, men har de mest forfærdelige følger for kvinder, der finder sig selv i bunden af udnyttelseskæden, i de værste jobs, med mindst beskyttelse og sikkerhed. Derudover er kvinder udsat for dobbelt undertrykkelse. De undertrykkes som medlemmer af arbejderklassen og også som kvinder. Den eneste løsning på kvindernes problemer er at kæmpe for at omstyrte kapitalismen og erstatte det med et socialisme, et system der kan garantere ægte frihed for både mænd og kvinder – frihed til at udvikle sig selv personligt og intellektuelt.

Samtidig med at man må være bevidst om, at kun et socialistisk samfund endeligt kan udrydde de lidelser, dette samfund påfører både mænd og kvinder, må vi også kæmpe så meget som muligt imod tilbagestående og reaktionære holdninger. Især indenfor arbejderbevægelsen fordi det skader enheden mellem arbejdende mænd og kvinder, og dermed udskyder frigørelsen af arbejderklassen. Socialister må kæmpe for en ægte arbejdermoral, der behandler alle arbejdere, kvindelige og mandlige, sorte og hvide som ligeværdige og brødre og søstre, forenet i kampen mod kapitalen.

Kvinder i kamp

venezuela dameDet er nødvendigt at møde arbejderklassens kvinder, hvor de er. Det er ikke bare på arbejdspladserne, fordi mange kvinder med magt er ekskluderet fra arbejdsmarkedet. Mange kvinder kan inddrages i kampen mod kapitalisme på andre spørgsmål, dårlige boliger, de høje leveomkostninger, høje huslejer osv. det blev vist i ”Poll tax” kampagnen i England. Overordnet set er det essentielt, at når der er en strejke på en mandedomineret arbejdsplads at konerne til de strejkende involveres. De kan udgøre en kolossal reserve af styrke, men dette overses ofte af de mandlige arbejdere. Under den engelske minearbejderstrejke i 1984-85 organiserede de strejkendes koner ”støttekomiteer”, linket til fagforeningerne og strejkekomiteerne. De spillede på den måde en uvurderlig rolle i strejken, og på samme tid lærte de meget hurtigt. Når først kvinder bliver aktive i kamp, ændres deres verdenssyn hurtigt. Selv kvinder, der tidligere var politisk tilbagestående, konservative eller religiøse, kan hurtigt udvikle en revolutionær bevidsthed, især hvor marxistiske tendenser er tilstede for at forklare tingenes sammenhæng for dem.

Under sådanne forhold må man være forberedte på at tage initiativet til at hjælpe med til at involvere kvinder. Selvfølgelig skal dette gøres i tæt kontakt med fagforeninger og strejkekomiteer og ikke som noget i modsætning til den officielle bevægelse, som sekterne og anarkisterne altid forsøger at gøre. Sådanne midlertidige komiteer kan ikke have en uafhængig betydning, og vil begynde at dø hen, når bevægelsen ender. Forsøg på at opretholde dem med kunstige midler betyder, at de vil have en tendens til at blive bureaukratiseret og monopoliseret af ikke-repræsentative elementer, småborgerlige, sekterikere osv. så de er blevet til en forhindring, når bevægelsen starter op igen. Formålet med at deltage i sådanne komiteer er ikke at vende dem mod fagforeningerne, men at sikre at kvinderne bliver aktive i arbejderorganisationerne og at ændre disse. I stigende grad efterhånden som produktionens natur ændres og den gamle sværindustri giver plads til mere moderne produktionsmetoder baseret på informationsteknologi, bliver kvinder en mere afgørende del af arbejdsstyrken og i stigende grad flertallet.

Hvor om alting er, kan frigørelsen af kvinder kun opnås ved frigørelsen af arbejderklassen som et hele: ”samtidig med, at en forbedring at partiarbejdet blandt de kvindelige arbejdere er en presserende opgave for kommunistpartierne både i vest og øst, pointerer den tredje kongres i den Kommunistiske Internationale samtidig overfor arbejderkvinder i hele verden, at deres frigørelse fra århundrede af slaveri, mangel på rettigheder og ulighed kun er mulig gennem kommunismens sejr. Og at den borgerlige kvindebevægelse er fuldstændig ude af stand til at garantere kvinder det samme som kommunismen. Så længe som kapitalens magt og den private ejendomsret eksisterer, kan kvindens frihed fra afhængighed af hendes mand ikke gå længere end retten til at disponere over hendes egen ejendom og hendes egen løn og bestemme hendes børns fremtid på lige vilkår som hendes mand” (Teser, resolutioner og Manifester fra de første fire kongresser af Tredje Internationale, side 214-15).

Familien og kommunismen

Fra den tidlige begyndelse af marxismen har spørgsmålet om kvindens frigørelse optaget en central placering.

I Kommunismens principper, som Engels skrev før Det Kommunistiske Manifest kan vi læse følgende:

”spørgsmål 21: hvilken indflydelse vil den kommunistiske samfundsorden have på familien?

Svar: den vil gøre forholdet mellem kønnene til en rent privat sag, der kun vedrører de involverede personer og kræver nul indblanding fra samfundet. Det er i stand til at gøre dette, fordi det afskaffer den private ejendomsret og uddanner børnene i fællesskab og dermed ødelægger to fundamentale grundsted for det nuværende eksisterende ægteskab – hustruens afhængighed af sin mand og børnenes afhængighed af forældrene bestemt af den private ejendom. Det er svaret til de moraliserende spidsborgeres ramaskrig rettet mod kommunisternes hustrufællesskab. Hustrufællesskab er et forhold, der kun hører til det borgerlige samfund og som i dag eksisterer i sin perfekte form som prostitution. Men prostitution er rodfæstet i den private ejendom og falder med den. Derfor vil den kommunistiske organisation i stedet for at etablere kvindefællesskaber, i stedet sætte en stopper for det.” (Marx og Engels, Principles of Communism, in Selected Works, Vol. 1, p. 94.)

Oprindelsen af kvindernes slaveri, som Engels senere forklarede, skal findes i den private ejendomsret, og vil først endeligt forsvinde med den radikale udryddelse af privat ejendomsret til produktionsmidlerne og arbejdsdelingen. i Familiens oprindelse, skriver Engels:

“Vi så hvordan menneskelig arbejdskraft blev i stand til, på et relativt tidligt stadie af udviklingen af produktionen, at producere betydeligt mere, end hvad der var brug for til producentens opretholdelse, og hvordan det på dette stadie i hovedsagen faldt sammen med den første opkomst af arbejdsdeling og udvekslingen mellem individer. Nu var man ikke langt fra at opdage den store ”sandhed”, at mennesket også kunne være en vare, at arbejdskraft kunne udveksles og kunne udnyttes ved at gøre manden til slave. Mennesket var først lige begyndt at udveksle ting, da de selv begyndte at blive udvekslet. Det aktive blev et passiv, hvad enten mennesket ville det eller ej.” (F. Engels, “Familen, staten og privatejendommens oprindelse”)

Relationen mellem mænd og kvinder under kapitalismen er forvrænget og inhuman, fordi systemet med universel vareproduktion reducerer mennesket til et tingsligt niveau. Ikke bare relationer mellem kønnene men generelt alle sociale relationer har tendens til at blive dehumaniseret og fremmedgjort gennem unaturlige relationer, som Marx og Engels beskrev som ”cash nexus” (penge forbindelser). Dette er et unaturligt samfund domineret af unaturlige relationer. Er det noget under, at folk i stigende grad ophører med at opføre sig og tænke som mennesker og bliver i stand til at opføre sig som monstre i nogle tilfælde? Forældre begynder at opfatte deres børn som deres private ejendom. Mænd opfatter deres koner på samme måde. Under det nådesløse pres af at leve i en ”markedsøkonomi”, hvor penge er Gud, ændres og fordrejes relationer væk fra al genkendelighed.

Hvis vi skal behandle spørgsmålet om kvindens slaveri seriøst, er det ikke nok bare at behandle de mest åbenlyse manifestationer på dette. Selvfølgelig er det, som beskrevet ovenfor, nødvendigt at kæmpe imod alle former for diskrimination og ulighed. Men indtil hovedårsagen til undertrykkelsen af kvinder fjernes, vil problemets essens ikke blive overvundet. Kvinder vil først blive frie, når mænd er frie. Det betyder, når mennesket begynder at leve et i sandhed menneskeligt liv.

Engels forklarer:

”Hvad der imidlertid ganske afgjort vil falde bort, det er alle de særheder, som har kendetegnet monogamiet på grund af dets udspring af ejendomsforholdene, og som for det første er mandens overherredømme og for det andet ægteskabets uopløselighed. Mandens overherredømme i ægteskabet er en simpel følge af hans økonomiske over herredømme og vil falde bort af sig selv, når dette forsvinder. Ægteskabets uopløselighed er dels en følge af den økonomiske situation, hvorunder monogamiet opstod, og dels en overlevering fra den tid, hvor man endnu ikke rigtig forstod sammenhængen mellem denne økonomiske situation og monogamiet og gav det en streng religiøs betydning. Allerede i vor tid er den på tusinde måder blevet gennemhullet. Hvis kun det ægteskab er sædeligt, som er grundet på kærlighed, så er også kun det sædeligt, hvor kærligheden fortsat findes. Varigheden af den individuelle kærlighed mellem mand og kvinde er meget forskellig hos de forskellige individer, særlig hos mændene, og hvis tilbøjeligheden er positivt forbi eller fortrængt af en ny lidenskabelig kærlighed, så er skilsmissen for begge parter så vel som for samfundet en velgerning.” (Ibid., p. 254.)

Den kommunistiske Internationales program for overgangen til socialisme forestillede sig: ”kommunale spisesteder, vaskerier, reparations butikker, institutioner for social velfærd, fælleshuse osv., der transformerede hverdagslivet ad nye kommunistiske linjer og lettede kvinden for problemerne i overgangsperioden. Sådanne sociale institutioner vil hjælpe med til at frigøre kvindens hverdagsliv, ved at ændre hjemmets og familiens slave til et frit medlem af arbejderklassen, klassen som er sin egen chef og skaberen af nye former for liv.” (teser, resolutioner og manifester fra de første fire kongresser af en Tredje Internationale, side 220). Men under de åbenlyst tilbagestående forhold og fattigdom i Rusland efter 1917, kunne disse ideer ikke fuldstændigt realiseres. Som Trotskij forklarer:

“Man kan ikke “afskaffe” familien; man må erstatte den. Den faktiske frigørelse af kvinden er ikke mulig på basis af et ”generelt ønske”. (Trotskij, Kvinden og familien, side 62).

Familien kan lige så lidt afskaffes som staten. Den gradvise forsvinden af begge i overgangen til et klasseløst samfund afhænger af ændringen af massernes materielle eksistens forhold, og derfor ændrer den måde folk tænker på og relaterer sig til hinanden over tid. Efterhånden som al materiel mangel afskaffes og et højt kulturelt niveau opnås, vil de gamle vaner og slavepsykologien blive ændret og med det også forholdet mellem mænd og kvinder. Men det er en forudsætning for dette, at vilkårene for livet ændres. En reduktion af arbejdsdagens længde til et minimum er en forudsætning for social frigørelse. Men først og fremmest må fremskridt i teknologien gøre det muligt at afskaffe al husarbejde: som er basis for kvindens hjemlige slaveri.

Roden til al undertrykkelse af kvinder, sorte og andre undertrykte grupper må i sidste ende findes i slaveriet og fremmedgørelsen, der opstår fra vareproduktionen. Kun når dette afskaffes, og livsvilkårene og hele samfundet er ændret vil familien og staten endeligt holde op med at eksistere. Når den gamle primitive, inhumane psykologi født af lidelse endeligt tilhører fortiden, og de materielle forhold i en ny social orden er etableret, vil mænd og kvinder blive i stand til at forholde sig til hinanden som frie mennesker - og kvinden vil for alvor være frigjort!