folketingssalenFolketingssalen. Af Henrik Sørensen. Pressefoto fra ft.dkSpørgsmålet om staten er et kernepunkt for marxister. Forståelsen af og forholdet til staten er af de mest markante spørgsmål, der adskiller de forskellige politiske strømninger i arbejderbevægelsen, fra reformister til anarkister og marxister.

Ledelsen i Socialdemokratiet har for længe siden omfavnet staten og blot forsøgt at administrere den bedst muligt. Ledelsen i SF gør det samme. I Enhedslisten foregår der lige nu en kamp om hvorvidt partiet skal fastholde sit nuværende grundlæggende revolutionære program eller også skal omfavne den borgerlige stat.

Enhedslistens årsmøde i foråret vedtog en resolution, der havde det formål at lede partiet væk fra den revolutionære forståelse af staten og "anerkende" det borgerlige demokrati som det eneste legitime, ved at slå fast at partiet kun vil samfundsforandringer gennem Folketinget.

Den demokratiske sektor?

I juli kom enhedslistens presserådgiver og Folketingskandidat, Pelle Dragsted, med en mere teoretisk begrundelse for dette skift på sin blog i Politiken under overskriften "Sådan bekæmper vi markedskræfternes magt".
I bloggen skriver Pelle Dragsted; "Den danske velfærdsmodel har socialistiske elementer, forstået som områder i økonomien direkte under demokratisk ejerskab, og hvor det er menneskers behov og ikke jagten på en bedre bundlinje, der sætter dagsordenen".
Den offentlige sektor bør ifølge Pelle Dragsted kaldes den demokratiske sektor og "moderne socialistisk politik bør [...]forsvare de demokratiske dele af vores økonomi, som ikke er drevet kapitalistisk [og] gøre op med den markedsorienterede styring af den offentlige del af økonomien. Og skrift for skridt rulle den demokratiske sektor frem på bekostning af markedskræfternes ikke-demokratiske magt."

Pelle Dragsteds indlæg berører en hel række helt essentielle spørgsmål for alle, der kalder sig socialister og udgør i realiteten et opgør med en revolutionær forståelse af staten.

Forsvar velfærden ikke staten

Socialister har gennem tiden lade sig forvirre af, hvad man kunne kalde statens dobbelte funktion og tror, at revolutionær politik handler om at sige enten et rungende nej eller et rungende ja. Pelle Dragsted siger, at han er glad for velfærden, derfor må vi forsvare velfærdsstaten. Han beskylder venstrefløjen for at behandle velfærden "stedmoderligt" og kun se den som "repressiv tolerance", altså et forsøg på at give krummer til de undertrykte for et undgå større samfundsforandringer.

For marxister er verden ikke sort/hvid. Velfærden er tilkæmpet af den danske arbejderklasse gennem mere end 100 års kamp. Vi forsvarer enhver reform til gavn for arbejderne som retten til uddannelse, dagpenge, pension, ferie, sundhed, barsel osv. Det er reformer, der ofte er opnået gennem hårde kampe, og ja ofte også fordi borgerskabet, gennem staten, har været presset til at give indrømmelser for at aflede bevægelsen, altså en form for hvad Dragsted kalder "repressiv tolerance".
Virkelige reformer er ofte et biprodukt af revolutionære bevægelser, en af grundene til at Rosa Luxembourg kaldte revolutionære de bedste reformister. Det gør ikke, at vi forsvarer alle disse fremskridt med mindre energi, de er alle med til at gøre livet mere tåleligt. Vi forstår bare samtidig, at under kapitalismen er disse tilkæmpede reformer midlertidige, som vi ser nu, hvor de alle angribes.
Men at der er opbygget en offentlig sektor betyder ikke, at den borgerlige stat har ændret grundlæggende karakter.

Hvad er staten?

For marxister er staten andet end "den offentlige sektor", den er noget andet end velfærden.
Marx' kompagnon Friedrich Engels undersøgte i sin bog Staten, familien og privatejendommens oprindelse, hvordan staten er opstået.

Staten har ikke eksisteret altid. Den opstod med klassesamfundets opståen. I menneskehedens begyndelse kunne mennesket kun producere nok til at overleve (hvis de var så heldige) og der eksisterede derfor ikke ulighed. Men i takt med at produktionsmåden udvikledes og mennesket fandt ud af at dyrke jorden, holde dyr o.l. begyndte mennesket også at kunne producere mere end nok til sin egen overlevelse. Der begyndte at opstå et overskud og ulighed. Det betød, at der opstod klasser, hvor en lille gruppe i toppen udskilte sig som et privilegeret lag. For et beskytte sine privilegier havde denne gruppe brug for et særligt magtapparat til at beskytte sig mod flertallet. Og det er sådan staten opstod, den er i bund og grund "særlige grupper af bevæbnede mænd", som Engels udtrykker det.

Staten udviklede sig selvfølgelig herfra med udviklingen af produktionsmåden, men den har konstant været den herskende klasses apparat, hvad enten det var slaveejere, godsejere, feudalherrer eller kapitalister.
Skræller man velfærden fra er statens funktion i kapitalismen stadig grundlæggende særlige grupper af bevæbnede mænd til forsvar for den herskende klasses privilegier. For at overbevise sig om at det er korrekt, kan man lave et tankeeksperiment: hvilke af statens nuværende funktioner vil den herskende klasse i teorien kunne overlade til at varetages i arbejderbevægelsens regi? Alt hvad der har med velfærden at gøre som sygehuse, uddannelse, ældrepleje osv. Det eneste den herskende klasse aldrig, uanset hvor presset den er, vil overlade til arbejderbevægelsen at styre er hæren og politiet.

Staten i dag

Også i dag har staten som hovedfunktion at beskytte "den private ejendomsret", som det står i Grundloven. Staten skal beskytte "erhvervslivets interesser" og gør det på utallige måder.
Det kommer helt tydeligt frem i en arbejdskonflikt. Hvornår har man nogensinde set politiet blive sendt ud på de strejkende arbejderes side imod arbejdsgiverne? Man har kun set politiet på arbejdsgivernes vegne opløse blokader og demonstrationer.

Militæret blev sendt i krig i Irak, ikke for de danske arbejderes skyld men for at sikre sig venskabet med især USA og sikre dansk erhvervslivs interesser.
Staten er langt mere end regeringen, der skiftes ud med jævne mellemrum. Staten er et kæmpe apparat med ministerier, styrelser, den militære generalstab, professorer, departementschefer osv. Hele dette apparat har som formål at sikre kapitalismen i Danmark. Politikerne kommer og går, men apparatet bag består.

Hvor tæt sammenvævet toppen i det danske samfund er, kan man få et indblik i på hjemmesiden www.vl.dk. Her kan man se sammensætningen af VL-grupperne, der er grupper for virksomhedsledere og andre i toppen af det danske samfund, med det formål bl.a. "i fortrolighed" at "udveksle erfaringer og drøfte holdninger" og "være med i tiltag vedrørende ledelsesmæssige, samfundsmæssige og økonomiske forhold på højt plan sammen med folk, der har et udgangspunkt svarende til ens eget". I alt har VL grupperne mere end 3800 medlemmer. Blandt deres medlemsskare kan findes alt fra direktører fra de største danske virksomheder til professorer, advokater, bankdirektører, hofmarskaller, militærchefer og politikere.

Et udsnit af medlemmerne i VL gruppe 13:
Børne- og undervisningsminister MF Christine Antorini fra Socialdemokratiet, Chef for forsvarsstaben Bjørn Bisserup, Kabinetssekretær i Kongehuset Henning Fode, Rektor på KU Ralf Hemmingsen, Politikens chefredaktør Bo Lidegård, Bankdirektør i Danske Bank Lars Stensgaard Mørch, Koncerndirektør i Novozymes Peder Holk Nielsen, direktør i Kolind A/S Lars Kolind, Head off finance i A.P. Møller Mærsk Jørgen A. Engell, Administrerende direktør og Generalkonsul Fritz Henrik Schur samt yderligere mere end 10 direktører og andre godtfolk fra magtens elite. (Kilde: vl.dk)

Statens omstyrtelse

Den reformistiske arbejderbevægelse i Europa har haft hundrede år til at bevise, at de kunne ændre statens karakter gennem reformer, uden at det er lykkedes. Staten er ikke blevet socialistisk, men forsvarer stadig kapitalismen.

Den nuværende stat kan presses til på kapitalisternes vegne at give indrømmelser til arbejderklassen især i perioder med opsving eller hvis den frygter helt at miste magten, men den kan aldrig ændre grundlæggende karakter, den er og bliver en stat til forsvar for borgerskabets interesser.

Den eneste rettelse Marx og Engels kom med til det Kommunistiske Manifest drejede sig om staten. I 1871 havde arbejderne i Paris taget magten og oprettet Pariserkommunen. I det sidste forord af Marx og Engels til Manifestet fra 1872 skriver de: "Navnlig har Kommunen leveret bevis for, at 'arbejderklassen ikke uden videre kan overtage den færdige statsmaskine og sætte den i bevægelse for sine egne formål'." Baseret på erfaringerne fra kommunen kom Marx og Engels til den konklusion, at det for arbejderklassen var nødvendigt at omstyrte og "sønderbryde" den borgerlige stat.

At den konklusion stadig gælder, bliver mere og mere tydelig, som begivenhederne udfolder sig på verdensplan. De sidste ti års revolutionære proces i Venezuela har med al tydelighed vist, at på trods af en revolutionær præsident, Chávez, og ikke mindst på trods af det revolutionære folk er statsapparatet forblevet på kontrarevolutionens side og har gang på gang forsøgt at sabotere revolutionen.

Reformisterne har gennem historien afvist denne konklusion fra Marx om nødvendigheden af at sønderbryde staten. På dette spørgsmål er marxisterne og anarkisterne enige. Uenigheden opstår på spørgsmålet om, hvad der skal sættes i stedet.

Arbejderstat

Vi er enige med anarkisterne om målet: et klasse- og statsløst samfund. Staten er et produkt af klassesamfundet, så for at afskaffe staten er det nødvendigt at afskaffe klasserne.

Spørgsmålet er, hvordan vi kommer dertil.
Anarkisterne har intet andet svar end at afvise autoritet og magt overhovedet og derfor også enhver form for stat. Men den klasse, hvis interesser den borgerlige stat varetager, giver ikke bare magten fra sig frivilligt. De må fratages retten til at undertrykke andre og tjene penge på andre menneskers arbejde. En socialistisk revolution afskaffer den private ejendomsret til de vigtigste dele af økonomien. Afskriver man sig brugen af magt, som anarkisterne gør, så afskriver man sig samtidig muligheden for en revolution overhovedet.

Marx og Engels var ikke utopikere, de baserede deres teori om, hvordan et socialistisk samfund vil se ud på, at det udspringer af det nuværende, kapitalistiske. Alt det "uvæsen", der henhører til kapitalismen, kan ikke afskaffes med et trylleslag. Efter revolutionen vil kapitalisterne være frataget deres magt, men der vil stadig eksistere klasser. Og dermed vil der stadig være brug for en stat, men en stat af en helt anden slags.

Statens død

Indtil nu har statsmagten været organ for klasser, der har udgjort et lille privilegeret mindretal, hvad enten det var slave-ejere, godsejere eller kapitalister, den socialistisk revolution vil være første gang, at flertallet tager magten og bruger statsmagten til at fremme flertallets interesser. Produktionsmidlerne er nu så udviklede, at opgaven med at afskaffe nød, elendighed og ulighed kan påbegyndes.

Det er i den sammenhæng, man skal forstå det så udskældte leninistiske udtryk (der egentlig stammer fra Marx) om "proletariatets diktatur": som flertallets, dvs. arbejderklassens diktatur i modsætning til i dag, hvor det er mindretallets, kapitalisternes, diktatur. Altså at det borgerlige "demokrati" for de rige erstattes af arbejderdemokrati for det store flertal.

Lenin skrev Staten og Revolutionen midt under den russiske revolution, som et redskab for de revolutionære. Her opridsede han retningslinjerne for en arbejderstat fra første dag:

1. Alle embedsmænd skal vælges ved frie og demokratiske valg, og de skal kunne afsættes igen.

2. Ingen embedsmænd må modtage en højere løn end en faglært arbejder.

3. Ingen stående hær, men et bevæbnet folk

4. Efterhånden skal alle opgaver vedrørende driften af staten udføres af masserne efter rotationsprincippet. Når alle er "bureaukrater" på skift, er der ingen bureaukrater.
Sovjetstaten, der blev oprettet af oktoberrevolutionen, var det mest demokratiske styre verden har set. For første gang så man i praksis, at arbejderne, bønderne og soldaterne sagtens kan lede et land uden kapitalister og godsejere. Revolutionen degenererede til et bureaukratisk diktatur under Stalin på grund af Ruslands tilbageståenhed og isolation, som vi har skrevet dybdegående om andre steder.

I takt med at produktionen øges gennem en plan vil al nød og elendighed kunne afskaffes og ulighed ophæves. Alle kan få, hvad de har behov for og mere til. Det betyder, at klasserne forsvinder og at staten, i takt med at dens funktion forsvinder, dør bort.

Skridt for skridt

Pelle Dragsted argumenterer for, at vi "skridt for skridt" kan "rulle den demokratiske sektor frem", indirekte siger han altså, at der ikke er brug for et brud, at revolutionen er overflødig.
Det er med lidt andre ord, hvad utallige reformister før ham har argumenteret for i arbejderbevægelsen.

Kan den offentlige sektor virkelig kaldes demokratisk? Om Pelle Dragsted har arbejdet i den offentlige sektor ved vi ikke, men det er uden tvivl, at spørger man størstedelen af pædagogerne, sosu-assistenterne, sygeplejerskerne, rengøringspersonalet osv. i den offentlige sektor om de har demokratisk indflydelse på deres arbejde, vil de svare nej.

Folkeskolelærerne fik i foråret en grundig lektion i demokratiet i den offentlige sektor, da kommunerne med regeringen i ryggen, lockoutede dem for at smadre deres arbejdsforhold. Så meget for demokratiet i den offentlige sektor!

Men ret skal være ret, Pelle Dragsted nævner sådan set ikke de ansattes demokratiske indflydelse. I stedet påpeger han, at der er demokratisk kontrol med den offentlige sektor, fordi den er styret af politikerne.
Men alle andre end politikere får ikke denne demokratiske indflydelse at mærke.

Den nuværende regering løb fra sine løfter i det øjeblik de satte sig i regeringskontorerne. Ifølge demokratiet kan danskerne så vente til næste valg før de kan få "demokratisk indflydelse".

Efter pariserkommunen skrev Marx om parlamentarismen, at den ikke tjente til andet end "en gang hvert tredje eller sjette år at afgøre, hvilket medlem af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke folkets mål i parlamentet." Verden over lærer arbejderklassen gennem bitter erfaring, at det borgerlige, parlamentariske demokrati ikke giver dem en stemme.

En meningsmåling under lockouten af lærerne viste, at de flygtede massivt fra de regeringspartier, de i høj grad havde stemt på. Spørgsmålet er, hvem skal de så stemme på, hvis de vil være sikre på at blive hørt?
Og sagen er, at politikerne ikke bestemmer over økonomien. Så længe kapitalismen består, er det kapitalismens økonomiske love, der styrer samfundet. Det er jagten på profit og konkurrencen, der er afgørende.

Senest har vi set S-SF-R regeringen sænke selskabsskatten for at "sikre konkurrenceevnen".
Uanset hvad en given regerings ønske er, så fungerer markedets love, som dikterer den samme politik i alle lande: lavere skatter, nedskæringer og angreb på løn og arbejdsforhold.

Kapitalismen er global og det betyder, at krisen rammer alle lande før eller senere og at alle regeringer tvinges til at føre den samme politik efter "markedets diktater".
Den nyvalgte præsident i Frankrig, Francois Holland fra Socialistpartiet, blev valgt på et forholdsvist progressivt program om bl.a. skat på de rigeste. Med det samme "tvang" markedet ham til at opgive, mens de rigeste truede med at forlade landet. Også i Danmark hører vi gang på gang erhvervslivets top true med at flytte produktionen udenlands, hvis ikke de får det, som de ønsker.

Velfærden under angreb

Reformisten dækker sig ofte ind under en påstået "realisme". Reformister af den slags, der stadig kalder sig revolutionære, siger: "ja, ja det er fint nok med al den abstrakte snak om revolution, men hvad med her og nu, skal vi ikke forsvare det vi har?"

Det ironiske er, at deres ideer er uden bund i virkeligheden, de har mistet realitetssansen. Hvad er realiteten? Realiteten er, at verden står midt i, hvad der er den mest omfattende krise nogensinde. En krise der har varet 5 år og som selv borgerlige økonomer begynder at indse ikke har nogen ende lige foreløbig.

Over hele verden fører samtlige regeringer den samme politik: nedskæringer i det offentlige og angreb på alle tilkæmpede rettigheder. For den unge generation har ordet reform fået et helt nyt indhold: nedskæringer.

Kapitalismen er gået langt over sine grænser: den private ejendomsret til produktionsmidler og nationalstaten. Fabrikker og maskiner står tomme, mens millioner går arbejdsløse, ikke fordi der ikke er brug for, hvad der kunne produceres, men fordi der ikke kan tjenes profit på at producere det. De udskød krisen ved brug af kredit og pressede bare grænsen videre og gjorde problemet dybere.

Der findes ikke en endelig krise i kapitalismen, men spørgsmålet er hvordan og ikke mindst på hvilken bekostning, kapitalisterne kan finde en vej ud? Der er ingen tvivl om, at den vej går gennem massive angreb på arbejderklassens leveforhold herunder velfærden. Og det garanterer ikke et reelt opsving, modsætningerne i kapitalismen bliver dybere og dybere.

Det er realiteten. Og det er derfor en utopi, at tale som om spørgsmålet om en større eller mindre offentlig sektor blot er et valg for politikerne. Krisen betyder, at alle regeringer må skære ned og politikerne har ingen magt over økonomien i det kapitalistiske samfund.

Ifølge Pelle Dragsted må kapitalismen fortrænges skridt for skridt. Men lige nu er det omvendt, som han selv skriver. Men kapitalismen kan ikke fortrænges. Den borgerlige stat kan ikke omvendes til at sikre arbejdernes interesser. Velfærden skal forsvares, men det kan kun ske gennem arbejderklassens kamp, og det er vores opgave som socialister at forklare, at velfærden kun kan sikres gennem et endeligt brud med kapitalismens profitjagt og kriser og med den borgerlige stat, hvis opgave det er at forsvare dette bundrådne system. Kun ved at arbejderklassen overtager de vigtigste dele af økonomien og sætter dem under sin egen demokratiske kontrol og erstatter den borgerlige stat med en arbejderstat kan arbejderklassen sikre velfærden og sin egen demokratiske indflydelse.

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.