occupyAnarkister og marxister er enige om det politiske mål: et samfund uden klasser og statsmagt. Men marxister mener, at den anarkistiske taktik og teori er ubrugelig til netop dette formål. Vi bringer hermed en artikel fra den trykte udgave af Socialistisk Standpunkt (nr. 87, august 2013). Der kan tegnes abbonnement på avisen via Forlaget Marx.

Den verdensomspændende krise har betydet en eksplosion af massebevægelser, som har ramt de fleste kontinenter. Det kan være svært at følge med i alle bevægelserne og endnu sværere at forudse, hvilket land der bliver det næste, som bliver ramt af et revolutionært jordskælv. Et af kendetegnene ved denne krise, og perioden generelt set, er den enorme turbulens og omskiftelighed, der er indbygget i hele situationen. Et andet kendetegn ved denne krise er, at masserne på nuværende tidspunkt ikke har udtrykt sig igennem deres traditionelle massepartier. Det er sket på grund af disse partiers politiske degenerering og ledelsernes omfavnelse af kapitalismen de sidste 20-25 år. Den har betydet, at partier med dybe rødder i arbejderklassen har siddet – og sidder, som vi ser i Danmark – i regering og har skåret ned og administreret kapitalismens krise. Det har betydet, at arbejdere og unge i første omgang er blevet frastødt af disse partier og har vist deres utilfredshed af andre kanaler. Blandt de mest radikaliserede unge er nogle begyndt at se til anarkistiske ideer i deres søgen efter et alternativ til kapitalismen, og der er heller ingen tvivl om, at mange, der kalder sig anarkister, er ærlige revolutionære.

Anarkismen i Danmark

Vi har set det ved de bevægelser der har besat pladser, #Occupy-bevægelsen og andre lignende udenomsparlamentariske bevægelser. En tendens der går hånd i hånd med arbejderpartiernes højredrejning er en større opmærksomhed mod anarkistiske ideer. På samme måde som omfanget af de andre bevægelser været meget begrænsede i Danmark, så er udbredelsen af anarkismen i Danmark stadig minimal, og har historisk set også altid været det. Anarkismen har aldrig repræsenteret en massebase, som eksempelvis Socialdemokratiet har gjort. Herhjemme er anarkismen på nuværende tidspunkt muligvis stærkest repræsenteret i organisationen Libertære Socialister, som er en meget lille gruppe. Det betyder dog ikke, at anarkismen ikke kan få større medvind i fremtiden (selvom det er usandsynligt at det bliver en massefænomen). Som det var tilfældet med Ungdomshus-bevægelsen, der var tydeligt anarkistisk inspireret, så kan anarkismen godt tiltrække et lag af især radikaliserede unge, der kunne være blevet vundet til revolutionær marxisme.

Modstand mod autoritet

Der er ikke en entydig definition af anarkismen. Men et kendetegn der binder mange retninger indenfor anarkismen sammen er modstanden mod autoritet. Man er imod ledelser, imod flertalsbeslutninger og imod organisationsformer, hvor man skal underlægge sig andre individer. Hele denne modstand mod autoriteter gør, at anarkismen ofte karakteriserer sig selv som "antiautoritære" eller "libertære" socialister. Det forklarer videre deres modstand mod en stat under overgangssamfundet fra kapitalismen til socialisme og kommunisme.

Denne "antiautoritære" tankegang får alle mulige deforme udtryk. Vi ser det blandt andet, når der bliver argumenterer for konsensusdemokrati, hvilke vil sige en form for demokrati, hvor alle skal være enige før man kan beslutte noget. Selvom det bliver fremlagt som den mest demokratiske organisationsog styreform, så er det i virkeligheden et diktatur vendt på vrangen, da dette betyder at ét enkelt individ kan blokere for en beslutning, som resten mener skal gennemføres.

En anden version af denne strømning kom til udtryk ved valgkampen i 2011, hvor Libertære Socialister gennem en meget overfladisk analyse forklarede, at arbejderpartierne var det samme som de borgerlige partier ("Rød Klovn vs. Blå Klovn").

I København opfordrede man kategorisk til boykot af valget, da Folketinget er en autoritær institution i det nuværende samfund. Problemet er, at på nuværende tidspunkt har de fleste arbejdere og unge stadig visse illusioner til parlamentet. I stedet for at opfordre til boykot af parlamentet til enhver tid, burde man i stedet have en fleksibel tilgang til, hvor man også kan bruge parlamentet som en revolutionær talerstol og kan bruge det til at forklare, at Folketinget kun er et skindemokrati, og alle vigtigste beslutninger bliver taget på direktionsgangene i de store virksomheder. Når man til enhver tid afviser parlamentet, skubber man man arbejdere og unge væk fra sig, som leder efter politiske løsninger på problemerne i samfundet.


Idealisme og materialisme

Hele denne modstand mod autoritet bunder i en idealistisk filosofi. Idealismen forklarer den materielle verden som et udtryk for vores sind, ideer eller en højere idé, der i praksis ender med et blive en eller anden form for guddommelig skabning. På samme måde forsøger anarkismen at forme mennesker, i det nuværende samfund, ud fra deres idealer om det fremtidige (kommunistiske) samfund, hvor autoritet ikke længere eksisterer som vi oplever det i dag. Vi er som marxister enige med anarkisterne langt hen ad vejen.

Der er enighed om, at endemålet for den revolutionære kamp er det klasse- og statsløse samfund – det kommunistiske samfund. Som marxister er vi dialektiske materialister, som er det modsatte af den filosofiske idealisme der i praksis ligger til grund for anarkismen. Det betyder, meget kort fortalt, at vi mener at det er den materielle verden der skaber vores ideer, tanker og forestillinger. Hele denne verden bevæger og forandrer sig konstant gennem modsætninger. Derfor mener vi også at vi først og fremmest må ændre de materielle betingelser for at ændre menneskers ideer.

Det er derfor også umuligt at skabe "antiautoritære" mennesker i samfundet der på alle måder er bundet sammen af autoriteter. Der findes ikke et magttomrum i samfundet. I det nuværende samfund er det kapitalistklassen der har magten og for at omvælte dette samfund er det nødvendigt at bruge en vis grad af magt (og derfor også autoritet), da der i historien ikke findes ét eksempel på en herskende klasse der har overgivet sin magt frivilligt. Men jo bedre arbejderklassen er organiseret, involveret i den revolutionære proces og jo stærkere en ledelse den har, des mindre magt vil også være nødvendigt at bruge i en revolution. Det er lige så utopisk at afvise autoritet, som det er for en fisk med gæller af afvise det vand, den svømmer i.

Det er her vigtig at gentage, at det er de materielle betingelser, der skaber menneskers ideer og forståelser, og i den materielle verden, vi alle sammen lever i, er autoritet en nødvendighed, især for revolutionære.

Revolutionær organisation


Det var ikke uden grund, at Lenin igen og igen slog fast, at revolutionære må have den stærkeste disciplin i deres organisationer. Ligesom arbejdere i en strejke må kunne handle resolut, så må revolutionære også kunne tage beslutninger, der ikke tillader uendelig betænkningstid. Denne form for revolutionær disciplin kommer dog kun ud af en demokratisk organisation, hvor der er mulighed for, at alle politiske spørgsmål kan diskuteres. I modsætning til, hvad der er tilfældet i de stalinistiske organisationer, må alle autoriteter vælges ud fra demokratiske politiske diskussioner og ikke igennem diktatoriske kommandosystemer.

For marxister er værktøjet og produktet naturligvis ikke det samme. Derfor kan den revolutionære organisation, der må gå forrest under revolutionen, heller ikke være en direkte afspejling af det fremtidige samfund. På samme idealistiske måde som med spørgsmålet om autoritet forsøger man også på andre måder at danne det kommunistiske menneske i et samfund hvor de materielle betingelser ikke muliggør det. Man prøver at fjerne sexisme fra masserne i et samfund, hvor forskellene mellem kønnene ikke kan udlignes. Man prøver at fjerne racisme fra masserne i et samfund, hvor borgerskabet sidder på magten og bruger opfundne etniske skel til at opdele folk. Man forsøger at gøre at gøre mennesker uafhængige af penge i et samfund, der som bygger på profit.

Det betyder naturligvis ikke, at man ikke skal bekæmpe sexisme, racisme og lignende fænomener. Men det er at forvrænge virkeligheden at tro, man blot ved eksemplets magt kan fjerne disse sociale epidemier hos masserne, som er så rodfæstet i klassesamfundet.

Individuel tilgang

Anarkismens idealisme afspejles også igennem deres individuelle tilgang til andre politiske spørgsmål. Det er ens individuelle revolutionære eksempel der skal overbevise masserne, ligesom man på samme måde ikke vil acceptere andre autoriteter end selv. Disse ideer gennemsyrer også anarkismens taktik i forhold til praktiske formål.

Det kaldes mange ting; direkte aktion, Do-It-Yourself, Reclaim The Streets osv. Hovedpointen i denne aktionsform er at man som en lille fortrop skal forsøge at antænde den revolutionære ild de i brede masser ved eksemplets magt. Det tager ofte form som hærværk eller gadekampe mod politiet. Rationalet er, at man bryder den borgerlige stats love og dermed viser, at det er muligt at svække statens magt. Når folk ser det, vil de følge ens eksempel, eller i det mindste være passivt støttende overfor det.

Denne logiske tankerække bliver dog brudt af virkeligheden. I det mest vellykkede tilfælde vil det demobilisere arbejderklassen, da der findes en revolutionær fortrop til at lave arbejdet for dem, og i de mindre vellykkede vil det styrke de reaktionære kræfter, da arbejderne vil hjælpe statens ordensmagt med at jage det, som de betragter som en flok ballademagere, væk fra deres kvarterer. I begge tilfælde vil det ikke styrke den revolutionære kamp. Arbejdere tænker ikke i samme individualistiske baner på grund af dens placering i produktionen som netop skaber en kollektiv bevidsthed.

Al erfaring - fra studenterkampe til faglige kampe hen over til kampen for sociale rettigheder – viser, at massekamp er små individuelle aktioner overlegne og også er den eneste chancen for kampen rent faktisk bliver succesfuld. Det er kun hvis det bliver en revolutionær massekamp, der kommer til at true den borgerlige stat eller den private ejendomsret, at man har mulighed for at opnå succes. I den kommende periode vil massekampe være på dagsorden, også i Danmark. Her vil anarkismen ikke være hjælpsomt redskab i bekæmpelsen af kapitalismen. Det er derimod nødvendigt at arbejderbevægelsen optager et revolutionær marxistisk program for at den socialistiske revolution vil blive succesfuld

Se også den nye antologi fra Forlaget Marx: Anarkisme vs. marxisme

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.