[DEL 1] [DEL 3]

I sidste artikel i serien om Trotskij, skildrede vi, hvordan Venstreoppositionen med Leon Trotskij i spidsen, kæmpede imod den bureaukratiske degenerering i Sovjetunionen. I denne artikel kaster vi blikket på en af de begivenheder i 1930’erne, der førte til, at Stalins bureaukrati endegyldigt likviderede den Kommunistiske Internationale, og Trotskijs tilhængere kæmpede for et nyt verdensparti – Fjerde Internationale.

Da det stalinistiske bureaukrati i 1929 ekskluderede Leon Trotskij og Venstreoppositionen fra Kommunistpartiet, blev stalinismens tættere greb om hele den internationale bevægelse, styrket. Den politiske konsekvens var, at bureaukratiet følte, at deres manøvrerum var yderligere forøget. Stalinisterne triumferede og troede sig sejrssikre.

1929 var også året for det store krak på børsen på Wall Street, der indvarslede 1930’ernes krise og depression. Krisen fik en radikaliserende effekt på alle klasser og lag i samfundet. I det ene land efter det andet blev tingene sat på spidsen – og i intet andet land var det lige så tydeligt som i Tyskland, hvor Europas skæbne blev afgjort, da Hitler og nazisterne kom til magten i 1933.

Den tyske udvikling

Det tyske borgerskab kom sent ind på historiens scene – på et tidspunkt hvor de engelske og franske kapitalister på den ene side havde erobret størstedelen af kolonierne i Asien og Afrika, og hvor det russiske tsar-imperium på den anden side havde underlagt sig Polen og de baltiske lande. Den tyske kapitalismes brændende behov for nye markeder måtte derfor komme i konflikt med disse magter – det skete i Første Verdenskrig og det skete i Anden Verdenskrig.

Krisen fra 1929 og frem forringede kraftigt den tyske industris muligheder for eksport. Dette medførte blot et endnu større pres på de tyske kapitalister for at monopolisere markederne for sig selv på bekostning af udenlandske konkurrenter. Det medførte samtidig et ubønhørligt pres fra kapitalisternes side for at smadre arbejdernes lønninger og levestandard for at bevare og hæve profitterne. Arbejdslønnen blev fra 1929 til 1933 skåret med 20 procent.

Radikalisering til højre og venstre

Hele situationens logik tvang den tyske overklasse til at angribe arbejderklassen hårdt. Men de tyske arbejdere var i besiddelse af de største arbejderorganisationer i verden. Fagforeningerne var velorganiserede og talte millioner. Socialdemokratiet (SPD) og Kommunistpartiet (KPD) var enorme partier, der tillige fungerede som referencepunkt for hele Europas organiserede arbejdere. Socialdemokratiet havde en bevæbnet styrke, Reichsbanner, på 250.000 krigsveteraner til forsvar mod både nazister og kommunister. Kommunistpartiet rådede over en bevæbnet arbejderstyrke på omkring 100.000 mand. De tyske kapitalister stod på papiret over for den værst tænkelige modstander.

Fra omkring 1930 begyndte større og større dele af den tyske overklasse at støtte sig til nazismen som et middel til at smadre arbejderbevægelsen. I 1931 besluttede kulsyndikatet, at de kapitalister, der var tilsluttet samarbejdet, skulle betale 50 pfennig per ton kul til nazipartiet. De prøjsiske junkere – de mægtige godsejere – bakkede også op om Hitler, især efter 1928, hvor Hitler gik imod ekspropriation af fyrsternes ejendomme. Den afsatte kejser Wilhelms søn, prins August Wilhelm, meldte sig ind i nazipartiet i 1930.

KPD: katastrofe-politik

Den tilspidsede situation var som designet til at gøre KPD til arbejdernes største parti i løbet af kort tid. Men som vi skal se, blev dette forhindret af den politik, som den stalinistiske ledelse af partiet førte. Partiet havde siden 1923 gået fra den ene forkerte taktik til den anden.

Omkring revolutionen i 1923 underlagde lederne – under rådgivning fra Stalin – sig under Socialdemokratiets ledere og gemte perspektivet om socialisme langt væk. Det gentog sig senere i 1920’erne, men fra 1928 drejede lederne 180 grader og erklærede, at man nu stod i ”kapitalismens endelige krise”. I 1930 erklærede KPD-lederne, at Socialdemokratiet var et fascistisk parti, som skulle bekæmpes med alle midler. Det splittede arbejderbevægelsen midt over og gjorde det umuligt for kommunisterne at vinde størstedelen af arbejderne, der stadig holdt fast i Socialdemokratiet.

I 1932 – i en af sine bedste artikler fra perioden, ”Tyskland: den eneste vej” – bemærkede Trotskij:

”I deres lysende øjeblikke må lederne af det tyske Socialdemokrati spørge sig selv om, ved hvilket mirakel deres parti, efter al skade det har gjort, stadig leder millioner af arbejdere. Der må lægges stor vægt på den instinktive konservatisme i enhver masseorganisation. Adskillige af proletariatets generationer er gået gennem Socialdemokratiet som politisk skole; dette har skabt en stor tradition. Men det er ikke hovedårsagen til reformismens levedygtighed. Arbejderne kan simpelthen ikke blot forlade Socialdemokratiet på trods af alle partiets forbrydelser – de må være i stand til at erstatte det med et andet parti. Samtidig har det tyske Kommunistparti, i skikkelse af dets ledere, de sidste ni år gjort alt i dets magt for at frastøde masserne, eller i det mindste holdt dem fra at samles om Kommunistpartiet.”

Stalinisterne gik imod enhedsfront

Stalinisterne brugte i denne periode størstedelen af deres tid på at nedgøre den fascistiske fare. I stedet fokuserede de på at bekæmpe Socialdemokratiet, som blev betegnet som ”socialfascister” og arbejdernes ”hovedfjende”. De gik skarpt imod Trotskijs råd om, at der var brug for en enhedsfront med de socialdemokratiske arbejdere for derigennem at vise disse arbejdere, at kommunisterne var de mest konsekvente klasekæmpere, og vinde de socialdemokratiske arbejdere for en revolutionær politik.

Stalinisternes leder, Ernst Thälmann, der var formand for KPD, svarede hånligt på Trotskijs parole om enhedsfront:

”I sin pjece om spørgsmålet, ”Hvordan vil nationalsocialismen blive besejret”, giver Trotskij altid dette ene svar: Det tyske kommunistparti må indgå i blok med Socialdemokratiet. I denne blok ser Trotskij den eneste vej til at redde den tyske arbejderklasse imod fascisme. Enten vil kommunistpartiet lave en blok med Socialdemokratiet, eller også er den tyske arbejderklasse fortabt i 10-20 år.
Dette er teorien hos en aldeles falleret fascist og kontrarevolutionær. Denne teori er den værste teori, den farligste og den mest forbryderiske, som Trotskij har skabt i de seneste år af hans kontrarevolutionære propaganda.”(Tale til plenarmøde for Kominterns eksekutivkomité, september 1932.)

Stalinisterne var så forblændede af deres kamp imod ”trotskismen”, at de ikke blot tilsidesatte grundlæggende marxisme, men også sund fornuft. I stedet blev de ved at kalde Trotskij og Venstreoppositionen ”fascister”, fordi de foreslog en enhedsfront med de ”socialfascistiske” socialdemokratiske arbejdere.

Et ”mindre onde”?

SPD støttede op om den borgerlige kansler Heinrich Brüning fra 1930 til 1932. Dette gjorde de med begrundelsen om, at Brüning var et ”mindre onde” end nazisterne. KPD angreb socialdemokraterne hård for dette og sagde korrekt, at de socialdemokratiske ledere dermed gjorde sig medansvarlige for de kæmpemæssige angreb på arbejderklassen, som Brünings regering udførte. Ved at binde sig på hænder og fødder til borgerskabet, frasagde SPD sig muligheden for at fremlægge et alternativ til de fortsatte angreb på arbejderklassen. Dette var den vigtigste faktor i at bane vejen for Hitler.

KPD-lederne forsøgte at tilskrive Venstreoppositionen og Trotskij den samme forsonlige indstilling over for Brüning som SPD-lederne. Til dette svarede Trotskij:

”Når en af mine fjender hver dag giver mig små portioner gift, og den anden skal til at skyde mig, da vil jeg først slå revolveren ud af hånden på min anden fjende, for dette giver mig mulighed for at gøre det af med min første fjende. Men det betyder aldeles ikke, at giften er et ’mindre onde’ i sammenligning med revolveren.”

Den ”røde folkebegæring”

I august 1931 forsøgte nazisterne et fremstød, og udnytte deres momentum til at vælte den socialdemokratiske delstatsregering i Prøjsen gennem en folkeafstemning. I stedet for at bruge lejligheden til at vise sig som de bedste og mest konsekvente nazi-bekæmpere (og dermed tiltrække de bedste socialdemokratiske arbejdere), valgte KPD-lederne at gå sammen med nazisterne for at vise, at de var bedre end Hitler til at bekæmpe ”socialfascisterne”.

Stalinisterne erklærede, at denne skandaløse afstemning – der, hvis den havde lykkedes, ville have bragt Hitler til magten allerede i 1931 – var en ”mærkepæl på vejen frem mod revolutionen”. I realiteten var stalinisternes politik en ”mærkepæl” på vej mod det nazistiske rædselsregime.

Katastrofen fuldbyrdes

Tysk parlamentarisme gik fra krise til krise, og ingen regering viste sig stabil. Der var udskiftning af regeringen næsten på månedsbasis. I januar 1933 blev Hitler udnævnt til kansler, og efter et ”valg” den 5. marts 1933, som var kontrolleret af væbnede nazi-bander og efter arrestationen af 4.000 kommunister, fik nazisterne 43 procent af stemmerne og dermed – med støtte fra de øvrige borgerlige – den totale magt. Selv da nægtede de stalinistiske ledere at erkende den katastrofale situation. Arbejderbladet skrev den 7. marts, at ”aldrig har magthaverne lidt et større nederlag.” De tilføjede: ”Den tyske arbejderklasse er ikke knust, tværtimod, den ruster sig til nye og sejrrige kampe!”

Kort inden den nazistiske magtovertagelse gik KPD-lederne i panik over udsigten til et nazi-regime. De lavede en vending på 180 grader, og ville nu gerne indgå i enhedsfront med Socialdemokratiet. Men denne ”enhedsfrontsappel” var fuldstændig kluntet og dømt til at mislykkes. For det første var den taktisk uladsiggørlig, fordi enhedsfronten kun skulle være ”fra bunden” – KPD afviste stadig aftaler med socialdemokratiets ledere, hvilket reelt forhindrede fælles handling med medlemmerne. For det andet var appellen politisk uansvarlig, fordi kommunisterne erklærede, at de fuldstændig ville afstå fra kritik af Socialdemokratiet – hvilket ville forhindre, at man politisk kunne fremføre en uafhængig, revolutionær linje og vinde arbejderne for denne.

Trotskij skrev efter katastrofen:
”Naturligvis kunne ingen politik fra Kommunistpartiets side have omdannet Socialdemokratiet til et revolutionært parti. Men det var heller ikke formålet. Det var nødvendigt at udnytte modsætningen mellem reformisme og fascisme til det yderste – for at svække fascismen og på samme tid svække reformismen ved at udstille den socialdemokratiske ledelses uduelighed over for arbejderne. Disse to opgaver smeltede naturligt sammen til én. Komintern-bureaukratiets politik førte til det modsatte resultat: reformisternes kapitulation tjente fascismens interesser, ikke kommunismens; de socialdemokratiske arbejdere forblev med deres ledere; de kommunistiske arbejdere mistede tiltroen til sig selv og ledelsen.”
(Den tyske katastrofe: ledelsens ansvar, 28. maj 1933)

Det endelige brud

Katastrofen i Tyskland fik Trotskij til at konkludere, at det var nødvendigt med et konsekvent brud med de kommunistiske partier. Hidtil havde Venstreoppositionen opfattet sig som en (ekskluderet) del af den Kommunistiske Internationale og de kommunistiske partier i de enkelte lande. Men nederlaget i Tyskland var en afgørende ændring i situationen.

I artiklen ”KPD eller nyt parti?” fra 29. marts 1933 skrev Trotskij:
”Venstreoppositionen må basere sig fuldstændigt på grundlag af den nye historiske situation, som fascismens sejr har skabt. Der er intet mere farligt på tidspunkter med skarpe historiske vendinger, end at hænge fast i de gamle, vante og behagelige former; dette er den direkte vej til forfald.”
(Writings of Leon Trotsky 1932-33, s. 162, min oversættelse.)

Det afgørende var, at den stalinistiske ledelse nægtede at drage nogen som helst form for lære af nederlaget – og at der ikke var nogen kritik eller opposition i hverken det tyske parti eller i nogle af Kominterns andre partier. Det fik Trotskij til at konkludere, at Venstreoppositionens orientering måtte ændres, og at man måtte begynde forberedelserne til et nyt parti, der kunne videreføre de revolutionære traditioner, som stalinisterne havde likvideret i Komintern.

Trotskij skrev:
”Moskva-bureaukratiet har ikke alene erklæret den politik, som garanterede Hitlers sejr, for ufejlbarlig, men har også forbudt al diskussion af, hvad der skete. Og dette skammelige forbud er hverken blevet overtrådt eller omstødt. Ingen nationale kongresser; ingen international kongres; ingen diskussion på partimøder; ingen diskussion i pressen! En organisation, der ikke blev vækket af fascismens torden, og som føjeligt underlægger sig sådanne oprørende handlinger fra bureaukratiets side, demonstrerer herved, at den er død og at intet nogensinde kan genoplive den.”
(Writings of Leon Trotsky 1932-33, s. 304-5, min oversættelse)

Fjerde Internationale

Katastrofen i Tyskland skete uden nogen levende reaktion i Kominterns rækker. Det overbeviste Trotskij om, at den tiltagende degenerering og stalinistiske destruktion af de revolutionære traditioner i Komintern, havde nået et kritisk punkt. Samtidig bildte Trotskij sig ikke ind, at en ny revolutionær internationale ville opstå med ét slag. Man stod i en ekstremt vanskelig periode, hvor arbejderklassen – alene på grund af ledelsens politik – havde lidt et verdenshistorisk nederlag til fascismen. Det, man stod over for, var en sej kamp med forsvar for marxismens grundlæggende principper og med forberedende arbejde til at oprette Fjerde Internationale.

Trotskij skrev i juli 1933:
”Ingen har besværet sig med på forhånd at bane vejen for proletariatets revolutionære opstand. Med uundgåelige opbremsninger og delvise tilbagetog er det nødvendigt at bevæge sig fremad på en vej, der er dækket af utallige forhindringer på kryds og tværs og fortidens efterladenskaber. De, der er bange for dette, bør træde til side.
(..)
Det nye parti vil kun hæve sig højere end det gamle, hvis det stiller sig på den faste grund, som udgøres af Kominterns første fire kongresser, hvis det i sit program, strategi, taktik og organisation er i stand til at tage hensyn til de seneste ti års frygtelige lærdomme.”
(Writings of Leon Trotsky 1932-33, s. 304-5, min oversættelse)

Arbejdet med forberedelsen af Fjerde Internationale foregik frem til 1938, hvor den nye internationale blev stiftet. Komintern blev officielt nedlagt i 1943 uden så meget som en kongres – naturligvis uden de mindste protester i dette døde, bureaukratiske organ.

Selv om Fjerde Internationale aldrig voksede til en massekraft, og organisationen senere blev ødelagt efter mordet på Trotskij i 1940, er betydningen af Venstreoppositionen/Fjerde Internationale ikke til at undervurdere. Under de vanskeligste forhold forsvarede de marxismens grundprincipper, holdt fast i arbejderklassens kollektive hukommelse og banede på den måde vejen for en ny generation af revolutionære. Ligesom verdens kulturhistorie skylder stor tak til de museumsfolk, der reddede kulturskatte fra Bagdads Nationalmuseum før USA’s indtog og destruktion af kulturskattene, skylder alle klassebevidste arbejdere og unge stor tak til Venstreoppositionen og Fjerde Internationales pioneer. Denne taknemmelighedsgæld kan kun indfris gennem at gennemføre den socialistiske omdannelse, som de kæmpede og døde for.

[DEL 1] [DEL 3]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.