Siden Sovjetunionens kollaps er islamisk fundamentalisme i stigende grad blevet beskrevet som en ”fjende af Vesten”. Men sandheden er, at denne reaktionære kraft er blevet skabt, finansieret og bevæbnet af USA og dets allierede i kampen mod Sovjetunionen og venstreorienterede bevægelser i den ”muslimske verden” i 1970’erne og 1980’erne. Ligesom i Mary Shelleys roman om Frankenstein, har uhyret vendt sig imod sin herre.

sheikh_yassin_supporter_01
Fundamentalisme findes i utallige varianter: hinduistisk (for eksempel BJP og mindre ekstremistiske grupperinger i Indien), jødisk (bosætterne i Palæstina), buddhistisk (regimet i Sri Lanka samt det tidligere Lama-regime i Tibet), kristen (diverse militsgrupper i USA, Latinamerika og Afrika samt Faderhuset og Dansk Folkeparti herhjemme). Men her beskæftiger vi os med den islamiske variant. Det er først og fremmest en højreorienteret, småborgerlig politisk strømning, der næres af de desperate vilkår i fattige lande, der er blevet udplyndret, udbombet, besat og underkuet af europæisk og amerikansk imperialisme.

Forfald
Den ujævne udvikling af kapitalismen i den såkaldte ”tredje verden” har skabt en rædsel, der er aldeles uhyrlig. 15.000 afrikanere dør hver dag af sygdomme, der sagtens kan kureres. Basale faciliteter som kloakering, boliger og uddannelse er ikke fulgt med befolkningens vækst i Afrika, Mellemøsten og det sydlige Asien. Store byer som Dhaka (i Bangladesh) og Lagos (i Nigeria) er i dag 40 gange større end i 1950. Jakarta (i Indonesien) og Cairo (i Egypten) er mindst 11 gange større end i 1950. Til sammenligning var London i 1910 (efter den industrielle revolution) kun syv gange større end i 1800. Den store befolkningsvækst, kombineret med den ringe udvikling af industri, infrastruktur og sanitære faciliteter, betyder, at slumkvarterer er en enorm del af storbyerne i de fattige lande.

Et konservativt skøn fra bogen Planet of Slums af Mike Davis anslår, at 12 af verdens største slumbyer er i ”muslimske” lande – blandt andet slumkvarterer i Lagos (to mio. i slum), Sadr City (1,5 mio. i slum), Gaza (1,3 mio. i slum) Cairo (3,3 mio. i slum). De reelle tal er en del højere. Men de giver et billede af en enorm bybefolkning, som på grund at kapitalismen ikke har været i stand til at industrialisere og udvikle disse samfund, er låst fast i fattigdom som deklasserede elementer, der ernærer sig i uformelle erhverv. Desuden findes der i landområderne enorme lag af ruinerede bønder, hvis levegrundlag bliver fjernet af verdensmarkedets ubønhørlige pres. Disse lag kan enten gå med arbejderklassen, hvis den viser en klar vej frem, eller følge med individuelle, ”populistiske” ledere, hvoraf nogle kan være fundamentalister.

Det Muslimske Broderskab og Hamas
De fundamentalistiske partier og grupper har historisk været brugt som et bolværk imod arbejderne og den socialistiske bevægelse. I Egypten støttede imperialisterne sig op ad det Muslimske Broderskab for at gennemføre kontrarevolutionen med angreb på arbejderne og de fattige under Saddat i 1970’erne. Det ideologiske samlingspunkt imod Nasser-tidens ”kommunisme” (som ikke var kommunisme eller socialisme, men et forsøg på at opbygge en moderne velfærdsstat inden for kapitalismens rammer) var islam. Det var også på dette tidspunkt, at de senere ledere af Hamas og Islamisk Jihad i Palæstina blev hvervet til islamisk fundamentalisme.

I Palæstina blev det Muslimske Broderskab (der i 1987 blev til Hamas) aktivt støttet af Israel efter krigen i 1967. De israelske generaler var i panik over den stærke venstrefløj blandt palæstinenserne, og de forsøgte at skabe en modvægt. Det Muslimske Broderskab var det eneste palæstinensiske parti, der fik lov at organisere sig og holde møder.

Våben imod venstrefløjen
Hamas hævder, at de forsvarer palæstinensernes nationale rettigheder. Men sandheden er, at de aldrig har gjort dette. Da den jordanske Kong Hussein i 1970 sendte sin beduinhær ind for at massakrere tusindvis, måske titusindvis af palæstinensiske mænd, kvinder og børn i flygtningelejrene i Jordan, forsvarede det Muslimske Broderskab åbent Kong Hussein.

En ung tilhænger af Hamas har skrevet bevægelsens navn på kinden
I 1970’erne og 1980’erne var der igen og igen kampe på de palæstinensiske universiteter. Bevæbnede bøller fra Hamas overfaldt studerende fra venstreorienterede grupper som PLO, PFLP og DFLP. Da Hamas’ stifter Sheikh Yassin i 1983 blev arresteret af israelerne, der fandt et stort våbenlager i hans hjem, blev han uden forklaring fra Israel løsladt blot et år senere. Enhver anden havde fået mindst 20 års fængsel. Yassin havde forklaret til israelerne, at våbnene ikke skulle bruges imod Israel, men imod de venstreorienterede palæstinensiske grupper. Uanset hvordan man ser på det, er det umuligt at nå anden konklusion, end denne: Hamas ville i dag være en marginal, ubetydelig, ekstremistisk organisation, hvis det ikke havde været for de israelske imperialisters aktive støtte! Den revolutionære bølge, der fejede over hele regionen i 1960’erne, led nederlag på grund af ledernes forfejlede taktik, der søgte at alliere sig med dele af overklassen i stedet for at kæmpe for socialisme. Resultatet af dette nederlag var den reaktionære fundamentalisme, som ihærdigt blev støttet af imperialisterne i Washington og Tel Aviv.

Jihad imod socialismen
Den samme konklusion gælder for fundamentalismen i Afghanistan, Yemen, Indonesien, Pakistan, Irak og andre steder. Det er velkendt, at det var CIA, der i sin tid bevæbnede og støttede Osama bin Laden, Taleban-grupperne og andre jihadister, der kæmpede imod Sovjetunionen i 1980’erne. Lars Løkke Rasmussen, der dengang var formand for Venstres Ungdom, red personligt ind i Afghanistan på et æsel for at aflevere 600.000 kroner til de hellige krigere. Pengene var blevet samlet ind af de borgerlige ungdomsorganisationer som et højreorienteret modstykke til Operation Dagsværk.

ali_wazir_web_01
I Yemen blev fundamentalisterne i 1990’erne brugt som stormtropper i krigen imod socialisterne og de, der kæmpede for at forsvare de sociale fremskridt fra det tidligere Sydyemen, hvor økonomien var nationaliseret, uddannelse var gratis, og levestandarden relativt høj i forhold til nu. Fundamentalisterne blev rekrutteret fra de tidligere jihad-krigere, der med Saudi Arabien og USA’s støtte havde kæmpet i Afghanistan. Fundamentalisterne tjente til at genetablere sultanernes herredømme på landet og til at privatisere den statslige ejendom. I Indonesien var det fundamentalisterne i Sarakat Islam, der blev brugt som imperialismens stormtropper, da det CIA-støttede Suharto-regime tog magten og myrdede en million kommunister i et af det 20. århundredes værste folkemord. I Iran blev kapitalismen reddet, da mullaherne halshuggede arbejderrevolutionen i 1979 og etablerede det halvfascistiske islamiske regime gennem fysisk udslettelse af arbejderbevægelsen.

Ud af blindgyden
Bevægelser som det Muslimske Broderskab i Egypten havde sin storhedstid i 1930’erne og 1940’erne. De var stort set forsvundet efter Anden Verdenskrig, hvor den store bølge af nationale befrielsesbevægelser (der ofte hældte i retning af socialisme) fejede over Afrika, Mellemøsten og Asien. Af forskellige årsager – især på grund af, at de stalinistiske ledere underlagde sig lokale kapitalistiske ledere i stedet for at kæmpe for at arbejderne og bønderne tog magten – led disse bevægelser nederlag.

Masserne i den ”tredje verden” er i en desperat situation. Årtiers IMF-dikteret politik med privatiseringer, afskaffelse af tilskud til brændstof og fødevarer, udsalg af den offentlige sektor og faldende levestandard (i Egypten er mindstelønnen i dag den samme som i 1984!) har forværret en i forvejen uudholdelig situation. I mange år var de socialistiske traditioner stort set forsvundet. Reaktionære strømninger har været i stand til at gå frem i takt med at arbejderbevægelsen er gået tilbage. Men processen er ved at ændre sig. Revolutionen i Iran, der begyndte i juni sidste år, viser, hvilke begivenheder, der er i vente i det ene land efter det andet. I Egypten har en massiv strejkebevægelse rystet det USA-venlige diktatur. Regimet – og regimerne i Jordan, Saudi Arabien og andre lande, hænger i en tynd tråd. De seneste års klassekamp i Egypten har vist, at fundamentalismen fuldstændig bliver fejet til side, når arbejderklassen bevæger sig.

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.