De borgerlige har sadlet om
Tidligere advarede borgerlige økonomer og ideologer stærkt imod alle statslige indgreb i markedet. Det var, sagde de, ”unaturligt” for staten at blande sig i ”det frie initiativ”. Den offentlige sektor, sagde de, skulle holde sig til de allermest nødtørftige opgaver og lade bankerne og kapitalisterne klare resten. Markedets ”usynlige hånd” ville ordne alt til det bedste. Sådan sagde de indtil for ganske nylig. Nu er tonen en helt anden.

Nu kræver bankdirektører og store aktionærer højlydt, at staten skal gribe ind i økonomien. Da der var opsving, skulle staten lade profitterne være i fred. Men når der er krise, forlanger overklassen, at staten går ind og dækker deres tab med penge, som arbejderklassen har betalt i skat.

Den amerikanske centralbank lader nu seddelpresserne kører for fuld skrue for at pumpe penge ud i systemet og dække bankernes tab. De har nu dækket tab for et beløb, der svarer til en tredjedel af USA’s samlede økonomiske aktivitet i løbet af et år. Alene den 18. marts gav Centralbanken 300 milliarder dollars til bankerne. Det er 10 gange så meget, som det ville koste at udrydde al sult på verdensplan.

Arbejderbevægelsens ledere i vildrede
Lederne i toppen af arbejderbevægelsen er som sædvanlig nogle af de mennesker, der har forudset allermindst. De forudså ikke den økonomiske krise, fordi deres grundlæggende økonomiske teori er importeret fra borgerlige økonomer. Og i dag er de ude af stand til at præsentere et økonomisk program, der adskiller sig grundlæggende fra de borgerliges.

Keynesianisme
Mange ledere i arbejderbevægelsen argumenterer for, at krisen kan løses gennem øgede offentlige investeringer og mere regulering af bankernes forretninger. Deres teori henter de fra den borgerlige amerikanske økonom John Maynard Keynes, som lavede sine teorier i 1930’erne.

Keynes mente, at kapitalismen skaber kriser på grund af manglende efterspørgsel i økonomien. Løsningen var, mente Keynes, at nogen gik ud og brugte penge for at opkøbe varerne og holde produktionen kørende. Den eneste, der kunne gøre det, var staten. Hvor skulle pengene komme fra? Det ville ikke fungere at sætte skatterne i vejret, for det ville blot give folk endnu færre penge at forbruge for, og efterspørgslen ville stadig være lav. Keynes\' ”løsning” var derfor, at staten skulle bruge penge, den ikke havde. Altså skulle staten låne penge.

Underskudsfinansiering
Keynes mente, at denne ”underskudsfinansiering” før eller siden ville tjene sig selv ind. Idéen var, at staten ville sætte gang i den økonomiske aktivitet og skabe en ”multiplikatoreffekt”, som gjorde, at arbejderne, der fik ansættelse på projekter, som staten finansierede, ville få penge mellem hænderne til forbrug. Det ville igen give en hånd til producenterne af forbrugsvarer, skabe flere arbejdspladser, og sådan ville det fortsætte. Stigende beskæftigelse og produktion ville give staten flere indtægter i form af skat, og dermed ville regeringen blive i stand til at betale for lånet.

Penge, kredit eller offentlige investeringer bliver ikke skabt i et tomrum. Det må opnås gennem skatter ved at skære ind i kapitalisternes profitter eller arbejdernes levestandard, eller ved underskudsfinansiering, som keynesianisterne foreslår. Problemet med sådan en underskudsfinansiering er, at den efter en tur i rundkørslen vender tilbage til udgangspunktet. Hvis staten bruger penge, som den ikke har, og sætter nationalbankens seddelpresser på overarbejde (som det lige nu sker i USA), vil det uundgåeligt sænke pengenes værdi og skabe inflation. I stedet for at løse krisen, gør det kun tingene værre.

Keynesianismens konsekvenser: inflation og nedskæringer
Sandheden er, at Keynes’ politik ikke har virket. Den blev fuldstændig miskrediteret efter krisen i 1970’erne. Resultatet af ”regulering” på kapitalistisk basis blev en enorm inflation, og at den offentlige sektor i de vestlige lande i årtier måtte holde igen med investeringer i velfærd for at kunne betale af på gælden fra dengang.

Nedskæringerne i det offentlige i 1980’erne og senere, var ikke ”reguleringens” modsætning – men en direkte konsekvens af, at staten havde sat sig i bundløs gæld for at ”regulere” kapitalismen. Arbejderbevægelsens ledere, der førte an i denne politik, bærer ansvaret og lige nu er de på vej til at gentage samme katastrofale kurs på et højere plan.

Kapitalistisk krise
Problemet med kriser i kapitalismen handler ikke bare om manglende efterspørgsel – om markeder. Det handler om manglen på profitable markeder. Det kan muligvis skabe et marked for kapitalisterne, hvis der kommer penge ud i stystemet. Men det giver ikke kapitalisterne grund til at investere i produktion. En stigning i profitterne må nødvendigvis ske på bekostning af arbejdernes levestandard det ene eller det andet sted. Underskudsfinansiering fjerner ikke klassekampen.

Merværdi
Vi står i en klassisk overproduktionskrise. Overproduktionskriser er en indbygget del af kapitalismen. Det skyldes grundlæggende, at der under kapitalismen produceres efter profit i stedet for rationel planlægning. For at få profit må kapitalisterne holde arbejdernes lønninger længere nede end den nye værdi arbejderen skaber. Hvis man trækker udgifterne fra de forskellige dele og maskiner væk, producerer en arbejder på otte timer måske en enkelt computer.

Udgifterne til delene og maskinen udgør for eksempel 1.600 kroner. Værdien af hans otte timer udgør for eksempel 200 kroner per time. Men arbejderen får ikke 200 kroner i timen. Lad os sige han får 100 kroner. Altså har kapitalisten haft en udgift på 1.600 kroner til maskiner og råmaterialer samt 800 til lønninger. Altså en samlet udgift på 2.400 kroner. Dermed kan kapitalisten skrabe 800 kroner til side til sig selv. Det er det beløb, Marx kalder merværdi. Altså den værdi arbejderen skaber, men som han ikke selv får i løn. Al klassekamp handler grundlæggende set om, hvor stor en del af den nye værdi, der skal gå til arbejderklassen i forhold til kapitalisterne.

Kapitalistisk anarki
Købekraften i samfundet kan midlertidigt hæves gennem kredit og lån. I den tidligere periode så det ud som om, at dette kunne lade sig gøre for evigt. Boligpriserne blev ved med at stige og alle kunne låne enorme summer uden sikkerhed. Men det har blot udskudt den uundgåelige krise og bankernes tøjlesløse spekulation, har blot gjort krisen endnu værre.

I øjeblikket er 20 procent af produktionskapaciteten i industrien i Danmark uudnyttet. Det oplyser Danmarks Statistik. Tusindvis af maskiner står stille. Tusindvis af arbejdere går ledige. Bygninger skal renoveres og bygges samtidig med, at håndværkere går arbejdsløse. Det er vanvid. Men det er den måde, kapitalismen fungerer på. Keynesianismen tilbyder ingen løsning udover endnu større gæld samt en enorm inflation. Det er ren utopi at forestille sig, at en regulering af kapitalismen til arbejderklassens bedste kan lade sig gøre.

Brug for en plan
De borgerliges nationaliseringer sker for at redde kapitalisterne. De nationaliseringer, marxisterne står for, er en ekspropriation af de vigtigste dele af økonomien for at kunne planlægge økonomien ud fra rationelle hensyn i stedet for profit.

På grundlag af en socialistisk plan er det fuldt ud muligt at udnytte det fulde potentiale i produktionen, sætte alle bygningsarbejdere i arbejde, investere i ny forskning og udvikling og dermed bære samfundet fremad. For at det kan lade sig gøre, er der brug for, at SF og resten af arbejderbevægelsen klart bryder med kapitalismens rammer og borgerlige idéer som keynesianisme.