Indledning til den danske oversættelse, af Jesper Dahl
Denne korte introduktion til Marx’ arbejdsværditeori, som Mick Brooks skrev i 2002, er et fremragende sted at begynde studiet af Marx’ omfattende økonomiske teori. Især er den et godt supplement til afsnittet om marxistisk økonomi i ”Hvad er marxisme?” (af Alan Woods og Rob Sewell), da artiklen har en lidt anden og måske lidt mere teoretisk indgangsvinkel. Således danner den sammen med Marx’ egne introduktionsskrifter (”Lønarbejde og kapital” og ”Løn, pris og profit”) et godt udgangspunkt for at læse selve Kapitalen. Den kan med fordel også bruges sammen med den studieguide (på engelsk), der ligger på www.marxisteconomics.com , til læsning af Kapitalen.
Marx’ syn på historien
”Ethvert barn ved, at enhver nation ville gå til grunde, hvis den holdt op med at arbejde, jeg vil ikke sige i et år, men i et par uger. Det ved også, at de produktmængder, der svarer til de forskellige behovsmængder, kræver forskellige og kvantitativt bestemte mængder af samfundets samlede arbejde. At denne nødvendighed af en fordeling af samfundets arbejde i bestemte proportioner på ingen måde ophæves af den bestemte form, samfundsproduktionen har, er selvindlysende; det er kun den måde, hvorpå denne nødvendighed fremtræder, der kan ændres. Naturlove kan overhovedet ikke ophæves. Hvad der kan ændre sig under forskellige historiske betingelser, er kun den form, under hvilken disse love gør sig gældende. Og i et samfund, i hvilket sammenhængen i samfundets arbejde fremtræder som privates udveksling af de individuelle arbejdsprodukter, er den form, hvori denne proportionale fordeling af arbejdet gør sig gældende, netop disse produkters bytteværdi.” (Marx til Kugelman, juli 1868)
Når vi ser på den historiske materialisme, den marxistiske teori om den historiske udvikling som et hele, stiller vi spørgsmål; hvad adskiller mennesker fra andre dyr? Vi finder, at mennesker adskiller sig ved at omforme sig selv og den eksterne natur. Den proces, hvori mennesker definerer og redefinerer sig selv, er arbejdsprocessen. Selvfølgelig er mennesker tænkende væsner. Men hvorfor udvikle evnen til at tænke? Hvad tænker de på? Selvfølgelig tænker de på overlevelse; om hvorfra det næste måltid kommer. Marxister argumenterer for, at den måde folk organiserer sig på for at skaffe det daglige brød er produktionsmåden, ethvert samfunds skelet. Og i den grad, vi kan tale om objektive fremskridt i den menneskelige historie, er det bundet til udviklingen af produktivkræfterne, som igen opnås ved at hæve arbejdsproduktiviteten, styrkelsen af vores magt over den omgivende natur.
Kapitalisme i et historisk perspektiv
Lad os først se på den kapitalistiske produktionsmåde. Kapitalismen er mystificerende at forstå. Årsagen til vores mystifikation er markedssystemet. Kapitalismen præsenterer sig selv for os som et system med universel vareproduktion (det vil sig hvor alt produceres med salg for øje) hvor selv arbejdskraften, arbejdernes evne til at arbejde, er en vare. Sådan definerer Marx kapitalismen. Vi hører meget om ”markedets magi”. Når først det er i gang, virker et system, hvor alting købes og sælges, som om det er evigt og naturligt. Vi må huske os selv på, at vareproduktion i almindelighed er en sen og ny udvikling i den sociale evolution. I hundredetusinder af år levede mennesker uden markedets hjælp.
For det andet må vi forstå, hvad markeder gør. De er en form for social arbejdsdeling, som Marx forklarede. Men sådan fremtræder det ikke for os. Ingen sætter sig ned på et møde og siger, ”Det her er, hvad vi har brug for. Så lang tid tager det at lave. Du er god til det her, hvorfor laver du det ikke? Du er god til noget andet, hvorfor gør du ikke det? Ok, lad os stemme om det. Vi har en aftale – lad os gøre det.” (Disse valg er i bund og grund dem, som tages i enhver produktionsmåde, som Marx’ brev forklarer.) Markedet er en glubsk diktator, men ingen enkelt person tager beslutninger. Ting sker bare; eller sådan ser det ud. Ingen af disse økonomiske aktører (som økonomer kalder folk) indser, hvordan alle afhænger af alle andre.
Vi fortælles, at udbuds- og efterspørgselskræfterne fungerer som signaler. For eksempel ved ingen, hvor meget tin vi har brug for på nuværende tidspunkt. Men hvis der produceres for lidt, vil prisen gå op på grund af mangel. Hvis prisen går op, vil kapitalen bevæge sig over i den sektor i søgen efter en superprofit – efter manglen har fundet sted. Tit og ofte vil kapitalisterne skyde over målet og svare på manglen ved at producerer for meget, hvilket fører til usolgte lagre og bankerotter. Kapitalismen, som beskrives for os som toppunktet af effektivitet, spilder nødvendigvis og altid materielle ressourcer gennem sin planløshed. Arbejdsgiveren ville ikke lade dig slippe af med dette i ”sin” fabrik. Men vi får at vide, at systemet klarer sig selv.
To arbejdsdelinger
Markedet er ikke kun arbejdsdeling. Marx indså, at der er to arbejdsdelinger i den kapitalistiske økonomi; én på markedspladsen og én indenfor virksomheden. ”Samme borgerlige bevidsthed, der priser den manufakturmæssige arbejdsdeling, arbejderens livslange bundethed til en detailoperation og delarbejdernes fuldstændige underordning under kapitalen som en organisering at arbejdet, der forøger dets produktivitet, fordømmer lige så kraftigt enhver bevidst samfundsmæssig kontrol og regulering af den samfundsmæssige produktionsproces som et indgreb i den ukrænkelige ejendomsret, frihed og selvbestemmende »genialitet« hos den individuelle kapitalist. Det er meget karakteristisk, at fabrikssystemets begejstrede apologeter ikke ved noget værre at sige om enhver almindelig organisering af det samfundsmæssige arbejde, end at det ville forvandle hele samfundet til en fabrik.” (Kapitalen, bind I, kapitel 14)
Begge arbejdsdelinger bliver bare trukket ned over hovedet på arbejderne. Men arbejdsdelingen på arbejdspladsen er bevidst planlagt af bossen. Han håber ikke bare, at der er råmaterialer derude et sted, som du kan arbejde med. Han sikrer sig, at de er på lagret klar til dig, før du stempler ind. Og han sikrer sig, at der er en arbejder på plads til at gøre, hvad der er brug for. Alt dette gøres på forhånd. Han siger måske, at markeder er fantastiske, men han er ikke så dum, at han lader sig selv afhænge af dem, hvis han kan gardere sig imod det. Men den eneste måde, han kan tjene penge på, er ved at sælge på markedspladsen. Og her gøres intet på forhånd. Du viser dine vare frem og håber, at nogen vil have dem. Hvis der ikke er nogen, er alt dit arbejde gået tabt. Men det finder du først ud af bagefter.
Udbud og efterspørgsel?
“Markedet styres af udbud og efterspørgsel”. Er det ikke sandt? Både ja og nej. Kapitalismen er et uplanlagt system, et anarkistisk system. Men det er ikke kaos. Der er kræfter på spil for at genetablere den ”proportionale arbejdsdeling”, som må findes i et hvert samfund. Disse kræfter arbejder i anarki og gennem anarki. De direkte igangsættere er grådighed og glubskhed. Kapitalisterne søger alle efter en højere profitrate. De mest opmærksomme vil spotte en mangel forårsaget af stigende priser. Ved at flytte kapital ind på et område med høje priser og en profitrate over gennemsnittet vil de hjælpe med at eliminere manglen. Med deres rastløse søgen efter profitter over gennemsnittet vil de ubevidst hjælpe til med at skabe en gennemsnitlig profitrate i hele økonomien. De tilsyneladende tilfældige udsving i prisen givet af udbud og efterspørgslen er ikke mere i modsætning til værdiens rolle som den centrale regulator af systemet, end bølgernes bevægelse op og ned modsiger ideen om en vandstand – som går op og ned i henhold til tidevandet. Udbud og efterspørgsel gennemtvinger, som Marx pointerede, bare kapitalismens love. Værdiloven giver os systemets basale struktur og dynamik. Det er måden, hvorpå arbejde tildeles til forskellige opgaver i et uplanlagt samfund. Kapitalismens producerer Mars-barer og nudler med karrysmag. Den producerer også arbejdere og kapitalister, rige og fattige, og reproducerer igen og igen disse klasserelationer gennem markedsmekanismen drevet af værdiloven.
Markedspladsens magi
Fortalerne for den kapitalistiske økonomi siger, at markedet giver os ”forbrugeruafhængighed”. Markedssystemet er i praksis et kæmpe stort økonomisk demokrati, hvor vi stemmer med vores penge om, hvad vi vil have; ikke bare engang hver femte år, men hver gang du går ned efter en liter mælk. Forbrugere afvejer, hvilke goder de helst vil have. Producenterne på den anden side skal give folk, hvad de vil have, og i de mængder de har brug for dem. Ellers går de neden om og hjem.
Er det rigtigt? Nej. For det første spilder kapitalisterne enorme summer af penge gennem markedsprocessen for at manipulere med folks behov, snarere end bare “give folk hvad de vil have”. Det er heller ikke sandt, at markeder sætter lighedstegn mellem omkostninger og samfundets nytte ved produktion efter folks behov. Til at begynde med er kapitalisme produktion for profit, ikke for behov. Det er kun en gene for kapitalisten, at han skal sælge sine varer til en før han kan realisere profitten. For systemet som et hele er det ikke en gene – det er en modsætning.
Alle kapitalister stræber efter at trykke sin arbejdskrafts levestandard ned for at maksimere profitterne. Men for det kapitalistiske system er arbejderklassen et vigtigt massemarked. De betyder at de burde have masser af penge raslende i deres lommer. En måde et kapitalistisk land kan løse denne modsætning på er ved at drive lønningerne ned hjemme og sælge til udlandet. Som Keynes fortalte McMilan-komiteen under den store depression: ”Hvis man er en del af et internationalt system, kan man altid forbedre tingenes tilstand ved at skære lønningerne mere end sin nabo” (egen oversættelse). Men for verdenskapitalismen er der ikke nogen ”nabo”. Forsøg på at slippe af med modsætningerne hjemme generaliserer faktisk krisen på verdensplan. Og markeder måler omkostningerne og nytten, ikke for samfundet som et hele, men for kapitalismen. Det kan have kontrære resultater, især resultater som er meget omkostningsfulde for ”samfundet”, for resten af os, men ikke for den kapitalistiske virksomhed. Virksomheden udspyr røg og forurener luften. Men den gør det fordi, det er billigere end at opsætte et filter. Virksomheden skal ikke betale omkostningerne ved hospitalsindlæggelse og arbejderes tidlige død med lunge og luftvejssygdomme forårsaget af forurening. Og når det først er i luften, kan du ikke ”vælge” ikke at ”forbruge” forureningen. Paradoksalt nok påvirker dette alles ”forbrugeruafhængighed”. Selv en millionær i Mexico City kan ikke købe ren luft på trods af, at den forurening som forgifter hans lunger, er kilden til hans profit.
Og hvad der det for et valgsystem, som giver 257 milliardærer flere ”stemmer” (flere penge) end 2 milliarder fattige folk i verden? For kapitalistiske økonomer er indkomstfordelingen ”eksogent givet”. Det betyder, at det bare sker. Faktisk producerer kapitalismen rige og fattige i lige så høj grad, som den producerer Coca Cola.
Den kapitalistiske produktions virkelige hemmelighed – hvor profitterne kommer – skal findes på arbejdspladsen, i udbytningen af arbejderklassen. Dette faktum maskeres af markedskræfternes tilsyneladende dominans over det kapitalistiske samfund. Marx måtte starte med varen (goder som laves til markedet), fordi markedet dominerer den kapitalistiske økonomis fremtrædelsesform. Men kapitalisme baserer sig på udbytning af arbejderklassen, hvad end det ser ud til at blive organiseret af bureaukrater i en virksomhedsplan (store virksomheder har femårsplaner præcis som Stalin) eller det bliver gennemført af tilsyneladende upersonelle kræfter på verdensmarkedet.
At forstå værdi
Når vi skal behandle, hvordan fordelingen af social arbejdstid tager værdiformen i en bytteøkonomi, er det tid til at se på markedets centrale mysterium, bytteforholdet; eller i marxistiske termer værdiens substans og størrelse. I Kapitalen starter Marx med det isolerede bytte af én vare for en anden; for eksempel er ti kuglepenne lige så meget værd som et krus øl (begge 20 kr.). Som indbyggere i en markedsøkonomi blinker ved ikke ved denne ide. Men hvad er det egentlig, der sker? Kuglepennene står ikke virkeligt overfor et krus med øl. Folk står over for hinanden, men de gør det via deres arbejdsprodukter. Det er derfor, at markedskræfter er så vigtige for os, men også hvorfor, at de er så mystificerende. Relationer mellem mennesker fremtræder for os som en relation mellem ting. Det er, hvad Marx kaldte varefetichisme.
Marx’ start med et isoleret bytte af en vare for en anden, er unormalt i en kapitalistisk økonomi, som er det vi prøver at forstå. I en markedsøkonomi bytter vi normalt ikke ting, vi har produceret, men ikke vil have, med ting vi ikke har produceret, men gerne vil have. Vi bytter ting rundt med penge. Men Marx vil ikke tage penge for givet, hvilket kapitalistiske økonomer ufravigeligt gør. Han vil vise, hvordan den universelle ækvivalent (penge) fremkommer uundgåeligt som bytte generaliseres. Pengeformen stammer fra værdiformen i et isoleret bytte. Siden ti kuglepenne kan byttes for et krus øl, må de have noget til fæles. Der kan åbenlyst ikke være tale om fysiske karakteristika. Borgerlig økonomi argumenterer for, at de begge er nytteobjekter. Men hvis arbejdere producerer kuglepenne hele dagen producerer de ikke til deres eget brug og sælger overskuddet. De producerer kuglepennene for at sælge fra start af. Men andre ord har kuglepennen ikke nogen nytte for dens skaber. Hvis ingen vil købe, vil det selvfølgelig vise sig, at den ikke har nogen bytteværdi. Brugsværdi er en betingelse for bestemmelsen af værdi. Men den bestemmer ikke dens størrelse.
Er der ikke nogen undtagelser? Marx, og David Ricardo før ham, var opmærksomme på, at malerier af Van Gogh og deslige var uundtagelser fra værdiloven. Siden de er unikke, kan de ikke uden videre reproduceres. I det tilfælde vil deres pris blive bestemt fuldstændigt af, hvor meget samlerne er forberedt på at betale for dem, af deres nytte. Men både Marx og Ricardo havde som mål at analysere produktionsprocessen som samfundets livsproces. Hvis vi vil forstå den sociale arbejdsdeling, som markedet pålægger, må vi forstå, hvordan udvidelse af efterspørgsel fremkalder kapitalbevægelser.
Hvis vi vil forstå, hvordan den sociale arbejdsdeling, som markedet fremvinger, må vi forstå, hvordan at udvidelsen af efterspørgsel fremkalder kapitalbevægelsen og en stigning i udbuddet af den enorme mængde varer, hvis mængde kan øges gennem menneskelig indsats.
Brugsværdi og bytteværdi
Det at en vare er både brugsværdi og bytteværdi er en modsætning. Men hvad betyder det? Det betyder, at arbejde brugt på varen kun er potentiel værdi. Nogen må være i stand til at købe den. Værdi skal bekræftes på markedspladsen. Ligesom det er urelevant for mig om du bruger dobbelt så lang tid som alle andre på at brygge et krus øl. Jeg betaler ikke den dobbelte pris. Du kan overhovedet ikke sælge din øl, hvis ikke du sætter prisen ned til det normale. Med andre ord har du bare spildt din tid. Jeg og alle andre købere forventer en gennemsnitspris bestemt af den bestemte sektors produktivitet på det givne tidspunkt. Det er ikke mængden af individuelt eller tilfældigt arbejde brugt på en vare, som bestemmer dens værdi, men produktionens nødvendige sociale mængde. Det er et afgørende begreb, når vi ser på det kapitalistiske systems dynamik.
Den eneste anden ting begge de byttede varer har til fælles er, at de begge er produkter af menneskeligt arbejde. Det er klart, at al egentligt arbejde er en særlig slags arbejders arbejde, hvad end det drejer som om en der laver kuglepenne eller en buschauffør. Som sådan er de eksempler på individuelt arbejde. De tages også alle sammen fra den samlede mængde tilgængeligt socialt arbejde, som skal opfylde vores behov. I bytteakten ses socialt arbejde som sin modsætning, socialt arbejde og konkret arbejde som en særlig repræsentant af dens modsætning, abstrakt arbejde. Hvordan kan objektivt arbejde som en arbejder udfører på et bryggeri ligestilles med en arbejders arbejde på en kuglepennefabrik? Det kan det gøres, fordi at bryggeriarbejderne let kan stikke af og få et arbejde på en kuglepennefabrikken og bossen er ligeglad så længe man gør sit job. Med andre er ord er begge former for individuelt og konkret arbejde en del af den samlede mængde af socialt arbejde, som kan opfylde vores behov.
Hvad er det vi gør, når vi bruger ti kuglepenne til at måle værdien af et krus øl? Faktisk bruges kuglepennene som det Marx kaldte for værdiens ækvivalensform. Med andre ord bruges de i et engangsbytte som penge ellers normalt bruges. En vare er både en brugbar ting, en brugsværdi, og en bytteværdi. Den indeholder en modsætning i sig selv. Når den indgår i et bytte bruges ækvivalentens brugsværdi til at måle dens bytteværdi – det kaldte Marx den relative værdiform. I takt med det at bytte tager om sig og generaliseres, kan den ækvivalerende vare bruges til at måle en hel række vares værdi. Grundet praktiske årsager vil vi ikke bruge kuglepenne til at værdisætte tønder med olie, pigøkser, bacon og lignende. En universel ækvivalent – penge – vil opstå. Penge er latent til stede i det isolerede bytte. Modsætningen mellem brugsværdi og bytteværdi elimineres ikke, det reproduceres på et højere niveau i pengeformen.
Det er præcis, hvad vi gør, når vi vejer ting. Vi kender begge de ting vi vil sammenligne og at de er helt og aldeles forskellige i alle hensigter på nær et. For at være sammenlignelige må de have en fælles egenskab. De har begge en vægt (masse). Der findes ikke en ting med vægt, som vi kan isolere og måle uafhængigt af ting med vægt. Ligeledes med værdi kan vi ikke bare lægge mængden af arbejde størknet på forskellige stadier i produktionsprocessen sammen. Når vi vejer noget, starter vi med at placere den ene ting på den ene vægtskål og sætter den herved i forhold til det, der er på den anden vægtskål, lad os sige et stykke metal. På et senere tidspunkt, når vi begynder at veje ting regelmæssigt, vil vi sandsynligvis tilskrive et konventionelt mål til metalstykker (for eksempel ti kilogram). Det er selvfølgelig sådan, at penge opstår fra udvekslingsprocessen.
Det er i bund og grund det samme vi gør, når vi måler værdi. Først ved vi, at begge varer er produkter af den samlede mængde socialt arbejde. Så de har en fælles substans. Marx undersøgte varen, som et første skridt i hans kritik af den kapitalistiske produktionsmåde. Det burde være klart, at en kuglepen er en del af verdens samlede arbejdsdeling. Den er produktet af kapitalistisk produktion på stor skala. Plastikken produceres af enorme ætylkager fra olie, som først er blevet pumpet op og herefter renset. Råolien kommer måske fra Nordsøen, pumpet op af boreplatforme dobbelt så store som Nelsons søjle. Det er fuldstændig klart, at vi umuligt kan måle præcis, hvor meget arbejdstid der bruges i fremstillingen af selv en så simpel vare som en billig kuglepen. Præcis som vi ikke ved, hvor meget en ting vejer, på nær når vi sammenligner det med noget andet, så kan vi ikke måle værdi på nær gennem sammenligning ved bytte. Bytteværdien er værdiens fremtrædelsesform. Og varers værdier bestemmes af den sociale nødvendige arbejdstid, som skal bruges til deres produktion.
Kapitalismens dynamik
Hvorfor har vi brug for en teori om værdi? Hvordan hjælper den os til at analysere det kapitalistiske samfunds dynamik? Her er et eksempel. Den første kuglepen blev produceret af Reynolds International Pen Company i 1945. Som det er almindeligt med kapitalistisk innovation var det ikke Reynolds, der opfandt kuglepennen. Han købte bare et patent. Prisen blev sat til 12,5 dollars, men omkostningerne ved produktionen var bare 80 cents. Kuglepennenes nyhedsværdi tog fat og produktionen og profitterne voksede kraftigt. Rivaler kom til og både Eversharp and Schaeffer markedsførte kuglepenne til 15 dollars. Men nu var Reynolds gået foran med masseproduktionsmetoder og enhedsomkostningerne var faldet til 60 cent. Det stille og rolige forhold mellem Schaeffer, Eversharp og Reynolds, der ikke trådte hinanden over tæerne, hørte op da Ball-point Pen Company of Hollywood markedsførte en model til 9,95 dollars og David Kahn annoncerede planer om en kuglepen til 3 dollars. Reynolds svarede igen med en 3,86 dollars kuglepen skønt produktionsomkostningerne nu var omkring 30 cent stykket. Ved julen i 1946 var der mere end 100 kuglepensfabrikanter, og nogen solgte kuglepenne for 2,98 dollars. I februar 1947 var den konkurrencedygtige pris 98 cents og i det følgende år, så man kuglepenne til 39 cents, som kun kostede 10 cents at masseproducere. I 1951 var prisen faldet helt til 25 cent og kuglepennen erstattede fyldepennen (kan I huske dem?) til hverdagsbrug.
Hvorfor blev kuglepennene billiger? Fordi det tog mindre arbejdstid at producere hver enkelt. Det er klart. Mere præcis betød innovationsprocessen, at en mindre og mindre mængde socialt nødvendigt arbejde skulle bruges for at producere kuglepennene. Og de efternølere, som sankede bagud i konkurrencen, brugte for meget arbejdskraft på hver enkelt kuglepen. De spildte arbejde, men ikke længe. De gik nedenom og hjem, fordi ingen ville købe deres kuglepenne. Det er ligeledes klart, at Reynolds og hans medkapitalister ikke brugte arbejdstidsberegninger. De jagtede bare hurtige penge. Og de bestemte sig for, i konkurrence med hinanden, at den bedste måde at sælge ting billigere end konkurrenten var at lave den billigere – det er med mindre forbrug af arbejdstid. Det er præcis sådan, at værdiloven sætter sig igennem bag de individuelle aktører.
Klasser i det kapitalistiske samfund
Vores tidsalders store spørgsmål er, hvordan de store gigantiske virksomheder, som regerer vores verden bliver rige og forbliver rige på bekostning af resten af os. Spørgsmålet besvares af marxistisk økonomi. Lad os først se på klasserne i det kapitalistiske samfund. Vi vil bruge definitionerne fra Det Kommunistiske Manifest. Vores fjende er borgerskabet ”klassen af moderne kapitalister, ejere af de sociale produktionsmidler og købere af lønarbejdskraft.” I dag ejes virksomheder typisk af deres aktionærer. Selv Bill Gates, verdens rigeste mand, er ikke den eneste som ejer Microsoft, selvom han regnes for at have en kontrollerende andel i virksomheden. Men amerikanske giganter som General Electric er mere typiske i dette henseende. Ingen aktionær ejer mere end en lille bitte del af de samlede aktier – husk at vi taler om næsten 500 milliarder dollars. Hvad viser det? Det viser os, hvordan kapitalen har akkumuleret. De store virksomheder har vokset sig enorme siden Marx’ tid, hvor de fleste virksomheder var familieejede.
Så er der os. ”Med proletariatet [mener vi] klassen af moderne lønarbejdere som ikke selv har nogen produktionsmidler og som sælger deres arbejdskraft for at kunne leve.” Nogle arbejdere ejer aktier. Men du er kun en kapitalist, hvis de får de fleste af dine penge fra at eje aktier i produktionsmidler. Og hvordan du end strækker definitionen, så er det en lille bitte del af befolkningen. Selv hvis man inkluderer alle de, som lever af den herskende klasses krummer, er det ikke mere end 10 procent af befolkningen. Resten er på vores side. Det er på tide, at vi alle indser det! Der er andre klasser, hvis interesser diskuteres i Det Kommunistiske Manifest. Men kapitalister og arbejdere er de to polære klasser, som kæmper om kontrollen over det økonomiske system, der styrer vores planet.
Middelklassen ejer i henhold Marx deres egne små produktionsmidler og må, ligesom os, selv arbejde. I Det Kommunistiske Manifest forudsås det, at disse folk vil svinde i antal grundet udviklingen af kapitalistisk produktion på stor skala. Det er en af de fantastiske forudsigelser fra et mere end 150 års gammelt dokument. Denne middelklasse overgik i antal klart arbejderne i alle lande (med Storbritannien som den eneste eventuelle undtagelse) i 1848. Siden da er de blevet gradvist ødelagt af fremkomsten af kapitalistiske produktion på stor skala, først i fremstillingen og senere i middelklassens sidste gemmesteder i form af bondelandbrug og detailhandel. Nu er middelklassen ved at forsvinde overalt i den kapitalistiske verden. Den store trend de sidste 150 år har været proletariseringen af disse mellemlag.
Den kapitalistiske klasse fastholder dens greb om os gennem deres ejerskab af produktionsmidlerne. Fabrikkerne og kontorerne, hvor vi tjener vores daglige brød, er i deres hænder. Tidligere herskende klasser har gennem historien også fastholdt deres dominans gennem et kollektivt monopol på produktionsmidlerne. I middelalderen ejede feudalherrerne jorden. Endnu tidligere ejede slaveejerne slaverne, som gjorde al det hårde arbejde. Kapitalister starter ud med penge. Men i en markedsøkonomi er penge rigdom og gør deres ejer i stand til at købe vidunderlige stykker af papir, som repræsentanter ejerskab af produktionsmidlerne. Vi er også forskellige. Som lønarbejdere er vi frie. Vi kan uden problemer sige op og stoppe med at arbejde for vores kapitalist, men vi kan ikke stoppe med at arbejde for dem som en klasse. Sociale bistandsniveauer er i alle kapitalistiske lande nøjsomt lavet sådan, at de ikke er i stand til at give os en levestandard, som vi anser for normal. I hvert fald vil de ikke bare lade dig opgive dit job og leve af understøttelse. Hvis I ikke tror mig, så prøv at gøre det!
Hvordan arbejdere udbyttes
Arbejdere udbyttes under kapitalismen. Men hvordan? Og hvad betyder dette? Værdiloven analyserer cirkulationen af varer som bytte af ækvivalenter. Marx stiller spørgsmål på den måde i Kapitalens første bind: ”Forvandlingen af penge til kapital må forklares på basis af de lovmæssigheder, der regulerer udvekslingen af varer, og udgangspunktet er, at det er ækvivalenter, der udveksles. Vor ven pengebesidderen, som endnu kun er en kapitalist på larvestadiet, må købe varerne til deres værdi og sælge dem til deres værdi og alligevel til slut hente mere værdi hjem, end han kastede ind…” (Kapitalen, bind I, kapitel 4)
Intet kunne være mere simpelt end at forklare kapitalisternes profitter på den måde, at de lægger lidt på prisen til dem selv. Og kapitalister som kuglepensmagnaten Reynolds opererede sikkert på ideen om en standard mark-up [at lægge noget oveni prisen, JD]. Men Reynolds og de andre markedsledere var nødt til drastisk at revidere deres ide om, hvad en mark-up kunne være, da de stod foran en total priskrig i 1940erne i takt med, at teknologien til at producere kuglepenne blev standardiseret. Kapitalister prøver konstant at flå hinanden og arbejderklassen ved at sætte priser, og derfor deres profitter, op. Men for det første støder de på de grænser som værdiloven, deres systems regulator, foreskriver. For det andet er det at lægge oven i prisen faktisk bare et nulsumsspil for kapitalistklassen som helhed. Hvad den ene vinder, taber den anden. Det kan ikke forklare, at nye indtægter konstant flyder ned i de riges lommer imens de sidder der hjemme og venter på at dividenderne dukker op på deres dørtrin. Marx’ forklaring på udbytningen lægger vægt på at lige store mængder arbejdskraft i gennemsnit byttes på arbejdsmarkedet, som det er tilfældet med varebytter generelt.
Marx fortsætter: “For at forvandle penge til kapital må pengebesidderen altså forefinde den frie arbejder på varemarkedet, fri i den dobbelte betydning, at han som fri person råder over sin arbejdskraft som sin vare, og at han på den anden side ikke har andre varer at sælge, han er løs og ledig, fri for alle de ting, han skal bruge for at realisere sin arbejdskraft.” (ibid.)
Arbejdskraft
Hvad er alt det her om arbejdskraft? Vi er alle blevet forført til at tro, at vi betales for det arbejde vi laver. Trods alt forventer vi at tjene mere, hvis vi arbejder over eller arbejder i weekenden. Hvis vi sættes på deltid eller fyres forventer vi at miste penge. Nogle af os er på akkordarbejde, hvor vores daglige betaling er direkte forbundet med, hvor meget vi producerer. Det er bestemt sådan, at det ser ud. Men Marx’ opdagelse var, at kapitalisterne ikke køber en bestemt mængde udført arbejde. Hvad de køber er en evne og de må tvinge så meget ud af den, som de kan. Arbejderkraften har en brugsværdi ligesom alle andre varer. Bosserne køber den af den grund. Arbejdskraftens brugsværdi er arbejde, så meget som bossen kan presse ud af dig. Marx forklarer, ” Jeg burger betegnelsen arbejdskraft eller arbejdsevne om samlingen af de kropslige og mentale egenskaber som findes i det menneskelige væsen, som han udøver når han producerer en hvilken som helst form for brugsværdi”…”Arbejdskraftens værdi er ligesom værdien af enhver anden vare bestemt af den arbejdstid, der er nødvendig til produktionen, altså også fornyelsen (reproduktionen), af denne specifikke artikel. For så vidt arbejdskraften er værdi, repræsenterer den selv kun et bestemt kvantum af samfundsmæssigt gennemsnitsarbejde, som er legemliggjort i den. Arbejdskraften eksisterer kun som evne ved et levende individ. Produktionen af arbejdskraften forudsætter altså dettes eksistens. For et givet individ består produktionen af arbejdskraften i dets egen reproduktion eller opretholdelse.” (Kapitalen, bind I, kapitel 4)
Det, arbejderen betales for, er ikke det arbejde han eller hun laver. Det er hans eller hendes evner. I en markedsøkonomi, hvor alt byttes rundt med penge, hyrer kapitalisten arbejderen og sætter ham til at arbejde. Han kan gøre det, fordi arbejderen ikke har nogen uafhængig adgang til produktionsmidlerne, som kapitalistklassen ejer som et hele. Arbejderen betales en sum penge, nok til at holde kroppen og sjælen sammen i forhold til det, som er blevet en normal levestandard for arbejdere i det samfund. For arbejdere i et avanceret kapitalistisk land kan den standard blive høj efter historiske mål – et dejligt hus fuld af elektronisk udstyr, en bil i indkørslen og en fryser fuld af mad. Men uanset hvor meget levestandarden er blevet forhøjet igennem tid, så har forskellen mellem arbejdere og kapitalist i denne tid med Bill Gates aldrig været større. Arbejdere vil kun beholde den levestandard, så længe de beholder deres job hos kapitalisterne og på den måde bidrager med en uendelig strøm af ufortjent indkomst.
Værdien af vores arbejde, som legemliggøres i vores arbejdsprodukt og værdien af vores arbejdskraft, arbejdernes overlevelseslevemidler, er to forskellige ting. Forestil dig en bonde, som har en hest til at pløje marken med og så havre. Bonden fodrer hesten med noget af havren og sælger resten. Heste er traditionelt blevet brugt i landbruget, fordi de kan give bonden et overskud udover deres egne overlevelseslevemidler. Det er også grunden til at kapitalister beskæftiger arbejdere. Det er let at se, hvad der sker i tilfældet med hesten; du kan faktisk opdele høsten i havre til overlevelseslevemidler og havre til salg. Det er sværere med arbejderen. Arbejderen møder op for at producerer vare, som normalt hverken forbruges af arbejdspladsens arbejdende eller kapitalister. Varerne sælges på et åbent marked. Arbejderne betales med en løn, som hun er fri til at brug, som hun finder det passende. Det er teorien. Faktisk er du tvunget til at betale husleje, og du er nødt til at spise. Når du har betalt alt det essentielle er alt, hvad du har tilbage lommepenge. Imens indkasserer bossen det tilbageværende overskud i pengeform.
Arbejderen tilføjer værdi i produktionsprocessen. Det er et velanerkendt faktum. SKAT kan udregne den tilføjede for at beregne, hvor meget moms de skal have [I visse lande betales der kun moms af tilføjet værdi. I Danmark er systemet sådan, at virksomhederne skal betale moms af alt de sælger, men til gengæld kan de trække den moms, de betaler, når de køber ind, fra. I praksis altså det samme. JD]. Produktet af arbejderens arbejde splittes i to. Hvis vi ser på hver dag, hver time, hver minut eller stykke færdiggjort arbejde kan den tilføjede værdi deles op i to. Marx kaldte det nødvendigt arbejde og merarbejde. Nødvendigt arbejde er det som bruges til at bevare arbejdernes arbejdskraft – det er betalt og går til arbejdernes løn. Merarbejdet er det arbejde, som gør din direkte boss og resten af klassen af dovendyr i stand til ikke at skulle arbejde. Det er ubetalt arbejde.
Fjendtlige kommentatorer tilskriver ofte Marx den ide, at arbejdere kun kan få en løn, som svarer til et absolut subsistensminimum. Det er selvfølgelig forordet til at ”bevise”, at Marx tog fejl, eller at han i det mindst er fuldstændig forældet. Faktisk var Marx også en af de økonomer i det nittende århundrede, som var mest bevidst om stigende levestandarder for arbejderne. Derudover så han arbejderbevægelsens tidlige vaklende forsøg på at opnå en bedre levestandard gennem kamp, som det første nødvendige studium i en befrielsesproces for arbejderklassen. Det omfattende i det vi kalder ”behov” og måderne hvorpå de tilfredsstiles, er også historiske produkter, der afhænger af det civilisatoriske stadie som et land har opnået; og det afhænger desuden i stor grad også af hvilke forhold og derfor med hvilke vaner og krav, som klassen af frie arbejdet er kommet ind i verden med. Derfor indeholder arbejdskraften ”en historisk og moralsk faktor” (Kapitalen, bind I).
Betalt og ubetalt arbejde
Arbejdstidens opdeling i betalt og ubetalt arbejde er ikke en egenskab ved kapitalismen alene. Alle herskende klasser har i historien ernæret sig selv gennem udbytning af en undertrykt klasse. ” Kapitalen har ikke opfundet merarbejdet. Overalt, hvor en del af samfundet har monopolet på produktionsmidlerne, må arbejderen, fri eller ikke fri, føje en overskydende arbejdstid til den arbejdstid, der er nødvendig til hans eget underhold, for at producere subsistensmidlerne til ejeren af produktionsmidlerne, hvad enten denne ejermand nu er atheniensisk kalos kagathos (aristokrat), etruskisk theokrat, tivis romanus (romersk borger), normannisk baron, amerikansk slaveejer, vallakisk bojar, moderne godsejer eller kapitalist.” (Kapitalen, bind I, kapitel 8). Forskellen er, at under kapitalismen er udbytningen ikke åbenlys.
Under feudalismen arbejdede bønderne tre dage på deres egen stribe land og tre dage på herrens jord. De første tre arbejdsdages produkt vil blive forbrugt i bondens husholdning, mens de næste tre dages arbejde blev høstet og taget til slottet for herren og hans følge. Uanset hvilke samtidige religiøse eller traditionelle retfærdiggørelser af denne praksis, ville det ikke have været nødvendigt for middelalderlige revolutionære at skrive lære bind og forklare at det var udbytning. Ligesådan med slaven. Faktisk vil det her se ud som om, at al slavens arbejde var ubetalt. I virkeligheden var det sådan, at hvis slaverne producerede et kommercielt afgrøde såsom bomuld eller tobak, var slaveejeren nødt til at sætte en del af hans indtægter til side for at købe mad til slaverne. Den samme opdeling af arbejdsproduktet i en betalt og en ubetalt del finder sted i alle klassesamfund.
Udbytningens virkelighed kompliceres af flere andre faktorer under kapitalismen. For det første er det sandsynligt, at de middelalderlige bønder høstede et afgrøde med deres egne hænder. Det er klart, at den mad han spiser er frugten af hans eget arbejde. Under kapitalismen er der en arbejdsdeling indenfor arbejdspladsen såvel som en arbejdsdeling forårsaget af produktionen til et marked. Ingen enkelt arbejder kan pege på produktet og sige ”det er mit”. En vare såsom en masseproduceret bil passerer igennem hundrede af arbejders hænder. Det er produktet af kollektivt arbejde af ”fabrikshænder”. Dette er et bredere begreb end bare samlebåndsarbejdere. En stor fabrik har sandsynligvis hyret en separat gruppe rengøringsfolk. Alternativet er selvfølgelig at stoppe produktionen imens, at produktionslinjearbejderne gør rent.
For det andet er det ikke al overskuddet som forbruges af din direkte arbejdsgiver. Marxister har brugt formlen – jordrente, rente og profit – til at forklare delingen af merværdi mellem de forskellige grupper af kapitalister. Faktisk er det tilmed, som vi skal se, mere kompliceret end det. Men hvis bankerne hæver renterne eller de industrielle renter går op, vil det ramme industrialisterne profitter ret uafhængigt af arbejdernes kamp for højere lønninger og for en større del af det de producerer.
Endelig har kapitalisten andre udgifter end arbejde. For en moderne multinational virksomhed repræsenterer lønningerne måske ikke mere end 5-10 procent af de samlede omkostninger. Selv den værdi arbejderne tilføjer, kan deles op i nødvendig arbejde og merarbejde, deles varens værdi op i tre dele. Der er merværdi, arbejderklassen ubetalte arbejde, som kapitalisterne lever af. Så er der den tid arbejderen bruger på at reproducerer bestanddelene af hans eller hendes egne lønninger. Når kapitalisten ”lægger ud” for dette til arbejderen i form af løn kalder Marx det for variabel kapital. Den er variabel, fordi den er en del af den pengekapital, som er i stand til at give et overskud igennem produktionsprocessen. Alle bossens andre udlæg til råmaterialer, maskineri, opvarmning, lys og el osv. osv. er hvad Marx kaldte for konstant kapital. Disse kaldes konstant kapital, fordi de videregiver deres værdi uforandret til det endelige produkt. De indeholder merværdi fra arbejderne længere nede i produktionskæden. Det er let at se i tilfældet med råmaterialer. Ingen tror at chokoladeovertræk på slik tilføjer nogen værdi udover omkostningerne for den kapitalist som køber det. Maskineri hjælper arbejdets produktivitet, men det bidrager ikke selv til at tilføje værdi.
For at tage et simpelt eksempel ved kapitalisterne (eller snarere deres bestyrere) at en maskine vil producerer en million dimser i en periode på ti år, hvorefter den vil blive smidt ud. Hvis maskinen koster 10 millioner kroner vil de værdiansætte maskinens afskrivninger udtrykt i hver dims til 10 kroner. Så hvis de lægger de 10 kr. til side hver gang de sælger en dims, vil de have 10 millioner kroner når det er tid til at købe en ny maskine. I praksis må kapitalisterne tage højde for det faktum, at maskinen sandsynligvis vil være forældet og må kasseres før den er opbrugt fysisk, men princippet er klart. Maskineri giver bare dets værdi videre til det endelige produkt i den grad det afskrives. Det hjælper arbejderen med at skabe merværdi, men det skaber ikke selv ny værdi. Det er derfor, at alle de andre bestanddele af produktionsprocessen udover arbejdskraften for kapitalisten tæller som konstant kapital.
Udbytning i praksis
Lad os se på udbytning i praksis. De følgende tal kommer fra de amerikanske tekstilarbejderes fagforenings UNITEs undersøgelsesafdeling. Hvis en amerikansk kvinde bruger 100 dollars på en kjole:
– 54 dollars går til butikken. Men alt detailkapitalisten gør, er at give produktet videre og hænge det op så folk kan se på det. Men hvor kommer pengene fra? Salgsindsaten formøbler store ressourcer i den moderne kapitalisme. Disse ressourcer kan kun komme fra merværdi generet i den produktive del af økonomien.
– 18 dollars går til materialer. Den producerende virksomhed indkøber bare disse.
– 16 dollars går til producentens faste omkostninger og profit. Den er tricky at analysere i marxistiske termer. Varme og lys er omkostninger, præcis ligesom stof og lynlåsfæstnere. Men nogle af disse ”omkostninger” vil faktisk være en del af profitten. Rente for eksempel tappet af en anden del af ejendomsbesiddende klasse. For at gøre det simpelt antager vi, at 15 dollars ud af disse 16 dollars faktisk er omkostninger og den fattige trængende producent kun får 1 dollars på en kjole til 100 dollars (en profit på bare 1 procent).
– Arbejderen som laver kjolen får 12 dollars tilbage i lønninger
Det er sådan, at de rige bliver rige og de fattige forbliver fattige. Og det er sådan det er, uanset om du arbejder på en gård eller i en fabriker og hvad end du langer burgere over disken eller skriver computerprogrammer. De rige bliver rige på vores ubetalte arbejde.
Merværdiraten
Merværdiraten eller udbytningsraten er den mængde tid arbejderen bruger på at reproducere bestanddele af hans eller hendes lønninger sammenlignet med den tid arbejderen helliger til at berige kapitalistklassen. Hvis vi tager det arbejde som arbejderen bruger for at lave kjolen ser vi, at merværdien (ubetalt arbejde) bliver 55 dollars, mens at den variable kapital (svarende til betalt arbejde) får 12 dollars. Så i dette tilfælde er udbytningsraten mere end 450 procent!
Synes du ikke, at en udbytningsrate på 450 procent er godt nok for arbejdsgiverne? Synes du ikke, at de skulle være glade at få en arbejder til at bruge 11 minutter af hver time på at få sin løn tilbage, mens hun arbejder de resterende 49 minutter for kapitalistklassen, der lever i overflod? Ikke på vilkår! Det er aldrig nok. Det er en tvang for de enkelte kapitalister at presse mere og mere ud af dig. Pisken er delvist konkurrencen med andre virksomheder. Hvis du skal slå modstanderen er den bedste måde at sælge varerne billigere. Den bedst måde at sælge billigere er at lave det billigere – det vil sig med mindre arbejde. De kalder det at skære i omkostningerne, men det er hvad det er. Lad os se hvad dette kapløb gør for udviklingen af systemet som helhed.
Absolut merværdi
Bosserne er altid ude på at få lidt mere ud af deres arbejdere. En oplagt mulighed de kan gøre det på er at få dig til at arbejde flere timer. Lad os blive i tekstilindustrien. Lina Rodriguez Meza, en tekstilarbejder i New York forklarer: “Når vi har travlt, arbejder vi op til 60 eller 63 timer. Forholdene på fabrikken er ikke gode. På fabrikken, hvor jeg arbejder, er næsten alle fra Ecuador. Disse folk arbejder hårdt. Og siden de kommer fra et land meget langt væk, kommer de og er bange for at miste deres job, og slavebinder os”.
Lina er i en svær position. Ingen ønsker at arbejde over 60 timer om ugen. Men den grundlæggende rate er så lav og i modeindustrien er arbejdet fuldstændig tilfældigt, som hun forklarer: ”I sidste uge arbejdede vi kun 15 timer. Og nu har vi arbejdet to dage i træk, men det lader til, at vi skal blive hjemme igen.”
Lina har faktisk brug for overarbejdet for få det til at hænge sammen. Hun er arbejder i det rigeste land i verden. Hvad foregår der her? Som vi har set er kapitalistklassen tvunget til at få mere og mere ud af os, at hæve udbytningsraten. En måde at gøre dette på er, hvad Marx kaldte udvindingen af absolut merævrdi. Det betyder, at udbytte arbejderen over længere tid. For eksempel hvis en arbejder reproducerer sin løn på fire timer og derefter arbejder fire timer for bossen, så er udbytningsraten 100 procent. Men hvis arbejderen forledes til at slide ti timer om dagen, så er det to timer ekstra gratis for deres boss. På Marx’ tid brugte kapitalisterne bare deres klassemagt til at forlænge arbejdsdagen. Da arbejderne typisk blev aflønnet pr. dag var kampen om arbejdsdagens længde en basal form for klassekamp.
Marx viste hvordan denne strategi blev mødt med modstand fra arbejderklassen i bomuldsstofindustrien i midten af det nittende århundrede. Arbejderne gennemtvang deres grænser gennem strejker og vandt senere en juridisk grænse på arbejdsdagen.
Marx’ kritikere siger, at udvindingen af absolut merværdi er fuldstændig forældet. Det, der sker for Lina og millioner af andre som hende, viser, at udvindingen af absolut merværdi stadig er en meget effektiv måde at fylde arbejdsgivernes lommer på. Det er derfor, det stadig finder sted i det nye årtusinde – i New Yorks hjerte. Vi kender alle jobbene – sikkerhedsvagter, cateringfolk, rengøringsfolk, jernbanearbejdere – hvor det forstås, at du må arbejde overtid for at få nok til at brødføde en familie, fordi udgangspunktet er så lavt.
Relativ merværdi
Amerikanske bosser har svaret på udenlandsk konkurrence på forskellige måder. Et af svarene i tekstil- og tekstilvirksomhederne i de rige lande på udenlandske konkurrence har været, at hvis de betaler dig mere end arbejdere i Pakistan eller El Salvador, så får de også mere ud af dig.
Amerikanske arbejdsgivere i tekstilindustrien har skåret i omkostningerne gennem mekanisering. Mens kun 6 procent af produktionen af tøj i USA brugte moderne maskineri i 1960’erne, var 40 procent af branchen mekaniseret 20 år senere. Som et resultat er produktiviteten i fremstillingen af tøj fordoblet i de rige lande over en 20-årig periode. Med andre ord producerer arbejderne dobbelt så meget, som de gjorde tidligere. Som et resultat arbejder de i mindre tid for at reproducere værdien af deres lønninger og mere tid for bossklassen. Det er det Marx kaldte for produktionen af relativ merværdi. Den relative merværdi kan øges ved at øge arbejdsintensiteten (det var det bosserne prøvede at gøre med de britiske tekstilarbejdere i 1930’erne – se nedenfor) eller ved at hæve arbejdets produktivitet gennem mekanisering.
Hvad er der sket med de amerikanske arbejderes lønninger som et resultat af mekaniseringen? Tekstilarbejdernes lønninger i USA er præcis det samme, som de var for tyve år siden. Hele fortjenesten fra produktivitetsstigningerne er gået til arbejdsgiverne.
En måde at udvinde relativ merværdi er ved hæve arbejdets produktivitet. Det involverer akkumulation af kapital med mere og mere maskiner mellem hver arbejders hænder.
Intensivering af arbejdet
En anden måde er at hæve arbejdets intensitet. Hvis du ikke kan forlænge antallet af arbejdstimer, kan de sikre sig, at de får mere ud af dig, mens du er der. To klassiske måder at få mere sved ud af arbejderne på er at sætte farten op og få arbejderne til at passe flere maskiner.
Det har fundet sted i lang sig. Uanset hvor meget du producerer for dem, vil de altid have mere. Under den store depression i 1929-33 troede de britiske bomuldskapitalister, at det var et godt tidspunkt at vise tekstilarbejderne, hvem der havde magten. De krævede, at væverne passede seks væve i stedet for fire – ligesom de japanske arbejdere. Opgøret om ”flere væve” foregik samtidig med et krav om lønnedgang på 12,5 procent – mere arbejde for mindre betaling! Det igangsatte en proteststrejke og udvandring med 150.000 vævere i Lancashire. Efter et bittert opgør, hvor politiangreb på blokaderne blev rutine, blev strejken solgt ud af fagforeningstoppen.
Akkumulation af kapital
Processen, hvormed mere og mere dødt arbejde (konstant kapital for at bruge Marx’ begreb) bruges relativt til levende arbejde i produktionsprocessen, kaldes akkumulationen af kapital. Det er de individuelle kapitalisters forbandelse, at de ikke bare kan forbruge arbejderklassen ubetalte arbejde og leve i luksus (selvom de ikke har det dårligt). De er tvunget til at konkurrere med hinanden og geninvestere en stor del af deres uretmæssigt erhvervede gevinster. Det hæver på sin vis arbejdets produktivitet. Ved at akkumulere kapital og skabe en massearbejderklasse over hele verden, skaber kapitalismen forholdene for dets egen endeligt som system. Det tager os til grænsen til et overflodssamfund. Alligevel er det på nuværende tidspunkt halvdelen af jordens befolkning, som lever i den mest desperate fattigdom med 2 dollars om dagen eller mindre.
I Economist fra 1985 kan vi læse, at produktiviteten for arbejde i tekstilspindeindustrien er blevet to tusinde gange større i perioden fra den industrielle revolution begyndte omkring 1750 til 1980. Den stiger stadig og hurtigere end nogensinde. Læseren er sandsynligvis blevet fortalt om spindemaskinen og den industrielle revolution, og Marx behandlede det ekstensivt i hans skrifter. Men det er tydeligt, at de mest fantastiske produktivitetseksplosioner er blevet set i industrier, hvor der er blevet indført computere i stor stil.
Du kan ikke stoppe arbejdsgiverne i at udbytte arbejdere. Så længe de er arbejdsgivere er de nødt til at gøre det, Men du vil heller aldrig kunne stoppe arbejderne i at bekæmpe udbytningen. Så længe de er lønarbejdere vil de kæmpe for et bedre fremtid. Det betyder enden på arbejdsgivernes system og en socialistisk omdannelse af samfundet.
