Indledning

Den borgerlige regering har brugt deres tid ved magten til at angribe velfærden. De har udsultet den offentlige sektor gennem årlige nedskæringer og skattestop. De har brugt ”salami-metoden”, hvor den offentlige sektor gradvist er blevet dårligere og dårligere, samtidig med at overklassen har fået bedre vilkår.

Den borgerlige politik er ikke en tilfældighed. De borgerlige partier er alle sammen blevet stiftet for at varetage forskellige grene af arbejdsgivernes interesser. Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, de Radikale og Liberal Alliance er alle sammen støttet af arbejdsgiverne, og de får deres penge fra bankerne og de store virksomheder.

De borgerlige skærer ikke kun ned af ideologiske grunde, eller fordi de ønsker at sælge de statslige virksomheder til sig selv og deres venner. Nedskæringerne skyldes i sidste ende, at der i en kapitalistisk økonomi altid er tilbagevendende økonomiske kriser. Kriserne kommer, fordi det kapitalistiske system bygger på profit og ikke er planlagt. Vi har i den seneste periode haft et økonomisk opsving, som ikke har betydet forbedringer for arbejderne, og nu er økonomien igen på vej i krise. Det kommer til at medføre endnu flere angreb fra arbejdsgiverne og deres borgerlige partier. De vil forsøge at lægge byrden for krisen på arbejdernes skuldre gennem øget arbejdspres, fyringer, lønpres og nedskæringer i den offentlige sektor.

For effektivt at kunne kæmpe imod den borgerlige regering og for en arbejderregering på et socialistisk program, er det nødvendigt at bevæbne sig politisk med et klart program og en korrekt metode.

Sovjetunionens kollaps indledte en hidtil uset borgerlig offensiv imod de socialistiske ideer. Stalinismens kollaps var angiveligt det endegyldige bevis på ”kommunismens” fallit og på, at marxismen var forfejlet. Kapitalismens fortalere sagde, at Sovjetunionens kollaps viste, at kapitalisme er det eneste mulige system, og at der ikke er noget alternativ. De lovede en ny verdensorden med fred og fremgang under markedsøkonomiens banner. De forestillede sig endda, at kapitalismens problemer var løst, og at kriser hørte fortiden til. I dag er der intet tilbage af disse illusioner. Krige, katastrofer og kriser har modbevist den borgerlige propaganda.

Mens disse linjer skrives, melder pressen om et ”alarmerende antal tvangsauktioner”. Der meldes om, at amerikanske styrker har dræbt 15 civile i Pakistan. Der meldes om strejker i England, hungerskatastrofe i Etiopien og om titusinder, der demonstrerer imod det republikanske partis konvent i USA. Alt sammen symptomer på en verden, der er i krampe på grund af det kapitalistiske systems blindgyde.

Den hollandske filosof Spinoza sagde, at opgaven hverken er at le eller græde, men at forstå. For aktive unge og arbejdere i dag er det af allerstørste nødvendighed at sætte sig ind i marxistisk teori for at forstå, hvorfor verden ser ud som den gør, og hvordan man kan forandre den. De katastrofer og angreb, som kapitalismen medfører, forbereder afgørende slag mellem klasserne. Arbejderne vil blive tvunget til at kæmpe, og i kampen for at tage kontrol over egen skæbne, vil klassen søge ideer, der kan vise en vej fem. Det er de marxistiske ideer.

Denne pjece er en kort introduktion til spørgsmålet om planøkonomi og desuden til den marxistiske metode med enhedsfront og overgangskrav. Spørgsmålene berøres kun overfladisk, men enhver bør tage sig tiden til at læse de klassiske marxistiske værker for at danne sig et mere fuldstændigt billede. Det Kommunistiske Manifest, der blev skrevet af to unge revolutionære i 1848, er den mest moderne bog, man kan læse om verden i dag. Marxismen er måske gammel, men det er alligevel de nyeste ideer, der findes. De sidste ord i denne indledning overlader vi til Leon Trotskij, som i ”om marxismens krise endnu en gang” skrev:
”De forfærdede fornuftsmennesker smider våbnene når de står over for reaktionen, giver afkald på en videnskabelig samfundsmæssig tankegang, opgiver ikke blot materielle standpunkter, men også moralske og berøver sig derved ethvert krav om en revolutionær hævn i fremtiden. De betingelser, som har banet vejen for den nuværende bølge af reaktion, er imidlertid ekstremt ustabile, selvmodsigende og flygtige. De gøder jorden for en ny offensiv fra proletariatet. Lederskabet i denne offensiv vil netop tilhøre dem som fornuftsmenneskerne kalder dogmatiske og sekteriske. Fordi ’dogmatikere’ og ’sekterikere’ nægter at frasige sig den videnskabelige metode så længe ingen har fremsat noget i stedet, der overgår den.”

Del 1: Markedsøkonomi eller planlagt økonomi?

Kapitalismens opståen
Historisk set opstod kapitalismen ud fra en mængde små kapitaler. I de 14. og 15. århundreder gik borgerskabet i Vesten gradvist gennem forskellige faser med kooperation, manufaktur og endelig moderne industri. Men i modsætning til, hvad borgerlige historikere gerne vil have os til at tro, voksede kapitalismen ikke frem på historiens scene ved en fredelig, gradvis proces. Tværtimod blev kapitalismen etableret som økonomisk system gennem en bølge af vold, revolutioner og – ja! – ekspropriation af andre menneskers ejendom. Den såkaldte oprindelige akkumulation.

I middelalderen og i kapitalismens første periode blev den oprindelige akkumulation opnået ved en række metoder. Det betød brutal ekspropriering af befolkningsgrupper og klasser, der var beskæftiget i før-kapitalistiske økonomiske aktiviteter. De oprindelige folk i Nord- og Sydamerika, de sorte slaver i plantagerne og generelt folkene i kolonierne – alle blev de eksproprieret af det fremstormende borgerskab. Under reformationens fane blev klostrene eksproprieret, og grunden blev lagt for en kapitalistisk udvikling.

Karl_Marx03
Karl Marx analyserede kapitalismens opståen som socialt system.

Fremvæksten af en kapitalistisk økonomi forudsætter, at der er foregået en oprindelig akkumulation. Det betyder, at samfundets produktionsmidler er monopoliseret hos en gruppe af kapitalister, mens en stor gruppe ingen midler har til at overleve, uden at de sælger deres arbejdskraft til en arbejdsgiver – en kapitalist. Karl Marx forklarede det ganske klart:

”Penge og varer er ikke på forhånd kapital, lige så lidt som produktionsmidler og midler til livets opretholdelse er det. De må forvandles til kapital. Selve denne forvandling kan imidlertid kun foregå under bestemte omstændigheder, der koncentrerer sig om følgende: To slags meget forskellige varebesiddere må konfronteres og træde i kontakt med hinanden, på den ene side ejere af penge, produktionsmidler og midler til livets opretholdelse, for hvem det drejer sig om at øge værdien af den værdisum, de er i besiddelse af, gennem indkøb af fremmed arbejdskraft; på den anden side af frie arbejdere, sælgere af deres egen arbejdskraft og derfor sælgere af arbejde. Frie arbejdere i den dobbelte betydning, at de selv hverken hører umiddelbart til produktionsmidlerne, som slaver, livegne osv. eller, at produktionsmidlerne tilhører dem, som bonden, der arbejder med egne produktionsmidler osv., men arbejdere der derimod er frie og ledige på torvet. Med denne polarisering af varemarkedet er grundbetingelserne for den kapitalistiske produktion givet. Kapitalrelationen forudsætter, at arbejderne adskilles fra ejet af betingelserne for virkeliggørelse af arbejdet. Når den kapitalistiske produktion først står på egne ben, opretholder den ikke blot denne adskillelse, men reproducerer den i stadigt voksende målestok. Den proces, der skaber kapitalrelationen, kan altså ikke være andet end den proces, der adskiller arbejderen fra ejet af sine arbejdsbetingelser, en proces, der på den ene side forvandler de samfundsmæssige midler til livets opretholdelse og produktion til kapital, på den anden side de umiddelbare producenter til lønarbejdere. Den såkaldte oprindelige akkumulation er således intet andet end den historiske proces, der adskiller producent og produktionsmidler. Den fremtræder som »oprindelig«, fordi den udgør kapitalens forhistorie og forhistorien til den produktionsmåde, der svarer til kapitalen. ” (Marx, Kapitalen, s. 999-1000)

I de lande, der gennemgik den klassiske kapitalistiske udvikling, blev levemulighederne for små håndværkere, bønder og småproducenter brutalt ødelagt gennem eksproprieringer. For at kapitalismen kunne producere, måtte kapitalisterne være i stand til at købe arbejdskraft. For at skabe et udbud af arbejdskraft, der kunne udbydes frit på markedet, var det nødvendigt at frigøre arbejderne fra lavsystemet, der forhindrede arbejdskraftens bevægelighed. Men det var også nødvendigt at ”frigøre” arbejderne fra egne produktionsmidler og alle garantier for deres fortsatte eksistens. Som Marx sagde: ”og historien om denne ekspropriation er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild.”

I byerne blev arbejderne samlet, klar til at blive sat i arbejde for den kapitalistiske produktion. Det var et nødvendigt udgangspunkt for kapitalismens fremkomst at skabe en stor klasse af ”frie” ejendomsløse arbejdere, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve. Selv i den klassiske oprindelige akkumulation spillede staten en afgørende rolle. Det var gennem den engelske og skotske stat, at landbefolkningerne blev frarøvet deres fælleder og jorde. Den oprindelige akkumulation blev hjulpet igennem ved statslig tvang og voldshandlinger. Karl Marx forklarer:
”Den pengekapital, der var dannet gennem åger og handel, blev forhindret i at forvandle sig til industriel kapital p.gr.a. feudalforfatningen på landet og lavsforfatningen i byerne.

Disse skranker faldt med opløsningen af de feudale tropper af følgesvende, med landbefolkningens ekspropriation og delvise forjagning. Den nye manufaktur blev oprettet i eksporthavne ved havet eller på steder ude på landet, der lå uden for den gamle byordnings og dens lavsvæsens kontrol. Heraf i England den forbitrede kamp, som the corporate town førte mod disse nye industrielle planteskoler.

Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation. Hak i hæl herpå følger handelskrigen mellem de europæiske nationer med hele jordkloden som skueplads. Den åbnes gennem Nederlandenes frafald fra Spanien, antager kæmpeomfang i Englands Antijakobinerkrig, fortsætter stadig i opiumskrigene mod Kina osv.

De forskellige momenter i den oprindelige akkumulation fordeler sig nu, mere eller mindre i tidsmæssig rækkefølge, især på Spanien, Portugal, Holland, Frankrig og England. I England sammenfattes de ved slutningen af det 17. århundrede på systematisk vis i kolonisystem, statsgældssystem, moderne skattesystem og protektionssystem. Disse metoder hviler til dels på den mest brutale vold, f.eks. kolonisystemet. Men alle bruger de statsmagten, samfundets koncentrerede og organiserede vold, for kunstigt at fremme den proces, der forvandler den feudale produktionsmåde til den kapitalistiske og for at forkorte overgangene. Vold er fødselshjælper for ethvert gammelt samfund, der går svanger med et nyt. Vold er selv en økonomisk kraft.” (Marx, Kapitalen, s. 1045-46)
For at bane vejen for en kapitalistisk udvikling var det nødvendigt at udrydde alle hidtil eksisterende socio-økonomiske former: feudalisme og andre før-kapitalistiske økonomiske former.

Naturligvis har marxister ikke en sentimental holdning til dette spørgsmål. På trods af sin brutale karakter spillede kapitalismen en progressiv historisk rolle. Den udviklede industri, landbrug, videnskab og teknik til indtil da ukendte højder. Dette er kapitalismens historiske placering som socialt system. Adskillige århundreder med klassesamfund og udbytning havde udviklet samfundets produktion til en grad, hvor produktivkræfternes videre udvikling krævede nye ejendomsformer: kapitalisme. Nu har kapitalismen imidlertid frembragt det materielle grundlag for en højere samfundsform: socialisme. Marx skrev i Kapitalen:
"I stadigt højere grad opsluges alle folk af verdensmarkedets net og dermed udvikles det kapitalistiske regimes internationale karakter. Med det stadigt faldende antal kapitalmagnater, der tilraner sig og monopoliserer alle fordele ved denne transformationsproces, vokser mængden af elendighed, undertrykkelse, trældom, degeneration, udbytning, men også vreden hos arbejderklassen, der er i stadig og rivende vækst og som gennem selve den kapitalistiske produktionsproces' mekanisme er blevet skolet, forenet og organiseret. Kapitalmonopolet bliver til lænker for den produktionsmåde, der er blomstret op sammen med og under dets herredømme. Produktionsmidlernes centralisering og arbejdets stigende samfundsmæssige karakter når et punkt, hvor de bliver uforenelige med deres kapitalistiske hylster. Det bliver sprængt. Den kapitalistiske privatejendoms time slår. Ekspropriatørerne eksproprieres." (Marx, Kapitalen, bind 1, kapitel 24.)
Marx forklarede, at ejendomsforholdene (altså hvem der ejer produktionsmidlerne) i et samfund blot er et juridisk udtryk for produktionsforholdene (altså hvordan produktionen er organiseret, for eksempel småproduktion eller verdensomspændende produktion og arbejdsdeling). Imidlertid er dette forhold ikke direkte eller automatisk. Hvis det var tilfældet, ville revolutioner og omvæltninger ikke være nødvendige. Men historien viser, at det absolut ikke er tilfældet. Som vi lige har forklaret, var selve kapitalismens fødsel absolut ikke en fredelig reformproces, men et voldsomt brud med den hidtil eksisterende samfundsorden. I lang tid kan samfundets overbygning – det vil sige det statslige og juridiske apparat, der opretholder ejendomsforholdene – stå i direkte modsætning til produktivkræfternes krav. Forholdet er komplekst og modsætningsfyldt. Med andre ord er det et dialektisk forhold. Selve behovet for en revolution udspringer af misforholdet mellem samfundets overbygning og produktivkræfternes behov.

Kapitalismen er syg

I kapitalismens ungdom spillede kapitalisterne (borgerskabet) en progressiv rolle, fordi de udviklede produktivkræfterne og investerede i industri, forskning og teknologi. I perioden med kapitalismens forfald ser vi et ganske andet billede. I stedet for investering i produktion ser vi spekulation og investering i den parasitiske servicesektor. Når man kan tjene kæmpemæssige formuer ved at foretage et telefonopkald og bedrive valutaspekulation, hvorfor skulle man så investere i kostbart maskineri, der muligvis aldrig giver profit?

Spekulation i værdipapirer, valuta og den slags driver ikke samfundet fremad. Det, der betyder noget, er om der bliver produceret virkelige ting som fødevarer, computere, skibe, biler og tøj. Produktion og udvikling af alle sådanne ting er med til at skabe grundlag for, at almindelige mennesker kan have en civiliseret tilværelse og at samfundet kan bevæge sig fremad. Men for en kapitalist er det ligegyldigt. For en kapitalist er det vigtige, om investeringerne giver den størst mulige profit. Hvis de store gevinster ligger i valutaspekulation i stedet for produktion af møbler, så vil kapitalisten spekulere i valuta i stedet for at investere i produktion og udvikling af møbler. Snedkerne, metalarbejderne, og designerne, der arbejder i møbelindustrien bliver arbejdsløse, selv om der (ud fra et rationelt synspunkt) er god brug for deres arbejde. Pointen er, at det er produktion, ikke spekulation, der driver samfundet fremad. Men i den nuværende periode beskæftiger kapitalisterne sig i stadig større grad med spekulation frem for produktion.

I Storbritannien, USA og mange andre lande har der været et stort fald i fremstillingsindustri og en stærk stigning i de snyltende finans- og servicesektorer. På det europæiske aktieindeks Dow Jones Euro Stoxx tegner finanssektoren sig for omkring 30 procent af værdien, mens fremstillingsindustrien kun tegner sig for 12 procent.( ECB: Månedsoversigt december 2007, s. 39.) De såkaldte private equity firmaer er indblandet i et spekulativt orgie af virksomhedsovertagelser, der ikke producerer aktivitet, men snarere lukninger, fyringer og udhuling af industrien af hensyn til profit.

Verdensøkonomien er i den nuværende epoke fuldstændig domineret af 200 kæmpemæssige virksomheder, hvoraf de fleste er amerikanske. Den monopoliseringsproces, som Marx forudsagde, har nået uanede højder. Ifølge det amerikanske tidsskrift The Nation 11. juni 2008 ejer den rigeste procent af befolkningen i USA værdier for 16.800 milliarder dollars. Det er omtrent to milliarder dollars mere end de laveste 90 procent ejer tilsammen. En arbejder, der tjener 10 dollars i timen, skal arbejde i over 10.000 år for at tjene det samme, som de 400 rigeste amerikanere tjente i 2005.

Samtidig med, at der eksisterer den mest forfærdende menneskelige elendighed og fattigdom, er samfundets top rigere end nogensinde før. På verdensplan er der 945 milliardærer med en samlet formue på 3.500 milliarder dollars. Den rigeste mand i verden, Carlos Slim, er mexicaner. Han er nu rigere end selv Bill Gates. (Four Marxist Classics, WellRed USA: Introduction by Alan Woods.) Samtidig lever millioner af mexicanere i dyb fattigdom uden udsigt til fremskridt. Polariseringen mellem rig og fattig har aldrig før i menneskehedens historie været så afgrundsdyb.

Omkring en milliard mennesker lever for under en dollar om dagen. De bruger omkring 80 procent af deres indkomst på fødevarer. 18.000 børn dør ifølge FN’s fødevareprogram hver eneste dag af følgesygdomme, fordi de ikke får nok at spise. De har ikke råd til at forblive i live på markedets vilkår. De stigende fødevarepriser, der ikke er et resultat af mangel (verdens produktion af fødevarer er rigelig til at brødføde hele verdens befolkning og mere til), men på grund af massiv spekulation i fødevarepriserne. Hvis en kapitalist opkøber ris nu, og kan sælge det til det dobbelte om et år, så er det en ganske god forretning. For tiden er der masser af disse ”gode forretninger”, der bliver gjort, samtidig med at millioner sulter ihjel, fordi de ikke har råd til at spise.

Kapitalismens anarki
Der er masser af eksempler på, at kapitalismen ikke fungerer. Når der bliver skåret på den offentlige sektor, er det fordi kapitalisterne ikke har brug for et velfærdssamfund. De vil hellere have, at hele møllen skal være privat. Når der er gift i fødevarerne, så er det fordi jagten på profit og konkurrencen på markedet gør det umuligt at tænke på sundheden. Når der er krige rundt om i verden, er det fordi de kapitalistiske stater kæmper om magt, markeder og profit.

Milliarder af varer bliver hver dag udvekslet på verdensmarkedet. Varernes pris stiger og falder på en komplet uplanlagt, anarkistisk facon, afhængig af markedets kræfter. Marx forklarede, at priserne på varer er afhængige af den tid, det har taget at producere dem. Det vil sige den samlede mængde arbejdskraft, der er lagt i en vare. De kapitalistiske økonomer hævder derimod, at priserne bestemmes af udbud og efterspørgsel. Det er kun til dels rigtigt, da det ikke kan forklare, hvorfor at priserne altid svinger omkring et bestemt beløb. En dåse flåede tomater vil altid være billigere end en computer. Hvorfor? Fordi det har taget længere tid at producere en computer end en dåse flåede tomater. Prisen er med andre ord afhængig af den tid, det tager at producere varen.

En pris udgøres altså af udgifter til råmaterialer, maskiner og lønninger. Men hvor kommer så profitten til kapitalisten fra? Han kan ikke mindske udgifterne til råmaterialerne eller maskinerne. De er nødvendige for at producere en computer. Altså er det kun på arbejderens arbejdskraft, at kapitalisten kan tjene penge.

For at få profit må kapitalisterne holde arbejdernes lønninger længere nede end den nye værdi (merværdi) arbejderen skaber. Hvis man trækker udgifterne fra de forskellige dele og maskiner væk producerer en arbejder på 8 timer måske en enkelt computer. Udgifterne til delene og maskinen udgør for eksempel 1.600 kr. Ved at sætte det sammen har arbejderen produceret en computer på 8 timer. Værdien af hans 8 timer udgør for eksempel 200 kroner per time. Det giver 1.600 kroner på 8 timer. Computerne har altså en værdi svarende til 3.200 kroner. Men arbejderen får ikke 200 kroner i timen. Lad os sige han får 100 kroner. Altså har kapitalisten haft en udgift på 1.600 kroner til maskiner og råmaterialer samt 800 til lønninger. Altså en samlet udgift på 2.400 kroner. Dermed kan kapitalisten skrabe 800 kroner til side til sig selv. Det er det beløb Marx kalder merværdi. Altså den værdi arbejderen skaber, men som han ikke selv får i løn.

Arbejdernes løn er derfor ikke tilstrækkelig til at købe de produkter, de selv producerer. Under en overproduktionskrise, som optræder med jævne mellemrum i en kapitalistisk økonomi, ser vi derfor, at kapitalisterne ikke kan sælge deres produkter til arbejderne. Dermed får kapitalisterne ikke realiseret den profit, de har regnet med. De stopper med at investere og lukker i stedet produktion ned og fyrer folk. Vi står dermed i en situation, hvor produktionen ligger stille, samtidig med at arbejdere går ledige.

Den centrale modsætning under kapitalismen er modsætningen mellem en samfundsmæssig måde at producere tingene på, hvor arbejdsdelingen er global, og at ejerskabet af produktionsmidlerne fortsat er privat – altså den kapitalistiske ejendomsret til produktionsmidlerne. I en kapitalistisk virksomhed er der en plan. Mitsubishi eller IBM overlader ikke deres investeringsplaner eller driften af deres fabrikker til tilfældigheder. De benytter sig af de mest avancerede metoder for at planlægge hvert eneste aspekt af deres produktion. Veluddannede ingeniører og videnskabsfolk måler hvert eneste aspekt af arbejdet for at optimere arbejdets produktivitet. Markedets tendenser bliver nøje analyseret. I disse virksomheder bliver der mobiliseret hære af forskere, teknikere og økonomer.

Fordelene ved at planlægge produktionen på denne måde kan aflæses i de konstante forbedringer indenfor teknik og forøgelsen af arbejdets produktivitet. Det er i virkeligheden grundlaget for al menneskeligt fremskridt. Den menneskelige civilisations fremskridt kan i sidste ende reduceres til kampen for at hæve arbejdets produktivitet og dermed lægge grundlaget for en drastisk nedsættelse af arbejdstiden, så menneskeheden bliver befriet fra arbejdets nødvendighed. I et rationelt samfund ville alle disse fremskridt blive brugt til at tilfredsstille alle menneskelige behov, nedsætte arbejdstiden og hæve samfundets kulturelle niveau.

Under kapitalismen bliver der imidlertid ikke produceret for at tilfredsstille menneskelige behov, men for at maksimere kapitalisternes profit gennem udbytningen af arbejdskraften. Så længe produktionsmidlerne er på private hænder vil det være sådan. I stedet for at forbedre menneskenes levevilkår bliver hvert eneste fremskridt i produktionen brugt til at øge udbytningen af arbejdskraften. For eksempel bliver en ny og mere effektiv maskine, der producerer det samme som to maskiner gjorde før, ikke brugt til at sænke arbejdstiden, men til at fyre den arbejder, der betjente den ene af de to gamle maskiner.

Desuden er det element af rationel planlægning, der eksisterer under kapitalismen, begrænset til den enkelte virksomhed. Så snart varerne forlader fabrikken, træder de ud i en verden med anarki – markedsøkonomiens verden. Millioner af menneskers liv og skæbne afhænger af disse markedskræfters blinde spil. Markedet bestemmer, om de skal have arbejde eller ej, om de skal leve eller dø.

Der er brug for en plan
Ingen kapitalistiske lande kan garantere retten til arbejde, ordentlig løn og ordentlig uddannelse. I et land som Danmark er udgifterne til bolig så høje, at huslejen ofte æder over halvdelen af lønnen op. Den skandaløse spekulation i ejendomme, der har været i sidste periode (og som er tæt forbundet til bankernes massive og uansvarlige forgældelse af almindelige mennesker) har drevet boligudgifterne kraftigt i vejret. Det er en moderne form for åger, der kun gavner bankerne og nogle få spekulanter,

For at bruge fordelene ved planlægning til hele samfundets bedste er det nødvendigt at nationalisere produktionsmidlerne. Hvorfor taler socialisterne om nationalisering af økonomien? Det er alene på grund af, at det er den eneste metode til at sætte en stopper for markedets anarki og indføre en socialistisk planlagt økonomi. Uden dette skridt vil alle de afgørende dele af økonomien forblive på kapitalisternes hænder. I det tilfælde gør det i sidste ende ikke den store forskel, hvilket parti der er i regering, fordi alle de vigtigste beslutninger bliver taget andre steder – af en lille gruppe ikke-valgte, rige folk. Beslutningerne ligger fortsat i direktionsgangene hos bankerne og de store virksomheder. Beslutninger om, hvad der skal produceres, hvor der skal investeres, om arbejdspladser skal oprettes eller nedlægges, tages ikke af folk, der er valgt af nogen som helst. Disse beslutninger tages af banker, direktører og spekulanter.

Ved at gøre produktionens afgørende dele til samfundets fælles ejendom når man til en situation, hvor hele samfundets produktion kan planlægges som en samlet virksomhed i stedet for forskellige producenter, der konkurrerer imod hinanden. Fordelene ved planlægningen vil kunne bruges til det fælles bedste i stedet for til maksimering af profit til en lille håndfuld kapitalister.

For at sikre, at alle har et ordentligt sted at bo, der er til at betale, for at sikre ordentlige skoler, sygehuse og i det hele taget anstændig velfærd, er det nødvendigt at planlægge økonomien. Der er brug for en plan på grundlag af flertallets behov, ikke på profit til de få. Problemet er, at man ikke kan planlægge det, man ikke kontrollerer, og man kan ikke kontrollere det, man ikke ejer. Problemerne i Venezuela, hvor private virksomheder saboterer fødevareforsyningen og vitale dele af økonomi og produktion – alt sammen med henblik på at vælte den demokratisk valgte regering og knuse revolutionen – viser, at det er umuligt at lave en mellemting mellem planøkonomi og kapitalisme.

Kan kapitalismen reguleres?

Men er det ikke muligt at regulere den kapitalistiske økonomi? Er det ikke muligt at blande markedsøkonomi med statslig styring, så vi opnår en god offentlig sektor uden at bryde med kapitalismen?

Efter anden verdenskrig var det dette projekt, som Socialdemokratiet i Danmark i en tid havde held med. Ingen kan nægte, at der under opsvinget i årene 1948-73 var en enestående fremgang for almindelige mennesker i Danmark. Det var i denne periode, at det vi kender som velfærdsstaten blev opbygget. I denne periode så vi en fremgang for arbejderklassen i Danmark, som hverken er set før eller siden.

I alle de fremskredne kapitalistiske lande var der fuld beskæftigelse. De borgerlige økonomer og de socialdemokratiske ledere tilskrev disse mirakuløse resultater til den keynesianske økonomiske teori. Keynes var en borgerlig økonom, som argumenterede for, at man kunne klare sig igennem de tilbagevendende kriser i kapitalismen gennem underskudsfinansiering. Det betød, at staten skulle sætte gang i en masse produktion og anlægsarbejder – for eksempel nye broer – for dermed at sætte gang i hjulene. Det skulle man gøre ved, at staten i en periode kørte med underskud. Altså skulle staten trykke flere penge. Det lød alt sammen vældig godt. Der er bare det ved gæld, at det har en ubehagelig egenskab: på et tidspunkt skal den betales tilbage igen – og det med renter.

Virkeligheden er, at efterkrigsopsvinget ikke var et resultat af keynesianismen. Denne politik spillede en underordnet rolle. Der var flere grunde, som Ted Grant forklarede i 1960:
”1) Stalinisternes og socialdemokraternes politiske svigt i England og Vesteuropa skabte det politiske klima for en bedring i kapitalismen.
2) Krigens virkninger, ødelæggelsen af forbrugs- og kapitalgoder, skabte et stort marked (krig har virkninger der ligner – men er større end – en krise i forhold til ødelæggelse af kapital). Disse virkninger forsvandt, ifølge FN’s statistikere, først i 1958.
3) Marshall-planen og anden økonomisk hjælp medvirkede til Vesteuropas bedring.
4) Den enormt øgede investering i industri.
5) Fremvæksten in nye industrigrene – plastic, aluminium, raketter, elektronik, atomenergi og biprodukter.
6) Det stigende udbytte i nyere industrigrene – kemikalier, kunstfibre, syntetisk gummi, plastiske produkter, den hurtige vækst i letmetaller, aluminium, magnesium, elektrisk husholdningsudstyr, naturgas, elektrisk energi, byggeaktivitet.
7) Den enorme mængde fiktiv kapital, der er skabt af udgifterne til våben, som udgør 10 procent af nationalindkomsten i Storbritannien og USA.
8) Det nye marked for kapital og tekniske produkter, skabt af imperialismens svækkelse i de uudviklede lande, der har givet det lokale borgerskab øget mulighed for at udvikle industrien i større udstrækning end nogensinde tidligere.
9) Alle disse faktorer påvirker hinanden. Den stigende efterspørgsel efter råmaterialer gennem udviklingen af industri i de fremskredne lande påvirker igen de uudviklede lande og omvendt.
10) Den stigende handel, særligt med kapitalgoder og tekniske produkter, mellem de kapitalistiske lande, hvilket resulterer i øget økonomisk investering, virker til gengæld som en ansporelse.
11) Den statslige indblandings rolle i at stimulere den økonomiske aktivitet.
Alle disse faktorer forklarer stigningen i produktion siden krigen. Men den afgørende faktor har været omfanget af investeringerne i kapital, hvilket er den kapitalistiske udviklings hovedmotor.”
(Ted Grant: The Unbroken Thread, s. 397-398.)
I perioden fra 1950 til 1991 voksede verdens samlede eksportmængde til det tolv-dobbelte, og verdens produktion voksede til det seksdobbelte. I en hel historisk periode var kapitalismen i stand til delvist at overvinde sit grundlæggende problem – modsætningen mellem begrænsningen i det nationale marked og produktionsmidlernes tendens til at udvikle sig på international skala.

For marxisterne var det en historisk progressiv udvikling, som hjalp til at skabe det materielle grundlag for et socialistisk samfund. Arbejderklassen er blevet enormt styrket på verdensplan, og i Vesteuropa, Japan og USA er det store lag af bønder, der tidligere eksisterede, stort set forsvundet.

Imidlertid sluttede den gyldne periode med krisen i 1973-74. Under denne krise så vi en tilbagevenden til en massearbejdsløshed, der var uset siden 1930’erne. Årsagen var, at kapitalismen i efterkrigsopsvinget var gået ud over sine naturlige grænser. Den keynesianistiske politik med underskudsfinansiering, som de socialdemokratiske ledere var så glade for, førte ikke til, at kriser i den kapitalistiske økonomi blev fjernet – krisen var kun blevet udskudt. Og sammen med krisen kom der inflation, fordi den store mængde ekstra penge i omløb forringede købekraften. Ted Grant forudså som den eneste dette allerede i 1952:

En enkel pointe, som selv de ortodokse kapitalistiske økonomer kan forstå er, at ”penge” eller ”kredit” ikke bliver skabt i et tomrum. Det må opnås gennem skatter ved at skære ind i kapitalisternes profitter eller arbejdernes levestandard, eller ved underskudsfinansiering, som efter en tur i rundkørslen vender tilbage til det samme. Det er fordi, at det ved at øge antallet af pengesedler sænker pengenes købekraft gennem inflation, og dermed har det samme effekt som ovenstående i det lange løb. Ligegyldigt hvad er et fald i profitraten uundgåeligt. Købekraften er forringet og bestræbelser af denne art kan kun forværre udbruddet af massearbejdsløshed og krise. (Ted Grant, Marxisme og nyfabianisme)

Hvordan kunne Ted Grant forudsige den krise, der for alle de borgerlige økonomer (samt arbejderbevægelsens reformistiske ledere) kom som et chok? Det var alene ved at basere sig på marxismen, som alle arbejderbevægelsens ledere fordømte som ”forældet”.

Politikken med at ”regulere” kapitalismen ved hjælp af statslig indgriben og investeringer fører i virkeligheden ikke til andet, end at staten bruger penge i dag på bekostning af i morgen. Det løser ikke problemerne eller afskaffer de tilbagevendende kriser – tværtimod gør det kun kriserne værre, når de endelig indtræffer, fordi staten står tilbage med stor gæld. Det var det, der førte til den store inflation i 1970’erne, hvor økonomisk nedgang faldt sammen med enorme prisstigninger.

Efter krisen i 1973-74 blev det klart, at keynesianismen ikke fungerede i praksis. Alle forsøg på at genoplive den vil ende i katastrofe. De borgerlige økonomer gik tilbage til rå kapitalisme, ”ren” markedsøkonomi uden statslig indblanding. Det blev kendt som monetarisme og anført af borgerlige økonomer som Milton Friedman. Deres vigtigste formål var at bekæmpe inflation. Det skete gennem massive angreb på arbejdernes lønninger og gennem nedskæringer i den offentlige sektor og en bølge af privatiseringer. Den amerikanske økonom John Kenneth Galbraith har rammende beskrevet den monetaristiske teori som en teori om, at alle problemer skyldes, at de fattige har for mange penge og de rige ikke har nok. Monetarismens politik – der også er kendt som ”nyliberalisme” – førte til indirekte skatter, som ramte de fattige, samt skattelettelser til de rige.

De borgerlige skærer ikke kun ned af ideologiske grunde, eller fordi de ønsker at sælge de statslige virksomheder til sig selv og deres venner. Nedskæringerne skyldes i sidste ende, at der i en kapitalistisk økonomi altid er tilbagevendende økonomiske kriser. Den nyliberalistiske politik er imidlertid ikke det samme som kapitalismen. Kapitalismen kan alt efter situationen benytte sig af nyliberalisme eller keynesianisme. For arbejderne betyder det et valg mellem hængning og halshugning.

Planlægning eller kooperativer?

Nogle af de første forsøg på at skabe et socialistisk samfund blev gjort af waliseren Robert Owen. Han stiftede den kooperative bevægelse i England omkring år 1800. Herhjemme kender vi den kooperative bevægelse fra Alka, Arbejdernes Landsbank, Coop og forskellige virksomheder, der er gået fallit: Arbejdernes Ligkistemagasin, mejeriet Enigheden, bryggeriet Stjernen og andre.

Robert Owen var en stor tænker og banebrydende indenfor samfundsvidenskab. Alligevel kaldte Marx folk som Owen for utopiske socialister. Hvorfor? For de socialistiske tænkere før Marx, blev socialisme kun set i moralske termer. Socialisme var for dem intet andet end en god idé, som folk ikke havde tænkt på før. I dag hører vi folk gentage den samme opfattelse med ord som ”politisk projekt” eller ”vision”.

Men sagen er den, at marxismens forgængere ikke kunne skabe det nye og lige samfund, de drømte om. Årsagen var, at de materielle forhold for et samfund uden klasser ikke eksisterede. Robert Owen etablerede et arbejderkooperativ i Skotland ved navn New Lanark. Det var baseret på fremsynede principper og nåede en række resultater indenfor børneinstitutioner, nedsat arbejdstid og andet. Men Robert Owen baserede sit virke på at appellere til det oplyste borgerskab. Meningen med New Lanark var at fremvise et eksempel, som kunne blive efterfulgt af de andre kapitalister. Men kapitalisterne kunne, trods Owens appeller, ikke se meningen med nedsat arbejdstid og bedre boliger til arbejderne – det åd sig ind i profitterne. I sit lille mesterværk Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, bemærker Engels:
”Til den umodne udviklingsgrad af den kapitalistiske produktion, til den umodne klasseudvikling svarede umodne teorier. Løsningen af de sociale opgaver, som endnu lå skjult i de uudviklede økonomiske forhold, skulle skabes ud af hovedet. Samfundet frembød kun misforhold; det var den tænkende fornufts opgave at bortskaffe disse. Det drejede sig om at udfinde et nyt og mere fuldkomment system for samfundsordningen og at påtvinge samfundet dette udefra gennem propaganda, så vidt muligt ved hjælp af eksemplet fra mønstereksperimenter. Disse ny sociale systemer var på forhånd fordømt til at være utopier; jo mere de blev udarbejdet i enkeltheder, desto mere måtte de løbe ud i rene fantasterier.” (Marx/Engels, Udvalgte skrifter, bind 2, s. 117.)
De eksperimenter, som blev udført af Robert Owen og andre, viste to ting: i en vis forstand kan man sige, at det i kimform viste, hvad man kan opnå, når arbejderne selv styrer produktionen og samfundet. Men vigtigst af alt viste det, at det er umuligt at bygge små øer af socialisme i et kapitalistisk hav.

I dag, 200 år efter Robert Owen, er der stadig folk, der betragter sig selv som ”moderne” socialister med ”nye” ideer. Disse mennesker har altid det til fælles, at de opfatter marxismen som håbløst forældet. De hævder, at det ikke er nødvendigt for arbejderne at tage magten. I stedet siger de, at man skal danne lokale mønstersamfund, som på en eller anden måde vil vinde over det kapitalistiske system og den borgerlige stat.

robtowen
Robert Owen var en af de "utopiske socialister", som gik forud for Marx og Engels.

Marx og Engels forklarede, at socialisme ikke bare er ”en god idé”, men et produkt af samfundets udvikling. Socialisme er et produkt af, at den kapitalistiske produktion har skabt vældige produktivkræfter samt en stor klasse af arbejdere, som er nødt til at sælge deres arbejdskraft for at kunne betale for husleje, mad og andre fornødenheder. Det er på grundlag af kapitalismens udvikling, at socialismen opstår.

Nogle folk hævder, at det ikke er nødvendigt for arbejderbevægelsen at nationalisere økonomien og planlægge den demokratisk. De siger, at det er tilstrækkeligt at lave en blandingsøkonomi med kooperativer. Det vil sige virksomheder, som er ejet af de ansatte i fællesskab eller af arbejderbevægelsen som helhed. Nu vil vi nok mene, at sådanne ideer bør være manet i jorden efter erfaringerne i det 20. århundrede med store kooperative virksomheder i Danmark, der nådesløst blev udkonkurreret af de kapitalistiske virksomheder. Men lad os alligevel se nærmere på spørgsmålet.

Marx bemærkede engang til Engels, at det var nødvendigt at være rolig i sin optræden, når man diskuterer i arbejderbevægelsen, men være tydelig hvad angår indholdet. Det er en metode, som alle ultra-venstre grupperne i arbejderbevægelsens udkant aldrig har kendt til. Et godt eksempel på dette var Marx’ kommentar til spørgsmålet om kooperationerne, da han talte for den Internationale Arbejderassociation på dens stiftende møde i 1864. Marx hilser den kooperative bevægelse velkommen som et fremskridt for arbejderbevægelsen. Men samtidig gør han det klart, at det er nødvendigt for arbejderne at tage den politiske magt i samfundet, hvis de fremskridt, kooperationen sigter på, skal sikres:
”Vi sigter til den kooperative bevægelse, især til produktionsforeningerne, der blev skabt af nogle få modige ’hænder’ (hands). Værdien af disse store sociale eksperimenter kan slet ikke overvurderes. De har i handling i stedet for med argumenter bevist, at produktion i stor målestok og i samklang med den moderne videnskabs fremskridt er mulig, uden at der eksisterer en klasse af arbejdsgivere, der beskæftiger en klasse af "hænder", at arbejdsmidlerne for at være frugtbringende ikke behøver at være monopoliserede som et middel til at underkue og udpine arbejderen selv; og at lønarbejdet, ligesom slavearbejdet og de livegnes arbejde, kun er en forbigående og lavere form, der er bestemt til at forsvinde til fordel for det samvirkende arbejde, der bruger sit værktøj med villig hånd, med klart hoved og glad hjerte. I England havde Robert Owen udsået kooperativtankens sæd; de arbejdereksperimenter, der blev forsøgt på kontinentet, var faktisk det første praktiske resultat af de teorier, der blev, ikke opfundet, men højlydt proklameret i 1848.
Samtidig har erfaringen fra perioden 1848-64 uimodsigelig bevist, hvad arbejderklassens mest indsigtsfulde førere allerede i 1851 og 1852 gjorde gældende overfor den kooperative bevægelse i England, at hvor udmærket kooperativarbejdet end er i princippet, og hvor nyttigt det end er i praksis, så vil det aldrig være i stand til at standse monopolets vækst, der foregår i geometrisk progression, befri masserne eller blot gøre det føleligt lettere for dem at bære deres nød og elendighed, sålænge det ikke kommer ud over de snævre rammer, enkelte arbejderes lejlighedsvise forsøg frembyder. Måske er det netop derfor, at velmenende aristokrater, filantropiske bourgeoistalere og et par tørre politiske økonomer pludseligt taler pænt om den samme kooperativbevægelse, som de forgæves havde forsøgt at kvæle i fødselen ved at gøre den latterlig som nogle drømmeres utopi eller ved at brændemærke den som socialisternes ryggesløshed. For at befri de arbejdende masser, måtte den kooperative bevægelse udvikles i national målestok og fremmes med nationens midler. Men jord- og kapitalejerne vil altid benytte deres politiske privilegier til at forsvare og forevige deres økonomiske monopoler. Langtfra at fremme arbejdets befrielse vil de tværtimod fortsætte med at lægge alle mulige hindringer i vejen derfor. Tænk på den hån, med hvilken lord Palmerston i sidste samling affærdigede forsvarerne af den irske forpagterlov: 'Underhuset – erklærede han – er et hus af jordbesiddere!'
Derfor er erobringen af politisk magt blevet den arbejdende klasses ophøjede pligt.” (Marx/Engels, Udvalgte skrifter, bind 1, s. 376-377.)
De utopiske socialister mente, at man skabte et nyt, klasseløst samfund gennem uddannelse og gode argumenter. Klassekampen var ikke en del af deres overvejelser. De anså ikke arbejderne som en faktor, der kan ændre samfundet. Den opgave lå hos de intellektuelle og den utopiske socialismes teoretikere. Arbejderne blev opfattet som små børn, der skulle uddannes. Det var imod disse ideer, at Marx insisterede på, at ”arbejderklassens befrielse må være arbejdernes eget værk”.

For Marx og Engels – ligesom for Lenin og Trotskij – var det klart, at afskaffelsen af kapitalismen og indførelse af et nyt, rationelt system, kræver aktiv deltagelse fra befolkningens flertal, med arbejderklassen i front. Det ligger i selve socialismens natur, at den er demokratisk. Det vil sige, at virksomhederne og staten er kontrolleret af arbejderklassen. For første gang i den menneskelige historie vil det være flertallet, der styrer samfundet og bestemmer, hvordan værdierne skal bruges. I selve sin natur kan socialisme derfor kun indføres af arbejderne selv.

Planøkonomiens resultater i Sovjetunionen
Nu til dags er det moderne at benægte de resultater, som fulgte efter den russiske revolution. Men virkeligheden er, at afskaffelsen af kapitalismen i Rusland og indførelsen af en planlagt økonomi gav imponerende resultater. På trods af alle de problemer, mangler og forbrydelser, der fulgte i kølvandet på at revolutionen forblev isoleret i et tilbagestående bondeland, fremkom der store resultater.

Den nationaliserede planøkonomi i Sovjetunionen udviste i årtier stor livskraft. Revolutionen afskaffede den private ejendomsret til produktionsmidlerne, og for første gang i historien blev planøkonomi demonstreret i praksis. Et kæmpemæssigt eksperiment, der spændte over en sjettedel af jordens overflade, viste, at det var muligt at drive samfundet uden kapitalister, godsejere og private banker.

Før den store oktoberrevolution i 1917 var tsarens Rusland et tilbagestående, middelalderligt og halvbarbarisk uland, hvor arbejderklassen kun bestod af under 4 millioner mennesker ud af en samlet befolkning på omkring 150 mio. Desuden blev landet og befolkningen nærmest totalsmadret under Første Verdenskrig og i de reaktionæres blodige borgerkrig imod det nye styre. 21 kapitalistiske lande invaderede landet. Selve revolutionen var en ublodig affære, men de imperialistiske stater (herunder Tyskland, England, Frankrig og Japan) var fast besluttede på at drukne arbejderne og bøndernes revolution i blod. Det lykkedes for masserne i Sovjetunionen at vinde denne krig gennem en enorm kraftanstrengelse, men landet var blevet endnu mere ødelagt end det var i forvejen. Ud af dette skabte planøkonomien verdens næstmægtigste land med et enormt industrielt grundlag og et højt kulturelt og videnskabeligt niveau. Det er en bemærkelsesværdig præstation, som ville være utænkelig på kapitalistisk basis!

Fra 1913 (som var højdepunktet i produktionen før krigen) til 1963 blev den totale industriproduktion 52 gange større (USA: 6 gange, Storbritannien: knap 2 gange) og arbejdsproduktiviteten (der er den mest afgørende måleenhed i denne sammenhæng) steg med 1310 procent. (USA: 332 pct., Storbritannien: 73 pct.). Efter anden verdenskrig var der enorme fremskridt – uden den Marshall-hjælp, der understøttede den meget mindre fremgang i Europa. Væksten i Sovjet lå i de år på over 10 procent. (Kilde: Ted Grant: Russia – From Revolution to Counter-revolution, s. 42-43.)

Samtidig med at befolkningen voksede med 15 procent i Sovjetunionen, voksede antallet af folk med teknisk uddannelse til det 55-dobbelte. Antallet af folk under uddannelse på fuld tid blev seksdoblet. Antallet af bogudgivelser voksede til det 13-dobbelte. Antallet af hospitalssenge blev næsten tidoblet. Antallet af læger pr. 100.000 indbyggere i Sovjetunionen var 205 imod 170 i Italien og Østrig, 150 i USA, 144 i Vesttyskland og 101 i Sverige.( Ted Grant: Russia – From Revolution to Counter-revolution, s. 43.)

Fra 1945-60 steg stålproduktionen fra 12,25 mio. til 65 mio. tons, olieproduktionen fra 19,4 mio. til 148 mio. tons, kulproduktionen fra 149,3 mio. til 513 mio. tons. I midtfirserne havde USSR overhalet de fleste kapitalistiske lande, og var på mange områder klart nummer et i absolutte tal.

Anden verdenskrig: planøkonomien overlegen
Den planlagte økonomi blev udsat for den største prøve i 1941-45, da Sovjetunionen blev invaderet af Nazityskland. Hitler havde den samlede produktion fra Tyskland, Frankrig, Belgien, Holland, Polen, Tjekkoslovakiet, Østrig og Skandinavien i ryggen – foruden Italien, Rumænien og Ungarn. Hele Europas industrielle produktion stod over for Sovjetunionen i krigen. På trods af det forfærdelige tab af 27 millioner menneskeliv formåede Sovjetunionen at besejre Nazityskland.

I 1943 alene producerede USSR 130.000 stykker artilleri, 24.000 kampvogne og selvkørende kanoner, 29.900 kampfly. Nazisterne, med alle Europas store ressourcer bag dem, hævede også produktionen og producerede 73.000 stykker artilleri, 10.700 kampvogne og angrebskanoner og 19.300 kampfly. (Alan Woods: 60-året for D-dag – sandheden om Anden Verdenskrig.) Disse tal taler for sig selv. USSR udproducerede og udkanonerede den mægtige Wehrmacht ved at mobilisere den kæmpemæssige kraft i en planøkonomi. Det er hemmeligheden bag succesen.

Der var en anden grund til den enorme kampkapacitet, som den røde hær besad. Napoleon understregede vigtigheden af moralen i krig. Den sovjetiske arbejderklasse sloges for at forsvare det, der var tilbage af oktoberrevolutionens fremskridt. På trods af Stalin og bureaukratiets monstrøse forbrydelser repræsenterede den nationaliserede planøkonomi en enorm historisk erobring. Sammenlignet med fascismens barbari – den destillerede essens af imperialisme og monopolkapitalisme – var disse ting værd at kæmpe og dø for. Det gjorde det arbejdende folk i USSR på den mest rædselsfulde måde.

red_flag_reichstag
Det var planøkonomien, som gjorde Sovjetunionen i stand til at besejre Nazityskland. Her vejrer den røde fane over Rigsdagen i Berlin.

Anden verdenskrig i Europa var i virkeligheden et gigantisk slag mellem Nazityskland og Sovjetunionen. De allierede var blot tilskuere. På trods af den røde hærs sejre havde Hitler i 1944 stadig anseelige styrker til sin rådighed. Wehrmacht vedblev at være en kæmpemæssig krigsmaskine med over ti millioner mænd, hvoraf over seks og en halv million i felten. Men hvad der aldrig bliver gjort klart i vesten er, at to tredjedele af disse var ved den russiske front. England og USA’s eneste bidrag var bombetogterne, der smadrede tyske byer som Hamburg og dræbte et stort antal civile, men som overhovedet ikke ødelagde tyskernes kampånd eller stoppede krigsproduktionen.

Den røde hær startede en gigantisk offensiv i slutningen af december 1943, som fejede alt til side foran den. Efter at have befriet Ukraine pressede de tyskerne tilbage gennem Østeuropa. Faktum er, at både Roosevelt og Churchill (for ikke at nævne Hitler) havde undervurderet Sovjetunionen. Og de allierede mødte ikke den røde hær i Berlin, men langt inde i Tyskland. Hvis de ikke havde startet invasionen af Vesteuropa, da de gjorde, ville de have mødt den røde hær ved den Engelske kanal. Det er derfor, landgangen på D-dag fandt sted, da den gjorde.

Under anden verdenskrig anerkendte England og USA indirekte planøkonomiens overlegenhed. Da de stod i en nødsituation og gigantisk krig, hvordan reagerede de? Sagde de, at markedskræfterne nok skulle klare ærterne? Sagde de, at markedets ”usynlige hånd” var det mest effektive? Overhovedet ikke! De indførte nødlove for at centralisere produktionen, særligt for krigsindustrien. De indførte en vis planlægning, målretning af arbejdet, rationering og så videre. Hvorfor gjorde de det? Af en meget god grund: fordi disse metoder gav bedre resultater. Fordi plan er tusind gange mere effektivt end kaos!

Planøkonomi og demokrati
Fra at være et tilbagestående, semi-feudalt land, hvor størstedelen af befolkningen var analfabeter, blev Sovjetunionen en moderne, udviklet økonomi med 25 procent af verdens forskere og et sundheds- og uddannelsessystem, der overgik Vesten. Sovjetunionen blev i stand til at opsende verdens første satellit og sende det første menneske i rummet.

Alle disse bedrifter bør få alle til at tænke over planøkonomi en ekstra gang. Man kan være enig eller uenig i bolsjevikkernes ideer, men den hurtige omdannelse af et land, der var mere tilbagestående end Pakistan er i dag, fortjener alle tænkende menneskers opmærksomhed. I løbet af 50 år ni-doblede Sovjetunionen sit bruttonationalprodukt.

Statistikkerne udtrykker ikke engang bedrifternes fulde omfang. Alt dette blev opnået uden arbejdsløshed og inflation. Befolkningens levestandard oplevede stadige stigninger, størstedelen havde ting som tv, køleskab, vaskemaskine og den slags. Huslejen lå fast nede omkring ca. 6 procent af månedsindkomsten og i 1980’erne var den sidste huslejestigning sket i 1928. En mindre lejlighed i Moskva kostede godt 100 kroner om måneden inklusive gas, elektricitet, telefon og varmt vand. Priserne på basale ting som brød lå også fast lavt. Indtil op i 80'erne havde den sidste prisstigning på brød, sukker og de fleste andre madvarer været i 1955, og på kød og mælk i 1962. (Ted Grant, Russia – from Revolution to Counter-revolution, s. 45.)

I dag, hvor Sovjetunionen ikke eksisterer længere, prøver folk, der er fjendtligt indstillede over for socialisme, at fremstille det som om, at marxismens ideer ikke virker. De siger, at stalinismens kollaps i Sovjetunionen var et bevis på, at planøkonomi ikke virker i praksis. De glemmer bare, at det var planøkonomien, som forvandlede det frygteligt tilbagestående Rusland til verdens næstmægtigste land, der i 1980’erne på mange felter havde overgået de vestlige lande. De glemmer også, at hverken Lenin eller Trotskij havde nogle illusioner om, at det var muligt at bygge socialisme i Sovjetunionen. Tværtimod gjorde bolsjevikkerne det klart, at revolutionen i 1917 blot var begyndelsen på verdensrevolutionen.

Efter den russiske revolution var der revolutioner i Tyskland og andre europæiske lande. Her blev kapitalismen reddet af de socialdemokratiske ledere. Prisen for ledernes forræderi blev betalt gennem en ny økonomisk krise i 1930’erne, fascismens triumf i Italien, Tyskland og Spanien, og derefter en ny, blodig verdenskrig. De tyske socialdemokratiske ledere sagde, at de ikke ville vælte kapitalismen, fordi det ville udløse blodig kamp imod kapitalisternes militære styrker. I virkeligheden banede deres egen politik vejen for det forfærdelige slagteri af 27 millioner russere, seks millioner jøder, samt utallige andre i anden verdenskrigs barbari. Reformisternes ”realisme” viste sig endnu en gang at være den værste utopi.

Den russiske revolutions isolation i et tilbagestående land skabte de materielle forudsætninger for, at Stalins bureaukratiske klike kunne tilrane sig magten. Til alle de, der forsøger at sætte lighedstegn mellem arbejderdemokratiet under Lenin og Stalins bureaukratiske, totalitære regime, er det tilstrækkeligt at spørge, hvorfor det var nødvendigt for stalinisterne at udrense hele den gamle ledelse fra Lenins tid. Stalin og bureaukratiet var nødt til fysisk at likvidere alle levende spor fra oktoberrevolutionen. Det eneste, der blev tilbage, var den nationaliserede planøkonomi.

I takt med, at produktionen og økonomien i Sovjetunionen blev mere udviklet og avanceret, blev bureaukratiet en større og større forhindring for fremskridt. Selv den mest velmenende bureaukrat kan umuligt holde styr på alle aspekter af en moderne produktion. Skal der planlægges fornuftigt og efter den arbejdende befolknings egne behov, er det naturligvis nødvendigt at kende disse behov, og der må være frihed til at udtrykke dem. Kort sagt er ægte demokrati en absolut nødvendighed for en planøkonomi. Det vil ligeledes være nødvendigt med en drastisk nedsættelse af arbejdstiden for at sikre alle arbejdere mulighed for at deltage i demokratiet. Trotskij bemærkede i den forbindelse, at demokrati for en planøkonomi svarer til ilt for et menneske. Uden arbejderdemokrati blev den sovjetiske økonomi kvalt under en tung, bureaukratisk kaste, som til sidst kastede planøkonomien til side for selv at blive kapitalister.

Sovjetunionens kollaps var en katastrofe. Det betød, at produktionen faldt med 60 procent mellem 1990 og 1997 – et fald, der hidtil var uset i fredstid. I virkeligheden svarer faldet til et militært nederlag i ikke blot en enkelt, men to krige! Arbejdsløshed, der var forbudt i Sovjetunionen, blev en epidemi. Hjemløshed, der før var ukendt, blev hurtigt et stort fænomen. Alkoholismen, der fulgte med levestandardernes kollaps, nåede ukendte højder. Den russiske befolkning på 150 millioner forbruger nu mere vodka end den samlede sovjetiske befolkning på 280 millioner gjorde i slutningen af 1980’erne. Levealderen for russiske mænd er nu ifølge CIA fem år lavere end den var under planøkonomien. Kvindernes levealder er faldet halvandet år. Dødeligheden steg med 33 procent på fire år. Kapitalismen har på denne måde vist, hvor meget ”mere effektiv” den er end planøkonomien!

Et andet eksempel på den klare forskel på, hvad en planøkonomi og en markedsøkonomi kan præstere, er Cuba. Cuba er, på trods af alle sine fejl og mangler, et referencepunkt for folk i hele Latinamerika og Caribien. Nabolandet Haiti adskiller sig ikke fra Cuba hvad angår naturrigdomme, men kun på det økonomiske system. Haiti er plaget af hungersnød på grund af de stigende priser på fødevarer, og en stor del af befolkningen lever nu af de såkaldte ”lerkager”, der i virkeligheden er jord med en smule planteolie, fordi ris er blevet for dyrt. Kontrasten mellem planøkonomien på Cuba, hvor børnedødeligheden er lavere end i USA, og ”den fri markedsøkonomi” på Haiti, hvor folk spiser jord, er en kontrast mellem to sociale systemer – og det er planøkonomien der er overlegen på trods af, at den er isoleret på en underudviklet ø i Caribien. Den forventede levealder for en cubaner er ifølge CIA 77,3 år. Den forventede levealder på Haiti er 56,6 år. Planøkonomien sikrer med andre ord, at cubanerne lever 20 år længere end deres naboer mindre end 100 kilometer væk, som lever under kapitalisme.

Hvis udgangspunktet for en socialistisk omdannelse af samfundet er et fremskredent land som Danmark og en udvidelse af den socialistiske planøkonomi spredes til stadig flere lande, så vil de kæmpefremskridt, som planøkonomien vil frembringe, få alt, der tidligere er set, til at blegne i sammenligning. I stedet for kapitalismens kaos med kriser, nedskæringer, arbejdsløshed, høje priser, ulighed og alle de andre ”velsignelser” vil vi kunne bygge et samfund, der kan skabe ordentlige forhold for alle mennesker og sikre os alle en harmonisk fremtid.

En socialistisk planlagt økonomi i Europa vil tage udgangspunkt i alle de teknologiske fremskridt og det enorme industrielle potentiale, der er til stede. Befolkningerne har et højt uddannelsesniveau og en enorm kreativ evne til at skabe fremskridt. Potentialet er til stede i overflod. En planlagt økonomi vil lynhurtigt kunne indføre fire-dages arbejdsuge og nedsætte arbejdstiden markant, så alle har mulighed for at tage del i samfundslivet og dyrke musik, kunst, idræt og kultur. Moderne informationsteknologi vil gøre opgaven med planlægning tusind gange lettere end tidligere.

De moderne transport- kommunikations- og produktionsmidler har for alvor revet tæppet væk under nationalstatens snævre rammer. En rationel planlagt økonomi i Europa vil gøre brug af alle disse ting og udvikle dem yderligere. Det enorme videnskabelige, industrielle og kreative potentiale, der ligger gemt i denne del af verden vil for første gang blive udnyttet fuldt ud. Demokratiet vil ikke længere have en begrænset karakter, men vil omfatte alle aspekter af samfundets drift. Det vil, som Engels formulerede det, være et spring fra nødvendighedens rige til frihedens rige. For første gang i menneskehedens historie vil menneskeheden som helhed selv øve bevidst kontrol over udviklingen af sin egen fremtid. Den fælles og fri udvikling af samfundets produktion vil lægge grundstenene til et samfund, hvor menneskene er befriet fra materielle bekymringer, fordi der er nok til alle. Det er den eneste vej frem for en befrielse af menneskeheden.

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.