"I 1934 tapetserede vi væggen med påbud. Arbejdsgiverne kan altid finde en anti-fagforeningsdommer til at underskrive et stykke papir. Men strejker handler om styrkeforhold. Hvis vores styrke er større end deres, vil vi vinde."

Forord - USA 2006

Harry DeBoer blev født i 1903 i Crookston, Minneapolis i USA. I de tidlige 1930’ere begyndte han at arbejde i kulminerne i Minneapolis og blev en del af den første organisationskomite, som anførte de kendte chaufførstrejker i 1934. DeBoer har æren for at have udarbejdet "cruising pickets" ("flyvende blokader"); en strategi der succesfuldt stoppede skruebrækkerlastbiler.

DeBoer forblev loyal mod sine principper gennem hele sit liv. Og i de senere år rådede han mange unge fagforeningsmedlemmer i konflikter og strejkestrategi. Det følgende essay fanger krystalklart den lære, DeBoer og mange af hans revolutionære kammerater gjorde sig gennem mange års erfaring. Det er som et lys i mørket for arbejderklassen i dens kamp for afskaffelsen af udbytningen og skabelsen af et ægte frit samfund.

Det er vigtigt at tænke på, at DeBoers strategiske orientering står i diamentral modsætning til de tanker, som fagforeningsbureaukraterne, der simpelthen accepterer kapitalismen, som en uforanderlig faktor, har. Som kun kæmper for at komme frem inden for kapitalismens stramme rammer. Så længe man tror, at kapitalismen er den bedste af alle mulige økonomiske systemer, ender man med den forkerte konklusion; at alt det, der er godt for kapitalisten, må være godt for arbejderne.

Det såkaldte samarbejde mellem arbejdere og arbejdsgivere skaber en pervers logik: Hvis kapitalisterne må nedbringe arbejdsomkostningerne for at forblive konkurrencedygtige, så må arbejderen være parat til at acceptere disse betingelser. Når alt kommer til alt, er et lavt betalt arbejde, siger bureaukraterne, bedre end intet job. Derfor kan fagforeningens ledelses holdning koges ned til: arbejdernes interesser må simpelthen underlægges arbejdsgiverens interesser, som igen er nødsaget til at få, hvad han anser for en retfærdig profit.

Denne antagelse fra fagforeningsbureaukraternes side går hånd i hånd med antagelsen om, at kapitalisterne er meget stærkere end arbejderne. For det er jo dem, der kontrollerer den største kapital i landet. For ikke at nævne begge politiske partier. Med dette defaitistiske udsyn, er fagforeningsbureaukraterne overbeviste om, at et hvert forsøg på at forbedre arbejds- eller lønforhold i sidste ende er dømt til at slå fejl. I stedet for at lede kampene, giver de millioner af fagforeningspenge til et af de to arbejdsgiverpartier. Især Demokraterne. Et parti der ensidigt fokuserer på forslaget om, at hvad der er godt for virksomheds-USA er godt for os alle.

Hele denne strategiske ramme leder til en selvopfyldende profeti: Arbejderne vil med sikkerhed tabe enhver kamp, så længe den er ledet af en fagforeningsledelse, der er overbevist om, at det er umuligt at vinde og som taler for et klassesamarbejde med arbejdsgiverne.

Men konsekvenserne af en strategisk orientering har været intet mindre end en katastrofe for arbejderklassen. Når virksomheder leder efter den billigste arbejdskraft i verden forsvinder millioner af jobs over havet og lader de efterladte arbejdere stå tilbage uden anden mulighed end at tage et job med minimumsløn i en anden sektor. Og de arbejdere, der formår at holde fast ved deres job, har set deres leve standard falde drastisk. Som eksempel tjente den gennemsnitlige administrerende direktør i 1970 40 gange så meget som en gennemsnitlig arbejder. I 2000 tjente de 400 gange så meget.

Men som Karl Marx argumenterede for, var dette dystre resultat forventeligt, da det blot er kapitalismens natur. Enhver virksomhed må for bare at overleve maksimere sin profit. Hvis en kapitalist finder en mere effektiv produktionsmåde, så omkostningerne falder, så kan disse besparelser bruges til at reducere det endelige produkts pris. Forbrugere vil naturligt foretrække dette produkt frem for et der er dyrere, som sælges af konkurrenten. Med det resultat, at virksomheden snart vil finde sig selv uden kunder og lukke.

Der er en simpel morale i denne historie: kapitalister må sætte reducering af produktionsomkostninger som første prioritet, hvilket inkluderer prisen på arbejdskraft. Ellers kan de ikke overleve som kapitalister, fordi højere lønninger nødvendigvis medfører lavere profit. Derfor har alliancen mellem fagforeningsledelser og kapitalister kun medført ubøjelige krav til arbejderklassen om at acceptere indrømmelser, så kapitalisterne kunne forblive kørende.

Kapitalister har klart udviklet deres egen klassekampsstrategi. De er fast besluttet på at holde arbejdsomkostningerne på et minimum. DeBoers essay var skrevet med tanken om, at arbejdere har brug for en klassekamps strategi for sig selv. En strategi, der er bygget på, at arbejdernes og arbejdsgivernes interesser er diametrale modsætninger. Samt at man må være parat til at kæmpe for højere lønninger på bekostning af profit.

Denne orientering tager udgangspunkt i, at et økonomisk system der ofrer flertallets velfærd for, at en minoritet kan rage enorme profitter til sig, er uegnet og uværdigt til vores alliance. Det omfavner den simple pointe, at arbejdsgivere ikke kan overleve uden arbejdere, men at arbejdere nemt kan overleve uden arbejdsgivere. At arbejderklassen har en frygtindgydende styrke, når den arbejder i solidaritet med et samlet mål.

Det betyder, at arbejderklassen må afvise den opgivende tilgang, som den nuværende fagforeningsledelse har og skabe en ny ledelse. En ledelse der er stålsat i sin overbevisning om, at et samarbejde mellem arbejdsgivere og deres arbejdere er umuligt. At konflikt er uundgåelig og at flertallets interesser må komme først. En sådan ledelse ville opmuntre til mobilisering af alle forskellige dele af arbejderklassen til en politisk bevægelse, der forener hele arbejderklassen og dens allierede i alles fælles interesse.

I den endelige analyse ville dette tage form som et massearbejderparti. Hvis arbejderne skal sejre, kræves der politisk kamp, først for at vinde flertallet af arbejderne over til et klasseperspektiv og derefter for at arbejderne leder alle dem, der er undertrykt af det kapitalistiske økonomiske system, i en fælles kamp for en socialistisk fremtid, hvor samfundet vil blive styret af flertallet i flertallets interesse.

Hvis dette lyder som en kamp, der er umagen vær, så støt op om Workers International League (WIL - Arbejdernes Internationale Forbund), så vi i fællesskab kan bygge en socialistisk fremtid.

Bill Leumer

Hvordan strejker vindes

Af Harry DeBoer

Virksomhederne udbytter i stigende grad deres arbejdere. På trods af kæmpe profitter kræver og får virksomhederne kæmpe indrømmelser.

Hvor fagforeninger er i stand til at hæve lønnen, er stigningerne mange gange små og holder ikke trit med inflationen.

Levestandarden er faldende. Mange arbejdere overlever knap nok og deres gæld bliver ved med at vokse.

Uorganiserede er især hårdt ramt. Lavt betalte jobs er ved at sprede sig. Uden forsvaret fra fagforeningerne oplever uorganiserede arbejdere alle mulige angreb på deres arbejdsforhold. Deres timer bliver skåret ned. De bliver fyret af deres arbejdsgivere uden at nogen regler træder i kraft.

En ny stemning

Det behøver ikke at være på denne måde. Indrømmelsernes æra kan, skal og vil slutte. Der er bevis på en ny stemning blandt arbejderne. Fagforeninger rapporterer, at uorganiserede arbejdere beder om organisering. De ønsker de højere lønninger, bedre arbejdsforhold og sikkerhed på arbejdet, som følger med fagforeningsmedlemskab. Man føler et større ønske blandt de menige medlemmer for at kæmpe igen. Store kampe ligger forude og jeg forudsiger en stor arbejdsopstand i den nære fremtid. Denne pjece er rettet mod lederne af og deltagerne i den kommende kamp. Strejker kan vindes.

En strejke er altid den sidste mulighed. Sådan bør det være. Men i disse dage vil arbejdsgiverne, medmindre arbejderne er parate til at strejke, ikke give arbejderne en retfærdig overenskomst ved forhandlingsbordet. Arbejderne må være parat til at tilbageholde deres arbejdskraft for at få en retfærdig overenskomst.

I de sidste par år er vigtige strejker blevet tabt. Arbejdere, der går fra deres arbejde, bliver erstattet af skruebrækkere. Store strejker er blevet brudt. Arbejderne har mistet deres job permanent.

Det har resulteret i, at dele af fagbevægelsen er kommet til den fejlagtige konklusion, at strejker ikke længere kan vindes. De peger på nederlagene i den seneste tid og siger: "der er ingen grund til at kæmpe". Som resultat heraf har fagforeningerne underskrevet aftaler med store indrømmelser, selvom arbejdsgiverne havde råd til gode lønninger og forbedrede arbejdsforhold.

Nogle fagforeninger, der er bange for strejker, er gået over til alternative metoder, så som kampagner for folkeligt pres. Nogle fagforeningslederes har foreslået den slags taktikker i stedet for strejker. Men mens kampagner for folkeligt pres kan hjælpe, så vil disse kampagner have meget mindre chance for at virke, hvis arbejdsgiveren ved, at fagforeningen ikke er parat til at strejke. Arbejdsgiveren vil knuse fagforeningen, hvis han ved, at den ikke har tænkt sig at strejke.

1934 strejkerne var eksemplariske

Jeg har tiltro til den nye generation af arbejdere. Jeg tror, at de vil begynde at vende sig mod militante metoder for at sikre rimelige levestandarder til sig selv og deres familie.

Lastbilchaufførstrejken i Minneapolis i 1934 var en eksemplarisk model for at kæmpe og vinde. Vi bragte lastbiltransporten til stilstand i byen. Vi drev skruebrækkerne væk fra gaden og vandt en afgørende sejr. Fagforeningen fik anerkendelse. Vi vandt vores første kontrakt og gik fra bordet med lønforhøjelser og forbedring af arbejdsforhold. Strejkerne i Minneapolis, Toledo og San Francisco startede en bølge af militante aktioner, der banede vejen for skabelsen af de store fagforeninger i dette land. De strejker skabte de industrielle fagforeninger, vi har i dag.

Men i løbet af 1950erne, 60erne og 70erne blev fagforeningerne mere selvtilfredse. Og blokadekampene fra tidligere tider stilnede af. Når fagforeningerne etablerer blokader forventer de generelt, at de bliver respekteret og det blev de. Men i de sene 1970ere og 1980ere blev det ændret.

Arbejdsgiverne blev mere aggressive. De afprøvede vandene og fandt ud af, at de kunne bryde strejker uden alt for mange problemer. Skruebrækkeri blev almindeligt. For få år siden turde ingen bryde en blokade. I dag kan arbejdere fra byer over hele landet fortælle om arbejdsgivere, der knuser strejker ved at sende skruebrækkere ind.

Strejkens historie – kort fortalt

Der er kun en måde at vinde en strejke på. At lukke virksomheden ned. Hvis det er en fabrik eller anden virksomhed kan den ikke operere. Hvis det er en transportvirksomhed, kan den ikke køre. En strejke betyder, at alt arbejde må stoppe. Det betyder, at skruebrækkere må forhindres i at tage arbejde. I dag kan en strejke ikke vindes med en håndfuld strejkende. Det kræver masseaktion i gaderne ledt af den strejkende fagforening

1934 chaufførstrejken var i realiteten tre strejker. Kulchaufførstrejken i februar. En bredere strejke i maj. Og en genoptagelse af strejken i juli, hvor vi endeligt nåede målet. Ved kulchaufførstrejken havde vi ikke nok strejkende for succesfuldt at kunne lukke alle kulminer, der var ramt. Jeg organiserede, hvad der blev kendt, som de "cruising pickets" ("flyvende blokader"). Vi valgte en port og lod en lastbil, der stadig kørte, køre ud af en kulmine. Politiet ville så tro, at den havde frit lejde. Vi ville lade lastbilen køre to eller tre blokke fra minen, køre op på siden af den i biler. Tvinge lastbilen til at stoppe og hælde kullet ud på gaden. I flere dage kom næsten al kørsel til et holdt. Det var en bitter kold vinter. Familier og virksomheder havde brug for kul. Virksomhederne bøjede sig og vi vandt.

Farrel Dobbs, en anden ung lastbilschauffør, og jeg blev udpeget til at blive i fagforeningskontorerne om aftenen for at opskrive nye medlemmer. De kom i tusindtal for at blive medlem af vores fagforening, Teamster local 574 (nu 544).

Når arbejdere ser en ledelse, der ved hvordan man kæmper og vinder, vil de ikke tvivle på at være med. Februarstrejken havde gjort vores fagforening nævneværdigt stærkere.

I majstrejkerne rekrutterede politiet et antal betjente og gav dem køller for at drive de strejkende fra gaden. I et tilfælde blev nogle af vores strejkende overfaldet af politiet og en del mænd og kvinder kom slemt til skade. Vi fik noget træning i selvforsvar og i en stor gadekamp drev vi betjentene fra gaden. Det blev kendt som "Battle of Deputy’s Run" ("Kampen, hvor betjentene løb") .

I julistrejken, som begyndte efter, at virksomhederne løb fra deres aftale med fagforeningen, åbnede politiet ild mod ubevæbnede strejkende. To arbejdere blev dræbt og næsten 60 strejkende såret, mange af dem skudt i ryggen.

Dette brutale angreb gav dog bagslag. I stedet for at svække fagforeningen, styrkede det arbejdernes moral og drev endnu mere folkelig støtte til vores side. Til slut, i august 1934, accepterede virksomheden en overenskomst. En kæmpe sejr for hele fagforenings- og arbejderbevægelsen. Strejken satte Minneapolis på vej mod at blive en fagforeningsby. Mens organisering spredte sig gennem byen og staten og udover midtvesten.

Skolebøgerne

Skolebøgerne i dag nævner intet om arbejderhistorie. De har meget lidt at sige om fagforeningernes vækst og arbejdernes enorme ofre for at gøre denne verden til et bedre sted. Arbejdsgiverne vil gerne have arbejderne til at glemme deres fortid. Cheferne siger, at alt er anderledes nu. De siger, at de gamle kampdage ligger bag os og at militans er ældgammel historie. Nogle virksomheder viser arbejderne dyre film, som fortæller og reklamerer for arbejdsmanagement, samarbejde og kvalitets cirkler. Møder som påskønner, at arbejdere mødes med arbejdsgivere for at løse virksomhedens problemer. Arbejd hurtigere, producer mere og især, kæmp ikke mod os - det er virksomhedens linje.

Disse arbejdsgivere med deres slimede bøn om samarbejde er uden undtagelse de samme, som går til forhandlingsbordet for at kræve samtykke og lønstigningsstop fra fagforeningerne

Sandheden er, at intet grundlæggende har ændret sig i forholdet mellem arbejdere og arbejdsgivere. Chefen er stadig chef. I dag hyrer han bare højtbetalte fagforeningsødelæggende konsulenter, som dypper det fagforeningsødelæggende budskab i honning; "samarbejd med bestyrelsen" er ofte kodeord for underminering og ødelæggelse af fagforeninger.

Fagforeningsledere bør forstå det kapitalistiske system. Vores ledere i 1934 forstod, at profitsystemet tvang virksomhedsledere til at prøve at bryde med vores fagforening. Fagforeningsledelsen prøvede dog ikke at presse dens revolutionære perspektiv nedover medlemmerne, men det perspektiv – og organisering - var vigtige for at vinde strejken.

Hvad arbejderne lærte

Hvad arbejderne lærte i 1930’erne var, at når de stod en masse sammen, kunne de slå fagforeningsødelæggerne og vinde de nødvendige lønforhøjelser og arbejdsforholdsforbedringer. Halvtreds år senere gælder dette stadig. Arbejdere i dag må tage militante standpunkter for at få succes. Symbolske blokader er ikke nok. Fagforeninger må organisere masseblokader med hundrede eller tusinder af arbejdere for at stoppe muligheden for skruebrækkeri. Nogle fagforeningsledere siger, at det er umuligt i dag. Inden for en dag eller to, argumenterer de, vil arbejdsgiveren gå i retten og få et påbud, der indskrænker mængden af blokadevagter til tre eller fire ved hver port

Mit svar: "I 1934 tapetserede vi vægen med påbud. Arbejdsgiverne kan altid finde en anti-fagforenings dommer til at underskrive et stykke papir. Men strejker handler om styrkeforhold. Hvis vores styrke er større end deres, vil vi vinde."

"Men hvis vi ignorere påbuddet og fortsætter masseblokaderne vil politiet arrestere os", modargumenterer nogle fagforeningsledere. Mit svar: "Så lad det være sådan. Lad dem fylde fængslerne til de flyder over. Fagforeningen burde betale dem ud og få arbejderne tilbage til blokaderne, støttet af friske kræfter der er blevet vrede over de voldelige aktioner fra autoriteternes side. Vi må holde de strejkeramte arbejdspladser lukket."

Lederne kan gøre en forskel

Nogle fagforeningsledere hævder, at vi ikke kan få arbejdermasserne på gaden i disse dage. Arbejderne er for passive, siger den slags ledere. Men det er ikke sandt. Der har været en række af store strejker i USA de seneste år. Hvor tusinder af arbejdere og deres støtter har marcheret og demonstreret uden for fabrikkerne. Det er en afspejling af en ny militant linje, vi ser under udvikling. Desværre, selvom det er klart, at der nogle gange er arbejdere parat til at handle, stopper strejkelederne strejken kort før fabrikken lukkes ned. Skruebrækkere bliver ved med at gå på arbejde og strejken tabes. Ledelsen må tage fundamentale skridt: organisere masseblokader og forhindre skruebrækkere i at komme ind på værkstedet.

"Hvordan får man tusinder arbejdere på gaden for at tage handling" spørger du måske. Et godt spørgsmål.

For det første kræver det en ledelse, der er villig til at tage disse skridt. Hvis ikke I har kæmpere som ledere i jeres fagforening, så vil I blive nød til at vælge nye leder i jeres fagforening. I må opstille kandidater, som tror på fagforeningsdemokrati og som er villige til at kæmpe mod arbejdsgiverne.

For det andet må I udvikle en omfattende strategi. Ingen folder kan rumme alle problemer og alle svar for at vinde en faglig kamp. Der er dog nogle nøgleelementer i en omfattende plan.

Succesfulde strejker kræver deltagelse og støtte fra hele fagbevægelsen. At bygge den slags bredt baseret støtte kan faktisk forebygge strejker. Hvis arbejdsgiveren tror, at han bliver nød til at tage kampen op mod hele fagbevægelsen i en by eller stat, vil han tænke langt og hårdt, før han tvinger arbejderne ud i strejke. Lokale fagforeningsledere bør kontakte by- eller statsfagforeninger; forklare hvad cheferne gør mod deres fagforeninger og søge støtte fra disse fagforeninger. Spørg dem om de vil hjælpe og kreditere dem fuldt ud når de gør.

Tænk stort, hold massemøder før strejkedeadlinen med prominente fagforeningsledere som talere. Brug godt lavede foldere og plakater. Inviter alle fagforeninger, ikke blot jeres egen. Vær bevidst om alle aspekter. Sørg for at kvinder og minoriteter spiller en stor rolle. I nogle fagforeninger i 1930erne sendte vi fagforeningsfolk ind blandt de arbejdsløse og organiserede dem som arbejdsløse enheder i vores fagforening for at støtte os ved blokaderne. Det burdes også gøres i dag. Hvis de arbejdsløse er organiserede på vores side, er det langt sværere for cheferne at bruge dem som skruebrækkere. Og de er gruppen, som arbejdsgiveren først går hen til for at bryde strejker.

Indryk store reklamer i kommercielle og fagaviser for at forklare fagforeningens sag og en liste af de fagforeninger, der støtter jer, hvis det er muligt. Send repræsentanter fra jeres fagforening til møder med andre fagforeninger for at forklare, hvad I kæmper for. Få vigtige ledere af fagbevægelen til at skrive breve til alle fagforeninger i staten for at forklare problemerne og bed dem om at støtte kampen. Få dem til at sende medlemmer til kampen og at deltage i fagforeningsblokader, hvis der kommer en strejke. Tænk stort og tænk derefter større.

Få arbejdere på hele fabrikken og gennem hele byen til at gå med badges med støtteparoler. Sørg for at artikler om emnet bliver bragt i arbejderpressen og andre nyhedsmedier. Hold nye konferencer med betydningsfulde arbejdere, der bakker jer op. Vis fagforeningsmedlemmer der knap nok kan nå slutningen af måneden med den løn de får.

En strejke skal være godt organiseret. Minneapolisstrejken i 1934 er et klassisk eksempel. Bogen "Teamster rebellion" af Farrel Dobbs giver den fulde historie, den vil jeg anbefale jer.

Vi havde en kantine til at brødføde alle strejkende og deres familier. Vi serverede varme måltider dagligt med mad doneret af sympatiske bønder og grønthandlere. Det blev et middel til at holde strejken kørende samt uddybe arbejdernes solidaritet.

Strejkekomitéen havde en doktor og sygeplejesker ved hånden i strejkehovedkvarteret til arbejdere, der kunne blive skadet under blokaden. Det viste sig at være aldeles effektivt.

Første gang nogensteds i landet lavede vi en strejkeavis. Den hed "The Organizer" ("Organisatoren"). I en strejke kan man regne med, at redaktørerne på de store provirksomhedsmedier prøver at fordreje problemerne. I har brug for jeres egen publikation for at forklare problemerne og få sandheden om strejken ud. En daglig strejkeavis kan være en måde at samle strejkerne og deres støtter og uddanne offentligheden. Og derved vinde nye allierede på strejkernes side.

Alle mulige former for solidaritetsarbejde vil være nødvendigt. I vil skulle tage kontakt til andre lokale fagforeninger, kvindegrupper og lokale organisationer. Målet er at isolere arbejdsgiveren indtil et massivt folkeligt pres tvinger ham til at træde ned. Desto større planlægning før strejken og desto større solidaritet I har fra resten af arbejderbevægelsen, desto mindre sandsynligt bliver en strejke. Virksomheden ser måske, at I er forberedte og ser de opstillede kræfter på jeres side og vil være mindre tilbøjelige til at angribe fagforeningen.

Der skal også tages specielt hensyn til arbejderne med størst financielle forpligtelser. En velfærdskomité bør være forberedt på at mødes med pengeindrivere og pantelånere for at forebygge problemer. Der bør arbejderne også forsikres om. Jeg har set strejker, hvor de militante medlemmer glemte disse arbejdere, der derefter prøvede at bryde blokaderne. Hvilken tragedie. Den slags mennesker ville blive de standhaftigste forsvarere af fagforeningen, hvis fagforeningen tog sig tid til at bekymre sig om dem. Og det er fagforeningens rolle.

Hvordan kan vi aktivere vores fagforening

"Hvordan kan vi aktivere vores fagforening?" spørger du måske. Mange af vores medlemmer kommer ikke til fagforeningsmøderne. Alle disse tanker er gode, men vores medlemmer vil ikke medvirke.

Jeg mener, at rygraden i enhver fagforening bør være demokratiet. Desto mere demokratisk en fagforening er, desto stærkere er den. Ofte kommer medlemmerne ikke til møderne, fordi de føler, at beslutningerne allerede er taget. Møderne må åbnes op og gøres mere demokratiske. Alle store beslutninger bør tages efter en grundig diskussion og afstemning blandt medlemmerne. Hvis I har udemokratiske ledere må i stemme dem ud og vælge demokratiske. Ledere, der kæmper med en forpligtelse til fagforeningsdemokratiet, vil tiltrække øget aktivitet fra medlemmerne. Fagforeningsledere bør diskutere strategi åbent med medlemmerne. De menige medlemmer bør opfordres til at tage et stort ansvar i en omfattende strategi. Diskutér, planlæg og stem. Når I ser, at jeres fagforening bliver mere demokratisk, vil I se flere af jeres medlemmer bliver villige til at medvirke i de beslutninger, der berører deres liv.

I teamster local 574 havde vi valgt tillidsmænd, der repræsenterede de forskellige arbejdspladser. Vi havde valgt et klagenævn, som mødtes to gange om måneden og lyttede til de arbejdere, der havde en mulig klage. Vi valgte en forhandlingskomité. I chaufførstrejken i Minneapolis i 1934 havde vi valgt en komité på 100. Denne komité var et talerør, som mødtes mellem de ordinære medlemsmøder. Strejkeledelsens forslag blev først bragt til de hundredes komité. Komitéen kiggede gennem forslagene, foretog valg og forklarede dem for de arbejdende masser. Denne demokratiske proces styrkede strejken og holdt ledelsen i kontakt med, hvad arbejderne ønskede.

Nogle fagforeningsledere er uenige i denne åbne form for demokrati. I en strejke eller forhandling argumenterer de for aller yderste hemmelighed. Jeg har ofte ment, at dette hemmelighedskræmmeri var en undskyldning for at lave utilfredsstillende kompromiser bagom arbejdernes ryg. Alle forlig involverer kompromiser. Men fagforeningens beslutninger bør tages af medlemmerne. Medlemmerne bør stemme om, hvornår et krav bliver taget af forhandlingsbordet. Desto mere demokratisk fagforeningen er, desto mere involverede vil arbejderne være i fagforeningen. Desto mindre demokratisk den er, desto mindre entusiastisk vil medlemmerne støtte deres ledelse, når arbejdsgivere tvinger fagforeningen ud i et opgør.

Luk det ned

Der er flere måder at lukke en virksomhed ned på og denne folder kan ikke behandle dem alle. Men her er nogle metoder.

-Masseblokader. Dette bør være en del af enhver strejke. Bare ved jeres mængde kan i stoppe fabrikken i at fungere.

-Sit down uden for fabrikken. Af og til kan den bedste taktik for at overvinde tilstedeværelsen af store mængder politi være at sætte flere tusinde mennesker foran hoveddøre og porte. Måske slæber de jer væk ved masseanholdelser. Men fagforeningen køber jer ud og I sætter jer ned igen.

-Sit down inde i på fabrikken. Sit-down strejker, en taktik brugt i trediverne, som en mulig strejkemetode i dag. Det er meget sværere for cheferne at få arbejderne ud af bygningerne når først, de sidder inde i den.

- Skruebrækker udrivning. Skruebrækker udrivning var noget vi brugte, når arbejdsgivere brugte skruebrækkere til at genåbne fabrikker, der var under strejke. Vi tog nogle af vores bedste militante arbejdere, gik ind i værket og drev skruebrækkerne ud.

-Massemarcher og demonstrationer, som en vej til at opbygge masse blokader og aktioner for at lukke virksomhederne.

At tale med arbejderne

Carl Skoglund, som senere blev formand i vores lokale fagforening, var arkitekten bag 1934 Minneapolisstrejken. Han havde været gennem mange faglige kampe. Han havde et dårligt ben og jeg husker, at han aftenen før kulstrejkerne i februar 1934 lagde armen om min skulder som støtte, da vi gik tilbage til vores lejligheder.

"Harry", sagde han, "mange arbejdere forstår i starten måske ikke, hvad vi kæmper for. Altså vi må tale med dem, forklare dem, hvad en strejke handler om. Give dem en chance for at forstå. Afskriv dem ikke før du har givet dem en chance".

En af de første ikke-fagforeningschauffører, som vi stoppede næste dag beviste Carls pointe.

Vi havde fulgt en lastbil ud af kulminen og et par blokke væk omringede vi den. Vi forklarede chaufføren, hvad vi kæmpede for og hvorfor vi strejkede. Manden blev sur. Han fortalte, at hans chef havde løjet for ham om, hvad vi strejkede for. Han sprang ud af vognen og hjalp os med at aflæsse hans egen ladning kul på vejen. Den aften gik han ned til fagforeningslokalerne og meldte sig ind. Og efter strejken blev han en loyal tillidsmand.

Det kan man lære af. Det er nødvendigt at forklare arbejderne, hvorfor I er i strejke. Også arbejdere der er blevet hyret som skruebrækkere. Ofte, hvis I snakker med disse arbejdere, vil de ende med at vælge jeres side.

Hvis de ikke gør det, er det selvfølgeligt en anden sag. Men ofte er der så meget anti-fagforenings propaganda i samfundet, at folk udvikler en fjendtlig holdning overfor fagforeninger. Ofte kan det at forklare sagerne omvende dem.

Den samme åbentsindethed er vigtig når I snakker med jeres kolleger, som til at begynde med ikke accepterer nødvendigheden af militante aktioner. Men det vil ændre sig, når de ser, at det virker.

At organisere de uorganiserede

Mange af de vigtigste kampe i fremtiden vil blive udkæmpet for de uorganiserede arbejdere. Nye masseanstrengelser må gøres for at organisere arbejderne i fagforeninger. Fagforeninger hælder til at være opbygget af bedre betalte arbejdere og fagforeningsledere, der nogle gange glemmer, hvor fagforeningerne kom fra.

Den samme massetilgang fra blokaderne må udvikles til fagforeningsorganisering. Massemobilisering af arbejdere er nødvendig for fagforeningernes organisering. Der bør være møder og deltagelse af alle medlemmer til disse organiseringer og anstrengelser for at få støtte fra resten af fagbevægelsen.

Under kontraktforhandlinger prøver chefer at terrorisere arbejdere til underkastelse. Arbejdsgivere truer fagforeninger, der kræver højere løn, med muligheden at virksomheden flytter væk og søger billigere ikke-organiserede markeder andetsteds. Har virksomheden trænet arbejdsstyrken lokalt, er dette måske kun en skræmmetaktik. Men fagforeningens svar må komme hurtigt. Hvis chefen flytter sin fabrik til et andet sted hen, må fagforeningerne sige: "Vi vil sende fagforeningsorganisatorer til det nye sted og organisere arbejderne der. Hvis I går udenlands vil vores internationale fagforeningsarbejde sørge for at organisere arbejderne, hvor end du placerer din fabrik. Hvor end du går, vil vi følge efter. Vi vil ikke tillade, at du udbytter dine arbejdere. Så du må hellere fremsætte en god pakke på forhandlingsbordet for det bliver ikke bedre andre steder"

En klar forpligtelse til organisering er den bedste måde at forsikre gode kontrakter på organiserede arbejdspladser. Vi havde et motto i local 574: "Ethvert medlem er organisator". Rundrejsende medlemmer ville opfordre arbejdere til at danne fagforeninger, hvor end de befandt sig i Midtvesten. Det er et motto, vi bør bruge i dag.

Desto flere arbejdere der er organiseret, desto sværere vil det være for arbejdsgivere at finde arbejdere, der kan bryde strejker. Og fagforeningens styrke vil styrke fremskridt og social retfærdighed.

Fagforeningen må være den undertryktes, den fattiges og den lidendes forkæmper; vi bør være bekymrede for familier med enlige forældre, barnet der ikke har nok at spise, den handikappede, offeret for diskrimination. Vi må stå op for de ældre af hvem mange knapt nok kan leve af deres pension og bistand.

Ved at kæmpe for dem kan vi genskabe fagforeningernes storhed. Deres kamp bliver vores kamp, når vi kæmper for retfærdige lønninger og forhold til alle.